It's not that bad, that i give you my blood... Is it! - Raphael

Raphael sukkede først bare da han hørte Filip's svar. Sympatisk? pfft. hvis han i virkeligheden vidste hvad der foregik i vampyrens hoved og i kælderen af hans hjem, så ville han nok ikke synes det. De eneste der ikke havd ehaft noget imod det indtil videre, var mindst ligeås psykopatiske som ham selv, og det sagde ikek så lidt endda. Han havde heller intet problem med at putte det label på sig selv - han vidste godt at det var det han var, og han elskede det egentligt også lidt. Behøvede ikke at bekymre sig så meget om andres følelser, kun mens han stadig kunne bruge dem til noget. Når han ikke havde brug for dem mere, så cuttede han simpelthen bare al kontakt, smed dem væk, så at sige.

"Jeg kender en del der ville sige lige det modsatte om mig," sagde han så bare, og trak let på skuldrene. "Det er ikke særlig mange jeg klikker godt med. Ikke at det rør mig, jeg er vandt til at være for mig selv. Det har altid været sådan, og jeg har intet imod det." det var så for en gangs skyld helt ærlig snak fra ham af - han havde det fint og godt i sit eget selskab.

Filip måtte indrømme at det var uvandt at høre nogle tale om at de havde det bedre for sig selv. Nogle havde det selvfølgelig sådan, men det var da trist at høre.. Filip ende med at række hånden frem, og kunne lige nå over og lægge sin hånd mod Raphaels ben. "Jeg er ked af du ser det sådan... Men får du brug for det, så har du i hvert fald en ven i mig" sagde han med et mildt smil. "Jeg ved fordi hvordan det kan være at være helt alene.. man lever ikke i over 200.000 år, uden på noget tidspunkt at føle sig lidt alene" sagde han så og smilede roligt til ham. "Alene tid kan også være rar! Men man kan godt få brug for venner en gang i mellem" sagde han med et blidt smil.

Raphael sad blot og holdt pænt sine tanker for sig selv. Han vidste godt at mange folk ikke kunne ofrestille sig et liv uden andre, men han var selv fint tilfreds med det. Efter at have lidt så meget afsavn, blevet skubbet til siden så mange gange, haft så mange der bare gik fra ham - så blev ensomheden en velkommen følelse, og en han ikke lagde mærke til længere. Det var hverdagen, der va rkun én person i verden han rigtigt kunne stole på - og det var ham selv. Altså, javist, hvis Lilith skulle kalde på ham så skulle han nok komme. Men det betød ikke at han stolede på hende.

Hans blik flakkede kort ned til hånden der blev lagt på hans ben - fysisk kontakt var han ikke ligefrem den største fan af, for at sige det mildt. "Tja... Tak. Det er godt at vide." han fik stadig et smil frem, der heldigvis virkede meget naturligt - resultatet af alle de falske smil han gav, minimum en fem gange om dagen blev det trænet. "Men jeg mener det når jeg siger det ikke rører mig." tilføjede han dog stadig. "Min alene tid er nok det jeg bedst kan lide hver dag,"

Det var rart at lægge ned igen, rart at slappe af, desværre var kroppen sådan indrettet, at når man var svimmel og en smule døsig efter blodtabet, så blev man søvnig. Så selvom han gjord hvad han kunne for at holde sig vågen, så begynde hans øjne så småt at falde lidt sammen. Han forsøgte dog stadig at fokusere på Raphael, selvom det blev svære og svære.
Han brummede lidt som han godt selv vidste hvor det her bar hen. Han sukke lidt. "Jeg ville så nødig smide dig ud Raphael, det ved du men... Jeg er virkelig så træt, jeg ved ikke hvor meget længere jeg kan holde mig vågen" erkende han, som han forsøgte at sætte sig op. "du er selvfølgelig velkommen til at sove her" sagde han som han rejste sig langsomt og forsigtet fra sofaen. Han tog sig lidt til hovedet, det hele snurrede stadig en smule. Raphael måtte virkelig have drukket til denne gang. Han havde ikke følt dig nær så svimmel de andre gange, og set ikke i så lang tid..

Raphael sad blot der og observerede fortsat Filip. Han var trods alt en mand af rimelig få ord som regel, selv når han var inde på hospitalet så talte han kun med sit kirurgiske team, og sagde hun de ting der var absolut mest nødvendige. De fleste af hans operationer foregik i total stilhed, kun med de få ord indimellem, hvilket nu var rimelig usædvanligt - de fleste kirurger hørtemusik mens de arbejde, men selv det gjorde Raphael ikke. Jo mere stille de rvar, jo bedre koncentrerede han sig, og han så aldrig nogen grund til at sige unødvendige ting - heller ikke i sin hverdag.

Han kunne tydeligt høre på englens hjerteslag og åndedræt at der ikke ville gå længe før han faldt i søvn, så han nikkede blot til hvad Filip sagde. "Det er helt fint. Jeg kan desværre ikke blive, dog. Jeg er påen 14-timers vagt i morgen der starter klokken 10. Så jeg skal nok også selv hjem og se at få sovet lidt."