I suck at this, but please just let me help you - Odette

S: Gågaden i Gaia
T: Aften
O: Zombiiiiies
V: Kølligt
P: En sort jakke med en blå bluse indenunder og et par grå cowboy bukser - plus et par gode støvler.
Emne til: @Odette <3

---

Zombier. En død. Eller tekniskset var de jo døde. Lige meget! William havde fået anskaffet sig et meget fornuftig og nyttefuldt baseball bat. Han var på vej hen imod - ja bare alt andet end midten af denne her gågade. En strøm af levende døde, der syntes at de skulle tilbringe deres søndag aften her? Jamen hvorfor ikke. En let vrissen forlod Williams læber som han kæmpede sig videre - gav enkelte af dem stød så da ændrede retning bare lidt. Disse væsner var drevet på at æde, og smerte var ikke ligefrem noget de kendte til - så det da ud til. Dog var der noget som fik William til at reagere, en ung kvinde - en indånding - en sirene var oppe i en tapper kamp imod disse væsner. Men ligesom ham var det svært at slås imod de døde alene. Derfor valgte han at kæmpe sin vej op imod hende, for at slå en af de levende døde ned der skulle til at springe på hende bagfra.
"Sorry to interrupt your fight, may I join you?" Spurgte han, hvorefter inden hun nåede at svare, havde han banket to nye ned. Vampyrisk styrke og hasstighed gjorde arbejdet hurtigere - på sin vis.
"I'm William. In case you are the last person I see.. then I would want you to remember me," sagde han blot og greb hendes hånd for at de kunne løbe i den retning hvor der ikke var så mange af disse skabninger. Han så på hende med sine blå øjne, og gav hende et nik til at hun kunne stole på ham.

påklædning

Odette havde ikke den fjerneste anelse om hvad der foregik lige nu. Væsnerne der langsomt havde overtaget denne smukke verden, var nu ved at omringer hende. Forvirret så hun rundt og samlede en gren op, forhåbentlig kunne den hjælpe hende bare en smule. Enkelte gange, brugte hun sin telepati evne for at kaste zombierne væk. Det virkede dog ikke altid. Hvis de ikke endte med at sidde fast et sted, ville de selv med brækkede ben kravle hen imod hende.
"Come on!" vrissede hun irriteret og samtidig opgivende. Hun så forvirret rundt og var næsten ved at opgive håb, da en ridder pludselig trådte ind midt i det hele og hjalp hende. Overrasket spærrede hun øjnene op. "Sure... knock yourself out!" Hun gjorde et løft med armene og kastede endnu engang en af zombierne væk. "I kinda wanna go back to the ocean now..." Lige som hun havde haft mumlet det, trak fyren hende med sig og fortalte sit navn. "Last person? Nononono... not gonna die! And my names Odette!" Hun fulgte nu her med ham, så hurtigt hendes to ben kunne bærer hende. Panikken var et hamrende hjerte i hendes krop. Hvorfor skete det her?! hun hev ivrigt efter sit vejr.
"Do you... know what´s going on?" spurgte hun, da de endelig kunne stoppe op for at få noget luft.

Hun virkede ligeså forvirret som ham selv. William var haft en enkelt normal dag tilbage i denne her verden, og nu var den fyldt med disse væsner. Eller Gaia og Moonlight Falls var - heldigvis kendte resten af verden ikke til denne her situation - og måske var det egentlig også det smarteste. William smilte kort da hun gav et navn tilkende. Han kunne hører hvordan hendes hjerte hamrede løs i panik, og ærligtalt var det også den eneste realistiske reaktion man kunne have. Han havde set flere blive flået fra hinanden af disse skabninger. Endelig kunne de stoppe lidt op og havde væsnerne på afstand.
"Well.. I know its like the walking dead or something.. people die.. and come back, like this.. it was some kind of sickness.. and I don't know more than that," svarede han og kløede sig kort i nakken. William så sig kort omkring, og fik øje på en campingvogn. Han lyttede efter, der var ingen derinde - og han kunne se en større strøm af disse væsner komme imod dem.
"Come with me," sagde han hurtig og greb blidt dog guidende hendes arm igen for gå ind i campingvognen - ganske rigtigt var der ingen derinde. Der havde været - kunne der ses på det indtørrede blod. William lukkede døren til vågnen og låste den. Rullede vinduerne for og så på Odette.
"We can wait here till they pass us. It should be fine, for now," fortalte han og forsøgte at trække på et skævt smil. Selve campingvognen var ikke den største. En sofa der kunne bruges som seng, også et soveværelse - et lille toilet også et køkken - eller hvad man ville kalde det. Dog med en udsigtspost - så man kunne kravle op på taget hvis man lystede.

Han vidste en smule om det. Ellers virkede han ligeså forvirret som hende selv. Fortvivlet kørte hun en hånd igennem sit hår og så snart de kunne kom ind i sikkerhed. Eller, så sikker en campingvogn nu kunne være. Hun pustede ud og så nervøst ud af campingvognens vindue. Underlæben blev et offer for hendes tænder. ”Living dead… that explains so much…” hviskede hun for sig selv og gik ellers hen for at plante sin mås i sofaen. Hun så hen på ham. De nysgerrige tyrkise øjne så hen på ham. ”So… William, right?” Hun smilte stort til ham. ”Thanks for helping me out there… I owe you one.”
Lyden af zombierne udenfor gjorde hende nervøs. Dette gjorde at hun legede med sit hår… gad vide om de andre var okay. De få mennesker hun nu havde haft mødt. ”What where you doing out there alone anyway?” Spørgsmålene røg bare ud af munden på hende. På den måde kunne de også holde en samtale i gang, imens nervøsiteten og lydene af zombierne blev holdt ude. ”And… what race are you? A vampire.. or?”

Han sukkede for sig selv, vidste egentlig ikke helt hvad han skulle gøre af sig selv. Små rum var ikke ligefrem noget han elskede, og han tog sig selv i at vade rundt frem og tilbage. Det var først da sirenen snakkede til ham igen, vendte han sig imod hende. Det overraskede ham, hvor let hun gjorde det for ham et smile. Som hun egentlig bare sad der, som et lille lys i et ocean af mørke - det gjorde de blå øjne en anelse mere varme at se på. Han nikkede kort, der var ingen grund til at takke ham for meget - han ønskede vel i bund og grund det samme af folk som han gav dem. Han flyttede kort de blå øjne imod de mørklagte ruder, lydene udefra var ikke nogle han bare sådan kunne lukke ude. Bare de korte sekunder det tog at se væk fra hende, var smilet faldet fra hans læber igen. Der var ikke mange glæder tilbage i denne verden og det var med at indfange hvert eneste lille lys.
"I have no where to go. Or I do. But its rather lonely you know, being by myself - I could ask you the same thing," smilede han kækt som han så tilbage på hende. "I'm a pureblood vampire," svarede han og kløede sig kort i nakken. "You are a siren, the auromas from the sea is a strong scent," pointerede han med en svag hentydning af et tandsmil.  
"Why are you not in the ocean? I mean wouldn't it be more.. home? Don't you miss it?" Spurgte han undrende. Han savnede sin familie, han savnede folk omkring sig - og kunne vel kun antage at andre også måtte føle det når de var langt væk hjemmefra.

ligesom hende havde han ikke nogle steder at tage hen. og hvis man så endelig havde et sted, ville det sikkert blive fyldt med de levende døde på ingen tid. Hun gjorde en lille grimasse og tillod sig at trække gardinet en smule fra, kun for at kunne se ude på alle de levende døde, der vandrede forvirret rundt. Hurtigt trak hun det fra igen og pustede en smule ned i sine hænder. der var ret koldt udenfor... hvilket var noget andet hun skulle vende sig til. Alle de temperaturskifte...
da han snakkede til hende, så hun igen hen på ham med et varm smil. Dog kunne man se en smule medfølelse i hendes øjne, i det han forklarede at han intet sted havde at tage hen. Hans kække smil, gjorde dog at det forsvandt igen. "A pureblood vampire... wow... that mean you been born a vampire right? I´m not sure... I should read more about the other races... if I could read." Hun grinte svagt. "But... I´m not in the ocean because I was kidnapped by some men on a ship... they kept me there for five years..." svarede hun ham med et svagt smil. Minderne om skibet var ikke de bedste... men hun prøvede at fortrænge dem... hun beholdte det positive syn på;at sådan var det ikke alle væsner var. nogle havde noget godt i sig. "And I miss my family... but they´re not in the ocean... they were taken a long time ago." Hurtigt rystede hun på hovedet. "I don´t like talking about it, so lets change topic!" Hun smilte stort til ham og pegede på ham. "I always wanted to ask if vampires tasted blood differently!" da hun snakkede en smule højt, tog hun sig til munden og undskyldte lavt. Hun skulle virkelig vende sig til disse væsner...

//OUT i guess xD