Zombies, dark nights and screams - Alexandra

S: De endeløse stier
T: Eftermiddag
O: Træer.. zombier..
V: Let blæst
P: klik
Emnesøgning: @Alexandra

---

Blikket flakkede omkring sig. Hun prøvede at finde ud af hvor hun var, men hun kunne mærke uvisheden begyndte at gøre hende mere nervøs for hvert eneste sekund. Vindens kulde fik det til at løbe koldt henover hendes ryg. Dahlia holdt om sig selv og kunne mærke tænderne der klaprede af den uvante kulde. Lyden af en ukendt skabning fik hende til at dreje sig rundt på hælene. Der så hun disse næsten hudløse væsner vandre rundt imellem træerne. Dahlia gispede let og trak den dagger hun havde på sig. Hjertet sprang nærmest ud af hendes brystkasse i frygten for, hvad disse væsner kunne gøre. Dahlia gik et skridt tilbage til hun mærkede hun stødte ind i noget, i en hurtig bevægelse vendte hun sig rundt. En af skabningerne greb fat i hende med sine skarpe klamme negle. Dahlia gav i refleks et skrig fra sig, og uheldigvis lykkedes det hende at rive sig fri af grebet og sætte i løb igennem skovbunden. Hun løb og løb til hun nåede til en sti. Hun så sig omkring, lyden af væsnerne der løb efter hende var tydelig. Dahlias hjerte sad næsten i halsen på hende, som hun prøvede at få luft. Hun var alene her ude i mørket, og hun vidste knap nok hvem hun selv var - eller hvad hun lavede herude.
"Come play with us," lød en af væsnernes stemme i mørket som de bevægede sig ud imod hende fra mørket. Dahlia mærkede sin puls stige i frygt og hun så sig omkring for en flugt vej - men hun ville ikke kunne undslippe alene - eller kunne hun?

Hun havde faktisk glemt alt om hvor hun var på vej hen, de der nye monster der var dukket op var skræmmende og hun havde aldrig været god i nærkamp men nogen ud hun var tæt på at løbe skrigene væk så snart det begynde at se farligt ud. Hun stoppede op og samlede en sten om som hun lige havde sparket til med sin ene støvle. Den fylde næsten hele hendes hånd, Alexandra så sig om det var ved at blive ret mørkt, hun viste enlig ikke længere hvad klokken var.  Hun tog noget op af lommen og begynde at tegne et mærke på stenen med noget der lignede en trylle stav lavet i krystal hvor efter hun lå den tilbage i lommen og rørte ved stenen der hvor hun havde tegnet en rune, efter lidt tid begynde stenen at lyse op.

Det var på omkring samme tidspunkt hun hørte nogen skrige et eller andet sted, men hun kunne ikke bestemme sig for hvor lyden kom fra eller hvad der skete. Men hun kunne ikke holde tanken om at stå stille længere ud, så hun var nød til at flytte på sig men fordi hun havde den irritere evne til at blive så forbandet forvirret kunne hun nu ikke huske hvad vej hun var gået for at komme her til og kunne derfor ikke bare vende om for at gå hjem igen. Hun var nød til at gå den vej hun mente var den rigtigt og det var selvfølgelige aldrig den rigtigt når hun troede det.

Der gik ikke lang tid før hun kunne se nogen eller noget bevæge sig ud på stien et stykke fra hende, hun viste ikke hvem det var eller hvor personen helt præcist kom fra men da der var nogen der spurgte om personen ikke ville leg med dem, løb det Alexandra koldt ned af ryggen og hun havde alder mest lyst til at vende om og løbe skrigende væk der fra igen, lade som om hun aldrig havde set dem. Men det havde hun og derfor kunne hun ikke vende om selv om hun ikke kunne lide fremmede personer kunne hun heller ikke bare lade dem dø uden videre.

Hun smed den lysende sten fra sig, så langt hun kunne til sin venstre side før hun gik hurtigt, halvt løb hen mod personen foran sig på stigen. Da hun var tæt nok på kunne hun se det var en kvinde som var lidt ældre ind hende selv men ikke meget hun var tæt nok på til hun viste at kvinden kunne høre hende. ”I really hope they haven’t bitten you. ” hun så kort på kvinden som så meget skræmt ud men hun viste ikke helt hvordan hun skulle berolige hende i det her øjeblik, og hun havde måske heller ikke helt tænkt det her igennem for hun kunne ikke bare knipse med fingere og så var de et andet sted, hun havde heller ikke ligefrem nogen våben med sig og det hjalp hende heller ikke at de der klamme ting komme tætter på. Hun var næsten sikker på at det kunne høres at hun tænke så meget som hun gjorde.

Alexandra var gået i stå efter hun havde sagt det med hun ikke håbede at kvinden var blevet bidt og  vågnede først rigtigt op da en af de klamme væsner hun godt viste var mennesker som ikke var det alligevel gab ud efter hende men hun nåde at gå bag ud for den fik fat. Hun hev den tryllestavs lignede krystal op igen og begynde at tegne i hendes håndflade men hun skar ansigt, da det brænde helt vilde meget og fordi hun skyndte sig. ”Place don’t make me regret this. ” sagde hun med en tydelig hæs stemme før hun lukkede hendes hånd og der ved rørte ved hendes rune. Det næste der skete da hun åbnede hendes hånd igen var nemmes at se på det væsen foran hende da det begynde at brænde. Flammen komme fra Alexandra hånd og tog mere af hendes energi end hun selv havde regnet med, de væsner var ikke for sjov og ikke nogen man skulle give sig i nærkamp med vis ikke man var trænet i det. Alexandra så mod kvinden igen og brændte en mere der var på vej mod hende. ” We have to get away from them any ideas? ” spurgte hun stadig hæst mens hendes blik vente sig væk fra kvinden igen med de zombi lignede væsner igen.

"Bitten? I can assure you that I'm not," svarede hun med en meget tydelig accent. De blå øjne så hen på kvinden der var dukket op. Det flamme røde hår syntes at lyse op i nattens mørke. Dahlia sank en klump. Væsnerne kom nærmere dem og virkeligheden slog ind igen. Det var først da flammen fra kvindens hånd lige som skød frem, at Dahlia vågnede en anelse mere op. Hun løftede selv sin egen hånd frem og fokuserede alt sin frygt på disse væsner. En kæmpe lysstråle forlod hendes hånd og destruerede en række af de levende døde. Et mindre gisp forlod hendes læber og hun overvejede deres muligheder det sekund som kvinden spurgte hende, hvordan de skulle undslippe dette. Dahlia sank en klump. Havde hun nogle ideer?
"How about some running,use light magic.. followed by more running?" Spurgte hun og greb fat om armen på kvinden. Denne gang affyrede hun to lyskugler på afstand af dem, og en sidste direkte imod den flok bag dem. Derpå stod den på løb eller bliv natmad. Dahlia løb og løb, igennem mørket - men anede ikke hvor de egentlig var på vej henad. Og det var ikke før at et voldsom lyd og to lys kom imod dem at hun stoppede op.
En skikkelse opstod fra lysene.
"What the hell are you doing? Jump in!" Råbte han som han så væsnerne komme imod dem.
Dahlia skælvede kort skeptisk over til kvinden, for Dahlia havde aldrig set sådan en form for dyr før - eller hvad det end måtte være. Han råbte de skulle skynde sig, og det var nok også det eneste grundlag for at hun overhovedet løb derhen imod. Han åbnede døren og Dahlia satte sig ind. Det var et blødt underlag og sidde på - og man kunne se nattens mørke derinde fra. Samt de skabningerne der kom imod dem.
"What are those creatures? And what is this? Who are you people even?" Spurgte Dahlia så imens hun så omkring sig.

Det gik op for Alexandra at hun havde holdt vejret efter hun havde spurgt om kvinden var blevet bidt, hvilket nu fik hende til at puste uden igen da hun fik at vide at hun ikke var. Hun havde ikke lyst til at skulle fortælle nogen at de ville blive til et af de her monster som de lige nu var ved at brænde. Det overraskede hende lidt da den kæmpe lysstråle kom fra kvindens hånd, Alexandra havde ikke overvejet at kvinden også kunne være en del af dem mennesker kalde de overnaturlige. 
Kvinden sagde noget om lys magi og hun begynde at overveje om hun overhovedet kende til noget af det, Hun måtte indrømme at hun overhovedet ikke var udrustet til slåskamp med nogen former for modsat. Endelig kom hun i tanke om noget der kunne bruges, hun samlede den største sten op hun kunne og tegnede hurtigt en rune på den føre hun rørte ved den og smed den der hen hvor der nu så ud til at være flest væsner henne. ” Don’t look that way. ” sagde hun og pegede den vej hun havde smidt stenen som langsomt begynde at skidne som en lille sol, den ville måske ikke skade væsnerne men i det mindste blide dem så de kunne slippe væk.

Med et blev Alexandra rykket ud af hendes tanker da kvinden tog fat om hende arm og lavede noget mere lys magi, hvad var hun, var hun også en heks eller noget andet, Alexandra havde ikke lært at kende forskel på alle racerne i nu, det var heller ikke fordi det var nemt. Hun nikkede til kvinden da hende ord var gået ind og satte selv i løb, hun prøvede at holde trit med kvinde men hun måtte indrømme at hun nok ikke var i den bedste form til at blive ved med at løbe for livet. 
Hvad fanden var det for en lyd, to lygter som næsten blinde hende også en stemme fra en mand, det her lyd ikke godt i hendes øre. Hvad fanden lavede en mand og hans bil her ude? Hun havde ikke lyst til at finde ud af det men før hun kunne nå at sige noget var kvinden allerede på vej ind i bilen og hun fuldet efter, hun ville ikke være alene tilbage her ude og hun kunne selv køre bilen vis der skulle gå noget galt.

”Don’t tell me that those creatures can drive to or i will burn you head off. ” sagde hun henvist til manden før hun satte sig ind ved siden af kvinden. Hun så sig om ventede utålmodigt på at mand satte sig ind og begynde at køre, det virkede som om det tog ham en evighed at komme i gang og de forbandende væsner var overalt nu. ”Where are you heading? ” Alexandra så kort på hendes ene hånd der var lukket, ild runen var stadig aktiv i tilfælde af de fik brug for den, hun flyttede sit blik til kvinden der tydeligt så og lød mere forvirret ind Alexandra selv var. ”Moonligth falls and I am sorry I threatened you. ” sagde hun lige før kvinden begynde at stille en masse spørgsmål.

”Sorry that I didn’t tell you my name, I’m Alexandra Wood, nice to meet you. ” hun rækte den ikke lukkede hånd hen mod kvinden i håbet om at hun kunne sige ordentligt hej til hende. Lidt efter vente hun blikke ud af som om hun ville kunne se et af monstrene ved at gør det, hun tænkte sig om før hun igen begynde at tale. ” It is hard to explain what they are exactly, But basically they are dead people walking and talking. ” hun viste ikke hvordan hun ellers skulle forklar det ud over at de var syge og at sygdommen var nem at få. ”At first it was a disease and now, well you saw it with your own eyes. But who are you exactly, you’re not from around here ar you? ” Det sidste var mere en konstatering, i stedet for et enligt spørgsmål, Alexandra havde aldrig hørt kvinden accent før og den mindende hende heller ikke om en hun kendte.

Dahlia lyttede til deres samtale, forholdt sig lidt i baggrunden til den. For hun vidste intet om hvor hun var henne af. Eller ej noget somhelst omkring sig selv udover sit navn. Hun så på kvinden da hun præsenterede sig og tog imod den for at give hende hånden. Dahlia havde stadigvæk sine manerer, også selvom hun ikke huskede det fjerneste om hvordan eller hvorfor.
"Nice to meet you miss Alexandra, giving the events of the nights. My name is Dahlia," præsenterede hun sig med et taknemligt smil på læben. "Thank you so much for your service sir," tilføjede hun og modtog et nik i spejlet. Dahlias talemønstre var høflige og nok det man ville kalde gammeldags her.
Derefter begyndte nysgerrigheden atter at boble i Dahlias sind. Hun hævede undrende på et bryn.
"Dead people talking and walking.. this worlds is crazy," mumlede hun i et suk for sig selv. Det var endnu mere underligt i forhold til, at Dahlia ikke kunne huske hvem hun var - eller det var blot hendes holdning til tingene.
"I guess I cannot hide that too well. If I'm being honest, I think that I hurt my head on something.. and lost every detail on who I am. I only remember my name so far - the light magic was pure instinct," indrømmede hun og så derefter ud af vinduet - for hvem var hun? Hun sukkede lidt og sank en klump. Denne verden var underlig.
"Can I ask you a question my dear? What kind of animal is this? And what is Moonlight Falls? Some sort of waterfall?" Spurgte hun nysgerrigt og tydeligvis uvidende.  Dahlia vippede hovedet let på skrå og så på Alexandria med store spørgende øjne.

Manden foran nød tydeligvis situationen, men sagde ikke mere. Han forsatte blot med at kører - hvilket nok også var bedst med udfordringen på vejene. Det varede heller ikke længe før de nåede til Moonlight Falls.
"I'm gonna drop you off here. This city is not as overrunned by these creatures as Gaia. Take care," sagde manden og kørte ind til siden. Dahlia lænede sig hen til Alexandra.
"I need to ask you one more thing, If I may? How do we get out?" Spurgte hun og samlede læberne sammen i en smal streg. "And you take good care of yourself sir. Thank you so much for the.. ride. You saved our lives."

”It is a pretty name you have” Alexandra smilede og satte sig lidt tilbage i sædet for at prøve at slappe lidt af selv om det ikke var det nemmeste for hende lige nu. Hendes hjerte hamrede stadig meget hurtigt og hun havde svært det at finde den ro hun enlig gerne ville have samt havde brug for at have. ”This world? Crazy is a good word for it right now but it not the entire world there are like this. ” Hun så undersøgende på Dahlia mens hun svarede hende ikke helt sikker på hvordan hun skulle fortælle hende eller sige, hun var også et eller andet sted bange for at skræme hende ved at sige noget forkert.  Det blev heller ikke bedre af at Dahlia fortalte hende at hun ikke viste noget om hende selv og at det.

”I think I can help you with that, but we need to get to safety first. ” hun så ud af vinduet for at danne sig et overblik over hvor henne de var og hvor han ville sætte dem af henne. Mens hun lyttede til de næste spørgsmål som Dahlia stillede hende hvilke hun ikke helt kunne lade være med at smile over det fordi det var ret kært den måde hun spurgte på. ”This isn’t a kind of animal it is a machine, we are calling it a car. ” hun var ikke helt sikker på om det hjælpe at forklar det på den måde men ellers måtte hun prøve igen sener lige nu var det vigtigt at hun kunne finde hjem og derefter måtte hun hjælpe Dahlia så godt hun kunne. ”Moonlight Fall is a town, I life there with my son. So if you don’t mind coming with me you can stay as long as you need to. ”

Alexandra stig ud a bilen og så sig igen rundt for at finde ud af hvor de var. Hun fandt steelen frem fra lommen og tegnede en rune oven på den samme hånd hun havde brugt til at brande zombierne med, den var stadig lukket for hun var ikke sikker på om runen stadig var aktiv. Hun lå steelen tilbage i lommen mens hun høre at Dahlia sagde farvel til manden med bilen. Hun nikkede selv som tak og kiggede ned på hendes hånd igen. I sted for runen var der et lille kort med to lysende prikker på den ene var blå og den anden var grøn. ”Here is my home and we are here, so that should be the way. ” Alexandra viste Dahlia sin hånd og pegede på den grønne da hun fortalte hvor de skulle hen og den blå da hun fortale hvor de selv befandt sig, det sidste sagde hun mens hun pegede ned af gaden. 

De var ikke mere ind 15 min fra hvor hun boede, de kunne måske god klare de uden at løbe ind i nogen af de der zombier. Alexandra så på Dahlia før hun stille begynde at gå men hun nåde ikke ret langt før hun stoppede igen. ” I have and idea, can I borrow you hand? It only for a second ” før hun ville tage den sikkerede Alexandra sig for at have hvisket runen i hendes håndflade væk så hun ikke ville kunne brænde Dahlia ved et uheld, vis hun overhovdet fik lov til at låne den. Alexandra var hele tiden opmærksom på deres omgivelser mens hun stod og kiggede på Dahlia for det sidste hun ville var at blive omringet da zombier igen.