How the hell are you using these machines? - Damien

Tid : 20.45
Sted : fitness centret på skolen
Omgivelser : indtil videre kun Silje
Vejr : Voldsom regnvejr
Tøj : Små kort tight shorts, og en sort sports bh og en hvid løst siddende tank top. Trænings sko
Tag : @Damien

----------------------------------

Normalt var Silje ikke til at træne i et fitness center, hun havde faktisk aldrig prøvet det, normalt trænede hun bare hjemme eller var ude og løbe en tur på gaden, men det var jo ikke lige frem særlig hyggeligt at skulle løbe her til aften, fordi regnen bare stod ned! Derfor havde hun besluttet at tage ned i det fitnesscenter der var på skolen, hun anede intet om, hvordan man bruge de forskellige maskiner? men mon ikke der var en vejledning til hvordan man kunne bruge dem?

Hun havde i hverfald forladt omklædningen, for at komme ind i fitness rummet, hun kiggede omkring sig og sukkede stille, der var tomt for mennesker, så hun måtte altså selv finde ud af hvordan man gjorde, det kunne vel heller ikke være så svært, kunne det ?

Hun gik over til anlægget der var, og satte sin mobil til for at få noget af det musik hun hørte, når hun trænede hjemme eller var ude og løbe. Efterfølgende vendte hun sig rundt for at kigge sig omkring. " hvor svært kan det være" sagde hun og smilede, hun havde svært ved at stå stille, fordi hendes krop var begyndte at bevæge sig til musikken.

Med et kæmpe smil på læberne, gik hun målrettet over mod løbe båndene, det var vigtigt at være varmet godt op, inden man begyndte sådan rigtigt at træne. Hun stillede sig på løbebåndet og gloede på alle de knapper der var der. Men det lykkes hendes hurtigt at finde ud af hvordan hun gjorde. Så da hun endelige havde fået gang i det, startede hun med at gå i højt tempo et par minutter før hun øgede tempoet til løbe tempo, hun var i forvejen i god form, så hun havde ikke rigtigt problemer med at holde tempoet.

Damien nynnede glad for sig selv mens han skiftede om til sit sportstøj ude i omklædningsrummet. Nu var det tid til hans næsten-daglige to timers træning, før han skulle igang med en helt anden type daglig træning, nemlig mere træning med hans hold i Overwatch, nu han endelig var kommet med på et ordenligt hold der kom med til en del tournamenter, og langsomt steg i rang. Hvis det her fortsatte, kunne han måske være med i Overwatch World Cup om et par år! Optur!

Men lig enu havde han noget glad, upbeat musik i ørerne som han trådte ud fra omklædningsrumemt med sin hættetrøje om livet, og hans yndlings Star Wars tanktop på, klar til at få ordnet noget god cardio og styrketræning, begge dele var jo vigtige for at opretholde hans nuværende fysik. Han gik derfor først hen til det løbebånd han normalt tog af de mange der var, det helt ude for enden, som heldigvis da også stadig var frit. Han lagde godt mærke til pigen der også var igang, og smilede og nikkede venligt til hende, før han selv trådt eop på løbeåndet og helt automatisk valgte et af de hårdere programmer, og gik straks igang. Aaah, så dejligt at komme igang med at få bevæget sig ordenligt igen!

// Outfit

Silje var i sine egne tanker, men hun lyttede til musikken der spillede på højtalerne så højt det kunne uden at lyden blev dårlig! Hun havde slet ikke opdagede at der var kommet en anden ind i rummet, hun løb i sine egne tanker, hun øgede hastigheden mere og mere, hun havde brug for at brænde energi og sådanne ting af! Hun mærkede hvordan tankerne om hendes forældre trængte ind på hende. Hun løb hurtigere og hurtigere, hun havde et kort øjeblik glemt at hun holde knappen ned til at øge hastigheden, og derfor endte hun også med at hendes ben ikke kunne følge med og hun ”fløj” bagover som løbet båndet kørte og hun endte på gulvet! Hun sagde højt ” av det fandens lort!”, før hun opdagede at der rent faktisk var en anden i rummet. Hun kiggede over på ham med helt røde kinder, bare han ikke havde set hvad der var sket!

Hun rejste sig og var godt øm i numsen, det havde gjort ret ondt sådan som hun var landet! Hun kiggede surt på maskinen! Hvorfor fanden skulle det her lige ske? Og nu når der var en i rummet! Hvor pinligt var det ikke lige!. Hun gik over mod anlægget hvor hendes mobil og vand flaske var, sveden var allerede begyndt at løbe ned af hende og hun var blevet okay varm, så hun kunne jo bare forsætte træningen, men hun kendte ikke maskinerne og var flovt ville det ikke lige være hvis hun prøvede og ikke gjorde det rigtigt, når der var en anden til stede. Hun stillede sig med ryggen til fyren som løb på løbebåndet. Hun havde en indre krig med sig selv!

Damien havde bare løbet lidt i sine egne tanker der på løbebåndet,endda med lukkede øjne. Han var ikke rigtig bange for at der ville ske noget med ham selv hvis det var, trods alt havde han utroligt gode reflekser og var rimelig hurtig, grundet den blanding han nu engang var. Men med hans skarpe sanser kunne han stadig godthøre hvordan det gik galt, og da han åbnede øjnene igen for at se over på tøsen - ja, så var hun faldet af løbebåndet. Han rakte hurtigt over og stoppede den maskine hun havde været på, og stoppede så sin egen, før han hoppede af og gik hen til hende hvor hun nu stod og ømmede sig.

"Er du okay?" spurgte han i et blidt, bekymret tonefald. Han ignorerede hendes rødmen, det vigtigste var at hun ikke var kommet til skade! Og hvis hun var, så bar han hende gerne hele vejen hen til skole sygeplejersken hvis hun ikke selv kunne gå uden det gjorde ondt. Han vidste trods alt godt hvor meget folk kunne slå sig på dén type stunt der. Så tit som han var i trænings centeret så nåede han at se en del skader, selvom de værste nu stadig kom fra dem der dødløftede forkert og lod ryggen og ikke benene bære vægten...

Idet mindste kunne hun da gå uden de store problemer, lod det til. Han observerede stille som hun gik over til hendes mobil og vandflaske. "Du... Du ved godt at hvis du har brug for hjælp,så siger du bare til, ikke? Også angående tingene herinde. Der er skam intet at skamme sig over ikke at kende maskinerne. Det tog mig et parmånederfør jeg kunen dem alle da jeg startede op," sagde han så stille.

Silje havde ondt, ikke sådan voldsomt, men hun kunne godt mærke at det nu begyndte at gøre rigtig ondt. Hun prøvede virkelig at skjule det, selvom det mere eller mindre var umuligt for hende. Hun prøvede at bevæge det ene håndled lidt, men en voldsomt smerte jog i gennem hendes arm. ” AV” udbryd hun, og holde med den anden hånd under det håndled der gjorde virkelig ondt. ” ja tror jeg eller nej, ved det ikke!” sagde hun stille og så på ham. Hun kæmpede med at holde tårerne tilbage, for det gjorde altså virkelig ondt nu!

Når man ikke var vant til at være i et fitness center, ja så skulle man virkelig passe på! Det var det hun havde konkluderede ud fra dette! Det var skide farligt! En lille tåre trillede ned af hendes kind, for, for helved hvor gjorde det ondt. ” Tak, men tror jeg har brækket mit håndled, eller i hverfald slået det virkelig meget” sagde hun stille og så nervøst op på ham. Hun havde aldrig brækket noget for, men ja det her gjorde virkelig ondt på hende! ”jeg ved ikk hvor skadestuen eller hospitalet er ”sagde hun stille og vidste ikke helt, hvor hun skulle gøre af sig selv.

Damien kiggede bekymret på som hun udbrød sit høje av efter hun prøvede at bevæge leddet... han havde set den slags skader en del gange før, ikke altid i centeret, også tit ude på håndboldbanen. "... Ja, det er nok enten forstuvet eller brækket, desværre." måtte han give hende ret, stadig med den bekymrede mine. "Du har brug for at få set på det så hurtigt som muligt... Men tror det vil være bedst hvis vi lige forbinder det inden vi går nogen steder. To sekunder, jeg er straks tilbage!" fortalte han hende med et venligt smil, og smuttede hurtigt ud i drenge omklædningen, for at tage sin taske med ind. han havde altid forbinger på sig, med de forskellige sportsskader han havde fået gennem årene...

Han fik meget forsigtigt forbundet håndleddet for hende, prøvede så vidt muligt at undgå al unødvendig smerte. "... Sådan. Det holder i alt fald indtil vi er ved skole sygeplejersken. Jeg kan følge dig derhen hvis det skulle være?" foreslog han, hjælpsom som altid. Men... Sådan var han bare. han kunne virkelig ikke klare at se folk i smerte, og hvadend han kunne gøre for at hjælpe folk, gjorde han som regel.

Det var ikke fordi hun ikke ville vise det gjorde ondt, hun var bare ikke god til at være ked af det foran andre end sig selv. Hun så på ham og nikkede ” Jeg tror den er brækket” sagde hun stille og kiggede ned på sin hånd, som han talte om at han skulle have kigget på den hurtigt muligt og få den forbundet ind. Hun nikkede og sendte ham et lille forsigtigt smil. Hun ventede på han ville komme tilbage, og da han endelig gjorde tog han en forbinding frem og begyndte at ligge den omkring hendes håndled og hånd, det gjorde virkelig ondt på hende. Hun måtte overgive sig, hun begyndte at græde, af smerte. Hun havde aldrig slået noget så voldsomt før, så det var en virkelig mærkelig følelse at have, og det gjorde skide ondt, tårerne trillede. Hun var skide ligeglad med sin make up lige nu, det var jo ikke fordi der hvor hun skulle hen at hun skulle se ordenligt ud!

Hun kiggede på ham kort inden han kiggede ned på hendes hånd ” Tak” sagde hun forsigtigt. ” Du må du virkelig gerne, jeg aner ikke hvor det er henne, men burde jeg ikke tage på hospitalet?” spurgte hun stille og så på ham. Hun tog sin mobil og lagde den i hendes sportsbh og tog hendes vandflaske, det var virkelig svært at være på den og holde hendes håndled. Så hun valgte og spørge, ” Vil du tage min flaske og min taske?” spurgte hun stille og så usikkert på ham.

Damien bed sig let i læben som han bandt hendes håndled ind og han så tårerne trille, mærkede tristheden i hendes aura forårsaget af smerten. Åh crap... Kunne han ikke bare gøre et eller andet fjollet nu og få hende til at grine? han ville meget gerne give hende noget andet at fokusere på, men han kunne ikke komme i tanke om noget lige nu. "Det er muligt du god tkan undgå hospitalet. Måske er du heldig nok at sygeplejersken kan mærke om knoglerne sidder rigtigt og sådan. Så skal der bare lidt gips på og så kan det få lov at hele." forklarede han hende med et blidt smil. "Hun vil også kunne sige, meget mere sikkert end jeg kan, om det rent faktisk er brækket, eller en slem forstuvning. Jeg kan sige dig, da jeg forstuvede mit knæ gjorde det meget mere ondt end da jeg brækkede min ankel. Så det er virkelig ikke til at sige ud fra smerten alene." forklared ehan hende med et blidt, venligt smil på læberne.

"Og selvfølgelig. Kan godt se det er et problem at bære begge ting ellers." sagd ehan i en blid tone, og tog så hendes flaske og taske, tasken på den anden skulder end hans egen som han gik hen for at åbne døren og holde den for hende. Så snart hun var ude af døren, fulgt ehan efter og lukkede den, før han viste vej hen mod skole sygeplejersken.