Home for the holyday - Charlie.

Han smilede glad til Nikki som hun ivrigt begyndte og vise ham sine dukker, og selvom han ikke selv var til dukker, så var han meget engageret i det. Han kiggede op på Calla og sendte hende et smil "Det er vi vist også." svarede han blot, han ville gerne mere, men hvis ven var alt han kunne blive så var der ikke andet og gøre. Så måtte han bide i det sure æble og være hans ven. Det var bedre end ikke og kunne se ham, uanset hvor ondt det gjorde.

Han grinte lidt af Callas udburd "Det kommer vel an på hvad hun viser ham?" sagde han så bare imens han var ved og hjælpe Nikki med at give den ene dukke en kjole på. Han gav Nikki dukken igen og kiggede så op på Calla som begyndte og fortælle om hvor de kendte hinanden fra. Han mærkede dog hvordan Nikki kravlede op i hans skød, og han hjalp hende, og lagde let en hånd om livet på hende, beskyttende. Han kunne ikke lade være og smile, det lød som noget Andrew kunne finde på, at hjælpe andre med lektier. Han ville blive en god lærer, det var han sikker på, hans milde sind gjorde han var god med andre. Han så dog en smule undrende på hende som hun sagde at Cille ikke var Andrews type, hvorfor ik? Hun var da smuk. Måske han var til brunetter? Han ville have spurgt ind til det, men i samme øjeblik kom de 2 andre tilbage til stuen.

Han ville kiggede op, men Nikki viste ham stolt den dukke de havde givet nyt tøj på og hans blik faldt derfor på den. "Hun blev rigtig fin! Og du havde ret, den kjole var jo perfekt!" sagde han så med et smil på læberne, og først nu kiggede han op på Andrew, og det passede også med han lige havde stillet ham et spørgsmål. "Hvad kan jeg sige? Nikki her har flair for mode. Der er måske et skjult talent gemt i hende." sagde han så blot med sit typiske charmernede smil på sine læber, før han forsigtigt rykkede Nikki og rejste sig op. Han kom dog hurtigt ned på knæ igen og sendte hende et smil "Tak fordi jeg måtte se dine dukker." sagde han så med en blid stemme, før han fik et kram som han blot gengældte.

Som han kom op og stå igen kiggede han over på Andrew igen. "Jamen så må vi jo hellere komme retur." sagde han blot og kiggede på Calla. "Tak for snakken, det var rigtig hyggeligt." det charmerende smil var på plads. Han følte sig mere tilpas nu han havde snakket med dem lidt, det var typisk sådan det var. Hvis han da ikke var smaskhamrende forelsket og akavet.

Calla kunne ikke lade vær med at smile over Charlie. Han virkede som en virkelig sød fyr. Og Nikki var helt vild med ham fordi han ville se hendes dukker. 

Da Andrew kom tilbage og så hvordan Charlie sad med Nikke, kunne han ikke lade vær med at smile. Han stod lænet op af dørkarmen ind til stuen og betragtede den. Charlie. Var virkelig god til børn! Noget nev ham i brystet. Selvfølgelig.. Charlie var god til børn, og han ville da helt sikkert også have sine egne en dag.. og det kunne han jo ikke ligefrem sammen med Andrew.. det blev mere og mere håbløst. 
Han smilede dog af ham som han sad og snakkede om Nikki. Det var nu meget rart at Charlie ville med hjem. Så kunne han i det mindste få ham væk fra pigerne! Han fik sagt farvel til pigerne og gik med Charlie ud. Han så lidt på ham. "Beklager, jeg håber ikke Calla var alt for påtrængende?" Spurgte han så, nu var det ikke fordi Calla var den værste.. men Cille f.eks, hende havde han slet ikke turde efterlade Charlie alene med! Hun var alt for flirtende. 

Han gik med hænderne i jakkelommerne. Og noget salg ham pludselig "hvordan går det egentlig med din ankel? Jeg har et glemt at spørge.. men jeg kan da se du ikke halter mere" sagde han roligt. Han huskede stadighed hvad der var sket den aften, hvordan Charlie var kommet til skade, og og at Andrew havde måtte bære ham. 
Han ville gerne sikre sig at Charlie havde det fint nu.

Han havde hurtigt fået sine sko på og jakken, og gik nu roligt med Andrew ved siden tilbage imod hans mors hus. Hans stak hænderne i sine lommer som han kiggede op imod himlen. "Overhovedet ikke. Hun er flink, hun fortalte mig hvordan i mødte hinanden i sin tid." svarede han blot roligt. Han kunne godt forstå hvis Andrew var forelsket i en af dem, de var begge søde piger, det betød dog ikke at tanken ikke nev lidt i ham.

Han fik et chok da Andrew spurgte til hans ankel. De havde jo egentlig ikke rigtig snakket siden den dag, eller jo kort til festen men, nej han ville slet ikke tænke på den, det var for pinligt. Han tyggede kort på sin underlæbe "Den har det fint nok, ikke de store problemer. Jeg kan ikke helt løbe som jeg gerne ville, men med alt den sne der har været, så har det heller ikke just været vejr til det, så det går nok." han sendte ham et smil, og blikket gled så ned på den arm der havde været skadet. "hvordan med din arm? Du ville jo ikke lade mig heale den, er den okay igen?" hans blå øjne hvilede på ulven ved siden af ham, og han kunne ikke lade være og betragte ham lidt som de gik der, han så om muligt mere og mere dejlig ud for hver dag. Han var nødt til at prøve og få noget afstand imellem dem når de kom tilbage til skolen, han måtte glemme de her følelser. Han kunne ikke klare tanken om at miste Andrew som ven også.

De gik lidt længere og Charlie sagde ikke rigtig noget, hans tanker var lidt langt væk. Han frygtede lidt hvordan det blev når de skulle sove, skulle de så sove i samme rum? Han kunne huske den nat ved hytten, og hvordan han havde håbet den aldrig ville ende. Det her, det ville være anderledes, de havde ingen grund til at skulle ligge tæt jo. "Hvad skal vi hjælpe din mor med?" spurgte han så roligt, mest af alt for at få sine egne tanker drejet væk fra minderne om hytten.

Han så på Charlie da han forklarede at Calla havde været flink og ikke alt for påtrængende, det var nok også mest Cille der var det. Calla var en sød und pige der bare gerne ville snakke med Andrew når han var der. Men desværre ville Cille også gerne være sammen med ham, der var var det ikke det nemmeste altid at være der. Han blev hurtigt træt. "Det var godt.. jah.. hun er en sød pige, det eneste hun manglede den gang, var at tro på sig selv" sagde han med et roligt smil. "hun er virkelig kvik faktisk, hun var bare bange for at vise det" sagde han med et suk.

Han så på Charlie da han forklarede om sin fod. det var altid noget at han havde det bedre i den. "det var godt, du skal nok komme til at løbe igen, det vigtigste er at du kan gå på den" sagde han med et roligt smil Han så på Charlie da han spurgte til hans arm. "oh... uhm.. det ser fint ud.. man kan næsten ikke se arene faktisk" sagde han blot med en rolig stemme. Det passede nu ikke helt.. faktisk, så havde han fået et rat stort ar... men han ville ikke have at Charlie bekymrede sig eller havde dårlig samvittighed. Det var selvfølgelig lidt en tåbelig ting at sige at det ikke var blevet ret stort, for det gjorde at Andrew under ingen omstændigheder kunne vise sin arm frem...

der var stille lidt mens de gik, Hans tanker havde bevæget sig væk fra hvor de var. Tanken om hvordan dette ville gå.. Sidst de havde sovet sammen havde været i hytten den nat. De havde ligget sammen hele natten, og Andrew måtte indrømme at han havde håbet på at de aldrig skulle forlade den hytte. Noget underligt i ham havde den dag håbet på, at de var nød til at tilbringe endnu en nat i hytten. Faktisk... så ville det havde været fantastisk hvis de aldrig skulle forlade den! Men det havde de været nød til, Og alt havde ændret sig siden den dag.
Hans tanker blev hevet tilbage da Charlie spurgte ind til hvad de skulle hjælpe hans mor med. Han så først undrende på ham, men kom i tanke om at det var det han selv havde sagt da de skulle afsted. Han kunne ikke lade vær med at smågrine lidt. "jeg tror ikke der er noget vi skal hjælpe hende med, det var bare for at have en undskyldning for at komme hjem" grinte han. Han sukkede lidt. "pigerne er super søde, og jeg holder meget af at være sammen med dem, men når Cille er hjemme, så dræner hun mig ærligtalt for energi... og jeg når næsten aldrig at tale med Calla alligevel, selvom det er hende jeg kommer for at besøge" sagde han med et suk.

Han stak sine hænder i jakkelommen. "jeg gik i klasse med Cille i en del år i folkeskolen, indtil hun tog på kosskole, og i alt den tid, kunne hun ikke fordrage mig.. hun hverken talte til mig eller behandlede mig pænt... da jeg kom i de lidt større klasser, havde hendes forældre spurgt om jeg ikke havde lyst til at hjælpe Calla med lektierne, og da Calla jo aldrig havde gjordt mig noget takkede jeg ja..... men for 2 år siden da Cille kom hjem på sommerferie var tingene pludselig ændredet, og hun prøvede konstant at være i nærheden af mig, ville have mig med til fester og sådan noget... og selvom hun er en sød pige,... så kan jeg bare ikke rigtig glemme hvordan hun behandlede mig, plus.. det er som om hun prøver for meget" sukkede han lidt.

Han grinte lidt og kiggede ned på sin fod før hans blik igen vandt på vareulven ved hans side ”Er jeg skam heller ikke nervøs for, den skal bare have tid, jeg kan jo sagtens gå osv. Skal bare passe på jeg ikke pludselig overbelaster den, det ville ikke være smart.” svarede han med et smil på læberne, men han blev dog en smule mere bekymret som Andrew svarede ham. Han rynkede let brynene, det sår havde været for lille til det bare burde forsvinde og ikke kunne ses. ”Uhmm.. Jeg var sikker på det ville efterlade et ret stort ar nu du ikke ville lave mig heale det, det var trods alt ikke bare et lille bid.” sagde han så, men valgte ikke og rode mere i det. Han kunne ikke få ar til at forsvinde, og hvorfor skulle Andrew også lyve om det? Han havde nok ret, det var ikke noget særligt.

Han blinkede et par gange som Andrew fortalte at det bare havde været en undskyldning for at komme væk, hvorfor? Andrew virkede glad for pigerne, så hvorfor ville han pludselig væk? Om Andrew kunne se det spørgende blik i hans øjne vidste han ikke, men uden at Charlie spurgte begyndte Andrew og forklarer hvorfor. De blide og milde øjne skiftede imellem og kigge på vejen foran dem, og på ulven som forklarede sit valg. Han havde bemærket at Cille havde en del energi, men ville han så gerne bruge tid med Calla måske? Han forstod det godt, hun var da en sød pige, og.. De ville da være søde sammen. Han bed sig selv i kinden for ikke og føle stikket i hjertet så voldsomt, men det virkede selvfølgelig ikke. ”Ahhh..” Det var alt han fik sagt efter Andrews lange forklaring, han vidste ikke hvad han ellers skulle sige. Han kunne ikke sige det han allerhelst ville, at han elskede ham, at han ville være tæt på ham, at han siden var mødtes tidligere på dagen havde han ikke kunne tænke på andet end Andrews læber imod hans, at det var ren tortur at være så tæt på ham, når han ikke kunne gøre noget ved det. Nej han ville aldrig kunne fortælle ham det, han måtte bare begrave den del af sig selv dybt i sit indre.

Han valgte og skifte emne som de nåede hoveddøren til Andrew’s mors hus. ”Hvad er så planerne for i dag? Hvordan plejer i at holde jul? Jeg vil jo helst ikke ændre på jeres traditioner nu hvor i har været så søde og lade mig holde jul med jer.” sagde han som han trådte ind i gangen og hang jakken på en knage og fik skubbet skoene af sine fødder

Han var glad for at Charlie sagde at hans fod havde det godt, og at det kun var lidt ømhed der var der nu, og at han bare ikke måtte overbelaste den. Ha var glad for det ikke var værre! Charlie kunne lige så godt stadig humpe rundt, bruge krykke og have gips på. Havde han været dødeligt, eller bare noget andet der ikke healede så hurtigt, så havde han nok stadig hoppet rundt på et ben.
Han bed sig lidt i læben da Charlie nævnte at han havde været sikker på at bidsåret fra ulven ville efterlade et stort ar. Han havde jo faktisk ret, det havde efterladt et ar, men fortalte han det, vidste han at Charlie ville få dårlig samvittighed, på trods af at det var Andrew der ikke ville Heales. og ja det var sikkert dumt, men.. noget i ham var nu stadig glad for hans beslutning. Det var et mærke! Et bevis og et minde om at han rent faktisk havde redet Charlie! Så han havde intet imod det ar.
"tja... ulve healer anderledes" løj han. Han kunne ikke lide at lyve for Charlie, men han kunne ikke indrømme det nu. Og han måtte bare sørge for at have langærmet trøje på når de var sammen. Det var jo heller ikke fordi Charlie ville komme til at se ham uden tøj på... desværre....

Han så på Charlie da han spurgte indtil hvordan de holde jul. Han smilede roligt. "for det meste slapper vi bare af, pynter træet, spiller smil, ser jule film.. vi har ikke så mange traditioner på den måde. Det har altid bare været mig og min mor" fortalte han.
Han sende ham et smil. "Og Charlie, du må ikke føle at du er til besvær! det er du slet ikke" sagde han med et smil. "Men hvad med dig? havde i nogle jule traditioner?" spurgte han som han hængte sin jakke op på plads.

Rosali kom ud til dem "nåh? fik i hilst på pigerne?" spurgte hun. Andrew smilede "ja mor, jeg skulle hilse dig" sagde han som han gik inden for. Rosali så på Charlie. "det er sandt Charlie, jeg har helt glemt at spørge om der er noget specielt i plejede at spise op til jul?" spurgte hun med et kærligt smil.

Charlie vidste intet om vareulve, det var også derfor han ikke stillede spørgsmålstegn ved Andrews forklaring. Det var vel egentlig Andrews held at han havde levet afskærmet fra verden så længe. Charlie helede jo selv hurtigere, så hvorfor ikke også ulve? Joo det gav mening.

Det lød hyggeligt, rigtig hyggeligt. Den måde de holdt jul på, det mindede ham lidt om julen med hans forældre. Det havde også altid været mere hygge baseret end noget andet. Det havde været hans ynglings højtid, godt nok havde der ikke været sne hvor de boede, men der var stadig tændt i pejsen. De drak varm kakao med skumfiduser i, og så havde de set en masse julefilm, hans far havde læst op af en bog med julefortællinger, ja det var altid hyggeligt. Han mærkede da også et stik i hjertet som han mindes det, det var hans første jul uden nogen af hans forældre. Han var glad for han kunne holde den med Andrew i stedet, også selvom de kun var venner. Han kiggede op som Andrews stemme trak ham ud af hans egne minder, og han sendte ham et smil. ”Mere eller mindre det samme. Eneste forskel er vi havde en bog som var gået i arv i generationer med gamle julefortællinger, min far læste altid fra den.” hans blik fik et hint af sorg, men det var hurtigt væk igen. ”Men det er fortid nu, jeg er nødt til at erkende at de traditioner er gået bort. Det på tide jeg finder mine egne.” sagde han så med et skævt smil i samme sekund som Rosali kom ud til dem.

Charlies opmærksomhed blev automatisk drejet over på hende, også selvom hun først bare snakkede med Andrew. Han rystede let på hovedet. ”Kun de klassiske ting, så skal du ikke tænke på. Jeg er taknemmelig bare for jeg må være her.” svarede han blot før han gik hen og placerede et blødt kys på hendes pande. Han lagde ikke selv mærke til han havde gjort det, ikke før han var kommet ind i stuen, og han mærkede med det samme de varme kinder. Han havde altid gjort det ved sin mor, og hun måtte have fået ham til at føle sig hjemme, og velkommen når han gjorde det sådan ud af det blå. PIS… Han burde måske undskylde det? Var det ikke upassende og gøre ved sin kammerats mor? Jo jo! Det var det. Han nåede dog ikke mere end at vende sig om før han klodset gik ind i Andrew og formåede og vælte dem begge 2 omkuld. Ømmende satte han sig op, i det mindste var de ikke landet oven på hinanden. ”Ahh undskyld! Jeg fik slet ikke set mig for. Er du okay?” spurgte han som han gned sig en smule på den ene arm han havde formået og slå, det virkede dog ikke alvorligt. Gudskelov havde ikke væltet nogle af de fine pynteting ned

Andrew lyttede til hvad Charlie fortalte om hans jul med sine forældre. Det lød virkelig rart. Og det lød til at deres familie havde været tæt knyttet. Og at de virkelig havde holdt af at bruge tid sammen. Han spekulerede over hvordan Charlies forældre mon havde været! Om de mon havde kunne lide Andrew? Selvfølgelig var de ikke kærester men kun venner, men.. derfor havde han alligevel et lille håb om at de havde kunne lide ham hvis de havde mødt ham. Han vidste ikke hvordan Charlie havde det. Han havde altid selv haft sin mor, og hans far havde han aldrig kendt, så det var svært at savne ham når man ikke vidste hvem han var. 
Det trykkede dog lidt i brystet da Charlie sagde at det var fortid nu. "Char.." mere nåede han ikke at sige før han blev afbrudt af sin mor. Han kunne ikke lide at Charlie tænkte sådan! 

Rosali smilede som Charlie sagde at der ikke var noget bestemt ud over det klassiske han spiste til jul. Hun viftede dog lidt med hånden mod ham da han sagde han bare var taknemmelig. "Såh, hold op med at være så beskeden knægt" grinte hun lidt. 
Hun så nu lidt overrasket ud da han kyssede hendes bande, men et varmt smil bredte sig på hendes læber. 

Andrew så også lidt overrasket efter Charlie, men med et roligt smil. Det var dejligt at Charlie følte sig tilpas! Han gik efter ham ind i stuen, og skulle til at sige noget til ham, da Charlie pludselig vende sig, og ende med at gå ind i Andrew og vælde den begge omkuld. Andrew startede ud med at sikre sig at Charlie var okay. Inden han begynde at grine. "Jeg har det fint, hvad med dig?" Spurgte han mens han fik sat sig mere op. Uden at tænke over det rakte han frem og lagde en hånd mod Charlie kind "kom du noget til?" Spurgte han med et bredt smil. 
Der var først bag efter han lagde mærke til det med hånden. Han bed sig lidt i læben, og underligt nok, var det han kamp at fjerne den. Han trak roligt hånden til sig. "Undskyld.. det.. vatvidst bare en refleks" forsøgte han at forklare. *Dit kæmpe fjols! Hvad laver du? *

Det her var så typisk ham og hans klodsethed, det var en klassisk Charlie. Det var imponerende det ikke var sket før nu. Men Andrews grin smittede, og kort efter grinte han også, og så sad de der på gulvet og grinte lidt sammen ind til Andrew spurgte om han var okay. ”Ja.. Jeg var bare. Tror jeg glemt og se mig for.” svarede han så men nåede ikke og sige mere før han mærkede Andrews hånd imod sin kind. Han blinkede et par gange, mærkede varmen der steg til sine kinder, ohh fuck… Han nød det alt for meget, hvorfor var det at noget så simpelt som en hånd imod hans kind fik ham til at få sommerfugle i hele maven.

Men så blev hånden fjernet, og den behagelige følelse forsvandt, efterlod Charlie siddende der forvirret. Andrews reaktion, den måde han så på ham på, havde det virkelig været så forfærdeligt? ”Uhmm nej.. Det er… Det er okay.” fik han svaret, men det var ikke okay, han ville gerne have hans hånd der igen, faktisk ville han meget mere, men han kunne ikke. Han begyndte og miste kontrollen over sine egne tanker, og derved også over sin evne, og uden han ville begyndte han at føle Andrews følelser, mærkede den frustration der var i ham, men så fulgte resten, Andrews mors følelser, og alle andre inden for de nærmeste 50m. Shit han kunne ikke klare det her, han kunne ikke håndtere det. Han tog sig frustreret til hovedet, prøvede og få styr på det, men han kunne ikke. Han var nødt til at få kontrol over sine følelser. Han kunne ikke længere adskille dem fra sine egne, og han rejste sig hurtigt op. ”Undskyld jeg.. Jeg skal have noget luft….” forklarede han før han hurtigt var ude i gangen og fik skoene på, og med jakken i hånden gik han ud af døren, han kunne tage den på udenfor. Han skulle væk, han skulle ha styr på sin empati, på sin evne. Det var også typisk den skulle gå amok nu. Han kunne ikke håndtere det. Han gik hurtigt væk fra huset, han skulle have ro til det her. Så måtte han forklare til Andrew senere.

Det var rart for en gang skyld at høre Charlie grine rigtigt. Det var jo ikke fordi de ikke kunne grine og pjatte, men på det sidste syntes han ikke at han havde hørt ret meget af den slags fra Charlie. Så det var dejligt at høre hans latter. Dog var der noget der ændrede sig efter Andrew havde trukket sin hånd til sig. Hvad det var vidste han ikke, men han kunne tydeligt se der var noget med Charlie. Han så bekymret på ham. "Charlie er du.." han nåede ikke at spørge om mere før Charlie sprang op og ud af døren, hurtigere end Andrew overhoved kunne nå at komme op. Op kom han dog, og han ville sætte efter Charlie, dog blev han stoppe, af ingen ringere end sin mor. Hun rystede på hovedet, og gjorde tegn til at han skulle gå ind i stuen. Men... Charlie! Han kunne da ikke bare være ligeglad? Charlie var tydeligvis ked af et eller andet. 
I stedet gik Rosali ud af døren, i ganske langsomme.og roligt skridt. Og efter noget tid fandt hun da også Charlie. "Husk og lyn din jakke min dreng" nævnte hun sommdwt første da hendes moderlige øjne allerede havde spottet at han ikke havde lynet den. Hun kommroligt hen til ham. "Har du det bedre?" Spurgte hun så. 

Hun stod lidt, og betragtede ham. "Du holder meget af min søn ikke?" Spurgte hun pludselig. "Og også mere end du måske vil være ved?" Sagde hun så. Hun gik over til en stor sten og satte sig ned på den. "Du behøver ikke sige mig imod.. jeg kan se det i dine øjne når du ser på ham" konstaterede hun blot, som om det var helt normalt at der var en anden mand der var forelsket i hendes søn.

Charlie havde ikke bemærket Andrew som havde forsøgt og stoppe ham. Når han havde det sådan her lagde han sjældent mærke til meget, han skulle bare væk, væk fra folk så han kunne få styr på det hele igen. Det var også derfor han var gået hen til kanten af byen, og så lidt længere ud, han måtte have noget afstand. Han sad på en sten under et træ, heldigvis var hans jakke lang nok til han lige kunne sidde på den, så han ikke blev våd på røven. Og blive syg nu ville ikke gavne noget. Der var endelig en smule ro, men så begyndte en ny følelse og ramme ham, bekymring og omsorg. Han hørte en bekendt stemme og kiggede op og fik øje på Rosalie, var hun fuldt efter ham? Han kiggede ned på sin jakke og rettede sig så han kunne lukke den. Han kunne ikke lukke hendes følelser ude lige nu, men det var nemmere når det kun var en. ”Lidt.. Men… Jeg siger det som det er, jeg kan ikke styre det, og jeg kan mærke alt du føler lige nu. Jeg har ikke lært og styre det, og nogle gange går det amok. Det bliver for meget og jeg må bare væk.” han valgte og sige det, han brød sig ikke om at snage på den måde, og selvom han ikke havde kontrol, så var det det hans evne gjorde. ”Jeg skal bare lige have kontrol igen.” Tilføjede han så med et lille smil.

Han blinkede et par gange over hendes spørgsmål, hvordan? Kunne hun også føle andres følelser, eller? Han mærkede varmen der steg op i hans kinder, og han kiggede ned i sneen som hun satte sig på en sten ved siden af ham. Han overvejede først og sige hende imod, sige det var evnen men hvis hun kunne se det i hans øjne fuck. Han bed sig selv i læben og åndede en smule opgivende ”En mors intuition hva?” man kunne hører det lille smil i hans stemme selvom han ikke kiggede op. ”Jeg er ikke i tvivl om hvad jeg føler for Andrew, men jeg er heller ikke i tvivl om det er ensidigt. Jeg har ingen intentioner om at gøre noget ved det, jeg skal bare glemme det. Jeg kan ikke miste hans venskab, han er den første ven jeg har fået siden. Ja, nogensinde.” han sad lidt før han kiggede op på hende med sine blå øjne ”Lov mig du ikke siger noget til ham. Jeg skal bare have tid, det var nok ikke det smarteste og sige ja til det her jule noget, men sket er sket og jeg vil bare gerne hygge mig og glemme det.” man kunne se oprigtigheden og alle hans følelser i hans øjne nu han ikke forsøgte og holde dem skjult. Hans evne var så småt ved og falde til ro, og han mærkede ikke længere hendes følelser, han havde dog ikke lagt mærke til det endnu

Rosalie så en smule overrasket ud da Charlie fortalte at han kunne mærke alt hvad hun følte. Hun havde jo ikke selv nogle erfaringer med evner da hun var et menneske, og Andrew ingen havde. Hun så på ham da hun satte sig, og smilede bare roligt. "Ja bare tag den med ro" sagde hun med en blid stemme da han sagde at han skulle lige havde kontrol over sin evne igen. 

Hun betragtede Charlie lidt da han begynde at fortale om sine følelser for Andrew. Og at han sagde at det var ensidigt og at Charlie ikke ville sige noget, da han ikke ville miste Andrew. Hun sad lidt mens han talte. Hun sukkede en smule dog med et smil. "Det er sjovt du kalder det "en mors intuition".. for lige netop Andrew har jeg aldrig været i tand til at læse... Desværre endnu en ting har har fra sin far" sukkede hun så. Hun lagde en hånd på Charlie og nussede hans lidt. "Jeg er hans mor Charlie, jeg behøver ikke fortælle ham noget som helst" sagde hun med et lille grin. Hun så på Charlie. "Men en ting kender jeg min dreng godt nok til at vide... At selv hvis du en dag fortæller ham det, så vil han stadig være din ven" sagde hun med et blidt smil. Hen rejste sig roligt, og placerede et blidt kys mod Charlie pande. "Tag dog den tid du har brug! Jeg må heller komme tilbage og lave made" sagde hun inden hun begynde gå at tilbage, men stoppede dog lidt "oh.. og Charlie!.. vi er begge meget glade for at have dig her" sagde hun så inden hun begynde at gå hjemad. 

Da hun kom hjem kom Andrew næsten stormende ud men så ikke just glad ud da Charlie ikke var med. "Han skal lige have lidt luft" lød det fra Rosalie der hev Andrew med ud i køkkenet for at han kunne hjælpe med at lave maden. Selvom han ælrigtalt kun stod og ventede på hvornår Charlie kom tilbage.

Han lyttede til hendes blide stemme som hun snakkede. Han kunne nu godt forstå hun ikke kunne læse Andrew, det kunne han ikke engang selv. Han kunne måske bare bruge sin evne, den evne han ikke kunne kontrollere, men det virkede forkert. Han brugte den faktisk aldrig, han følte det var og invadere folks privatliv. Dette kunne godt være derfor han ikke kunne styre den, men han tænkte ærligt ikke over det. Han smilede til hende som hun fortalte hun ikke behøvede fortælle Andrew alt, men han kunne ikke rigtig se det sidste hun sagde passede. Det måtte da være akavet for Andrew hvis han vidste hvad tanker Charlie gik med, hvad han tænkte på, drømte om. Nej det ville ødelægge deres venskab. Han sagde hende dog ikke imod, smilede bare venligt som hun sagde han bare kunne bruge den tid han havde brug for. ”Tak fordi du er så forstående. Jeg kommer snart tilbage.” sagde han så som hun gik tilbage imod huset.

Han pustede en smule opgivende ud som han igen var alene. Han lagde hovedet i sine hænder og lukkede øjnene, prøvede og fokusere, fokusere på at få styr på den forbandet evne. Men Andrew blev ved med og invadere hans tanker, hvilket bestemt ikke gjorde det nemmere. Han endte derfor med at blive ude en små 30minutter før han kunne mærke han igen havde kontrol. Han trådte langsomt ind af døren til huset, og mærkede den behagelige varme. Men ud over varmen var man så småt kunne begynde og duften maden, det var dog mest ingredienser og lign. Han tog sine sko af og stillede dem pænt før han hængte sin jakke op og gik ud i køkkenet hvor de 2 andre var. ”Undskyld, jeg skulle lige.. Jeg havde brug for lidt luft.” sagde han som han roligt gik derind og betragtede det der foregik der. ”Er der noget jeg kan hjælpe med?” spurgte han så roligt med hovedet let på skrå. Han prøvede og glemme den episode der havde været i stuen tidligere, der var ingen grund til at rode i det hvis du spurgte ham. Det ville skade mere end det ville gavne.

Selvom Andrews mor prøvede at holde Andrew i arbejde, så var han ikke just til stede. Hans tanker var helt andre steder. Hans mor var kommet tilbage fra at have talt med Charlie, men hun havde ikke ligefrem set glad ud. Godt nok prøvede hun altid at få det til at se ud som om der ikke var noget galt, men han var klar over at hvis ikke hun ville sige hvad der var, så var det fordi hun enden ville skåne ham, eller fordi Charlie havde bedt hende om ikke at sige noget... så lige meget hvad.. så vidste han at det var noget om ham. Og han vidste også hvad det var. Episoden i stuen... Andrew var gået for vidt. Hvem sad også og nussede sin kammararts kind? Han vidste hvorfor Charlie var styrtet ud af stuen på den måde! Hvilken fyr ville ikke gøre det, hvis deres ven pludselig begynde at røre ved en på den måde? Charlie havde sikkert regnet det hele ud, og nu kunne han ikke holde ud at være i nærheden af Andrew mere... den her jul blev sikkert den sidste tid de kom til at bruge sammen! Han ville sikkert ikke have noget med Andrew at gøre mere!
Han stod i sine egne tanker, faktisk så meget så da han pludselig hørte Charlies stemme, blev han næsten forskækket.

Han så hen mod ham, og skulle til at sige noget, men stoppede sig selv. Der var ingen grund til at tale mere om hændelsen i stuen, der var ingen grund til at tage den her sammen med hans mor. Han trak blot på smilebåndet og så på Charlie. "så længe du er okay" sagde han roligt inden han vende tilbage til at røre i den gyde hans mor havde sat ham til.
Rosalie rystede bare lidt på hovedet, og så på Charlie. "der er ikke så meget andet der skal laves lige nu, så hvad med at vi sætter os ind og hygger os lidt?" spurgte hun. Hun så på Andrew " Andrew, kunne du og Charlie ikke finde en film?" spurgte hun og skubbede ham hen mod Charlie.
Andrew bremsede nærmest helt op foran Charlie. "uhm.." han ende med et kort øjeblik blot at stirre på Charlie. *hold nu op med at stirre! Han syntes du er underlig nok i forvejen*
Han rømmede sig dog lidt. "uhm... jo.. kom" sagde han roligt til Charlie og gik ind mod stuen. Han åbnede et stort skab, hvor der var en masse film. "jah.. min mor er ikke rigtig med på alt det med streeming tjenester og sådan såh.. det bliver på den gammeldags måde, men det er det meste her hjemme" grinte han lidt.
"DET HØRTE JEG GODT!" blev der råbt ude fra køkkenet. Andrew kunne ikke undgå at grine lidt. Han så på Charlie. han bed sig lidt i læben, inden hans hånd dog lagde sig en smule mod Charlies overarm. "jeg håber du er okay.. og... bare så du ved det.. du kan altså godt tale med mig hvis du får brug for det" sagde han med en roligt stemme. Han fjernede dog hurtigt hånden "men... det er også helt fint hvis ikke du har lyst" skynde han sig at sige. Han stod lidt. "nåh... jeg.. jeg finder lige nogle tæpper, så kan du vælge en film" sagde han inden han gik for at finde nogle tæpper. Men nok mest for at få luft. Han havde sådan lyst til at sige sandheden! til at fortælle Charlie hvorfor han havde gjordt som han havde. Og bede Charlie om ikke at hade ham!

Charlie gengældte det lille træk på smilebåndet som Andrew havde sendt ham ”Jeg er okay”. Selvom han nok halvt havde sagt det allerede, så følte han det var rigtigt og gentage det. Han ønskede ikke at hverken Andrew eller hans mor blev vildt bekymret for ham.

Charlie havde stået lidt i sine egne tanker da Andrew pludselig blev skubbet hen foran ham, og stoppede op lige foran ham. Hans øjne låste sig fast på Andrew, og han kunne ikke få sig selv til at kigge væk, han var så tæt på. Han bed sig selv i kinden, og mærkede hans hjerte der hamrede en smule hurtigere, fuck fuck fuck. Men heldigvis brød Andrew den akavede stilhed der var kommet imellem dem. Han stod lidt og betragtede Andrew som gik imod stuen, men fulgte så efter, han kunne jo ikke bare stå der og ligne en idiot. Han gik hen og kiggede på det store skab, kiggede på alle filmene. Det mindede ham om hans egen barndom, der hvor han havde boet var internet ikke rigtig normalt. Han grinte lidt af Andrews mors kommentar. ”Jeg kan godt lide gammeldags ting. Jeg er ikke helt ung selv.” Faktisk så var han ældre end Rosalie, det kunne han godt regne ud når han så på hende, men det vidste Andrew vist ikke? De havde aldrig snakket om Charlies alder. Han lignede en der var yngre end han var, men sådan var det jo med engle.

Hans blik blev drejet over på Andrew der lagde sin hånd på hans overarm, men den var væk igen alt for hurtigt. ”Jo det ved jeg godt. Tak.. Men lige det her er ikke noget det hjælper og snakke om. Men får jeg brug for det skal jeg nok sige til.” han sendte ham et smil, selvom han inderst inde ikke følte for at smile. Andrew havde trukket sig væk for hurtigt. Han kiggede efter Andrew som han forlod stuen igen, og han pustede lydløst og opgivende ud. Det her var virkelig akavet, men han kunne ikke sige noget, han måtte bare bide i det sure æble og komme igennem det. Han tog en dyb indånding og begyndte og lede efter en film. Der var utrolig mange, men efter lidt tid fandt han en. Han tog den ud og lukkede skabet før han satte sig i sofaen og lagde filmen på bordet. Han havde fundet Alice i eventyrland, den med Johnny Deep. Der var ikke noget romantisk pis i, noget han ikke kunne overskue og se lige nu. Han lænede sit hoved tilbage og lukkede øjnene, tillod sig selv at slappe lidt af.

Om det var det faktum at Charlie ikke hvade lysl til at snakke om det, eller følelsen af at det var Andrew han ikke havde lyst til at snakke med om det var, der var værst vidste han ikke, han vidste vare at der var noget der gjorde ondt! Han følte sig utilstrækkelig! Og det var bestemt ikke en rar følelse at have i nærheden af Charlie. Aller helst ville han nok bare gerne være den perfekte fyr når det kom til Charlie. Han han kunne tale med om alt! Han han kunne betro sig til om alt. Og ham der ville kunne løse alle drengens problemer. Han vidste jo godt at det sidste ikke var muligt, men i så fald, løse alle dem han kunne, alle dem der var mulige at løse! 
Han følte sig så magtesløs! Som om lige meget hvad han gjorde, så ville det aldrig være nok! Og det ville det jo heller ikke! Han ville aldrig kunne få den præmie han ønskede sig så brændende! Han ville aldrig vinde det han aller helst ville have. Charlie var en urørligt genstand, og fristedes man sig selv til at røre ham alligevel.. så kom der ikke andet ud af det, end at du brænde fingrebede.. 

Da først Andrew havde fået noget luft, var faldet mere til to, og han kunne mærke hans mor begynde at blive færdig i køkkenet, kom han ud i stuen. Han smed nogle tæpper i sofaen, og så ned på filmen Charlie havde valgt. Puha! Heldigvis ingen kærlighedshistorie! Han smilede lidt. "Godt valg! Det er længe siden jeg har set den" sagde han som han tog filmen for at gå over og sætte den op. Han kom tilbage og så på Sofaen. "Vil du helst ligge ned? Så sætter jeg mig bare på gulvet" sagde han med en roligt stemme, som hans mor kom ind og satte sig i lænestolen på den anden side af bordet. "Nåh? Hva skal vi se?"  Spurgte hun med et smil. 
Andrew smilede bare roligt til hende "alcie i eventyrland.. men du ser jo alligevel kun starten mor" sagde han drillende. 
Rosalie fnøs bare af ham "selvfølgelig ser jeg hele filmen" sagde hun blot som hun satte et par sodavander over til drengene og en til sig selv. Andrew valgte at sætte sig på gulvet ved siden af sofaen og med ryggen op af den. Mens han åbnede sin dåse

Charlie syntes at Andrew har lidt længe om det, men måske han havde været hurtig om at vælge en film? Det betød også han fandt sin telefon sammen, og satte sig og kiggede lidt rundt på de sociale medier. Han var stadig rimelig ny med det, men han havde da fået en facebook. Han slukkede skærmen og lagde den fra sig på bordet da Andrew kom tilbage til stuen. Han sendte ham blot et smil, og skulle til at svare ham da Rosalie kom ind i stuen. Han ville ikke afbryde og betragtede blot hende og Andrew og dem måde de drillede hinanden på. Det var tydeligt der var meget kærlighed, og at de var vandt til bare og være dem. Han nåede derfor ikke og svarer før Andrew satte sig ned på gulvet, og han kiggede først lidt opgivende på ham. ”Jeg har det fint med at sidde op, så der ingen grund til du skal sidde på gulvet Andrew.” sagde han så roligt og greb et tæppe som han trak godt op omkring sig.

Som filmen gik i gang kunne han godt mærke han var træt, mere end han havde regnet med. Det var typisk sådan når hans evne havde haft sit eget liv. Det tog meget af hans energi, og han blev hurtigt udmattet. Derudover var der sket en del i løbet af dagen. Han trak sine ben lidt op under sig, og inden han vidste af det lå han halvt op af armlænet og sov inden der var gået 15minutter.

Andrew så op på Charlie da han sagde at der ikke var nogle grund til at han sad på gulvet og at han godt kunne sidde på gulvet. Han smilede bare roligt. "det er okay, jeg kan faktisk godt lide at sidde her faktisk" grinte han lidt og trak på skuldrene. 
Filmen begynde og Andrew fulgte med, drak en smule af sin sodavand, han havde taget et tæppe med, som han sad med over sine ben. Da de var nået ca 15 minutter ind i filmen, så han hen mod som mor, der som altid når.de skulle se film sammen ende med at sidde og sove i lænestolen. Han rystede lidt på hovedet og kunne ikke lade vær med at smile lidt. Han vende hovedet mod Charlie, og skulle til at påpege at hans mor sov, da det gik op for ham, at Charlie også selv sov. Han sukkede lidt opgivende ud. Sikke nogle hyggelige nogle at se film med? Han ende dog selv med ikke at følge ret meget med i den film. Hans blik hvilede på Charlie. Som han lå der og sov, puttet ind i et tæppe. Så han så roligt ud, så tryk. Han ende med at hvile hovedet mod sofaen lige ved siden af Charlies hoved. Det ville være så nemt, at læne sig frem, placere et kys mod de smukke og sikkert vildt bløde læber. Men det ville han dog ikke kunne få sig selv til! Han ville aldrig stille et kys fra Charlie på den måde. Selvom... Et enkelt... Det kunne vel ikke skade. Han bed sig i læben. Hvad hvis han vågnede? 
Han ende med at række hånden frem, og blidt kærtegne Charlies kind. Hvorfor skulle fyren også være til piger? Hvorfor skulle han absolut være faldet for denne engel? Denne engel han aldrig ville kunne få! "Jeg ville ønske du kunne holde bare lidt af mig, som jeg holde af dig" hviskede han stille. Inden han lænede sig mod ham, få millimeter fra englens læber, stoppede han dog. Han sukkede lidt, og placerede  i stedet et blidt og silkeblødt kys mod hans pande. Han missede ham lidt mod panden. "Når vi kommer tilbage... Er jeg nød til at glemme dig..  undskyld" hviskede han, inden han valgte at rejse sig. Han kunne ikke sidde der mere! Det gjorde for ondt. Det pinnede jam, skar ham i hjertet, at han ikke engang kunne fortælle hvordan han havde set! Hvad han følte! 

Han valgte at gå i bad, få klaret hovedet lidt, og vaske alt den dårlige samvittighed af sig. Efter en halvtimes tid, kom han dog ud i stuen igen. Han havde taget underbukser og bukser på, men gik i bar mave da han skulle finde en ren trøje.

Charlies læber var trukket op i et lille opgivende smil som Andrew fortalte han hellere ville sidde på gulvet. Det var også derfor han ikke havde sagt mere, men derfor var der stadig plads hvis Andrew ombestemte sig. Men hvis han gjorde så lagde Charlie ikke mærke til det, nej han var faldet i søvn og sov fredfyldt. Han var i dyb rolig søvn, og bemærkede ikke at Andrew var så tæt på, ej heller da han snakkede til ham, han trak bare været roligt og tungt. Da det silkebløde kys blev placeret imod hans pande reagerede han dog, han vågnede ikke med han rykkede en smule på sig og et ganske lille og svagt smil var på hans læber, men kun et par sekunder før han bare lå afslappet igen.

Charlie vågnede blinkede et par gange. Han rettede sig op og kiggede imod gulvet, men Andrew var der ikke. Han kunne ikke lade være og smile som han så Rosalie der sad og sov i stolen, han var vist ikke den eneste der var faldet i søvn. Han strakte sig lydløst og kløede sig lidt på hagen, overvejede hvor Andrew var. Han skulle til at rejse sig da han hørte lyden af forsigtige fodtrin, og han kiggede i retningen de kom fra, og der ind i stuen kom Andrew. Charlie stivnede ved synet, Andrew i bar overkrop, den måde bukserne sad, hans lettere muskuløse overkrop. Han sank en klump og mærkede varmen stige ham til kinderne over hans egne tanker. Hele hans krop skreg efter at gå over til Andrew, lægge armene om ham, fortælle ham hvad han følte, hvor meget han betød for ham, mærke hans varme hud imod sig. Men han kunne ikke, nej han måtte styre sig. Han bed sig selv i læben, prøvede og finde på noget og sige og så bemærkede han det, det store ar på hans arm fordi han ikke havde fået lov og heale ham! Han rejste sig lydløst og uden at give Andrew chance for at reagerede greb han blidt fat i hans arm og vendte den så han kunne betragte arret. Uden rigtig og tænke over det lod han en finger bevæge sig undersøgende over arret som havde ødelagt den perfekte hud, hvorfor lod han ham ikke heale det? Så ville han ikke have det. ”Det ikke et lille ar, det er stort.. Hvis jeg havde healet det så ville det ikke være der.” Hans blik var på arret som han snakkede og du kunne hører bekymringen i hans stemme. Hans blå øjne vendte sig op på Andrew, og først der gik det op for ham hvad han havde gjort. Han slap hans arm og kiggede ned i gulvet, tog genert fat i sin overarm med den modsatte hånd ”Undskyld jeg.. Jeg er bare.. Altså.. Jeg kan ikke lide du kom til skade på grund af mig.” Han løj ikke! Men det var så heller ikke hele sandheden. Skulle han være helt ærlig, så kunne han ikke lide og se det ar på Andrews arm, på hans perfekte hud, hans perfekte krop. Nej nu måtte han stoppe sig selv! Han kunne ikke blive ved og tænke sådan!

Andrew havde ikke lagt mærke til at Charlie var vågen, og at han lå og kiggede på ham. Han stod blot og tørrede sig hår, mens han kiggede i sin taske efter en trøje. Han skulle jo gerne have en på inden Charlie eller hans mor vågnede og så hans arm. Dette var dog ikke noget der lykkedes for ham, for før han vidste af det, så stod Charlie ved siden af ham. Han blev næsten forskrækket da Charlie kom over og greb fat i hans arm. Han så på ham, og hørte hvad han sagde. Han sukkede en smule opgivende og så på ham.
”Charlie, det er ikke din skyld!... jeg bad dig selv om at lade vær jo” sagde han med et beroligende smil. Han smilede lidt da Charlie undskylde og sagde at han var ked af at Andrew var kommet til skade på grund af ham. Han små grinte lidt. ”Min Alpha vil sikkert syntes den er badass” grinte han lidt. Okay… måske ville Lucian syntes det, men han ville nok blive en kende vred når han så arret for første gang… Lucian var jo temmelig beskyttende, så han ville nok ikke være vild med at Andrew var kommet til skade! Andrew så på Charlie. ”desuden så kom du til skade fordi jeg ikke så mig for mens vi gik! Du skal ikke have dårlig samvittighed!” sagde han inden han lagde en blid og trøstende hånd mod Charlis skulder.

Han bed sig dog en smule i læben. Hans blik sank lidt som han virkelig gennemtænkte det han hungrede sådan for at sige. Han så lidt på Charlie.
”Charlie….. du ved godt hvorfor jeg ikke lod dig heale det.. ikke?” spurgte han roligt. Der var jo en helt særlig grund til at han havde stoppet Charlie. Godt nok var hans arm nu arret, men han havde et bevis på at han havde reddet den mand han elskede! Også selvom han ikke elskede Andrew! Han trådte et skridt frem mod Charlie. ”Charlie jeg…. Den aften i hytten… jeg.. altså… Jeg ville..” han kæmpede for at få det sagt! For at udtrykke det rigtigt, han var nød til at sige det på en korrekt måde for at Charlie forhåbentlig ikke valgte at løbe skrigende bort. Han nåede dog ikke mere før hans mor strakte sig håjlydt i stolen, og Andrew trak hurtigt hånden til sig, og trak sig lidt fra Charlie. Han skynde sig at finde en trøje mens hans mor vågnede i lænestolen. Hun så over på dem, lige efter Andrew havde fået trukket trøjen på. ”Oh drenge… hvad laver i?” Andrew så på hende.
”jeg har bare lige været i bad, og så stod vi bare og snakkede” svarede han og smilede roligt til hende.
Andrew vippede dog hovedet en smule bag over, og snussede indaf et par gange. Han så på sin mor ”mor, anden er færdig” sagde han så.
Hans mor grinte bare lidt, ”nej den er da ej!” i samme øjeblik ringede æggeuret i køkkenet. Rosali så mod køkkenet og derefter på Andrew ”jeg tror aldrig jeg vænner mig til at du kan det der” sagde hun blot mens hun rystede smilene på hovedet og gik mod køkkenet. Andrew så efter hende, men der efter på Charlie. ”jeg ville helst fortrække at min mor ikke ved noget om det der skete i skoven… hun vil bare blive alt for bekymret for at lade mig tage tilbage til akademiet” sagde han så.

Charlie vidste ærlig talt ikke helt hvad han skulle sige til det Andrew sagde. Eller jo det vidste han jo egentlig godt. Han ville sige at han ikke brød sig om Andrew kom til skade for hans skyld, at det gjorde ondt i ham, nærmest rev ham i stykker indvendigt at han havde fået det her ar fordi han skulle beskytte Charlie. At Charlie ville gøre alt for at beskytte Andrew, at han ville gøre alt for ham. Men det kunne han ikke sige. Det ville blot gøre Andrew opmærksom på de følelser Charlie havde, på det han følte for ham, og det.. Nej det gik ikke. Han sagde derfor ikke noget, stod bare længe og sagde ikke noget. Først da Andrew stillede ham et spørgsmål reagerede han. Han så undrende på ham, hvorfor ville han ikke lade ham hele det, han havde ikke kunne forstå det, og kunne han få et svar ville han blive glad. Det gav ingen mening i hans hoved at Andrew havde været så stædig med det. Da hytten blev nævnt mærkede han suget i sin mave, mærkede hvordan hele hans krop blev overtaget af små sommerfugle som fik hver eneste del af ham til nærmest at sitre blot ved minderne, minderne om den nat, de lå tæt. Han ville give alt for at de kunne komme tilbage dertil, og måske var der et hint af det og se i hans krystal blå øjne, men det forsvandt på et splitsekund. Og nu hvor Andrew stod der, så tæt på, det ville være så nemt, læne sig frem og lade deres læber mødes i et kys, bare et lille hurtigt kys. Ville det være så slemt? Han lænede sig en smule frem, men blev revet ud af sine egne tanker og stoppede med det samme som Andrew trak sin hånd til sig, og han hørte hans mor der vågnede. Charlie trak sig væk igen, og kiggede ned på Rosali.

Han skulle til at svare men da Andrew kom ham i forkøbet smilede han bare til Rosali, som for at give Andrew ret i det han sagde. Han betragtede hende som hun gik i køkkenet før hans blik igen fladt på den sexede ulv som var grunden til hans hjertesorger. Han nikkede en gang af ulvens ord ”Det i orden. Forstår godt. Min mor ville have været lige sådan.” og med de ord og et smil fulgte han efter Rosali ud i køkkenet. ”Er der noget jeg kan gøre? Dække bord eller lign?” Han havde brug for ikke og stå alene i samme rum som Andrew mere, hans hjerte hamrede allerede for hårdt i hans bryst.

Han var både irrateret men også lidt taknemlig for at hans mor vågnede. Var hun ikke vågnet havde han sikkert endt med at gøre noget dumt! Det havde været så nemt! så nemt at læne sig frem mod Charlie, og kræve det kys han havde drømt om siden den første gang han så englen! Det gik ikke det her! Han måtte passe bedre på, det her havde været alt for tæt på at han havde gjord noget han aldrig ville blive tilgivet for. Charlie ville løbe skrigende væk hvis han vidste hvilke tanker der befandt sig i hovedet på Andrew.. han vidste virkelig ikke hvad han skulle gøre! Han ville så gerne prøve at glemme det her! Han ville så gerne bare kunne at de blot var venner.
Han så efter både hans mor og Charlie da de forsvandt ud i køkkenet. Han havde mest lyst til bare at grave sig ned, eller gå. Holde sig helt væk fra Charlie, og nogle chance for at han ville dumme sig. Og det var faktisk også lidt hvad han gjorde. For mens hans mor havde sat Charlie i gang i køkkenet sammen med hende, gik han rundt i stuen og dækkede bordet. Holde sig en smule for sig selv, uden at sige for meget ude i køkkenet.
Han ende dog med på et tidspunkt at stoppe op og se ud i køkkenet til sin mor og Charlie. Et lidt opgivende suk kom fra ham. Det var lige præcis det senarie som han ikke burde ha set... Charlie og hans mor der gik rundt og hyggede og pjattede sammen i køkkenet. Lige den måde hvor de nærmest allerede virkede som en familie. Han ville så gerne kunne give Charlie netop det! En familie, selv være en del af den, og skabe trygge rammer for ham. Men hvordan skulle han kunne det? Han var selv en mand, og Charlie ønskede ikke at være en del af Andrews familie på andre måder end som hans ven.

Selvom Andrew prøvede på ikke at lade sig påvirke af det, så var det desværre lidt umuligt, og under selve maden havde han været meget stille, selv da de pakkede gaver op. Var han meget stille. Hans mor havde givet Charlie en gave, godt nok ikke en hverken stor eller dyr gave men en gave. En stikket Sweater.Her "det er ikke så meget, men det var lige hvad jeg kunne nå" sagde hun med et lille smil.

Da det først var blevet aften, og de alle var ved at være halv trætte, viste Andrew Charlie op på sit værelse. Hans mening var at han fandt madrassen frem. Så kunne Charlie ligge i Andrews halvanden mands seng, og Andrew selv kunne tage madrassen. Han åbnede døren og viste Charlie inden for. Det var faktisk første gang han havde andre end Lucian på sit værelse. Her (uden sportstingene)
Han så lidt undrende rundt på værelset, og stak så hovedet ud af døren "mor?!... hvor er madrassen henne?" kalde han.
"nåh ja!... den her fru. millas inden ved siden af lånt... jeg regnede ikke med der ville ske noget ved at i to som i din seng" Andrew kunne mærke at han stivnede. Sove sammen? ligsom den aften?....
Han rømmede sig dog lidt da han kom til sig selv. "uhm... okay... godnat mor!" kalde han så, og man kunne lige nå at høre et godnat fra hende inden han lukkede døren. Han stod lidt, mens han bed sig i læben. Han rømmede sig dog lidt. "uhmmm... jeg har vidst en ekstra dyne i skabet" mumlede han mens han gik over for at finde en dyne mere.

Charlie hjalp Andrews mor som han havde tilbudt, og der gik ikke længe før de alle sad om bordet og nød en god omgang mad. Det var rart, selvom det også var en smule sørgmodigt for ham, at sidde her med en familie når han havde mistet sin egen. Han viste det dog ikke, smilede blot og nød maden og selskabet. Charlie havde bemærket hvordan Andrew var blevet stille, men han følte ikke han kunne spørge når hans mor sad der. Han havde derfor blot snakket høfligt med hans mor, og som han fik en gave pakkede han den taknemmeligt op. Han havde begejstret takket hende, og havde så hevet en lille pakke op til hende. Det var en bibel i en særlig smuk indbinding. Han huskede hvad Andrew havde fortalt, og han følte ikke det var rigtigt og komme til jul uden og have noget med til hende.

Nu stod han på Andrews værelse og kiggede rundt. Duften af Andrew hang tungt her, og han gik hen og stillede sin taske ved fodenden af sengen som Andrew førte en halvt råbende samtale med sin mor. Faktisk hørte han ikke rigtig efter, han stod blot og kiggede rundt uden og sige noget. Han hørte dog den sidste del der blev sagt, og i det sekund sank han en klump i hans hals. Sove i samme seng som Andrew, fuck.. Han ville gerne, han ville så gerne, men kunne han? Ville han kunne holde sig fra at kravle over til ham? Han huskede den aften i bjergene og en smerte skar igennem hans bryst. Fuck! Det her var ikke spændende, måske han bare skulle sove på gulvet? Han nåede ikke og tænke længere før Andrews sexede stemme afbrød hans tanker og han nikkede blot som han fulgte ham med blikket da han gik over for at finde en ekstra dyne. Han bed sig let i læben og kom så i tanke om noget og bukkede sig ned og åbnede sin taske. Han fandt en kasse frem som var pakket ind med en sløjfe. ”Her.. en lille ting til dig. Glædelig Jul” sagde han så som han rakte ham den med et af de der charmerende smil.

// Tasken

Man kunne ikke ligefrem kalde det at have sommerfugle i maven mere! Det føltes nærmest som der rande en hel fugle farm rundt i maven på ham. Det værste ved det hele var virkelig at han ikke vidste om han skulle være glad eller oprevet over at de skulle sove i samme seng! Selvfølgelig havde han lyst til at sove i samme seng som Charlie! Og allerhelst med ham helt tæt på! Sove med ham i sine arme, ligesom den nat! Den nat der nok for altid ville hjemsøge ham, natten i hytten. Han hadet sig selv for at han ikke havde sagt noget den aften!.. Men igen... hvad skulle han sige? Hvis han fortalte Charlie om sine følelser, ville han bare miste ham helt! Charlie ville blive frastødt og aldrig tale med Andrew mere. Han vidste godt at Charlie ikke var fordømmende, eller homofob, men et var at være åben overfor folk der var det, noget andet var at en ven var det, og oven i købet var forelsket i en. Det ville da skræmme en hver hetro seksuel fyr!
Hans tanker blev heldigvis fjernet fra de negative tankegange da han hørte Charlie sige at han havde noget til ham. Han tog imod gaven med et lettet overrasket blik. Havde han købt en gave? Han havde endda haft en med til hans mor, og hun var blevet elle vild med den, og havde endt med at kramme Charlie helt vildt.
Og nu stod han så der med en gave til Andrew, og det der forbandet charmerende smil, der mere gav Andrew lyst til at smide gaven, og i stedet placere et kys mod de dejlige læber.
"Det havde du altså ikke behøvet" sagde han, dog mens han satte sig på sengen for at pakke den op. Han åbnede pakken, og lyste helt op i sit udtryk. "waow! tak Charlie!.. hvor er den fed!" sagde han glad. Han beundrede den fede taske, og kastede et blik ned på hans noget slidte skulder taske der lige nu fungerede som hans skole taske. "Jeg trængte hvis også til en ny" Sagde han med et bredt smil. Hans blik faldt lidt mod skuffen i hans skrivebord. "jeg har faktisk også en lille ting til dig..." erkende han inden han pænt lagde tasken fra sig på sengen, og gik hen for at tage en aflang æske i skrivebordsskuffen. Han rakte den til Charlie "det er ikke noget særligt... men jeg kom til at tænke på dg da jeg så den" sagde han så og rakte ham æsken.

// Halskæden

Charlie stod blot roligt og kiggede på Andrew som så overrasket ud over han havde en gave til ham. Han håbede han kunne lide den, han havde brugt lang tid på at vandre igennem Gaias gågade for at finde den helt rigtige ting, og efter han havde mistet sin gamle første gang de mødtes, well så virkede det meget passende. En nærmest lettelse bevægede sig igennem hans krop som han kunne både se og hører hvor glad Andrew blev for gaven. Hans kinder blev en smule varme, og derved fik hans kinder og en snert af en rosa antydning. ”Jeg kunne huske du mistede en der aften vi mødtes, så jeg tænkte.” Han kløede sig en smule akavet i baghovedet. ”Altså du ved.. du skulle også have noget. Jeg kan jo ikke bare komme med en gave til din mor, og så ikke nogen til dig vel.” Et lettere genert grin forlod ham, men det forsvandt hurtigt og han nærmest stivnede som Andrew sagde han havde en gave til ham. ”Øhmmm… D-det skulle du ikke have gjort, altså i har allerede inviteret mig ind i jeres hjem til jul, det er rigeligt…” Men det gjorde ingen forskel, Andrew havde trods alt købt gaven, og det eneste han kunne gøre var at tage taknemmeligt imod den. Han tog imod æsken og kiggede kort på den som han satte sig på sengen ved siden af tasken. Hans blå øjne kiggede op på ulven foran ham, og han sendte ham et genert men stadig charmerende smil. ”Tak..” Hans stemme var en smule lavere end normalt, men smilet nåede helt op i de blå øjne.

Han tog sig god tid og åbnede forsigtigt gaven, og han kunne ikke lade være og smile da han så halskæden som lå deri. Han løftede den forsigtigt og holdt hånden under de 2 vinger som var vedhænget så han rigtigt kunne se den. ”Den er flot.. Tak.” Der var oprigtig taknemmelighed og glæde og hører i hans stemme. Han tog den på og rejste sig og gav Andrew et kram, et kram han nok holdt lidt for længe. Så da han endelig slap ham rømmede han sig også en smule ”Vi må hellere komme i seng, det er ved og være sent.” og med de ord gik han hen til sin taske og fandt nogle satin natbukser frem. Det tog ham ikke længe og få skiftet sine almindelige bukser ud med det, og kort efter smed han trøjen så han stod i natbukserne og bar overkrop. Halskæden hang på hans bare hud, og han havde ærligt ikke tænkt meget over at skifte foran Andrew, han var trods alt Hetero. Han stod med sin toilettaske i hånden og kiggede på Andrew ”Hvor er badeværelset?” Da Andrew viste ham i retningen gik han derud for at børste tænder