Home for the holyday - Charlie.

Tid: 09:20 
Sted: stationen. 
Omgivelser: travle folk der skal købe julegaver, eller skal til eller fra toge og busser på vej på juleferie. 
Vejr: koldt men tørst. En lille smule sol, men dog frostvejr. 
Påklædning
Partner: @Charlie 

Juleferien! Det tidspunkt han havde ventet allermest på! Han skulle hjem til sin mor som han ikke havde set i flere måneder! Jo han havde talt med hende! Stort set hver aften, men det var jo ikke det samme. 
Det her ville blive de bedste dage på hele året.. hvis altså ikke...at han havde valgt at indvitere Charlie med sig.. ikke at der var noget galt med Charlie! Slet ikke. Han kunne virkelig godt lide ham! Men.. han kunne også lidt ham for meget. Han havde indset hvad hans følelser var.. forelskelse!.. men han ville ikke have det! Han havde ikke lyst til at være forelsket i Charlie. Særligt fordi fyre ikke var til mænd! De sidste par uger havde været et helvede.. han havde ikke sovet ordenligt, han havde ikke kunne koncentrere sig om sine lektier! Og i det hele taget, havde det hele været noget møg! Måske burde han havde aflyst det, sagt Charlie ikke kunne komme med, som Lucian foreslog. Men det kunne han ikke! Han kunne ikke bare lade Charlie i stikken. Fyren havde ingen familie! Og hvad kunne være være end at holde jul alene på akademiet fordi man ingen havde.. jo! Det kunne være at få afvide at.man alligevel ikke kunne få lov til at holde jul det ENE sted man var indviet hen! 

Han trak sine fingre ind i jakkens ærmer. Han havde glemt at tage vanter på, noget han virkelig fortrød! Men sådan var det jo bare. Han stod og små smptrippede mens han ventede på Charlie for at holde varmen. Han havde ikke set englen siden ballet, der bestemt ikke var gået så godt! Han var kun taget med for at tænke på noget andet end Charlie, men havde endt med at han havde mødt Charlie, skide fuld til fest i stedet..

Påklædning

Okay han var forelsket, no fucking doubt. Hvorfor var det så at han havde valgt og tage med hjem til fyrens mor alligevel? Han kunne jo bare have sagt pænt nej tak alligevel. JA det kunne han sagtens, men han havde ikke gjort det. Sidst de havde snakket havde været til ballet, og hvilket bal. Charlie var kun lige kommet ind, han havde fået øje på Andrew i det der suit, det der fantastiske røde suit. Gosh han så jo perfekt ud, lige til… nej nej nej! Hvis der var noget den aften havde vist ham, så var det at Andrew var til piger. Han havde set ham med en, hun var smuk der var ingen tvivl. Men den måde hun hang på ham, og de smil de delte nope. Det havde fået Charlie til at gå ombord i velkomstdrinken, efterfulgt af andre alkoholiske drikke, well det havde ikke været hans bedste beslutning. Det var jo ikke fordi han var vandt til at drikke. Han havde vist fået sagt nogle lidt uheldige ting, og resten af dagen, well.. Det hele var en stor blurry oplevelse.

Han havde derfor også frygtet denne dag lige siden. Han skulle se Andrew i øjnene. De havde da haft timer, men han havde formået og undgå ham, måske Andrew også havde undgået ham. Han fik øje på Andrew der stod og ventede på ham og bed sig selv hårdt i læben. Hvorfor var det han ikke havde aflyst? Så havde han sluppet for det her, ikke fordi han ikke ville, men fordi. Ahh bare synet af Andrew fik hans hjerte til at hamre voldsomt. Han mærkede varmen der steg i hans kinder som han kom tættere på. Hans nervøsitet og akavede side var allerede fuldt blusset op som han nåede hen til Andrew og det blev bare til et forsigtigt ”Hej…” efterfulgt af et akavet og charmerende genert smil. Oh dear god, det her var forfærdeligt.

Han vidste ikke hvorfor, kunne ikke forklare det. Men han havde en underlig frygt i sin mave om at Charlie ville ringe hvert øjeblik og fortælle at han ikke kom alligevel. Eller noget i den stil
 At han virkelig ikke havde lyst til at holde sin jul sammen med en som Andrew. Han burde selv havde aflyst. Kommet med en dårlig undskyldning om at hans mor ikke havde det så godt, at der ikke var plads alligevel eller noget inden stil. Men Nej!.. i stedet stod han nu her, frøs sine fingre af og ventede på at drømmeprinsen ville dukke op. Han sukkede for sig selv. Helt ærlig! Hvem prøvede han at narre!? Det her var ikke et eller andet eventyr hvor de levede lykkeligt sammen til deres dages ende og alting slukkede lykkeligt. Nej! Det har var en af de ser virkeligheds film, hvor helten ikke får sin elskede og dør til sidst! 
Han sukkede tungt ud. *Jeg burde virkelig have lyttet til Lucian...* 
Hans blik gled dog hurtigt op da han hørte den alt for kende og dejlige stemme der tilhørte Charlie. Han så på ham næsten overrasket over at han kom. Et vindpust skubbede Charlies duft mod Andrew, og han måtte bide sig i indersiden af læben for ikke bare at indhalere og gå i ekstase over den. Hans ansigt skiftede farve, og et forsigtigt smil bredte sig på hans læber. "Hej.." gengælde han blot. 
Pokkers! Hvad skulle de dog snakke om. Heldigvis blev han reddet af at kigge op på uret. "Oh.. vi må hellere gå ned på baronen.. toget er her om lidt" sagde han så og tog sin taske op fra jorden og hev den over skulderen. Inden han smilede til Charlie og gik ned mod parongen. 

Da de kom der ned så han på tavlen over hvor toget stoppede. "Turen tager ca en time" forklarede han som han rettede på tasken.

Okay det her var akavet. De sagde begge 2 bare hej, og nu stod de bare og lignede nogle idioter der ikke kunne snakke sammen. Han pillede lidt ved sit ene jakkeærme, og forsøgte lidt og finde på noget og sige. Heldigvis fandt Andrew vist på noget, som han kiggede på sit ur. Charlie nikkede en gang og rettede på måden han holdt sin sportstaske i den ene hånd. Den var ikke super tung, han havde trods alt kun pakket det mest nødvendige.

Han fulgte efter ham og kiggede op på tavlen og lagde så hovedet en smule på skrå. ”Ahh.. det kunne være langt værre.” han sendte ham et opmuntrende grin inden de gik om bord på toget. Han fik placeret sin taske oppe over sæderne, og fik så taget den store jakke af. Han kørte let en hånd igennem sit hår, og rettede på den rødternede skjorte som var inde under før han satte sig ned. ”Må indrømme jeg er spændt på at møde din mor. Det du har fortalt får hende til at lyde helt fantastisk.” han sendte ham et smil, okay måske var det her ikke så slemt. Det kunne da i hvert fald være værre.

Puha! Oven på en masse dage uden ordentlig søvn, så var det her virkelig ikke hvad hans hjerne havde brugt for. Flere ting og sætninger der skulle tænkes igennem inden de blev sagt eller gjort.. det var lidt udmattende. 
Han så op på tavlen, og hørte så Charlies vidunderlige latter, hvilket blot fik ham til at se på engelen, med et uundgåeligt varmt smil. Han havde savnet det! Savnet at de kunne snakke sammen! At de kunne grine og pjatte! Det havde været forfærdeligt at skulle prøve på at holde sig væk fra ham, når det man aller helst ville var at se ham hele tiden. 

Som de fandt plads i toget, og Andrew fik lagt sin taske under sædet, smidt den store rynejakke, og trukket ærmerne op på hans sweater, satte han sig ved siden af Charlie. Der var en del med toget, og han var da.glad for han havde bestilt plads billet. 
Han hørte havde Charlie sagde og sende ham et oprigtigt smil. 
"Bare rolig! Hun bliver mindst lige så vild med dig som jeg er" sagde han og først bag efter slog det ham hvad han lige havde sagt. 
"Altså.. jeg mener.. hun kommer til at kunne lide dig lige så meget som jeg.. altså.. du ved.. for... Jeg, jeg kan jo godt lide..som ven!" Åh fuck! Det gik stærkt. Allerede havde han fucket det hele op. Og han kæmpede med hvad han skulle sige. "Du er en rigtig god ven!" Fik han endelig konstateret. "Min mor, bliver vild at møde dig" sagde han så og prøvede på at få styr på sine følelser. *Forhold ved din store idiot!.. du kan sku da ikke sige sådan noget til ham!*

Charlie havde sat sig inderst, og ventede på Andrew satte sig ned ved siden af ham. Det betød de måtte sidde lidt tæt, og han bed sig i kinden som han mærkede Andrews varme. Amen de rørte ikke engang hinanden, nu måtte han lige tage sig sammen! Snap out of it! Vent hvad sagde han? Han kiggede overrasket på Andrew som lige havde sagt han var vild med ham. Dog nåede han ikke og tænke videre over det før han hørte det ord han frygtede men vidste ville komme ’ven’. Ja for han var ikke andet for ham. Og det var vel også okay? Det var det nødt til at være! Endnu en gang havde Andrew vist at han ikke var til fyrer. Han pustede lydløst ud som den mentale mavepuster ramte ham. Okay han kunne ikke lade ham se det her Han sendte ham derfor bare et lille forsigtigt smil ”Det er okay. Jeg ved godt hvad du mente. Du er også en god.. ven..” han havde tøvet lidt da han sagde det sidste, for han ville jo ikke kun være venner, men når Andrew ikke ville andet, så var det vel alt han var?

Han bed sig let i læben. Det var på tide og skifte emne! Han ville ikke kunne blive ved med og skjule sine følelser for Andrew, hvis de ikke gjorde det. Hans hjerte bankede allerede fordi han var tæt på, og hans mave gjorde ondt ved tanken om at de kun var venner og det aldrig blev mere. Suk.. Det var typisk ham.. Okay emneskift. Han prøvede og finde på noget klogt og sige, men det gik ikke så godt ”Det var godt nok en træls opgave vi fik i historie i går hva?” Historie? Seriously? Okay men nu var han gået den vej, så der var vist ikke nogen vej uden om. ”Det virkede ærligt lidt meningsløst. Som om de bare skulle kaste et eller efter os.” bedre, helt sikkert bedre, men ikke det bedste. Han bed sig irriteret i læben, hvorfor var han så dårlig til det her? Hvis det ikke blev bedre så ville det blive en lang jul.. en akavet jul, han ville ikke ødelægge det for Andrew og hans mor nu de havde inviteret ham med.

Ven!?... *Jeg hader det ord...!* Hvorfor var de nød.til at være venner? Hvorfor kunne de ikke være mere end det? 
Han bed sig i læben inden han vende blikket mod Charlie. "Charlie jeg.." *vil gerne være mere end blot venner!.. sig det! SIG DET!.. KOM NU FOR POKLER SIG DET!!* "Jeg er glad for du tog med" *fjols......* 
Han sukkede over sig selv. Han kunne jo ikke sige det. Det at Charlie selv kalde den venner bekræftede blot hans teori om at Charlie ikke var interesseret. 

Han hørte hvad han sagde med historie opgave. Puha ja... Den.. den havde han faktisk slet ikke kigget på. Noget der ikke lignede ham, normalt ville han være færdig nu.. men han kunne ikke koncentrere sig. "Ja den var lidt underlig.... tror efterhånden lærende er løbet tør for ideer" grinte han lidt. Han kløede sig lidt i nakken. "Vi... Vi kan da kigge på den sammen hvis det er?" Foreslog han så. Hvis han ikke kunne koncentrere sig når Charlie IKKE var der, så kunne det vel ikke gøre det værre at Charlie var der!. 

Tog turen var lang.. eller måske ikke, men den føltes sådan. Særligt fordi han ikke anede hvad han skulle sige eller gøre. Han kiggede flere gange på sin mobil, han ville sikre sig at Lucian ikke havde ringet eller skrevet om hjælp. Han vidste godt at Lucian ville gøre alt for ikke at bekymre Andrew, særligt nu hvor han skulle hjem til sin mor. Han skævede mod Charlie. Havde Lucian virkelig haft ret i at han ikke burde have taget Charlie med. At han burde ha fundet en anden han kunne skænke sine følelser til. 
Men han havde ikke lyst! Han havde ikke lyst til at føle sådan for Andre end Charlie!

Charlie kiggede forhåbningsfuld på Andrew, den måde han havde sagt hans navn på havde fået ham til at håbe, men på hvad? Hvad regnede han med? At Andrew pludselig erklærede sin kærlighed til ham, fortalte ham hvor meget han betød for ham? At han havde det på præcis samme måde som Andrew? Men det var ikke de ord der kom fra ulvens læber, men hvordan kunne han også forvente det? Efter festen var det blevet pinefuldt klart for ham at han ikke var til mænd. Den måde han havde opført sig med hende pigen, den måde hun havde hængt på ham, og han havde ladet hende gøre det. Nej jo ført han accepterede det og glemte sine følelser jo bedre. ”Det jeg også.” Mere kunne han ikke få sagt, og han smilede da også blot en smule akavet til ulven, som uden han vidste det havde stjålet hans hjerte.

Han hørte hvordan Andrew foreslog at de kiggede på opgaven sammen, måske det var en god ide? Så sad de da ikke bare i akavet stilhed, jaa det var en god ide. ”Det lyder som en god ide, er sikker på det bliver mere overskueligt når vi er 2.” hans smil var blevet mere afslappet, og den typiske charme der lå i det havde fundet sin vej tilbage.

Tog turen var lang, føltes længere end den egentlig var. Men det var heller ikke fordi de havde sagt meget til hinanden. Der havde hængt den her akavede stemning i luften, anspændt. Han håbede det stoppede når de kom hjem til hans mor, men noget i ham sagde det ikke gjorde. Nu stod de så her, på perronen og kiggede på hinanden. Charlie bed sig let i læben ”kommer din mor og henter os, eller skal vi selv tage videre?” Uanset hvad så var det dumt bare at stå her i kulden og kigge på hinanden.

//Hoppede lige lidt i tiden.

Det gjorde mere og mere ondt for hver gang han ikke turde sige det. For hver eneste gang han prøvede på at tage mod til sig, men det ikke gik alligevel. Hvad skulle han gøre? Han kunne jo ikke bare sige det. Slet ikke nu, samme dag som de var på vej hjem til hans mor for at holde jul! Det ville simpelthen blive for akavet! 

Turen var lang... Alt for lang. Han vidste overhoved ikke hvad han skulle sige til ham. Og han kunne jo heller ikke sætte sig til at sove! Det ville være uhøfligt. 
Og nu stod de så her, på parronen og så på hinanden. Han smilede dog over Charlies spørgsmål. 
"Vi går, der er ikke ret langt" sagde han med set smil som han svang tasken over skulderen, og begynde at gå. Andrew var fra en meget lille by, nærmest en landsby. Men en station havde de da fået! 
Han gik selv og kiggede lidt rundt. Det var jo ikke fordi tingene havde ændret sig siden han tog afsted, det var jo kun et nogle måneder han havde været væk. Og de gik hurtigt. Efter de havde gået i ca. 10 minutter kom de til et ældre stråtækt hus, med bindingsværk. Et lille rødt hus, og hvis det ikke havde været vinter, ville man havde set den smukkeste blomsterhave. Et uundgåeligt smil bredte sig på hans læber som h Genkende dit hjem. "Så er vi her" sagde han og sende Charlie et varmt smil. Han åbnede havelågen og gik op til døren for at åbne den og træde ind. Inden for var der varmt, og en tydeligt antydning af at der var en brandeovn eller pejs. 
Møblerne var gamle men vedligeholdelde. Her var hyggeligt og hjemmelige. 

Andrew satte tasken fra sig. "Mor!?" K
Kalde han mens han tog sig overtøj af. Fortdin kunne høres fra køkkenet. Og ud kom en kvinde med snavset forklæde og ugler hår. En der tydeligvis havde været i fuld gang i køkkenet. 
"Oooh Andrew! Min dreng! Åh hvor er det godt at se dig!" Lød det fra hende, og man kunne tydeligt høre hvor meget hun havde savnet sin elskede søn.
Andrew skynde sig over til hende, slog armene om hende, løftede hende op og svang hende en enkelt gang rundt inden han krammede hendes ind sig. "Hvor er det godt at se dig!" Sagde han som han knugede hende ind til sig. 
Hun skubbede ham lidt væk "så din tossede dreng" grinte hun. Hendes opmærksomhed og blik fandt derefter på Charlie. 
Hun slap sin søn og gik over ikke Charlie "hvor er det dejligt du ville komme med Charlie" sagde hun og i stedet for at række han hånden gav hun ham et moderligt kram, og et kys på kinden. 
Hun studerede han lidt. "Jaah... Andrew nævnte jo godt nok for mig at du ville se ud som en hver anden.. men jeg havde nu troet det var et eller andet der symboliserede mere at du var en engel" mumlede han. 

Andrew himlede med øjnene "mor.. det er altså kun i dine bøger at de alle flyver rundt med ble på og en garvet i hænderne" andrews mor så strængt på ham. "Blot fordi du er det klog! Så skal du ikke håne guds skabninger!" Vrissede hun. Hun vende atter opmærksomheddn mod Charlie. "Forrasten er mit navn Rosali Jackson.. men kald mig bare Rosali" sagde hun med en varm stemme som hun greb begge drenge "kom nu! Sid ned! Sid ned! Jeg har lige bagt friske småkager! Hvad med noget varmt at drikke? Kakao?" Jappede hun der ud af men hun gik mod køkkenet. 

Andrew sukkede lidt. "Beklager, men hun er ikke vant til at jeg har nogle med hjemme" sagde han og kløede sig i nakken.

Charlie sendte Andrew et smil, hankede op I sin taske og fulgte efter ham igennem den lille by. Han kiggede rundt, for ham virkede alt spændende, men det kunne man nok heller ikke fortænke ham. Når man havde levet de første mange år af sit liv i øde område, så virkede alt så nyt. Han betragtede huset de var nået til. Det lignede noget fra en bog, men han havde heller ikke set så mange forskellige, og det her var nyt. Men han kunne lide det, det virkede hjemligt. Han kunne da også se på Andrew hvor meget det betød for ham, og han kunne ikke lade være og føle en varme som han så det smil der viste sig på hans læber.

Han stillede tasken på gulvet da de kom derind, og imens han kiggede rundt var han ved og tage sin jakke af. Hans blik faldt dog på en kvinde som kom ud i gangen til dem, og han kunne ikke lade være og smile over måden Andrew og hans mor var. Det mindede ham om hans egen mor, og et det gav et stik i maven som hendes minde hjemsøgte ham. Han skubbede det dog væk, han var glad på Andrews vegne. Han havde lige hængt sin jakke op som hun stod foran ham og han skulle til at give hende hånden, men mærkede i stedet for hvordan han blev trukket ind i et kram, og et kys på kinden. Charlie var akavet omkring folk, og det var alle folk. Og hun formåede da også og hive den rosa farve frem på hans kinder, som han ikke helt vidste hvor han skulle gøre af sig selv. Han var ikke vandt til den her, måde og hilse på, eller jo hans mor men, ikke en han lige havde mødt. Han krammede hende derfor blot en smule akavet. ”Uhmm. Nej.. det mig der takker.. Jeg mener.. Tak fordi jeg måtte komme.” han forsøgte og lyde mere sikker i sin stemme end han egentlig var, og lod hende betragte ham efter, dog kunne han ikke lade være og føle sig en smule forlegen, og den røde farve i kinderne blev præcis hvor de var.

Han fik ikke svaret hende før at Andrew havde sagt noget, og han så en smule taknemmeligt på Andrew. ”Mine vinger er gemt, det duer ikke og have dem ude, slet ikke indenfor.. De er for store” sagde han så som han kiggede på hende med et varmt og charmerende smil som nåede helt op til de blå øjne. ”Rosali.” gentog han så og sendte hende endnu et smil, før han mærkede hvordan han blev trukket med. Han nåede lige og smide skoene inden de forlod gangen, de lå dog lidt akavet. Han kiggede over på Andrew der sukkede med et charmerende smil på læberne, og rystede let på hovedet. ”Intet og undskylde for. Jeg kan godt lide din mor” sagde han så med en blid stemme som han fulgte efter hende ud i køkkenet. ”er der noget jeg kan gøre?” han stillede sig ved siden af Andrews mor og så roligt på hende.

Hun så forståeligt se ud da han forklarede om sine vinger, og at de var for store til at hun kunne havde dem fremme, særligt inden for. Hun så næsten taknemmeligt rundt på alt hendes porcelæn. Ja det ville nok ikke være så godt. Med sådan nogle vinger indenfor. 

Andrew umkunne ikke lade vær med at smile lidt da Charlie sagde at han godt kunne lide Andrews mor. Det var han nu meget glad for. Han så dog undrende på Charlie da han valgte at gå ud i køkkenet. 

Rosali stod og Nynnede lidt. Hun så lidt overrasket op på Charlie da han spurgte om der var noget han kunne gøre. "Orh.. det må jeg sige! Andrew havde ret i du var en sød ung mand" sagde hun med en kærlig stemme. Noget der fik en halvkvalt og hostende lyd ud fra bag den, af Andrew der havde været ved at stjæle en småkage, men havde hørt hvad hans mor havde sagt. Han slog sig Selv på brystet. "Moar!!!..  det har jeg da aldrig sagt!" Hostede han. 
Hans mor løftede et øjenbryn. "Du sagde selv jeg skulle glæder mig ikke til at møde ham, og at han var så sød en fyr!" Sagde hun bestemt. 
Han bed sig i  læben som hans ansigt blev rødt. 

Rosali så på Charlie. "Hvis du vil tage bakken der over med kopperne på og sætte ind i stuen på sofabordet" sagde hun med en nussen mod hans arm. 
Hun så mod Andrew " og når nu du allerede HAR under kagerne, så kan du lægge kogle op på en tallerken!" Hundrede hun lidt. Andrew grinte bare lidt, og Østergaard nogle kager op. Han gik selv ind og satte det på bordet sammen med det Charlie satte ind. Han sende ham et varmt smil. 

"Forrasten Andrew! Så har Calla spurgt efter dig flere gange! Du må hellere smutte ind og fortælle du er kommet hjem" sagde hun med en rolig stemme. Andrew så på sin mor. "Ja det må jeg hellere.. det er længe siden jeg har set hende!" Sagde han med et smil.

Charlies kinder blussede op i en rød farve, havde Andrew sagt det? Han måtte have ment som ven, jaa. Det var det han mente. Charlie havde jo redet hans dag i Moonlight Falls, det hele var startet den dag. Han hørte derfor også kun halvt hvordan Andrew og hans mor diskuterede, selvom det var den der kærlige diskussion. Hans opmærksomhed blev dog tvunget tilbage som Rosali fortalte ham hvad han kunne gøre. Han rystede kort på hovedet før han sendte hende et smil ”Ohh ja.. Selvfølgelig” sagde han så som han gik over og greb fat i bakken.

Han var inde i stuen før Andrew kom derind, og han havde stillet bakken på bordet. Nu stod han så der, og kiggede lidt rundt, før hans øjne faldt på det smil som Andrew sendte ham. Det gik direkte i hjertet, og sommerfuglene begyndte. Han bed sig selv i kinden. Stop it! Han kunne ikke føle sådan, og det ville han bruge den her jul på, konstant minde sig selv om han ikke kunne føle sådan for Andrew, nej det gik ikke!

Rosali’s stemme lød igen, og Charlie kunne igen mærke den der træls stikkende fornemmelse. Calla var det en kæreste, en pige han var vild med, eller? Han havde en trang til at spørge, han ville vide det, men han kunne ikke. Ikke uden at vise hvad han følte, og det var det sidste han ville. Han valgte derfor og henvende sig til Andrews mor, det var kun høfligt. ”Jeg kan rigtig godt lide jeres hjem, det hyggeligt og hjemligt. Man føler sig velkommen.” sagde han med en blid stemme før han satte sig ned i den bløde sofa. ”Hvad laver du egentlig til daglig? Andrew har ikke fortalt noget” forklarede han så blot, prøvede og holde fokus væk fra Andrew, og undgå og sidde og stirre på ham.

Der var noget ved det blik de havde udviklet i stue! Var der ikke? Hvorfor havde Charlie set så længselsfuld ud? Kunne det være Andrew han længtes mod? *Selvfølgelig er det ikke det dit fjols..* nej.. selvfølgelig ikke.. Charlie længtes helt sikkert efter det hjemlige, det at have en familie! Den slags ting.. 
Hans mor var kommet ind i rummet. Og om hun kunne fornemme der var noget der trykkede hendes søn var svært at sige. Hun så i hvertfald noget undrende og skiftevis på de to drenge. 
Andrew sank ned i sofaen ved siden af Charlie. Men med så god afstand at de ikke ville ende med at røre hinanden! Det ville han ikke kunne tackle lige nu.. og hans mor måtte for alt i verden ikke se hvad der foregik med hendes søn! 

Rosali smilede varmt som Charlie roste hjemmet. "Tja.. det er sparsomt, men jeg kan nu godt lide det!" Sagde hun og så sig selv om i huset som om hun lige skulle have det genopfrisket. 
Hun begynde at hælde kakaoen op i drengenes kopper, og så på Charlie da han spurgte hvad hun lavede. "Jeg er lære" sagde hun med et roligt smil. 

Andrew så lidt på Charlie "jeg spurgte hende hvorfor hun ikke søgte en stilling på Athena.. men hun ville ikke" sagde han med lidt opgivende træk på skulderen, mens han var ved at proppe hovedet med kager. 
Rosali så lidt strængt op ham "Andrew Teddy Jackson! Hvor mange gange har jeg sagt du ikke må tale med mad i munden!?" Vrissede hun. 

Men det var nu ikke Rosalis skideballe der fik Andrews ansigt til at blive knaldrødt. Men derimod at hans mor afslørede hans temmeligt pinlige mellemnavn. "Moaar!!.. du ved jeg hader når du kalder mig ved mit mellemnavn" sagde han næsten fabrilsk. Han skævede lidt mod Charlie. Åh hvor var det pinligt! Hans mor nåede at tage livet af ham enden julen var overstået. 

Rosali ignorere dog sin søn og henvende sig istedet til Charlie. "Andrew forslog det godt nok men... Som menneske har jeg det bedst med at undervise.. ja.. mennesker, eller noget jeg ikke ved hvad er" grinte hun lidt. "Desuden.. så var det meningen Andrew skulle ud og lære andre at kende" sagde hun med et smil. 
Hun så på sin søn. "Forrasten, så skrev du at Lucian var kommet til byen! Hvordan går det med?" Spurgte hun så. 
Andrew smilede med et underligt stort og stolt smil. "Han har det godt mor! Jeg skulle hilse! Han er blevet min Alpha som jeg skrev.. og noget siger mig vi snart får en Luna" grinte han lidt. 
Rosali smilede kærligt. "Åh det var dejligt at høre! Også med hensyn til pigen" sagde hun roligt. 
"Ja du var jomnogdt betaget af ham da i var børn! Somme tider kunne du se på ham med et næsten forelsket blik" grinte hun lidt som hun selv tog en kage. Hvorefter hun rakte den hen mod Charlie. 
Andrew bed sig i indersiden af læben, og så ned. Jah.. han havde været forelsket.. lige ind til.. hans blik skævede mod Charlie. Indtil han kom.. han havde hele tiden lyst til at gøre noget ved det, sige noget, røre ved ham, bare.. tage hans hånd! Tanken var det eneste der skulle til for at hans hånd begynde at bevæge sig, indtil den lå ved siden at Charlies. Bare et par millimeter mere! Et par få millimeter, og han ville kunne tage ham i hånden! Han bed sig i læben, og trak hånden til sig igen. Skjolde i stedet hans sørgmodige mine i koppen.

Charlie sendte hans mor et varmt smil som han rystede let på hovedet. ”Nej, det er helt perfekt som det er.” sagde han med en venlighed og varme i stemmen. Hans blik skiftede imellem Andrew og hendes mor. Han var ved og blive kvalt i den varme kakao som han hørte hende bruge hans fuldenavn. Teddy? Oh dear god…. Meget havde han forestille sig men ikke det. Han prøvede virkelig, men han kunne ikke helt lade være med og grine da han hørte Andrew brokke sig, og bemærkede den meget røde farve i hans hoved. Fuck hvor var han altså kær, som han sad der helt genert, han fik en trang til at gå hen og give ham et kys, men skubbede den hurtigt væk som han hostede en sidste gang for at få styr på kakaoen der var kommet i den gale hals. ”Jeg vidste ikke du havde et mellemnavn.” sagde han så bare stadig med et lille smil på læberne.

Hans blik vendte sig dog straks imod Rosali som nu snakkede direkte til ham. Han havde stillet koppen på bordet, han frygtede endnu et anfald af hoste, og da han havde været ved at spilde det før virkede det mest fornuftigt for nu. ”Det kan være overvældende pludselig og skulle ud blandt andre væsner. Generelt andre.” sagde han så blot roligt, uden rigtig og uddybe det. Han kiggede på koppen med kakaoen og forsøgte sig med endnu en tår, denne gang uden at være ved og blive kvalt i den.

Der var noget beroligende over bare og betragte Andrew og hans mor, den måde de snakkede og virkede tætte. Det var det han havde fornemmet den dag i spisesalen, altså inden. Han skubbede tanken væk, han ville ikke føle den følelse igen. Han lænede sig tilbage i sofaen, og lyttede som de snakkede om Lucian? Det var Andrews alfa var det ikke? Han havde i hvert fald hørt noget om ham, men han havde dog ikke set ham før. Han tog taknemmeligt imod tallerkenen, og snuppede selv en kage før han stillede den på bordet. Forelsket blik? Det må have været noget hun forestille sig, Andrew var ikke til mænd, desværre. Det havde Charlie måtte erkende det på den hårde måde. Hans blik var på Rosali ”Jeg vidste ikke du kendte Lucian? Jeg har hørt han er Andrews alfa, men udover det så kender jeg ikke rigtig noget til ham.” sagde han så bare roligt før han tog en bid af sin småkage. Han mærkede en varme ved siden anden hånd der lå i sofaen, men da han kiggede ned var der ikke noget og se. Måske han bare håbede, han skulle stoppe med det. Han trak derfor sin hånd op og lagde den i stedet i skødet, det var for smertefuldt og tro alt muligt. Han havde det svært nok med at være så tæt på ham. Ingen grund til at gøre det værre.

Andrew så på Charlie med sit tomat røde ansigt da han nævnte at han ikke kende til Andrews mellem navn. "nej... og jeg havde virkelig håbet du aldrig behøvede at høre det" jamrede han sig næsten. Han hadet det navn, og det var da det mest pinlige hans mor til dato kunne have sagt! Nu kende Charlie det, så hvis ikke han fandt Andrew ynkelig og nørdet før, så gjorde han det da HELT SIKKERT nu!
Åh han skulle aldrig ha inviteret Charlie med...

Rosali så lidt spørgende på Charlie da han sagde at det kunne være skræmende at komme ud mellem andre væsner, og andre genaralet. Hun havde hørt fra Andrew at Charlie ikke havde nogle familie, og at han var kommet til akademiet efter hans forældres død. Men hun ville ikke spørge ind til det nu, det var sikkert et meget ømt punkt for ham, og det her var netop noget der skulle glæde ham, ikke den anden vej rundt.
Hun så på ham da han nævnte Lucian, og smilede "oh jo, jeg kender Lucian!" sagde hun med et blidt smil. "Hans mor og jeg var veninder da de boede her i byen.. og drengene legede sammen. De var uadskillelige, præcis som 2 brødre"Hun så over på Andrew " Andrew var kun 14 da Lucian og hans mor flyttede her til.. og drengene fandt bare hinanden med det samme" sagde hun med et varmt smil.
Andrew sad med koppen for munden. Det var nu ikke helt det der var sket, men det behøvede hans mor ikke at vide. Selvom drengene med det samme havde knyttet et stærkt bånd til hinanden, så var det nu ikke helt sådan Andrew havde haft det. For på trods af at Lucian helt sikkert havde set Andrew som en lillebror, var det nogle andre tanker der gik gennem Andrews hoved.

Han ende dog med at se på Charlie. "Den gang havde jeg det ikke ret nemt med de andre børn da jeg var.... anderledes" han så ned.
"de fleste folk her i byen er mennesker, og at være vareulv, og endda en nørdet en der ikke kunne slå fra sig... det var ikke så nemt.. men så kom Lucian, han støttede mig og passede på mig, som en bror ville gøre det" forklarede han. Han så på sin mor.
"Du må snart komme og besøge os, når vi har fundet et hus at bo i" sagde han med et varmt smil.
Rosali smilede "det glæder jeg mig til"

Andrew sad lidt, inden han dog klappede sig selv lidt på lårene. "nåh.... jeg må hellere komme over til calla" sagde han. Alt denne snak om fortiden, om Lucian gjorde ham rastløs, selvom tingene var løst nu, og han havde fået afklaret ved et kys at hans følelser ikke var noget, såh var det smertefulde jo at vide hvorfor.... på grund af englen der sad ved siden af ham i sofaen havde stjålet hans hjerte, og endda havde låst det inde, uden at give det tilbage, på trods af at han ikke kunne give sit eget i bytte.
Rosali hev dog Andrew ud af sine tanker "du burde tage Charlie med, cille er også kommet hjem" Andrew stoppede lidt op. åh nej... så han skulle præssentere Andrew for hele 2 søde piger? Åh det her blev en lang jul, det ville sikkert ende med at Charlie slet ikke var her, men der over. Han kom dog bare med et påklistret smil. "selvfølgelig... lad os smutte der over... pigerne vil elske at hilse på dig" *men du er min!... kun min* Han rejste sig og så på Charlie "vil du med... så kan jeg også vise dig lidt rundt i byen" sagde han med et roligt smil.

Charlie smilede som han hørte historien om Andrew og Lucian. Han havde aldrig haft andre end sine forældre, og det virkede som noget helt unikt og have en så god ven. Så god at man helt følte sig som brødre? Tanken var rar, at have en bror eller søster. Han var ligeglad bare han havde haft nogen. Det var ikke fordi han havde følt han manglede noget i sin barndom, men nu hvor han kiggede på den som voksen, så kunne han godt have ønsket mere. Han bebrejdede dog aldrig sine forældre for det, han vidste godt hvorfor og han kunne også godt se hvor deres frygt kom fra. Hans blik faldt på Andrew som sad der med sin kop, og han kunne ikke lade være og smile lidt. ”Jeg havde regnet ud de var ret tætte, men vidste egentlig ikke de havde kendt hinanden så længe” sagde han så bare roligt. Han følte en taknemmelighed overfor Lucian selvom han aldrig havde mødt ham. Tanken om hvordan han havde passet på Andrew, fik en varme til at brede sig i hans bryst. Og han endte med bare og smile lidt ”Jeg håber jeg kommer til at møde ham en dag.”

De sad lidt i stilhed, og Charlie nød den varme kakao. Det var rart efter gåturen i kulden, det var blevet ret koldt på det seneste, man kunne godt mærke det var vinter. Andrews stemme brød dog stilheden og han hørte igen navnet Calla blive nævnt. Han sad og kiggede ud af vinduet, men hørte så hvordan Rosali foreslog han skulle med. En klump samlede sig i hans hals, det kunne han ikke klare, at se Andrew med pige. Han huskede kort det akavede bal, og hvordan det havde fået ham til at drikke sig fra sans og samling. Ohh no, det kunne kun gå galt. Men før han nåede og sige noget hørte han Andrew der bekendtgjorde at det var en god ide. Han fik en følelse af ikke og kunne trække vejret, og sank klumpen i håb om at det ville virke. Da det ikke gjorde nogen forskel, så han tog i stedet en tår af sin kakao, eller han endte med og bunde den helt. Fuck fuck fuck fuck.. Ingen alkohol og gemme sig bagved denne gang. Hans øjne vandrede op af ulven ved hans side, ulven han ikke kunne få ud af sit hoved, og hans blik faldt på hans smil. Det charmerende smil som altid gjorde ham blød i knæene. *Jeg kan ikke klare og se dig med flere piger…* Men selvom det var det hans hjerte skreg, og så sendte han blot Andrew et smil og rejste sig efter og have stillet koppen fra sig. Han vendte sig imod Rosali ”Tak for kakaoen. Det var rart med noget og varme sig på efter gåturen i kulden.” sagde han roligt med sit typiske charmerende smil på sine læber. ”Har tænkt over det, og hvis du vil kan jeg vise dig mine vinger henover julen. Hvis der da er et mere privat sted i nærheden.” tilføjede han så, før han fulgte efter Andrew ud i gangen hvor de tog deres overtøj på.

Andrew vidste ikke helt hvad han skulle sige eller gøre omkring det her emne. Det var ret følsomt for han! Han vidste virkelig ikke hvordan han skulle agere. Indtil få ikke ret længe siden var han ulykkeligt forelsket i Lucian. Og nu sad han og snakkede med lige den person der var skyld i at han ikke længere følte sådan... 
Han havde endda givet Lucian et kys! Blot for at af eller bekræfte om han stadig havde de følelser for ham. Noget der havde vist sig at han ikke havde. I stedet... Så var han faldet pladask var englen ved siden af ham. 
Han så dog lidt overrasket på Charlie da han sagde at han håbede han ville møde Lucian en dag. "Gør du?.. jeg mener, vil du virkelig gerne møde ham?" Spurgte han næsten overrasket. 
Det var underligt for.. selvom han elskede sin mor over alt på jorden, så var det Lucian havmn var mest spændt over at skulle præstere ham til. 

Da Charlie rejste sig og ville gå ned smilede Andrew lidt. Selvom han ikke var meget for at tage Charlie med han fik  to unge og søde piger. 
Rosali smilede som Charlie takkede "det var så lidt Charlie, og i kan sagtens få mere når I kommer tilbage" sagde hun med et varmt smil. 
Hun så dog overrasket på ham da han nævnte hans vinger, "det ville glæde mig meget" sagde hun så med et varmt smil. 
Andrew kunne ikke lade vær med at smile lidt, han kom til at tænke på første gang han så Charlies vinger. I bjergene. De havde været så smukke, kridhvide, næsten som sneen. 

Da de havde fået tøj på, begynde de at gå. Andrew såmlidt på Charlie som de gik, han pegede hen mod et hus der lå lidt nede af vejen. "Det var der Lucian og hans boede, da de boede her i byen" forklarede han. 

Han fortalte lidt om byen mens de gik der. Hvad for en skole han havde gået op, kirken som han og hans mor havde været til gudstjeneste i hver søndag trods Andrew ikke var nær så Kristen som hans mor. Til sidst kom de til et hus hvor Andrew stoppede. Han tog en dyb indånding og sukkede lidt ud. Calla kunne han klare men Cille... Hun ville kaste sig over Charlie som en sulten tiger det vidste han. 
Han gik dog over og bankede på. 

Døren blev åbnet, men i dåråbningen tid der ikke noget ung smuk pige. Derimod en lille pige på omkring de 5 år. Hun så måbende op på de to fyre inden hendes ansigt lyste op i et kæmpe smil. "Drew! Drew!" Lød det inergisk fra hende som hun rakte arme op mod ham. 

Andrew grinede blot og løftede hende op. "Hold nu op hvor er du blevet tung! Du bliver jo større og større for hver gang jeg ser dig!" Grinte han lidt som pigen krammede sig ind til ham. Men dog spærrede hun øjnene op og stirrede spørgende på Charlie bag Andrew. 

"Nikki hvem er det?" Lød en lys og leg stemme indefra. Og en ung pige på omkring de 19, med langt lyst hår og himmelblå øjne, kom til syne og stoppede op da hun så Andrew og lyste helt op, præcis som den lille pige "Andrew! Du hjemme!" Udbrød hun før hun kastede sig om halsen på ham. Andrew havde kun lige nået at sætte Nikki ned på jorden. Han grinte blot lidt af hendes reaktion og lagde selv armene om hende for at give hende et kram. Han slap hende dog igen for at vende sig halvt "det her er en... Ven.. far akademiet". *ven!?... Hvorfor er jeg nød til at præsentere ham sådan? Min elskede, min kæreste.. min store kærlighed!* Det var de ord han Gerne ville bruge.. alt andet end ven..
Han så på Charlie. "Det her er Calla! En gammel barndoms veninde" forklarede han. 

Cille rakte hånden frem mod Charlie. "Dejligt at møde dig Charlie" sagse hun med en sukkersød stemme.

Charlie havde bare nikket og sendt ham et smil før han svarede. ”Altså han har altid lydt som en fantastisk person, og nu din mor også omtaler ham sådan, så det svært ikke og ville. Han lyder også vigtig for dig, så ja jeg vil gerne møde ham. Sagde han blot roligt før de sammen gik ud i gangen.

Han fik hurtigt sine sko og jakke på, og sørgede for og lukke den godt til omkring ham. Det var koldt udenfor, og han vidste jo ikke rigtig hvor langt de skulle gå. Han kiggede på huset som Andrew udpegede og smilede lidt ”Ahh i boede tæt på hinanden.” sagde han så blot roligt. Imens Andrew fortalte om byen nikkede han blot, og kommenterede lidt hist og her på de ting hvor det virkede passende. Han kunne godt lide den her by, den virkede rolig og fredfyldt. Den var på ingen måde samme størrelse som Gaia eller Moonlight Falls, og han kunne se sig selv slå sig ned i by lignende den engang. Når han engang nåede dertil.

Han blinkede et par gange som en lille pige kom til syne i åbningen og han fik også rykket sig et halvt skridt bagud da hun kom løbende og sprang entusiastisk op i Andrews arme. Fuck hvorfor holdt han ikke armene om ham på den måde? Nej nej! Det her var ikke stedet eller tiden til at tænke sådan. Hendes øjne faldt på Charlie og han bed sig let i læben før han sendte hende et charmerende smil, prøvede i hvert fald. Han følte sig ærligt en smule akavet over hele situationen lige nu. En kvindestemme lød, og han fjernede blikket fra den lille pige, han fik øje på en smuk ung kvinde med lyst hår. Oh my god, han havde sku da aldrig en chance hvis pigerne Andrew omgikkes med så sådan ud! For fanden da hun var flot. Han bed sig i kinden og prøvede og sluge den bitterhed der var opstået i ham. Det var jo ikke fordi han på noget tidspunkt havde haft en chance.

Ven… Der var det ord igen, det var egentlig et fint nok ord, men fuck han hadede det når Andrew præsenterede ham sådan. Han kiggede dog på kvinden som blev præsenteret som Calla, og sendte hende et varmt og charmerende smil, det mindste han kunne gøre var da og hilse pænt, det var trods alt ikke hendes skyld at han var smaskhamrende forelsket i Andrew. ”Ohh jo tak, og i lige måde. Selvom jeg må indrømme jeg først lige har hørt om dig i dag.” svarede han blot som han trykkede hendes hånd.

Han vidste egentlig ikke helt hvorfor, men det gjorde ham lidt nervøs, tanken om at skulle præsentere den for hinanden.. men samtidig også glad for at Charlie gerne ville møde Lucian. Det ville betyde ret eget for ham, men det kunne han jo ikke sige! 

Da de var kommet til pigernes hjem, var det tydeligt hvor godt Andrew kende dem. Calla smilede over det Charlie sagde "nåh... Så Andrew taler ikke om mig?" Spurgte hun og vende blikket mod Andrew med et drilsk blik. Andrew så næsten forvirret ud. "Men... Hvorfor. Hvorfor skulle jeg fortælle Charlie om dig?" Spurgte han forvirret. Hun grinte lidt. "Nåh nej.... Det ville nok nærmere være Cille du fortalte om" drillede hun. 
Andrew sukkede opgivende 

Calla så mod døren "Cille!!! Kom ud og se hvem der er kommet!" Kalde kun. Der gik ikke længe før en pige på samme alder som Charlie og Andrew kom frem. En pige der var endnu flottere end Calla. Hun lyste op i et sbredt smil der fik de søde fregner til at stritte frem. "ANDREW!!!" Hun sprang  i armene på ham, og Andrew var næsten lige ved at vælde. "Orh hvor er jeg glad for at se dig!"  Sagde hun som hun klemte ham ind til sig.
Da Cille havde sluppet ham fik hun øje på Charlie. Hun så først overrasket ud, men smilede så skævt "og hvem har vi så her?" Sagde hun med et spørgsmål blik og hovedet tiltet på skrå.

Charlie bed sig selv i læben, havde han sagt noget dumt? Ville det bringe Andrew i problemer? Fuck! Han ville ikke give ham problemer, slet ikke når han var så sød at han tog ham med hjem, lod ham holde jul med ham og hans mor. Han hørte det de snakkede om, og der var det andet navn Cille? Måske det var hende Andrew var sammen med? Han kiggede op som han hørte hvordan der blev kaldt på hende, og hans blik var imod døren, han måtte se hende, hvem var det som gjorde at Andrew ikke var til mænd? For i hans hoved var han overbevist om at det var hende.

Charlie faldt næsten bagover som han så hende. Oh dear god, amen det her var jo håbløst. Hendes lyse hår, det smil, hun var jo som taget ud af et glansbillede, hun var gudesmuk! Og så de fregner, hvorfor ik bare sætte en kugle for panden af ham og skyde? Det var da gået hurtigere. Han sprang hurtigt til siden som Andrew fik problemer med at holde balancen som hun hoppede op i hans arme, og han stod nu ved siden af og kiggede på den hilsen der udfoldede sig. Men så vendte hun fokus imod Charlie, og han kunne mærke hvordan hans kinder automatisk blev ildrøde, hvorfor kunne hun sådan på ham? Arghh!! Det her det kunne han slet ikke klarer. Han kløede sig forlegent i baghovedet. ”uhmm jeg.. he.. Hej.. jeg Charlie.” fik han så endelig sagt. Han tilbød hende hånden i en hilsen som han bed sig let i læben. Hvorfor gik han med, HVORFOR?

Cille smilede på den er helt perfekte måde som Charlie rakte hånden frem og hun tog den. "Hyggeligt at møde dig. Charlie.. mit navn er Cille" sagde hun med en sukkersød stemme.  Calla kom hen til dem også. "Går du også på Athena?" Spurgte hun med en over. "Så er du måske heller ikke et menneske?" Spurgte Cille så. Begge piger virkede yderst interessant i Charlie, og pludselig ikke nær så meget i Andrew. 

Andrew stod blot og så til, og imens kunne han mærke denne nivende fornemmelse i brystet. Denne følelse af at der blev taget noget fra ham. Og nu tænkte han ikke på opmærksomheden, men derimod Charlie.. Cille og Calla vimsede alt for meget rundt om Charlie. Han ville ikke have det! Han ville have at de holde fingrene for sig selv. Hvilket de så ikke gjorde. For da Cille valgte at gribe Charlies arm, og næsten klistre sig op af ham men det der alt for søde og charmerende smil blev det for meget. 
"Helt ærlig, lad han så være!" Lød en knurren og begge piger så noget overrasket ud som de vende blikket mod Andrew. Calla smilede dog lidt drilsk "hvorfor? Er du Jaloux?" Spurgte hun drillende. 

Andrews ansigt skiftede farve på mindre end et sekund. Selvfølgelig var han Jaloux! Charlie var hans! Hans alene, og han havde ikke lyst til at dele ham med nogle! Slet ikke nogle. Aller helst ville han nok bare gemme ham væk og spærre ham inde så ingen nogle sinde kunne se på ham, tale til ham eller røre ved ham! Det var sindsygt at havde det sådan det vidste han godt... Men han kunne virkelig ikke klare tanken om at andre var sådan overfor Charlie som pigerne var lige nu. 
Den røde farve i hans ansigt afslørede ham dog, og pigerne fik pludselig nogle helt andre ting at tænke på, da de begynde at grine lidt. 
Cille gik over til ham. "Du behøver slet ikke være så Jaloux Andrew" grinte hun lidt. Andrew bed sig i læben og skævede mod Charlie. Havde Charlie nu regnet hans hemmelighed ud? Havde han regnet ud at Andrew var faldet pladask for ham? Hvad skulle han gøre. Han ende med at klø sig i nakken "vi.... Vi må hellere se at komme hjem igen" mumlede han. 
Pigerne så bestemt bedrøvede ud. "Orh.. hvorfor allerede?" Spurgte de næsten i kor. 

Andrew vende blikket mod Charlie. *Fordi jeg ikke kan holde ud at se jer røre ved min engel* han valgte dog at henvende sig til Charlie "hvad siger du Charlie...  Vil du gerne blive lidt eller..?" Hvis Charlie ville blive.. så var han 100% sikker. Charlie var ikke til fyre.

Charlie vidste ikke hvor han skulle gøre af sig selv, han var virkelig dårlig til det her sociale stadig. Og når det så var 2 piger som så ud som Calla og Cille gjorde. Han var godt nok smaskhamrende forelsket i Andrew, men det ændrede jo ikke på at de så godt ud. Han bed sig nervøst i læben som det ene spørgsmål efter det andet blev stillet, fuck fuck fuck han var nødt til at begynde og svare på dem! Han kunne ikke bare stå her og stå.. ”Ohh ja.. Jeg går på Athena…” vent der var et spørgsmål mere var der ikke? PIS hvorfor kunne han ikke huske det. Han mærkede pludselig noget blødt imod sin overarm som Cille klistrede sig op af ham, og han var ved og dø af generthed. Hans hoved var nu ildrødt, og han gik fuldstændig i stå. Heldigvis blandede Andrew sig så endelig, han måtte have kunne se på ham at det var akavet for ham. Han fik diskret trukket sig ud af Cilles greb, eller en smule, bare en smule afstand i hvert fald.

Callas ord lød og han forstod ikke hvorfor hun spurgte om det. Det var jo klart at Andrew var jaloux. Det var ikke længe siden de havde stået ved ham, og selvfølgelig ville han gerne have de 2 piger over til sig. Især hvis han havde noget med en af dem. Det var da det eneste logiske. Cille slap ham og gik over til Andrew, og Charlie lod endelig sit blik hvile på ham, rødmede han? Ohh så var han jaloux, bare ikke på den måde Charlie ville ønske. Han bemærkede hvordan han bed sig i læben og han bed sig selv i kæben for at styre sig selv. Han ville så gerne bare farer derover og smide armene om nakken på ham, placere sine læber på hans, men det gjorde man altså bare ikke. Men det var ikke nemt og lade være. Endnu en gang tvang Andrews stemme hans fokus et andet sted. Hjem? Ohh ja hans mor, selvfølgelig. Hvorfor havde han troet noget andet. Begge piger virkede yderst utilfredse ved tanken om det. Ahh og det der bedrøvede ansigt, han kunne ikke ha det. Han hadede når nogen var kede af det, og hvis Andrew virkelig var vilde med en af dem så. Burde de så gå? Burde han ikke være en god… ven… og støtte ham? Og så blev valget pludselig lagt over på ham. Han bed sig i læben, fuck han skulle vælge, det kunne han da ikke. Ikke når begge piger stod og kiggede på ham med de øjne der. Amen.. arghh… Han rømmede sig kort ”Uhmm.. Du ser dem jo ikke så tit? Det okay med mig hvis du gerne vil blive lidt.” sagde han så blot, hvilket resulterede i 2 piger der smilede og nu vendte opmærksomheden imod Andrew. Han måtte bare bide i det sure æble, overleve det her. Havde man sagt A måtte man også sige B. Det var sådan det var ik?

Han hadet det! Han var ligeglad med at det ikke længere var ham der fik opmærksomhed! Skide være med det! Men at de hang sådan op af Charlie... Den måde hun ligefrem pressede sig op af hans arm og skubbede...nej nej nej!!! Det var forfærdeligt!! Og nu stod han så i stedet her og rødmede over pigernes åndssvage spørgsmål! Selvfølgelig var han Jaloux! Han ville ikke have at andre rørte ved Charlie! Charlie var han! Om han så ville have Andrew eller ej! Så var han hans!... Men han ville jo aldrig kunne få sig selv til at skræmme en pige væk for at hun ikke faldt for Charlie.. det ville han ikke kunne gøre overfor ham.. men han hadet det faktum at han ikke bare kunne gå hen og holde om ham, kysse ham! Vise overfor andre, at Charlie var hans, hans alene! Men gjorde han det, så ville han blive skubbet væk, og han ville helt sikkert miste Charlie helt. 
Måske var det hvad han skulle gøre? Måske var det i virkeligheden bedre... At Charlie var frastødt af ham. Så ville han måske kunne glemme ham?... Men han kunne ikke! Han kunne ikke klare tanken om ikke at kunne være sammen med Charlie. Om det så var sådan her.. hjerteknust rasten af hans liv. Så længe Charlie var glad! Så vardet sådan tingene måtte være.. 

Han håbede! Tiggede og bad til at Charlie ville hjem! Men nej... Som han lagde den over på Andrew, så var der sikkert fordi han gerne ville bruge mere tid sammen med Pigerne... Han havde lyst til at sukke, og gjorde det også lydløst, men klistrede så er smil på. "Okay.. såh.. så bliver vi lidt" sagde han hvilket fik pigerne til at så ekstra glade ud, og næsten sllbe de to drenge ind i huset. Andrew nåede under lige at smide skoene inden han var inde i stuen. Dette hjem var noget helt andet end det Andrew og hans mor boede i. Her var stilet, chekket og tydeligvis mange penge. Cille tog Andrews hånd og så på ham "kom! Du skal se hvad jeg har lavet" sagde hun energisk. Andrew skævede lidt mod Charlie. "Uhm.. jeg er tilbage om et øjeblik" sagde han og før han nåede at sige mere var han blevet hevet afsted mod Cilles værelse. 

Calla stod tilbage i stuen med Charlie. "Sæt dig bare ned.. vil du have noget at drikke?" Spurgte hun med et sødt smil. Nikki sad på gulvet og legede med dukker og var eller stille. 
Calla så på Charlie. "Hvor kender du egentlig Andrew fra?" Spurgte hun så.

Charlie var ikke vild med situationen, det han allerhelst ville var at gribe Andrews hånd og hive ham med sig, væk fra pigerne, væk fra det hele. Alligevel lod han Andrew bestemme, og han sukkede lydløst som han hørte hans valg, og plantede blot et af sine charmerende smil på sine læber. Han nåede ikke og gøre andet før de begge blev slæbt med ind i huset, og med nød og næppe nåede han og smide sine sko i gangen. Han stod nu i stuen, kiggede rundt og wow, det var jo anderledes, vildt anderledes. Mere nåede han ikke rigtig og registrere før at Andrew blev trukket med af Cille, og han kiggede kort efter dem og sendte Andrew et skævt smil. Okay måske han bare skulle have foreslået de skulle gå hjem.

Han stod lidt midt i stuen og følte sig ærlig talt en smule akavet. Heldigvis brød Callas stemme den akavede stilhed der havde været, og Charlie rystede let på hovedet ”Ohh nej tak, vi har lige fået af Rosali inden vi gik herover.” sagde han så blot med et smil på læberne. Han kiggede lidt rundt, og fik øje på Nikki som sad på gulvet og legede, han kunne ikke lade være og smile lidt. Hans blik blev igen drejet over på Calla da hun spurgte ind til hvor han og Andrew kendte hinanden fra. ”Vi mødte hinanden I en by ved navn Moonlight Falls. Og så indså vi at vi begge gik på Athena, der har vi så rent indi hinanden et par gange.” svarede han så bare casualt som han gik hen og satte sig ned ved siden af Nikki. Han vidste ikke hvor meget Andrew havde fortalt folk om den aften, og han ønskede ikke og komme til at sige noget han ikke skulle. Han sendte Nikki et forsigtigt smil ”Hey var det Nikki du hed? Det nogle fine dukker du har, må jeg se?” Charlie var måske ikke så god til at omgås andre, men børn, børn var en anden sag. Hans afslappede aura begyndte da også at fylde rummet, som han slappede mere af nu han sad ved hende. Det var ikke fordi han ikke kunne lide Calla og Cille, men det var bare nemmere og snakke med børn

Calla smilede blot som Charlie takkede nej til noget at drikke. Og nikkede blot forstående. Hun betragtede ham lidt som han satte sig ved Nikkie der med det samme begynde at vise alle sine dukker. 
Calla smilede lidt som Charlie forklarede hun satte sig ned sammen med ham og Nikke på den anden side af hende. "I virker i hvertfald til at være gode venner" sagde hun og kunne ikke lade vær med at trække lidt på smilebåndet. 
"Det er da dejligt at høre han har fået en ven" sagde hun s men hun sad og børstede en af Nikkis dukker. "Den eneste anden af hans venner jeg har mødt er Lucian" forklarede hun. 

Nikki sad og viste alle sine dukker til Charlie den ene efter den anden. Calla så lidt mod den retning Ville og Andrew var gået. "Helt ærlig.. hvor lang tid kan det tage..." Mumlede hun lidt.. hun sukkede og så på Charlie. "Undskyld... Jeg er bare træt af at hun gør det der hver gang han eller hun er hjemme.." mumlede hun. 
Hun smilede lidt som Nikke valgte at sætte sig op skødet af Charlie og lege med sine dukker. 
"Jeg ved ikke hvor meget Andrew har fortalt om os men.. han og Cille gik i samme klasse, og da jeg havde nogle problemer med skolen, valgte mine forældre at betale Andrew for at hjælpe mig med lektielæsning og med af studere... Han blev næsten som en bror for os alle.. han passede også flere gange mig og Nikki når mine forældre ikke var hjemme, og Cille var på kostskole" grinte hun lidt. 
"Cille har altid været helt forgabt i ham.. selvom.. Andrew aldrig rigtig har været interesseret.. jeg tror han er til en HELT anden type... Hvis du forstår hvad jeg mener" sagde hun og grinte lidt. 

Indenunne npnat forklare sig kom både Andrew og Cille tilbage. Calla så hurtigt mod Andrew "hvor længe bliver i Andrew!?" Spurgte hun. 
Han smilede roligt "i hvertfald til i morgen.. så må vi se hvor længe Charlie kan holde ud af være i min lille hjemby" grinte han lidt. Hans blik fadt på Charlie og han kunne ikke undgå at smile over hvordan han sad sammen med Nikkie.  Charlie så virkelig ud til at være glad for børn. Og Andrew kunne virkelig ikke undgå at falde en lille smule mere for ham.. hvis altså det var muligt.. 
Han grinte lidt. "Selvom jeg kan se du har travlt med dukkerne Charlie.. så tror jeg hellere vi må komme hjemad... Min mor har brug for vores hjælp" sagde han med et lidt drillende smil.