What karma must taste like - Damien og Gabriel M.

Sted/Omgivelser: Kemi klasselokalet med alt hvad der nu findes sådan et sted, Link
Vejr: Det sner.
Tidspunkt: 12:33
Outfit: Link
Til: @Damien og @Gabriel M.

Fuck! Han var sent på den, en halv time sent på den! Han havde stået og diskutere lidt for længe med en sekræter, og nu var tiden løber fra ham. Han havde forsøgt at få lov til at overtage en anden klasse, han kunne ikke klare at være så tæt på Damien hele tiden. Han gjorde ham så vred, også selv om.. Ja.. Fucking stupid werewolf.. Fairy fuck!
Det var ikke rigtig lykkes, han kunne ikke bare blive flyttet sådan midt på semesteret åbenbart, han måtte vente til senere, måske først efter sommerferien, hvilket var noget lort! Han havde dog overvejet at stoppe, bare holde op med at undervise.. Tage ud og rejse, et eller andet, han havde brug for at komme lidt væk fra alt det her! Han kunne altid tage Damiens hukommelse med sig, så kunne drengen gå videre med at leve sit liv som han nu havde lyst til, what ever!
Det var lang tid siden han havde været i Irland, han kunne godt tage tilbage til Irland måske.
Han nåede klasselokalet og gik bare direkte ind. Han så sig hurtigt om og forsatte så hen til læreren da han fik øje på ham. Efter en kort diskussion blev de enige om at Stephen bare skulle stå lidt i baggrunden og hjælpe hvor der nu blev brug for det, hvilket var fint med ham. Eleverne var i gang med nogen ekqpirmenter, så han kunne blot gå lidt rundt mellem bordene og holde øje med om tingene blev gjort rigtigt og sådan.
Hans øjne scannede dog lige lokalet, som han ledte efter sin mage.

Ååårh crap man, han var lige ved at komme for sent til timen!! Damien havde fået sovet over sig, igen grundet al hans træning med Overwatch der fik ham til at glemme tid og ste dnår han sad og spillede. Det var jo for fanden derfor han satsede på Overwatch som sin karriere, han kunne ikke forestille sig noget bedre end når ens hobby blev til ens job, især så meget sjov som han stadig havde med Overwatch, selvom det så småt blev hans job med tiden, så meget han allerede havde tjent på de gange de havde vundet turneringer.

Så han havde nærmest bare smidt tøje tpå fra i går, hurtigt smidt noget deo på, og ræsede så ud af værelset, ned af gangen, hen til kemi lokalet med sin taske over skulderen. Han havde da barberet sig igår, og hans hår skulle han alligevel kun stryge en hånd igennem for at det så fint nok ud, så det tog aldrig den store tid. Han nåed eindenfor døren lige idet klokken ringede ind, og åndede lettet op som han smed sig ned ved et tilfældigt bord. Det viste sig så at de skulel arbejde i hold idag, og det blev med dem man sad ved bord med. Damien fik kigget - og sniffet - rundt, og opdagede da en, han ikke havde siddet så tæt på før. En mindre, spinkel, asiatisk gut. Lugten og det manglende hjerteslag fortalte ham hurtigt at fyren var vampyr, og han sendte da et varmt og venligt smil hans retning før han så op på læreren og sank en lille klump som Stephen kom ind i lokalet. Damn, det her ville være akavet...

// Outfit

Outfit Link men uden skjorten under sin sweater + sorte converse.

Kemi var et nyt fag for Gabriel . Han havde gået på skolen siden skolestart, og havde egentlig tænkt sig at tage kemi fra næste skoleår, for ikke at stresse sig selv... Men han fandt sig selv ret hurtigt blive træt af "kun" at have fem fag, og efter meget diskussion frem og tilbage, samt beviser på at han kunne det materiale klassen allerede havde været igennem, havde han fået lov at tage faget med det samme, selvom det var midt på skoleåret. Det havde ikke været specielt slemt for ham at komme ind i klassen. Mange af dem han gik i klasse med, kendte han fra andre fag, og derfor var der heller ikke gjort noget stort ud af det. Det var bare hurtigt blevet nævnt at han var der nu, og så var det overstået. Nu havde han været med i en uges tid, og folk behandlede ham bare som i alle andre fag: han var der, han var en klassekammerat, men alle parter vidste godt at han ikke gad at socialisere.

Gabriel var kommet et kvarter før timen startede, og dermed før de fleste andre, men langsomt var resten af klassen kommet dryssende, og det bord Gabriel sad ved, blev gradvist fyldt op. Han havde været rest strategisk med hvor han sad henne. Han sad ikke forrest, for det var der "stræberne" sad (ja, han var selv stræber, men han kunne ikke fordrage andre stræbere, ok) og han sad heller ikke bagerst, for det var der lærerne holdt øje med hvad man lavede. Han sad ikke for tæt på døren, for så blev han generet hver gang nogen kom ind og ud af den, og han sad heller ikke ovre ved vinduerne, for det var som regel der udskudende sad. Nej, han satte sig i midten, hvor der ikke var fordomme til.

Så snart opgaven blev givet, sammen med at de ikke skulle arbejde i selvvalgte grupper, begyndte folk at klage, men ikke nok til at læreren ændrede mening. Gabriel sukkede, og hvem der sad hos ham. De fleste var heldigvis ikke tabt bag en lastvogn i kemi, så det var da altid noget. Han tog sit hæfte til kemi frem, og begyndte straks at skrible ned på den første rene side han fandt. Han så kort op, og fik næsten øjenkontakt med en fra sit bord, inden han fokuserede sit blik imod personens næse i stedet. Han så godt smilet, og smilede igen i hvad der knapt nok kunne have været et sekund, før han slog blikket ned igen, og fortsatte med at skrive.
De andre var lidt halvt igang med at snakke om det første spørgsmål, da Gabriel skubbede sit hæfte ind foran sin sidemakker, med alle svarene klar.

"Oh, nice. Your name is Gabriel, right? Anyway, he already answered them, so maybe we can just look at the answers here, and use them as guidelines to the experiments?" foreslog sidekammeraten med et fåret smil. Gabriel brummede blot som svar, og slog blikket ned på sine hænder, der ligenu fumlede lidt med den stiftblyant han havde brugt til at skrive.

Blikket faldt hurtigt på Damien og et svagt smil satte instenktivt ind hos ham, det blev dog hurtigt erstattet af en hvis irritation, det havde ikke lige været helt så nemt mellem dem, ikke endnu. Hvis det altså nogen sinde blev, han tvivlede stadig lidt, overvejede at ringe sin søster op, få hen til at fikse hans problemer, det var hun sgu så god til. Men tvivlen spillede i ham, hver gang han så den dumme dreng! Og det gjorde det så svært at tage et valg, med hensyn til Damien, han var ikke blevet direkte afvist, men det føltes mere eller mindre sådan alligevel, og hvem fanden gad bruge sin tid på en der ikke gad alligevel. Stephen sukkede dybt og bevægede sig over mod bordet, han kunne ikke stoppe, ikke når han sad lige der jo!

Men som han kom tættere på, blev hans blik fanget af noget helt andet, eller.. En hel anden, hans øjne gled over til en lyshåret dreng, han mindes ikke at han havde set ham før i klassen.. Men han havde set ham før. Han gled hurtigt tættere på, prøvede at bestemme sig for hvorvidt han så syner, eller om det her bare var en virkelig ond drøm.. For som han kom tættere på bordet, forlod tvivlen ham helt, og han vidste hvem drengen var, men han vidste også at det var umuligt. Fuldstændig umuligt! "Gabriel?" fik han sagt, som han var stoppet op foran drengen, kun bordet mellem dem, alle de andre var blevet som luft for ham, og han kunne kun, koncentere sig, om den her ene ting, den her dreng, som.. Som.. FUCK!

Damien så godt Stephen's smil, og sendte ligeledes et lille, svagt, men dog venligt smil hans vej, og vinkede let til ham, før han kiggede ned på de noter Gabriel havde smidt ud til resten af bordet, sad og fik meget hurtigt regnet sig frem til at alle svarene var rigtige, hvorfor Gabriel fik et stort, venligt smil. "Wow, you're really fast at that! That's rather amazing." komplimenterede han ham, før han sammen emd de andre begyndte at udforme deres eksperimenter, som han prøvede at ignorere hvordan Stephen snakkede til vampyren ved bordet. Hvor pokker kendte de to hinanden fra? Så vidt han vidste var Stephen kun hjælpelærer i denne klasse, og vampyren var først for nylig dukket op, her...

//undskyld det er meget kort...men Damien prøver jo trods alt at ignorere dem xD

Gabriel trak på skulderen, da en fra gruppen sagde han var hurtig til det. "I was really into science as a human, so I've made these experiments before," mumlede han bare, uden at se op, mens han fortsatte med at pille ved sin stiftblyant, som var den det mest spændende i verden. Han lod være med at nævne at han faktisk ikke kunne huske sin tid som menneske, men at han i stedet havde læst op på diverse videnskabelige fag i sin fritid. Et eller andet skulle han jo lave om dagen, før han havde fået fat i sin sollysring.

Gabriel så faktisk først op, da han hørte sit navn blive sagt af en velkendt stemme, som han alligevel ikke helt kunne placere. Det hjalp ikke engang at se ejeren af stemmen. Gabriels øjne, som var skjult bag brune kontaktlinser, mødte den halv-fremmedes blå øjne, og han kunne ikke lade være med at føle, at han havde mødt ham før. Men hvor?

Maybe we tried to kill him?
He would be running away, screaming, if we had.
Shucks, I don't know then! What do you think, Amadeus?
...
Amadeus?

Han rystede på hovedet, det måtte være et tilfælde at Amadeus ikke var til stede lige nu. Uanset hvad, burde han nok til at svare manden - heksen? - for han havde bare stirret på ham i underligt lang tid uden at sige noget. "Uh, yeah, that's- uh- that's me?" Shit hvorfor følte han sig nervøs? Var manden en han burde være bange for? Ingen af stemmerne syntes at svare, så Gabriel måtte jo bare finde ud af det selv! "Okay, this is gonna sound a little weird, but do I know you from somewhere? You seem... familiar somehow."

En ubehaglig stikkende fornemmelse var begyndt at bore sig ind i hjertet på ham, som pulsen steg og det blev pludselig svært at trække vejret, hans hals snørrede sig bare sammen og hans håndflader blev helt svedige. Hvad skete der overhovedet?! De stirrede bare på hinanden.. Der var de lidt anderledes øjne, det blonde hår, men ellers var han Gabriel på en prik, han havde ikke ændret sig, ikke rigtigt. Hvad var det her? Et mareridt, selvfølgelig! Måske han var fanget i sine egne minder igen? Hans blik gled over til Damien, bare kort.. Panikken så tydelig i hans øjne.. Men Damien kunne ikke gøre noget, han kunne bare side der og være sød og se nuttet ud som altid. Det kunne ikke være et mareridt, det var ingen drøm, ikke med Damien her, men.. Men.. Hvad..
Hans øjne fandt Gabriel igen og han lænede sig bare ind over bordet for at kigge nærmere på ham.. Og så kom svaret, og det var stemmen.. Det var den stemme! Det var ham! Men det kunne det jo ikke være!! For den Gabriel var død, men der sad han alligevel!!
Stephens hjerte bankede ekstra hårdt, som han mærkede kvalmen i maven, og en svag susen for ørene, han fik det jo helt skidt, hele hans krop reagerede fuldstændig panikken på det her, hvad end det var! "But you are dead?" sagde han stille, sank langsomt. Og så.. Og så...
Han spærrede øjnene op, som en ny følelse løb gennem ham, den var flygtig, men den var ægte, et gensyn med alle de følelser.. Der før havde været en del af ham.. Smerten.. Hans hjerte blev gennembordet af smerte, så dyb og overvældende en smerte, hans åndedræt blev hurtigere og hans krop begyndte at ryste.. Og han oplevede forfærdeligt nok mindet om Gabriels og hans første møde, den varme sommer dag.. For så mange år siden, det gjorde hans øjne blanke, og han blinkede forvirret, som ordene bare slap fra ham, unden han ønskede det ville: "I.. I.. How could I ever forget those pretty eyes?" lød hans hæse stemme som han rakte ud efter Gabriel og tog hans ansigt mellem sine rystende fingre.
Det var umuligt! Fuldstændig umuligt!! Han var jo død! Men her sad han.. Lige der.. Og han.. Stephen lukkede øjnene kort.. Vampyr.. Men.. Hvordan..
Den hjerteknusende følelse der var gledet igennem ham var nu på vej væk igen.. En anden følelse fyldte ham og han slap Gabriel igen, satte sine hænder i bordet i mellem dem, rimelig hårdt, så det lød et højt dump.. Hvis han ikke allerede havde fået alles opmærksomhed, så havde han i hvert fald fået den nu! "HOW.. COULD.. YOU!!!" råbte han så endelig, den nye følelse var vrede, dybtfyldt, inderligt og intenst vrede. Flammer gled ud fra hans krop, som han mistede kontrollen over sig selv, og lige nu bare ville se verden brænde, og brænde gjorde den! For flammerne skød op omkring Stephen og satte ild til det bord Gabriel og Damien sad ved. Et højt bagr lød og glassende i skabende eksploderede bag dem, glasgård hvirvlede rundt i luften, som flammerne spredte sig i et lyn hurtigt tempo, skrig skar gennem luften og Stephen forsatte sin terror uden så meget som han fjerne sine øjne fra Gabriels, papirerne mellem dem fløj op i luften, og alting der lå på bordet blev slynget ud til siderne og ramte væggene med et højt knald, alting sprang enten i luften eller blev slynget gennem den, imens ilden spredte sig og på nuværende tidspunkt nok havde sat ild til et par elever. Dem der ikke havde flygtet hurtigt nok altså.

Og... Så var der pludselig kaos, da Stephen bare sådan uden videre mistede kontrol over sin magi, og der var ild overalt. Damien var rimelig glad for sine hurtige reflekser nu, samt hans ene evne, da han kun fik en smule ild på sig, der hurtigt blev slukket med et lille vindpust. "The fuck, dude?! Stephen, man, calm down!" men ordene havde tydeligtvis ingen virkning, så istedet gav Damien sig hurtigt til at trække de elever der var tættest på, ud af lokalet og i sikkerhed, hvor han hurtigt fik slukket flammerne med flere vindpust, for derefter at give sig til at bruge den smule magi han havde, til at heale småskrammerne der var kommet på nogle af dem. Den der havde siddet tættest på, som var menneske og derfor desværre havde fået værre forbrændinger, slemme nok til at Damien ikke selv kunne heale dem, tog han derefter med hen til skolesygeplejersken for førstehjælpen hun kunne give ham, mens han indvendigt bandede Stephen langt væk. Selvom man blev sur kunne man skuda ikke tillade sig at gøre sådan der!

Gabriel så undrende på manden, som sagde at han var død. Det betød en af to ting: enten var det en, som troede at han havde formået at slå Gabriel igen - og han ville ikke være den første der troede det... Men han mindedes ikke at se denne mand før, så det var nok mulighed nummer 2... For så kendte han Gabriel før han blev forvandlet og fakede sit eget selvmord. Det gav fin mening at Gabriel så ikke huskede ham, men bare fandt enkelte ting ved ham bekendte.

Bare tanken skabte angst i Gabriel, og da alt omkring ham pludseligt stod i flammer, var der intet at sige til at hans indre turmult blev forværret. Han sprang op fra stolen, som faldt til jorden bag ham, og tog flere skridt bagud, for at få noget afstand mellem ham og Stephen. Folk omkring dem panikkede, alt var kaos, og de begyndte at løbe. Gabriels blik flakkede rundt, hans vejrtrækning blev hurtigere og stemmerne råbte højere - så højt at han ikke kunne forstå hvad de sagde. Han kunne lugte brændt hud, lugte soden og minderne om tortur - flere års tortur - fløj tilbage i hovedet på ham. Om han var smidt ud i solen, dinglet over åben ild, eller havde glohedt metal presset imod sin hud, så huskede han det. Han huskede det hele. Men han huskede stadig ikke manden foran ham. Det var først da drengen fra hans klasse - David? Dennis? Han kunne ikke huske det - sagde mandens navn at en klokke ringede.

Stephen.

Gabriels hånd fandt hans eget kraveben, gemt væk under sit tøj, hvor han havde ar fra sin tid som menneske - et ar han selv havde lavet. Han havde aldrig helt kunne læse hvad der stod, men noget sagde ham at det var Stephen. "You were my-" mate. Amadeus lød underligt langt væk i hans hoved, og Gabriel rystede på hovedet. "No... Nononono, it can't be, I can't-" tårer faldt nedover Gabriels kinder, mens han langsomt bakkede væk fra Stephen uden at se op på ham. Stemmerne skreg højere og højere jo mere han tænkte, og hans vejrtrækning blev hurtigere og hurtigere jo længere tid der gik - og kaoset omkring dem hjalp ham ikke med at blive roligere.

"It's not that- it can't be- I didn't have a... I couldn't forget... Not that, I couldn't..." Gabriel så op på Stephen, og angsten blev kun værre, for han huskede. Intet stort, men der kom et ansigt på manden der altid sad ved hans hospitalsseng. Og han var bange for at det var Stephens. Han faldt ned på knæ og skreg mens han tog sig til hovedet, og krøb sammen på gulvet. Billeder fløj igennem hans hoved, af øjeblikke som han ikke forstod, og en varme spredte sig i hans bryst - en varme han aldrig havde mærket før. "I can't remember- I don't want to remember, if I do I- I don't know what to do," hviskede han, og trak vejret hurtigere og hurtigere, gispede efter det selvom det var unødigt. "Shut up- SHUT UP!" han råbte af stemmerne, om og om igen at de skulle holde kæft og slog sin pande ned imod gulvet hver gang i håb om at slå sig selv ud og dermed få stemmerne til at holde kæft.

Vreden voksede sig større, dybere, eksploderede omkring ham. Damiens ord havde ingen indflydelse over hovedet, kun Stephens øjne gled langsomt over på knægten, kun for at stirre på ham et par sekunder som det morderiske sårede blik sagde 'Fuck off'. Heldigvis gjorde Damien netop dette, skred.. Ellers var han måske kommet mere til skade end hvad godt var!
Hans øjne forsvandt fra Damien og fandt deres vej tilbage til drengen foran ham, Gabriel..
Men han fik ingen forklaring, ikke engang det der lignede, hvad var der galt med ham? Intet af det her gav mening! Drengen gik i stedet i panik, talte til dem der ikke var her, han græd. Det føltes så bekendt, men alligevel så langt væk, så mange ting var sket siden.. Så mange år var gået, og alligevel.. Alligevel føltes det som var det igår. Igår havde han trukket ham ind til sig, lagt sine arme tæt omkring ham, kysset hans tåre væk.. Hvisket i hans øre, hvor meget han elskede ham.
Nu var det blot en glødende kniv, tvunget ind i ryggen på ham, så dybt, presset op, langsom skåret sig gennem alt, for til sidst at ramme hjertet, langsomt gled kniven rundt, og rundt, og rundt til det ødelagte hjerte, ikke var andet en knust aftryk, af hvad deres kærlighed en gang havde været.
Hans øjne blev også blanke nu, bare at se Gabriel sådan, intet andet end det kunne skubbe ham helt derud, hvor han var nu. Hans puls steg og han trak vejret hårdt ind, bange for at løbe tør for ilt.
Langsomt gled hænderne ned omkring hans sider, og alt stoppede, alt frøs, tiden gik bare i stå.. Der var kun dem.

Stephen løftede en finger og svang den gennem luften til en gnist af magi kom til syne for enden af den, en lille mørkerød gnist. Han sendte den gennem rummet til den ramte Gabriel i panden. Lukkede langsomt sine øjne, som et minde udspillede sig fra deres øjne.. Det var ikke langt, bare få sekunder, men det var mere end rigeligt.


Han knipsede let med fingerne og begge drenge faldt tilbage og landede hårdt i nutiden, som minder fadede væk og blev til hvad det nu var igen.. Et minde.
Han snoede sig uden om bordet, tog et par skridt frem mod Gabriel, gled uden at tænke over det, ned på knæ foran ham. Rysteden fingre rakte ud og fik fat om Gabriels ansigt, stoppede ham fra at slå hovedet ned i gulvet, han trak hans hovede op til de var på højde med hinanden. "Gabriel.. Look at me.." hviskede han stille, som hans stemme knækkede over hver gang han sagde hans navn.. Tårerne var ikke til at holde tilbage. "Don't let them control you.. Stay with me, I'm right here.. I'll always be here for you.." gispede han stille, stadig i et forsøg på at få luft.. Den høje puls, hjertet bankede så stærk, så hårdt.. Han kunne næsten ikke.. Han slap hans kind med den ene hånd, tog hans kolde hånd i sin og førte den op til sit hjerte, trykkede Gabriels hånd fast mod sit bryst, holdte den der ved at holde sin egen hånd over Gabriels. "Always!"

Gabriel ænsede ikke sine omgivelser, alt for optaget af hvad han havde kørende i sit hoved, så det var først da et minde spillede for hans øjne, at han stoppede. Han var som frosset til is, mens lydløse tårer faldt ned over hans kinder. I mindet virkede han glad. Ikke manisk, ikke sindssyg... Ikke som han var nu. Han virkede normal. Gabriel kunne ikke huske hvornår han havde været normal. Han kunne ikke huske sig selv som menneske, han kunne udelukkende gætte sig til hvordan han havde været som person. Nogle af tingene havde han kunne finde i gamle filer om sig selv, som han havde formået at få fingrene i, andre ting havde han støbt sammen fra de ting, som hans skaber havde efterladt ham. Intet af hvad han vidste var minder. Men det var det her. Ikke hans eget minde, vel og mærke, men et minde alligevel.

Han kunne mærke en smule blod glide ned af hans pande, ned af hans næseryg, hvor det dryppede ned på gulvet og blandede sig med tårerne. Hans egne minder fyldte hans hoved. Blod og vand der blandede sig, som han blev vist om og om igen, at bare fordi han ikke behøvede at trække vejret, betød det ikke at han ikke havde en trang til det. Vand fyldte hans lunger, og selvom det ikke kunne dræbe ham, gjorde det ondt.
Flere minder. Han huskede at have set blod blive vasket ud af hans hår af andre, hvor han halvt havde været ved bevidsthed. Varmen ved at blive lagt i en ren seng efterøflgende, hvor Julien havde siddet og læst for ham. Julien. Julien var ægte. Var Stephen ægte?

Gabriel så disorienteret op på Stephen, da han blev guidet op af rystendehænder, og da han så op, kunne man se en snert af genkendelse i hans blik. Ikke som at han genkendte Stephen fra sit liv, men at han genkendte hans stemme fra det minde der blev spillet for hans sind. Det minde, som han selv havde været i. Men ikke hans eget minde. Hans egne minder var væk.
Han følte sig underligt langt væk, da han mærkede Stephens varme hånd om sin, og bagefter kunne mærke hans hjerte banke under sin hånd. Gabriel lyttede ofte til folks hjertebanken. Han havde ikke en selv, så han fandt andres beroligende. Det var sådan Stephen havde beroliget ham... Eller var det Julien? Hans nutidige minder blev mudrede af al forvirringen, og han rystede på hovedet. Ikke til noget af det Stephen sagde, men til sig selv.

"I don't remember," mumlede han, men rykkede alligevel tættere på, og slog sit blik ned på sin hånd. Han lagde sin anden hånd på Stephens bryst, som om at det ville få flere minder ind i hans hoved, at røre ham. Men der kom ikke noget. "But you're real. You're here. I'm not imagining this. I can't imagine this," hviskede han, ikke så meget til Stephen som til sig selv. Han trak sin venstre hånd væk fra Stephen, og førte den op til kraven af sin egen bluse, hvorefter han hev den ned, og dermed afslørede arrene der gemte sig indenunder. Det var en knapt så køn version af den tatovering der havde været der, da han var menneske. I stedet for at være sort imod hans blege hud, og helt tæt som var det en del af ham, så var det næsten hvidt, og hævet over resten af hans hud. Det så ud som om at det var gjort i hast, som om at han ikke havde haft tid til det. De tre bogstaver var fine, helt delikat lavet, en perfekt kopi af hvordan det havde set ud før men resten var kantede, skæve og blev gradvist mere og mere ulæselige. Det var kun hvis man vidste hvad der havde stået, at man kunne læse det.
"This was you. It's your name. I did this, so I wouldn't forget that you were my Stephen. But I don't remember. So I forgot. I forgot I had my Stephen” mumlede han stille, stadig ikke rigtigt rettet imod Stephen. Hans blik var stadig på hans anden hånd, der fortsat var på heksens bryst, hvor han fortsat kunne mærke hans hjertebanken. ”But how are you alive? Witches die when...” Han rynkede lidt på panden. Pludseligt greb hans hånd fast i Stephens krave og rev den til side, hvilket afslørede et andet navn. Damien. Amadeus hviskede noget næsten uhørligt, men Gabriel forstod det på en måde alligevel. Han lagde hovedet på skrå, stadig uden at se Stephen i øjnene, hvorefter et smil nåede hans læber. ”You survived. That's why I did it. You would survive even when I died. You just wouldn't be my Stephen anymore. You would be someone else's Stephen. You're Damien's Stephen now. Not mine.” Han vidste ikke hvorfor der samlede sig tårer i hans øjne, men det gjorde der, og de faldt lydløst over hans kinder. ”That's why I did it. I think I remember that.”

Stephen kunne ikke helt kapere hvad der var hans tanker prøvede at fortælle ham, nemlig at Gabriel ikke kunne huske ham, det havde han på ingen måde lyst til at indse, han huskede selv alt for godt.. Lige det her.. Han havde glemt så meget igennem tiden, men Gabriel havde han aldrig kunne glemme. Alle minderne strømmede tilbage til ham, tvang ham ind i fortiden, for kun at få hans hjerte til at banke endnu hårdere mod brystet, så det gjorde fysisk ondt på ham. Hver eneste minde afspillede lige så stille i små bitte hak og fragmenter bagerst i hans forstand, han følte han skulle blive sindsyg, og det var som om.. Som om.. At det kun var igår.. Han havde holdt Gabriel i sine arme.. For sidste gang.
Stephen ænsede kort genkendelsen i Gabriels blik, men det hjalp kun til hans forvirring. Det var slet ikke sådan han plejede at kigge på ham.. Det var helt forkert.. Helt forkert..

Han gled ud af sine minder som Gabriels stemme bragte ham tilbage, han kunne ikke synes at få øjenkontakt med Gabriel nu, endnu mere forvirrende. Det var som om der var noget der var helt.. off.. Ud over Gabriels hukommelse altså.. Men noget ved ham, der virkede.. Anderledes.. Stephen brød sig ikke helt om det.. Det var forkert.
Han mærkede Gabriels anden iskolde hånd ligge sig mod sin egen og kiggede kort ned på deres hænder mod hans bryst, før han igen så op, prøvede at få øjenkontakt med Gabriel. "Yes I'm real Gabriel!" forsikrede han ham om, i et forsøg på stadig at hive Gabriel tilbage til virkeligheden, han ville ikke lade dem tage ham.. Han skulle blive her.. Hos Stephen.
Han lod Gabriel trække sin ene hånd til sig, men han holdte stadig den anden mod sit hjerte, han ville ikke slippe ham nu.. Igen.. Aldrig.
Han opgav dog den forsøgende øjenkontakt og lod sit blik glide ned til Gabriels kraveben hvor hans trøje nu blev hevet til siden. Han gav et overrasket gisp fra sig da han fik øje på arene.. How... Why.. When?! Han slap hans kind og hans fingre søgte ned over hans kolde krop, til han ramte kravebenet, de gled langsomt hen over arene og mærkede bogstaverne tage form under sine fingre... Wow..

"You don't... Remember me?" hviskede han helt stille, det var alt for tydeligt at høre på hans stemme hvor såret han var, hvor dybt det stak.. Gabriel.. Hans Gabriel kunne ikke huske ham.. "It is me.. " sukkede han stille og lod et par mørkerøde magiske gnister svæve ud fra hans fingre spidser, trykkede magien mod Gabriels kraveben, til arene forvandlede sig.. Tilbage til deres tidligere form, og Stephens navn kom frem mod store bogstaver, som var det aldrig forsvundet. Han trak sine fingre til sig og kiggede lidt på sit navn på Gabriels kraveben. Det var selvfølgelig ikke ægte.. Han kunne ikke bare sådan spole tiden tilbage, eller gøre Gabriels død ugjort.. Gabriel var ikke hans mage mere.. Men han kunne lave en efterligning.. Men det var det, bare en kopi, der var intet skæbnesvanger over Gabriels nye tatovering, det var bare.. En tatovering.

"I did.. I did die.. You killed me.." sagde han stille, tårerne trillede stadig ned af hans kinder, han kunne ikke forhindre det.. Slet ikke nu.. Nu da han vidste.. Hvad der var sket.. Gabriel havde slået ham ihjel.. Fordi han døde.. Men han døde ikke bare, han blev forvandlet! Selvfølgelig!! Vampyr. Stephens øjne gled ned over sin egen krop som Gabriel valgte at flå hans krave til siden, han kiggede selv ned på navnet og rystede let på hovedet, før et glimt af rød magi lagde sig kort over hans tattoo, og da det var væk var navnet ændret til: Gabriel. Igen var det ikke virkeligt, blot en efterligning, en illusion om man ville.. Den rigtig tatovering gemte sig under, og det var den hans skæbne afhængt af. Heldigvis var Stephen så stærk at han uden tøven kunne skubbe magebåndet til siden, det eneste Damien ville få ud af ham lige nu, hvis han kom tilbage altså.. Var intet andet end en ubarmhjertig død. Hvis nogen prøvede at komme imellem dem nu.. De kunne lige prøve.

Stephen brød sig ikke om smilet om Gabriels læber.. Og slet ikke om ordene der kom fra hans læber.. "Stop..." hviskede han, nu mellem sammenbidte læber.. Vreden krøb langsomt op af hans arme.. Den vendte stille tilbage.. Tog over.. Gjorde ham vred! "I don't wanna be his!!! I WANNE BE YOURS!! You left me! You did this!! You killed me!! HOW COULD YOU!" råbte han ind i ansigtet på Gabriel, inden han lod sin hånd glide op i nakken på ham og han trak ham ind til sig, til deres læber mødtes i et længselsfuldt kys, vådt på grund af alle tårerne.
Et mildt ubehag sneg sig ind på ham.. Han skubbede det vredt til siden.. Fuck off Damien!!!

Gabriel mærkede magien imod sin hud, og løftede sin hånd op for at røre. Han behøvede ikke at se hvad det var, for at vide hvad Stephen gjorde, og det gjorde det bare værre at han ikke kunne huske mere end små glimt af sine sidste måneder som menneske. For en gangs skyld ville han gerne huske. Ikke for at vide hvem han var, hvor han kom fra eller hvordan det var at være menneske. Men for at Stephen ikke var ked af, at han ikke kunne huske. Gabriel vidste faktisk ikke hvad hans plan havde været, da han blev forvandlet. Havde han tænkt sig at gemme sig fra Stephen for evigt, og lade ham tro at han var død? Eller ville han opsøge ham, og prøve at forklare hvad han havde gjort, og hvorfor.

Flere tårer faldt ned over Gabriels kinder, da Stephen sagde at han havde dræbt ham. "But you're still here and that was the point," mumlede han stille, hvorefter han så ned på skriften ved Stephens kraveben, som ændrede sig. Han rystede svagt på hovedet, og strøg sine fingre henover bogstaverne. Det lignede virkelig at han havde formået at ændre det, men Gabriel vidste godt at det ikke virkede på den måde. Enten skulle Stephen eller magen (og derfor også Stephen) dø, før han fik ny mage. Og han kunne ikke vælge hvem. Desuden, Gabriel var teknisk set død, så det kunne ikke lade sig gøre.

Gabriel så væk, da Stephen begyndte at råbe af ham, velvidende om at det var fortjent. Måske ikke mod ham som han var nu, for han huskede knapt nok hvad der gik igennem hans hoved, men for at have ladet Stephen tro at han var død. Han vidste ikke om det var meningen at Stephen skulle tro det, men det gjorde han. Men det næste der skete var han ikke forberedt på. Pludselig blev han grebet og kysset. Han spærrede øjnene op et øjeblik, men indså kort efter hvad der skete. Tøvende lukkede han øjnene, men så snart has tøven dæmpede sig, lagde han armene om hans hals, og kyssede desperat tilbage.
Måske var det et håb om at huske mere, eller måske for at overbevise sig selv og Stephen om at han kunne huske, men han vidste godt at det ikke fungerede sådan. Han havde glemt på grund af 15 års traumer. Han krøb tættere på Stephen med resten af sin krop, så han næsten sad på skødet af ham, og sukkede næsten nydende over at mærke hans varme krop imod sin, selvom der var flere lag af tøj i mellem dem. Det var ikke seksuelt, det var det så sjældent når det var Gabriel, men alligevel var det heller ikke kun følelsesladet. Han trak sig langsomt tilbage og så op på Stephen. "I don't know exactly who you think I am, but I'm not that person anymore. A lot has happened in the last 18 years."

"I am.. But I'm broken, you broke me" lød en svag, usikker stemme. Hans følelser kørte op og ned, der var ikke længere nogen mening i at prøve at kontrollere dem. Det gjorde ondt, på en måde det kun havde gjort ondt på en gang før, en uendelig psykisk smerte, der aldrig ville stoppe. Den var aldrig stoppet, den var blevet glemt, ja måske, men nu var den tilbage, endnu værre, endnu dybere, mere krævende, truede med at tilintetgøre ham.
En svagt gisp forlod hans læber og gåsehuden gled langsomt op af hans arme, som han skælvede let ved Gabriels berøring. Det kolde fingre mod hans kraveben gjorde ham mere ør i hovedet, end hvad han ville indrømme, selv om der var tusinde andre ting han burde føle nu, så følte han alligevel en svag tilfredstillelse ved Gabriels berøring, den var velkommen, den var savnet.

Og så kyssede de. Og følelserne tumlede rundt i brystkassen på Stephen, flåede og rev i hans hjerte, noget i ham skreg, om han ikke nok ville lade være, men noget andet skreg også, om han ikke nok ville blive ved.
Kysset blev gengældt igen, selv da Gabriel formåede at gøre det mere desperat, mere krævende. Stephen fulgte ham blot, lod sine følelser få frit spil, viste Gabriel sig selv, sine følelser, gennem dette kys, der var virkelig ingen der kunne gøre ham så sårbar som denne dreng.  
Han lod ham komme, trak ham ind til sig da Gabriel kravlede tættere på. Hans fingre gled rundt om hans hofter, og han væltede ned på røven, for bare at kunne trække Gabriel helt op på sit skød. Han knugede ham tæt ind til sig, og forsvandt for et øjeblik i en verden, af sand kærlighed.
Det var først da kysset stoppede, at han ingen blev suget tilbage til virkeligheden.. Nej det var ikke kærlighed, Gabriel følte ingenting for ham, ingenting han kunne bruge, det var helt forkert, han var helt forkert, alt var ændret, intet var som før.. Og den kærlighed Stephen selv følte, var blot et knust hjerte og en masse ulykkelighed.

Hans hjerte bankede alligevel hårdt i brystet på ham, som deres øjne igen mødtes, og han anede ikke hvordan de nu skulle komme videre herfra. Gabriels ord, var som en kniv i ryggen, nej.. En glødende dolk i hjertet var måske mere det billed der skulle males. Han gispede smertefuldt efter vejret, og flere tåre gled trist ned over hans kinder.. Please.. Remember me.. I love you.
"What did they do to you.." hviskede han i en smertefuld hæs stemme, som hans fingre langsomt slap Gabriels hofter. De vægede sig op af hans sider, ramte hans arme, forsatte til hans hals, kærtegnede hans kinder og stoppede ved hans tændinger.


Et minde som de begge to blev trukket igennem. Ikke Stephens minde den her gang, men Gabriels. Ikke nok med at se og høre, så gled følelser og tanker igennem ham, præcis som havde han selv været en del af det, været der og oplevet det.. Han mærkede smerten, både fysisk, men også psykisk.. Den var.. Uhåndgribelig..
Hvad var der sket?
"No.. No.. Nononono.." gispede han panisk, som han slap drengens tændinger og lagde sine arme tæt om ham, trak ham ind i et hårdt, omklamrende knus. Holdt ham tæt, som han vuggede en smule frem og tilbage.. Rædslerne kørte stadig igennem hans hovede, ligegyldigt hvor meget han prøvede at tvinge dem væk.. "Please don't be real.." gispede han.
Alt imens ville Gabriel selvfølgelig have oplevet det samme, og måske betød det, at han vidste præcis hvorfor Stephen flippede så meget ud som han nu gjorde.
Det var tortur. Hans Gabriel.. De havde tortureret hans Gabriel.. Hvem.

Gabriel havde virkelig håbet at kysset ville vække nogle minder. Måske ikke dem alle, måske ikke engang særligt mange, men bare noget om Stephen. Mere end at han vist havde været der, da Gabriel var indlagt, og det minde som Stephen havde vist ham, set fra heksens eget perspektiv. Men det rokkede ikke i hans hukommelse, der var vag som altid. Det var frustrerende, for Gabriel havde en underlig trang til at gøre Stephen glad, og lige nu ville det eneste være at han kunne fortælle ham noget han kunne huske.

Med et fortvivlet suk, tørrede Gabriel blidt tårerne væk fra Stephens ansigt med sine tommelfingre, og hvilede blidt sine hans kinder. "I'm sorry," mumlede han stille og sænkede sit blik. Opgivende lukkede han sine øjne, og hvilede sin pande imod Stephens. Hans følelser var lidt overalt, så han ville ikke risikere at bruge sin evne på heksen lige nu. Selvom han normalt var ligeglad med alle omkring sig, så betød det alligevel noget for ham, at være hjælpsom i øjeblikket.

Dog trak Gabriel sig en anelse tilbage, og åbnede øjnene, efter at mindet i Juliens kælder blev spillet for ham igen. Det føltes som flere år siden - det var det måske også? - og ærligt talt havde han for længst affundet sig med hvad dæmonen havde gjort ved ham. Det var sjældent at han tænkte over det, og endnu mere sjældent at han fik mareridt om det. Ham og Julien stod lige nu, og ærligt talt så regnede han ikke med at Julien nogensinde ville lede efter ham. Nok havde de haft et ret tæt forhold, og Gabriel havde også været meget afhængig af ham i en periode, men han havde sagt farvel inden han tog til England, og så var det dét.

Men Stephen var ikke affundet med det. Han krammede Gabriel ind til sig, som om at han ville trøste ham, men Gabriel var tydeligvis ikke særligt berørt af situationen længere. Så i stedet lagde han armene om heksen, og hvilede sit hoved på hans skulder. "It wasn't super recent if that helps? It happened a few years ago," mumlede han stille.

"Who would ever do something like that?!" hviskede han, fuldstændig i vildrede, som var tydligt i det hans stemme knækkede over et par gange, den var blevet helt hæs. Han snøftede bare lidt mere og knugede den lille engel ind til sig, han ture slet ikke række ind i Gabriels hoved igen, bange for hvad mere han ville finde.. Han kunne knap nok håndtere det han allerede havde set! Hvem ville dog nogen sinde kunne finde på at gøre sådan en lille engel ondt? Se dog på ham! Se hvor sød han så ud! Hvem, hvordan, hvorfor!? Please stop.. Stop..
Stephen kunne slet ikke håndtere sine følelser nu, tårerne forsatte bare ned over hans kinder og ned i Gabriels hår, som han snøftede og gispede efter luft, måske på grænsen til et panik anfald. Men det var bare for overvældende. Gabriel var i live!! Fuldstændig uvirkeligt.. Hans Gabriel.. Men.. Hvad.. hva?
"But I love you.." hviskede han stille, helt i vildrede, tanker og ord gav ikke mening, der var intet der rigtig gav mening, det her gav ikke mening.. Men.. Hans følelser var virkelig.. "Or.. I did.. I did love you.. No.. I still do.. I love you so much, and you don't remember me.." hviskede han stille, kunne mærkede hvordan kniven bare blev ved med at køre rundt og rundt i hjertet på ham.. Han slap ham langsomt igen lænede sig lidt tilbage for at se på ham.. Så uvirkeligt.. Det kunne ikke passe jo.
"Gabriel.. Is it really you?" sagde han stille og slap sit tag om ham helt for at tørre sig selv om øjnene, selv om tårerne bare blev ved. "I can't breath.." hviskede han stille, hjertet bankede alt for hårdt, pulsen blev bare ved med at stige.. Det var begyndt at hyle for hans øre, og han kunne næsten ikke trække vejret længere, var det her et panikanfald? Var han ved at besvime, hvad skete der?! Help me.

Gabriel blinkede et par gange, da han var blevet knuget ind til Stephen, men lod blot ham gøre det, selvom han sagtens kunne komme fri. Desuden kunne han ikke forklare hvorfor, men det føltes bare rart og sikkert. Som om at intet kunne nå ham, så længe heksen havde sine arme om ham. Måske var det den lille bitte del af ham, som måske alligevel kunne huske nogle småting, der gjorde at han følte sig så godt tilpas. "I'm sorry. I wish I remembered more," hviskede han, og nussede Stephens ryg, lige så blidt.

Da Stephen trak sig tilbage, gjorde Gabriel det også, men holdt igen ikke øjenkontakt med ham. Det gjorde han i hvert fald, indtil Stephens vejrtrækning blev hurtigere, og han sagde at han ikke kunne trække vejret overhovedet. Til at starte med anede han ikke hvad han skulle gøre, det var så sjældent han skulle berolige folk. I know how to help him, just do as I say, okay? Gabriel nikkede. Okay, first...

"Hey, you're safe Stephen, don't worry. I got you," sagde han, langt blidere end han normalt ville. Han tog blidt Stephens hænder og lagde den ene på sit mave og den anden på sin kind. Den på sin mave placerede han med vilje ikke på sit bryst, for Stephen skulle helst ikke tænke over hans manglende hjertebanken. "I'm real and right here, and you're safe with me. Just try to follow my breathing, okay?" Han trak vejret dybt ned i maven og roligt for at Stephen ikke efterligne noget usundt. "I'm not going anywhere, okay? I'll stay for as long as you need me," sagde han blidt og gav begge hans hænder et blidt klem. "You're doing so well."