Not exactly in the right mind right now - Odette

At begynde at arbejde for Rayna var ikke en let sag. Endnu sværere var det at skulle såre Aspen, den som John følte var sit eneste stærke lys i denne ellers mørke verden. Han kunne mærke sit indre skælve ved bare tanken om Aspens ansigt, og hvad følger deres break up kunne have medført. Jocelyn havde informeret ham om at Aspen var i sikre hænder, efterfulgt af en masse bemærkninger om hvordan John ikke havde været mand nok til at kæmpe for Aspen og deres forhold, hvilket forbavsede ham at høre fra sin egen søster, men han følte vel også at han havde fortjent at få den smidt i hovedet.
Han havde fået sat sig på en bar efter en lang arbejdsdag, hans soulsaber sat på sin oprindelig plads i hans bælte, nu hvor han var begyndt at bruge det igen, syntes alt at opløse sig. Han var trådt tilbage i gamle rutiner og hans måde at deale med problemerne var ikke just den sundeste. For at dække over at ikke kun at skulle beskytte Rayna, bruge sit soulsaber som han hadede, så skulle han også agere som en seksuel partner for hende, hende som han hadede så meget - Men ikke mere end han kunne hade sig selv for at hans krop kunne lide det. Så alle kvinder, alle dem som virkede som en distrahering fra minderne om Raynas krop, tog han med sig hjem. Hvilket havde resulteret i at hans hals havde et par svage sugemærker fra den forrige nat.
Han sad i en barstol lænet ind over disken og fik drukket et par shots som en kvinde begyndte at snakke med ham. Han kiggede kort på hende og da en svag sammenligning mellem hendes hår og Rayna fik hans hoved til at snurre, skubbede han hende væk og rejste sig. Han gik ud på gaden med jakken over skuldren og lod den kolde vind omklamre hans ellers varme krop. Han kiggede kort op mod himlen før han kiggede på sit ur og besluttede at det nok var på tide at komme hjemad. Han gik i et roligt tempo som han pludselig så et ansigt længere fremme som han syntes at kunne kende. Han kneb øjnene sammen og et lille smil bredte sig på hans læber. Måske skulle han alligevel ikke sove alene i nat. Det tog ham ikke længe før han havde halet sig ind på hende, "Havent you heard that it's dangerous to go out alone at night? Or are you that confident that I've trained you well?" spurgte han med et kækt lille smil over læberne, et tydligt tegn på at han ikke just var i sit rigtige sind.

Da hun sagde at hun havde haft den bedste lærer, smilte han en anelse, det var længe siden at han havde fået et kompliment han brød sig om. Ligemeget hvor stor en idiot alle andre syntes han var i øjeblikket, var det da meget rart at han havde gjort noget rigtigt. Da hun spurgte om hvorfor han var alene ude, trak han let på skuldrene og svarede således, “Someone attack me? Have you seen me? I’m the dangerous one,” sagde han roligt og studerede hendes ansigt en smule. Han kiggede lidt på hendes læber og trådte en anelse tættere på hende. Der var intet i hende som virkede til at minde ham om Rayna, og med den smule mængde alkohol han havde i kroppen, følte han sig en anelse vovet. “Havent anyone told you that I am in fact the big bad wolf in this city?” Spurgte han med en legende tone, han trådte tættere mod hende, indtil han var helt tæt. Han så ned på hende og kørte en hånd op til hendes kind som han nussede blidt med sin pege og langefinger til han lod dem glide ned langs hendes kæbelinje og under hendes hage. Han lænede sig ned til hendes øre en anelse hurtigt for at hviske, “And what if I told you that you’re my prey tonight?” Og så snart han havde sagt det, rettede han sig op, men ikke helt, kun lige nok til at deres øjne mødtes og deres ansigter var millimeter fra hinandens.
Alt virkede til at gå fint, så længe Odette ikke nævnte Aspen. Han ville ikke snakke om ham, det gjorde stadig ondt bare at tænke på det. Og hvis Aspen så ham nu... Han ville sket ikke kunne kende John. John var en helt anden nu, næsten noget værre end før i tiden. Han havde smagt den forbudte frugt der var kaldet et normalt og rart liv, kun for at få det taget fra sig. Hans hånd under Odettes hage, gled ned langs hendes hals, og fingrene stoppede ved kraven af hendes trøje. “I dont see anyone anymore,” sagde han i en lavtmælt brummen mens hans øjne skiftedes til at kigge ind i hendes. Havde han været ved sit rigtige jeg, ville intet af det her have været sket. Han ville slet ikke udsætte Odette for denne frygtelige side af sig selv, og han ville skamme sig så snart alkoholen var ude af hans system igen.

Som hun vendte hovedet væk løftede han øjenbrynet en anelse og et smil sneg sig frem på hans læber. Det virkede til at blive en udfordring, men det havde han intet imod. “Cute,” sagde han i samme lavmælte brummen som han studerede hendes ansigt. Men da hun virkede nervøs, kunne han mærke at han begyndte at få det dårligt med at være på denne måde overfor hende, en ven som han havde boet med og lært at beskytte sig selv. Men han havde ikke lært hende at beskytte sig mod ham og hans tilnærmelser, men han var ikke den John lige nu. Han havde set hende an og nu skulle han have hende. Han lyttede til hendes ord, som ikke gav mening men han forstod. “Silly girl,” sagde han næsten kærligt og kørte hånden lidt op af hendes hals for at køre den bag hendes nakke, for at lave kærlige små strøg mod de små hår der var deromme. “I am saying that I am free to do whatever I want, and do whoever I want,” hviskede han så og håbede at hun forstod hvad han mente.
I så fald at hun stadig ikke havde forstået hans hentydninger, lagde han sin anden hånd mod hendes kind og kiggede kort på hendes læber som han sank en klump. Han kunne læne sig frem og deres læber kunne mødes, men han ville være sikker på at hun ville det samme. Hans tommelfinger kørte blidt henover hendes underlæbe, før den blidt nussede hendes kind, lod intensiteten ligge i luften. Det var forkert at udnytte hende på denne måde, en vag stemme i hans hoved råbte at han skulle stoppe, men den blev overdøvet af mørket og minderne, de minder der pinte ham mere, dem han ville væk fra, selv hvis det betød at han kunne såre Odette. “Dont you want me?” Hviskede han blidt med et lille smil over læberne.

John var afhængig af nærværet, fra stort set alle andre end Rayna. Og dem der kunne få ham til at glemme hende for bare en nat, var en helgen i hans øjne.. altså indtil han stod op næste morgen, der måtte de gerne bare pakke sammen og skride. Men hvad han burde have tænkt over var hvordan det ville være når han satte en ven ind i det sted, en ven han godt vidste nærede disse følelser, en ven han bare udnyttede på det groveste lige nu. Hendes svaghed for ham, hans svaghed i at holde kontrollen i skak. Han tænkte ikke, som han burde gøre, som han burde have gjort for hende. Men impulserne var det eneste der havde kontrollen, sværdet havde gjort det helt sikkert. Så som hun pressede sine læber mod hans, smagte det bedre end den bedste whiskey, det forbudte brud mellem venner, som skilte dem fra venner og elskere. Væggene der havde holdt dem fra hinanden, brudt dem ned og trampet dem til støv. Han ville have mere, men hun rykkede sig væk fra ham som kun gjorde ham mere ivrig. “Mnnnh... I always knew,” brummede han, som han roligt lænede sig ned over hende for at få deres læber til at mødes atter en gang. Og igen. Og igen. De kys han stjal, for hvert kys voksede grådigheden, men med forsigtighed sørgede han for ikke at være for meget, som han trådte frem mod hende uden at skille deres læber til hun var presset let mod et indkøbsvindue.
Hans hænder slap hende og lagde sig mod ruden over hende, med en stærk modvilje fik han skubbet sig selv væk for at se på hende. Smilet var en invitation, mens han roligt lænede sig frem mod hendes øre og brummede med sin dybe stemme at han kunne være helt hendes i aften hvis hun ville have det. “Just say the words...” afsluttede han som han drejede hovedet for at kigge på hende. Tænkte hun ligeså uklart som ham? Hans vejrtrækning var dyb og tung, næsten langsom som han mærkede den selvsamme intensitet fra før i sig nå tæt på et bristepunkt. Han så afventede på hende som han prøvede at læse hendes ansigt. Vidste hun at det ikke var den normale John, at det blot var ladykiller John? Havde han lagt en bombe i deres venskab som hun stod for at skulle desarmere?

Åh, det var helt klart bedre end den bedste whiskey. Sødere end de sødeste små løgne, skarpt som et hvidt lys der blændede ham helt fra hvad han egentlig havde gang i, men intet betød noget mere. Hun var i hans fokus, kun hende og de søde læber hun bar på.
Som hun sagde de magiske ord, løftede John hende op i sine arme og det var næsten som om de allerede var havnet på hans soveværelse. Det var virkelig drømmeagtigt, han kunne ikke huske hvordan de var nået dertil, men så igen tænkte han ikke særlig meget. Han stoppede et kys mellem dem og lagde hende ned på sengen, før han kravlede ned over hende og plantede små søde kys mod hendes hals. Hans frie hånd fandt vej op bag hendes hoved, mens hans anden hånd stadig holdte om hendes lår, pressede hende tæt på sig, så intet var imellem dem, udover det tøj de stadig havde på. “Say it again.. say you want me, and my name,” brummede han lavt og næsten bedende mod hendes hals. Han kiggede på hende som han rettede sig op og tog sin trøje og tshirt af i en bevægelse, og så var han over hende igen, med sine læber mod hendes hals, små kys, endda længselfuldte bid markede hende som hans for i nat. Hun var hans, han var hendes. Han trak tøjet af hende og gav hende et sidste lidenskabeligt kys. Nu skulle intensiteten lettes.

Man kunne sige meget om John, og grundig var en af dem. Det var først sen morgen da han rullede af hende, dækket af sved og hvad end, og trak dynen over dem. Han lagde armene om hende og faldte i en dyb søvn. Det var først da han vågnede engang ved middag og mærkede en svag hovedpine at han satte sig op og gnubbede sit ansigt. “Shit... Too much alcohol..” mumlede han stille for sig selv og sukkede kort. Han huskede ikke meget.

Han havde slet ikke lagt mærke til hvem der lå ved siden af ham. Normalt havde han været ligeglad, det betød ikke så meget for ham hvem det var, det vigtige var bare at hun var på vej ud. Så da hun spurgte om han var okay og det gik op for ham hvem det var han havde taget med hjem, spærrede han øjnene kort op og lagde en hånd henover sine øjne mens han rystede på hovedet. "Oh shit..." mumlede han lydløst til sig selv og kiggede overrasket mod Odette som lå ved siden af ham. Han vidste ikke helt hvad han skulle sige, hvad kunne han sige? Et undskyld ville være en god start, men det ville ikke være nok. Forsigtigt trak han hurtigt et par bukser på og satte sig i vinduet som han tændte en cigaret. Han tog et ordentligt sug og lænede sig en anelse ud af vinduet for at puste røgen ud i den kolde luft. "Ummm. I'm, noooo... No I'm not actually feeling alright right now," indrømmede han og tog en dyb indånding.
Tænk John, tænk forhelvede, var det eneste som var i hans tanker, men han kunne ikke komme på noget. Han gned sine tindinger med cigarretten mellem to fingre og lænede sig mod vindueskammen. "This... Umm... I don't recall much of the late night events, but I think this is resume enough," indrømmede han og kløede sin nakke. "This was a mistake... I really fucked up this time" mumlede han svagt og kiggede ned af sig selv, mens han stadig prøvede at finde det rigtige at sige. Hvad kunne han sige til en hvis svaghed han havde udnyttet og hvad, brugt til sin egen fordel? Han sank en klump. "Odette... I..." begyndte han før han løb tør for ord. Han bed sig i læben og kradsede sin brystkasse en anelse.

Som han så ud til at have været tabt for ord var hans øjne vandret væk fra hendes i skam. Han løftede blikket som hun afbrød ham før han kunne sige mere og han løftede øjenbrynene i overraskelse som hun undskyldte. Han begyndte febrilsk at ryste på hovedet som han rejste sig og gik nærmere sengen, hendes ord fik ham til at sukke dybt som hun trak dynen over hovedet. Han kom med et kort fnys der blandede sig med et fnis, men det var ikke just i glæde og grin, men et mere forstående et. Han satte sig på sengen og greb forsigtigt fat om dynen, trak den ned så han kunne se hendes ansigt, "Well if you liked me, then it's more than my fault that this happened," sagde han med en lav stemme som han kom med et skævt smil.
Han kørte en hånd gennem håret og rystede på hovedet. "I am just not in the right mindspace for stuff like this," sagde han så en anelse mørkt og lagde en hånd ovenpå dynen hvor hendes skulder ville have været. "Odette. The last thing I want to do is hurt your feelings," sagde han så som en afklaring, før han gav hendes skulder et let klem gennem dynen, hans hånd slap sit greb og fandt sin vej til hans skød hvor han foldede sine hænder og vendte blikket mod vinduet. "Aspen and I broke up. As drunken me probably blabbered at some point," hans ord var smertelige som han kiggede ned mod sine hænder og sukkede. Det var ikke den nemmeste situation de var i, men det var nød til at blive sagt. Han ville ikke lede hende til at tro at han kunne give hende hvad det virkede til at hun ville have, sådan var han ikke, i hvert fald ikke i sin ædru-tilstand. "I cant have a relationship with anyone at the moment. It wouldnt end well," sagde han, meget vag om hvorfor, og på måden han sagde det var det klart at han ikke just havde lyst til at gå i detaljer. Han vendte blikket tilbage mod Odette, "I hope you understand," sagde han så, med et undskyldende blik i øjnene. Han vidste ikke hvad dette ville bringe, ville hun smutte eller blive? Noget i ham havde ikke lyst til at lade hende gå, mest fordi at det der var sket i hans fuldskab tydeligvis havde haft en mening for hende, at lade hende gå betød at der var noget uklart, sårede følelser. Det ville John ikke have.

At hun ikke bare forlod ham gjorde ham en anelse mere rolig selvom han var dybt præget af de udsprungne følelser der var kommet efter hans indrømmelser. Han nikkede som hun sagde hun forstod, han løftede sit blik fra hendes hånd over hans til hendes øjne som hun stillede sit spørgsmål. Hans øjne var fyldte med sorg og han lod dem hvile på hendes før han kiggede mod vinduet og bed en anelse sammen. Hendes tilføjelse fik ham til at ånde kort ud. "No, I dont mind telling you," forsikrede han hende som han så mod vinduet og lukkede sine øjne kort i. Hans bryst hævede og sænkede sig med et par dybe indåndinger som han ledte efter en rød tråd og da han fandt den, virkede han til at slappe mere af.
"My twin brother, Jamie. I had never known that I had a twin, before I met him at Umbrella coperation. He was working for them, as Rayna's personal guard... Or slave. It doesnt matter which one. He helped me break free when they captured me, and somehow he managed to avoid a recapture," han sank en klump og greb stille fat om hendes hånd der før havde været over hans, han havde brug for tætheden i et håndtryk. "But eventually they did want him back. And I just couldnt let them, because during the time he had been free, he had gotten a girl pregnant. He was going to be a father," forklarede han så i en lavmælt tone før han kiggede mod Odette igen. "I took his place instead, which meant that I would act as everything he once was. Body guard and...." han tog en dyb indånding og virkede til at have svært ved at færdiggøre sætningen. "Rayna's lover," sagde han så i en svag tone der virkede mere som en hvisken, han kunne ikke begynde at beskrive hvor frastødt han havde følt sig fra de ting han måtte gøre, ikke mindst som Raynas vagt, men også som hendes elsker. Det var farligt at fortælle Odette det hele, dog havde han på fornemmelsen at hun stadig ville være sikker, han ville holde hende sikker om nødvendigt. "They forced me to break up with Aspen, because if I didnt, they would kill him," hans blik faldt og han rynkede på brynene og blinkede med øjnene som de virkede til at være blevet mere våde af påmindelsen. "So. Now I work for Umbrella, my life dedicated to them, so my brother can be free," sagde han så før han kiggede mod Odette igen. "This is confidential information, but I'm sure you wont tell anyone," sagde han så og trak et kort sørgeligt smil.

Det var rart at vide at hun ville holde det for sig selv, for det betød at hun ville være sikker. Hendes næste ord var dog knapt så betryggende. Han ville ikke have at hun vandrede ud for at kæmpe hans kampe, ligemeget hvor uretfærdigt de så kunne blive enige om at det var. Han løftede øjenbrynene overrasket som hun impulsivt rejste sig, dynen faldt af og der stod hun bare og pegede på ham. Det var dog nemt for ham bare at fokusere på fingeren, og ikke hendes blottede krop - Mest fordi han vidste at det ikke havde været meningen at han skulle se. Hun fik dynen på igen og hendes ord fik ham til at sukke dybt mens han foldede sine hænder i sit skød. Han vendte blikket kort ud mod rummet som om han kort var fanget i et tankemylder før han rystede på hovedet. "It's far too risky. She'd kill everyone I know with a flick of her fingers. Besides, I chose this, so my brother could go free. I traded his freedom for mine," han vendte blikket tilbage mod hende, hans øjne fulde af sørgmodighed, "If anything, it's probably some sort of justice for all the time he lost while I was out there being free," tilføjede han og kiggede ned mod sine hænder.