Working is for poor people

Det var præcis lige så rædselsfuldt og livsdrænende som hun havde gruet for. Naturligvis. Giselle havde altid ret. Det var bare et faktum som ikke kunne diskuteres, og enten måtte man erkende denne sandhed eller som det mindste affinde sig med den. Jah, det ville så sige alle andre end hendes far. Han havde åbenbart sat sig et nyt mål i livet, der lød på at gøre hendes liv så surt som det var menneskeligt muligt. Umenneskeligt, dét var hvad det var. Aldrig havde hun følt sig så ydmyget og forrådt. Hvordan kunne han nedværdige sit eget kød og blod på så grufuld manér? Hendes ugentlige lommepenge var reduceret med hele...Okay, hun havde aldrig været den skarpeste til hovedregning, men det var helt sikkert væsentligt mindre end før! Hun havde knap nok råd til mere end ét par nye sko om ugen. Det var praktisk talt det rene tortur. Gad vide om man kunne lægge sag an mod sådan noget... Det ville selvfølgelig kræve mere end et trecifret beløb på bankkontoen. Til helvede med det...

Et meget dramatisk suk slap ud mellem Giselles let adskilte læber, forskønnet med en rosenpink lipgloss, inden hun dvask lænede sig indover barskranken med et besejret ansigtsudtryk. Med en lille snert af tilbagebleven trodsighed fandt hun dog kort efter mobilen frem fra lommens dyb og begyndte tankeløst at scrolle sig vej igennem feedsene på de sociale medier. Bitterheden over hendes nuværende situation ramte hende for alvor, da hun spottede en venindes nyeste Instagram post. Hele den sædvanlige vennegruppe, på nær Giselle, samlet på en af deres foretrukne natklubber, at dømme ud fra baggrunden. Læberne snerpede sig omgående sammen til en smal streg, og det var med en vis modvilje, at hun strejfede hjerte-ikonet med tommeltotten. Det var absolut ikke fair. Hun følte sig som en tilfangetagen prinsesse iblandt gemene landsbyboere. Hvor pokker var hendes fairy godmother henne?

“Excuse me – can I get a refill over here?” Det var et irriteret blik der mødte kunden som rømmende havde bedt om en genopfyldning. Måske ikke direkte dræbende, men hun var ærlig talt nået til et punkt, hvor selv den mindste bagatel kunne skubbe hende over kanten. Alligevel formåede hun at forholde sig professionel, i hvert fald nok til at de spydige bemærkninger kunne holdes indenbords, og pakkede mobilen væk for at gå over og hente den tomme kaffekop. “Coming right up.” En dyb, sukkende indånding blev taget på vej tilbage. Hun måtte virkelig gøre sit bedste for at abstrahere fra den forfærdelige realitet, hun uvilligt befandt sig i. I det mindste var der ingen hun kendte til stede. Og dermed heller ingen fare for at tabe ansigt. Desuden var der kun...halvanden time tilbage? Det burde være overkommeligt løg hun for sig selv, idet hun begyndte at rode med espressomaskinen.

Arbejde gik godt, økonomien så bedre ud end nogensinde, ikke at den på noget tidspunkt havde set skidt ud. Og oveni det, havde han netop fået færdiggjort renovationen af sit poolområde og fået lavet nogle opgraderinger.
Så denne aften skulle være fuldstændig arbejdsfri og livet skulle nydes. Men det skulle gøres lidt simpelt så han besluttede sig for at køre ud og få sig lidt tærte og en kop kaffe. Selv små ting kunne gøre meget for ens humør. Men værende den mand han nu en gang var, skulle detaljer på plads. Man skulle selvfølgelig se ordentlig ud.

Outfit

Den sorte Porsche blev hans valgte transportmiddel for aftenen, han satte sig ind og kørte mod en café han havde hørt om nogle gange. Et simpelt men godt sted så vidt han kunne se.
Porschen tiltrak sig selvfølgelig nogle blikke som den parkerede hvilket han også gjorde som han gik ind på caféen.
Det første han fik øje på var Giselle hvilket overraskede ham meget. Men han ville heller ikke gøre hende forlegen ved at se overrasket ud, så han smilede dragende, og sagde: "Good evening.."
Inden han fandt et tomt bord og satte sig ved, afventende betjening

Dørbjældens beskedne klang ringede ud i lokalet, men var i og for sig ikke noget Giselle tog den store notits af. Den fortalte hende blot at endnu en kunde var ankommet. Lyden af stemmen der lød kort efter var derimod nok til at fryse hende på stedet, som om hun havde fået et glimt af et vederstyggeligt genfærd. Ej, det kunne simpelthen ikke passe. Her? Af alle steder? Universet havde virkelig set sig sur på hende. Ganske vist var hun hverken særlig religiøs eller typen der prædikede om god karma, medmindre det var for Instagram likes – men helt ærligt, så mente hun altså ikke, at hun havde fortjent så hård en straf som denne. At kalde det andet end total ydmygelse ville være en grov underdrivelse.
Var det naivt at håbe på, han ikke kunne genkende hende? Muligvis... Derfor undlod hun bevidst også at svare på hans hilsen og fokuserede i stedet for helt og holdent på at skænke kaffe op. Hun var udmærket klar over, at hun ikke kunne ignorere ham for evigt, men hun havde i sinde at udskyde konfrontationen så længe det var muligt.

Ingen øjenkontakt. Giselle slingrede ret forbi ham på de klikkende hæle uden at skænke ham så meget som et enkelt blik. Det viste sig at være irriterende svært, og hun måtte også stoppe sig selv fra at tage en dyb indånding, idet hun passerede dæmonen.
“Here you go.” Et venligt smil blev tvunget frem, da hun serverede den dampende, velduftende kaffe for kunden i hjørnet, hvilket desværre var alt for hurtigt overstået. Pis også. Nu var der ikke flere distraktioner hun kunne gemme sig bag, uden det ville fremstå yderst mistænkeligt. Hun kørte diskret en hårlok om bag det udsmykkede øre og kvalte et suk, i samme øjeblik som hun vendte sig mod bordet Caine sad ved. Turen derhen føltes uendeligt lang, selvom der højst var tale om to meter, og hun kunne tydeligt mærke hvordan hendes hjerte begyndte at slå lidt hurtigere. Måske var det ikke for sent at løbe ud ad døren?
“Hi. What can I get you?” spurgte hun forbavsende roligt og fremtryllede atter det høflige smil, der afslørede den snorlige perlerække af tænder.

Caine havde haft nok med den slags at gøre til at han sagtens kunne se når folk prøvede at undgå kontakt. Og siden han kendte hende ret godt, kunne han sagtens forstå hvorfor. Der måtte være sket noget siden at hun arbejdede som servitrice. Men han ville ikke bare direkte spørge hende om hvorfor så hun ikke endte i forlegenhed.
I det hun kom hen til ham, smilede han intenst til hende og scannede kort kortet for at virke som om han overvejede en bestilling.
"Nice to meet you..... Hmm i think i'll have..... a nice piece of cherry pie to go along with the coffee.... And....."

Så sørgede han for at tale lavt nok til andre ikke hørte dem men alligevel højt nok til at hun ikke var i tvivl om hun vidste han mente det:
"How large a tip should i give for you to go buy a nice dress after work and go have dinner with me?...."
Han vidste godt at hun ikke var glad for situationen så han appellerede til nogle af de ting hun holdt allermest af

Åh gud, tærte. Hun gjorde sit ypperste for at den neutrale, påtagede maske ikke skulle krakelere. Caine havde tilsyneladende ikke tænkt sig at smutte lige foreløbig. Kunne ens held gå i minus? Nu ville den resterende arbejdstid helt sikkert komme til at forløbe smertefuldt langsomt, medmindre hun snart tog sig sammen og droppede den småbarnlige opførsel. Det var vel i det mindste et forsøg værd.
Som følge af at hun så småt var begyndt at slappe mere af, faldt hendes anspændte skuldre endelig ned på plads. Den indre ro varede dog ikke evigt - faktisk mindre end fem sekunder - takket være de næste ord der kom ud af dæmonens mund. Og straks efter vendte den øgede hjerterytme stærkt tilbage, blot af en helt anden årsag denne gang. Selv hvis hun prøvede, ville hun umuligt kunne skjule dén vrede som netop var blusset op i hendes ansigt. Hvem troede han lige han var?!

“Excuse me, sir, but this is not a brothel!” udbrød Giselle i et toneleje der var væsentligt højere end forventet. Det kom nærmest bag på hende selv. Diskret kiggede hun rundt omkring på de andre kunder med et halvforlegent smil, før hun atter fæstnede blikket på herren foran sig og sagde med en noget mere behersket stemme: “If you want to see me outside of work, you can ask me out like a normal person.” Måske hendes reaktion havde været en tand for hård. Nej, han havde i den grad fortjent irettesættelsen! Hvis han troede, han bare sådan uden videre kunne komme valsende ind og feje benene væk under hende med et løfte om materielle goder...så kunne han godt tro om igen! Okay, hun var normalt ikke typen til at afslå et tilbud som dette. Men hendes allerede sårede stolthed var øjeblikkeligt pustet op som en sikkerhedspude. Hun var trods alt ikke helt uden værdighed.
“Well. I’ll be right back with your order.” Kort og kontant. Hun gad ikke engang se på ham, da hun forlod bordet for at gå om bag skranken, hvor bestillingen blev udført i komplet tavshed. Tankerne kørte til gengæld derudaf med lynets hast.

Giselle var en anelse mere rolig i sin fremtræden på vejen tilbage, skønt udtrykket stadig var lidt sammenbidt. Hun så ganske kort på ham, inden hun som det første stillede glaskoppen med kaffe foran ham. “Here’s your steaming cup of ‘I-hate-you’ coffee...and a slice of ‘I’m-sorry-I-yelled-at-you’ cherry pie to go with it. Please enjoy.” Tallerkenen med tærtestykket blev ligeledes placeret på bordet fulgt af en guldgaffel. Et lille men oprigtigt smil sneg sig henover hendes læber, og mens hun stod og afventede hans reaktion, søgte den ene hånd op for at lukke sig om albuen på den modsatte arm.

Selvom hun hævede stemmen, kiggede han dragende og roligt på hende og lod hende sige det hun havde lyst til.
Som udgangspunkt sagde han heller ikke noget til hende før hun kom tilbage med hans bestilling hvorefter han tog imod den og valgte der at sige noget:
"If it felt like i was looking at you like a prostitute, i am sorry for that.... I was merely surprised by the fact that you work here now... But let me try again then....."
Først tog han en tår af sin kaffe inden han sukkede med et smil hvorefter han kiggede dragende på hende.
"Good evening Ms.... Would you care to go out with me when you get off work? Just a pleasant night where i want to treat you as you deserve.... "

Han var ganske oprigtig i hans ord og smilede imens han afventede hendes svar. Forhåbentlig fangede hun oprigtigheden i hvad han spurgte om, hun vidste jo godt hvor meget han ville gøre for at behandle hende som hun gerne ville have. Hun havde dyr smag og han var ikke bleg for at bruge alt det det krævede for at hun følte sig som en dronning

Hm, imponerende. Caine havde håndteret hendes mindre flip ganske pænt. Irriterende pænt faktisk. Hvordan han formåede altid at være så rolig og fattet, uanset situationen, var hende et under. Hun mindede sig selv om at få testet lidt flere af hans knapper af, når lejligheden bød sig. Der måtte altså være ét eller andet som kunne få tændt op under ham. Og med hendes nysgerrighed og stædighed kombineret skulle hun nok finde frem til det. Men tidspunktet var ikke det rette.
Undskyldningen, som heldigvis lød oprigtig, fik hende til at søge hans blik med hendes eget, og hun afgav derefter et enkelt nik for at lade ham vide den var godtaget. Selvom det måske ikke synede det udadtil, satte hun virkelig pris på det.

Uden at røre på sig fulgte hun opmærksomt hans bevægelser med de hasselbrune øjne. Udtrykket i Giselles ansigt gik fra lyttende til overvejende da Caine omformulerede sit tidligere spørgsmål, og hun trak måske ventetiden lige lovlig meget ud, før et svar fik lov til at slippe ud.
“I would love to, but...” begyndte hun og kæmpede lidt med at tilbageholde et drilsk smil. Egentlig burde hun bare have stoppet dér. Den lange periode med tavshed efter deres første møde, havde ikke ligefrem været ideel. Men der skulle vel to til tango. “I might need a new pair of shoes to go with the dress – and a necklace depending on how low cut it is. And a pair of earrings because...well, duh.” Hun nægtede måske at tage imod drikkepenge, men hun skulle nok sørge for at manglen på dem blev opvejet...i tusindfold. Han havde trods alt selv tilbudt. Så det ville være uhøfligt ikke at hjælpe ham af med bare ét af de tungtvejende kreditkort. Også selvom det bare var for en kort stund.

Giselle sendte ham et sidste smil, lettere beskedent men alligevel sukkersødt, og gav hans overarm et blidt klem lige inden hun gjorde antræk til at vende tilbage til bestillingsskranken. “Take your time, alright? I don’t clock out before another hour or so. You can keep me company once you’ve finished your pie if you want to,” foreslog hun alt imens hun langsomt gik baglæns mod baren, men drejede så om på hælen i sidste øjeblik og gik i gang med at rengøre diverse overflader. Smilet fra tidligere hang stadigvæk ved.

Caine var heller ikke uden vrede i sig, den var bare utrolig svær at finde. Og i ganske få tilfælde havde det resulteret i hans sande form. Han havde heller ingen tvivl om at hun ivrigt ville forsøge at finde hvilke knapper der skulle trykkes på hvilket de nok skulle komme til at more sig med.
Selvom det var et ganske diskret nik hun kom med, var han på ingen måde i tvivl om hvad hun lagde i det.

Ganske vist kæmpede hun med at holde det drilske smil tilbage men han kendte hende såmænd så udemærket på den front og han kunne egentlig godt lide det. Man var ikke i tvivl om hun var ivrig men samtidig havde nok klasse til ikke bare at tabe hovedet.
Imens hun forklarede hvad der nok skulle til, sad han med et roligt smil og smagte på sin kaffe hvorefter han så meget overvejende ud. Dette var naturligvis for at drille. Derefter vendte smilet ganske tydeligt tilbage inden han sagdE: "We will get you that then... Maybe an ankle band depending on the other jewellery and the dress.... And if i may be so bold... Maybe some new underwear that suits the dress... I suspect you don't want anything to show too much through the dress.... If you want to get that as well of course.." Den sidste del blev sagt ganske diskret for at undgå eventuelle blikke i hendes retning.

Han trak på smilebåndet i den ene mundvig som hun gav hans overarm et lille klem inden han så nikkede med svaret: "I will.... Would you have me come up and sit by the counter then?..."
Roligt gik han i gang med sin tærte imens blikket ind imellem røg i hendes retning med et ganske varmt smil

Nyt undertøj? Det burde hun ærlig talt have været forberedt på. Men alligevel var et af de velplejede bryn røget op i panden af ren forundring. Tankerne holdt hun dog for sig selv. Såsom at hun seriøst tvivlede på, at dét forslag udelukkende var tiltænkt hendes fornøjelse. Hun burde måske ikke bebrejde ham alt for meget, eftersom det sidste møde hurtigt havde udviklet sig til en...rimelig hed affære. Giselle var bare ikke kendt for at være specielt overbærende. Hvis han troede, hun var frisk på at samle op præcis hvor de var sluttet af, kunne han godt tro om igen. Hendes promille var lig nul, så denne gang kunne han få lov til at slide lidt for præmien uden snyd. Såfremt han altså overhovedet ville nå så langt. Målstregen var på ingen måde indenfor synsvidde endnu.

“Yeah, sure. Just pull up a chair if you prefer sitting to standing,” svarede hun ham en anelse henkastet. Det var formentlig ikke så fantastisk at stå og vente en hel time – hun havde i det mindste noget at beskæftige sig med. Selvom hun egentlig hellere ville sidde i en af krogene, klistret til mobilskærmen.
Giselle løftede indimellem hovedet og ligeså blikket, uden at sætte rengøringen på pause, og tog op til flere gange Caine i at smile til hende. Det blev selvfølgelig gengældt med det samme, om end hendes smil var noget mere diskrete og nedtonede. Øv altså. Det var jo ikke fordi hun ikke ville. Flirteriet. For det var da dét det var, ikke? Han havde ikke ligefrem lagt fingre imellem med sine ret direkte forespørgsler, hvilket var fint. Opmærksomheden var hun glad for. Det hjalp lidt på humøret, der havde taget et hårdt slag efter hun var mødt ind på arbejde. Som han heldigvis havde afholdt sig fra at kommentere på mere end nødvendigt.

Både oprydningen og den overfladiske rengøring var overstået på overraskende tid. Nu havde hun så også kun udført det absolut mest nødvendige og uden brug af noget som helst knofedt. En kunde havde i mellemtiden pakket sammen og forladt caféen, så der nu kun sad enkelt på hvert af de bagerste hjørnesæder - og Caine, naturligvis. Afhængigt af om han havde gjort hende selskab eller ej, ville hun enten finde mobilen frem igen og fordybe sig i den digitale verden, eller læne sig indover bardisken med albuerne som støtte og sende ham et charmerende smil.

Selvfølgelig var det ikke kun med tanke på hende at han foreslog det men samtidig var det også fordi han vidste hvor vigtigt det var for hende at have alle den slags detaljer på plads. Det var det jo også for ham.
Og det kunne måske godt virke sådan men det var ikke fordi han regnede med at de bare ville samle op fra sidst. I kraft af hvad han lavede, kunne han tydeligt se når nogen var i en position de ikke nødvendigvis kunne lide. Og en kvinde var nu en gang mest tiltalende når hun var et sted hun gerne ville. Og for Giselle tvivlede han meget stærkt på at servere var noget hun brød sig om, men det var shopping og blive forkælet derimod. Og Caine elskede at forkæle den rette. Og hun havde den klasse han satte så stor pris på.

"I will...." Svarede han. Ganske rigtigt havde Caine ikke lagt fingre imellem ved sine forespørgsler og kommentarer, at være direkte virkede meget bedre, og så vidste hun også hvor hun havde ham.
Ca samtidig med hun var færdig med rengøringen, havde han afsluttet tærten foran ham og tog tallerken og kop med op til disken hvor han satte sig på en stol foran.
Og som altid havde Caine sin adelige men charmerende holdning, der var jo ingen grund til at gemme den slags af sig selv væk i nærheden af hende. Han havde ikke lige umiddelbart kigget på klokken men håbede da selskabet var tiltalende trods alt.

Hans mobil ringede hvilken han kort kiggede på men lagde dog på inden hans charmerende smil blev sendt i hendes retning endnu en gang

Giselle havde kun lige nøjagtigt søgt ned i bukselommen efter den swarovski-prydede mobiltelefon, da hun hørte lyden af en stol skrabe mod det lakerede trægulv. Det kunne næsten kun komme ét sted fra. Helt automatisk blev hendes blik rettet mod Caine, som var i fuld færd med at rydde af bordet, og fulgte ham diskret på hans vej hen til baren, hvor hun stod og ventede. Hun rankede ubevidst, og rimelig nytteløst, ryggen lige inden hun lænede sig indover disken – albuerne som støttepunkter de slanke fingre flettet ind i hinanden. Mobilen fik lov til at blive liggende til fordel for det nyankomne selskab, vis smil hun straks gengældte. Det var faktisk lidt underligt at se ham igen, især under de knap så optimale omstændigheder. Men hun oplevede samtidig et mindre savn, der nu var blevet forløst af deres uplanlagte genforening. Og det var næsten nok til at hun glemte alt om, at hun var på arbejde.

De lyserøde læber blev skilt ad, idet hun gjorde antræk til at starte en samtale, men blev så afbrudt af telefonens kimen, før hun havde fået så meget som et ord ud. Der blev dog hurtigt lagt på uden tøven, hvilket fik det svindende smil til at gro på ny. Han var tydeligvis bevidst om, hvor vigtigt det var for hende at have sin talepartners fulde opmærksomhed. Eller også var han bare godt opdraget. Så længe hun forblev i spotlightet, var det sådan set også irrelevant.
Hun legede en smule distræt med de forgyldte ringe på fingrene, mens hun fik samlet tankerne igen. Ganske svagt åbnede hendes mund sig igen, påskyndet af et lille suk, og hendes fokus skiftede fra Caines ansigt til hendes egne hænder.
“So...as you’ve probably figured out already, life...kind of has it in for me at the moment...but how are you doing?” spurgte hun lavmælt og lod atter blikket møde hans. Hendes umiddelbare gæt var, at der ikke var sket de store forandringer siden sidst, men meget kunne skjules bag et høfligt smil. Og nydelige klæder. I det mindste indikerede det sidstnævnte at hans økonomiske forhold var uændrede - eller i hvert fald ikke forværrede.

Han havde umiddelbart ikke regnet med at aftenen ville blive ret meget mere end en kop kaffe og et stykke kage på en café men hun havde været en ganske behagelig overraskelse. Egentlig var han ikke sikker på hvad årsagen var men det var dejligt at se hende igen. Det kunne være af mange årsager men man kunne jo sige at hun elskede jo det han egentlig stod for: velstand, overflod og overklasse samt manerer. Man var vel gentleman. Og han elskede at hun ikke lagde skjul på det, så behøvede han heller ikke nedtone det.

Selvfølgelig var han bevidst om at hun ville have en talepartners opmærksomhed, og han gad heller ikke tage mobilen i godt selskab.
Han kunne nærmest høre på hende hvordan hendes nuværende situation var frustrerende men hun havde alligevel nok styrke til at få det bedste ud af det. Han regnede jo heller ikke med andet.
"I figured something like that... Maybe we can fix that in due time.... I am doing very well... Of course the house feels empty but had some things done to the house... And work has been going alot better..."
Så betragtede han hende som om han prøvede at finde ud af noget inden han valgte at spørge hende diskret: "So.... Am i being inpolite if i ask what happened since you are here?"

Så hendes formodning var altså korrekt. Andet ville også have forbavset hende gevaldigt. Caine lod til at have fuldkommen styr på sit liv, hvilket en lille del af hende nok misundte lidt. Men så igen, at være komplet uafhængig krævede netop et stabilt, helst velbetalt job, og Giselle var ret sikker på at uanset hvor god lønnen var, ville hun hade at arbejde. Det var spild af tid. Og kedeligt. Hvorfor rende rundt og servicere folk, der uden tvivl var hende langt underlegen, når hun kunne tilbringe dagene på at spendere andres penge i stedet for? Det var hun selvudråbt ekspert i. Desværre havde hendes far udviklet en vis immunitet over for hendes bedende hundeøjne. De havde derfor været temmelig ubrugelige, da han havde bragt forslaget om et arbejde på banen. At kalde det et forslag var muligvis at underspille det. Han havde nærmest beordret det efter et pinefuldt langt skænderi der havde resulteret i et hav af tårer, både krokodillevarianten og den ægte vare, og værst af alt – et kæmpe hak i mængden af lommepenge. Normalt var hun virkelig ikke typen som lagde låg på sig selv og holdt tilbage, når det kom til at brokke sig over selv den mindste bagatel. Men når det omhandlede forholdet til hendes far, og øvrige familie for den sags skyld, havde hun det med at lukke i som en østers. Særligt over for en som Caine, som formentlig ville kunne gennemskue det påtvungne, muntre smil med lethed. Og var der noget hun ikke kunne fordrage, så var det at føle sig åbenlyst sårbar.

“Well...not really...but...does it matter?” Spørgsmål afveget. Stemmen var silkeblød og ledsaget af et sukkersødt smil i et forsøg på at slippe for at skulle forklare den lettere ydmygende situation, hun var blevet tvunget ud i. Hun viklede fingrene ud af hinanden og løftede derefter den ene hånd for at hvile hovedet mod fladen. Den anden blev liggende og tegnede usynlige mønstre på den blanke bordtop - blandt andet gentagende hjerter. Giselle smilede blidt til ham og måtte give sig selv et mentalt spark, før hun endelig fik rettet sig op og trådte et halvt skridt bagud.
“I’m glad you’re doing well by the way,” sagde hun med en underliggende oprigtighed og vendte så ryggen til ham. Hun gav sig til at rode igennem nogle forskellige dåser med te, indtil hun fandt hvad hun ledte efter og rakte som det næste ud efter en kop, der blev fyldt med kogende vand.

Giselle skævede kort over skulderen for at lade Caine vide, at hun ikke havde glemt ham. “So, where do you plan on taking me, dr. Rothwell? Isn’t it a bit too late to be having dinner?” spurgte hun og grinede svagt, mens hun rørte en teske sødemiddel i den stærkt parfumerede hvide te.

Caine ville ganske rigtigt kunne gennemskue et påtvunget smil til hver en tid, specielt når han allerede vidste bare lidt om en person. Det var jo blandt andet den evne der var en utrolig stor faktor i hvordan hans karriere så ud.
Han kunne så ganske tydeligt se at det ikke var noget hun ville tale yderligere om, han kunne godt huske der var noget med at familien var et ømtåleligt emne for hende til tider. Derfor valgt han også ikke at spørge yderligere ind til det.
"Not really no...." Ud af øjenkrogen fangede han godt fingrenes bevægelser der lavede noget der mindede om hjerter, dette valgte han dog ikke at kommentere på, af hensyn til hvis hun blev forlegen.

"That is very kind of you..." svarede han som hun vendte ryggen til ham. Hendes spørgsmål fik ham til at trække på smilebåndet hvorefter han satte sig lidt til rette og svarede med en nærmest lokkende tone: "Well Ms. Lockridge, i was thinking about taking you to a new place called 'Coeur de l'océan' a place that should appeal to your taste very well..... But if i remember correctly i promised you to go get some new clothes and accessories did i not? Where do you want to go buy that?..."
Som altid var prisen fuldstændig underordnet

Okay, bullet dodged. Caine havde heldigvis fattet hentydningen og ladet dén del af samtalen dø hen. Det var ikke fordi hun ingen tiltro havde til ham, men rettere hendes behov for at fremstå så perfekt som menneskeligt muligt. Forhåbentlig forstod han dét. Ikke at hun forventede han kunne læse tanker - det håbede hun faktisk inderligt, at han ikke kunne! I tilfælde af misforståelser - skulle han opfatte hendes tilbageholdenhed som en afvisning - forsøgte hun dog at opveje det mangelfulde følelsesaspekt med lidt subtil flirten. Hun var ikke helt sikker på, hvorvidt han fangede det eller ej, men det holdt i det mindste den akavede tavshed fra døren.

Smilet på Giselles læber voksede markant takket være Caines svar på hendes spørgsmål. Det nåede dog aldrig at tage overhånd, for hun fik det hurtigt under kontrol ved at bide sig i underlæben. Hvorfor havde hun nogensinde ladet ham smutte ud af sit greb? Højst sandsynligt fordi hun ikke brød sig om jægerrollen. Hun så mere sig selv som en uskyldig, hvidpelset kanin, selvom hun nok nærmere var en reserveret, snu ræv. Var det mon derfor, han havde holdt sig fra at kontakte hende? Det var ikke lige til at blive klog på. Hun måtte skrive sig bag øret at få spurgt senere, ellers ville det bare irritere hende til evig tid.
Fronten blev atter vendt mod dæmonen, og med et tænksomt udtryk malet i ansigtet førte hun koppen med den dampende te op til munden og tog en forsigtig tår. “Hmm...there’s this place I like near the park. They sell some of the most beautiful couture dresses I’ve ever seen. I doubt they’re open at a time like this though,” fortalte hun og rynkede ganske svagt brynene ved det sidste ord. Den tankefulde mine forsvandt igen, pladsen overtaget af et indsmigrende smil, og hun stillede sig atter lænet op ad skranken. Koppen placeret på toppen uden at slippe med hænderne.
“But I don’t really care. As long as it’s expensive.” Der var ingen grund til at pakke det ind. Desuden sad de resterende kunder så tilpas langt væk, at hun sagtens kunne tillade sig at sænke den professionelle facade lidt.

Caine var så udemærket klar over at hendes facade omkring hvordan verden så hende var meget vigtig, derfor ville han heller ikke prikke mere til det. Han havde det jo dybest set på samme måde.
Han var dygtig til at læse kropssprog og fremtoning men at læse tanker var ikke noget han kunne af sig selv.

Smilet hun kom med vidnede om hvordan hun tog imod hans svar og der var nu noget charmerende over hvordan hun bed sig i læben for at holde det lidt tilbage.
Da hun så fortalte om hvad hun havde tænkt sig og efterfølgende nævnt hvordan de nok ikke havde åbent nu, fik Caine et dragende men samtidig drilsk blik i øjnene som han forsigtigt gestikulerede mod den varme kaffe. "It may not be open now.... But would you like it to be?....." Ingen butik sagde nej til ekstra omsætning og Caine havde kontakter de mest underlige steder, også i modebranchen. Som hun lænede sig ind over skranken, smilede han intenst og sagde:
"It does not matter how expensive it is... If you want it.... I can get it....." Hun lagde jo ikke skjul på noget så hvorfor skulle han? Han elskede at bruge penge og det gjorde hun jo også

Dæmonens ord var som sød musik i rigmandsdatterens ører. Det viste sig også lige så klart i det vældigt begejstrede smil, om hun ikke engang ville forsøge at skjule, for allerede før han havde talt færdigt, havde det bredt sig til et blændende tandpastasmil. Indflydelsesrige mænd, der kunne finde ud af at bruge deres magt, kunne altså bare ét eller andet som dem af lavere rang ikke engang kom i nærheden af. Det var næsten til at blive helt blød i knæene af. Åh, hun kunne kysse ham, lige her og nu! Men det ville bryde illusionen om uopnåelighed, selvom den måske nok var rimelig gennemskuelig fra start af. Hun havde trods alt allerede hengivet sig til ham én gang før, og følelsen fra dén nat var så småt ved at krybe sin vej tilbage. Det var ved at være noget af en udfordring at abstrahere fra det fremboblende begær. Ikke nødvendigvis seksuelt, men hun var af natur et meget sensuelt væsen. Suk.

“You can make that happen?” spurgte hun smilende, bare for at være helt sikker, og så på ham med et yderst betaget blik i de hasselbrune øjne. Og hvis ikke dét havde været mere end rigeligt til at øge udsendelsen af feromoner, slog det næste han sagde bolden ud af parken.
“You spoil me too much. Shouldn’t you be spending those money elsewhere? For your own satisfaction?” Et testspørgsmål. Selvfølgelig skulle han bruge dem på hende - gerne ned til det allersidste pund. Spillede hun sine kort rigtigt kunne dette muligvis gå hen og blive en...permanent ordning. Hun var dog ikke naiv og var udmærket klar over, at han nok ville forvente en form for tilbagebetaling. Hvilket hun ikke havde det mindste imod når personen der tilbød var så tiltrækkende.

Giselle fik drukket det sidste te og fjernede så armene fra disken, inden hun vendte sig bort for at skylle af. Der kunne ikke være så forfærdeligt lang tid igen. Idet hun drejede i retning af Caine igen, fiskede hun mobilen op ad lommen for at tjekke klokken. Godt et kvarter tilbage. Netop som dét var blevet konstateret, tilegnede dørbjælden sig hendes opmærksomhed med sin dinglen, og hun kiggede straks op for at blive mødt af synet af en yngre herre. Kollegaen som skulle tage over efter hende.
“Yes! You’re an absolute lifesaver, Tyler. Please, please, please stand in for me a quarter earlier? I’ll owe you one,” bad hun med det mest henrivende smil hun kunne præstere og baskede med de lange øjenvipper, indtil der blev nikket som svar efter en overdrevet himlen med øjnene. “Right...and how about all of those other times? They’re adding up, chica. I’d say you owe me an entire day off,” blev der påpeget med en drilagtig undertone, men Giselle hørte knap nok efter. Hun var i fuld færd med at hænge forklædet på plads og indsamle sine ting.
“Yeah, yeah, I’ll repay you. Promise!” lovede hun distræt, alt imens hun iklædte sig den hvide frakke med pelskrave og smed tasken over skulderen.

Efter en hurtig afspejling i mobilskærmen rettede hun endelig opmærksomheden tilbage på Caine og trådte med skjult iver nærmere. “Ready to go?” Hun så op på ham med et blidt smil og valgte så at tage en chance ved diskret at række ud efter hans hånd. Hun kunne slet ikke vente med at komme ud derfra.

Ja hun var et meget sensuelt væsen, hvilket hun ikke altid viste. Men når man var Caine, var man jo godt klar over det. De havde jo givet sig hen til hinanden den nat hvilket også påvirkede ham. Ellers ville han jo ikke gøre som nu. Ikke kun fordi det havde været en hed nat men 'Lige børn leger bedst' kunne man sige.

Han smilede med et roligt nik inden han sagde: "Yes i can...." Endnu en gang betalte det sig at have kontakter i alle mulige områder.
Imens han fiskede mobilen frem, kiggede han meget intenst på hende med det lokkende smil og svarede på hendes næste spørgsmål: "I am..... Spending money on you is a good way to enjoy my time..."
Imens hun fik den unge mand til at tage over for det sidste af hendes tid på cafeen, ringede Caine:
"Good Evening Mr. DuChance... Yes it is Dr. Rothwell... I am glad it is working out for you.... You know, i will make sure to make that happen if you keep your store open for me tonight... Thank you, see you there"

Hun lod allerede til at være klar da han lagde på og smilede til hende hvorefter han ligeledes tog en chance og tog imod hendes hånd. "Yes let us go.... And guess what, the store is actually open tonight...." Så gik han med hende ud der fra og hen til den lækre sorte Porsche