Save the princess - Odette

S: Stranden
O: Et skib og naturligvis hvad der ellers er på stranden
V: Let vind, koldt
T: Midt på eftermiddagen
P: Påklædning
Emne til: @Odette <3

---

Det var tid ti egentlig at lære sig selv at kende, efter alt. det der. Veronica vidste ikke helt hvad hun skulle gøre med sig selv, i hvert fald ikke før hun kunne finde ud af sig selv. Det krævede at være tættere på havet, havde hendes underviser fortalt hende. Veronica var i sidste ende begyndt at gå og tale til havet, som om det havde planer om at fortælle hende sin livshistorie - hvilket det ikke gjorde. Roy var knust over Callas pludselig forsvinden efter et skænderi, og selvom hun ønskede at stå ved hans side - så kunne hun knap nok tænke selv lige for tiden. Det var et mysterium hun ville læse op på når hun havde fundet ud af lidt mere om situationen. For noget passede ikke, og Veronica hadede sig selv for ikke at have tid til at løse mysteriet selvom hun nok ikke helt kunne undgå at prøve.

Hun blev slået ud af sine tanker, da hun hørte en lyd længere henne af kysten. Det fangede hendes opmærksomhed, den larm kunne høres af alle der var i nærheden hvis det ikke havde været fordi, at Veronica var den eneste. Det var lyden af pirater, hvis man da kunne kalde dem det. Og det ville være dumt at gå for tæt på vidste hun, det var ikke ligefrem fordi hun var bevæbnet - vent, det var lige hvad hun var. Ikke kun med evner, men også med en pistol og en kniv - just in case. For tiden kunne man ikke være for påpasselig. Veronica sneg sig tættere på og gemte sig bag en sten. Hun så let op og fik øje på dem, imens de nærmest kastede rundt med en kvinde. Vreden fik hendes evne til at brænde for at give efter og hun kunne mærke sig selv antænde. Bogstavligtalt. Som et lys fra solen selv blev hendes hud til lys og hun var afsløret. Veronica var tvunget til at gå imod dem og så på dem med sine gyldne øjne som de kom nærmere. Overraskende lykkedes det hende at skyde en kugle af lys afsted, der slog to af dem ud - og hun så overraskende på væltede pirater. Veronica sneg sig hurtigt ombord og fandt kniven - lyset slukkede kort efter synet af hende og fik hende bundet fri hurtig.
"It's okay. I'm here to help," sagde hun i et hviskende toneleje. En bundet kvinde uden hjælp, virkede som endnu en refortælling af hendes eget liv - og hun havde vel noget for at hjælpe andre. Så snart hun var fri kunne hun hører lyden af flere der kom.
"Any idea how we are going to fight this?"

Chancen var der nu. Hun kunne da ikke bare give op. Når chancen var der skulle man tage den, om det så galte en eget liv. Hun tog en dyb indånding, før hun satte i løb og uden at se sig tilbage, forbipasserede hun op til flere krybsskyttere. Hendes lange brune lokker svang om ansigtet på hende, klistrede sig til hendes kolde, våde kinder.
Det lykkedes hende at komme op på dækket og lige som hun troede at hun kunne nå hen til broen, svang en mand sin arm om hende. Her pressede han hendes lille tynde krop ind til sig. Han kvaste den næsten. I panik hev hun efter vejret, kun for at se hvordan en knivblad blev presset imod hendes strube. Hun så forskrækket ned på kniven.
"You´re not going anywhere mermaid," lød hans kolde stemme. "It´s time to put an end to this."
Odettes hjerte bankede nu så højt, at hun ikke kunne høre andet. Så da et lys pludselig fik manden bag hende til at vælte, gispede hun forskrækket og så sig omkring. I det hun drejede hovedet om, fik hun her øje på en anden kvinde. Gyldne øjne... wow. De var virkelig smukke.
Da det gik op for Odette, at hun snakkede til hende, rystede hun på hovedet. "The bridge... just run down the bridge and we will come to... uhm land! Yes!" forsøgte hun at forklare så godt hun kunne. Odette begyndte roligt at løbe, efter at hun havde taget fat i Veronicas hånd. "Don´t look back, just run!"
De andre krybsskyttere opdagede dem pludseligt og satte nu også i løb efter dem. "Hey! Stop right there!"

Hun nikkede da kvinden fortalte hende, hvilken retning de skulle løbe. Så snart at kvinden begyndte at sætte i løb, tøvede Veronica ikke med at gøre det samme - mest af alt fordi kvinden havde fat i hendes hånd. Hun gjorde alt for ikke at se sig tilbage, og prøvede egentlig bare at holde fokus på de skulle løbe. Veronica var ret god til det fokus og de skulle væk. Snart nåede de til broen, og tættere på, hvor der faktisk var lidt flere folk. Her opdagede Veronica så også at kvinden faktisk var nøgen, og skyndte sig at trække sin jakke af. Hun lagde den hurtigt henover skuldrene på kvinden. Det gjorde det nemmere for Veronica at tage styringen af flugten og greb fat om kvindens liv for at trække hende tættere på. At begive sig ind imellem mængden af mennesker gjorde de var svære at finde.
"Just stay close," hviskede hun stille og bevægede sig nærmere parkeringspladsen. Krybskytterne ville aldrig lade sig afsløre og det ville også være dumt for dem. Så snart Veronica følte de var ude af syne åndede hun lettet op. "It's okay, we are okay," åndede hun så lettet ud og gav slip om kvinden.
"I'm Veronica by the way, your own knight in not so shiny amor," jokede hun lidt med et skævt smil.

"Sorry to ask you.. but why are you naked? Did they hurt you or something.. I'm not complaining but.. I just wanted to ask," Kløede Veronica sig lettere nervøst i nakken. "We should go somewhere else.. before people notice you.. We don't want to get anymore trouble than we have after us," tilføjede hun og greb kvindens hånd igen for at gå lidt væk imod skoven. Der var lidt gåtid til Gaia, men det var deres bedste muligheder lige nu. Måske de kunne bruge Callas hus, det var ikke sikkert Roy ville være der - medmindre han havde endnu en af de dage hvor han håbede Calla ville komme hjem.

Odette kunne ikke tro det. Det lykkedes dem rent faktisk at komme væk. Havde det ikke været for hjertebanken og frygten for at blive fanget, ville hun have danset på sine to menneskefødder. Krybsskytterne havde gjort som Veronica håbede og givet op, da de ikke ønskede at gøre folk opmærksomme på dem. Så ude på parkeringenspladsen, var der nu kun de to piger og en flok fremmede, der gik fra bil til strand og butik. Nysgerrigt så Odette sig omkring, til Veronica pludselig svang sin jakke om hende og sagde at hun skulle forholde sig tæt.
"Okay," hviskede hun roligt tilbage. Dog kunne hendes turkise øjne langt fra finde ro. Hver en bil og hvert et menneske blev betragtet. Menneskene havde hun set før, men aldrig en bil. Det var et spøjs dyr de havde her på land... da en af bilerne pludseligt startede, gispede hun kort overrasket og pressede sig kort tættere ind til Veronica. Hun så kort undskyldende op på Veronica.
da hun sagde sit navn og kaldte sig selv en ridder, klukkede hun kærligt. "Thank you Veronica, my knight in shiny armor... my name is Odette." Hun smilte varmt til hende og havde en rar glød i sine øjne. "Naked?" Hun så kort ned af sig selv... Oh ja, for mennesker var dette at være nøgen! "The men on the ship didn´t give me any clothes when they took me from the waters."
Nysgerrigt så hun sig omkring. Folk omkring dem begyndte at stirre underligt. Hvorfor så de sådan på dem? Veronica sagde de skulle tage et andet sted hen. Igen så Odette nysgerrigt på hende. "But, where?"

Det var først da kvinden faktisk reagerede på bilen, at det gik op for Veronica at kvinden var en sirene ligesom hende selv. Måske bare lidt mere en sirene end hende, hvis man tog i betragtning af at de havde revet hende op fra land. Odette hed kvinden. Let sank hun en klump. Så snart folk begyndte at stirre, så vendte Veronica sig om imod dem og hævede et bryn.
"Do you have a problem, or do I need to give you one. Stop staring and move!" Udbrød hun for at få dem til at se væk, og Veronica kunne være skræmmende. Tideligere mean girl skræmmende.
"Listen to me Odette, I'm gonna help you. First we need to find somewhere to go.. I have a friend who might be able to help. Okay?" Sagde hun med et varmt smil. Hun tog sin mobil op af bukselommen og skrev til Jessalyn. I found this lost sirene on the beach.. Can I take her to your place.. you know the house Nathan gave you.. så sendte hun beskeden og gav Odette sin opmærksomhed igen.
"So I might know a place to go, my.. Jessalyn.. she can help us with some clothes.. and they are not going to touch or hurt you.. I promise," sagde Veronica så og lagde stille sin hånd mod Odettes arm.

Veronica så sig lidt omkirng. Det ville ikke være en god ide at sætte Odette bagpå sin motorcykel, men måske hun kunne snuppe en af bilerne og kører. Hun trak Odette stille med sig. Nogle var dumme nok til ikke at låse deres biler, og Veronica havde lært af Alexander at starte en uden de nødvendige ting. Så at få sat Odette ind i bilen ville nok være det sværeste. Hun åbnede bagdøren.
"I need you to trust me and get in. It will be fine," sagde hun meget overbevisende. Hun så sig let tilbage for at se om nogle ville opdage dem, for ærligtalt skulle de have fart på.

Odette var en smule forvirret, mest fordi at denne skinnende ridder virkede til at være bekymret. Men, hun kendte ikke Odette, så hvorfor skulle hun gøre så meget for hende. Tanken fik hende til at smile. Hendes øjne blev kort store i overraskelse over den måde hun snakkede til de andre mennesker på. På den anden side, de stirrede også ret så meget. som om de aldrig havde set nøgen hud før.
Veronicas varme stemme overbeviste Odette om at intet ondt ville ske hende. "Okay, thank you... again." Hun så overrassket ned på mobilen. Sikke en spøjs lille ting... Så snart hun tog den væk igen, så Odette ind i Veronicas øjne. De var virkelig gyldne... mon hun var en sirene ligesom hende? Da hun lagde en hånd imod hendes arm, smilte hun kærligt. "I trust you, after all... you just helped me. And your Jessalyn? Is she your mate?" Hun satte nysgerrigt sit hoved på skrå.

De trådte nu blot tættere og tættere på et af de store bæster. Odettes hjerte bankede hurtigere og hurtigere. Det faldt først til ro, så snart Veronica satte sig ind og sagde overbevisende at hun kunne stoles på. Odette nikkede svagt og satte sig ellers ind i bilen. Forsigtigt lukkede hun døren ved siden af sig og hoppede en smule da det gav et lille dask. "Okay... What now?" De turkise øjne betragtede hver en lille ting og lyste op af eventyr.

Veronica var egentlig meget opmærksom på alt de snakkede om, til at et spørgsmål stjal hendes vejrtrækning ganske kort.
"It's complicated," svarede hun blot og sank en klump. Det var kompliceret mere end man måske regnede med. Det burde ikke være så kompliceret og alligevel var Veronica der og gjorde det mere voldsom end det burde være. Veronicas overtagelses evner virkede, og hun fik Odette til at sætte sig ind i bilen. Så langt så godt. Veronica så sig kort rundt, før hun satte sig ind i bilen.
"Now we get the out of here before someone notice I took their car," påmindede hun og trådte koblingen ned og satte bilen i gear og kørte ud fra parkerings pladsen. Jessalyn skrev til hende på vejen og Veronica skyndte sig at svare. Uheldigvis for dem var der kø, og det tog længere tid end forventet at nå til Gaia.
"So.. are you a siren or what are you.. if I can ask?" Spurgte Veronica så nysgerrigt. Det var ikke fordi, at hun ikke havde mødt andre sirener, men det var ikke nogle hun som sådan var venner med. Måske hun faktisk havde en chance for at blive tættere på sine raceevner med hjælp fra Odette? Det ville tiden vise.

Først skulle de have hende i sikkerhed. "and also.. did they hurt you.. the men.. ?" Spurgte hun lidt efter igen og sank en klump. Hun så på Odette i bakspejlet og opdagede sine egne øjne var mere gyldne end før. Måske sirene genet endelig havde taget fuldt over hende nu. Ikke det gjorde hende noget, faktisk syntes hun om den nye øjenfarve. Den var mere.. unik nu. Gad vide hvad Jess ville synes om den?
"I'm a siren.. I just.. I didn't always know," sagde hun så mere for sig selv.

"Complicated..." hviskede Odette lavt for sig selv. Så det var kompliceret om denne pige var hendes mage? hun forstod det ikke helt, men valgte også bare at lade det ligge. Desuden virkede det ikke til at V ønskede at snakke om det. Hun virkede derimod en smule stresset. Forståeligt nok, eftersom de lige var blevet jagtet af krybsskyttere.
Da bilen rystede under hende, tog hun fat i sædet og satte neglene i det. "I don´t like this thing..." Dog så snart den begyndte at køre, gispede hun igen og så ud af vinduet. "Wow, it is moving... that´s amazing!" Hendes smil blev langsomt større og større. Den lille ting fra før, tog Veronica nu igen op og tappede på den. Nysgerrigt satte hun sig lidt frem i føresædet, bare for at se nærmere på denne ting. V´s stemme lød igen, hvilket fik hende til at sætte sig tilbage i sædet og se op i bakspejlet. Deres øjne mødtes igen. "Yes.. i´m a siren... but I havent been in the ocean for 5 years now." Hun smilte venligt til hende og så ellers ud af sidevinduet. Her betragtede hun en anden person i deres egen bil.

Spøgrsmålet om mændene, fik hende til at se ned i gulvet på bilen og trække jakken tættere om sig. "Yes... they did..." Hun så op i bakspejlet igen. "But i´m alright." Hun sendte hende et svagt smil, der også havde en varme over sig.
så snart V sagde hun også var en sirene, lyste Odette op og satte sig frem i sædet igen. "Really? I did think so, because of your eyes! They are beautiful! Thats amazing... do you remember your family??"

De nye informationer omkring Odette, fik Veronica til at nikke let. En sirene. Fem år væk fra vandet måtte være langtid for en sirene. Bare tanken om at være i vandet i mere end en dag, var noget Veronica ikke kunne håndtere helt. Det var nok der problematikken var. Veronica var næsten ved at tabe foden på speederen, men nåede at reagere før hun gjorde det - og slog blikket ud på vejen. Veronica vidste godt, at Odette ikke var okay - hun gjorde ligesom hende selv - lod som om, at tingene var okay, til de på et eller andet tidspunkt ville nå til en forståelse med resten af livets handlinger. Samtalen blev skiftet over på Veronicas øjne, og måske lige nu var det også bedst. Veronica kunne mærke sin vrede blusse op under det lille smil der sneg sig op på hendes læber. I det mindste var Odette i sikkerhed nu, og fortiden var ikke noget hun kunne gøre noget ved.
"Thank you, I like yours as well," smilede hun til Veronica, til det næste spørgsmål fik hendes smil til at falde væk. "My mother left me on land when I was just born.. I wouldn't have survived if it wasn't for a nice lady who made me apart of her family. I just learned last week about her.. and about my real father too.. but yeah.. I haven't really been good at dealing with the whole under sea world.. it's hard to get used to it alone," tilføjede hun og trak let på den ene skulder. Veronica sukkede let.
"But this family is much better.. I have a brother and a sister who loves me.. and even if they aren't like you and I.. I love them," smilede hun stille og stoppede kort for rødt.
"Tell me about your family."

Odette kunne godt lide at lytte til hende fortælle. Der var en rar følelse hendes stemme udsendte. Alt imens hun lyttede, kiggede hun enkle gange ud af vinduet og ellers betragtede hun V oppe i bakspejlet. det var utroligt at hendes forældre bare havde efterladt hende... men noget inde i Odette varmede op, da hun fortalte om sin rigtige familie, dem der havde haft elsket hende. "If you want to, then maybe I can show you the world underneath the sea... As a thank you for saving me." Hun smilte til hende oppe i bakspejlet. "Unless there are other thinks you rather want me to pay you with." Igen smilte hun varmt og så ud af vinduet. "After all... you´re doing a lot to help me."
Da V sagde at hendes familie var fantastisk, smilte hun og nikkede. "I believe that, you must be very lucky."
Hendes familie... Odette kørte en hånd igennem sit hår. "My family was only me and my brother... but we were a big herd... until those human came and took us... one by one. I was the last one... I haven´t seen my brother in many years." Der blev kort skabt øjenkontakt imellem dem igen. "So... this world... what do you think of it??" Igen kørte en hånd igennem det lange havfrue hår. "I´m sorry if i`m asking to many questions.."

Veronica smilede til Odette og nikkede let.
"It would be amazing. I would love that," svarede hun og forsatte egentlig blot køreturen. De ville snart være fremme, men det var nu hyggeligt egentlig bare at sidde og snakke lidt. Veronica var heldig med den familie der havde taget hende ind, hvis man så bort fra de dårlige tider der også havde været mere end nok af. Veronica lyttede da Odette fortalte om flokken.. om sin bror. Hun kunne relatere til bror tingen, ikke at vide hvor han var - det var hårdt.
"You will find him," sagde hun meget overbevisende. Hvis Veronica kunne have fundet Roy, kunne Odette også finde sin bror. Det næsten spørgsmål satte Veronica i tænkeboks, og man kunne se på hendes ansigt at hun tænkte meget over det.
"It's okay. I like questions..." sagde hun så hurtigt med et varmt smil. "This world.. is.. it's, wild and crazy. But It's also very good. I mean people here aren't all cruel.. there are chances of good times, you just have to find them," tilføjede hun med et skævt smil. Så nåede de frem til den mellemstore lejelighed Jessalyn havde fået af Nathan. Hun parkerede bilen udenfor en af de andre lejeligheder og åbnede derefter døren for Odette.

"It's just around the corner, come on," smilede hun og hjalp Odette op. Heldigvis lige her var der ikke så mange folk - så de kunne netop lige snige sig ind af døren før nogle fik øje på den nøgne sirene.
"Jess we are here," sagde hun så og tog sine sko hurrigt af. Veronica kunne lugte Archie havde været her, den parfume forsvandt ikke ligefrem fra hendes sanser efter sidste gang hun havde mødt ham.
"Odette.. this is Jessalyn. Jess, this is Odette," præsenterede hun dem for hinanden og så kort på Jess. Veronicas øjne havde ændret sig på en dag, det så ikke voldsomt ud men den gyldne farve ligesom solen syntes at have taget over den brune farve.

Påklædning

Jess havde fået beskederne fra Veronica om at møde hende i hendes lejlighed. Noget med en sirene der havde brug for hjælp. Nu det var Veronica der spurgte, vidste hun det var vigtigt. Hun havde derfor pakket noget tøj og var smuttet fra skolen og ned mod lejlighedskomplekset. Lejligheden var stadig forholdsvis tom, men havde nogle møbler så man kunne overnatte og lave mad. Hun lagde tasken med tøj fra sig. Hun fandt noget pasta og tomatsovs hun begyndte at forberede. Hun var ikke ligefrem den bedste kok, men hun gjorde sit bedste. Det var rimelig enkelt, så mon ikke hun kunne klare det. Netop som hun stod og hældte vandet fra pastaen, trådte Ronnie og sirenen ind i hjemmet. Hun skyndte sig at stille gryden fra sig og gå hen til dem. ”Hello Odette. I’m Jessalyn. You can call me Jess,” hun overvejede at give hende hånden, men besluttede sig for ikke at gøre det. Hun var ikke sikker på hvor meget hun kendte til menneskelige skikke. Hun lignede en fisk ude af vand. Og var det på en måde også. ”I brought you some clothes. I hope some of it fits,” hun gav Veronica tasken. ”You can change in the bedroom. I’ll just get the food ready in the meanwhile.” Jess vendte tilbage til madlavningen, som nu bare krævede at lægge det på tallerkener og finde nogle drikkevarer.

Odette smilte blidt til V i bakspejlet. Det glædede Odette, at hun gerne ville vises frem i undervands verden... så kunne hun da gøre gengæld på en eller anden måde.
Til det med hendes bror, løftede hun blidt på sine skuldre og så ellers ned i gulvet igen. "I hope so.. it's a long time ago he was taken..." igen kiggede hun op i bakspejlet. "Who knows what the humans have done to him."
Da hun snakkede om verdenen også var god, kunne Odette føle sig En smule mere lettet. "I'm glad that you say that... because what I have seen these days.." Hun klukkede over sine egen ord. "Beside you of course! My shinning knight in armor!"
Da Odette mødte Jess, smilte hun stort til hende. Hun var også smuk.. måske de begge var sirener??
"Oh! Your V's complicated mate!" Hendes turkise øjne lyste op. "I'm glad to meet you too! And thanks for the clothes!" Forsigtigt tog hun imod tasken og kiggede hen imod soveværelset. Stadig med et stort smil, gik hun derind og tog ellers tøjet på.
Da hun trådte ud igen, så hun sig omkring og stillede sig ellers ved siden af V. Uroligt kørte hun en finger op og ned af sin arm.
"What an amazing place... I never imagined a place like this.." de turkise øjne kunne ikke finde ro. "Is this your nest??" Hun så nysgerrigt fra Jess til V.

Det sekund Odette åbnede munden overfor Jess, overvejede Veronica at slå sig selv i ansigtet over hendes valg af ord. Dog blinkede hun blot på stedet som hun var frosset fast. Veronica kløede sig kort i håret og fulgte med Jess, som Odette gik ind i rummet for at klæde om.
"So.. Thank you for this," sagde hun så og satte sig i kort tid op på køkkenbordet og så på Jess. Hvis Veronica var lidt mere modig og lidt bedre til at sige tingene om de nu var - så ville situationen helt anderledes. Så snart hun hørte døren gå op, og sprang ned fra bordepladen.
Odette kom op på siden af hende, og Veronica så over på hende.
"We just call it home.. or this is her home.. not mine. Jess is not a siren like us," pointerede hun med et smil på læben.
"So Roy and I are going to New Zealand in few days.. just thought you would like to know," sagde hun så til Jess.
"It smells good," nævnte hun så omkring maden og så overpå Jess igen.
"O, please tell me more about how you live.. you know under the sea and stuff," sagde Veronica så til Odette. Den naturlige nysgerrighed omkring undervandslivet var begyndt at trænge igennem til hende.

Jessalyns smil falmede en smule, da Odette omtalte hende som Ronnies ’komplicerede mage’. Hun blev pludselig nysgerrig på hvad de to havde snakket om. Hun smilede igen da Odette takkede hende. ”You too.” Hun ville ikke indrømme det for sig selv, men slet ikke højt; At se Ronnie med en smuk kvinde, en smuk sirene, gjorde hende utilpas. Jaloux.

”You don’t need to thank me Ronnie. I will always come when you ask me to.” Hun nikkede til hvad Veronica sagde. ”Yes. Home.” Hun begyndte at føle sig lidt akavet. Alt det med Veronica var stadig et åbent sår for hende. Nu havde hun Archie, og hun elskede ham. Men det hun havde haft med Veronica var noget særligt. Jessalyn kunne ikke lide piger. Kun Veronica. ”That sounds amazing. Take a lot of pictures for me to see.” Det sidste var ikke ment som en forespørgsel eller en forslag men en lodret order. Hun tog maden over til bordet da Veronica nævnte det. ”Sit down, eat,” sagde hun til dem med et smil. Jessalyn så nysgerrigt på Odette. Hun ville gerne høre mere om livet under vand også.

Det virkede ikke til at disse to kvinder ønskede at have deres forhold peget ud. Turkise øjne så en smule forvirret fra V til Jess. Måske det var ulykkelig kærlighed? Ikke hun kendte så meget til det... hun havde blot hørt om det.
Jess virkede en smule utilpas... som havde Odette udpegede noget forfærdeligt. Dette fik hende til at folde hænderne foran sig... en lille forstand inde i hendes hoved sagde, at hun ikke skulle nævne deres forhold igen. Tøjet hun havde fået på føltes blødt imod hendes kolde hud. Da der blev sagt, at hun skulle sætte sig, gjorde hun det skam og kiggede nysgerrigt ned på tallerken.
Sådan havde hun aldrig fået mad serveret før... hvor skulle hun starte?? V's stemme lød. Dette fik Odette til at lette blikket og se på dem.
"Oh! There's so much to tell... not sure where to begin! We usually live in packs and when there comes a boat... especially pirates!.. then we sing and eat them." Hun sendte dem et uskyldigt smil, som var det, det mest naturlige at gøre. "Besides that... we didn't do much actually... sometimes you could swim along with sharks.. but... when I think about it... there wasn't a lot to do.. so Sirens often looked at your world... but, believe me.. the ocean is so big and beautiful... it's not that!" Hun viftede med hænderne, så de ikke misforstod hende. "But I'll always wanted to see your world.."
Nysgerrigt begyndte hun at spise af den mad, der lå på det de kaldte en tallerken.

//OUT