Something is wrong | Luna

Aidan trådte igennem døren til Lunas kontor og tog plads i en stol. Han var efterhånden ret velkendt med Luna og normerne der hørte med besøg hos hende. "I know releasing a snake in the girls room was probably a bad idea. But you've got to admit, it was funny too." Han lagde armene på armlænene og så mod den smukke kvinde. Aidan var glad for Beatrice, og kunne aldrig drømme at være sammen med andre, men han mente ikke lidt harmløst flirten gjorde skade. Han var klar over de ansatte på skolen formodentligt ikke ville indlede et forhold med en elev, så han kunne lige så godt flirte lidt med dem. Heldigt for ham, var mange racer i stand til at leve længe, så de fleste forholdt sig unge endnu. Luna havde før været omkring Aidans barndom og hvad der kunne gøre, han ikke altid bekymrede sig om folks følelser. Han havde besvaret så overfladisk som muligt. At genleve hans barndom, var ikke noget han var interesseret i. "What do you say we talk about you today? I wouldn't want to be egocentric and also talk about myself," et halvcharmerende smil løb over hans læber.

Hvis nogle har havde fortalt Luna at hun ville ende med at være her. Ville hun have troet folk var syge i hovedet eller lignende. Det var underligt for hende dog, ikke at være leder af Takumaras mere. Hun savnede dem der ikke var her, men hun havde Nate og deres datter - det havde hun lært at sætte pris på. Luna kom tilbage til virkeligheden da døren gik op og Aidan trådte ind i lokalet og tog plads i en stol. Luna var i ført et par sorte bukser og en lettere løs blåtrøje, som fremhævede hendes blå øjne. Håret hang løst eftersom hun ikke havde orket at gøre noget ved det. Let hævede hun et bryn, hun vidste hvorfor han var her - hun havde sendt bud efter ham. Sådan var det at være mentor for ham. Hvis der var ballade så skulle hun tage den. Aidan skulle bare være glad for hun ikke håndterede folk som hun havde gjort i sin fortid - ingen udover Nate kendte til hendes fortid - og hun kunne lide det sådan.
"It's not fun. Aidan, at some point you might find yourself in a situation you cannot come back from. Its the fifth time in just the last two weeks, but it seems like you either just like to come here - or don't want to get better," svarede hun så blot og satte sig på på kanten af sit skrivebord. Luna havde flittig lært om de magiske ting i denne verden, hvilket også gjorde hun var blevet god til at forstå andre. Et let fnøs forlod hendes læber og hun rystede på hovedet.
"We can talk about what I can say to make you start thinking a little more about your actions?" Smilede hun lettere kækt og vippede hovedet let på skrå. Let tænkte hun over sit næste valg af ord. "But fine ask me one thing, after that no more talk about my personal life."

”Why do you have to choose one or the other?” Han lænede sig frem og så insisterende på hende. ”I like who I am. And I like you. So why change our situation.” Han vidste godt Luna havde en mand I hendes liv, og hvis han ikke tog fejl, havde hun også et barn. ”Listen Luna. I have always been like this. I can’t stop it. I just feel like these pranks, or whatever you want to call them, fill a hole inside me. Probably the hole my drunken father and flakey mother left. People always say to do what makes you happy, why should that be different for me? Nobody gets hurt. Mostly.” Han så på hende.

”I doubt any words can make me think about it. Maybe if you can find something else to fill my hole, we can talk about it.” Han rejste sig op og gik lidt rundt i rummet. Da hun gav ham mulighed for at stille et personligt spørgsmål, måtte han overveje det lidt. Et spørgsmål var ikke meget, og han skulle finde det helt rigtige. Han lænede sig op af væggen i stedet og så på hende. ”Okay, so if you didn’t have a boyfriend, and I had no girlfriend, would I have a shot with you? I need to know for further references.” Han var lidt for meget med Luna, men han kunne ikke lade vær. Bare det at se hende, kunne få hans hjertebanken til at stige en smule. Han vidste det ikke selv, men det var en af grundene til han ofte kom i ballade. Få mennesker kunne få ham til at føle sådan; I live.

Hun orkede det ærligtalt ikke idag, men der var en del af hende som stadigvæk ønskede at hjælpe alle. Ledergenet kom nok aldrig fra hende, og hvis hun kunne hjælpe elever så gjorde hun stadigvæk en fordel. Det var mærkeligt at gå fra at lede et helt folk til at være en mor og lærer. Luna prøvede naturligvis at gøre sit bedste for at motivere og undervise - og hun var nok også en af de mest målrettede undervisere - fordi hun gik ind i rollen på et helt andet niveau. Let hævede hun et bryn da Aidan begyndte at gå rundt, hun lagde armene overkors og gjorde sig egentlig blot klar på et hvert spørgsmål han kunne komme med. Spørgsmålet kom egentlig ikke helt bag på hende, og hun fnøs kort lettere håbløst af ham. Et kort suk forlod hendes læber.
"Honestly Aiden.." Startede hun ud og gik hen til ham, måske sendte hun de forkerte signaler - og det var helt meningen. "No, I wouldn't, there are other things in life that matters more. Such like you stop trying to make a fool out of yourself. Yeah your parents are idiots. But if you don't start to fighting your battles with other than pranks - you are gonna lose more than just your freedom. And with that said, you know have a 54 sites report I need finished by the end of next week. If you want to be in the Christmas Ball.." Svarede hun så med et kækt smil og hovedet let på skrå.
"How do you fancy me now?"

//Lidt kort.. sorry about it.. men tror det siger alt mit svar xD

Aidan tog en dyb indånding da hun fuldstændig afviste ham, og kom en smøre om at han skulle ændre sig for ikke at miste alting. Eller noget i den dur. Han tonede ud. Han tænkte mere på alle pigerne klædt på i flotte kostumer til juleballet. Selvfølgelig mest Beatrice, men at kigge skadede vel ikke, gjorde det? Han var glad for Beatrice, men han var ikke ligefrem en varulv med flokmentalitet eller typen der ville lede hele sit liv efter ’den rigtige’ han troede ganske enkelt ikke på det. Hvis man skulle være sammen med én person, hvorfor så skabe så mange andre, med stor tiltrækningskræft. Han blev opmærksom på Luna igen, da hun nævnte en 54 siders rapport. ”You have got to be kid….” Han blev afbrudt, da han pludselig følte sig svimmel. Han greb fat om stolen tættest på ham. ”I don’t feel so good,” sagde han og fokuserede på stolen. Hans greb blev strammere og strammere. Han begyndte at ryste på hans hænder. ”Something’s wrong,” sagde han og så på Luna. Det hvide i hans øjne blev tydeligt, før han faldt op på gulvet. Han lå stille i noget tid, før hans krop begyndte at bevæge sig i krampelignende bevægelser. Aidan var langt borte, og lod ikke mærke til noget af det der skete.

//Kvalitet over kvantitet. Mit blev heller ikke langt. Prepare for Noah to arrive xD

Luna vidste skam stadigvæk hvordan man brugte sin magt på dem, som ikke rigtig forstod de konsekvenser livet havde. Aidan skulle bare være glad for at det ikke var liv og død de to havde en kamp i. Overlevelse havde været ved at slå Luna ihjel flere gange, men nu var hun her - og her behøvede hun ikke at kæmpe for sin overlevelse. Dog var der noget der gik galt, og hun vidste det ikke var et trick. Det var noget med lyden i stemmen og ikke bare en engels naive tilgang - for ja Luna var en engel nu - men hun var langtfra godtroende, hun havde bare fået en ny chance. Luna var derfor hurtigt henne ved ham, og prøvede at se om hun kunne finde tegn på nogen overfladiske tegn.
"How wrong?" Spurgte hun stille, "Aidan.. Aidan!" udbrød hun lidt mere seriøst som han faldt om og hun stormede ned ved siden af ham. Kroppen gik i kramper, og hun vidste ærligtalt ikke hvad hun skulle gøre. Luna var ingen healer, hvor var Noah eller Nate når hun havde brug for at vide hvad hun skulle gøre. Luna måtte hurtigt rejse sig for at finde en genstand hun altid havde med sig, som nok kunne hjælpe. Hendes symbol magi var altid god, og ja - hun havde brug for enten healende evner eller magi. Fordi hendes viden om at redde liv lå ikke ligefrem i dette.
"Aidan can you here me? Wake up.." sagde hun først for hun vidste ikke hvordan en healings rune ville påvirke hans krop - det var meget forskelligt hvordan de påvirkede andre folk. Hun gjorde sig dog klar til at tegne runen, da hun syntes at mærke en stærk magisk energi omkring ham.


//GIVE ME NOAH!! <3

Øjnene blev åbnet. I et øjeblik, virkede hans i forvejen blå øjne, endnu lysere. Det lignende Lunas, før de vendte tilbage til de mørkere blå. Han så på kvinden over ham. Genkendelse i hans øjne var stor. ”Luna? Where am I? What happened?” Noah kunne ikke genkende hans egen stemme. Han så ned af sig selv. Det var bestemt ikke hans krop. Hvad skete der lige? Han satte sig op og så sig omkring. Han var ret forvirret over, hvordan han var endt der. ”She was right. Zabrina was right.” Han stod over for hans søster igen, så hvis hun var her, måtte Malia også være det. Men først måtte han finde Zabrina, så hun troede ikke han var død. Han kom på benene, men følte sig stadig svækket, og måtte støtte sig til stolen. ”I can’t believe it’s you,” han lagde en hånd mod hendes overarm. Han havde følt sig så alene uden hende. Nu stod hun her foran ham, så anderledes, men alligevel den samme. Hun lignede sig selv, måske lidt blidere. Hun var ikke en kriger her. Ikke på samme måde. Så måske behøvede han heller ikke. En følelse af skyld flød over hans ansigt. Han havde efterladt dem der stolede på ham og fulgte, så han kunne finde dem han elskede. Han kunne aldrig se dem i øjnene igen. Og det ville heller ikke være hans øjne der så dem. ”I’m sorry. This must be difficult for you. Whoever possessed this body is gone,” started han ud, da han hørte en stemme i sit hoved. *Think again. I’m still here,* lød Aidans stemme. ”Or maybe not,” forsatte han. ”Nevertheless, I’m here Luna. It’s me, Noah.” Han hørte atter Aidans stemme. *Tell her she would have been a good nurse.* Noah rynkede brynene. ”I won’t do that,” svarede han og så forsat på Luna. ”Are you involved with him?” Spurgte han sin søster.

She wasn´t sure what happened but she didn´t have to work her magic - lucky her. Luna looked at him when he ask where he was. Then he mentioned Zabrina, she knew they had a past, but what was she right about? She was about to ask him that, then he was like happy to see her. Not in a way Aidan normally would speak. He touched her arm, and Luna didn´t really know what to do. He quick ocean blue color had been there but it was gone now. Something was off. Shortly after he said said sorry - explained her what was going on. Luna had never looked so confused before. I’m here Luna. It’s me, Noah. Those words almost made her freeze and unable to breath.
"Involved with who Aidan? Nooo. I´m with Nate, still," she answered. Noah would know if she was with Nate - that meant he still had his niece here. Little Jadyn was alive. It was like she was testing him, of course she tested him. And no one here knew about her past and how hard it was for her to leave everyone back home. But it most have been hard for Noah to. He had lost both her and Jadyn - even Malia. Luna had no idea Malia was here till last week - but sadly she had no memory about anything.
"So Zabrina got you here.." she said trying to put the last pieces together.. then it hit her when she knew Zabrina was Malias daughter. "Is Zabrina your daugther.. that makes so much sense.. by the ocean.. this is so weird.. I have no idea how what to do.. I wanna hug you and punch you in the face at the same time.. How is home?" She asked. The guilt of leaving was not only on her anymore she could tell.