I don't show my feelings to anyone - Damien

Tid – sidst på aftenen
Dag – Lørdag
Vejr – mørkt, forholdsvis koldt, overskyet
Sted - bagved akademiet på et bord bænke sæt
Omgivelser – ingen
Outfit – Sorte bukser med huller på knæene, hvid hættetrøje uden logo, en forholdsvis stor og tyk vinterjakke med pels på kraven.
Tag - @Damien

Valentino havde brugt det meste af dagen alene, han havde ikke haft lysten til at være sammen med nogen, hvorfor han havde det sådan vidste han godt, men ville ikke indrømme det. Han savnede sin familie mere end noget andet, det var ikke normalt at man som ungt menneske skulle miste sin familie som han havde gjort, de havde aldrig været der for ham, han kunne ikke forstå hvorfor de ikke bare havde bortadopterede ham. Det gjorde virkelig ondt på ham, han havde deres mobil nummer, det mente han. Dog havde de skiftede numre og sådan at han ikke kunne finde dem, dog havde han heller ikke forsøgt at ringe dem op, pengene som de sendte gik troligt ind på hans konto hver den første. Han var skide ligeglad med de penge på et eller andet punkt, han ville hellere have sin familie. Smøgen som lå mellem hans to finger blev roligt ført op til læberne og der blev taget et hiv, holdt røgen inde, inden han slap det ud.

Han var ked af det, han var i sorg, han var vred, men hvem ville ikke også være det, hvis de havde oplevet det samme som ham? Det ville de fleste vel være? Heldigvis var det sidst på aftenen og sjældent der sad andre elever her hvor han sad nu, på bordet af et bord bænke sæt med fødderne på bænken en smøg i den ene hånd og en øl i den anden. Dog var den ikke blevet åbnet og da det blev for koldt for hans finger at holde om den kolde øl, stillede han den på bordet. Han ville normalt vis drikke den, for det var sådan han bedst kunne skjule sine følelser for venner og de andre på skolen. Ingen skulle komme for tæt på ham, altså følelses mæssige, inden skulle se hvordan han virkelig havde det. For så var han ikke længere den hårde og kolde person, og det var sådan han ville have de skulle se det. De skulle ikke se ham som den ynkelige tudende Valentino!

Kroppen blev drejet en halv omgang for at tage øllen alligevel han åbnede den og tog en tår af den, han måtte ikke drikke på skole, men der var alligevel ikke nogen i nærheden og lærerne havde sku nok for travlt til at gå herud og tage ham i at drikke en enkelt øl, for det var hvad han havde med sig, kun en øl. Normalt når han var i dette humør og havde brug for at flygte fra det, drik han sig så meget i hegnet at han ikke ville kunne huske noget som helst den næste dag. Men han var ikke i humør den slags druk, han skulle bare have en enkelt øl og det var. En tåre trillede ned ad hans kind som åbnede øllen, hurtigt tørrede han den væk og tog en tår. Han havde flere og flere af disse dage, det irriterede ham virkelig.

Damien havde haft en rimelig god dag indtil videre. Det havde været svært at komme sig over alt det der var sket med Stephen, men idet mindste var heksen da i live igen... Omend han ikke havde Damien som sin mage længere, hvorfor Damien var blevet nødt til at lægge de følelser til side han havde udviklet overfor heksen. Men hans bedste ven, Ben, havde været en kæmpe støtte i tiden efter, så han havde det rimelig okay nu, især siden ham og det canadiske team han var på, havde kvalificeret sig til kvartfinalerne i Overwatch til Blizzcon! Og det var der jo kun lidt over en måned til nu, så han glædede sig fandme som et lille barn.

Men nu skulle han også tilbage ind på værelset så han kunne være klar til at træne med holdet når de kom online om en times tid til to... Han havde været henne for at ordne dagens styrketræning, selvom det ikke kunne ses på ham lige nu. Han havde trods alt været i bad efter træningen og hans hår, med dets længde, tørrede meget hurtigt, så det var næsten helt tørt som han valgte at tage en genvej bagom akademiet, havde tænkt sig at gå gennem terassen indenfor.

Men han nåede ikke mere end et par skridt gennem terassen da både hans næse og øjne fangede noget - der sad en fyr på et af bordene, og han lugtede... Trist? Og sur på samme tid? Nu var Damien så den type person de rvar så fuld af empati at han ikke bare kunne gå vider ehvis han opdaged enogen der lod til at være lidt nede, så han gik roligt tætter epå den anden, og kunne da også se at han kendte ham fra nogle af hans timer. Kemi, hvis han huskede rigtigt?

"Hey... Hvad er der galt?" spurgte han roligt, forsigtigt, med bekymringen mere end tydelig i hans ansigt, da han var kommet hen til at standse omtrent en meter fra den anden fyr. Spurgte ikke om der var noget galt, for det var der jo helt tydeligt, det kunne han jo lugte!

// Outfit <3

Valentino havde ikke engang gidet overveje om der kunne være nogen der kom forbi, for det var sjældent at der var nogen der gjorde det på denne tid, i hver fald når han sad der, hvilket var noget han værdsatte. Han magtede ikke at være i nærheden af folk eller at skulle høre på andre kommentere på hvordan han havde det, det ved kom ikke dem og de skulle ikke se ham sådan her! Det var en ting der var helt sikkert, hvis de så ham sådan her, hvad ville de ikke tænke? Det ville jo ikke ligefrem være en hård fyr de så, så.
Han havde ikke i sinde at nogen, og når han mente nogen så mente han faktisk alle. Der var ingen der skulle vide noget som helst om han fortid, eller at hans familie vendte ham ryggen, smed ham brutalt ud af familien og nægtede at ville have noget med ham at gøre, og pengene han fik for at holde sig væk. Det var ikke noget der skulle ud nogen steder, og han ville gøre alt for at det ikke skulle ske!
At en fyr kom over til ham, registrerede han på ingen måde, han havde siddet i sine egne tanker. Mærket hvordan flere små tårerne begyndte at komme frem og løbe ned ad hans kinder, han forsøgte hele tiden at tørre dem væk, for de skulle ikke være der, det var helt sikkert. Han satte øllen mod læberne og tog en stor tår, før han fjernede den. Han blev lidt forskrækket som der var en der talte til ham, det gav et sæt i ham! FUCK! Hvor længe havde han stået der? Hvor længe havde han kigget på ham? Han skyndte sig at tørre sine tåre væk fra hans ansigt. ” Der er ikke noget galt! Jeg fryser bare!” Sagde han hårdt og koldt. Det ragede sku da ikke ham hvad der var galt, han skulle ikke begynde at blande sig. Han kiggede nu over på ham og genkendte ham ret hurtigt, det var fra en af hans klasser, de havde fag sammen, det kunne kun være Kemi, han havde i hver fald ikke set ham i de andre timer han havde. Darius tog det sidste hiv af smøgen inden han pustede røgen ud over mod fyren.

Damien tog hurtigt et skridt tilbage da det lod til den andne fyr var blevet helt forskrækket - og især også på grund af tonen i hans ord, han kunne virkelig ikke lide når nogen lod til at være sur på ham, eller bare sådan... Alt for hård i det. Men det bekymrede blik var nu stadig i hans ansigt, som han sukkede let. Røgen der blev pustet over mod ham tog han sig hurtigt af med blot et lille vindpust - da de var udenfor, var luft manipulationen det nemmere at rbuge, og han kunne virkelig ikke lide cigaret røg. Godt nok leved ehan ikke ligefrem sundt selv, men cigaretter var godt nok aldrig noget han ville komme til at kunne lide. Det var mest sukker der gjorde hans egen livsstil rimelig usund på visse punkter, selvom han nu også trænede en del så det gik vel lige op.

"Det der er en løgn, og det ved du godt selv. Jeg kan lugte du er trist." sagde han så bare roligt - vidste trods alt godt at det med at være overnaturlig var normen på skolen her, så han havde ingen kvaler med at afsløre hvad han kunne finde ud af ved lugt alene. Det var god tnok ikke alle der vidste præcis hvad han var blanding af, udover hans lærere altså, eller at han overhovedet VAR en blanding... Der var en del før der bare havde troet han kun var fe og intet andet. Måske på grund af hans rolige væremåde? Hvem vidste.

Det var ikke nemt at vende til at være på skole, hvor folk var af forskellige racer og havde forskellige evner, han selv havde ingen evner eller var en speciel race, han var sku bare et kedeligt menneske. Det gav ham bare heller ikke altid mening nogen af de ting folk kunne her. Ikke at han var jaloux eller måske var han det faktisk, han kunne godt finde på at sidde og tænke på forskellige evner han gerne ville have eller kunne. Nogen der kunne bruges mod hans familie for at straffe dem for det de gjorde ved ham og havde gjort ved ham.

Hvordan fanden den fyr kunne lugte at han var ked af det og var vred, var ikke til at sige men det var sku da ulækkert eller creepy, han kunne ikke helt finde ud af det med sig selv, hvad han synes det var. ” som om du kan det” Sagde han og prøvede at virke hård, men det var sku ret svært når fyren, insisterede på at han var ked af det og vred og at det var en løgn det han havde sagt. Det gjorde ham lidt mere sur eller frustrerede for han ville jo ikke have nogen skulle vide det. Og da slet ikke nogen her på skolen, det var han ikke klar til. Hvorfor han ikke var klar til det, vidste han ikke helt, for han synes ikke selv det var ham der havde gjort noget, men derimod hans forældre der aldrig havde elskede ham. ” Du ved, det bare. Ja kan ikke rigtigt forklare det. Har aldrig rigtigt talt med nogen om det, holder det mest for mig selv” Sagde han med et lidt hård tone, han forsøgte at opretholde dog var det lidt svært mens han så på ham. Det var ikke nemt for ham det her, men et eller sted ville folk nok finde ud af det på et eller andet tidspunkt.

"Tro hvad du vil... Men det kan jeg... Har altid kunnet lugte andres følelser..." sagde Damien, en smule lavere end før, som han kort så væk fra fyren, før han igen så tilbage på ham, og sniffede en enkelt gang mer eud i luften. Menneske.. Tja, måske var han ny her og derfor ikke helt vandt til at nærmest alle her kunne nogle rimelig specielle ting? At Damien så var mere speciel end mange andr,e i og med at han var en blanding, var så en helt anden sag, selvfølgelig... Det gjorde bare at der va rnogle ting ved ham som folk absolut ikke forventede, heller ikke dem der var vandt til det overnaturlige.

Men som fyren alligevel lod til at lukke lidt op, tillod han sig selv at gå tættere på, og sætte sig ved den anden ende af det borde-bænke sæt Valentino sad på. "Altså... Jeg ved godt du ikke har nogen grund til at stole på mig, men... Hvis du har brug for at komme ud med det, så kan du roligt gøre det... Jeg dømmer dig skam ikke. Og jeg skal nok holde det hemmeligt, hvis det er du ikke vil have andre ved noget om det." forsikrede han så mennesket med et blidt smil på sine læber.

Valentino kom nok aldrig til at forstå det her med evner, og være forskellige racer. Men det var nok fordi han aldrig havde oplevet dette før, eller havde hørt om det før han kom her på skolen. Men at kunne lugte hvordan andre havde det, altså andres følelser var nok noget han aldrig nogen sinde ville komme til at kunne fatte man kunne. ” Hvordan kan du det? Det gir ingen mening, ingen kan lugte hvordan andre har det?” Sagde han mest som et spørgsmål og ikke som en konstatering.

Det var underligt at sidde ved bordet sammen med denne dreng, han virkede så rolig og hjælpsom. Det var svært for ham at forstå at han ikke havde brug for at være hård og kold, det gjorde det hele så underligt. Han havde aldrig oplevet at møde en anden fyr der var sådan. ” Hvad hedder du ? Jeg hedder Valentino” Sagde han og så på ham med et lille smil. Det var ikke fordi han ikke ville fortælle om det, det handlede om, han vidste bare ikke om han turde. Der var en lille tavshed fra Valentino, han ville gerne fortælle særligt fordi, denne fyr var så rolig og cool og sådan. ” Det bare du ved. Eller det gør du nok ikke, det bare” Sagde han og vidste ikke hvordan fanden han skulle starte dette, det kunne måske være starten på et venskab, hvor han ikke behøvede at være bange for at vise sin følelser eller være bange for at nogen ville se igennem hans facade som han prøvede at holde den oppe. ” Mine forældre har aldrig elsket mig, jeg var familiens udskud, de ville af med mig, sendte mig her til England fordi min far er her fra, og for at komme af med mig. De sender mig penge hver måned, for at være sikker på jeg holder mig væk fra dem. Jeg har intet hørt fra dem siden jeg kom her” Sagde han og så på ham. Der var ingen tvivl om at det gjorde ondt på ham at komme om det.

Damien sad nu blot stille der og observerede Valentino, sniffede måske en lille smule ud i luften uden helt selv at lægge mærke til det, det var bare rent instinktivt for ham at gøre det, men det var måske også logisk nok med hvor megen information han trods alt fik ud af lugt alene. Han forstod dog også godt hvorfor knægten - mennesket - undrede sig, og han smilede svagt. "Langt de fleste kan ikke, nej... Det... Jeg har ikke mødt andre der kan. Det er nok fordi jeg er en lidt... Usædvanlig blanding," sagde han så helt ærligt, og trak på skuldrene. Han havde i alt fald endnu ikke hørt om andre der var en blanding af lige præcis fe og varulv.

"Damien," svarede han så smilende på Valentino's spørgsmål, og lænede sig en smule op af bordpladen som mennesket begyndte at fortælle. Han rynkede dog brynene let sammen i en bekymret mine som han kom længere ind i det, og udenat tænke sig forfærdeligt meget om, rykkede han tættere på og lagde stille en hånd på Valentino's ene skulder, og gav den et blidt klem. Han havde det selv slemt nok med aldrig at have kendt sin far, og vide hva dhan havde gjort mod hans mor, men at have begge sine forældre og de så ikke vil have noget med en at gøre? Det måtte gøre ti gange mere ondt. Minimum. "... Det gør mig ondt," sagd ehan stille, havde svært ved at finde på hvad han ellers skulle sige. "Det... Sådan burde det jo slet ikke være..." men han vidste også udmærket godt at mennesker fandme kunne være lede til tider... Gudskelov var den del af hans familie han havde tættest kontakt til, alle sammen lyse feer... Med Darcy og Meghan som undtagelserne, værende hans halvsøskende.

Som Damien forsøgte at forklare Valentino at han var en særling, kunne han alligevel ikke helt lade være med kort at grine over. Han så på ham og sendte ham et lille usikkert smil. ” så det du egentligt prøver at sige, er at du er en særling?” Spurgte han og vidste ikke hvad han ellers skulle kalde det. ” Så… det må betyde at dit kælenavn fra nu af er særling” sagde han og kunne ikke lade være med at smile stort.
Det var som tankerne om hans familie blev skubbet lidt væk, som at de rent faktisk mere eller mindre havde en samtale i gang nu. ” Damien er et fedt navn, det klæder dig, men du nu hedder du altså særling” sagde han og kiggede lige ud i luften. Han smed resten af sin smøg på jorden, han var ikke typen der gik op i om man smed det på jorden eller i et askebæger, der var vel ansat folk til at rydde op?
Valentino havde lidt fortrudt at han rent faktisk havde fortalt ham hvad det handlede om, nu hang han vel på at forsætte med at tale om det? Han magtede det ikke, faktisk ville han bare have det sjovt. ” Det okay, man vender sig til det” Sagde han og smilede og trak på skulderne som han kiggede lige frem for sig. Han overvejede noget, mest for at se hvor han havde ham henne, om han var en kedelig nørd eller en der var frisk på det meste. ” Jeg gider ikke tale om det, jeg bliver sku bare sur! ” Sagde han og smilede grinende. ” Hvad med at du tager med mig? Og så tager vi byen? Jeg gir?” spurgte han og så afventende på ham? Det ville være meget nemmere bare at tage i byen og feste, end at sidde her og være tudefjæs.

Damien rødmede let, og sukkede som han så væk idet valentino brugte ordet særling om ham. Det var nok et af de ord han hadede mest, især fordi han grundet hans sexualitet var blevet kaldt det mere end en gang, af folk han virkelig godt havde kunnet lide. "Kan du ikke please vælge et andet et? Jeg... Har mildest talt ikke gode minder omkring det." mumlede han stille, og bed sig i læben, svarede slet ikke på Valentino's reaktion til hans rigtige navn. "Godt nok er jeg ikke som alle andre, men det er altså ikke fordi jeg har lyst til at blive mindet om det konstant." han havde trods alt aldrig følt som om han passede ind nogen steder overhovedet, ikke engang hos hans egen familie. God tnok var de søde mod ham, men siden han kun kendte sin mors side af familien, kendt ehan kun feer, og ingen af dem havde nogen som helst anelse om præcis hvilken byrde det til tider var også at være halv varulv.

"... Ud i byen?" han tænkte en smule over det, kløede sig let i nakken. "Det.... Kan jeg kun en times tid, desværre. Så altså en enkelt drink eller to kan jeg god tnå, før jeg skal være tilbage... Jeg har noget arbejde at passe. Som jeg ikke bare lige kan give op på, ikke så langt som vi er nået nu... Verdensmesterskaberne er kun om en måned, og vi er i kvart finalerne, så der skal trænes på fuldt drøn," sagd ehan med et lille grin. "Men altså, hvis du er interesseret kunne du da bare komme med tilbage til værelset når det er? De andre kan jo alligevel ikke se du er der mens vi træner," sagde han og trak let på skuldrene med et smil, før han kom i tanke om han jo slet ikke havde fortalt hva dhans arbejde egentligt gik ud på. "Øhm, nå ja. Du undrer dig sikekrt over hvilket job det er jeg har her om aftenen en weekend, som jeg kan ordne fra værelset af, ikk?" grinede han så. "Jeg er professionel gamer. Var tæt på professionel håndboldsspiller, men det gik så altså bare hurtigere med at komme frem i gaming."

Valentino kiggede på ham og kunne ikke lade være med at smile til ham. ” hey hey rolig mate, det var kun forsjov” Sagde han og grinte lidt, han klappede ham blidt på skulderen. Han blev lidt usikker på om han havde gjort ham ked af det eller vred? ” hmm hvad skal jeg så kalde dig? Hmmm” Sagde han og smilede til ham. Han kunne ikke lade være med at rode i hans hår, mens han smilende sagde ” Det okay, jeg er heller ikke som andre, det faktisk ikke så fedt at konstant blive mindet om at være anderledes, jeg vil helst ikke mindes om min familie og ja..” Sagde han og så lige ud for sig. ” Hey.. nu har jeg det! Du en flot fyr og mange flotte fyre kommer fra Frankrig så dit kælenavn må blive ’ Pariser dreng’ det da genialt ikke?” Sagde han og synes selv det havde været skide genialt, han kunne ikke lade være med at grine.

At Damien ikke havde tiden til at tage en ordentlig bytur udover at tage en drink eller to? Det var bare ikke sådan en bytur han havde regnet med at han ville tage. Men som han forklarede hvad det handlede om at Daniens ide om at de kunne tage op på hans værelse bagefter fik Valentino til at grine og få en god ide. ” hvad med at vi smutter fordi mit værelse? Hente en masse alkohol jeg har gemt? Og så tager over på dit værelse, og drikker mens du gamer?” Sagde han og synes selv det lyd som verdens bedste ide? For så kunne han arbejde og de kunne drikke imens? Win win var det ikke ? Det mente Valentino i hver fald det var. ” Jeg vil gerne se dig game? Jeg har aldrig selv været særlig god til det? Måske jeg må prøve?” Sagde han og rejste sig fra bænken for at komme videre. han stoppede og kiggede på ham, "Du nødtil at lære mig at game pariser dreng" Sagde han og smilede stort.

Damien's smil vendte dog hurtigt tilbage da Valentino kom med hvad han havde på fornemmelsen nok var det tætteste han kom på en oprigtig undskyldning - så den var godtaget, og nu han var i det glad ehumør, ja, så glødede hans hud en smule, helt bogstaveligt... Det var stadig det stærkeste tegn på hans fe gener, udover magien han kunne bruge, altså. Men den brugte han nu kun af og til... Mest hvis han var doven eller midt i en Overwatch kamp, så han ikke havde tid til at hente mere sodavand eller snacks... Så var det meget rart bare at kunne knipse og så var det der. Når han altså var indenfor rækkevidde af det med hans magi.

Smilet forsvandt dog og blev erstattet af et rimelig forbavset ansigtsudtryk da han hørte det næste knægten sagde. For... Damien, flot? Altså ja han hørte det indimellem, men han troede aldrig rigtigt på det. Han var jo bar ehelt normal at se på? Et forsigtigt grin kom alligevel over hans læber. "Arh, flot er nu så meget sagt... Jeg er sgu bare rimelig normal på det punkt. Men, øhm. Tak?"

"Uhm... Altså, du må da godt tage alkoholen med, men jeg kan desværre ikke rigtigt drikke mens jeg gamer. Det er trods alt mit arbejde og jeg vil højst sandsynligt falde i rank hvis jeg spiller mens jeg er beruset... Men du er velkommen til det, dog! Jeg tror bare jeg holder mig til min mountain dew mens jeg spiller," grinede han så. "Jeg skal virkelig ikke falde det mindste i rank inden verdensmesterskaberne, trods alt." det var nok riemlig tydeligt at høre at, ja, han tog skam sin gaming ekstremt alvorligt, men det va rjo også det han fik sine penge fra nu - ikke noget med at risikere noget der, udover at det var en kæmpe passion for ham. "Eeh, du kan da godt prøve når vi er færdige, det bliver så bare på min anden konto... Og mod bots, for tro mig, du har ikke lyst til at spille mod dem jeg er oppe mod, den sætter mig trods alt altid op mod de bedste rundtomkring i verden. Nu jeg er i kvartfinalerne er jeg jo officielt et af det her års 56 bedste spillere verden over... Så det er også den sværhedsgrad der er i mine spil mod andre. Men jeg vil da godt lære dig noget af det, når jeg ikke lige selv træner," sagde han så med et blidt smil.

Valentino kunne godt lide hans måde at reagere på, han kunne ikke helt lade være med at grine lidt over hans reaktion. Han smilede til og klappede han på skulderen. ” hey pariser dreng, slap af. Hvis du var så rimelig normal som du selv siger, havde jeg ikke sagt til dig at du er flot fyr” Sagde han og så på ham med et hevet øjenbryn. Det var lidt underligt, at stå her og sige til en anden fyr at han var flot, men det var sandheden.

Det var noget af et skuffende svar, som han kom med, at han skulle arbejde og derfor ikke kunne drikke, fordi han ikke ville falde i rank? Amen altså det måtte han sku lave om på, han var måske en kæmpe Nørd, men altså det skulle der nok blive lavet om på, det var helt sikkert. Damien var en flot fyr, alt for flot til at være en nørd på den måde. Men faktisk var det nu alligevel også en anelse nuttet. ” Ja ja det siger du jo, så lad os komme op til dig ?” Sagde han blot og smilede til ham. Han havde allerede lagt en plan for hvordan han skulle sætte en stopper for at han skulle spille denne aften, jep der var styr på det. Valentino var på ingen måde i tvivl om at han tog det der gamning seriøst. ” Seriøst, jeg er verdens dårligeste gamer, så du skal have en god portion tålmodighed” Sagde han og smilede til ham.

Han gjorde tegn til om de skulle se at komme afsted, ” så gir du en af de der mountain dew dem har jeg aldrig smagt” Sagde han og grinte lidt, kunne ikke helt lade være så han rodede lidt rundt i Damiens hår og sagde ” Nå pariser dreng, kunne du ikke lette dine små futter så vi kan komme videre?” sagde han og kunne ikke lade med at puffe kort til ham ved at klappe ham blidt i røven. " hørte jeg lige du sagde verdensmesterskaberne ? mener du det seriøst?" Sagde han og stoppede op, da det gik op for ham, hvad det var han egentligt lige havde sagt?

Damien rødmede en smule og rømmede sig lidt, førhan kløede sig let inakken. "Det... Jeg er bare ikke så glad for når folk kan lide mig for mit udseende." mumlede han så, velvidende om at det for de fleste nok ville lyde mærkeligt. Men det havde jo så også ført til en helt del ukomfortable situationer for ham, når folk lagde an på ham... Så det var vel ikke så underligt hvis man kendte lidt mere til ham, og specielt hans seksualitet - eller, manglen af den, nok nærmere. Hvilket også var hvad der gjorde at det gav et ordenligt sæt i ham med klappet i røven, uanset hvor blidt det var - for han hadede når folk rørte ham der. Han sagde ikke noget, men det var nok tydeligt at han ikke havde kunnet lide det, sådan som han sørgede for at afstanden mellem dem bare var en smuuule større end før.

Men han smilede dog bare og rullede let med øjnene, inden han da begyndte at føre an hen mod 4-mands værelset, som han nu engang boede på. "Så er det nok godt at det her er noget af det jeg har bedst tålmodighed med... Gaming, altså," sagde han med et skævt smil mens de gik derhen, kluklo lidt for sig selv. Da de var ankommet der kunne han kun høre nogle få lyde inde fra Zerachiel's rum, intet fra Ben og Miles'... Men han vidste så også godt at Ben nok var ude at ordne nogle ting nu inden han skulle på arbejde, så han havde heller ikke forventet andet.

Han fik tændt for computeren og alt hvad der hørte til den, hvilket snart badede det lille rum i regnbuefarver fra både tastatur, mus og headset - og ikke mindst fra computeren selv, en det var tydeligt havde været ekstremt dyr at anskaffe. "... Ja? Jeg mener det seriøst, ja. Jeg er på Canada's landshold i Overwatch for i år. Det er derfor jeg skal arbejde nu... Det er tidlig eftermiddag for dem derovre nu, så det er det tidspunkt der er bedst for os at træne på... Og vi har kun et par måneder til Blizzcon og kvartfinalerne."

//vil bare være helt sikker... er emnet kun inaktivt, eller er vi mere over i 'død' når du har overskud igen? :O //