Christmas Eve - Aspen (Afsluttet)

Julen havde altid været en højtid for John som var værd at fejre. Det havde altid været en tid hvor han følte sig afslappet, men meget af glæden fra denne tradition var først kommet for et par år siden. Han havde også bare fyldt omfavnet alle traditioner. Advent og adventsgaver, julepynten var blevet hængt i starten af måneden, dog kun fordi Jocelyn havde forlangt at hjemmet skulle pyntes op. Det havde været et par dage før juleaften, da John vågnede og trådte ud af sengen. Han gabte let og strakte sig inden han forsigtigt listede ind til Aspen, hvor han satte sig på sengekanten og kort tog et øjeblik til at kigge på ham.
Aspen så så fredelig og sød ud, at John ikke engang rigtigt havde lyst til at vække ham. Men let rakte han ind og forsigtigt lagde sin hånd mod Aspens kind som han aede den. "Aspen?" spurgte han lavt og lagde hovedet på skrå. "It's almost 11, and I have to get you out of bed," sagde han så, stadig lavt for at Aspen kunne få lov til at vågne i fred og nogenlunde ro. Han smilte kort før han rejste sig fra sengen og skævede over mod den store julesok der hang på væggen. "I think there's something in that sock I made you hang on the wall the other day," sagde han med en glad stemme som han gik over til sit skab for at finde rent tøj til sig selv. Efterhånden havde han accepteret at var der tøj af hans som Aspen kunne lide, måtte han hjertens gerne bruge det. De havde været ude og købe noget tøj som Aspen kunne passe, men det havde også taget en krig for John at regne ud hvad det var Aspen ville have, da han ikke ville virke for påtrængende og bruge Johns penge, som John ellers ikke havde noget imod. Men John havde udregnet den perfekte metode til at kunne købe de ting som Aspen ville have alligevel, nemlig gennem julesokken der hang på væggen.
"You should probably check it before we eat breakfast," foreslog han så, som han trak en langærmet mørkegrå trøje over hovedet.

Påklædning
- Tøj + Sko Han har en rød sweater på Link (Nu hvor han har John's tøj på ). Han har ingen sko på
- Hår + Make-up + Smykker Hans hår hænger løst og krøllet, det går ham til midten af ryggen. Han har intet make-up på. Han har sin septum piercing

Normalt når han sov hos nogen, så var det aldrig mere end et par dage, så blev de trætte af ham, eller ønskede ham ud af deres hjem. Med John var det derimod noget helt andet, her følte han ikke at han var så meget en gæst, hvilket nok også var mere farlig. For når man følte sig som en gæst, vidste man hvornår man skulle gå. Men når man ikke følte sig som en gæst, kom det uvidende om, hvornår man skulle gå eller om man overhovedet skulle være der. Var John ved at blive træt af ham, ønskede han at være alene, og at han endnu engang var væk. Det hele var så forvirrende, for han havde ingen kontrol over det hele, ingen kontrol over hvad der blev følt eller tænkt. Let skød han tankerne væk, som han puttede sig ind imod dynen. Nok havde han ikke sagte det, men han ville faktisk intet have imod, at dele denne seng med John, dog følte han også det ville bryde mange grænser, hvis han faktisk sagde dette.
Han smilede let, da han kunne føle John nusse ham over kinden. Han strakte sig, og vendte sig om, hvor han fik øje på John's smukke øjne, netop som han åbnede sine øjne "I'm awake now" han smilede bredt. Han satte sig op, hvor han kikkede imod sokken. Selv da han havde boet hjemme, havde der ikke været den slags goder, så han oplevede en hel del nye ting, i selskabet af John. Tryghed, glæde, en lyst til at være tæt på en anden, Jul og gaver, ting han aldrig havde oplevet før, men nu elskede og gerne ville have mere af. Han lod sig glide ned på gulvet, hvor han gøs ved følelsen af det kolde gulv. Ikke desto mindre, gik han hen imod sokken og kiggede ind. Da han kiggede ned, og så tøjet, kunne han ikke lade hver med at grine. Det var noget tøj, som han havde kunnet lide, men ikke følte var okay at ville have, dog syntes John at have en helt anden tanke "thank you" der var en glæde i hans øjne, som han gik han til ham, og gav ham et kram, hvilket var ganske overraskende, specielt for ham selv.

Han kunne ikke undgå at have et stort smil på læberne som Aspen trak tøjet ud af sokken. "Since I need a reason to buy you stuff, without you feeling like you're robbing me blind whenever I even just ask, this is it." sagde han så med et stort halvsmil på læben. Han mærkede Aspens arme om sig og helt automatisk løftede han begge hænder og lagde dem mod hans øvre ryg for at gengælde krammet. Det var helt rart at have Aspen så tæt på sig, det var blevet noget af det han så allermest frem til i sin hverdag. Der var gået et par dage siden deres første møde og det havde været nogle af de bedste dage hvis man spurgte John.
Han slap dog Aspen igen, på den måde at han rykkede tilbage og lod sin hånd hvile mod Aspens skulder. "Glad you like it. I have another surprise for you, but that will be after breakfast. What do you want to eat?" spurgte han så nysgerrigt. Han vidste at det nok ikke var lige nemt at vænne sig til regelmæssige måltider, så han var klar på hvis Aspen slet ikke havde lyst til at spise. "Either way, I need to eat before we go anywhere, get dressed and meet me downstairs" sagde han så inden han kom med et lille smil og strøg Aspens skulder med sin tommelfinger.
Så vendte han sig og gik ned i køkkenet. Han åbnede køleskabet og trak en flaske ud, plastikken værende i en eller anden lilla farve så man ikke rigtig vidste hvad farve indeholdet var. Han var blevet en anelse forsigtigt omkring sin dæmon-føde, kødet var ordnet så det lignede almindeligt menneskeføde-kød og de fleste flasker med blod var overdækket af mærkater der sagde IKKE VEGETAR-VENLIGE. Han ville på et tidspunkt fortælle Aspen omkring hans race og hvor gammel han egentlig var, men det skulle ikke være med det samme. Han åbnede flasken og tog en stor slurk der fik flasken ned på halvt indhold.

Han smilede bredt "Mhh eggs and vegetarian bacon, uhh maybe some coffee" han hævede øjenbrynet, og et skævt smil formede sig på hans læber. I starten var det svært, at vænne sig til at en anden ville lave mad til ham, men i takt med han vænnede sig til det, desto mere normalt blev det og med et handlede det ikke om, hvem der gav hvad og fik hvad, men at det faktisk var noget John virkelig havde lyst til. Smilet var endnu på hans læber, og en smule af en rødmen, syntes at beklæde hans kinder, da John strøg ham over skulderen. Han var altid så varm, og han mindes de engang havde siddet og set film, og det at sidde op af John, var varmere end at have et tæppe om sig.
Han forstod virkelig ikke, hvordan en anden person kunne være så perfekt, varm hud, fantastisk smil og venlige øjne. Måske havde han haft en lidt mørk fortid, men hvem havde ikke gjort ting, som man skammede sig over. Selv havde han gjort ting, som han ikke just var stolt af, ting som han aldrig havde fortalt en anden person. Han skyndte sig at få noget tøj, og kiggede sig selv i spejlet et par gange, før han til sidst gik nedenunder. Han ville meget gerne, se godt ud i John's øjne, måske fordi han gerne ville tættere på denne fantastiske mand, men selvfølgelig var der altid den dumme stemme, som fortalte ham at det ville aldrig ske. En så fantastisk som John, ville aldrig tænkte på ham, som andet end en dum og naiv person. Da han nåede hen til, hvor John var sendte han ham et stort smil "I am ready now" han kørte en hånd igennem sit hår, som ville det rette op på, hvad der sikkert lignede lort

//Nye tøj
Top + Smykker
Sorte bukser
Sweater

"Noted, eggs and veggie bacon coming right up," sagde han på den mest tjener-agtige manér. Så forsvandt han ned i køkkenet. Efter at have drukket sin egen morgenmad, fandt han sagerne frem til at lave den ønskede morgenmad. Det var rart, som at have et skema til en hverdag der bare virkede perfekt. Allerede nu var John ikke sikker på om hans hverdag ville kunne fungere på samme måde uden Aspen i den.
Det var alt som var anderledes, selv bare at handle ind havde nu en hel anden mening for John. Han elskede hvordan Aspen valgte varer som de bare skulle have, hvordan han snakkede med sådan en passion omkring sin mad og vejen gennem madlivet som vegetar. John ville aldrig kunne forstå det, men når Aspen snakkede om det, lød det som det mest logiske John nogensinde havde hørt.
Som han stod og kokkerede morgenmaden, vendte han blikket mod Aspen. "Looking good. Was it the right size? Do you like it?" spurgte han, næsten en svag panisk tone, da han var tvivl om størrelsen var i orden eller om Aspen overhovedet kunne lide at have det på. Men noget sagde ham at det bare var hans egne tanker der drillede ham, ellers havde Aspen nok aldrig taget det på.
"So I have to ask you one thing before we go. You have to go out in the hallway closet and pick a jacket. Just any of them. I'll get you a jacket eventually, but for now just take one of mine," sagde han så med et smil på læben. Han kunne ikke lade være med at smile når han så på Aspen, og han var lidt nervøs for om det på et tidspunkt skulle gå hen og blive underligt.
I takt med at Aspen forhåbentligt havde valgt en jakke, stod John og serverede morgenmaden på bordet. Selv havde han taget en af sine flasker ud og sat sig foran pladsen der nu tilhørte Aspen. "Even though your scumbag dad was an asshole, how were holidays for you? Did it give you a moment of peace?" spurgte han nysgerrigt før han tog en tår af sin flaske. Det var som at drikke en ren energi-drik for ham, rent blod var hurtigere om at blive optaget mens kød kunne tage et par timer. Så han skulle ikke drikke meget for at skaffe energi til middagens overraskelse.

Han klukkede, da John med en nærmest panisk stemme, spurgte ind til om tøjet passede og om han kunne lide det. Faktisk elskede han tøjet, og det gjorde det hele bedre, at det faktisk var John, som havde givet det til ham. Han var blevet mere vant, til John havde en meget gavmild side, og ofte gerne ville give ting, og hvor det førhen var så ukendt en ting, var det nu langt mere behageligt og måske endda normalt "I love it and it fits perfectly" han sendte John et stort smil, og kiggede derpå ned af sig selv. At John samtidig også havde komplimenteret ham, havde fået hans hjerte til at banke hurtigere, dog havde han valgt ikke at kommentere på det. I sidste ende kunne det jo blot, være en form for venlighed, lidt ligesom alt hvad John ellers havde gjort. Dog måtte han også indrømme, at han faktisk nød når John komplimenterede ham, netop fordi der var en anden mening bag de søde ord, når det kom fra John.
Han hævede øjenbrynet, da John bad ham gå ud og hente en jakke, hvilket gav ham ideen om, at de måske skulle udenfor, men spørgsmålet var selvfølgelig hvor. Han vidste dog, at han næppe ville få svaret, hvis han faktisk spurgte John, hvor de skulle hen. Det var noget han havde lært, at når først John ville give en overraskelse, så ville det forblive en overraskelse og derfor ikke blive fortalt, før de stod foran objektet eller stedet de skulle besøge. Med et smil på sine læber, gik han ud og kiggede alle John's jakker igennem, alle havde hans specielle duft på sig. Han følte sig lidt som en freak, men han kunne faktisk godt lide, den naturlige duft eller fært, som John udgav fra sig. Han havde selvfølgelig ikke sagt det, af frygten for hvad John ville sige. Hurtigt fik han valgt en jakke, hvorpå han begav sig ind til John igen. Han lagde jakken hen over stolen, hvorpå han satte sig foran John. Han begyndte at spise fra maden, der som altid smagte helt igennem perfekt. Han trak på skulderne, da John spurgte ind til, hvordan disse dage havde været, dengang han boede hos sine forældre "My dad would often go out to drink, so in the hours he wasn't home, it was pretty good...but then he would come home drunk, and then the chaos only seemed so much worse" han skar en grimasse, men valgte i stedet at fokusere på sin mad.

Han lyttede roligt til hvad Aspen sagde, og hvad der var hurtigere end historiens gang til det værre var hvor meget John pludselig fortrød at han spurgte. Han gnubbede sin pande roligt mens han åndede tungt ud, "Shit fuck, I'm sorry," sagde han så før han rystede på hovedet af sig selv. Hvorfor spurgte han altid om de forkerte ting når han skulle spørge ind til Aspens fortid. Han rettede sig så lidt op i sin stol og rømmede sig kort. "Well on the bright side of life, I will make sure that you get pulled through all the amazing and cheery parts and or traditions during this delightful time of the year," sagde han så efterfulgt af et prøvende smil. Han lænede sig lidt fremad, for at prøve at fange Aspens øjne med sine, tjekke om hans forsøg på at kaste noget godt over situationen var lykkedes.
Da de var færdige med at spise, eller rettere da Aspen var færdig da John for længst havde tømt sin flaske, rejste John sig og klappede let i sine hænder med et stort smil på læben. "Any guesses on what surprise I have up my sleeve today? I've already given a clue or two, but I wanna see if you actually know what I've planned," sagde han så med et skævt smil på læben. Ikke at det ville gøre ham meget hvis Aspen kom til at gætte det nu, han var sikker på at selv da, ville overraskelsen stadig have sin fulde virkning.
Mens Aspen kunne få lov til at tænke lidt nærmere over sit svar, gik John ud og greb en tyk trøje. Han havde ikke rigtig brug for en jakke, da han altid var varm, så trøjen skulle nok holde på den varme. Han strakte sig let og kiggede på Aspen med den jakke han havde valgt. "Holy crap, you look absolutely badass in that. And that's no joke, I actually am a bit worried now, that you've actually been this relentless gangster, waiting for the right moment to sack me," sagde han så, hvor han mod enden ikke kunne lade være med at fnise. Men så forsvandt hans smil som hans øjne trak sig sammen i et skeptisk blik, "Was I far off or right on spot?" spurgte han så i en bekymret tone.

Han smilede blidt til ham "It's okay, I kind of came to deal with the fact, I never was lucky in life...at least until now" han trak på skulderne. Før han mødte John, havde tanken om et bedre liv aldrig været en realitet, måske havde det været en drøm, men aldrig noget der blev andet end det. Dog syntes alt at havde gået bedre, efter han faktisk mødte John, som indtil videre kun havde gjort hans liv så meget bedre. Selvfølgelig var der hele tingen med, at han måske havde nogen følelser, som han aldrig havde oplevet før, og han vidste ikke hvordan John havde det. Hans optimistiske side håbede på, at John havde det på samme måde, mens hans pessemistiske og mere negative side, frygtede at John udelukkende så ham som enten en ven eller andet lig dette. Der var den nervøse del, som troede at John så ham som en irriterende unge, der blot hægtede sig på ham, for at få ting.
Han hævede øjenbrynet, da John fortalte at han ville vise ham de bedre traditioner, hvilket fik smilet frem på hans læber igen "Thank you so much, I mean everything you have done" han følte han skulle give noget igen, men hvad vidste han ikke. Da de endelig var færdige, begyndte han at tage jakken på, i takt med at han rejste sig op. Som John spurgte ind til, om han havde gættet hvad han havde i tankerne for overraskelsen, skar han en grimasse "Clothes?" han lagde hovedet på skrå, det var nok det eneste, han havde lagt mærke til. Hvordan kunne John forvente, at han ville opdage noget, når han hele tiden var så sød og lækker, og perfekt, han kunne ikke tænke på andet, end hvor meget han havde lyst, til at være tættere på ham...meget meget tættere på ham.
Han klukkede over, hvordan John reagerede ved synet af, hvordan han selv så ud i John's jakke. Han kunne ikke lade hver med at posere en smule "ohh yeah, you really should sleep with one eye open, who knows maybe I just do your trick and steal all your hair" sagde han, hvorpå han begyndte at grine. Det var nok en af de første jokes, som John havde fortalt ham. Dog som smilet forsvande og et skeptisk udtrykke kom frem, blev han selv en smule bekymret. Et smil brød dog frem, og han gik imod ham "I'm not a gangster, so no need to worry" han gav ham et kram, og ville egentlig havde givet ham et kys på kinden, dog vendte John sin ansigt, hvilket resulterede i at de faktisk kyssede frem, for at der kom et på hans kind. Hurtigt trak han sig med, og en rødmen spredte sig hurtigt på hans kinder "I'm sorry han vendte sig om, mens tanker for gennem hans hovede

Da Aspen brugte hans egen joke mod ham, kunne han ikke undgå at smile stort som blev efterfulgt af en glad latter. "Not my precious hair!" sagde han så og greb hans nogenlunde korte totter på siden af hans hoved. "Your hair is better anyways. Not sure why I havent robbed you off it yet. I'd make a fortune," sagde han så og lod sin hånd stryge det lange sølvblondte hår, køre det gennem sine fingre. Han drejede hovedet som han fulgte sin hånd med øjnene, dog da Aspens hoved pludseligt kom tættere på hans, drejede han hovedet mod hans og... Deres læber mødtes! John blev mindst lige så overrasket som Aspen som hvad der virkede som små lyn hoppede rundt i hans læber og ud i ansigtet, blot ved følelsen af Aspens læber mod sine egne.
Han rystede let på hovedet da Aspen begyndte at undskylde, John selv sagde intet. Han gik istedet for tættere på Aspen, og greb blidt fat i hans skuldre, for at vende ham. I det han fik vendt Aspen, lod han sin store hånd blidt ligge sig om nakken på Aspen, i et kort sekund kiggede han Aspen i øjnene, før han lukkede sine og lænede sig ned for at stjæle endnu et kys. Denne gang bevidst om at det var det han ville, han mærkede sommerfuglene drejede og vride sig i hans mave som han sank dybere ned i kysset. Efter lidt tid, løftede hans langsomt sit hoved væk, lod deres læber langsomt skille sig fra hinanden, før han kiggede på Aspen med halvåbne øjne. "Sorry?" mumlede han lavt før han smilte, et blidt men ømt smil, fuld af hvad man ville kalde kærlighed.
Han var dog ikke klar til at slippe Aspen ikke endnu. Han trak ham endnu engang ind til sig i et bjørnekram, med sit hoved på Aspens. "I feel like this was meant to be. From the first time I saw you on that street. It was what pulled me to you," sagde han så stille og smilede en anelse for sig selv, som han mindedes deres første møde. "But no memory can stop me from showing you the surprise," sagde han så og gav endeligt slip på Aspen. Han gik hen til døren og bukkede sig let, "The car is waiting for them, kind sir," sagde han så på så "posh" en klang som han nu kunne.

Han vidste ikke hvad han skulle forvente, eller for den sags skyld håbe for. Alt i hans hoved var kaotisk, og han kunne ikke finde hoved eller hale i noget af det. Intet havde dog forberedt ham på, det som John gjorde. Som John vendte ham om, så de nu stod ansigt til ansigt, forventede han halvt om halvt, at John ville bede ham gå eller i det mindste, bede ham om aldrig at gøre det igen. Dog da en hånd blev lagt imod hans nakke, og Johns ansigt kom nærmere, vidste han at dette ikke var tilfældet. Et smil nåede at forme sig på hans læber, før de læber han før havde berørt, nu endnu engang rørte ved hans. Han havde på ingen måde set det komme, men ikke desto mindre fortrød han ikke, at det faktisk skulle ske. Sommerfulge formede sig i hans mave, elektricitet skød gennem ham, og han gengældte kysset. Normalt ville han havde hadet ideen om at blive kysset, nok havde han ikke fået mange af sin far, men det havde været noget han ikke brød sig om. Dog ville han helere end gerne kysse John, der syntes at tage tingene i hans tempo, fremfor allerede nu at smide ham op på en seng for sex.
Da kysset sluttede, og han opdagede det kærlige blik i John's øjne, rødmede han svagt og han fandt sig selv, betragte John med et udtrykke, som var meget lig det John selv havde. Krammet var som alle de andre kram John gav, noget han kun kunne beskrive som behageligt. John's ord om hvordan han havde følt, at det hele måske var ment til at ske, var noget han nogen gange selv havde tænkt "Yeah me too" indrømmede han med et smil. Han følte han var ment, til at skulle møde John, han var ment til at havde været der den nat, så de to kunne møde hinanden. Nok havde det ikke været, under de bedste omstændigheder, men ikke desto mindre, fortrød han ikke at havde været gået hjem med John. Han klukkede da John sagde, at han dog stadigvæk ville fremvise sin overraskelse, så da han gav slip, trådte han selv tilbage og fulgte med John hen. Han kunne ikke lade hver med at grine, da John forsøgte sig med hvad man kun kunne beskrive, som værende en meget dårlig fin accent. Om ikke andet gik han udenfor, hvor han satte sig ind i bilen

Kysset. Selv efter, selv da han stod ved bildøren og holdte den for Aspen, var det stadig som om at han var fanget i det øjeblik hvor de kyssede. Han rystede let på hovedet af sig selv før han fik sat sig ind i føresiden af bilen. Han kiggede kort på Aspen med et lille smil på læben før han så kiggede på rattet. "Have you ever driven a car before?" spurgte han en anelse nysgerrig. Han gik ud fra at Aspen ikke havde et kørekort, men det kunne ikke have stoppet ham i alligevel at prøve at køre en bil en enkelt gang eller to.
Han startede roligt bilen og begyndte at køre afsted. Han var helt spændt på at vise Aspen overraskelsen, at hans ene ben trippede en anelse. Men han var også lidt nervøs over om det nu ikke var en god nok overraskelse? Bilens gear var manuelt, så selvom han prøvede at holde Aspens hånd mens han kørte, var han tit nød til at slippe for at skifte gear. Det var lidt underligt, for i al den tid han havde haft denne bil, var han så glad for det manuelle gear. Men nu hvor det stod i vejen for at han kunne holde Aspens hånd, var han pludselig blevet meget træt af den. De kørte i en halv time før landskabet begyndte at blive mere naturrigt og de snedækkede marker var alt man kunne se til horizonten. "We're not far off now. Also don't worry, I'm not taking you out in the forest to have you murdered... Or am I?" sagde han så i noget der gled ud i et drillende toneleje efterfulgt af et muntert grin.
Pludselig kørte de langs en vej hvor en masse andre biler holdte i vejkanten. John fandt en ledig plads hvor han så slukkede bilen og skævede kort mod Aspen med et stort smil på læben før han så trådte ud. Han tog en indånding af den kulde vinterluft og åndede højlydt ud. "There's something about the air out here. It's more clear. I like that," sagde han så før han drejede hovedet. Ned af vejen kom en langhåret blond pige med dybe mørkeblå øjne. Et stort smil formede sig på Johns læber som han gik over mod hende. "Sister!" udbrød han før han pludseligt stoppede og slog armene ud til siderne. Pigen rystede kort på hovedet og klappede Johns skulder før hun tiltede hele overkroppen for at kigge forbi John og hen på Aspen. "Hm?" var det eneste hun sagde før hun kiggede op på John.
Han vendte hovedet tilbage mod Aspen før han så kiggede på den blonde pige med et stort smil. "Oh yeah," sagde han så før han viftede Aspen hen mod sig med et stort smil på læben. Hvis Aspen kom hen, ville John blidt lægge en arm om ham og stille sig bag ham som han kiggede på sin søster foran dem. "Aspen, this is Jocelyn. Josie this is Aspen. My boyfriend," sagde han så før han kiggede ned på Aspen. Jocelyn kiggede kort på Aspen før hun lettere forvirret hævede et øjenbryn. Men alligevel kom et lille smil frem på hendes læber og hun rakte hånden frem. "Boyfriend huh? That's why he's allowing you on this sacred tradition of his," sagde hun så før et sammenknebet og halvtruende blik fra John fik hende til at fnise. "He is very fond of these christmas traditions, want to keep them for the family. Just that our family is so big and spread out that it's just him and I, most of the time." forklarede hun så før John greb hendes skulder og tvang hende til at vende sig. "Enough talking, we can talk later, we gotta go," sagde han så uden at kunne lægge skjul på hvor spændt han var. Han gav også lettere modvilligt slip på Aspen så han også kunne gå fremad.

Som John satte sig ind ved siden af ham, var der en kraft i ham som gjorde det umuligt, ikke at vende blikket og betragte manden ved sin side. Det var som første gang, at han rigtig fik kigget på ham også alligevel ikke, for gennem den sidste periode, havde hans syn på John ændret sig drastisk. Det var gået fra en mand, som havde hjulpet ham ud af venlighed, til en han ny i den grad var stærkt forelsket i, han vidste nu også at John måtte føle et eller andet, for ellers ville han ikke havde kysset ham igen. Så håbet om et liv med denne mand, var der endnu og det var blevet større, selv på trods af hans pessimistiske side, der havde forsøgt at trampe det ned. Han blev hevet tilbage til virkeligheden, da John spurgte om han før havde kørt i en bil "I have never driven a car, but my mom would sometimes take me out of cardrives, and we would get ice cream together" dette var en af de mere blide minder, som hun havde om sin barndom, om alle de gange hun havde været med sin mor ude og kører, hvor bekymringerne om hendes far var væk, og hun for én gangs skyld kunne få vejret. Dog som han var blevet ældre, blev de færre og færre og til sidst stoppede de helt.
Han elskede det faktum, at John så ofte som han kunne, ville holde hans hånd, og hver gang han fik chancen, ville han give hans store varme hånd et klem, hvorfor kunne han dog ikke forklarer. Samtidig med de kørte, ville han skifte sit blik fra John, hans hånd og den smukke udsigt, dog da John sagde at de ikke var langt fra og at han dog ikke havde planer om at myrde ham, begyndte han at klukke. Mange ville nok anse John's humør for mærkelig, men han nød den faktisk, den var god og anderledes "It is however, the perfect place to do it" kommenterede han med et drillende smil, i starten havde han ikke været god til at give tilbage, dog desto mere han tilbragte tid med John, desto bedre blev han faktisk til at lave jokes, eller i hvert fald den slags jokes som John så ofte selv lavede. Da John stoppede bilen, trådte han ud sammen med ham, og et større smil formede sig på hans læber "It's really nice and fresh, not like the city is" medgjorde han, det var ikke ofte han forlod byen, hvis faktisk aldrig, det var ikke noget der havde været en mulighed, før lige dette øjeblik.
Nysgerrigt fulgte han med ham, dog vidste han ikke helt hvad han skulle forvente, da han så en smuk lyshåret kvinde længere fremme. Desto tættere de kom, desto flere træk blev mere synlige og han måtte indrømme hun var ekstrem smuk, det lettere uglede blonde hår, de klarer øjne og de fine træk, var alle med til at gøre hende til noget at det smukkeste, når det kom til kvinderne. I hans mening var John den smukkeste mand. Han ville ikke trænge sig på, så da John hilste på sin søster, forblev han lidt i baggrunden, blot for ikke at trænge sig på. Dog da John vinkede ham tættere på, begav han sig op ved siden af ham, og et lettere genert smil formede sig på hans læber, da John lagde en hånd omkring ham. Hans hjerte begyndte at banke hurtigere, da John havde valgt ordet kæreste, for at beskrive ham, et ord han kun havde håbet på, men alligevel aldrig troet ville blive brugt "It's a pleasure meeting you"
Det var ligeså stille ved at gå op for ham, præcis hvad de lavede her, eller måske var det kun en ide snarer end en konklusion. Han havde gættet at de var her for et juletræ, specielt da Jocelyn fortalte hvordan, at John var en stor fan af disse traditioner, og at det nok mere var de to, fremfor hele familien, der gik ud og gjorde dette. Det blev lettere køligt eller snarer tomt, da John fjernede sin arm fra ham, så det var med blikket en smule nede, at han fulgte med dem. Han måtte indrømme han godt kunne lide, den fysiske kontakt som var ved at forme sig mellem dem, og at han nok et sted ikke ønskede det stoppede, dog hadet han at trænge sig på, og selvom han gerne ville holde ham i hånden, lagde han i stedet sine i jakkelommerne.

"Likewise, Aspen," svarede Jocelyn før John kunne nå at stoppe deres samtale. Hun rullede bare let med øjnene, dog med et smil på læben som hun vendte sig for at gå fremad. John gik roligt frem og kiggede så lidt på Aspen mens de gik før han så roligt greb fat om Aspens overarm og trak let i den som tegn til at han ville have hans hånd. Et lille smil var på hans læber som han fremviste sin hånd der var mere end klar til at holde Aspens. "I guess we cant hide the surprise any longer," sagde John som de kom op af en grusvej der afslørede et kæmpe terræn af juletræer der stod, klar til at blive plukket og taget hjem til husene. Familier med deres børn gik roligt rundt og udså sig de bedste træer der var. "We're getting a christmas tree. And normally we'd go for the best of the bestest of trees. But today that doesn't matter," sagde John så, før Jocelyn vendte hovedet overrasket. "What?" spurgte hun med hovedet lagt på skrå.
"Today Aspen is going to choose the tree for christmas. And if he wants the ugliest, the smallest, the biggest or the best, then he shall get that," sagde John så med blikket på Jocelyn før han kiggede på Aspen med et stort smil. "Either way, I'm just happy that I get to do this with the ones I care about," sagde han så før han blidt lagde sin hånd ovenpå Aspens hoved og plantede et blidt kys i hans hår. Så lavede han en gestus fremad. "So Aspen, which tree pleases you the most?" spurgte han så med et glad smil på læben. Han ville sikre sig at Aspen ikke følte et eller andet kæmpe pres ved at skulle vælge træet, hvilket var derfor han sagde at det helt afhang af Aspen.
Jocelyn kneb øjnene let sammen, som den perfektionist hun var, var hun ikke ligefrem fan af at skulle have et træ der ikke var mere end perfekt. Men alligevel vidste hun at hun ikke på nogen måde kunne lægge sig ud med John. Hun vendte hovedet og kiggede ud mod træerne som hun lagde armene let over kors for at holde på varmen. "Let's see how well you judge your trees, Aspen," sagde hun så før hun kom med et ganske blidt smil til Aspen. Et der ikke viste hvor meget hun faktisk ville have et perfekt træ.

Han havde faktisk ikke forventet, at John ville holde ham i hånden, så da han trak i hans arm og holde sin hånd ude, kunne man tydeligt se glæden i hans øjne. Uden den mindste smule tøven, trak han hånden op af den varme lomme, hvor han derefter lagde sin imod hans og forsøgende flettede deres fingre sammen. Han hvilede kort sin kind imod hans arm, samtidig med at de bevægede sig fremad "It's nice, I love Christmas trees" det overraskede mange, men han var faktisk ret prof, når det kom til at skulle vælge det perfekte juletræ. De gange hvor han kunne komme ud, specielt om vinteren, så ville han betragte de enkelte træer. Det var en ting de fleste fandt mærkeligt, men ikke desto mindre var det noget han elskede, og det så faktisk ud som om, at han ikke var ene om det, på vise punkter i det mindste.
Presset var dog på ham, da John udtalte han stod for at skulle vælge træet, og at det var ligegyldigt, hvordan det ville ende op med at se ud, noget som Jocelyn ikke ud til at være tilfreds med. Han kunne svagt mærke angsten i sig, noget der kun forekom når der var et press på ham. Dog forsøgte han at holde det væk, specielt da John gav ham et kys på håret. Han gjorde sig dog klar, og bevægede sig væk fra de andre. Det vigtigste ved det perfekte træ, var størrelsen, duften og hvor tyk stammen var. Hvis det var for lille, blev det trist at kigge på, hvis stammen var for tynd, ville det hurtigt begynde at hænge, en stærk stamme ville kunne holde toppen op, og selvfølgelig skulle et juletræ dufte af gran.
Som han vandrede rundt blandt træerne, ledte han i første omgang efter den med den perfekte højde, det skulle gerne være så højt, at med stjernen på toppen, at der var omkring 3-5 cm til loftet, helst ikke mere eller mindre. Da han havde fundet dem med de gode højder, ledte han efter den rigtige bredte på stammen. Dette var egentlig ret simpelt, den skulle gerne være omkring 35-45 cm i breden, og som dette blev fundet, begyndte han at dufte til granen, og efter omkring 20 minutter, var det perfekte træ fundet, en vis højde ville passe til huset, vis stamme havde den perfekte størrelse, hvis gran duftede af jul og bar den perfekte grønne farve "this one, I like this one" sagde han, samtidig med at han vendte sig imod de andre, som han havde forventet var fulgt efter ham "this one is perfect" der var et stort smil på hans læber, og man kunne lidt sammenligne ham med et lille barn, som ville vise noget vedkomne var stolt af til sine forældre.

Som Aspen rendte rundt og ledte efter det perfekte træ, havde Jocelyn armene over kors men et lettere overrasket smil på læberne da det så ud til at Aspen havde styr på sine træer. Hun måtte indrømme at det ikke just var hvad hun havde forventet, men da Aspen så havde valgt sit træ, stillede John sig ved siden af Jocelyn foran træet og de kiggede begge op og ned af træet. John kom bare med et stort smil som han klappede hænderne sammen. "I see that we're dealing with quite the expert on christmas trees. What do you think Josie?" spurgte John så som hans blik drejede sig mod Jocelyn. Et smil var på hendes læber som hun pludseligt skyndte sig op til Aspen og lagde armene om ham. "I have found a fellow soulmate! Even better at picking trees, than I am," sagde hun så som hun gav Aspen et lille hurtigt klem, da hun for det første ikke ville have at Aspen skulle have det utilpas med et pludseligt kram, men at han alligevel også kunne få lov til at føle krammet.
Hun slap ham og kiggede så på John med et stort smil på læberne. "Hold onto him, or I might snatch him from you, big brother. Can't say no to a man who knows his trees," sagde hun så før hun kiggede på Aspen med et stort smil. Selvfølgelig var det bare en joke, da hun vidste at John for intet i verdenen ville lade sin søster stjæle "hans kæreste". John klukkede bare muntert før han gik over til træet med den sav han havde taget med. "If you two hold the tree, I'll make a clean cut," sagde han så som han bukkede sig ned og skubbede nogle grene til siden så han kunne se bunden. Jocelyn greb fat i træet og hvis Aspen gjorde det samme, begyndte John roligt at save træet fri.
Som træet kom fri fra sin stub, rettede John sig op og sammen med Jocelyns hjælp løftede de træet. John, så stærk som han var behøvede han kun en hånd til at holde træet oppe. Men siden Jocelyn havde fat i den anden ende, sørgede John alligevel for at hun ikke skulle have for meget af vægten. Han vendte blikket mod Aspen og rakte så sin hånd ud så Aspen kunne holde ham i hånden hvis han ville. "And now... We go christmas shopping. We need decorations for the tree," sagde han så med et smil på læben. Jocelyn vendte blikket tilbage mod de to og havde et blidt smil over læberne. "We get new decorations every year, 'cause I only want the best of the best. We do save some of the old decorations from past year's, but not all of it. And since you're the commisioner of this year's tree, you get to decide how it should look," sagde hun så før hun vendte blikket fremad så hun ikke endte med at snuble over træstubber eller grene der lå og flød på jorden.
Efter at have betalt og fået træet pakket ind i et beskyttende net, skulle de tilbage til bilen. Ved bilen løftede John træet op på bilens tag og bandt det fast til nogle stænger som bilen havde, netop til dette formål. Så kiggede han på de to andre og gned sine hænder en anelse. "Hot chocolate before christmas shopping?" spurgte han så med et lille smil på læben, "I swear to god John, you have an addiction.. I'm in though," svarede Jocelyn som så kiggede på Aspen, som var det ham der havde det sidste ord i dette.

Et stort smil formede sig på hans læber, da de andre syntes at se hans hemmelig talent, inde for at kunne finde juletræer. Det store smil blev dog genert, da Jocelyn lagde sin arm omkring ham, og endda komplimenterede hans mindre talent, som værende bedre end sit eget. Han havde faktisk intet imod, at Jocelyn lagde sin arme omkring ham. En rødmen syntes at sprede sig på hans kinder, da hun ligefrem sagde, at John skulle passe på ellers ville hun tage ham fra ham. Han vidste det hele var en joke, men han var ikke vant til det, nok var han vant til John's jokes, men han var ikke just vant til Jocelyns. Det var dog en dejlig følelse, det ikke konstakt at blive holdt nede, men faktisk at blive holdt af, noget han nød at blive sammen med John og nu også sammen med Jocelyn. Han følte sig som om, at alting faktisk kunne blive godt, noget han var ved at vænne sig til. Da han blev sluppet fri og John spurgte om hjælp, bevægede han sig hen og holde fast om træet sammen med hende.
Da han fik chancen for endnu engang, at holde den skønne John i hånden, skyndte han sig at tage chancen, blidt lod han deres hænder flettes, og det blik han betragtede ham med, forklarede præcis hvilke følelser han havde for denne mand. Det var langt mere end blot en forelskelse, han følte en stærk kærlighed for John, noget han aldrig før havde følt for en anden person. Med et mindre smil på sine læber, førte han Johns hånd op til sin egen, hvor han gav John's håndryg et blidt kys. Nysgerrigt lyttede han med, som de forklarede hvordan de nu skulle købe dekoration, og hvordan at de hvert år købte nyt, fordi de kunne ville have det bedste af det bedste. Han skulle netop til at sætte sig ind i bilen, da John sagde de skulle have varm chokolade, før de ville handle ind. Han havde intet imod det, plus det smagte mega godt, dog så det ud til at valget var på ham, så han trak på skulderne "sure why not, I mean it's really good" han sendte dem alle et smil, før han satte sig ind i bilen, ved sædet ved siden af hvor John ville sidde