It's not that bad, that i give you my blood... Is it! - Raphael

Tid: 22:15
Sted: Filips hus tæt på bjergende.Huset
Omgivelser: natur, frisk luft, bjerge og skov
Vejr: frostvejr, køligt men stjerneklart. 
Påklædning:Her
Partner: @raphael 

Det var en rolig og stille aften. Det var et smukt men koldt vejr, og havde man nu været et af de væsner der ikke kunne mærke kulde, så ville han nok bruge hele natten ude under den åbne himmel. Dog hvade han heller ikke rigtig mulighed for dette, denne aften. Denne aften måtte han holde sig hjemme. Han havde en vigtig aftale i aftale! Det var ikke noget han normalt gjorde, og dog... Altså det var bestemt ikke alle der drak fra ham. Men han ville gerne hjælpe andre, det lå dybt i ham gerne at ville hjælpe. Så da Raphael havde haft brug for hans hjælp hvade han tilbudt dit blod! 
Det var endt med en aftale mellem dem. En aftale om at Raphael kunne komme til Filip når han havde brugt for blod, så længe han ikke tømte Filip, så kunne han godt få lov at drikke fra ham! 

Han stod i køkkenet mens han var ved at gøre nogle snacks klar til sig selv. Lidt chokolade og frugt. Han havde efterhånden prøvet at få drukket dit blod et par gange, og han vidste godt at man kunne blive lidt Dizzy af det, og at man skulle spise lidt sødt efter. Han stod samtidig og drak lidt the. Musikken spillede på anlægget. Klassisk musik, noget Filip var stor fan af. Han så lidt på uret. "Hmm.. han kommer sent i aften" mumlede han mest for sig selv

Det var skam ikke hver dag man kunne lokke en engel ind i sådan en aftale. Det var noget af det bedste ved hvor godtroende nogle engle, inklusive denne her, var. Raphael var så god til at virke normal udaftil efterhånden, især med hans arbejde hvor han mødte så mange hver dag som han skulle være imødekommende overfor, at det var blevet meget nemt at skjule de tendenser han rigtigt havde, for alle rundtom ham, medmindre han nu gerne ville have at de skulle se det. Så han havde da selvfølgelig spillet på det da han fandt ud af at denne engel - Filip - så gerne ville hjælpe andre, at han indimellem havde 'problemer' med at få fat i nok blod. Filip havde næsten med det samme indvilliget i en aftale om at Raphael engang imellem kunne komme forbi og drikke af ham... Når han 'manglede'.

At Raphael så aldrig mangled,e med alle de mennesker han havde fanget i sin kælder, var jo noget englen ikke vidste, og som han aldrig ville fortælleham, for så ville denne gode aftale måske gå i vasken! Nej, hellere spille på at han ikke lige var så god til at få fat i nok blod. Så det her var en af de aftener hvor han havde aftalt med Filip at han ville dukke op hjemme hos ham, så han tog derhen kort efter han havde fået fri fra sit arbejde på hospitalet. Han gik igennem den nærmest idylliske have, et svagt smil på læberne da han endelig nåede hen til døren og bankede på, hvorefter han jo så ventede på at Filip ville åbne for ham.

// Outfit + hår som profilbilledet. Ingen briller.

Han vidste da godt at mange ville mene at dette var en vanvittig aftale mellem en engel og en Vampyr! Og det var det måske også?.. men Filip så nu engang på andre ting frem for sin egen sikkerhed. Han så på andres. For hvis Raphael ikke var så god til at finde føde nok, og ende med at gå rundt uden at få nok blod, så ville han måske ende med at angribe uskyldige.. måske endda dræbe dem. Så hellere lave en aftale med vampyren om at han en gang i mellem kunne komme og få noget af Filips blod. Hans blod var jo også kræftigere end meget andet. Det var helbredende og stærkt. Og man ville uden undtagelse føle sig stærkere og friskere efter at have drukket af det. Også selv hvis man ikke fejlede noget. Desværre.. var det også vanedannende. Dette var dog et faktum som Filip var lykkeligt uvidende om! 

Han stod midt i at drikke sin the da det ringede på døren. Han vende blikket lidt mod uret. Men gik dog til døren for at åbne den. Han så på Raphael, og et varmt smil bredte sig. "Kom inden for" sagde han som han selv vende rundt og gik ind i den store stue med de massive og ældre møbler. "Du har fået sent fri i aften" sagde han som han lavede en gestus med sofagruppen. Han hentede sin theen og tallerkenen og satte det på sofabordet. 

Han begynde at smørre sit ærme op, dog stoppede han på vejen "oh... Håndled eller nakke?" Spurgte han så. Som om det var helt normalt at sprørge om den slags. Men for Filip var det. Det her var en fælles aftale, derfor skulle det jo også gerne være bekvemt for Raphael.

Det her var virkelig den bedste aftale han nogensinde havde fået op at stå med nogen som helst. Gratis engleblod engang imellem? Hvor han dog elskede smagen af det, og så var Filip's endda ekstra specielt.... Det fik ham til at føle sig så meget stærkere, mere fyldt med energi end noget andet engleblod han nogensinde havde smagt, og hver evig eneste gang fik han bare lyst til mere... Og mere... Han var nok allerede afhængig af det, nu ikke at han havde det store imod det så længe de trods alt havde den her aftale kørende og han kunen få det uden at skulle tvinge englen til det.

Så han lod et lille smil vise sig på hans læber da Filip smilede til ham, og nikkede da han blev inviteret indenfor, hvilket jo så selvfølgelig gjorde at han godt kunne komme ind uden videre. En af de eneste irriterende ting ved at være skabt og ikke født vampyr. Inviteres ind alle steder... "Egentligt ikke. Det blev bare ændret fra eftermiddags til en aften vagt istedet. En af patienterne reagerede ikke så godt på den første type narkose, så vi måtte bruge en anden og udskyde operationen. Men det gik da stadig." sagde han med det lille smil fortsat på læberne, som han satte sig ned ved siden af Filip.

Hansøjne fulgte hvad englen lavede, og hans smil blev lige hvor det var. Dog flakkede hans blik op til at se ind i Filips øjne da han spurgte ham. "Altså... Det er varmest fra din nakke. Og må indrømme at det smager bedre når det er den smule varmere..."

Han smilede lidt som Raphael forklarede om sit arbejde. "Det må vel også være svært at finde det rette medicin og sådan noget med alle de væsner der findes? Jeg mener.. f.eks med blodtyper og sådan noget" sagde han så. Han vidste da f.eks. at hans blodtype var svær fordi hans blod ikke BARE var engleblod. Det var specielt, og han kunne f.eks kun tåle at få blod fra fuldblods engle hvis han skulle have blod. 

Han satte sig i sofaen, og betragtede Raphael lidt da han satte sig. Han vende blikket mod ham som han forklarede at blodet var bedst fra nakken af. Han nikkede. "Så bliver det nakken" sagde han roligt, som han i stedet begynde at knappe sin skjorte op. Han rejste sig kort for at tage skjorten af, og satte sig nu igen ved siden af Raphael men med ryggen til ham. Han tippede hovedet til siden. "Du skal bare love mig at heale sårene igen, selvom jeg bestemt ikke er flov over vores aftale, så skulle mine elever helst ikke vide det om deres lære" sagde han med en rolig stemme.

"Det er det i den grad." sagde han med et lille smil. "Men idet mindste har jeg da aldrig nogen der dør af blodtab." det var endnu en lidt handy ting ved at kunne manipulere med andres blod. Så kunne han i sit arbejde sørge for at det blev i deres krop, ligesom han kunne indfange folk til sine forsøg ved at sørge for deres blod løb så langsomt i deres krop at de mistede bevidstheden. Den var praktisk på så utroligt mange måder. "Og vi finder da stille og roligt ud af hvordan medicin allergierne hænger sammen med racerne, så fremskridt er der da."

Han kiggede så bare stille og roligt på Filip som han satte sig ned, smilede og nikkede før hans øjne fulgte ham som han rejste sig op og fik taget skjorten af, for så at sætte sig ned med ryggen til ham og hans nakke og hals blottet på den måde. Raphael's blik var med det samme fastlåst på den pulsåre han så tydeligt kunne både høre og se, lige der, lugten af det søde blod under den sarte hud som han rykkede sig tættere på, og det sorte begyndte at overtage hans øjne som hans hugtænder voksede frem.

"Selvfølgelig..." mumlede han stille til hvad Filip sagde, før han endelig lænede sig tættere på, lagde en hånd på den modsatte sig af Filip's hals som støtte -
og til at holde ham der, det var ren refleks - før han så fjernede den sidste afstand mellem dem og lod sine hugtænder synke ind i englens hals, et svagt støn forlod hans læber idet den første mundfuld ramte hans tunge. Det var ikke ligefrem nogen han kunne stoppe, det blod smagte bare så fandens himmelsk. Det var fuldstændig som en junkie der fik sit fix det her, en lyksalig følelse der spredte sig i hans krop, og gav ham lyst til mere... Og mere... Det kunne godt være Filip ville blive nødt til at prikke til ham den her gang, for at han stoppede så tidligt som han gerne ville have ham til.

Han kunne ikke undgå at smile som Raphael forklarede om sit arbejde. Han kunne altid godt lidt at høre om de ting fok kunne lide og som de brænde for. Og deres arbejde. Havde han ikke selv valgt at blive lære den gang, så havde han nok vagt at blive læge. Det med at hjælpe andre på den ene eller den anden måde, var noget der var meget vigtigt for ham!
For ham var andre væsner meget vigtige, alle betød noget, og alle skulle have en chance for at få hjælp, om det så var gennem lærdom, eller deres helbred!

Han sad nu med ryggen til Raph og ventede egentlig blot på at han ville bide. Han havde efterhånden prøvet det før, og det gjorde ham egnetig ikke noget. Han bed sig lidt i læben og kom med en lidt øm lyd da han mærkede tændene der borrede ned i has nakke. Dette var også en af de ting. Hjælp! Han hjalp Ralph med at stille sulten, en vigtig ting for vampyre, der ikke var så gode til at skaffe føden, uden at være nød til at gøre det med magt.
Han sad blot og slappede af, Ralphs hånd mod hans nakke hjalp lidt på det, mens han mærkede tungen der ramte hans hud, suene mod såret der fik blodet til at flyde hurtigere og hurtigere ud. Han rakte lidt frem og greb noget chokolade, det kunne virke underligt, men det hjalp faktisk når man mistede blod. Han måtte dog bide sig en smule i læben. Han havde prøvet dette nogle gange under sex, og der havde det faktisk ophidset ham en smule. Men det fortalte man jo ikke til en man havde sådan en aftale her med!

Okay, englen smilede. Det var meget godt. Det måtte om ikke andet være tegn på at hans maske holdt og var svær at se igennem. Altid engod ting når man havde med de mere uskyldige at gøre... Som netop Filip her. Så flink go rar som han var, ville Raphael nok normalt ikke være en han ville associeres med, men når han ikke vidste hvordan vampyren i virkeligheden var, så var det problem jo skaffet af vejen, og han kunne fortsat nyde godt af denne aftale.

Efter han havde placeret sin hånd på den ene side af nakken og bidt i den anden side, lukkede han ligeså stille de nu kulsorte øjne, som han stille og roligt drak af det utroligt søde og kraftfulde blod Filip havde. Normalt ville han drikke hurtigt, effektivt, men for at aftalen med Filip holdt blev han nødt til at være blidere end han plejede, og så kunne han ligeså godt tage sig god tid til at nyde smagen fuldt ud, også. Han endte nok med at tage lidt mere end han plejede, men det var også fandens svært at stoppe når det smagte så godt, jo!

Men han fik til sidst trukket sig væk igen, blikket fokuseret på blodet der stille og roligt gled fra såret nu hans mund ikke var der til at fange det længere, før han blot kørte sin tunge henover en af sine hugtænder så han selv blødte, og så stille og roligt lænede sig ind for at slikke såret rent igen, som hans blod derfor også helede, nu det jo stadig var en del af aftalen at han netop skulle hele det igen. Han trak sig derefter endelig tilbage, og løftede en hånd for at fjerne den blodsdråbe der havde nået at løbe fra hans mundvig, for stille at slikke den af sin finger igen, mens hans øjne langsomt fik deres normale farve igen, og hugtænderne atter blev skjult. "... Tak." sagde han så stille.

Han sad stille mens Raphael drak, kun når han tog et stykke chokolade eller sådan noget, rørte han på sig. Raphael virkede som en rolig og flink fyr. Og han var stille og rolig når han drak, så dette var jo ikke en ubehagelig oplevelse. Nu havde han også prøvet det et par gange, deres aftale havde kørt i en lille tid. Og det virkede til at gavne Raphael! Han virkede til at have det godt bag efter. Han mærkede at Raphael trak sig. Han rettede lidt på sig, men mærkede så Raphael der nærmede sig igen, og han mærkede tungen over hans hud. Hvilket fik ham til.at vippe hovedet en smule. Da Raphael trak sig, rettede han sig mere op og vende sig mere mod Raphael og så på ham. 
Han vidste godt at det var sært det her! De fleste ville blive paniske over at se en vampyr med blod om munden, men Filip så det mere som, at han nu havde hjulpet Raphael med hans sult! 
"Blev du mæt?" Spurgte han roligt og med en blid stemme, som hen greb ud efter sin skjorte for at trække den op igen, og begynde at knappe den.

Raphael fandt det stadig lidt fascinerende hvor stille og roligt englen tog det her, hver evig eneste gang. Langt de fleste engle han havde mødt havde holdt sig på afstand af ham så snart de lagd emærke til han var vampyr, fordi de godt vidste hvor godt deres blod smagte for vampyrer som ham selv. Men Filip her... Ingen frygt af nogen art, nærmest ikke engang nogen reaktion hver gang han havde mærket Raphael's hugtænder trænge igennem hans tynde, sarte hud, ej heller de store reaktioner når han begyndte at drikke. Det var alligevel lidt fascinerende.

Han hørte så englens spørgsmål, og med et let smil om læberne som han fik det sidste blod væk, nikkede han. I realiteten følte han sig nok aldrig helt mæt, syntes altid han kunne drikke mere, men han havd eikke brug for mere, nej. Og det var jo i virkeligheden det englen spurgte om. Han ville meget gerne bare drikk eham helt tør, men det ville jo være dumt når han rent kvantitetsmæssigt fik så meget mere blod ud af den her aftale i sidste ende, og han følte sig altid næsten helt euforisk efte rhan havde drukket af Filips blod, der måtte i al fald være noget andet ved det også, for han havde skam drukekt fra - og dræbt - engle før, men ingen af dem smagte hende ligeså godt som Filip gjorde. "Ja... Tak." sagde han så med endnu et smil.

Det var ikke fordi Filip vidste meget om vampyre, han vidste f.eks ikke hvor meget de skulle drikke for rent faktisk at være mætte, eller hvordan blod virkede på vampyre. Han vidste at vampyre godt kunne lide engleblod, da det vidst smage noget kraftigere og sødere end så meget andet blod, og måske også var lidt mere rigt. Men han vidste nu ikke at hans var endnu mere særligt. Vidste han det, ville han nok heller ikke udlevere det så nemt som faktisk gjorde. Men det var virkelig ikke noget han tænkte over. Han vende sig lidt mod Raph da han sagde at han var blevet mæt. "det var godt" sagde han roligt, som han begynde at knappe sin skjorte.
Han tog sig en smule til hovedet, okay.. han blev faktisk en smule omtumlet denne gang. Men det var jo ikke så underligt.
Han rakte over og tog endnu et stykke frugt. Han så på Raph. "er der andet jeg kunne byde dig på i aften?" spurgte han roligt med hovedet en smule på skå. Man kunne nok ikke løbe fra at Filip var lidt Naiv. I denne verden fyldt med ufred og vold, levede han stadig i en lille fantasi om at hvis bare man var god ved andre, så ville det blive gengældt, og så længe man bare smilede til verden så gjorde den det samme tilbage.

Det kunne godt være Filip ikke selv vidste det, men Raphael havde hurtigt lagt mærke til hvor specielt hans blod var. Han havde smagt på et par engle efterhånden, og Filip's blod smagte helt unikt i forhold til dem - endnu bedre. Hve rgang fik han bare lyst til mere og mere, men måtte holde igen, og holde på den skide facade der, facaden af venlighed som der stoppede Filip i at stille spørgsmål han helst ikke skulle stille.

Han fik derfor et smil frem da Filip fik vendt sig om igen, og observerede bare stille som han fik knappet skjorten og taget sig endnu en stykke frugt, efter tydeligtvis at være blevet lidt svimmel grundet blodtabet. Det havde også været endnu vanskeligere at holde tilbage denne gang, men det havde da lykkedes. Han var ikke sikke rpå han ville få lov til at komme igen hvis han nogensinde tog så meget at englen besvimede. Så hvis han nogensinde kom til det, ville det måske egentligt bare være bedre at drikke det sidste og efterlade ham sådan.

Men det var ikek her og nu, så han fik bare rettet let på sit eget tøj som han så på englen spise; noget han ikke rigtig selv kunne gøre længere. På den anden side smagte blod så også meget bedre end noget som helst andet han kunne huske at have spist dengang han var menneske, så det var vel godt det samme. "Det kommer vel an på hvad du har lyst til? Jeg har ikke lige det store på tapetet. Har fri fra arbejde i morgen, også. Eller, fri og fri. Jeg er tilkaldevagt hvis de har brug for en ekspert."

Han betragede Vampyren foran sig da han forklarede at han ikke havde noget på tapetet denne aften. Han smilede roligt, som han satte sig mere til rette. Han tippede hovedet en smule på skrå. "er du forrasten skabt?... eller er du fuldblods" spurgte han pludselig.
"ja undskyld at jeg spøger så direkte, men jeg ved ikke rigtig hvordan man ser forskel, eller om man kan se forskel" sagde han så. Godt nok havde han levet længe, og han havde også mødt mange Vampyre, men han vidste ikke hvordan man så forskel på dem!
"og hvor gammel er du egentlig?" spurgte han så. Han kunne ikke undgå at grine lidt af sig selv, "ja beklager jeg spørger så meget, men det er jo altid meget rart at vide lidt om dem der drikker ens blod" grinte han lidt som han rejste sig for at ville hente noget at drikke. Dog mærkede han svimmelheden ide han rejse sig, og mistede balancen. Hans hænder rakte automatisk ud efter et eller andet han kunne støtte sig til, det var bare ikke tilfældet at der var noget, så han ende med at falde bagover.

Raphael smilede skævt som han hørte englens spørgsmål, og forklaringen på hvorfor han spurgte. Det kunne vel også godt være lidt vanskeligt for andre at se forskellen? Mens den for ham var soleklar. "Skabt," svarede han i et roligt tonefald, stadig med smilet på læberne. "Der er lidt forskellige ting der giver det væk. Fuldblods er blegere end vi er, og deres øjne bliver ikke helt sorte. Og de har vist også flere tænder der bliver spidse end vi har." forklarede han, og trak let på skuldrene.

"Og jeg passerede de hundrede for nogle år siden, nu." svarede han så, stadig i det rolige tonefald, som han brugte det meste af tiden. "Og det er helt fint du spørger. Der er jo intet galt i at ville vide mere. Husk på, du taler med en kirurg. Hvis vi ikke var nysgerrige ville mit job slet ikke eksistere." for så var de rjo ingen der havde gidet finde ud af mere om menneskekroppen! Eller, i hans tilfælde, om alle de overnaturliges, også!

Han kiggede efter Filip som han rejste sig, og kunne med det samme godt se at det gik galt. Så lige der var det måske alligevel godt for Filip at han havde en vampyr i huset, da Raphael var derhenne på brøkdelen af et sekund med hans overnaturlige hurtighed, og fik grebet ham så han ikke faldt helt ned igen. "Wow, wow... Tag den lidt roligt. Jeg tror jeg fik taget lidt mere end sidst." Nah, det vidste han at han fik gjort, men han havde bare ikke kunnet stoppe sig selv, så godt som det smagte...

Filip nikkede forstående da Raph forklarede hvad forskellen var på de tog slags vampyre. Han kunne klemme undgå at smile lidt. "Jeg har nu altid fundet din art meget interessant. Måske fordi den gang jeg kommpå jorden for største gang, var det utænkeligt at en vampyr og en engel kunne være venner" forklarede han. 
Det var nu meget rart at Raphael havde lyst til at fortælle ham noget. 

Efter Filip havde rejst sig, følte han faktisk allerede hvordan han var ved at falde, da han dog pludselig mærkede Raphael gribe fat i ham. Han tog sig lidt til hovedet og hørte hvad Raphael sagde. "Det går nok... Jeg, jeg er bare ikke så vant til at blive drukket fra.. desuden ved jeg godt hvor svært det er for en vampyr at slippe.en engels blod" sagde han roligt. 
Han så på Raphael "jeg tror måske godt jeg vil ligge en smule, det snurre så underligt i mit hoved" konstaterede han. 
Da han var kommet tilbage til sofaen, og havde fået lagt sig ned, så han lidt på Raphael. "Vil du ikke fortælle nogdt mere?.. f.eks... hvordan blev du skabt?" Spurgte han så.

Raphael smilede blot let og nikkede, mest af alt som en indikation til at, ja, han hørte skam stadig efter. Han kunne så også tydeligt høre hvordan englens hjerteslag var blevet lidt hurtigere for at få den mindre mængde blod skubbet rundt hurtigt nok, og det var endnu en ting der havde gjort at han havde reageret hurtigt, da han nu godt vidste at det ville betyde svimmelhed så snart Filip rejste sig. "Tja, det ville da også være synd at sige min race har et særligt godt ry. Ikke at jeg bekymrer mig så meget om det. De lader da til at være rimelig glade for mig på hospitalet." og det var en underdrivelse - de satte ham til at være tilkaldevagt eller nattevagt så ofte de overhovedet kunne. Men med hans ekspertise og især hans evne, så var det måske heller ikke det helt store under.

Han fik selvfølgelig hjulpet englen ned at ligge på sofaen, og satte sig så istedet i en stol ved siden af, observerede ham ligeså stille. Det var måske nok også lidt tydeligt at den måde han observerede ham på nu, måske lidt mere var hvordan han som læge plejede at kigge en patient igennem med øjnene for tegn på hvilke ting der var galt. bare sådan lige være helt sikker på at han slap med svimmelheden og en smule svaghed det første stykke tid, men det lod så også til kun at være det. Hans øjne gled igen hen til Filip's ansigt da endnu et spørgsmål røg ud af englens læber, og han smilede skævt. "Du er lidt i det nysgerrige hjørne, er du ikke? Men okay da... Vi har trods alt kendt hinanden et godt stykke tid efterhånden." sagde han så, og lænede sig tilbage i stolen. "Jeg boede i Irland mens jeg var menneske. En aften på vej hjem fra mine studier, ja... En kvindelig vampyr fandt mig, og valgte af en eller anden grund mig til at blive ny vampyr," han trak let på skuldrene. "Hun forsvandt bagefter, så har aldrig kunnet spørge om hvorfor. Har måttet finde ud af det hele selv."

Han glemte ofte at det at give dit blod ud godt kunne gøre en lidt svimmel, og så var hans, stadig efter så mange år, dårlig til at mærke efter hvornår han selv burde stoppe vedkommende.. hvornår de havde taget mere end de skulle. Men det fik nok! Han havde aldrig været i livsfare på grund af at han gav sig sig ud! Slet ikke! 
Han smilede som Raph fin hjulpet ham ned og ligge. 
Han bed sig lidt i læben da Raph konstaterede at Filip var i det nysgerrige hjørne i dag. Men han fik da Rpah til at fortælle mere om sig Selv. Filip lå blot og lyttede, det var rart at høre ham fortælle lidt om sig selv! De havde kendt hinanden i lidt tid nu, og Filip vidste ikke ret meget om Raphael, desværre. 


"Jeg har aldrig forstået de vampyre ser blot forlader deres afkom... Det ville vel i princippet være det samme som hvis de forlod deres børn" sukkede han lidt. Han var meget tilhænger af familie båndet.. nok fordi han ikke selv havde et.. han var fuldblods engel, og ærkeengel. Han var skabt af himmelen, og havde aldrig selv haft en familie! 
Måske det var grunden til hans facinafasci af hvad et sådan bånd kunne klare.

Raphael's vagtsomme blik blev på englen hele tiden som han havde fået hjulpet ham ned at ligge. Efter et par øjeblikke havde han dog fået kigget godt og grundigt, og det lod til at Filip ville slippe med kraftig svimmelhed og lidt træthed. Godt, godt... Man skulle jo ikke skade den der var så venlig at give ud af sit blod helt frivilligt. Ikke at Raphael havde noget som helst problem med generelt at finde blod, men selvfølgleig fortalte han det ikke til Filip - for så ville denne aftale nok falde til jorden, hvis han ikke virkede om en der havde brug for den hjælp. Så nej, han fortsatte med at spille komedie her.

Han trak dog blot på skuldrene over det han sagde, lod et lille, skævt smil vokse på hans læber. "Tja, jeg kan nok ikke være så meget med på det der. Jeg ved ikke hvordan normale familier fungerer." det var jo så ærligt nok, siden hans forældre blev skilt før han kunne huske, og hans far, som han derefter boede hos, aldrig havde tid eller overskud til ham. Intet som helst familiært bånd var der nogensinde at spore i deres lille familie. "Selvfølgelig havde jeg da lidt familie engang, men jeg mærkede nu aldrig noget til det." han lænede sig tilbage i stolen som han strøg en hånd gennem sit hår. Smilet var forsvundet lidt, men han så nu heller ikke ud til at være så mærket af den afsavn han havde følt dengang - altså udaftil. I virkeligheden var det jo nok det at blive efterladt gang på gang på gang der havde gjort han så bitter og opslugt i sit arbejde, at han intet forkert så i alle de forsøg han udførte, i alle de folk han dræbte.

Han lå og kiggede på Raphael, og så noget overrasket ud da han fortalte at han ikke havde den store kendskab til det at have en familie. Det måtte ikke være rart at have haft en familie, men ikke rigtig have det der familie bånd som jo var meningen man skulle have med sin familie. Han kende ikke rigtig selv til det! det eneste familie han havde, var de brødre og søstre han havde af andre engle! Men størstedelen af dem kende han slet ikke, og han var sikker på at selvom hans kærlighed til alle engle og til gud selv ikke vær nær det samme som den kærlighed der kunne være mellem familie medlemmer! Han så lidt på Raphael. "tja... jeg kan ikke rigtig tale med om det... jeg har aldrig haft en familie, og jeg ved i virkeligheden slet ikke hvad det vil sige, ud over det jeg har hørt eller set i min tid her på jorden" forklarede han.
"min far er det de færreste af os der har set,.. størstedelen af mine brødre og søstre har jeg aldrig set" forklarede han.
Han brummede lidt, som han prøvede at sætte sig op, han var stadig en smule svimmel, men det gik uden tvivl bedre, så han kunne sagtens sidde op, han følte at det var så uhøfligt at ligge ned mens man havde gæster.

Selvfølgelig lagd ehan godt mærke til englens forbavselse - langt de fleste fik det ansigtsudtryk, når han blankt måtte indrømme at han aldrig havde følt det samme familiære og trygge bånd som næsten alle andre lod til at have med deres familie. Det var nu heller ikke noget han udaftil lod sig mærke ved - selvom det helt klart var noget af alle de ubearbejdede følelser af tab, savn og mangel af omsorg der i sidste ende havde gjort ham såhård, kold og kynisk, selv før han blev vampyr. At blive vampyr og derpåføle endnu et afsavn, endnu et svigt da hans skaber bare forlod ham, havde så absolut ikke hjulpet på det, og blot fået ham til at lukke ned for alt hvad der havde mindet den mindste smule om menneskelighed. Hvis han ikke kunne få omsorg og kærlighed fra nogen som helst, hvorfor skulle han så give det til andre?

Men det kunne han jo ikke vise englen - så ville han se igennem hele facaden og se at Raphael i sandhed blot udnyttede ham for hans blod og da sagtens kunne klare sig selv, netop som han havde gjort i godt og vel 85 år nu. Mere, hvis man medtalte de år som menneske hvor han også mest af alt havde klaret sig selv. "Jeg kan ikke ligefrem anbefale det, hvis det er noget som helst henaf hvordan min familie var." sagde han blot, og trak let på skuldrene. "Så lyder det meget bedre slet ikke at kende til dem." fortsatte han, samtidig med at han holdt skarpt øje med Filip som han fik sat sig op igen. "... Husk at tage den med ro. Du burde ikke bevæge dig alt for meget lige nu." og det va rnok lidt af doktor stemmen der gik i ham der, den professionelle tone, før han rystede let på hovedet og tvang et lille smil frem istedet. "Du skulle jo helst ikke komme til skade."

Han sukkede lidt da Raphael sagde at han hellere ville have været foruden at kende til en familie hvis det var sommden han selv havde haft. Han brummede lidt ømt da han var kommet op og sidde. "Det var ikke meningen at menneskene skulle udvikle sig på den måde" konstaterede han. "Menneskene skulle være hjertevarme og forstående!.. desværre var det ikke alle der blev sådan" sukkede han. 

Han smilede som Raphael sagde at han skulle tage den med ro. "Ja jeg beklægbe jeg ikke er den bedste vært lige nu" sagde han beklagende.

Raphael sad bare stille også på englen, lyttede til hvad han sagde, med et rimelig ulæseligt ansigtsudtryk. Ja, det kunne godt være at det havde været meningen med dem, men det var sjældent han havde mødtnogen der rent faktisk havde været sådan, dengang han stadig gad at omgås andre. Nu var deten helt anden sag - nu var detham selv der var blevet koldhjertet, ogfik selv hans afvisende far til at virke som om han havde været varmhjertet. Men hvordan kunne der også være sket andet? Et eller andet resultat måtte der jo komme af omsorgssvigtet. Det havde været ret tilfredsstillende at gå tilbage og dræbe hans far nogle år efter han var blevet til en vampyr. Lidt hævn for alt der var sket på grund af ham.

"Langt fra alle," sagde han så endelig, med en let trækken på skuldrene. Han lod et smille dukke op på hans læber igen da Filip også fik smilet til ham igen, dog. "Du behøver ikke beklage noget som helst. Af alle personer, tror jeg nu nok jeg er den der bedst kan forstå hvorfor du har brug for at slappe af nu. Jeg ville rent faktisk have det bedst med hvis du bare lå ned. Du behøver ikke bruge så meget energi."

Han kunne jo nemt sidde her og forklare hvad meningen med menneskene var, men egentlig så vidste han det jo ikke, han vidste kun hvad han havde fået af vide af de øverste engle! Han kunne jo ikke sige hvad guds mening havde været, for han havde aldrig mødt ham! Det var de færreste engle der havde det. Og dem der havde, kunne alligevel aldrig rigtig fortælle noget om ham.
Så han kunne af gode grunde heller ikke selv forklare omkring ham, eller hans meninger, holdninger og plander med jorden.

Han kunne ikke undgå at smile lidt da Raphael sagde at Filip ikke skulle undskylde, og endnu mere da han sagde at han gerne ville have at Filip lagde sig ned igen. Filip sukkede lidt opgivende "okay... for din skyld, så dropper jeg mine normer og lægger mig ned igen" sagde han roligt, som han lagde sig ned i sofaen igen. Han lå lidt, og så studerende på Raphael. "Jeg har en følelse af du ikke så gerne fortæller om dig selv... alligevel er jeg fræk nok til at spørge dig om netop dette!... jeg mener, jeg kender dig ikke rigtigt, ud over hvad du arbejder med, og at du ikke har så nemt ved det at skaffeblod.. men der må da være mere" sagde han så med et spørgende blik.

Raphael lod igen et smil tone frempå hans læber da englen fik lagt sig ned igen - lidt mere beroligende at han ikke bevægede sig alt for meget rundt lige nu. Han vidste jo trods alt godt at han havde taget mere den her gang end de andre gange, så det ville under alle omstændigheder være bedst hvis Filip bare slappede så meget af som muligt.

Der gik dog ikke længe før han måtte sukke. For ja, Filip havde selvfølgelig ret - Raphael talte aldrig om sig selv hvis der var en måde at undgå det på. Han var fandens paranoid for hvad der ville ske hvis hans eksperimenter blev afsløret som hvad de var... Hvilket nok egentligt var tættere på en medicinsk tortur end normale forsøg, som de så ud af udaftil. For konsekvenserne det ville få hvis det kom ud præcis hvor forskruet han var, især i henhold til hans arbejde. Han ville helst ikke have sin læge licens taget fra sig. Han var egentligt ligeglad med hvad folk tænkte om ham - det var konsekvenserne han ikke gad deale med.

"Hmm. Ikke så forfærdeligt meget mere, nej." sagde han efter lidt tid, hans ord lidt mere afmålte end ellers, og hans bryn rynket let i hvad der så ud som en tænksom mine. "Andet end et par hobbyer, men det er nok dét. Og før du spørger, så nej, venner er der heller ikke rigtigt noget af." hvilket han havde det helt fint med, så antisocial som han rent faktisk var.

Han lå og så på Raphael mens han talte. Han rynkede dog brynene da Raphael fortalte at han ikke rigtig havde nogle venner. "Det forstår jeg ikke?.. du virker som et væsen som folk ville elske at være i seæsels med.. du er meget sympatisk" sagde han med et roligt og skævt smil. Nu var Filip også en der kunne finde sig i de fleste! Han kunne altid finde noget godt i alle! Men han mente det også når han sagde han kunne lide folk.