Save me, please! - Dacre

Tideligere på dagen havde Adam haft en meget lang samtale med Valentina. Hans kæreste, nej.. Hans eks kæreste. Det var stadig ikke helt til at forstå. Hun havde slået op med ham, forladt ham for en anden.
Lige nu føltes alt bare som sådan en zombie tilstand, han havde stadig ikke helt forstået det endnu. Han var gået en tur rundt i byen, havde bare gået i flere timer, før han vågnede op af sin zombie tilstand og mærkede smerten. Da var han endt i Moonlight Falls.
Adam drak ikke alkohol, han røg ikke og han tog ikke stoffer.
Men af en eller anden grund, højst sandsyneligt det knuste hjerte, var han alligevel gået gennem dørene ind til klubben; Nightmare.
Han havde set sig lidt forvildet omkring, forstod slet ikke klubbens princip. Han var så kommet op til baren hvor han stod og kiggede lidt på et menu kort, men der var jo intet der sagde ham noget, alt var alkohol.
Han sad derfor bare på bar stolen i lidt tid og kiggede ned i bordet. Derefter rejste han sig og gik ud på toilettet hvor han kunne få lidt vand fra hanen.
Derefter gik han tilbage, men han havde faktisk ikke lyst til at være der, så han fandt bagdøren, fordi han ikke havde lyst til at gå tilbage igennem klubben, han følte der var nogen der stirrede på ham.
Han fandt bagdøren og smuttede ud. I det sekund han var uden for igen, greb nogen ham bagfra! Han gav et højt hvin fra sig.
"Hey stop that! What are you doing!" råbte han højt og blev trukket baglæns, en eller ande havde taget fat i hans nakke og slæbte ham efter sig, så han væltede lidt over sine egne ben. Hvad forgik der?!
Han blev så til sidst sluppet, men han nåede ikke engang at vende sig om, før nogen sparkede til ham og han faldt sammen på jorden, i det han begyndte at jamre sig.
Han fik sig rullet rundt på ryggen så han kunne se sin overfaldsmand. Det var en høj mand med mørke øjne og et ondt smil.
"Please stop.. Don't hurt me!" sagde han bedende. Men manden så ikke ud til at høre efter, han sparkede bare Adam igen, så han gav et hyl fra sig.. Manden var helt sikkert enten vampyr eller dæmon med den styrke der. Endnu et slag ramte ham og han krøllede sig sammen på jorden til en lille kugle i et forsøg på at afværge sig selv fra de hårde spark.
De hjalp bare ikke særlig meget, manden bøjede sig ned over ham og i det han lænede sig ind over ham, grinede han bare. Adam klynkede. "Please stop.." hviskede han. Men manden stoppede slet ikke, han rakte bare ud og hev Adams arm til sig så let som ingen ting, og før Adam vidste af det sad mandens hugtænder i hans arm og han skreg af smerte!
"Stop, stop stop! It hurts! Can't anyone please save me! Help!!!" råbte han så højt han kunne, inden mandens lagde sin over Adams læber og han ikke kunne få et ord mere ud. Kunne kun ligge der imens livet blev suget ud af ham.. Og som han blev svagere, blev han kun mere og mere bange for at manden ikke havde nogen planer om at lade ham overleve.. Han kunne virkelig godt bruge noget hjælp.. Ellers ville han dø!

Fuck, ja. Dacre levede for vilde fester. Når der var fest, var han der. I fuld gang med både stoffer, alkohol og alt muligt andet, hvad der lige hørte til og hvad hans humør gik ud på. Han nød det. Og han kunne holde til langt mere, end da han blot var et sølle menneske. Så han væltede ned med alkohol, indtog en bane eller to lige efter hinanden og lænede sig tilbage i sofaen. Han grinede for sig selv. Han kunne godt fornemme begge dele. Men ikke på samme måde som han ville, hvis han var menneske. Han elskede det her. Sammen på klubben den aften var han med et par venner fra hist og her. De mødtes ofte og drak sammen og hyggede sig. Nogle var vampyrer, andre dæmoner og et par enkelte af anden race. Vampyrerne og dæmonerne holdt til mest. Dacre elskede bylivet, havde altid gjort. Dog endte han stadig ud i slåskampe, hvilket også var situationen denne aften.....
Ud af øjenkrogen bemærkede Dacre en skikkelse, som han dog kun havde mødt en enkelt gang. Duften af mennesket var ikke til at tage fejl af. Han så sig omkring, og rigtigt nok, så var det den lille gut, som han havde mødtes med i træningshallen for et stykke tid siden. Hvad fanden..? Dacre fulgte ham med øjnene, sine intense katteøjne. Han havde straks glemt alt om alkoholen og stofferne foran sig, samt sine venner og bekendte. Han fulgte Adam lige til han forsvandt gennem toiletdøren, til han kom tilbage lidt efter, og indtil han forlod klubben af baggangen. For helvede da!
Straks rejste Dacre sig og trådte ned på dansegulvet. Han skubbede sig igennem folk. Nogle skubbede igen, hvilket blot gjorde, at Dacre blev irriteret og slog hårdt fra sig, så de stoppede. Han kunne fornemme at der var noget galt. Udenfor. Hurtigt trådte Dacre ud, og før nogen vidste af det, greb han hårdt fat om gerningmanden og skubbede ham til side, hvilket gjorde, at han jo gav slip på Adam, hvorind han havde holdt fast.
"Fuck off! He's mine!" Snerrede han ad manden, der var et hoved højere end ham og så delvist større ud kropsmæssigt ligeledes. Men Dacre trådte blot ind foran Adam, da manden hurtigt kom på benene igen. Hans hugtænder var fremme og øjnene lyste af vrede. Han snerrede endnu en gang, og sprang på manden.

Adam lukkede sine øjne imens han skar tænder igennem smerten fra bidet, det gjorde så ondt! Han kunne mærke hvordan hans krop gav efter og begyndte at slappe af som blodet forlod hans krop, han ville snart dø.. Åh nej! Han ville snart dø!! Han begyndte at be en lydløs bøn, ved blot at bevæge læberne og tænke på Gud, han måtte hjælpe ham!
Og Gud sendte ham et mirakel.. For pludselig stoppede manden med at suge hans blod og Adams trætte øjne åbnede sig og han kiggede op for at se hvad der var sket. Han fik så øje på et nogenlunde kendt ansigt, han havde set ham før et sted! Men lige nu var han virkelig træt, alt hans energi havde forladt hans krop sammen med blodet. Han gav endnu et klynk fra sig, havde lyst til bare at sove.. Men lige nu ville det sikkert være farligt at ligge sig til at sove, måske ville han ikke vågne igen.
Han prøvede derfor at følge med i hvad der skete som de to mænd begyndte at slås. Han prøvede at komme op fra hvor han lagde, så han kunne kravle væk, men han kunne slet ikke bevæge sig, blev bare liggende på den kolde jord og kiggede op på Dacre. Hans redningsmand.. Hans mirakel. Åhh.

Dacre sloges med manden. Han fik selv et par dask i ny og næ, men til sidst måtte manden indse, at Adam ikke var det værd at slås over. Derfor fik Dacre sin vilje - som han oftest helst gjorde, og han vandt den lille slåskamp. Hvad sloges han lige over? Et sølle lille menneske, som havde truffet en rigtig dårlig beslutning. Tsk, idiot. Dacre så efter til at manden oprigtigt var forsvundet fra den lille gyde, før han vendte sig om og kiggede ned på Adam. Hugtænderne forsvandt langsomt og øjnene blev mere eller mindre normale igen. Han var vred, men han var også en anelse....bekymret? For hvad dog? Det lille menneskets sårbare liv? Han sukkede og knælede ned ved siden af Adam. Ganske forsigtigt rakte han ud for at tilse såret, som mandens hugtænder havde påført på ham.
"Fucking shit..." Mumlede han for sig selv og rynkede panden. Hurtigt så han sig omkring, før han kiggede ned på Adam igen. "Listen, mate, you have to drink from my blood, a'right?" Tilføjede han lidt efter med sin nu hæse tykke Australske accent. Han prøvede at tale lavt ligeledes. Dacre rakte sin arm op til sine læber og hugtænderne dukkede op igen. Han satte sine tænder i sit kød ved håndledet, så der kom hul. Blodet begyndte at pible ned. Han rakte så sit håndled ned imod mennesket.
"Now, drink," Næsten beordrede han. Bekymret. Bare en smule. Adam var tydeligvis svag og havde mistet en del blod. For helvede da også...

Deres bevægelser var så hurtige at det gav Adam ondt i hovedet, han drejede derfor sit ansigt væk og kiggede i stedet op til himlen, men der var ingen stjerner han kunne fokusere på, da der var overskyet. Regnen faldt også mod hans ansigt og resten af hans krop, men selv om det ikke generede ham så blev han alligevel bare koldere af det.. Kulden havde spredt sig igennem hele hans krop, og havde han haft lidt energi tilbage, havde han nok rystet som en tosset.
Og alligevel så havde han styrke til at rynke på næsen af Dacres banden, det var ikke noget han brød sig meget om, men han var for træt til at rette på ham lige nu. Han drejede sit ansigt igen da manden fra træningscenteret var kommet ned til ham, hans stemme fangede hans blik og hans øjne gled op til hans øjne. "Hm?" hviskede han stille lidt desorienteret og helt væk i mandens øjne, de var meget smukke faktisk.
Han lyttede til den kølige stemme og kiggede op i de charmerende brune øjne. What???
"What?" hviskede han forvirret, hvad skulle han gøre? Drikke hans blod? Why?
Han forstod ikke helt hvad der skete, det hele virkede så surrealistisk, han fulgte Dacres bevægelser som han bed sig selv! Åh! "Don't hurt yourself" hviskede han stille og prøvede at gribe ud efter Dacre for at stoppe ham, men hans krop var svag og han kunne stadig ikke rigtig bevæge sig, ud over sit hovede en smule. Ved synet af hugtænderne sank han endnu engang.. Nå ja.. Vampyr. Så kom han forhåbentlig ikke til skade ved at bide sig selv!
Drink? Drink what? His blood?? Why!
Han så uforstående på ham, men den kommanderende tone i Dacre fik ham dog alligevel til at gøre som der blev sagt, håbede på at vampyren havde styr på hvad han lavede. Han løftede hovedet en smule og lagde sine læber mod hans håndled, han fik skubbet noget af blodet ind mellem læberne, og rynkede igen på næsen i det et blodet ramte hans tunge.. AD! Det smagte forfærdeligt. Han sank lidt af blodet og slap så Dacres håndled igen. Han ville ikke have mere, det smagte klamt.. Af jern.
Selv om han dog kun havde fået en lille smule, var effekten der stadig og han kunne mærke han fik lidt af sin energi tilbage, han brugte den på at ligge armene om halsen på Dacre og trække ham helt ned til sig i et tæt kram. "Thank you for saving me" hviskede han ind i hans øre.

Dacre betragtede den lille gut, som han satte ansigtet til hans håndled. Ja, gu om han skulle drikke hans blod. Det ville hjælpe i sidste ende. Og lige nu så han ingen anden udvej end dette. Jo, han ville tage fyren med sig hjem til sin lille lejlighed tæt på. Den som han havde i stedet for at bo på Akademiet. Det ville han ikke bryde sig om, det vidste han allerede nu på forhånd. Han så til, da Adam gutten indtog hans blod. Kort lagde han sin frie hånd i fyrens hår. Jovist var han blevet godt bekymret, da blodsugeren havde drukket fra Adams arm. Fucking fuck. Der var noget, der havde rørt på sig i Dacre, da han første gang havde mødtes med den lille gut. Dengang i træningshallen, hvor fyren faktisk ødelagde hans træningtrøje, efter han var væltet ned på gulvet foran ham. Der var sket et eller andet, og Dacre brød sig ikke om det. Men hvad fanden skulle han gøre?
Adam blev mere eller mindre færdig. Han havde ikke fået meget, men godt nok. Han trak sin arm til sig og slikkede kort mod såret, før han overrasket så til, da han blev trukket ned til gutten og ind i et knus. Like what.. Dacre langsomt lagde sine arme omkring den lille fyr og klappede ham blidt på ryggen. Så blidt som han kunne i hvert fald.
"No prob, mate," Svarede han lavmælt tilbage. Næsten helt stiv i det. Han vidste ikke, hvad han skulle gøre af sig selv. Jovist var han vant til nærkontakt. Meget nærkontakt, men ikke denne form, på denne måde. Langsomt træk han sig væk fra gutten og kiggede ned på ham med sine kattelignende øjne.
"C'mon, you can rest in my apartment," Dacre rakte ud og fik Adam op i sine arme, ligesom en brudgom med en brud. Han begyndte så at gå mod sin lejelejlighed.

Adam gav langsomt slip på Dacre igen, selv om han ikke helt havde lyst, af en eller anden grund. Han så op på vampyren, hans redningsmand! Og sendte ham et blidt meget træt smil, han var helt udmattet og han frøs faktisk også ret meget! Oh han frøs! Han havde fået lidt af følingen tilbage igen, så Dacre blod havde virkelig hjulpet, også selv om det ikke havde smagt ret godt, han havde brug for noget vand, han kunne stadig smage den vamle jernsmag i sin mund, eeekkk!
"IHHHH WOOOAAAH!" lød det højt fra Adam da Dacre bare sådan løftede ham op i sine arme som om han ikke vejede med en fjer eller sådan noget, åhh! "I can.. I can walk myself.." hviskede han prøvende, selv om de nok begge to godt viste at det ikke helt passede og Adam rødmede lidt ved den løgn han lige havde fortalt, aj altså! Det var ikke så godt. I stedet lagde han sine arme lidt forsigtigt omkring Dacres hals og lændede sit hoved mod hans brystkasse som han lyttede efter de hjerteslag der aldrig kom.. hmm.. suk. "Okay.." mumlede han så bare til sidst og lukkede øjnene og faldt nok også lidt i søvn.. Vampyren bar ham med sådan en let hed at han ikke helt lagde mærke til alle bevægelserne, dem der var, var bare rare og vuggede ham i søvn.. Mhmm.. It felt so nice.

Dacre kiggede ned på gutten i sine arme. Han sukkede lavmælt for sig selv og betragtede ham med et løftet bryn. Sure he could walk by himself. Men han ville ikke vente på ham, så derfor bar han ham afsted. Dette var ikke noget, som Dacre lige gjorde hver dag. At gå rundt med en lille fyr i sine arme. Han havde før godt reddet nogle. Dengang han blev forvandlet var han en redningsmand også. Som her. Dacre så frem, og så ned på fyren igen. Han virkede helt ude af den. Idet mindste sprællede han ikke rundt. Han var til at have med at gøre. I øjeblikket.
De nåede frem til den lille shitty lejlighed, som lå på 2. etage. Dacre anede stadig ikke, hvordan han havde fået fat i den. Men han lejede den. Samtidigt med han gik på Akademiet. Sommetider. Han mødte sgu ikke altid op. Hvad havde han desuden at miste? Han ville langt hellere bruge sine dage derhjemme med køleskabet fyldt op med blod, højt larmende musik for beboerne omkring ham, og sin træning. Han nød at træne og der lå og flød en del træningsudstyr i lejligheden. Hvilket var tydeligt, da de trådte indenfor. Eller, da han trådte indenfor med lille Adam. Dacre gik direkte ind i sit soveværelse. Han sukkede. Sengen var et rod. Tilbage til stuen. Han kiggede ned på fyren og bemærkede, at han muligvis nok sov. Forsigtigt lagde Dacre Adam ned på sofaen, som var et mindre rod end sengen, heldigvis. Han kunne heller ikke ligge på gulvet. Dacre mente, at Adam nok ikke ville hverken ligge ovenpå et par vægte eller på blodposer. Han trak et tæppe over fyren og begyndte så at rydde lidt op. Med blodposerne. Træningsudstyret kunne være lige meget. Af og til kiggede han hen på fyren. Han sagde ikke meget. Det gjorde han ikke, når han følte noget...anderledes. Normalt elskede Dacre at lytte til sig selv, men han blev nærmest stum når øjeblikke lignende disse dukkede op.

Han var dykket langt ned i underbevidstheden, som mærkelige drømme fyldte hans hovedet og hans øjenlåg sitrede let. Først da de var ankommet til Dacres lejlighed begyndte han at komme til sig selv, et par stille klynk lød fra hans læber, som han blev båret rundt i lejligheden, ind til Dacre lagde ham på sofaen. Hans mumlede noget uforståeligt og trillede rundt på siden som han puttede sig under tæppet, det var dejligt! Hans trætte øjne gled op og hans øre indstillede sig på lyden der bevægede sig gennem stuen. Hans øjne faldt en gang imellem på Dacre som han gik forbi ham og.. Ryddet han op? Det kunne godt se sådan ud, men han var egentlig ligeglad.. Han kiggede bare på sin regningsmand og fik en lidt varm fornemmelse i kroppen, åh!

"Who are you?" hviskede han stille, men han behøvede ikke tale højt, Dacre var vampyr, han kunne sikkert høre alt alligevel! Han rødmede lidt ved tanken.. Han kunne sikkert høre hans hjerteslag, og hvordan det ændrede sig en smule hver gang Dacre kiggede på ham.. Hvorfor gjorde det også det? Jaja han var da sød, men han var jo ikke.. Sådan.. Med.. Han var jo en fyr!
Men han blev nød til at spørge ham alligevel, for han kendte ham jo ikke, ikke ud over at han havde reddet hans liv, og at Adam havde set ham på skolen, træne med maskiner.. Det var alt hvad han vidste i virkeligheden, og han havde behov for lidt mere, ellers var det bare lidt creepy og ligge på en eller anden fremmeds sofa..