Remember me - Gabriel

Stilhed - efterfulgt af stilhed. Trak hun stadig vejret? Kunne de høre hende, høre hende trække vejret? Et par kolde fingere gled op under den korte kjole, pulsen var lav, men den var der. Hun var i live. Langsomt fandt han op fra det kolde stengulv, og begyndte at trække hende langsomt hen over gulvet.
De mørkerøde døde øjne rettet mod udgangen. Fokuseret.
Han stoppede op lige ved skydedøren, og skubbede den hårdt til siden med sin hofte. Havde kort sluppet hende, før han samlede hende op igen og smed hende udenfor. Han knaldede døren i igen bag hende.
Alligevel fik noget ham til at stoppe op, en fornemmelse, en duft. Han vendte sig mod døren, trak den åben igen, øjnene hvilede kort på kvinden, der lå livløst på græsset foran heste stalden.
"You can come out now Gabriel" kaldte han i en blid tone, som han lod skydedøren stå på klem. Han vendte ryggen til igen og fulgte blodsportet fra kvinden han havde smidt ud af døren, tilbage til de to andre bundne elever ved endevæggen. Hestene sov mystisk nok, hvem havde egentlig sørget for det? Hans øjne fandt en af eleverne, begge var de dog bagbundet og og med et stykke stof for læberne. Lige nu endda bevidstløse. Han bøjede sig ned og kærtegnede blidt kinden på drengen, "catch.." hviskede han stille, som han i løbet af et split sekund, havde fundet sin kniv frem fra bæltet og kastet den i retningen af døren, uden at kigge - han havde hørt fodtrin.
Han lænede sig frem og trykkede et iskoldt kys mod den varme pande,  før han tog lettere brutalt fat om skulderne og rystede den bevidsteløse dreng tilbage til live - "Wake now, play with us!" kaldte han højt. Drengen blødte let fra siden af hovedet, hvor Alias havde slået hans kranium ned mod stengulvet. Alligevel lykkes det ham at få lidt liv i de trætte øjne, først virkede det meget ufokuseret, men så kom panikken alligevel til syne i dem, og drengen begyndte at mumle og skrige ind i stoffet for munden. "Sssshhhh" knurrede han lavt, og slap ham igen før han vendte sig om mod Gabriel, og rakte hånden frem for at modtage sin kniv.

This is a terrible idea.
NO, it's incredible! Keep going tiny tot!
"That has got to be the grossest thing you've ever said to me," hviskede Gabriel.
Why?
Constantine.
Oooooh, right! But keep going anyway!

Gabriel himlede med øjnene, og slog blikket tilbage til stalden, som han havde holdt øje med det sidste lange stykke tid. Han vidste at ham han ledte efter var derinde, han kunne mærke det helt ind i sit døde hjerte! Men modet til at komme hen til manden han ledte efter... Ja, så langt var han ikke kommet endnu. Lige nu sad han i et træ, ikke så langt derfra og holdt bare øje. Stalkede om man ville. Selvom det nok ikke var stalking, når personen man stalkede godt vidste at man var der.

Det tog ham noget tid at mande sig op til at hoppe ned af træet, og i det han gjorde, skyndte han at gemme sig bag det, for døren til stalden blev skubbet op, og det var ikke sådan her han ville ses igen! Han blev stående i sikkerhed, og så til som hans skaber smed en kvinde ud derfra - et lig? - og bagefter lukkede døren. Gabriel skulle lige til at ånde lettet ud, måske løbe hjem igen og glemme alt om det hele... Men så blev døren åbnet igen! Lidt tøvende tittede han frem fra sit skjul, kun lige nok til at se silhouetten af manden, i det han blev kaldt på.

Havde han ikke været død, ville Gabriels hjerte nok springe et par slag over, men det var det, så der var intet hjertestop på vej. Han sank en klump. Så var der vist ikke så meget valg vel? Hans skaber havde bedt ham om at komme frem, og som hver gang Alias bad eller beordrede ham at gøre noget, gik han frem i det manden gik væk fra døren, og fulgte med ind.

Han lukkede døren bag sig, og nåede kun lige at vende sig om, i det der blev kastet en kniv efter ham. Men efter at have kendt Alias i så mange år, blev han ikke forskrækket, han greb blot kniven, som var det hverdag, og blev ellers stående. Ventede på at få en ordre om hvad han skulle, og det at Alias rakte hånden ud efter sin kniv, tog Gabriel som en ordre. Han placerede den i hans hånd, og blev ellers stående tilbage, indtil vampyren henvendte sig til ham igen. Nok var blodet derinde nok til at få vækket Gabriels tørst, men ærefrygten og sirebåndet mellem ham og hans skaber var stærkere. Så han ventede.

Gabriel overdragede ham kniven, og han tog langsomt fat om bladet og trak den ud af hånden på Gabriel. Hans øjne intenst rettet mod ham, før de blev en smule mørkere - "Did you lose your voice boy? This is not how we say hallo!" kommanterede han vredt, som han vendte ryggen til Gabriel og bukkede sig i stedet igen ned over den skrigene dreng. "Oh shut up, what's your problem even?!" sagde han irriteret, som han endnu holdte om bladet, og dermed brugte skaftet til at slå hårdt ind mod drengens hals, det kunne vel lære ham et holde sin kæft? Han havde blot lammet hans stemmebånd, i hvad, ti minutter måske? Han fik da i hvert fald den stilhed han søgte. Han fik vendt kniven op, så han nu kunne holde skaftet, bladet havde skåret lidt ind i hans hånd, det mørke blod dryppede et par gange, så stoppede det igen.

Han vendte sig om igen - "Still not on your knees I see? What in the world, should I do about that?" sagde han bare arrigt, som han lænede sig lidt frem og hev hætten ned på trøjen Gabriel bar, afslørede en smule mere af ham - den lille grå mus.
Han løftede en hånd og svang den hårdt gennem luften, med flad hånd ramte hans Gabriels kind så hårdt slaget gav ekko i stalden.
"Yes you deserved that, yes, if you cry, I sure will kill you - and now, take that ridiculous hoodie off - let me see you!" beordrede han blot, før han ligegyldigt vendte ryggen til Gabriel og bøjede sig igen over drengen, skræmt fra vid og sans højst sandsyneligt.
Han rakte ud efter hans ben og hev så til, hev til så han fik ham slæbt en meter ud fra væggen, til han lå på ryggen, stadig med armene bundet på ryggen - det så virkelig ikke rart ud?
Han manglede et sted at smide kniven, og huggede den så ned i knæet på drengen, men uden adgang til sit stemmebånd kunne han ikke engang skrige, bare hulke lydløst! Smukt!
Blodet piplede fra såret, og Alias stak to fingre ind under strømmen, før han førte dem op til sine læber og smagte lidt på englen - så sødt! Eewwww!! "This ones for you, taste like shit, if you ask me.." erklærede han blot, før hans blik gik til den bevidstløse pige - time to walk up my dear! HÆHÆHÆHÆ

Gabriel sænkede blikket ved Alias' reprimande, nærmest som en hundehvalp der fik skæld ud, og så først op igen, da den ældre vampyr vendte sig væk fra ham, for at lade sin vrede gå ud over drengen han holdt fanget i stedet. Tja, hellere det end at det gik ud over Gabriel. Ikke at det holdt længe, desværre, for snart var manden ovre, hev hætten af ham og gav ham en syngende lussing.

Keep quiet and don't cry.

For nogle år siden, der ville han måske være begyndt at græde. Måske ville han være blevet sur. Havde det været en anden person, havde de ikke længere end hånd at slå fra sig med. Men det var nu og den der slog ham, var Alias. Det var nemt at falde tilbage i at lade Alias gøre som han ville med ham, Gabriel havde været så vant til det. "I'm sorry, Doctor," sagde han så, og så op på Alias velvidende om at manden ikke brød sig om når han så væk, selvom det skræmte ham lidt. Gabriel holdt øjenkontakten indtil Alias vendte sig væk igen, og trak derefter sin hoodie over hovedet, hvorefter han smed den til siden.
Og så var det bare med at vente på at Alias havde brug for ham igen. Han fulgte ham med øjnene, fulgte hver en bevægelse og aflæste hvad det næste mon kunne være. Men umiddelbart... så var Alias for nu mere interesseret i dem han holdt fanget, hvilket... irriterede Gabriel lidt. Nu var han der endelig, og så var Alias mere optaget af dem end ham! Men Gabriel vidste alligevel også godt, at han måtte vente, for at forstyrre Alias var alligevel lidt for risikabelt. Og noget godt kom der også ud af det, da Alias gav ham den ene af hans små fanger. "Thank you, Doctor!" sagde han med et bredt smil om læberne, før han sådan rigtigt gav drengen sin opmærksomhed.

And it's a pretty one too! udbrød Decebal, og Gabriel kunne næsten høre hvor meget han smilede. Decebal var nok den stemme der bedst kunne lide Alias. En knurren lød ovre fra hjørnet af hans sind. Okay, tingen kunne også godt lide Alias. Det var nok en delt førsteplads. Just... kill it before he gets mad again, lød det var Amadeus, en anelse ængsteligt. Amadeus var bange for Alias, mere end nogen anden i hans sind. Og Thanatos... Faktisk anede han ikke om Thanatos elskede eller hadede Alias. Det var aldrig til at vide med ham... så nok en blanding!
Han rystede på hovedet, og satte sig ned hos den stumt-grædende engel, førte sine fingre ned over hans sår og smagte på blodet. Måske var Gabriel ikke gammel nok til at være kræsen med blod. Han drak det meste for at være ærlig, og den eneste grund til at han ikke var gået helt amok over alt blodet, var fordi 1) Alias var der, hvilket betød han skulle opføre sig pænt, og 2) han havde drukket rigeligt blod for nyligt.. Han tog fat om kniven, der stadig sad i drengens knæ og rev den ud, hvortil han igen prøvede at hyle op, men det blev bare til at han hyperventilerede. Utålmodigt tyssede Gabriel på ham - de skulle jo ikke forstyrre Alias, vel?! "Stop breathing so loudly, it's very annoying to listen to," hviskede han, og gav drengen et dask over hovedet, som havde han bare gjort eller sagt noget dumt. Men englen blev ved med at skrige lydløst og det gav ikke Gabriel det store valg. Han kravlede hen over ham, så han sad overskrevs på hans mave, og brugte Alias' kniv til at skære et pænt lille så ned af englens kind, ned over hans kæbe, til han nåede hans hals. Et lille smil, der var alt for sødt og uskyldigt til situationen, nåede Gabriels læber, hvorefter han blottede sine knivskarpe tænder, og bed sig fast i englens hals. Det varede ikke længe før englen stoppede med at hyle og sprælle rundt under ham, men Gabriel fortsatte med at drikke blodet fra ham, indtil der næsten ikke kunne komme mere ud. Først da, stoppede han og satte sig op, stadig ovenpå englen, og ventede så ellers på at Alias også var færdig med hende pigen.

"HEY!" råbte han højt, som han havde bukket sig helt ind over hende, med læberne få millimeter fra hendes. Han klappede hende så et par gentagende gange på kinden, måske mere irriterende end noget andet? Men det virkede da! Hun slog til sidst desorienteret øjnene op. Ikke så skrigende, som drengen, mere grædende faktisk, sådan en irriternede hulken, lige til at kaste op over. Would you stop that horrible sound, please! Han himlede let med øjnene - men blev lidt distraheret, som han vendte siden lidt til, mest for at have et øje på Gabriel, og det den lille cutie havde gang i!
Et nærmest stolt smil formede sig om hans læber for et øjeblik, som han betragtede sit lille yngel dræne drengens krop for blod.

Egentlig havde han tænk sig at voldtage hende, pigen der græd. Men gråd var en ting han slet ikke kunne håndtere! Han kunne selvfølgelig også grave hendes øjne ud? Men det var ikke sjovt sådan, så kunne han ikke se panikken, frygten, håbløsheden - det var meget vigtigt for ham, at se dem kæmpe til det sidste, før de gav op, og håbet forsvandt fra deres øjne, lige før de blev døde.
Men det var okay, nu havde han også noget langt bedre faktisk at lege med, han havde Gabriel - han skulle ikke have lov til sådan lige at stikke af igen med det samme. Måske burde han faktisk give ham et par år i jorden, for egentlig at have sluppet væk i første omgang? Han havde virkelig savnet ham jo! Men det ville være upraktisk, han kunne ikke lege med ham, hvis han var begravet flere meter nede i jorden. Han måtte finde på en anden straf, noget mere passende. Han begyndte at gennemgå Gabriels frygte i hovedet, diskuterede for og imod ved hver torturmetode, som han tog fat om kvindes nakke og knækkede den i en hurtig bevægelse.

"Knife please" knurrede han og rakte en hånd frem imod Gabriel, som han ventede på den blodige kniv blev rakt tilbage til ham. Da han igen havde den mellem sine fingre, bukkede han sig ned over den døde pige, rykkede ned i hendes bluse, så det øverste af hendes bryst blev blottet. Med hurtige og vante bevægelser, snittede han sine tre initialer ind i hendes hud - som en lille hilsen! Han drejede hovedet kort med Gabriel, han vidste den lille vampyr havde samme mærke, det var Alias mærke - alle der tilhørte ham så sådan ud - A B Y på det øverste af deres bryst. Han bukkede sig så igen og tog fat om hendes ankel, som han trak hende hen over det beskidte gulv, hele vejen hen til døren, smed hende ud til det andet lig. Han gik tilbage til Gabriel og den døde engel. Drillede gjorde han korset foran sit bryst, og blinkede drillende til Gabriel, som han vidste det ville genere vampyren, men Alias evne forhindrede ham i at mærke noget som helst - ligesom den korshalskæde det dinglede om hans hals, skjult for nu.

"What a mess you've made pretty eyes" knurrede han stille, og satte sig ned på hug ved siden af Gabriel, der åbenbart aldrig havde lært at spise uden at få blod op til begge øre. Han rakte frem og nussede Gabriel lidt i nakken og bag øret, som en lille kat.
Han slap ham igen og vendte så sin opmærksomhed mod den døde engel, som han sørgede for at give ham samme mærke, som pigen fra før.
Han vendte kniven ned i bæltet igen, og rejste sig. "Come on, and bring that with you" sagde han roligt, som han gik hen mod udgangen, skubbede dørene til side, og kiggede lidt på de to lig der lå derude. Han skævede op mod skolen, but where? What would be funniest?
"You know the school?" spurgte han så Gabriel.