I'm gonna take care of you. I promise - Aspen

Sted: Johns hus
Tid: Sen aften
Vejr: Irrelevant, men det tordner af og til
Påklædning: En løs trøje med et par sorte jeans
Emne til @Aspen <3

På trods af at Jocelyn havde været fraværende i alt siden Johns forsvinden, tog hun alligevel hjem til ham for at tjekke op på Aspen. Hun kunne ikke forestille sig den smerte Aspen måtte gå igennem når John bare sporløst var forsvundet, men Jocelyn havde en rigtig dårlig fornemmelse af det. Endnu værre var det da hun faktisk stødte på John ude i verdenen, hvordan hun så med sine egne øjne at John ikke længere var sig selv, men blevet til sit gamle jeg der ellers flåede hans rigtige jeg fra hinanden. Det smertede hende at se ham på den måde, og samtidig var hun skræmt. Fordi han var så opslugt af sit mørke, genkendte han hende ikke engang, udover at han vidste hun arbejdede for Lilith. Så hendes møde med ham resulterede i at hendes arm nu var brækket og måtte ligge i gips som hendes healing kunne tage et par uger.
Hun åndede tungt ud som hun låste døren op og trådte ind. Alting virkede som om at det var normalt. Huset med Johns lugt, hendes forbillede og brors ydmyge hybel. Hun snøftede kort og tørrede sine øjne før hun roligt råbte, "Aspen? Are you here?" med en ikke-skjult frygt for at Aspen faktisk ikke var her. Lyset i stuen fortalte hende dog at han måtte være der. Roligt trådte hun ind og tog sin jakke af dog havde den bare været over hendes skuldre da gipsen gjorde det svært at tage den på.
Hun kiggede sig kort om før hun så kiggede på Aspen. Var han blevet tyndere siden sidst? Hun skyndte sig hen til ham og med sin raske hånd greb hun forsigtigt om hans hage og drejede let på hans hoved. "When did you last eat.... Or shower for that sake?" spurgte hun så før hun så rystede på hovedet. "You're a mess Aspen. And why are you bruised?" spurgte hun så som hun bemærkede blå mærker på hans hals. Hun åndede nervøst ud som hun prøvede at tænke på hvad hun skulle sige. "I wont let you succumb to this state ever again. He wouldnt have wanted that," sagde hun så før hun gispede over hendes egne ord. Så rystede hun på hovedet og sank en klump som tårene begyndte at komme frem og hun var tvunget til at kigge væk fra Aspen. "I need to talk to you about John... It's pretty serious... And it pains me... To have to tell you. But you deserve to know," sagde hun så før hun kort kiggede på Aspen. Og så begyndte hun at hulke, næsten helt hysterisk. "I'm sorry Aspen...
I dont mean to cry... It's just painful," sagde hun så som hun forsøgte at kontrollere hulken, til et punkt hvor hun stoppede men af og til snøftede og skulle tørre sine øjne.

Påklædning
- Tøj + Sko Han har en rød sweater på, som i den grad er alt for stor, den går til omkring lårene Link og et par sorte bukser. Han har ingen sko på, men tykke hygge sokker
- Hår + Make-up + Smykker Hans hår er rodet, og det er sat op i en hestehale Link. Han har intet make-up på. Har en piercing i næsen og en choker halskæde Link
- Andet Er undervægtig grundet anoreksi. Han har adskillige blå mærker rundt omkring, han har et har et blåt mørke over sine ribben, et på kinden, næsen og et ved øjet og hans læber er endnu flækket. Han har også blå mærker omkring halsen, efter at være blevet kvalt af Jamie

Han gjorde efterhånden ikke andet end græde, hvordan kunne han? Manden han elskede havde bare forladt ham, trukket sig ud af hans liv, efter at havde givet ham en smagsprøve af et bedre liv. Det var præcis som det han havde frygtet fra starten af, det at blive så vant til det bedre liv, et liv med en så fantastisk som John, for så at få det hele trukket væk, og efterladt tilbage i mørket, med en tom følelse i brystet. Hvad havde han gjort forkert? Havde det hele i virkeligheden været en joke, og nu var han bare efterladt i mørket, uden den mindste forklaring. Var det i virkeligheden sandt, hvad de sagde om ens første kærlighed, at man ville blive efterladt med et knust hjerte. Måske var det også lidt halv patetisk, den måde han hver nat ville falde i søvn grædende, hvordan han ville begrave sig ansigt i John's tøj, bare for at føle lidt af den tryghed, han ellers havde følt alle de gange, hvor John var tæt på ham eller ville røre ham. Bare det at mindes de gange, hvor han havde puttet sig ind imod John, hvor meget varme og tryghed han følte i sig.
Dog som han sad i sofaen, var der et nærmest tomt udtrykke i hans grå øjne, han var så tabt, dog ikke i sine tanker, men mere sin sorg og smerte, at han ikke lagde mærke til at Jocelyn kom ind. Det var først da hun lagde hånden imod hans hage, og her tvang hans ansigt væk fra den stilling, den havde været i de sidste mange timer. Med sine tanker væk fra kaoset i sit hovedet, var det som om han endnu engang levede gennem smerten, som om han ikke kunne få vejret, og for hver gang han bevægede sig, udelukkende kun følte sig smerte i resten af sin krop. Han bed sig i læben, forsøgte gøre alt for at forhindre den blævrende læbe, som betød han endnu engang ville græde. Spørgsmål efter spørgsmål kom ind "I don't know" svarede hun til de fleste af dem, dog det eneste svar, som ikke inkluderede disse ord, da spørgsmål kom til, hvorfor han havde så mange blå mærker "I was attacked by some men"
Som Jocelyn begyndte at forklarer, hvordan John ikke ville have han endte op sådan, begyndte tårerne igen at komme op til hans øjne "but...but why did he leave?" han stemme knækkede over adskillige gange, og det var som om han ikke kunne komme gennem sætningen, det gjorde trods alt det hele mere virkeligt, når først man indrømmede det "What did I do? Was it my fault, did I do something wrong?" det hele gjorde så ondt, og det var lige før at de slag han havde fået, faktisk ikke var tæt på den smerte, som han følte på et daglig basis siden John forsvandt. Han kunne dog også se på Jocelyn, at det hele havde en effekt på hende, hun var trods alt også tæt på John, så det betød at hvad end der skete, så vidste Jocelyn heller ikke hvad det var. I takt med Jocelyn forsøgte fortælle hvad der skete, frygtede han næsten at hun ville fortælle, at John var død og at han aldrig nogensinde ville komme tilbage igen. Dog fandt han sig selv, ligge sine spinkle arme omkring Jocelyn, hvor han gav hende et kram. Nok var det ikke meget han kunne give den kvinde, han efterhånden faktisk så op til, hun var trods alt så stærk og smuk, dog havde hun ligeså meget sårbarhed som han selv havde.

Som hun mærkede Aspens arme omkring sig, følte hun sig for en gangs skyld tryg. Der var heller ikke meget tryghed for hende når John ikke var her. På trods af at de var søskende, var han sin søsters klippe, hun beundrede hans godhed på trods af at hun selv var draget af alt den kaos. Men denne kaos der var lige nu, den var ulidelig. Den var ikke betryggende, men mere omklamrende og smertefuld. Hun lagde sin raske arm om Aspen for et kort klem, uden at komme til at rykke for meget på sine arme. Da hun endelig var stoppet med at snøfte, gav hun slip på Aspen og kom med et lille smil. "I can see why you're the light in his life," sagde hun roligt før hun satte sig ved siden af Aspen på sofaen med et svagt smil på læben.
"Don't worry, he isnt dead... Even though that would've probably been better for him," begyndte hun så som smilet for længst var forsvundet igen. Hun kiggede ud i stuen og bed sig i læben da hun skulle finde de rigtige ord at fortælle. "He told me that you don't remember what happened... On the day he disappeared," sagde hun så, men undlod at fortælle hvordan han noget så snildt bagefter knækkede armen på hende. Hun kiggede ned på gipsen og åndede tungt ud. Så meget for søsterlig kærlighed, men hun vidste også godt at han var nød til det. Det var ikke ligesom sidste gang hvor han var helt væk. Som hun tænkte på det kløede hun sig på skulderen og prøvede at nå lidt længere ned af ryggen, som var der noget der pludseligt kløede helt vildt. Hun rystede dog på hovedet af sig selv og stoppede med at lade sig distrahere af tanker og minder.
"John... has been taken. By a very powerful and rich company. There isnt much to do about it, than hope that they will let him go eventually. Or if he breaks out on his own," det sidste blev mere gemt væk i en mumlen. Hvis de havde fået knækket John på dette tidspunkt, ville han end ikke prøve at flygte, det vidste Jocelyn. Men hun begyndte også at undre sig over hvad de havde på John, som kunne få ham til at blive.
Hun åndede tungt ud og lænede sig tilbage i sofaen som hun stirrede op i loftet. "We're... not just regular people... Aspen, I'm gonna let you in on a secret, and you can't tell anyone.... Or freak out... I'm more worried that you'll freak out," sagde hun så mens hun trak let på mundvigen i et bekymret udtryk. "And don't let the information that I'm about to give you, scramble your brain too much," sagde hun så som hun skævede til Aspen. Så rejste hun sig fra sofaen og rakte hånden mod Aspen. Hvis Aspen tog hendes hånd ville hun føre ham ud i køkkenet hvor hun åbnede Johns køleskab. "Ever wonder why John only eats meat? Or drinks this thick yucky liquid in the coloured bottles?" spurgte hun så før hun kiggede nysgerrigt på Aspen. Hun tænkte at det var den bedste måde at starte ud på.
Hun vidste godt at det var farligt, at fortælle John om deres rigtige race og natur. Fortælle ham om hvad de lavede, familieforretningen, Liliths største rival Rayna der ejede umbrella corperation som var dem der havde taget John. Det var meget farligt, men på et eller andet punkt, stolede Jocelyn på Aspen. Anså ham faktisk mere som en af sine søskende nu end blot en fremmed som John kunne lide.

Han så overrasket på Jocelyn, da hun sagde hun kunne se hvorfor han var lyset for John, en ting han aldrig selv havde forstået. Måske var det fordi, at han ikke så på sig selv, som en særlig specielt person, der i bund og grund ikke havde nogen mening for andre. Det var ikke nemt, at fjerne så mange års dårligt selvværd, også selvom han var begyndt at blive bedre, specielt når han var omgivet af folk som Jocelyn og John. På trods af dette, så sagde han intet til, det som Jocelyn sagde. Han betragtede hende, som hun satte sig ved hans side. Det hele var så forvirrende, hvor var han henne? Hvad var der sket? Hvem var skyld i alt dette? Og hvorfor var alt dette overhovedet sket? Ikke desto mindre lyttede han til hvad hun sagde, som hun forklarede hvad der var sket, hvordan det hele ville havde været bedre, hvis John faktisk bare havde været død. Det næste gav dog både mening også ikke, at han ikke kunne huske hvad der var sket, dette forklarede hvorfor han ikke vidste hvor John var henne og hvad der overhovedet var sket, hvorfor han bare vågnede op en morgen og John med et var væk.
En vrede dukkede op i ham, som det blev forklaret, at John var blevet taget af et sted, som åbenbart besad rigdom og magt. Han ville ønske han var et stærkt væsen, som kunne dræbe alle på sin vej, og ikke bare et svagt menneske, som absolut intet kunne gøre "John is strong, he can do anything" lød det fra ham, det var næsten mere en bøn end noget andet, han håbede virkelig John kunne komme ud, så han endnu engang kunne se ind i de smukke brune øjne. Han rynkede brynet, da Jocelyn begyndte at forklarer hvad de var, han havde lagt mærke til mange ting, som ikke var helt normalt, og kunne blandt andet huske mange ting, fra første gang han mødte John. Han lod Jocelyn hjælpe sig op, og var stille som hun forklarede det hele. Han trak på skulderne, da Jocelyn spurgte om han havde givet det en tanke, at John kun spiste kød "I'm a vegetarian, så everyone is a bit strange to me when they only eat meat" pointerede han med et skuldertræk "but what is it you say, that he is some kind of supernatural being? I know he is different, I'm not stupid, I already noticed it from the beginning, when he began talking about immortality and such things" han lagde armene over kors.

"He is indeed very strong. But that isnt just because he's tall and bulky," sagde hun roligt som de gik ud i køkkenet for at inspisere køleskabet. Hun kunne ikke undgå at smile da Aspen nævnte at han var vegetar. For Jocelyn, var det sødt at møde nogen som ikke spiste kød, men det var jo sådan noget som mennesker kunne. Hun lagde hovedet lidt på skrå da Aspen begyndte at spørge ind til Johns race og nævnte at han godt havde sagt nogle underlige ting. "We can say that, supernatural being. John was born in the 12th hundred and 58. That makes him more than 700 years old," forklarede hun så med et skævt smil på læberne. Så kiggede hun ind i køleskabet og pegede på det mad som John spiste. "We need raw meat to survive, but seeing that he never told you, most of this meat has a thin layer of cooked meat to cover up the fact that it's purely of raw quality," sagde hun så før hun lukkede køleskabet igen.
Hun satte sig op på køkkenbordet og sukkede så dybt. "But that's not the point, I'm sorry for rambling," sagde hun så med en irritation rettet mod sig selv. "He has this saber, which is connected to his soul. Only he can use it. But it makes him a different person, it makes him evil and crazy. Basically poisons his mind and turns his good heart dark. So he only uses it in emergencies," sagde hun så og åndede tungt ud. "It can do a lot of damage to people and materials of this world, which is why people want to take it from him," sagde hun så og kørte en hånd gennem håret, om i nakken hvor hun med en pegefinger mærkede på noget, hvorefter et nedtrykt udtryk bredte sig på hendes ansigt.
"I was with him the only time that he'd let the sword take over his mind. He sliced up my backside and left me there. I was lucky enough for the neighbors to be witches with their healing balms and magic. Or I could've been a cripple," sagde hun så hvorefter hun drejede overkroppen og trak ned i sin trøje for at afsløre et skulderblad der havde set bedre dage. Mest af alt lignede det at en stor klo havde taget en luns af skulderen, men på en alligevel elegant og lige streg, der gik længere ned. "It's all the way to my hip. The witches made it look prettier than it was," sagde hun så og slap trøjen så den gled op på plads.
"Enough about that, he has been taken with Jamie because they're twins and good at what they do, which is now to kill people... Or whatever the bitch wants them to do," sagde hun så med en stærk foragt i stemmen. Lilith havde godt fortalt om Rayna, kvinden der havde haft et af Liliths børn i sin varetægt. Jocelyn kunne ikke forklare sit had til denne kvinde og hvor meget hun havde lyst til bare at hoppe i kødet på hende hvis hun fik chancen for det.

Han forblev stille, som Jocelyn forklarede hvordan det fungerede, fortalte hvordan at John ikke kun var stærk, fordi han fysisk så stærk ud. Havde han fået denne fortælling, før han mødte John, så ville han næppe havde troet på det, netop fordi han var kommet af en verden, hvor han kun havde hørt om mennesker. Ting som overnaturlige væsner, vampyrer, dæmoner, engle og hvad end der ellers måtte findes, var ting som hørte til i film og bøger. Dog efter mødet med John, var han ikke kun blevet åbnet for en verden af lykke, men også en af de overnaturlige væsner, tingene havde aldrig været det samme, efter John var kommet ind i hans liv. Det var nok også på grund af alt dette, at han ikke fik et overrasket udtrykke i sine øjne, som Jocelyn forklarede hvordan, at John faktisk var meget meget ældre end hvad han lignede. Det eneste træk der kom fra ham, var at han ganske let hævede sit øjenbryn. Han havde hørt ordet udødelighed komme fra John, men han havde faktisk ikke forventet, at han ville være så gammel. Havde det været John, som var kommet med denne nyhed, ville han nok komme med en joke om, hvordan han syntes at date ældre mænd.
Et mindre smil formede sig på hans læber, som Jocelyn undskyldte for at snakke så meget, og at det slet ikke var pointen med det hele. Han kendte selv det, med at komme til at snakke og bare blive ved med det, plus John havde samme tendens, så han havde efterhånden vænnet sig til det. Dog forsvandt smilet, som Jocelyn fortsatte sin fortælling, denne gang imod et våben, som synes at forværre John og hans personlighed. Han lagde lidt sammen, at måske mødet med John, ikke var gået så godt, som hvad Jocelyn gav ud for. Han nikkede og gav udtryk for, at han endnu lyttede til hvad Jocelyn sagde, som hun begyndte at forklare omkring en tidligere episode, hvor hun havde været tæt på ham, og mørket havde ramt ham så hårdt, at han havde angrebet sin egen søster, endda været så tæt på at blive en krøbling. Dette var i den grad ikke den John, som han havde været så vant, til at være omkring, så han forstod hurtigt alvoren ved det hele, specielt som såret faktisk var fremvist.
Dog fjernede han blikket fra det, som det blev gemt væk igen, og Jocelyn endnu engang begyndte at snakke. Denne gang var det dog også om Jamie, og om hvordan de var gode til at dræbe, og at de var taget af denne kælling, som fik dem til at gøre hvad hun ønskede. Han sukkede og kørte en hånd igennem sit hår "We have to do something, I mean there gotta be people out there, who hates this bitch just as much as we do" han bed sig i læben og kiggede kort væk "but I guess we can't do that now, there is always a day tomorrow, a new hope and new things to do" han kiggede på sit efterhånden lange hår, og derpå mødte han igen Jocelyn's blik "if i asked you to cut my hair, would you say yes?" spurgte han nysgerrigt, de kunne ikke gøre meget for John lige nu, og de måtte først ligge en ordentlig plan, og han kunne faktisk godt bruge Jocelyn's hjælp, mere imod at få klippet alt dette lange hår af, så han ikke hele tiden fik en ubehagelig følelse, hver evig eneste gang, at han så sig selv i spejlet.