Has it really been this long?

Tid Det er omkring 16:40
Sted Skoven
Omgivelser Der er hvad man normalt finder i skoven
Vejr Solen skinner, der er en smule varmt og vejret er roligt
Påklædning
- Tøj + Sko Hun er nøgen, så hun har intet tøj på. Hun har ingen sko på
- Hår + Make-up + Smykker Hendes hår hænger primært løst, dog er der dele som er flettet sammen Link. Hun har sit velkendte "war" paint på, et symbol på hvem hun er Link. Hun har det velkendte smykke mellem sine øjenbryn, et tegn på hendes magt Link
- Andet Hun har tatoveringer på sin krop: Ryg + Nakke, Nakke (+ ar) & Arm

Emnet er tilegnet @Cayleb <3

Som hun løb gennem skoven, var der en frihed i hende, hvilket nok var en af de første gange, i meget lang tid. Som leder af en flok, som anså styrke for det ledende, skulle man ikke vise svagheder, hvilket forklarede hvorfor, at det var i sin ulveform hun løb fri. Alle formskiftere havde den følelse, en form for frihed når de var i deres dyreform. Det var en unik
oplevelse, det at kunne løbe fri, ikke have bekymringer og bare kunne koncentrere sig om den ene ting, netop at løbe. Hun behøvede heller ikke have den sorg i sig, om alle de fra sin flok, som hun ikke havde fundet, dengang de gik gennem portalen. Ganske vist havde hun Tatia og Noa, men der var også så mange andre, som i bund og grund manglede. Hun havde aldrig været god til forhold, og dog fandt hun sig selv savne den mand, som hun havde delt seng med, noget hun ikke så ofte gjorde. Forhold var trods alt ikke noget, som ledere kunne, flokken kom altid først og følelser syntes kun at skabe problemer, eller det var i hver faldt hvad D'avin havde fortalt hende. Hendes kære rådgiver, som havde været ved hendes side, gennem alle hendes sorger, da hendes datter blev bortført, da hun mistede sine børn, da de kom gennem portalen og ikke mindst de forvirringer der havde været i hende.
Hendes tanker forsvandt dog, som hun fangede færten af en alt for velkendt person, og en glæde synes at blomstre i hende. Hun bevægede sig hurtigt i retningen af, hvor hun kunne fornemme færten kom fra, det var som om hun ikke kunne komme hurtigt nok. Hun så for sig, alle de gange hvor de havde ligget i hendes seng, hvordan det i starten udelukkende havde været for sex, men at det ligeså stille begyndte at være om så meget mere end dette. Hun var ikke en nem kvinde at elske, fanget af det mål ikke at være svag, ikke at vise følelser, og dog med behovet for nærværet af andre. Hun kunne fremstå så dominerende og hård, men hun kunne også være så kærlig og svag, som en person der havde behovet for at sørge andre, men på grund af pligter og ansvar aldrig havde muligheden. Hun havde trods alt kun været 16, da hendes forældre døde og hun tog ansvaret som leder, uden den mindste tid til at sørge. Sekundet hun så Caleb, forvandlede hun sig straks tilbage til sin menneskelige form, hvorpå hun løb imod ham og ind i hans arme. Normalt krammede hun ikke andre, men han var en af de få tilfælde. Hun så på ham, med sine hænder på hans kinder "Caleb Yu are hir" (Caleb you are here) hviskede hun med glæde sine øjne

Påklædning: Link

---

Hvor længe der var gået, havde han faktisk ikke styr på. Caleb havde altid været god til tid, god til at forstå verden udenfor skoven. Men denne her verden var anderledes, dog viste Caleb sig alligevel at være hurtig til at tilpasse sig det hele. Ikke fordi at han rente rundt med noget elektronik, men han havde set folk bruge det. Han havde lært at undgå biler og veje. Han kunne finde ud af at købe ting ind, og han havde også fundet et sted at bo imens han fik styr på hvor han var.
På længere sigt var han rejst igen, og havde taget et fly til Gaia - efter en anden formskifter havde snakket om at det var 'møde stedet' for overnaturlige væsner. Hun havde hjulpet Caleb med at få en billet og venligt nok af hende, var hun taget med ham. Så snart han nåede Gaia, kunne han mærke det overnaturlige miljøs aura. Han brugte dage i skoven, på at finde en eller anden fært. Bare et eller andet der kunne give ham håb om, at han var rejst det rigtige sted hen. Caleb havde fået skægstubbe og han havde tydeligvis holdt sin træning ved lige. Denne verden havde nogle mærkelige trænings rum, med mærkelige maskiner - men det virkede da for ham. Caleb håbede på at finde Niylah, Storm og Noa. Det var det eneste der betød noget.
En velkendt fært syntes at aktivere hans indre ulv, og den kongeblå farve dominerede snart hans ellers mørke øjne da han så den store ulv i det fjerne. Niylah.. Først troede han at han så syner, måske havde varmen givet ham et hedeslag og fik ham til at se, præcis det han ønskede at se. Han sank en klump og mærkede hjertet der kort sprang en takt over. Ulven skiftede form, og foran ham kom den kvinde han elskede løbende imod ham. Var det virkeligt? Det sekund hun var i hans favn, var han ikke i tvivl. Caleb svang armene om hende, og gav hende et tæt knus. Efter krammet så han på hende, som hende havde han hendes kinder i sine hænder. Så ind i hendes øjne, der strålede af glæde.
"Sha, ai'm hir,"(Yes, I'm here) forsikrede han og strøg den ene hånd henover hendes kind. "I thought I had lost you," hviskede han og sank en klump kort som han stille fjernede sin ene hånd fra hendes kind. Derefter placerede han et hurtigt, dog intimt og følelsesladet kys imod hendes læber. Han havde savnet hende, og ærligtalt havde han nogle dage frygtet at han aldrig ville se hende igen.

Det havde været så mærkeligt, det at være fanget i en anden verden, en som hun ikke kendte til, eller aldrig havde hørt om. Hvad hun dog helt præcis, havde håbet på, da hun vandrede gennem portalen, var noget hun nok ikke kunne besvarer. Dog havde hendes dybeste ønske, været at beskytte sit folk, fra de som ønskede at skade dem, et folkefærd der efterhånden, blev større og større, som jægerne rekruterede flere folk og her nærmest radikaliserede dem. Alle de folk, som fik smidt ind i hovedet, at formskiftere var slemme, og at det var dem som havde startet krigen, præcis som de havde gjort imod hendes datter. Hvordan andre ikke kunne se dem som monstre, var noget hun nok aldrig kunne forstå, og hvor hun normalt ville tage kampen op, måtte hun indrømme de havde hende, trukket så langt op imod en krog, at hun intet andet kunne, end at finde en ny verden. Forhåbentlig her, ville de være frie fra de monstre, som så ofte ønskede dem døde.
Hun trak dog alle disse ting ud af sine tanker, som hun følte Caleb lukke sine arme omkring hende, og den så velkendte fært, nærmest omfavnede hendes sanser. Et af de så sjældne smil, syntes at forme sig på hendes læber, som han lagde sine hænder imod hende kinder. Hans forsikrende ord, om hvordan det i virkeligheden var ham, og ikke hendes hjerne, der var så desperat for dem hun holde af, at den skabte hallucinationer af dem. Et udtryk af sorg, kom kort op i hendes øjne, ved det hans sagde. Hun havde trods alt haft det på samme måde, som han havde haft det, det med at hun troede hun forevigt, havde tabt dem hun holdte af og elskede. Hun nåede dog aldrig at sige noget, før hans læber ramte imod hendes, et kys fuld af følelser og intimitet, noget hun havde manglet det sidste stykke tid. Dog som kysset stoppede, formede der sig et blidt smil på hendes læber "I though I had lost you too, so many I have lost and I never thought I would see again" hun fik vendt sit ansigt lidt væk, som sorgen endnu engang formede sig hendes øjne.

Der var virkelig kun ganske få, som havde set hende så svag og fuld af følelser, og Caleb var en af de få. I starten havde hun været hård ved ham, tillod ham næsten aldrig at røre sig, og dog var han nu en af dem, som hun holde meget af, hvilket også forklarede hvordan hun tillod ham, at se hende græde. Så da han lagde sine fingre imod hendes hage, og han begyndte at snakke, lod hun til sidst sit blik mødes med ham. Hun lyttede som han fortalte hende, hvordan hun havde gjort sit bedste, og hvordan hun ikke behøvede at være så stærk. Dog var det noget hun havde været så vant til, hun var ikke just blevet opdraget, til at skulle føle en helt masse ting, men derimod fremvise sig som den stærke. Hun bed sig i læben, og forsøgte at holde tårerne tilbage, og kun ganske få nåede faktisk ned imod hendes kinder. Hun hadet at føle sig så svag, den manglende kontrol, som hun elskede så meget, en hun følte var revet væk fra hende, sekundet de kom ind i denne fremmede og mærkelige verden.
Da han spurgte indtil, om hans søster, nevø og far var kommet igennem, nikkede hun "Yeah They made it through, You dad is very worried about, as is your sister" Det havde været hårdt, at miste så mange og så hurtigt. De startede ud med hele flokken, som skulle gennem portalen, og med et var der så mange, som var forsvundet og de havde ledt skoven igennem, i håbet om at de var landet tæt ved, og dog var de ikke til at finde. Det var øjeblikke som disse, hvor hun var glad for dette sekund, et sekund var hun var genforenet med en person, som havde formået at kæmpe sig gennem hendes murer, og virkelig kommet ind på livet af hende. Hun lukkede sine arme omkring ham, som han trak hende ind i et kram, og hun hvilede sin kind ind imod hans bryst, og for det øjeblik, lod hun faktisk ham være den stærke, for engangs skyld, lod hun en anden tage kontrollen. Hun lukkede sine øjne, og flere tårer, syntes at finde deres vej ned langs hendes kind.