I don't know how long I'll stay

Tid: 28. Februar, om eftermiddagen
Sted: Slottets have
Vejr: Solen skinner, man er begyndt at kunne ane foråret.
Påklædning: Udseende og påklædning (højre)

Dedikeret til @Abigal


Den morgen havde Stellan stævnet ind ved marinaen og havde derpå valgt at tage en kort lur før han gik på land den eftermiddag. Det var underligt at være tilbage i Gaia og mærke den engelske himmel over sig. På mange måder kunne han blive en smule nostalgisk over at se sig omkring, da det havde været flere år siden han sidst havde stået på denne jord. For det meste rejste han rundt nede omkring middelhavet, men det var vel også til at se på hans solbrune hud. Han havde kørt sit efterhånden lange blonde hår bag ørerne og hans blå øjne så rundt på omgivelserne. Som han nåede slottet sneg han sig ind uden vagterne fik øje på ham, men det var kun fordi Abigal havde vist ham denne indgang før. Hans stod nu i midten af den flotte slotshave og kom hænderne i lommen som han så sig omkring. En lille melodi fløjtede han som han gik ned langs de lange rækker med blomster og buske før han så baghovedet af den prinsesse han kendte så godt.

”Vacker prinsessa!” kaldte han med sit klassiske drillende smil på hans læber. Som hun ville vænne sig om ville han løbe mod hende og gribe hende i sine arme og svinge hende rundt på stedet. Hans latter ville runge og hans øjne ville lyse op som han så på hende. Forsigtigt fik han sat hende på jorden igen men ikke før han placerede et kys på hendes pande. Hvor havde han savnet det ansigt, det måtte han vel indrømme nu hvor han stod overfor hende.

Hendes spørgsmål fik ham til at le, for han havde savnet den accent for hans ører. Som han satte hende så han på hende med sine blå øjne, der ofte mindede om det hav han så ofte sejlede på. ”You know I’m not good with getting on time, so I think I’m too late for your father’s birthday,” sagde Stellan og kradsede sig lidt på halsen. Han havde aldrig været bundet af noget før, så datoer var svært for ham at huske. For ikke at sige at tiden ofte bare gik for ham, og når han endelig kom frem var det enten for tidligt eller for sent. Aldrig til tiden. Som hun slog armene om hende hørte han hvordan hendes stemme ændrede sig en smule. Der var noget der gik hende på. Hendes ord fik ham til at smile som han lagde armene om hende og gemte sit hår væk i hendes lyse lokker.

”I actually didn’t think you would still be in Gaia, so I chose just to sneak in here in stead,” sagde han roligt mod hendes hovedbund og hev hende nu lidt ud for sig som han søgte hendes blik. ”Now, you need to tell me what has happened – And don’t dare lie to me, flicka, I can tell something is wrong,” sagde han med et skævt smil. Hans blik var dog bekymret som han betragtede hende. Normalt ville han ikke have sluppet hende og holdt fast til hun selv var ved at kravle væk, men den måde hun havde taget om ham gjorde ham bekymret.

”I was thinking no more than a month, to be honest – I miss the hot sun on my body already, but I might need to stop by my parents while I’m in the neighborhood,” sagde han med et skævt smil. Abigal havde fundet sit hjem i Italien, men Stellans liv var frit og han fulgte vinden som den blæste. Ikke at han ikke havde besøgt hende i Italien i hendes hjem, når han alligevel var i området, men han blev sjældent længere end en måned af gangen. Det var som om han var rastløs når han ikke konstant var på farten. Dermed ikke sagt at han ikke kunne sætte sig ned med nære venner og bruge tid på dem. Hendes dybe indånding fik ham til at skærpe sine sanser, og han takkede sin hørelse for at han kunne høre så godt efter. Gaia havde aldrig været Abigals hjem, det vidste han lige så godt som hun gjorde, så at hun snakkede om byens døde lyde nikkede han blot.

”Well, now I am here, so I will be the one keeping you on your toes,” sagde han med et kærligt smil og placerede en rolig finger under hendes hage. Hvor længe havde de ikke kendt hinanden? Længe nok til at de kunne hinanden ind og ud, som et gammelt ægtepar der vidste hvad den anden gjorde før personen havde tænkt over det. Det var også derfor han kørte sin hånd op og hvilede på hendes kind som hendes tårer faldt fra de triste øjne. Han så sig rundt og følte på en måde at de var overvåget, men det var vel ikke så underligt når hun lige havde fortalt at hun havde haft kidnapningsforsøg. Han lagde en arm om hendes liv og hev hende med sig ned langs rækkerne med blomster. Det gjorde ham mere rolig at gå og snakke samtidig.

”I can sneak you out – My boat is down at the marina and we could just go around the island, if you need it?” tilbød han som de gik rundt langs bedene. Han vidste at hun havde elsket livet på båden, og sjældent sagde nej til en tur. Dog vidste han ikke hvad hun ville sige i denne situation. Hun følte sig måske mere sikker på slottet, men Stellan kunne ikke forestille sig hvordan hendes frie sjæl kunne holde det ud i længden. ”You need the kold wind on your face, and the smell of seawater in your nose,” sagde han med et charmerende og lettere drilsk smil.

Hvis der var noget som han ikke kunne stå for, så var det når Abigal smilte. Det var som om hun kunne hviske hver bekymring fra hans liv. Ikke at han havde mange til at begynde med, men det var som om hun kunne gøre hans liv endnu lysere end det allerede var. Hvordan havde han ingen ide om, men han var taknemmelig for det. Som hun hev ham med sig lo han svagt. Det føltes som om de virkelig stak af fra noget og tog et hemmeligt sted hen. Men det var vel også dumdristigt at snige landets prinsesse ud fra slottet så kort tid efter der var sket noget. Stellan smilede let til vagterne og kunne ikke lade være med at rulle øjnene af deres ord efter Abigals kommando. Som om han ikke havde set hende bruge hendes evne før, men det var vel nemmest at gøre det hele på. Som de gik hev han hende tættere ind til sig og smilede svagt over hendes ord.

”You miss my voice? Do you know how lonely the boat is without you singing all the time?” sagde Stellan drilsk og slap hende for at gå ind foran hende. Han gik nu baglæns med armene bag ryggen som han så på hende. Han var ret så let til benene, men balancen var også nødvendig når han det meste at tiden var nød til at have kontrol over en hel båd selv. ”What do you want me to say? That I’ve missed your face and that I want you to run away with me once more?” sagde han drilsk og trak på smilebåndet. Udefra ville han ligne en der lagde an på Abigal, men det her var deres normale flirtende måde at snakke sammen. En han ikke ville bytte for noget i denne verden. Det varede ikke længe før de nåede havnen. Undervejs fortalte Stellan om den sejllads han havde taget fra Spanien og op til Gaia. Hvordan han havde mærket vejret ændre sig og blive koldere. Han stillede sig foran den velkendte båd der var blevet sat i stand siden sidst hun havde set den.

”Here she is, in all her glory – and she is top tuned for you, prinsessa,” sagde han og hoppede let over på båden. Han var så vant til at være på vandet at det krævede mere tilvænning at være på landjorden. Selvom hun ikke ville have behov for det, rakte han en hånd indbydende mod hende. ”You still remember how to loosen the knots, right?” spurgte han drilsk og gik over til sejlet, hvor han løsnede et par af snorene der holdt det sammenfoldet. Han ville dog ikke slå sejlet op før de var ude på vandet.

Stellan lo og følte et af sine blonde lokker om bag sit øre. Hans hår var efterhånden ved at være ret så langt, men han havde ikke fundet tiden til at blive klippet. Det havde været nogenlunde samme længde første gang de mødte hinanden. Selvfølgelig havde Abigal ikke ændret sig en dag siden den gang, fysisk, men mentalt havde han set hvordan hun havde forsat med at vokse. Han rakte tunge af hende som hun sagde at hans ord smeltede hendes hjerte og han prikkede hende på næsen med sin pegefinger. ”I try my best,” sagde han med en charmerende undertone. Da hun var kommet ombord på båden satte han sig over til roret og satte motoren i gang. Den knurrede let til live og han sendte Abigal et skævt smil.

”You should be honored, she is a first class beauty,” sagde han og klappede let på pladsen ved hans side for at hun kunne sætte sig. Derpå fik han hurtigt vendt båden og ud på det åbne hav. Solen var varm over dem, men vinteren havde svært ved at slippe sit greb. Da de var nået et stykke ud lod han hende tage roret som han kravlede op på dækket og gik rundt og justerede på de forskellige knob. Han var virkelig i sit rette element på en båd, og denne båd kendte han ud og ind. ”At least steer her nicely, so I don’t fall off,” kaldte Stellan og huskede første gang hun havde styret båden. Hvordan hun havde lavet en så hurtig vending og han var endt i vandet. Han smilede lidt for sig selv over det gamle minde, for det hele virkede til at være så behagelig når han var sammen med hende. Som han havde været hele båden rundt satte han sig igen ved Abigal og lagde en arm om hende.

”Now, what can I say to hear your singing voice again?” spurgte han drilsk og gav hende et klem med armen som han lagde sin anden hånd på roret.

Stellan kunne allerede mærke hvordan Abigal begyndte at slappe af, og det fik ham til at smile som han satte sig ved hendes side. En duet? Det havde vel været noget tid siden de havde sunget sammen sidst, men der var en sang han vidste der kunne få Abigal i godt humør. En gammel sang fra deres rejser og han stoppede let motoren, så den ikke stak af fra dem som de ville synge. Han rejste sig nemt op og rakte hende en hånd som de første toner undslap hans læber, så hun vidste hvad han havde i tankerne.

”See me sitting in the palm tree – Looking down at people passing by,” sang han og hev hende op til hende som han let svang hende rundt. ”Sitting here no-one can harm me – They just stare at me and wonder why,” sang han og hoppede op på dækket med et let hop som han slap hendes hånd. ”No need to bother, I'm gonna stay up here – Whatever happens, I won't let no-one near,” derpå fægtede han som forsvarede han hende mod pirater før han vendte sig mod hende igen. ”Until you tell me, Abbie Abbie on my mind, won't you please – You really love me, Abbie Abbie you're so fine, yes you are now,” sang han og ændrede som altid teksten til hendes navn som han sang til hende.

Stellan hoppede let ned ved hendes side og gik rundt om hende med et drilsk smil på sine læber. ”And in the evening, when the sun goes down – I'll be the bluest of men in this town – 'Cause I love you, Abbie Abbie on my mind,” sang han og lod hende tage over for næste vers.

Stellan elskede at se Abigal smile, for det var vel det han levede for at se efterhånden. Hun betød mere end noget andet for ham, som om hun altid havde været der i hans liv. Som hun sang legede han gladelig med som hun trådte nærmere. Hendes stemme var så velkommen på hans båd, og han skulle til at ligge armene om hende som hun trådte væk. En varm lille latter undslap hans hals som hun så tilbage på ham, og da hun lagde sin hånd mod sit hjerte pegede han på hende som han svagt rakte tungen ud. Som hun sluttede sangen kom han hende i forkøbet og hev hende ind til sig. Kort gemte han sit ansigt i hendes hår og sukkede svagt. Udefra kunne de virke som et elskende par, men Stellan havde ikke denne type følelser for Abigal. Hans følelser var dybere end det, for han følte han kendte den rigtige Abigal, og ikke bare den karismatiske kvinde som så mange andre gjorde.

”I’ve missed you so much,” sagde han en smule sentimentalt og fjernede sit ansigt fra hendes hår. Et skævt smil gled over hans læber som han så på hende. Han kørte hans hånd ned og tog hendes i sin. Han så hende kort i øjnene og sukkede. ”Now, you need to tell me what’s really been on your mind,” sagde han med en mindre bekymret tone. Hun havde jo fortalt om at hun var blevet forsøgt at blive bortført, men der vel ikke så meget nyt i det. Hun var prinsessen af Gaia og med det fulgte en del risiko. Stellan havde dog ikke lært hende at kende som en prinsesse, men som den kvinde hun havde været efter anden verdenskrig.

”If you lie, I will know,” sagde han med et glimt i øjet. De kendte hinanden, og det var vel så nemt at vide om de talte sandt for hinanden. Derudover var der vel altid det specielle forhold to banshees oplevede.

//Out//