Poor Unfortunate Soul - Luc (+Malia) {Fortidsemne}

S: Ukendt sted i Skotland for 100 år siden
T: Aften
O: Folk i en lille landsby er gået til køjs, så der ikke mange mennesker ude
V: Støvregn
P: Joy: tøjet - Malia: tøjet
Emne til: @Luc <3

---

Det havde været vildt. Det var som om at det var slået klik for Meara igen. Hun vidste hvad der havde forudsagt det, nok det faktum de havde gået over stregen denne her gang. De havde smidt hendes mor ned i det de kaldte; det kolde hul. Men ikke før de havde haft gennemtæsket hende, og hvad de ellers havde gjort. Meara måtte have besvimet efter hun havde fået et par slag for at prøve at stoppe dem. Da hun endelig var vågnet gispende op, kunne hun mærke vreden. Den havde altid været der, men det var som om hun endelig havde nået bunden og hun gik ud i køkkenet. De havde gjort nok, mere end nok. De fortjente ikke at ånde, alligevel kunne Meara mærke de små rystelser som hun løftede kniven op fra bordet. Så lukkede hun øjnene i og tog en dyb indånding. Så slog hun de brune øjne op og gik målrettet imod hvad hun skulle gøre. Det første drab var hurtigt fordi hun var nød til ikke at tiltrække for meget opmærksomhed. Det næste ver den dæmoniske mand, ham som før også havde haft lagt sine hænder på hende. Hun stak ham så mange gange med kniven, hun mistede helt fornemmelsen af hvor mange - tiden forsvandt pludselig under fødderne på hende. Det var ikke til efter at man næsten ikke kunne genkende offeret at hun stoppede - og så på de to døde. Der var stadigævk nogle tilbage. Den ene af dem blev dræbt af et af hendes energi angreb - og den anden  blev væltet omkuld af det. Derefter blev hun atter fanget i mørket og kniven formåede at gøre ansigtet ugenkendeligt for fremmede. Meara slap kniven og åndede tungt ud. Det var der hun så sig selv. Kjolen malet ind i det klamme tykke væske, ligesom hendes ansigt. Blodet hang i hendes hår i tydelige lokker. Hun kunne kort ikke genkende sig selv.

Hurtigt slog hun blikket væk og fiskede nøglerne frem til kælderen. Hun gik hen og låste den op, og gik ned for at hente sin rystende mor op derfra. Der var ikke meget tilbage der var i ordenlig stand på kjolen, og modsat Meara var Malia dækket i sit eget blod. Malia var vampyr hun kunne dufte det ikke var Mearas blod, og hun kunne se at lige nu var det ikke tiden til en dybere samtale - så de gik - og gik. Til de nåede til en lille by i udkanten af skoven de havde været fanget.

//How you feel about this dramatic intro? Feel like I needed this xD <3

Luc havde kæmpet i krigen. Det var svært for ham at forlade hans mor og søster, men han følte han burde. Han havde levet så længe og havde været egoistisk i meget af tiden. Ikke mere. Nu ville han begynde at give. Han havde fået breve fra hans søster i en tid, men de var pludselig stoppet. Det havde undret ham. Ved første muligheden forlod han krigsmarken og tog til det kølige Skotland. Han foretrak næsten krigen frem for denne kulde. Han knappede hans skjorte op så langt han kunne og så ud i støvregnen. I hendes sidste brev havde Joy skrevet hvor de befandt sig. Han var taget til byen. De var ingen steder at blive set. Han havde spurgt efter dem, og fik fortalt nogle der passede, på deres udseende var blevet taget. Han havde straks gået mod den mistænkte bygning. Her stod han i skoven og så mod huset, der var næsten umulig at se for det støvede regn.

Han var på vej mod huset, da han så tog feminine skikkelser stikke mod byen. Han fulgte straks efter. Han var sikker på det var dem. De var kommet frem længe før ham. Han skyndte sig til hans mors side og lagde hans hænder om hendes ansigt. ”What happened?” Han skævede til Joy, men så igen på hendes mor. Han havde allerede blod på hans hænder. Han håbede næsten blodet var deres eget. Det var svært at leve med skylden af et spildt liv. Han ønskede det ikke for hans familie. Han trak sin soldaterskjorte af sig og rakte den til Joy. ”We need to get you two some water,” forslog han og så på deres blodige tøj. Det ville næppe berolige landsbyboerne at se dem sådan.

Hun stirrede tomt ud i luften. De mørke øjne stirrede på ham som han løbende imod dem, og Maera gav slip på Malia som bekymret blot så på sin datter.
"We were taken.. for 52 years.. your sister got us free," fortalte Malia og forsøgte at holde sin datters voldsomme følelser stabile - men Malia selv havde ikke den største mængde energi tilbage. Maera tog imod hans jakke og lagde den over sine skuldre, men uden at sige et ord. Malia støttede sig let til sin søn.
"I'm still a vampire.. I need to feed on something. Otherwise it might become more messy," sagde hun så og sukkede som hun mærkede sin datters kulde. I'm gonna be fine. Take care of her. I will find something," nikkede hun. Malia havde overlevet meget, og sandt så ønskede hun ikke at være alene - men hvis der var et håb om at Maera ville fortælle Luc om hvad der var sket, så skulle hun have den. Malia fik alligevel hurtigt færten af nogle der var ude, og hun havde ikke i sinde at dræbe nogle for føde. Og hun listede sig om bagved nogle huse.

Maera sukkede let og rystede derved på hovedet.
"I did what I needed to do," sagde hun så for at svare på et af de spørgsmål, som måske løb rundt i hans hoved. "I couldn't live like that. What.. what they did to her.. to me.. I had to. I don't regret it.. I would do it again.. and again," tilføjede hun så en anelse hæs. Maera flyttede sit blik op imod sin storebror, som hun ikke havde set i øjnene i 55 år. Hun havde blot været 5 år sidst hun så ham, men Maera glemte ikke ofte, og deres mor ville ikke lade hende glemme.
"I've missed you big brother," fik hun så sagt med et svagt smil der næsten vækkede lidt liv i de ellers trætte øjne.