Guess I should have warned you - Jessalyn & Roy -

S: Atletikbanen
T: 23:00
O: Ikke andre end dem. Lidt lys.
V: Neutralt, koldt
Emne til: @Jessalyn <3

---

Måske var det ikke smart. Det var langtfra smart. Men Calla havde ikke ønsket at komme nærmere sit eget værelse siden de var kommet tilbage, og hvorfor - på grund af hendes lille fight med Jessalyn. Det var ikke fordi at Calla ikke kunne håndtere hende, problemet lå i, at Calla vidste hun ikke kunne håndtere sig selv når hun blev så vred. Specielt når Jessalyn også var den type person hun var. Calla vidste Jessalyn ville gøre et eller andet, som at hæve på et bryn eller løfte en finger. I sidste ende havde Calla bedt hende om at møde hende på atletikbanen, klokken 23:00. Der var ikke meget lys herude, men nok til at man kunne se noget - det havde Calla sørget for ved hjælp af magi. Hun var klædt i et par sorte slidte jeans og en rød sweater, samt håret sat op i en hestehale. Hun stod og stirrede ud i luften som hun ventede på Jessalyn. Ingen grund til at Livia skulle vide hvad Calla havde gang i, for Livia ville prøve at stoppe hende.
"Nice to see you showed up," vrissede hun lidt. "We need to talk.." Fastslog hun hurtigt, og gik det sidste stykke op til Jessalyn.
"I want you gone, like go chance room.. school.. just go," advarede hun med en tydelig tone af vrede. Hun ville ikke se på hende, hun ville ikke hører lyden af den irriterende stemme. Calla havde sine hænder knyttet og neglene borede sig igennem huden så slet som ingenting. Det var det eneste som holdt Calla fra at gå direkte i kødet på Jessalyn, men alle rovdyrstrækne var så langt fremme - der skulle ikke meget til.
"And before you say anything. I'm not asking."

Jessalyn var ikke ligefrem en figther. Ikke i den typiske beskrivelse af ordet. Hendes kampevner lå i hendes ord og i de 140-tegn hun kunne bruge på twitter. Men Calla havde alligevel bedt hende møde op på atletikbanen sent om aftenen. Det havde dog ikke lydt meget som et forslag. Hvis ikke hun mødte op, ville hun blive stemplet som en kujon. Det var det sidste hun var. Hun gik hen over grusset indtil hun stod på atletikbanen. Hun havde ikke brugt meget tid derude. Mørket lå omkring dem. Det var dog let for Jess at finde frem til Calla. Hun var lyst op af magi. Hun trådte hen til hende og lagde armene over kors. Jess havde ikke meget at sige til Calla. På trods af hendes store mund, var hun ikke altid tryg blandt skolens elever og ansatte. Der fandtes mange væsner mennesker kaldte monstre. Hun var et let offer, og derfor holdt hun sine spydige kommentarer og hidsige temperament for sig selv lige nu. Det løfte blev hun dog hurtig nød til bryde. Hun trådte tættere på den yngre og en anelse lavere pige. ”And I’m not obeying. I don’t respond well to threats. Beside I have already tried to switch to another room. Maybe you can ask your mommy for a favor. Surely a monster princess like yourself can get whatever she points her finger on.” Hun lagde en hånd på hendes hofte. ”Or maybe your dad will help you get rid of me. He’s quite good at that, isn’t he?” Jess vidste nok om Kol. Hun havde stødt på ham en enkelt gang. Det havde ikke ligefrem været et rart møde. Det var også derfor hun havde set sig så sur på Calla. Det havde egentlig ikke noget med hende at gøre. Det var på grund af hendes far. Hendes far, mindede lidt om hendes far – bare mere sindssyg. Så det hele kom ned til daddy-issues og jalousi. Jessalyn så hvordan Calla var kommet videre efter det der var sket hende, som var meget værre end hvad Jess selv havde været ude for, men alligevel var hun fanget i samme mønster. Hun kunne ikke komme videre.

Vreden bankede afsted i Callas system, og den stemme i hendes hoved som holdte hende tilbage - blev langsomt lavere og lavere. Det eneste der faktisk fangede hende i den første sætning var ordet monster. Monster... det var for meget hendes fars ord til at nogle andre skulle bruge det imod hende, og Roy havde brugt langtid på at overbevise hende om hun ikke var det. Dog var Calla også kommet frem til at det var præcis hvad hun var. Det faktum at Jessalyn bragte Callas forældre ind i det hele, vidste hun slet ikke hvad hun skulle reagere med. Calla var ikke god til at reagere som et fornuftigt menneske når det kom til folk fornærmede hende, eller bare talte til hende på en måde hun ikke forstod. En ting hun dog forstod og det var, at Jessalyn virkelig prikkede til alle de forkerte ting lige nu. Det bragte en side op i Calla, som ikke var ukendt, bare meget langt væk.
"Oh this is not a threat, this is nice girl talk," pointerede hun med et falsk smil og trådte nærmere. "Im a monster Jess, I don't need my parents to solve my problems. I'm quite good at making people go away myself," smilede hun skævt. Det udtryk der kom frem i hendes øjne havde Livia ikke set før, måske Theo havde. Det var det rovdyrs blik, som fik hende til at virke mere rolig des mere vred hun egenlig var - det som gjorde hun kunne se så modbydelig uhyggelig ud. Hun lod sin hånd glide let henover Jessalyns sorte hår og vippede hovedet langsomt på skrå.
"Oh..I would love to insult you but I’m afraid I wouldn’t do as well as nature did," sagde hun så i et stille toneleje. "Now.. you either go away from my life.. or I'm gonna make you." pointerede hun og stille kunne man se blodårerne stikke stille frem under hendes øjne. Modsat andre vampyrer blev Callas øjne mere sorte end røde når hun nåede til dette punkt. Det var forskellen på at se om Calla angreb af tørst eller af følelse. Når hun var tørstig var det hvide blot mørkerødt, men lige nu blev det ligeså sort som natte mørket.

Jess gjorde hendes bedste for ikke at vise, hvor utilpas og skræmt hun var. På trods af hun virkede sit rolige jeg, bankede hendes hjerte af sted som situationen blev mere alvorlig. Hun så på hende da hun trådte nærmere. Det falske smil sammen med hendes kommentar var langt fra betryggende. Hendes følgende ord var heller ikke lige hvad hun havde forventet. Hun kæmpede for ikke at træde væk fra hende. Hun ville ikke være den svage. Hun var ikke svag. Men trangen til at stikke halen mellem benene og komme væk derfra, var svær at kæmpe imod. Jessalyn fulgte Callas hånd med blikket, da hun let berørte hendes løse hår. Hendes fornærmelse røg hen over hovedet på Jess, hun var mere koncentreret om ikke at vise tegn på svaghed. Hun forblev stille lidt endnu, mens hun overvejede hendes muligheder nøje. At fornærme hende yderligere, var måske ikke den bedste idé. Slet ikke nu Callas blodårer blev tydeligere og hendes øjne blev helt sorte. ”I’m sorry Calla. I’m not going anywhere.” Det var vel rimelig neutralt, alligevel var hun skrækslagen for hvordan Calla ville tage det. ”I have people I care about here, who care about me. Like my brother, Roy and Joy.” Det slog først Jessalyn bagefter, at nævne Roy måske var en dårlig idé. Derfor var hun også meget opmærksom på Calla og hendes signaler. Hun håbede på hun kunne slippe væk, før hun blev angrebet af et monster.

Et opgivende suk forlod Callas læber, som Jessalyn sagde hun ikke gik nogle steder. Så rystede hun to gange på hovedet af hende, som var hun skuffet af den beslutning, hvilket hun var. Let efter hævede hun på et bryn, det var ikke af sætningen - men af Roys navn der blev nævnt af Jessalyns irriterende stemme. Et fnøs forlod hendes læber.
"You are so scared.. just to stupid to show it.. let me help you with that," vrissede hun før hun blottede sine tænder af Jessalyn. Let vippede hun hovede lidt til den anden side. "You should run," tilføjede hun advarende og smilede uhyggeligt til Jessalyn. Alt sammen imens hun begyndte at hviske små ord til at få Jessalyn til at føle smerte over alt på kroppen på en og samme tid. Det var altid sjovt at sprede panik i folk før man direkte angreb. Det var det hun elskede når hun jagede, at jage folk der var bange. Derfor var det ikke specelt svært for hende at lytte til lyden af Jessalyns hjerte. Magi var en dejlig ting, men så snart hun havde fået nok af den, gik hun tættere på Jessalyn igen.
"I know a spell, that makes one cut feel like hundreds.. never tried it before.. guess there is a first time for everything," sagde hun så og derved greb hun hårdt fat i Jessalyn og borrede sine tænder igennem huden på hendes nakke. Tog for sig af blodet, men ikke nok til at hunville besvime eller noget. Derpå trak Calla sig og smilede med blodet om munden. "...Are you ready for it?" smilede hun med tænderne, hvor man kunne se den røde farve på de ellers hvide tænder.
"Dolor sit praecidit sentiant centum," (let the pain of one cut, feel like a hundred) hviskede hun og smilede derefter endnu mere tilfreds end før.
"Now.. what do you feel about my offer? Or should I just kill you.. I don't think anyone would care in fact.. You are the reason no one likes you Jess." Selve skaden hun havde givet Jessalyn var mere mentalt end rent fysisk, men det vidste Jessalyn jo ikke.

Lidt efter ramte noget uventet hendes næse og hun vrissede i panik. Roy var på vej, faktisk var han tæt på. Tættere på end hun måske lige havde håbet han ville være. Heldigvis for hende var lyset så dårligt at man skulle virkelig tæt på for at se noget - andet end en person var blevet angrebet. Calla vendte sig rundt så snart Roy var tæt nok på og sank en klump.
"Roy.. you shouldn't be here," sagde hun og sank nervøst en klump.

Roy havde været ude på en af sine aften løbeture, da han hørte nogle stemme bevæge sig over atletikbanen. Så i stedet for at forsætte på sin løbetur, luntede han imod stemmerne, og som han kom tættere på, så han nogle skikkelser i mørket. Han syntes svagt at kunne genkende de to skikkelser og da han hørte Calla sige at han ikke burde være der, og hvor nervøs hun lød, skyndte han sig længere frem og så at den anden person var Jessalyn. Han trådte hurtigt frem og så på Calla og spurgte "What have you done Calla?". Hans stemme var forvirret, men man kunne også spore en smule vrede i den, som han trådte frem og lagde sin hånd imod Jessalyns hals og langsom hjalp såret med at heale. "What is going on here?" spurgte ham dem, da han trådte et skridt tilbage og så på dem begge to. Han kendte Calla godt nok til at hun ikke ville angribe nogen, med mindre hun følte hun var nødt til det, eller det håbede han da i hvert fald. Han vidste også at Jessalyn og Calla ikke ligefrem var gode venner.

//I'm sorry if it sucks.. Men skal lige finde min indre Roy igen

Jess brød sig ikke om Callas ord. Hvis hun var bare lidt som hendes far, tvivlede hun pludselig på om hun ville gå derfra i live. Især da hendes skarpe vampyrtænder blev blottet, følte hun hendes liv var i fare. Hun trådte et skridt tilbage, da Calla forslog hun løb. Før hun nåede at følge det til dørs, følte hun smerte overalt på hendes krop. Smerterne i sig selv var ikke så slemme, men sammenlagt var ubehageligt og smertefuldt. Hendes hjerte slog intents mod hendes brystkasse. Hun mærke adrenalinen flyve rundt i hendes krop. Hendes vejrtrækning var tung og hun kæmpede sådan imod at skrige. Før hun nåede at reagere, sad Calla i halsen på hende. Hun stivnede. Hun ville gerne reagere, kæmpe for at komme væk, men hun kunne slet ikke bevæge sig. Det varme blod gled ned over hendes hals og kolliderede med hende tøj og gennemblødte det øverste af hendes trøje. Smerten fra bidet forsvandt, da smerten af hundredvis af brud på huden føltes overalt på hendes krop. Ingen sår åbnede sig, men det føltes som om hun gjorde. Hendes hænder rystede og hendes hud blev blegere for hvert et sekund der gik. Hun havde aldrig været så bange i hele hendes liv. Hun drejede blikket, da hun hørte Calla sige Roys navn og kunne spotte en skikkelse i det fjerne.

Jessalyn var først utryg ved at Roy lagde en hånd på hendes hals. Ikke fordi hun var utryg ved ham, bare ved hele situationen. Hun havde aldrig troet Calla ville gøre sådan noget, så hvordan kunne hun stole på andre ikke ville. Men hun fornemmede hurtigt hvordan såret lukkede sig sammen under hans hånd. Da han havde fjernet hånden, lagde hun selv en hånd derpå. Bare for at være sikker på det var lukket sammen. Jessalyn så på Calla ud af øjenkrogen, da Roy spurgte indtil hvad der var sket, men hun vendte hurtigt blikket mod ham igen. ”I… Calla needed the blood. I thought this would be better than her other options.” Jess var bange for Calla. Det var den eneste grund til hun dækkede over hende. Senere ville hun insistere på, hun gjorde det af uselviske grunde, så Roy ikke ville se anderledes på Calla. Men den aften, vidste hun og Calla sandheden. Hun var skrækslagen, og den følelse ville næppe forsvinde foreløbig.

//Det skal du ikke tænke på

What have you done Calla? Den sætning skreg som vilde ekko i hendes hoved, og hun svarede egentlig ikke. Faktisk reagerede hun ikke først, hun vendte blot blikket som Roy gik over til Jessalyn - og måske var det der det egentlig slog endnu mere klik for hende. Endnu engang knyttede hun sine hænder så hårdt sammen hun kunne. Prøvede virkelig på ikke at gøre noget hun ville ende med at fortryde. Han healede hende jo bare, men hvor ville hun ønske han ikke gjorde. Et lydløst suk forlod hendes læber. Først da Jessalyn snakkede igen blev hun endnu mere irriteret, lige nu var hun bare alt for meget i mørket til at Roy i området ikke var nok til at drage hende ud af det. Mørket havde stået på alt for længe.
"Remember that time you shut the fuuck up? Me neither," kom det bare fra hende og hun så dybt koldt over imod dem. "Wanna know what happened? Sure you can handle that? I attacked her. I'm a predator that is what we do, but you know that. I hunt.. I feed.. don't be surprised," vrissede hun lidt af Roy - ikke fordi hun egentlig ville, eller måske var det præcis det hun ønskede. Hele situationen med at se ham ved Jessalyn pissede hende endnu mere af.
"Roy. Maybe you should take this little piece of shit out of my sight.. before I'm gonna tear her apart. Because I will," tydeligt var dette ikke en løgn. Det skar i hende et sted, at hun lige nu ikke kunne få mørket væk. Hvis man kunne se kampen inde i hende var det forfærdeligt, men deværre kunne det ikke ses. "Hopefully she will remember this.. and do what she and I talked about, that is what after all is best for everyone." Calla holdt vejret mens hun så på dem, ventede nok mest af alt på Roys reaktion.

Roy så først på Jessalyn som hun fandt på en undskyldning for Calla, men da Calla begyndte at fortælle, vendte han sit blik imod hende igen og så på hende, som om han ikke kunne genkende hende. Hvilket han slet ikke kunne. Hun var anderledes end han før havde oplevet. Og det skræmte ham en smule, dog stoppede det ham ikke og han sagde "You don't have to be a monster. You said you didn't want to be a monster, well.." Han holdt en pause og han lagde en hånd på hendes arm og forsatte "Stop acting like one and prove that you aren't a fucking monster.". Han havde aldrig bandet foran Calla, faktisk ikke foran nogen som helst før. Men han var frustreret, han følte sig forvirret og ikke mindst såret.
Han slap ikke sit greb i Calla, da han trådte tættere på hende og sagde i en lav stemme "I know you're not a monster. I know you're a kind and caring person, underneath all that. I've seen it, I've felt it. And I know you have as well.". Han slap sit greb i hende og trådte endnu en gang et skridt tilbage og rystede let på hoved af frustration.
Han så kort over på Jessalyn, som stod der, skræmt fra vid og sans og sendte hende kort et beroligende smil. Han håbede inderligt at han var trægt igennem til Calla. Han turde ikke tænke på hvad der ellers kunne ske, hvis det ikke lykkedes.

Følelsen af adrenalin dæmpede sig, men efterlod en træthed i stedet. Det manglende blod begyndte at blive tydeligt, og hun følte sig pludselig en tom følelse indvendig. Hun registrerede knap nok hvad der skete omkring hende. Hun havde dog heller ikke et behov for at komme med en spydig kommentar i øjeblikket. Hun turde ikke. I stedet fulgte hun dem begge med blikket. Hun kunne ikke helt forstå hvorfor Roy forsøgte at berolige hende. I Jessalyns øjne, havde Calla bevidst hun var et monster. Selv hvis hun forsøgte at bekæmpe det, ville det komme op på et senere tidspunkt. Men måske var det fordi Jess altid havde set sådan på hende. Hun havde aldrig forsøgt at lære Calla at kende. Men det var også lige meget nu. Jess ville aldrig nærme sig hende igen. Jess kunne se hvordan Roy så på hende. Selv med blodige læber, udviste han bekymring for hende. Jess ville gerne havde det de havde. Noget ægte. Det gik op for hende, Calla havde haft ret. Hun var selv grunden til, ingen kunne lide hende. Der var kun én person der omgik hende, uden at være tvunget til det. Joy valgte at være sammen med hende, men Nathan havde ikke rigtig noget valg, det samme gjaldt for Livia, Calla og Roy. Hvis Roy ville hænge ud med Nathan, Livia og Calla, hang han lidt på hende. Det gik op for hende hun stod og stirrede på dem. Hun rettede i stedet sit blik mod jorden.

Det var først da han så på hende, at hun ændrede udtryk bare en smule - i hvert fald nok til at ganske få personer ville opdage det. De næste ord der blev sagt, fik hende til at glemme at trække vejret. Hun kneb forvirret øjenbrynet, dette havde ikke været slemt. Hun følte ikke hun havde gjort noget galt, ikke før Roy lagde hånden op hendes arm, sendte en ukendt følelse igennem hende. Den næste sætning fik hende til at gispe lidt og hun sank en klump. Hun så på ham, som om at han havde taget noget vigtigt fra hende. Faktisk kunne man sige hun så helt fortabt ud kort. Som om at hun var tilbage hvor hun startede. Han hvde altid sagt hun ikke var et monster, men nu skulle hun bevise det? Let rystede hun på hovedet.
"I.. I can't chance who I am," hviskede hun som hun så ham i øjnene. Calla sank en klump. "I'm sorry.. I.." der opfangede hun at Jessalyn stirrede på dem, og hun fløj tilbage til mørket som Roy slap hendes arm og trådte lidt væk.
"I'm sorry that taking a bit of your girlfriends blood, is a monstrous act," sagde hun så og sank en klump. Hun kunne mærke tårerne, men Calla var vokset op med at holde dem tilbage. "This is how.. wauw.. this is how you thank me for killing those vampires that tried to kill you.. I killed them all and you said nothing. But I hurt her? Just a little, and your world is falling apart. I don't understand. I don't understand.. since all that happened I have been so angry.. because of you," hun pegede over på Jessalyn.
"And I have wanted to tear that pretty face apart.. I .. gosh," hun kørte frustreret hånden igennem sit hår og trådte et skridt væk fra dem.
"I should never have come back.. I should never have started here in the first place.. I'm just ruining every fucking thing.. " Calla var endt direkte i en tsunami i sine følelser og hun kunne ikke være i sig selv.
"Don't come any closer!" Udbrød hun advarende til Roy. "I don't wanna hurt you.. and you said it yourself.. I'm a monster.. " tilføjede hun og endelig. Endelig efter umådelig mange år var der faktisk en tårer der sneg sig hen over hendes ene kind. "I love you.. but.. You deserve better.. I.. all of you.. just forget me.. please.. and don't follow me," sagde hun så og egentlig brugte hun sin fart på at forsvinde ud i mørket. Efterlod Roy og Jessalyn på den mørke plæne.


//Calla is out and left me heart broken!

Roy så på Calla som hun talte, mange af hendes ord stak ham smertefuldt i hjertet. Han prøvede flere gange at bryde ind, men nåede aldrig at få mere end et ord indført og han mærkede tårerene bygge sig op i hans egne øjne, inden at hun sagde sin sidste sætning og forsvandt.
Først da hun var væk, faldt den første tårer og han knyttede sine hænder. Den sidste sætning gav ekko inde i hans hoved og han så ned i græsset, hvor hun lige havde stået.
Han så i den retning hun var forsvundet og løb lidt frem mens han desperat råbte "Calla! CALLA! Please, come back!".
Et lille hulk undslap hans læber, som han forsøgte at holde styr på sig selv og ikke falde fra hinanden. Hun elskede ham. Og han elskede også hende. Og han hviskede lavt og næsten uhørligt "But I love you too..". Han tørrede vredt sit ansigt og vendte sig så imod Jessalyn og sagde "Come, let's go back to the school. It's safer together." og han begyndte at gå i retningen af skolen. Han så kort på Jessalyn og spurgte så "Are you okay?". Han håbede inderligt at hun ikke ville spørge ham om set samme. For nej, han var ikke okay, han følte han havde fået revet sit hjerte ud af sin brystkasse. Hans øjne fyldte igen med tårer, som han desperat forsøgte at blinke væk, med var nødt til at lade dem falde i sidste ende. Og han følte sig pludselig ligeglad, ligeglad med hvem der så det, ligeglad hvad andre tænkte, det eneste han kunne tænke på var om Calla ville være i sikkerhed. Han vidste at han ikke kunne følge efter hende, men måske Rebekah kunne hjælpe ham med at finde hende igen? Han var nødt til at gøre et eller andet. Han var nødt til at fortælle hende, at han ikke havde ment at kalde hende et monster og at han også elskede hende. Han havde kæmpet sit hårdeste for ikke at løbe efter hende, som hun forsvandt, men han vidste at det ikke ville lede til noget godt.

Jess følte sig som et tredje hjul. Det havde hun altid været med de to, men nu følte hun pludselig hun havde gjort noget forkert. Hun havde været en, for at sige det mildt, kælling over for en der slet ikke fortjente det. I sidste ende, havde Jessalyn skubbet Calla til at angribe hende. Hvis det havde været en formskifter eller fe havde det bare givet hende en på hovedet. Det der var værst, var at Calla havde vampyr i sig. Og derfor var det blevet mere end en knytnæve i ansigtet. Hun krummede tæer da Calla begyndte at tale. Det var et eller andet sted på grund af hende, hun nu havde sådanne tanker om sig selv. Hvis bare Jess havde ladet hende være i fred, ville hun have troet på hvad folk sagde til hende; at hun ikke var et monster. Jessalyn så ud i mørket, da hun efterlod dem alene på græsplænen.  

Roys reaktion var hjerteskærende. Selvom Jessalyn næppe ville få et ry for at være den mest følsomme person, kunne en tragisk kærlighedshistorie stadigvæk påvirke hende. Men hun følte nu hun skulle gøre noget, for at sørge for Roy og Calla ikke endte i en tragedie. Hun rynkede brynene da han begyndte at gå. Hun slog ud med armene, men endte med at gå med ham. ”I’m fine. I don’t matter right now.” Hun grab fat i hans arm. ”You can’t let her go. I know love, and what you two have are love. So now you need to stop thinking about me and get that cute butt after her. Seriously Roy, I won’t be fought on this. We need to get her back here. You need to be together. I know that now.” Hun håbede hendes salgstale kunne få ham til at kæmpe for hende. Selvom det forhåbentligt ikke krævede en salgstale. ”If you don’t, I will.” Selvom Calla stadigvæk var lidt skræmmende, var hun nu klar over hun var meget mere end hvad Jess havde gjort hende til.

Roy stoppede op, som Jessalyn begyndte at snakke, han vidste at hun havde ret, han vidste at han burde tage efter Calla. Han vidste at han burde gøre noget. Og han sank den klump han havde i halsen og vendte sig i mod Jessalyn og sagde "I am gonna go after her. I just need to make sure you get to the dorms safely.". Han så på hende, med et alvorligt blik og rystede så på hoved "But you're right, I'll go after her. I have to. Just promise me that you're gonna make it back safely, I know you can ask Nathan to help you back, if needed.". Han lagde en hånd på hendes skulder og smilede trist til hende og sagde "But thanks, I needed to hear that.". Han slap hende og trådte så lidt væk fra hende, inden at han lod sine vinger ud fra deres skjul og satte fra, og fløj i retningen af hvor Calla var løbet. Dog fulgte han hurtigt sin tidligere tanke om at opsøge Rebekah, hvis han overhoved skulle have et håb om at finde Calla.

//Roy is out <3