Whaaaat, zombies?! I freaking-sHIT! ~ Chester

Elliot havde fået den dumme idé, at bevæge sig ud i nattelivet, fordi; zombier. Han fandt dem virkelig seje, og han ville bare så gerne se en i virkeligheden. Bare sådan på afstand. Så hvorfor ikke bevæge sig alene ud i natten, når der er zombie apocalypse? What a great idea! Der var stort set øde omkring ham, som han bevægede sig frem i mørket. Alene. Iført ikke det vildeste varmeste tøj og med en taske over skulderen, med lidt småting i, såsom snacks, vanddunk og andet lort. Ærligt. Han var skide spændt på at opdage sin første zombie, udover i de film, han af og til så.
Han fandt et godt sted at lægge sig i skjul. Han satte sig ned i knæ, og tog et kig omkring. Han sad bag en busk. Han mente, at her kunne zombierne ikke se ham, men han kunne se dem. Wrong. Næsten lige efter han havde sat sig ned, fik han øje på en zombie. Han stirrede, munden formet som et stort O. Woooooooooow! En zombie!! Han fulgte den med sine brune øjne. Det var svært at se i mørket, men nu var et par enkelte gadelygter jo også tændt.
Men hvad det lille menneske ikke vidste var, at der bag ham begyndte at samle sig et par zombier. De var måske fire nu. Han havde langt fra opdaget dem, fordi han var så optaget af zombien foran sig. Som pludseligt vendte sit blik direkte på ham. Han følte, hvordan den stirrede igennem ham, og så gik det pludseligt op for ham; shit! Hurtigt snurrede Elliot rundt på benene, men fik så med det samme øje på zombierne bag ham.
"Shit, shit, SHIT!" Udbrød han skrækslagen, og væltede om i busken. Så lå han der. De nærmede sig ham, og han lå hjælpeløst i en busk. Han ville aldrig nogensinde gå efter sine idéer mere, hvis han slap levende fra det her. Elliot prøvede ihærdigt at komme på benene, men han blev ved med at glide ned, og det gjorde det besværligt for ham at komme fri fra buskens greb i ham. Shit, shit!!
"Pl-please don't hurt me! I-I'm sorry I stalked you!" Nærmest råbte han af dem, ikke helt klar over, at han nok slet ikke burde sige noget. Dette ville sikkert bare fremkalde flere af den slags. SHIT!

I sine egen tanker og på vej hjem fra en mere eller mindre irriterende aften, gjorde en hvis råben ham opmærksom på han ikke var alene. Først valgte han at ignorerer det, for helt ærligt, kunne han ikke også være ligeglad? Han vidste godt hvad der forgik, eller havd ei hvert fald en ide om det, og imens den stakkels skrigende dreng blev spist, kunne han jo lige så fint snige sig igennem parken uden at blive set eller opdaget? For han havde sgu ikke tid eller overskud til de dumme kødædende levende døde lige nu! Fanme nej!
Så han lod være med først at gøre noget, og forsatte bare igennem parken, altså ind til en hvis duft ramte hans næse, og han stoppede alligevel lidt op, for bare at snuse lidt mere. Et menneske? Virkelig?
Det var faktisk en sjældenhed her omkring, der var så mange væsner, så mange forskellige fancy smage at man nærmest blev helt høj hver gang man tog en tår! Men et menneske, han kunne ikke huske sidste gang han havde drukket fra et menneske, det føltes som om det var flere år siden? Jaja det var da fint med alle de der fancy væsner og deres fancy smage, men det var lidt ligesom at drikke mærkelige fancy drinks en hel aften i byen, nogen gange ville man sgu bare gerne have en øl!
Derfor blev han også draget lidt i retning af lyden og duften, lidt jaloux over at zombierne havde fået ham først faktisk, for det var egentlig lidt spild, spild af godt menneske!
Så han trak sin pistol og gik i kamp. Han skød de nærmeste i hovedet, hurtigt og smertefrit, ikke fordi de ville mærke noget alligevel, men ja. Da han havde fået dem bare en smule på afstand løb han ind mellem dem, heldigvis for hurtigt til de kunne nå at få fat i ham, han bøjede sig ned over det lille menneske, oh shit, jackpot, han var jo en lille lækkermus oven i! Det her havde da været nattens bedste beslutning! Han tog fat om hans hånd og hev ham op på benene, væk fra busken, før han hurtigt trak i ham, "Come on, we need to run, I don't have bullets enough for all of them.. Follow me okay?!" sagde han hurtigt til drengen og satte så i løb, bare menneske tempo, så drengen kunne følge med jo, hvilket han regnede med han ville. Han så sig alligevel over skulderen, og skød så bare en zombie eller to mere, så det var lettere for dem at komme væk derfra.
De drejede ned af en anden vej efter at være nået ud af parken, og her var der alligevel ret stille, så Chester stoppede op, lod drengen få vejret for bare et par sekunder, de stod alligevel halv gemt bag en mur, og Chester kunne ikke høre flere zombier lige nu, så de kunne godt lide tage et øjeblik til lige at slappe af, bare kort da.

Elliot prøvede ihærdigt på ikke at skrige højlydt som en pige. Men han var tæt på, for han var sgu ved at blive spist levende af zombier. Hvor syrede var det ikke lige?! De brune hvalpe øjne var store og læberne separate. Han var skrækslagen. De var skide tæt på nu, og de rakte hænderne frem imod det stakkels lille menneske i buskene. Pludseligt hørte han skud, og Elliot kiggede straks rundt for at se, hvad der foregik omkring ham. Han stirrede, da han fik øje på en gut med en pistol. Han stirrede. Var det hans redning? Han håbede inderligt på det!
"Shit, help!!" Gutten kom ind mellem Elliot og zombierne. Han stirrede op på ham, da han bøjede sig ned over ham. Gutten så ganske ung ud, ikke meget ældre end ham selv. Men det var også lige meget, så længe han ville redde ham, så var han pisse ligeglad med vedkommendes alder. Gutten hjalp Elliot ud af buskenes greb. De havde fået et godt greb i ham, og de havde sikkert revet i hans jakke og bukser. Lige meget også!
"I'll follow, away, away!" Svarede han alt for hurtigt, alt for skrækslagent, og begyndte straks at spurte af sted. Han anede ikke hvorhen de var på vej, men han fulgte med efter fyren. Kiggede over sin skulder, da gutten skød endnu en gang efter zombierne. Shit, det havde været verdens dårlige beslutning nogensinde, at gå alene ud om natten for at finde zombiere. Hvor dum kunne man lige være, helt ærligt?! Elliot løb med fyren, og stoppede op ad en mur. Han lænede sig tilbage imod muren med ryggen, og stønnede efter vejret. Han var i god form, men hans puls var ekstrem, siden han var så bange. Han kunne endda næsten ikke få ord ud.
"Th-thank-s, man..." Stønnede han og placerede hænderne på sine lår for at bøje sig en anelse forover. Øjnene lukkede han stramt i.

Han lod blot drengen få vejret igen, som han kort lige tjekkede rundt om hjørnet, for at se om de havde fulgt efter dem. Men lige nu var der ikke noget at se, og de var sådan set i sikkerhed, skulle man vel tro! Men når det kom til søde små menneskedrenge så var de sjælden i sikkerhed sammen med sultne sadistiske vampyrer. "You're welcome.. I don't mind saving people, a least not when they look as cute as you.." grinede han bare og vendte tilbage til drengen foran ham, "And.. What may I call you?" spurgte han så da drengen havde fået rettet sig op igen, han tog nok et skridt lidt for tæt på ham, som han studerede de indbydende ansigtstræk lidt nærmere. "You okay? Cause we should really get moving, before they find us, right?" sagde han roligt og rakte ud og tog drengens hånd igen, placerede sine egne varme fingere mellem hans, og begyndte så at trække afsted med ham i et rask tempo, dog ikke løb som før, blot gang, masser af tid til at gøre drengen helt forpustet senere jo!

Elliot langsomt rettede sig op igen. Han havde fået vejret, sådan da. Hans hjerte hamrede i brystet på ham. Han var skide ræd nu, det ville han gerne indrømme overfor enhver. Han kiggede på fyren, som lige havde reddet hans liv. Han trak på smilebåndet over den lille søde kommentar, og kiggede hurtigt om hjørnet. Så på gutten igen med sine brune øjne.
"I'm Elliot," Svarede han ham og rakte høfligt sin hånd frem imod ham. Sådan noget gjorde han. Han var høflig. Og han kunne godt lide en ordentlig repræsentation. "Who are you?" Spurgte menneskedrengen så, og betragtede fyren. Han var ret sikker på, at han aldrig havde set ham før. Men han kunne jo sagtens tage fejl. Måske fyren gik på skolen? Han kunne ikke lige fornemme det, og var nu alligevel sikker på, at han aldrig havde bemærket fyren på Akademiet før.
Elliot nikkede. "I'm good, yeah, let's move on," Svarede han så med et ivrigt nik. Ærligt ville han heller ikke blive herude alt for længe mere. Det var farligt, det havde han fundet ud af. De zombier var ikke så dumme, som du godt lige kunne tro, hvis du så alle de zombie film - som Elliot her nok havde gjort et par gange eller to. Han gav fyren et smil, og endnu et nik. Jep, de måtte hellere komme videre i en fart! Fyren tog Elliots hånd, og lige nu var han totalt ligeglad og tænkte ikke videre over det. Han strammede blot grebet i hånden, og fulgte med i løb, med fyren. Væk fra de sindssyge... døde mennesker!

"Elliot?" gentog han stille, smagte lidt på ordet; navnet. Sødt. Passede prefekt til den naivitit han udviste, ja naiv, det var en ret god beskrivelse af drengen vel. Han trak ham roligt efter sig, ikke noget med at løbe, blot en rask gå tur, et par blokke hen og nogen til siden, før de stoppede op foran en semi-gammel lejlighedsbygning. Han vendte sig blik kort ned af den anden gade, men der var ingen spor af dem; de levende døde. "We're safe in here, come.." sagde han roligt og skubbede døren op ind til bygningen, han hev blidt Elliot med ind og lod døren glide i bag dem, lyttede kort, men der var ikke rigtig noget at høre. Så trak han ham med op af alle trapperne til de nåede den øverste lejlighed, han låste døren op og holdte de for Elliot så han kunne gå ind. Det var ikke hans rigtige lejlighed faktisk, blot en ekstra, han havde sin rigtige i Moonlight Falls. Det her var bare en lille loft lejlighed, ikke specielt meget indrettet, lidt kedelig egentlig, men den var fin nok, det var rart at have et sted i hver by, hvis man ikke ville hele vejen fra det ene til det andet sted for bare at sove.
"You want something? Some water maybe?" spurgte han venligt og lukkede døren i bag ved Elliot, kort gled et ondskabsfuldt smil frem på vampyrens læber, dog bag Elliots ryg, og da Elliot kiggede på ham, var det væk igen.

Elliot fulgte med gutten. Han forstod ikke, hvorfor han ikke selv præsenterede sig. Han måtte lige spørge igen senere, det ville bare være akavet at spørge igen med det samme, tænkte han for sig selv. Gad nu egentligt vide, hvorhenne de endte. Bare der ikke var nogle zombier, så var han stort set pænt glad. Han var skide bange for dem, og han skulle helt ærligt være blevet derhjemme og aldrig været gået udenfor en dør. Netop som lærerne havde fortalt deres elever. Han var så dum nogle gange. De gik nedad gader, og endte ved en gammel bygning. Elliot kiggede op ad bygningen, og så på gutten, som bestemt mente, at de var i sikkerhed derinde. Han nikkede til ham og gav ham et smil.
"Cool, alright," Svarede han ham, og fulgte ham med indenfor i bygningen. Gad vide om fyren boede der? Han ville sikkert bare være der til det blev morgen og så ville han smutte tilbage til Akademiet og til sine ting. Hvis det var i orden med ham, der boede i lejligheden, selvfølgelig. Elliot trådte indenfor, og så sig omkring. Han trådte længere ind i rummet, og vendte sig så imod gutten, som havde reddet hans butt.
"Yeah, that'd be great. Water? Thanks," Smilede han ivrigt til ham. Et glas vand eller tre kunne han godt bruge. Han var godt oppe at køre efter hvad der lige var sket udenfor, og han var glad for endelig at være i sikkerhed og bare generelt indenfor. Det var jo heller ikke ligefrem lunt udenfor på den her tid om året. Elliot smed sine sko, og bevægede sig længere indenfor.

Chester nikkede hurtigt og forsvandt bare ud i det lille køkkenet der hørte til hans lejlighed, han fandt et højt glas og fyldte det med kold vand, før han gik tilbage til Elliot der stod i stuen. Lejligheden var ikke særlig stor, bare en lille to-værelses. Den var ret klassisk indrettet, der var hverken mere eller mindre end hvad man bare lige skulle bruge. Desuden var det jo ikke hans rigtige lejlighed, bare en ekstra, til når man ikke lige glad tage turen fra Gaia til Moonlight Falls, ligesom nu! Ja så var den alligevel ret smart. "You can sit down if you want, it's okay" sagde han i en venlig tone, som han stillede glasset med vand på sofabordet for at indbyde Elliot til at sætte sig i sofaen. "Let me just help you with that" sagde han så hurtigt, som han bevægede sig hen bag ham, hans fingre gled omkring ham bag fra, hen over hans bryst hvor han fik fat i jakkens kanter, da den stod åben tog han blot fat og trak den roligt ned over hans skuldre og så hans arme. Da han havde fået den af foldede han den blot og lagde den fra sig på en kommode der stod i stuen. Så trak han selv af sin jakke og smed sine sko ud i entreen, før han selv gled ned i sofaen og sendte Elliot et venligt og meget imødekommende smil.
"Just sit, relax.. Breath.." sagde han stille og lænede sig diskret en smule tættere på Elliot.. Hmm. "Are you okay? Oh and by the way, you can call med Chester" sagde han så hurtigt og fik præsenteret sig selv.