Uhm... What are you doing here? - Stephen

"Mhmm, no I don't want you to leave.." Hviskede han stille, heldigvis var han da ædru nok til at lege en smule med magi - så uden mere besvær, tryllede Stephen en øl frem, allerede åbnet og kold - klar til at tage en lang kærkommen tår af - og god yes! How do people not drink, I don't get it! This is amazing!

"You don't? I can visite you as often as you like, if that is.. Oh and.. Are you.. Hungry?" Sagde han glad, før han så lidt nysgerrigt på Gabriel og sendte ham et forsigtigt smil ved det sidste spørgsmål. "But wait.." Kom det så lidt eftertænksomt fra ham da de nåede ud i køkkenet, "If you don't get vistors, and you only drink blood - what's up with the toast then?" Spurgte han alligevel lidt nysgerrigt - noget han nok aldrig ville have lagt mærke til, eller tænkt over - hvis han havde været fuld, men nu, nærmest helt ædru, kunne han alligevel ikke lade være med at undre sig lidt? Doesn't he trow up, if he eats stuff like that? Maybe it's for the cat.. Hmmm..

Et kærligt og varmt smil lagde sig over Stephens læber, som Gabriel sneg sig ind på ham bagfra - det kolde kram blev godt tage imod, og han lagde sin ene hånd over Gabriels hænder og nussede ham blidt - den anden skulle han selvfølgelig bruge til at holde øllen - og drikke af den!
"Oh right.. You used to steal mine too.." Grinede han stille og sukkede behageligt ved den blide nussen der forgik mod hans mave, han blev nærmest helt ør - havde han været en kat, havde han spundet! Øjnene gled tilfredst i - he's adorable - I'd missed him so much.. - "Don't ever leave me again.." Hviskede han, halvt som en trusel, halvt som et ønske - Just please.. I need you.. SO MUCH!

"No- well, I am hungry, but it can wait. I don't want to go out to get blood," svarede han og trak på skuldrene. Desuden havde Stephen lige sagt at han ikke ville have ham til at gå, så hvordan kunne han gøre andet end at ignorere det? You could take a little sip from him- No wait, that's out of the question. Han rystede på hovedet af stemmerne og så blot op på Stephen med et lille smil, i hvert fald indtil Stephen sagde noget igen.

You done fucked up, kiddo lød det nærmest grinende fra Decebal, da Stephen spurgte ind til netop det som Gabriel havde håbet han ikke ville. Shit shit shit shit shit, hvad skulle han sige? At han havde en enkelt menneskeven? Hvad hvis Stephen ville møde personen! Han kunne også sige at Marshmallow spiste det? Men hvad hvis Stephen fodrede hende med det senere hen! Brød var ikke god for katte! You could tell him the truth? foreslog Decebal så, ikke helt sikker på hvad han ellers skulle sige. The truth? spurgte Thanatos, nærmest fnysende. Shoud we really say the truth? 'Oh yeah, there's a voice in my head that tells me to buy toast and cheese constantly, and being the weak-minded little shit that I am, I listen to it!' Stephen will think we're crazy! Urgh, Thanatos havde jo ret! Han ville bare afsløre at han var skizofren jo!

You're all forgetting something
What now, Mr. party pooper?
We were schizophrenic as a human too
Oh yeah, we were! Guess it isn't that terrible then?

Gabriel havde nok brugt alt for lang tid på at overveje sit svar, men det var også svært! Men efter lidt mere tid var han kommet frem til et svar. "Promise not to laugh?" spurgte han så, og vippede sin vægt fra fod til fod. "There's... this weird voice in my head and it keeps telling me to get toast and cheese and to eat it, but I can't eat it without throwing up, so I just stick to buying it, because then the voice bothers me less, and I can just throw it out when it gets old." svarede han så og gemte så sit ansigt ved Stephens ryg.

Et lille suk lød fra hans læber, som han hørte Stephens ord om at han ikke måtte forlade ham igen, og han klemte blidt om ham. "I wouldn't even dream of it," svarede han blot med et lille smil om sine læber.

Flasken blev ført op til læberne igen og adskillige tåre blev hældt inden for, før han slap flasken med læberne med et tilsvarende tilfredst suk. "Well.. You don't really have to go out.. To get it I mean - I wouldn't mind?" Sagde han i en blid tone, helt stille og roligt - de behøvede ikke gøre det til mere end det var vel - you feed me - I feed you.
Der blev stille lidt tid og flasken blev tømt - ikke længe dog, før den på magiskvis var fuld igen - og Stephen kunne gå i gang med nummer to øl. Han skulle til at dreje sig i krammet, da stilheden havde været lidt for længe? Bare for at se hvad der forgik hos den lille vampyr bag ham? Havde han glemt spørgsmålet? Eller? Men inden han nåede det, svarede Gabriel ham.

Et varmt smil spillede om Stephens læber, som han rystede kort på hovedet "Promise." Sagde han stille i en lidt nysgerrig tone. "Oh?" Fik han så fremtvunget, ikke helt hvad han havde regnet med - men så alligevel, hvilke andre grunde kunne der have været? Katten måske - men det virkede nærmest lige så urealistisk - sådan nogen havde deres egen mad ikke? Sådan noget kattemad, lavet til katte, ik?
"Maybe I can help with that too? If you like the taste I mean.." Sagde han stille, i en langt fra dømmende tone, bare behjælpelig. Han kendte udemærket til Gabriels mentale problemer -de havde trodsalt boet sammen i næsten to år - godt nok var det lang tid siden, men den tid han havde haft sammen med Gabriel var noget han aldrig rigtig glemte - ikke permanet i alt fald - ligesom så mange andre ting.

"Do you still have night terrors? Or wait.. You don't sleep yea.. But.. Day terrors then?" Spurgte han lidt bekymret, som det lykkes ham at få sig vendt om i krammet, så han også kunne ligge sine arme omkring Gabriel - eller den ene, den anden holdte jo lige om øllen - ikke!
"Good.." Hviskede han stille - som han kort blev overvældet af en række katastrofe tanker i forbindelse med at blive efterladt af Gabriel - I can't do that again - I need him to much..
"I love you.. Very much.." Hviskede han stille, som han lænede sig lidt frem og ned, før han gav Gabriels kolde pande et varmt og kærligt kys. "Hmm toast?" Brummede han så lidt, lige som hans mave gav en lille rumlen fra sig - den var åbenbart ikke helt tilfreds med bare øl? Hm?

"Uhmm.. So you go to the academy now? Still wanna be a Doctor, or?" Prøvede han lidt - der var alligevel gået adskillige år siden de sidst havde set hinanden - han blev nød til lige at høre præcis hvor meget havde ændret sig, og præcis hvor meget der var det samme. Han lignede Gabriel, men var han også Gabriel?

Gabriel blev ærligt talt lidt overrasket over Stephens tilbud om at han bare kunne drikke hans blod. Men så kom han i tanke om at heksen jo egentlig ikke vidste hvor svært han havde det med at tæmme sin blodtørst, så det var jo nok derfor, ik? Ellers ville han ikke have tilbudt det, for det var en dårlig ide. But he smells nice? Maybe he tastes nice too? Han rynkede lidt på panden. Tjo, han lugtede meget godt, men det var jo stadig en dårlig ide. "I dunno... Let's just get you something to eat first," mumlede han, selvom det var fristende.

Men Stephen blev ved med at overraske ham. I stedet for at flippe ud eller synes han var mærkelig, så tilbød han igen at hjælpe. Stemmen i hans hoved blev begejstret ved tanken om at Stephen kunne hjælpe dem med at spise toast, men Gabriel rystede på hovedet. "It tastes terrible, don't give him any ideas." Måske lød det endnu underligere, at Gabriel ikke havde lyst til at kunne spise toast når nu han havde en stemme i hans hoved der sagde han skulle... men sådan var det! Det smagte hæsligt og han ville ikke opmuntre stemmen til at tro, at den havde nogen som helst form for kontrol over ham! Altså udover at få ham til at købe toast.

Gabriel så op på Stephen da han spurgte ind til om han stadig fik natteskræk, men derefter rettede det. Hans blik flakkede kort over imod noget bag Stephen, et monster kun Gabriel kunne se, med mindre han brugte sin evne, men så hurtigt tilbage på Stephen. Han trak lidt på skulderen. "Sometimes," svarede han, og det var ligesom det. Der var ikke så meget mere at sige vel? Og snart fik han et kys på panden, så det var jo fint. Desuden, så var det rart at blive kysset på af Stephen. Mere rart end at få kys fra Lector. Lector var rigtig sød jo, men Stephen gjorde at han følte sig helt varm indeni og der kom sommerfugle i hans mave. Det var lidt uhyggeligt... men mest rart. Så da Stephen sagde toast, gik Gabriel straks over for at finde toast i skuffen og ost i køleskabet. Han tændte toasteren, som var det eneste udover en mikroovn han havde til mad, der ikke havde været i lejligheden da han købte den.

"Maybe one day, but not right now. I'm not good with blood," svarede han med et skuldertræk. "I just took some classes that I thought would be interesting to have something to look forward to every day. My life has been a mess for the past few years, so it's nice to have some sort of structure back in it." Mens han snakkede, fandt han nogle stykker toat frem og puttede han ost på brødet, lukkede dem sammen og så ventede han ellers bare på at toasteren var var igen. "Did you stop working at the school? I haven't seen you around since... well, you know."

Stephen nikkede uden ydeligere brok, han ville gerne have fortalt Gabriel, at det faktisk var helt okay? Men så på den anden side, han ville heller ikke presse ham og måske det var lidt tidligt til den slags forslag? Måske skulle han tone det ned, bare en lille smule? Starte med bare at lære ham at kende igen, probably the best thing to do yea, it's just - hard not to fall into old habits, I just wanna hold him all the time.. Jeez.. Drink some more!
Han tog en lang tår af øllen og nikkede bare lidt fraværrende til Gabriel og mumlede: "Sure."

Han nikkede lidt mere seriøst, da Gabriel sagde 'sometimes'. Han kunne ikke lade være med at føle en kort smerte i sit bryst, tæt på hjertet. Hans blik ændrede sig til det mere blide, som han så lidt bekymret på sin lille engel - han måtte bare.. Være der for ham.. Han havde alligevel aldrig været i stand til at gøre meget mere end det.. Så ja..
"Okay" Mumlede han stille, til det med blodet og sendte ham et forsigtigt smil.
Han var glad for de fik skiftet emnet lidt igen, til noget mere let, så kunne han smile lidt mere oprigtigt, imens han betragtede Gabriel lave toast til ham, hans mave rumlede af taknemmelighed - han fodrede den lidt mere øl i mellemtiden!

"Mhmm okay, what classes then?" Spurgte han forsigtigt, ikke helt glad for at høre at hans liv havde været kaos de sidste par år.. Men så igen, det havde Stephens liv vel også? Måske ville det endelig blive godt igen.. Nu.. Nu de havde hinanden igen..
"Yea I did, well I kinda did it for eh.. Damien.. But we broke up, so.. That's that.. But it's fine, I'm not really good at teaching anyways.." Mumlede han bare og trak på skulderen, han havde aldrig været særlig god til det - så det var vel også ligegyldigt med det job, desuden havde han nok at se til! Og penge var ikke ligefrem noget han manglede..

Gabriel vidste godt at det ikke var det mest opløftende at sige at han stadig oplevede visse ting... men sådan var livet jo. Det vidste Stephen vel også godt? Tortur hjalp som regel ikke på sindslidelser, faktisk havde det en tendens til at gøre dem værre. Og desuden så lavede han toast til Stephen nu! Det måtte da være lidt normalt ikke? Jo, jo det var det! Så Gabriel arbejde blot videre på at fodre sin... øh... sin Stephen. Ja.

"Oh, uh, psychology, biology, math, literature, music - and recently chemistry. I was actually not gonna take chemistry this year, but I was getting bored, so I talked to some of the counsellors, told them I had taken all the classes before and just needed the diploma, and then they let me take chemistry too," forklarede han og trak på skuldrene. "I neglected to mention that I suffer from amnesia though, but you know, it's fine, I'm getting good grades," Han satte brødet med osten over imens han snakkede, og løftede sig bagefter op på køkkenbordet, så han kunne sidde på det, nu med front imod Stephen.

"Oh... Uhm, I'm sorry to hear that?" ordene kom lidt tøvende, for var han virkelig det? Ikke rigtigt. Nu havde han jo Stephen for sig selv - eller, næsten i hvert fald. Der var jo egentlig kommet en ny person nu, men Stephen havde ikke mødt denne Benjamin og hvis det stod til Gabriel forblev det sådan. Om han så skulle dræbe alle med det navn, så ville han ikke give slip på Stephen igen, nu han endelig havde ham.

"Wow, that's really a mouthful.. But yes, you were always really smart, so I'm positive you can do it" Sagde han og smilede kort, som han ikke ønskede at kommentere, det Gabriel sagde om hans hukommelsestab. Det var ikke kun hans skole det havde påvirket, men deres forhold jo - Stephen og Gabriel. Det gjorde stadig ondt at tænke på, at Gabriel ikke rigtig kunne huske ham. Men! Det skulle hellere ikke vare ved! For Stephen havde en plan jo. En plan der gik ud på at blive ædru selvfølgelig, så han kunne hjælpe Gabriel med hans hukommelse - som han var nu, var det virkelig ikke en god ide, at pille ved det, han kunne ende med at fucke det hele endnu mere op jo! Men når han blev ædru, så kunne han godt! Det var da en plan der ikke kunne slå fejl!

"Mhmm" Brummede han lidt, som duften fra toasteren spredte sig i det lille køkken, og han mave dertil gav et glædeligt knur! Kunne han spinne, ville han havde gjort det, uden tvivl! "No, you're not" Grinede han så bare og gik hen til Gabriel, som han lagde sine hænder mod hans knæ, og skubbede hans ben lidt fra hinanden - så der blev plads til ham selv i mellem dem. Han gled ind mellem vampyrens ben og lagde sine arme omkring hans liv og trak ham ud på kanten, så de var hele tæt. "And I'm not either. I only want you, be my boyfriend again, please?" Hviskede han stille, som de lyse øjne hvilede på Gabriel afventende.

Gabriel lagde hovedet på skrå som Stephen bevægede sig tættere på, og et lille smil nåede hans læber, da heksen sagde at det ikke var rigtigt det han havde sagt - hvilket jo også var rigtigt nok. "Yeah, you're probably right," mumlede han, og sad blot stille på køkkenbordet mens Stephen rykkede hans ben fra hinanden og derefter trak ham tættere på sig. Helt automatisk gled Gabriels arme rundt om Stephens talje og han lagde sine ben løst rundt om hans hofter, som om at selvom han ikke kunne huske Stephen, så var faldt det ham naturligt at gøre det.

Det lille smil falmede dog en smule og blev til forundring ved spørgsmålet. SAY YES, FOR GOD'S SAKE! udbrød Decebal, næsten frustreret over Gabriels tøven. I usually don't agree with him, but this is is an exception, mumlede Amadeus, næsten forhåbningsfuld. Resten af stemmerne var utydelige som altid, men der virkede til at være en fælles enighed om at han skulle sige ja, og da hans blik kort flakkede ud til siden, over imod hjørnet af stuen, kunne han have svoret at han havde set tingen nikke, før han så tilbage op på Stephen.
Først kom der et tøvende nik, derefter et lille smil og til sidst svang han armene om heksens hals og trak ham helt ind til sig i et kram med både med arme og ben så han næsten hang på ham som en lille koalabjørn. "Yes, I promise, I'll be a good boyfriend! I'll give you anything you want, as long as you're mine!" svarede han og gned sin kind imod Stephens hals, nærmest som en kat der prøvede at afmærke ham som sit territorium, hvilket... egentlig ikke var særligt langt fra hvad han havde gang i for at være ærlig. Han kunne jo lige så godt starte med det samme!

Han tyllede en tår eller ti mere ned, som han ventede på Gabriels svar. Det gav også en smule mæthedsfornemmelse, selv om han alligevel glædet sig til at supplere med lidt hvid brød og ost, det gik så godt med øl! Og det duftede fantastisk! Han satte øllen igen, for at holde om Gabriel, som den lidt tøvende respons kom fra den lille vampyr! Først et nik, så et smil, og så et kæmpe kram! Stephen smilede selv et kæmpe smil, og krammede det lille myr ind til sig, amazing, I love him more than possible..

"Forever then.." Hviskede han blidt, som han trykkede et kys mod det blonde hår. Som et flashback til en forfærdelig december nat i Paris, pludselig dukkede op.. Det gjorde det svære at trække vejret, og et ubehageligt tryk for brystet, som hjertet bankede hårdere og pulsen steg. Øjnene blev en smule røde, som han krammede Gabriel tæt ind til sig, kunne han bare holde ham tæt sådan for evigt, så havde han gjort det. Boyfriend? Forever? I was going to propose.. Till.. Till.. The car.. The hospital.. And then.. FUCK.. Then he was gone, gone forever... But here he is, right here, right fucking here!!!!!

"Shit" Udbrød han så lidt højlydt, som tårerne havde viklet sig ud af hans øjenvipper og taget fritfald ned af hans kinder. Han fik selv viklet sig fri fra den lille koalabjørn, som han tog et skridt tilbage. Det summede underligt for hans øre, hans syn var sløret, det var halvt Gabriel på bordet, og halvt Gabriel på den anden side af gade.. Et par forlygter blændede ham... Fuckfuckfuck!
Hans puls gik amok, hans vejrtrækning var slet ikke normal, han hyperventilerede uden tvivl, hans hjerte bankede sindsygt!
Han bøjede sig forover og placerede sine hænder på sine knæ, som han prøvede at få det hele til at gå væk - lukkede øjnene... Hvilket var dumt, for så var han pludselig tilbage i Paris..
Et gisp af kulde forlod hans læber, alting var så iskold.. iskold.. han var iskold, Gabriel var iskold. "He's dead, he's dead, he's dead.. gonegonegone. Never coming back, isn't real, can't be.. deadeaddead.. NO!!" Han var gået helt i selvsving.

Gabriel nussede blidt Stephens ryg som de omfavnede hinanden, næsten afslappet for en gangs skyld. Han var stadig meget opmærksom på hvor hans nærmeste våben var i tilfælde af at nogen braste ind i hans lejlighed, og bed også mærke i hvor Marshmallow befandt sig. Men det ville han jo nok aldrig stoppe med, han var for paranoid til at lade være, så det at han bare sad stille og lod Stephen holde om ham var ret imponerende.

Og netop fordi de var så tætte så opfattede Gabriel ret hurtigt at der var noget galt. Stephens hjerte bankede hurtigere, på en måde så Gabriel ikke fandt det beroligende på nogen måde. Han rynkede lidt på panden og skulle til at trække sig tilbage, da han blev trukket endnu tættere ind imod heksen. "Stephen...?" spurgte han stille, men nåede ikke rigtigt at færddiggøre sit spørgsmål, da manden det handlede om trak sig væk fra ham i panik.
For at være ærlig så var Gabriel elendig til at hjælpe med den slags. Han kunne ikke rigtig være sympatisk, for den evne var banket godt og grundigt ud af ham... Men han kunne godt mærke at han ikke kunne lide at Stephen havde det sådan her, for han var jo ikke død! Ikke sådan helt i hvert fald! Så et eller andet måtte han jo gøre!

Han hoppede ned fra køkkenbordet og gik over for at forsigtigt placere sine hænder på Stephens skuldre - med vilje ovenpå noget tøj, så han ikke mærkede præcist hvor kold han var. "Stephen, look at me. I'm right here. I'm not even like I was back then, I'm okay now!" Han kunne mærke en underlig følelse i kroppen, som et minde, eller måske en tanke, sneg sig ind i hans hoved igen. Hvor den kom fra, vidste han ikke, men ordene fortalte ham at Stephen ville hade ham for at holde ham fast, når nu han ikke længere ville kunne gøre noget selv. At han var en byrde og mere besvær end han var værd. Måske var det den stemme der havde drevet ham ud i vanviddet han var i nu? Men sådan var han jo ikke mere! Så Stephen kunne godt elske ham nu!
"See? I- I can walk and talk normally too and I don't have any machines stabilizing me either, right? And I can eat on my own ... And do anything you want me to do, really, just... please look at me, Stephen... I'm here and I can be good enough for you now, right?" Hans stemme var rolig for ikke at forskrække heksen, og så snart han så en åbning til at kunne gøre det, omfavnede han heksen igen, påpasselig med ikke at røre ham hud-mod-hud, for ikke at virke for død.

Stephens triste øjne fandt frem til spøgelset foran ham, rettede sig let op igen og stirrede bare på det blege lyshårede genfærd. "No you're not.." hviskede han tilbage, men der var en tøven i hans stemme - en tøven og en forvirring der havde overtaget panikken - sorgen var der dog stadig, og slet ikke til at flytte på.
Han lyttede til Gabriels mange ord, men havde umådeligt svært ved at tro på ham, han havde svært ved overhovedet at vide hvad han skulle tro - som minderne om den lille vampyr blandede sig i hans hovede og han knap nok kunne kende forskel på fortid og nutid. Han ville trække sig fri fra spøgelsets omfavnelse, men i stedet frøs han bare på stedet og lod den lille baby vampyr holde om ham, som han selv helt stiv med armene ned langs siden.
"No it's not - and I have to go, I'll see you later.." sagde han så efter et ubestemmeligt tidsrum, og forsvandt så i et rødligt lysskær, så Gabriel var efterladt alene i lejligheden.


Det var i realiteten blev okay igen, men stadig på det stadie hvor han endnu ikke havde haft modet til at vende tilbage til drengen og kattens lejlighed. I stedet var han gået med et lidt mere sikkert valg - en bar - med alkohol!
Hvor han netop nu havde siddet hele den lange formiddag og eftermiddag - imens han ikke prøvede at tænke for meget over, hvad det var han ikke forstod - og dermed den lille vampyr.
Han havde rejst sig fra sin bås, ikke før det var blevet mørkt uden for - og heksen var så stiv at han knap nok kunne stå på benene.
Det var nok også derfor at de to røvere havde udvalgt netop Stephen, som aftens offer - da heksen havde forladt baren og havde slingret et par gader i en given retning - og nu blev stoppet der midt i mørket.

Hans blik var lettere uskaprt og mændenes stemmer gav ekko i hans hovede, men ordene de sagde forstod han knap nok - i stedet svarede han bare røveren der var tættest på ham - og som sigtede på ham med en pistol, kunne det ligne - et kæmpe smil! For hvem kunne ikke godt lide at få et smil? Selv om det nok i det her tilfælde havde været hans pung netop disse to personer havde været ude efter. Flere truende ord blev kastet efter heksen, men han grinede bare og prøvede at forsætte ned af gaden - men så blev pistolen rettet mod hans ansigt og røveren stod lige foran ham og råbte og skreg - "Sorry - what?"

Da Stephen var forsvundet ud af hans greb, følte Gabriel sig underligt tom. Han anede ikke om han rent faktisk havde følelser for heksen, eller om han bare gerne ville have følelser for ham, men uanset hvad, så føltes det ikke rart at blive efterladt. Måske hvis Gabriel havde været normal, ville han have grædt, eller været vred over at blive efterladt. Men som han sad der, og Marsmallow nu valgte at komme over til ham igen for at putte, rynkede han blot en smule på panden som han prøvede at forstå hvad der egentlig var sket.

Det tog ikke lang tid for ham at finde Stephen igen, selvfølgelig ikke. Om det var på grund af at han havde lyttet til rygter, eller fordi Gabriel muligvis havde stalket heksen nok til at kunne regne ud hvor han ville tage hen, det var en anden side af sagen. Faktisk var der ikke gået mere end et par timer siden Stephen havde efterladt ham alene i lejligheden, til Gabriel fandt ham igen.
Den lille vampyr overvejede naturligvis om han skulle afsløre sin position og lade heksen vide han havde været der hele tiden... men det blev til et nej. Han var der ikke for at rette op på tingene, for ærligt talt havde han ingen forståelse om hvordan han skulle gøre det. Nej, han var der bare for at sikre sig, at Stephen ikke kom noget til. Heksen var fuld, så problemer var der jo nok af, men intet havde været nok til at Gabriel blandede sig.

Ikke før nu, i hvert fald. Gabriel sad på taget af en bygning, overfor den som heksen havde siddet og drukket i. Han hadede sådanne steder, og ville heller ikke risikere at blive opdaget, så i stedet for at følge med, ventede han blot på at heksen kom ud, så han kunne følge med ham hjem, sikre sig at han faldt i søvn, hvorefter han ville vente på at han stod op igen, og gå tilbage til at skygge ham, når han forlod sit hjem. Det var en simpel plan egentlig!
Men da heksen kom ud, blev det ikke heeelt som planlagt. Nej, Gabriel så til, netop som Stephen blev konfronteret af en røver, og straks greb geværet han havde spændt fast på sin ryg. Det var ikke noget alt for ekstremt, den var ladt med sølvkugler, i tilfælde af at der kom en varulv ind i billedet, men den her person kunne Gabriel ikke rigtigt sætte som andet end menneske, i hvert fald hvis lugten var noget at gå efter. Det gjorde det jo bare lettere!

Han tog omhyggeligt sigte, meget påpasselig med ikke at risikere at ramme Stephen (igen) hvorefter han pressede triggeren i bund. Med et brag blev kuglen skudt i luften, og ramte personen lige på siden af hovedet - et ret godt skud, hvis Gabriel skulle sige det selv! Så var det eneste problem der var tilbage jo egentlig bare... Snart fik Gabriel øjenkontakt med Stephen, der nok ville se hvem der havde slået manden ihjel, og med et fåret smil, vinkede han, en anelse tøvende om hvad man egentlig skulle gøre i sådan en situation.

You could try askin' us for help for a change!
And what is he supposed to say? "Hey, voices in my head, what should I do? I've been stalking my ex-mate, who I don't even remember, and blew my cover, when I killed a guy right in front of him?" Is that what you want him to ask? Right in front of said ex-mate?
Yeah, something along those lines!
I believe Thanatos was trying to be sarcastic.

"WALLET! NOW!" skreg den ene af de to mænd i ansigtet på den forsvarsløse heks, der endelig lod til at forstå sitationen alvor. "WOAA!! Okay okay! Wallet yes.. I.. WOAAA!!" lød det fra den fulde heks, der straks gik i gang med at klappe sine lommer efter, for at finde frem til sin pung - ind til den ene mand kollapsede foran ham - og en irriterende ringetone gik i gang i hans øre. Reaktionsevnen var en smule sløv, for at sige det mildt - så det tog lige Stephen et par sekunder at forbinde lyden af skuddet med den livløse røver, der splattede ud på gaden foran ham. Den anden røver, var dog ikke nær så fatsvag som Stephen, så snart han så sin kammerat blive skudt, stak han halen mellem benene og spænede ned af gaden, for at nå ud af den lille vampyrs sigte - om det lykkes var ikke helt til at sige - i det Stephens fokus slet ikke rakte så langt egentlig.

"Wait? You forgot.. this.." mumlede han bare forvirret efter den løbende mand, som han endelig havde fået fat i pungen og trukket den op af lommen, stod nu bare og rakte den ud i den tomme luft. I det hans tåget blik mirakuløst opfangede en vinkende skikkelse på det modsatte tag.. Gabriel? Lidt forvirret rakte han armen i vejret og vinkede høfligt tilbage til den lille vampyr - som for et kort sekund bare fyldte ham med en varm følelse af savn og gensynsglæde.
Til heksen altså fik øje på geværet, og hans blik flugtede tilbage til den døde røver - og langsomt blev de to forbundet med røde streger, som hans indre detektiv opklarede mysteriet!
"Gabreil!!" lød det så pludselig meget myndigt og halv vredt fra Stephen - men ikke rigtig helt som det måske skulle, mere i form af en forældre, der måske lige havde fanget sin søn i at fortage sig noget, han havde fået strengt forbud imod..
Hvad var normalen her? Egentlig..

Stephen trådte hen over den døde røver, som han med lidt besvær fik stoppet pungen tilbage i baglommen, da den jo ligesom ikke skulle bruges mere. Han fægtede med armene i vejret, og kommanderede den lille vampyr om så straks at forlade taget, for at komme ned til Stephen selvfølgelig.
Get that cute little butt of yours down here, right now young man!! - som Gabriel måske og måske ikke kunne fornemme, der var et møgfald på vej. What is he doing here.. why did he do that.. why does ha have a gun.. what is going on.. what is he doing here??!!!

Gabriel overvejede sine muligheder i situationen, da han kunne mærke Stephens blik på sig. Måske kunne han stadig nå at løbe? Heksen var ret fuld og med Gabriels fart ville han nok ikke have så meget som overvejet at bruge magi for at fange ham, før den lille vampyr ville være langt ude af hans rækkevidde... Det ville klart være lettere end at blive konfronteret med at normale væsner ikke brød sig om at blive stalket...
Han så sig længselsfuldt over skulderen, imod hvad der var en sikker afstand, så han kunne gå tilbage til bare at holde øje med Stephen i stedet for at snakke med ham. Han var bare så... normal... det var svært for Gabriel at følge med i hans tanker og selvom Gabriel sikkert elskede ham alligevel - ikke at han rigtigt forstod hvad det betød, men shh - så var det ikke så lige til. Med et næsten opgivende suk lod han blikket falde tilbage på heksen, som nu råbte hans navn ret vredt og lavede diverse fagter for at få ham til at hoppe ned fra taget.

Med en dyb indånding forberedte Gabriel sig på at se så sød og uskyldig ud som muligt, så han kunne slippe med en alt for stor røvfuld, før han hoppede ned fra taget, og landede selvfølgelig på benene. Geværet blev hurtigt svunget om på hans ryg, som han gik over imod Stephen med et udtryk der måske kunne fortolkes som dårlig samvittighed over at have slået nogen ihjel uden at spørge om lov af Stephen, men det var egentlig bare noget han gjorde med sit ansigt fordi han havde erfaret at folk havde svært ved at være sur på ham når han så lidt trist ud.