Londonboy - Dacre (fortidsemne)

Tid: En torsdag eftermiddag for et par år siden
Sted: Londons travle gader
Omgivelser: Mennesker på gaderne og en masse larm.
Påklædning: En simple grøn kjole, som fremhæver hendes øjne. Hendes hår hænger løst i løse krøller.
@Dacre

Lavinia var ude at gå en eftermiddags tur, hun havde lige været ude og finde føde og var nu mæt på vej hjem.
Hun nynnede let for sig selv, hendes klubber tjente mere ind end de kunne få brugt, hvilket ville sige at hun endelige havde fået sig en stor lejlighed i det indre London. Hun smilede let for sig selv, hun havde savnet luksusen i London, jovist havde hun et stort hus i Paris, men det var ikke det samme i London. Der var dyrt at bosætte sig og de fleste steder var alle sammen taget. Men hun havde endelig fået sig en lejlighed, og hun var allerede flyttet ind.
Hun drejede rundt om et hjørne, da lugten af blod ramte hendes næse, hun snusede ind et par gange og fulgte så lugten, lyden af en der blev sparket og slået, ramte hende og hun nåede endelig gyden hvor lyden kom fra. Hun stoppede brat op, da hun så en gruppe på 6 drenge imod én, med en mindre dreng stående bag ham, tydeligt at den ene dreng var i gang med at beskytte ham. Dog var det tydeligt at den dreng der var alene imod de andre, ikke holdt særlig længe, han var rimelig skadet og da hun så han fik et slag på siden af hoved og han faldt sammen, var hun ret så sikker på hun hørte en knogle knase. Drengen fik et par spark i mellemgulvet og i hoved.
Og pludselig var der noget der greb hende om hjertet og hun stormede frem "HEY!" Råbte hun "Stop that!" Hendes øjne lynede og de seks drenge vendte øjeblikkeligt imod hende, dog forsvandt deres mod så snart de så hende, hendes vener, øjne og tænder var tydelige og de stak alle halen mellem benene. Hun skyndte sig frem til drengen på jorden, hans hjerte svagt bankende i hans brystkasse. Hun så op på den anden dreng og sagde "You should run to safety and forget you ever saw me here, I'll take care of your friend here, alright?". Da drengen nikkede chokeret over hvad han lige havde set og han begyndte at gå ud af gyden, samlede hun drengen på jorden op og fik ham transporteret hjem til hendes selv, endnu en gang var hun glad for hendes hurtigthed.

Selvfølgelig havde en slåskamp fundet Dacre, og Dacre havde fundet en slåskamp. Men denne gang var det ikke på grund af åndssvage idioter på en klub eller flabede amatører. Gillion havde godt nævnt noget om et par fyre, som var ude efter ham, og de havde længe ledt efter ham. Fucking knægt. Til trods for Gillion var ældre end Dacre, kun et par år, så var han mindre muskuløs, lav og ejede ikke det, der lignede respekt for andre eller bare _. Han var alt for nærgående, og selvom Dacre og ham ikke var de bedste venner, så holdt han af ungen. På grund af dette, så var Dacre den eftermiddag i London endt ud i en slåskamp med et par af de fyre, som Gillion havde nævnt. Selvfølgelig kunne Gillion ikke selv hamle op imod fyrene og Dacre havde taget kampen op i stedet. De to havde blot været ude for at ryge og var herved blevet overfaldet og skubbet ind i gyden. Gillion havde en del skræmmer og en blodig tud, men Dacre var tydeligvis mere såret. Først havde de prøvet at tage kvælertag og bruge kniv imod Gillion, men Dacre havde hurtigt taget over. Dermed var det ham, som var blevet ramt af knivens skarpe spids i både maven og på kinden.
"Fuck off!" Råbte han og langede ud efter den grimme grindende knægt foran sig. Men hans kræfter var ved at ende. Han kunne snart ikke længere. Til trods for Dacre var ufatteligt god til udholdenhed, så var det her for vildt. De havde også været i gang længe, så længe havde han alligevel holdt til. Men de var nu også seks imod én. Ikke fair. Og shit, hvor de udnyttede dette. Det gjorde ondt i hele hans krop. Ikke nok med kniven og de mange slag, havde de også forsøgt sig med spark, både i skridtet og i maven. Han var flere gange blevet skubbet op ad væggen bag dem og holdt oppe med et par hænder viklet omkring sin hals. Fire af drengene var meget større end ham. I starten havde han regnet dem alle til at være dummere end en dør - det var de sikkert også, men de var fandeme stærke. Og flere end bare én.
Gillion råbte pludseligt bag Dacre og han drejede hovedet hurtigt for at tjekke, at knægten var i sikkerhed, da han pludseligt mærkede et hårdt slag imod hovedet, hvilket føret ham i jorden. Han kunne ikke mere. Han blødte fra hovedet, kinden og maven. Sikkert op til flere steder bag sin påklædning. Det brændte nærmest over hele hans krop, og han blev skubbet længere ned at ligge, hvor han så til sidst faldt sammen på siden. Et par spark hist og her. Dacre stønnede i smerte, og pressede sine hænder imod sit skridt. Hellere de sparkede hænderne end mere til skridtet. Han mumlede utydeligt efter dem. Hans syn var slørrede, så han måtte blive nødt til at lukke øjnene hårdt i. Også på grund af hovedpinen og den generelle smerte rundt i hele kroppen. Det hele drejede for ham...
Dacre anede ikke, om han drømte eller ej. Hvad end der skete, så kunne han høre en kvindestemme nær sig. Han kunne ikke rigtigt mærke noget, blot høre en stemme. Den virkede overhovedet ikke bekendt. Men det var som om, at han ikke kunne åbne øjnene for at tjekke. Intet lys, han var omfavnet af mørke. Han følte en trang til at kaste op, men holdt det i sig for nu. I stedet lod han sig bare føre af kvindestemmen.

Lavinia havde hanket op i ham og bar ham, som hun brugte sin hurtighed til at nå frem til hendes lejlighed, inden hans hjerte holdt helt op med at slå.
Da hun nåede frem, bruste hun ind i den luksuriøse lejlighed og lagde ham på hendes seng, som var det eneste møbel, hun ikke havde noget imod at der kom blod på.
Hun snakkede blidt til ham og selvom hun vidste at han ikke kunne hører hende, eller i hvert fald fokusere på det hun sagde, forklarede hun alligevel hvad hun skulle til at gøre. Hun skulle til at forvandle ham. Hun lagde hendes blege hånd imod hans kind og sagde så "It'll only be uncomfortable for a second, I promise.". Og hun sank tænderne ned i hans kød og begyndte at drikke af ham.
Da han var tømt, forsatte hun processen med at give han noget af hendes eget blod. Hvorefter hun knækkede nakken på ham.
Hun trådte et skridt tilbage, og gjorde sig klar til at hjælpe ham, når han vågnede igen.
Hun fandt også sin telefon frem og skrev en besked til nogle af de mennesker, som hun havde forført, hun bad dem møde op, indenfor det nærmeste stykke tid. Hun gav dem ikke en grund, hun kunne altid bruge sin evne på dem, og lade dem forblive rolige, så de ikke panikkede.
Hun satte ved siden af drengen hun lige havde knækket nakken på og aede ham blidt i håret, mens hun ventede.

Dacre havde halvt mistet bevidstheden. Han kæmpede en brag kamp for at holde sig vågen. Han vidste godt, at han ikke længere lå på gaden i snart sin egen pøbel med blod. Eller måske var dette blot en drøm? Fordi han endte jo på jorden, efter han blev slået og sparket ned, til han ikke længere kunne mere. Og begyndte mindre og mindre at opfatte ting omkring sig. Men han havde hørt en kvindestemme omkring sig. Det var han sikker på. Og det havde føltes som om, at han blev løftet fra jorden. Men hvem kunne lige løfte ham? Han var stor og stærk, netop fordi han trænede så meget, som han gjorde. Derfor undrede det ham bestemt også, at han havde givet så let under i slåskampen. Måske det havde noget at gøre med, at han dagen forinden ligeledes havde været oppe at sloges.
Der føltes ikke så koldt mere. Han frøs meget, men han var jo også banket sønder og sammen. Men luften omkring ham var ikke så bidende mere. Dog rystede han, dette var han nogenlunde klar over, til trods for han ikke følte sig så meget til stede mere. De blå øjne var lukket svagt i. Han kunne ikke klare at have dem åben og han var sikker på, at han ville kaste op, hvis han så sig omkring. Stemmen lød igen. Kvindestemmen. Den talte blidt og højt. Tydeligt. Men alligevel forstod han absolut ingenting af, hvad den prøvede at fortælle. Dette gjorde ham bange, og han begyndte atter at kæmpe. Øjnene spilede op og stirrede opad. Han bemærkede et loft. Ikke himlen. Kroppen rørte på sig, men den kunne ikke holde til meget. Han gjorde modstand - af en art.
Lige ind til han mærkede noget sylespidst ved sin nakke. Han skreg, men hvor meget lyd der kom ud, det anede han ikke. Tårerne trillede ned ad hans blege kinder. Det var som om han gled væk i en verden fyldt med smerte. Øjnene lukkede sig stramt i. Der var kun mørke omkring hans indre. Mørke og smerte. En underlig følelse. Hans krop gjorde ikke længere modstand. Han lå helt stille på det bløde underlag. Herefter lød et højt kNÆK, og verden blev sort, uden smerte.

...

Pludselig, som stået op fra døde, satte Dacre sig op. Nærmere forpustet. Øjnene var store, hævede og røde. Tydelige årer steg under hans øjne. De var ikke længere de krystalklare blå øjne, som han besad. Brystet hævede sig op og ned, i en hurtig takt. Hans slanke fingre holdt stramt om dynen på sengen, som han befandt sig i. Havde en underlig fornemmelse i halsen og i maven. Han var sulten. Men det var en helt anden sult. Og kort efter fik han øje på kvinden, som sad ved hans side. Han stirrede på hende. Forvirret. Sulten. Men mest forvirret over, hvor fanden han befandt sig henne. Var han død?

Lavinia så på ham, som han vågnede og hun lagde en hånd på hans skulder og sagde "I'm Lavinia. I know this is all new. But you're no longer human." Hun rejste sig op og vendte sig om og kiggede ind i stuen gennem hendes glas døre og væg fra hendes soveværelse. "You're a vampire now, my sweet boy. Do you remember anything from before?". Hun vendte sig igen imod ham og hun hørte det banke på hendes hoved dør. Middagen var her. Hun så alvorligt på ham og sagde "We should get you some blood, you must be thirsty.". Hun rakte sin hånd ud, for at hjælpe ham op og tilføjede "Don't worry, I'm gonna teach you everything you need to know, also when to stop, if you want your victim to survive.".
Inden hun begav sig ud til hoveddøren, gik hun hen og samlede en ring op fra en skuffe i hendes kommode og vendte sig rundt og viste den til Dacre "This will allow you to walk in the sun without dying, it used to be my brothers. So it's only for you to borrow, and I'm only going to give it to you, when I know you can act racionally and not try and drink every human or creature you meet.". Hun smilede let til ham og lagde ringen ned i en lomme på hendes kjole og begav sig ud imod hoveddøren, mens hun råbte "Be a good boy and wait in the livingroom, will ya?".

Dacre fortsatte med at stirre med store skrækslagne øjne. Han var skide ræd. Hvad fanden foregik der? Mon han havde indtaget noget, siden han ingenting kunne huske? Og siden han følte sig så underlig tilpas? Han havde ingen idé. Og han var lige vågnet op i en kvindes seng. Han mærkede efter; okay, han var stadig iført sit tøj. Og hun bar ligeledes sin beklædning stadig. Så de havde vel ikke haft sex. I så fald, så kan han bestemt ikke huske det. Kvinden talte. Så berolignende. Han forstod dog stadig ingenting af, hvad hun sagde til ham. Noget med.... nej, han anede det ikke. Hele hans hoved kørte rundt. Han følte smerter i kroppen. Specielt omkring munden, ved sine kæber. Øjnene føltes tunge, men alligevel ikke.
Da det bankede, gav det et ryk i ham. Det dunkede i hans hoved. "Make it stop.." Mumlede han og tog sig til sit hoved. Kvindens stemme syntes også højere. Den banken... den  var høj. Og det gjorde ondt. Hans tænder gjorde ondt. Han pressede sine øjne i, og pressede sine hænder imod sine ører. Han stønnede i smerte. I smerte over det hele. Langsomt åbnede han dog sine øjne for at kigge op på kvinden, som fortsatte med at tale til ham. Han forstod stadig ingenting af, hvad der foregik omkring ham. Alting larmede og var så høj. Kvinde talte i gåder for ham. Hun viste ham en ring, som hun herefter gemte væk. Kort fulgte Dacre ringen med sine øjne, men kiggede så op på kvinden igen med de skrækslagne øjne. Så lukkede han dem i igen, da hun forlod rummet. Hun råbte. Han gjorde ikke andet end at sidde næsten stille i sengen og prøve at komme efter for smerterne. Hvem var hun? Hvad ville hun med ham? Hvad var der sket? Hvorhenne var han? Han ville bare gerne hjem nu..