What a horror - Jessalyn

De havde splittet sig op. Callie og Ylva i den modsatte ende - og Veronica som nok den eneste af dem der ikke var vanvittig god til sådanne situationer. Alligevel typisk hende at angive hun kunne klare det ,selvom hun tydeligvis ikke havde forstand på hvad hun var gået ind til. De jagtede hende, og Veronica kunne mærke hvordan hendes ben automatisk fløj igennem skovbunden. Hun kunne ikke mærke andet end sin tunge vejrtrækning og takkede sin gode form for at nå så langt som hun var. De var vrede, nok nærmere vrede over at hun havde dræbt en af deres mænd. Lige nu var der ingen til at hjælpe hende, ikke en situation hun ikke havde stået i før - men alligevel var der noget anderledes over den. Veronica ønskede og alligevel ønskede hun ikke at slå disse jægere ihjel. Dilemma. Dog blev hun slået ud af kurs da en af dem kom flyvende imod hende, sendte dem begge to mod den hårde skovbund. De andre fik indhentet dem og de løftede Veronica op fra skovbunden. 
"Lets see what we need to do to you," sagde den ene eftertænksomt. De holdt hende op af et træ, og det varede ikke længe før en brændende smerte skar igennem hendes nerver, og fik hende til at give en skrigende lyd fra sig. Samme smerte kom igen, og det gik snart op for Veronica at de havde placeret knive i hendes håndflader. Med hænderne over hovedet, kunne hun snart mærke den varme tykke væske fra sit eget blod triller henover hånden, og dryppe ned på hendes skulder. Panikken spredte sig i Veronicas system, men ikke nok til lukke helt af. Så snart en af dem kom tæt nok på, valgte hun alligevel at sparke ud efter ham, ramte ham hårdt i maven. 
"Should we cut her skin off.. just like she did to Malcome?" Spurgte den anden. Malcome måtte være den person, som Veronica havde flået kinden af da han prøvede at pågribe hende. en nødvendig handling, men også den som havde startet denne her umådelige blodtørst. 
"We should take her to the master.. he would want to test her abilities.. it would be a shame to kill her," pointerede en anden. Veronica havde fået et glimt af Callas tid ved dette sted, og ønskede ærligtalt ikke at bruge tid på det.
Til alt held havde Veronica inden Nathan havde fundet hende, sendt en sos besked til Jessalyn, om at noget kunne gå grufuldt galt indenfor det næste tid - mest fordi hun ønskede at holde Jessalyn udenfor den fare. Dog som hendes fært pludselig optrådte for Veronicas sanser, var hun alligevel glad for det ikke var hvad der var sket.

//@Jessalyn <3

SOS-beskeden havde generet hende. Hun var blevet bedt om at holde sig væk. Havde det været en anden tid og en anden person, havde hun gjort det. Men det var Veronica, og hun var så vigtig, hun ville risikere hendes egen sikkerhed. Med hendes nyfundne fart, kunne hun bevæge sig hurtigt igennem skoven, men det føltes som et spild. Hun kunne ikke finde hende. Først da der lød hvad der mindede om et skrig, kunne hun udregne hvor de nogenlunde var. Farten var stadig ny for hende, og hun var ikke helt præcis i hvor hun ville ende, men hun endte tæt nok på dem og kunne løbe almindeligt resten af vejen. Hun stoppede op et stykke fra dem. Hvor ondt det end gjorde at høre dem tale sådan om hende, blev hun nød til at vente til det rigtige tidspunkt før hun slog til. Hun trak en lille kniv op fra hendes støvle. Hun havde muligvis undervurderet situationens alvor. En lille kniv var ikke nok. Hun så på manden der forslog at skære hendes hud af. Han truede hende, og det slog pludselig klik for Jess. Hun farede frem og skubbede ham mod et træ, før hun stoppede og efterlod et bremsespor i skovbundens blade og jord. ”Don’t you dare touch her,” hun så på dem begge, mens den faldne kom på benene. ”We won’t. The master won’t show her the same curtesy.” Hans ord skabte en vrede i Jess hun ikke havde følt, siden sidste gang hun troede Veronica var i fare. Nu var hun stærkere, og holdt mere af Ronnie. Situationen var mere alvorlig nu, fordi hun aldrig ville efterlade hende. Hvad end det så måtte betyde for hende. En af mændene gik mod Veronica, og hun reagerede hurtigt. Hun kastede kniven efter ham og ramte ham i benet. ”I told you not to touch her.” Hun gik hen til ham, trak kniven ud af hans ben og ignorerede de bloddråber der sprøjtede op på hendes hånd. Hun skubbede ham ned på jorden og stillede sig med en fod på hans bryst, så han ikke bare sådan lige kom op. De andre kom nærmere.

Jess vidste det ville ske. Hun havde virkelig ikke gennemtænkt det her. Men sådan var det når det kom til Veronica. Hun tænkte sig ikke om, hun reagerede bare. Den ene grab fat om hendes hals og trak hende væk, mens den anden hjalp den sårede på benene. ”Such a pretty little thing. Would be a shame to cut of this skin,” han førte en hånd henover hendes kind. Hun drejede hovedet væk fra ham. Han klemte hårdere om hendes hals, så hun kunne mærke hvordan luften fik svært ved at komme til hendes lunger. Hun sparkede manden i maven og han gav slip på hende og væltede tilbage. Hun vidste nu hvordan hun kunne gøre det her let. Hun skulle gøre det hun før havde gjort i situationer hvor hun var bange: Skrige. Så højt hun kunne lod hun skriget forlade hendes læber. Det ville have været højere, hvis nogen faktisk var ved at dø. Men det fik dem ned på deres knæ mens de dækkede deres øre. Hun gik hen til ham der havde truet hendes liv. Hun svang kniven før hun overhovedet nåede at tænke videre over det, og skar hans hals over. Hun følte sig et øjeblik chokeret over blodet der ramte hendes ansigt og handlingen hun netop havde begået. Men virkeligheden slog hende så. Hun skulle få Veronica væk derfra. Hun gik hende til hende. Så forsigtigt hun kunne, trak hun knivene ud af hendes hænder. Hun lagde en arm om hende og så på mændene der forsat var påvirket af hendes skrig. ”Let’s get out of here,” hun sørgede for hendes greb om Veronica var fast, før hun førte dem igennem skoven med hendes fart og tilbage til skolen. ”Are you okay?” Spurgte hun og så på hende med et bekymret blik. Jessalyn vidste godt hendes følelser for Ronnie var mere end venskabelige. De havde aldrig rigtig været venskabelige. Men hendes følelser for Archie var også magtfulde. De havde så meget fortid sammen. Hun var i tvivl om hvad hun skulle gøre. Han havde været så stor en del af hendes liv de sidste mange år. Han havde hjulpet hende, da ingen andre kunne eller ville. De var forlovet. Det måtte betyde de skulle være sammen.

Det bragte både en voldsomt lettelse, men end endnu voldsommere bekymring i hende at se Jess stå der. At se Jess så vred gjorde et eller andet ved Ronnie, men hun kunne ikke finde ud af hvad det præcis var. Let hævede hun overrasket på brynet da kniven ramte mandens ben, og så egentlig blot scenerne udspille sig. Smerten i sine hænder var ulidelig, og ikke bare noget hun sådan lige kunne slippe fra. Et gisp forlod Ronnies læber som en greb fat om halsen på Jess. En knurren kom fra Ronnie og hun kunne mærke sine skarpe tænder begynde at blotte sig i vrede, men hun var for ophængt til at gøre noget ved det. Dog før hun nåede at sige mere, så sparkede Jess fra sig. Skriget rettet imod dem generede Veronicas hørelse, men ikke ligeså meget som mændene hvor lyden var plantet imod. Ganske let så hun imod Jess, som gik over til en af dem bagefter. Et sekund glemte Veronica at trække vejret som Jess skar mandens hals over. De var dække smurt med hænderne i blod nu. Begået hvad de måske begge ville fortryde resten af deres liv, i hvert fald ikke bare sådan lige glemme i hvert fald. Ronnie havde stadigvæk rester af blod tilbage om sine læber fra sit angreb, selvom Roy havde fjernet det værste af det.

Før Veronica nåede at reagere mere, så var Jess hende ved hende og trak knivene ud af hendes håndflader - hvilket efterlod den voldsomme brændende følelse i de åbne sår. Dog hjalp Jess, og det gjorde noget ved hende at have Jess så tæt på sig. En underlig form for tryghed som hun aldrig havde oplevet ved andre før. Hurtigere end Veronica nåede at tænke over det var de egentlig tilbage på skolen.
"I have been better," indrømmede hun og skyllede sine hænder for blod under badeværelsets vandhane. "But I don't have time to sit.. they need us.." tilføjede hun så og kom i tanke om Nathan. De var på Ronnies værelse og Livia måtte være på sit eget med Nathan. Smerten i håndfladerne var dog voldsommere end først regnet med, forståeligt nok.
"There is hunters.. more.. they are after everyone.. Roy is out there.. I can't just sit and do nothing.." pointerede hun tydeligvis helt ude af den. Ikke at hun rigtig kunne gøre noget nu alligevel. Blodet strømmede stadigvæk ud af hendes hænder og havde ikke i sinde at stoppe.
"Will you help me.. I'm out of hands," prøvede hun at joke sig ud af bekymringen. Der lå dog noget mere over hendes blik. Hun vidste, hvor bekymret hun selv var for Roy. Hvordan ville Jess tackle det med Nathan. Selvfølgelig vidste Veronica at Nathan ikke var død, men som Livia havde sagt; A faith worse than death. Måske skulle hun stole på at den flok der var tilbage godt kunne undvære hende - ellers måtte hun jo ringe efter Rebekah som lovet.

Jessalyn så på hende med et bekymret blik. Det generede hende, at hun skulle se dem hun holdt af gennemgå sådan noget. For hende havde det ikke været så slemt endnu. Ikke i forhold til så mange andre. ”I’m so sorry that happened to you,” sagde hun oprigtigt. Veronica var en af de få personer, hun aldrig løj for eller skjulte sig selv for. Selv Archie kendte hende ikke fuldkommen. Ikke lige så meget som Ronnie gjorde. Han kendte den del af hende, der gjorde tingene mere besværlige for hende selv, den del der skubbede folk fra sig. Han havde muligvis set splinter af de andre sider af hende, men ikke nær så meget som Veronica havde. Det satte nogle tanker i gang hos Jess. ”No, of course not.” Jess havde gjort det samme, havde en af hendes søskende været i fare. Hun satte sig ikke længere bare ned og lod folk klare det beskidte arbejde for hende. Hun trådte hen til vasken. Det overraskede hende et øjeblik hvordan hun så ud. Hun skyndte sig at tænde for vandet og vaske blodet væk fra hendes ansigt og hænder. ”I won’t let you go alone, that’s for sure.” Jessalyn drejede sig mod hende og så på hende. Hvad end hendes hjerte fortalte hende, var ikke det rette tidspunkt. Veronica havde brug for hende. Roy havde brug for hende. Hun måtte pakke det væk for nu, og tage sig af det senere. ”On the way, will you tell me what is going on?” Jess gjorde alt hun kunne for at være stærk, men var bange for hun ville bryde sammen ved den mindste modstand. Hun kunne godt være stærk, men hun var også svag. Måske mere end de fleste andre i hendes liv. Alle steder så hun folk der ikke virkede bange overhovedet. Jess var bange konstant. Det havde hun nok været i meget af hendes liv. Det var også derfor det var så let for hende at skjule det. ”Where are we going?” Spurgte hun og gik ud fra værelset. Hvad end der ventede hende derude, ville hun beskytte Veronica. Tanken om der skete hende noget, fik det til at løbe hende koldt ned af ryggen.

"We all have battlescars these days, don't be sorry," sagde hun med et svagt smil. Nervøsiteten sprang rundt i hende i en vending. Skulle hun til at udsætte endnu en af hendes tætteste i et dilemma? Hun havde ikke været fair overfor Calla og Roy - bebrejdede sig selv for de ting som faktisk var sket med Calla. Hvis hun nu havde blandet Calla udenom, havde hun ikke haft sat Roy i den situation. Hurtigt slog hun tanken væk igen. Dog som Jess sagde, at hun ikke ville lade Ronnie gå alene, sank Veronica en klump.
"Before we go you should know.. they are mostly after Calla.. its why she left." Fortalte hun og sank en klump. "They.. took out Nathan.. Trapped his spirit in some hell stone, but.. But," sagde hun og gik tættere på Jess for at se hende i øjnene. "Livia is working on it. And she will get his sprit back.. and I understand why you would want to be with him.. But I don't think Livia would want any distractions right now.. Just know.. he is alive, okay"? Sagde hun til Jess. Holdt øjenkontakten. Hun ville ikke lyve om sådan noget. Ingen skulle i hvertfald drysse sandheden med sukker overfor Ronnie.

"The woods.. closer to the house area.." sagde hun og gik så udenfor igen. Der var lidt stille hen imod skoven, før Ronnie nok hellere måtte sige noget. Hun ønskede at sige et eller andet.
"You know.. I don't just wanna go into a life and death thing with you. I know you don't want to hear it right now.. but I.. I need to know that I said it," startede hun ud stoppede op på vejen, "I love you... Jess.. and I want you to know that.." tilføjede hun og sank nervøst en klump - nærmest med hjertet siddende i halsen. Der gik mindre tid end at Jess kunne nå at sige noget, før at en skikkelse kom gående ud.
"Touching. But I have to cut it short. You are needed back home," sagde en anden stemme. Veronica så skeptisk over imod Douglas, som trådte ud af træerne.
"Not now Douglas," svarede Veronica og så flakkende tilbage på Jess, for hurtigt at se på Douglas igen.
"You know I can't make you, but I can motivate you. And you just happened to give me an excellent idea," smilede han lidt snu. Han var sirene, og med en lokkende tone kunne han snildt nynne en melodi imod Jess. Hvilket kunne gøre han hurtigt kunne være henne ved hende, og derved forsvandt han med Jess ud i luften.
"Douglas!" Råbte Veronica ud i luften i panik. Ikke at Douglas var farlig, men han kunne være det. Før havde der ikke været nogen der kunne tvinge Veronica til at komme tilbage. Men nu havde hun ingen andre muligheder.

Hurtigt skrev hun til Rebekah og en anden besked til Roy - om diverse ting. Så kunne Rebekah måske hjælpe de andre. Derefter stormede Veronica afsted imod havnen og smed uden at tøve sig ud i bølgerne for at svømme afsted. Det tog derfra ikke langtid for hende at svømme hen til den gemte undervands by. Langt nede på dybet vidste hun, var vejen ind var henne. Derefter kom hun ind, og svømmede langs den lille flod indtil byen. Veronica havde egen metode at komme ind, sådan var hendes position.
"You are way faster than I would have thought. I should have done this long ago," smilede Douglas da han så sirenen i vandet. Han havde sluppet Jess så snart de var landet her, fordi hun var ikke hans fange. Bare lokkedue.
Byen var storslået, en anelse gammeldags men på en nytænkende måde. Folk virkede glade og man kunne ikke klage over det subtropiske klima. Luftfugtigheden holdt sirener der boede her for at være nød til at kontakte vandet så ofte. Veronica trak blev dog i vandet, håndfladerne var stadigvæk voldsomt ømme, men hun havde næsten glemt det før hun kom til at plante dem på bredden. Douglas var påvej hen for at hjælpe, men Veronica løftede hånden op.
"I only want help from her," sagde Ronnie og så hen på Jess. Pludselig var der meget som skulle forklares. Og hvordan skulle hun lige få startet den? Måske ville Jess efter det her, forstå hvorfor Veronica igennem sit liv var så forvirret omkring sig selv. Alt det hun havde været igennem for at finde Roy - var pludselig tilbage for at springe på hende.

”I won’t stop because you tell me too. Not about this. I don’t want you to go through anymore. I might not know anything, but I know things have been difficult for you. I want you to have a day where you don’t have to worry about your loved ones life or go into battle for anyone.” Jessalyn havde aldrig følt hun var i stand til at sætte sig selv I fare for nogen andre. Hun havde altid været bange for det farlige. Nu blev hun tvunget til at stirre det i øjnene, og selvom hun var bange, så kæmpede hun videre. For dem hun elskede. På en måde, var hun ikke anderledes end Ronnie på det punkt. Hun så på hende og vidste ikke helt hvad hun skulle sige til det omkring Calla. På trods af de ikke ligefrem var uvenner længere, var deres stadig noget spænding imellem de to. Mest på grund af Callas far. Hun blinkede et par gange, da hun fortalte videre om Nathan. Jess var allerede parat til at smutte og tage hen for at hjælpe ham. Men hun stoppede sig selv ved Veronicas ord. ”I will help you. But after this, I need to go to him. I won’t disturb Livia, but I need to be there.”

Jess så mod skoven. Den så pludselig mere uhyggelig ud end den havde gjort tidligere. Muligvis på grund af hvad de var på vej ind til. Hun så på Veronica da hun begyndte at tale. Det lød alvorligt. Jess stod et øjeblik og var ikke sikker på hvad hun skulle sige. ”Ronnie…” Hun nåede ikke at sige mere, før en mand kom gående imod dem. Hun så tilbage mod Ronnie. De kendte hinanden, det var tydeligt. Han var endnu en, der ville tvinge Ronnie til noget. De kendte hende ikke særlig godt, hvis de troede det kunne lade sig gøre. Hun så kun på Ronnie i samtalen. Hvad hun havde sagt tidligere hang stadig i luften. Melodien tog hold om hende og hun vendte blikket mod ham. Det tog ikke længe, før han var ved hende og de flyttede sig fra skoven til et undervandsrige.

”What do you think will happen here? Veronica will come down here? She probably will. But do you honestly think she would stay here? You don’t her very well.” Han svarede hende ikke, hvilket bare bekræftede hende i, at hun havde ret. Hun så på Veronica da hun kom svømmende. Hun vidste godt hun ikke var gidsel, men en lokkedue. Det skete lidt for tit for hende. Hun var træt af bare at sidde og vente på folk kom efter hende. Hun måtte lære at forsvare sig selv. Især med hvad der var på vej. Jess rejste sig og gik mod kanten. ”Move it, Doug,” sagde hun og greb fat om Veronica og trak hende op på land. Hun satte sig ned på hug ved siden af hende. ”How are your hands?” Spurgte hun forsigtigt. Hun gik ud fra, saltvandet havde generet dem.

"Don't worry about that. I'm not here to hurt her, or you," pointerede Douglas som han ventede på Veronica ville ankomme.
Veronica flyttede blikket over på Jess, som hun hjalp hende på. halen var smuk og i vidunderlige farver. Håret dækkede henover overkroppen som hendes top ikke ligefrem havde gjort andet end at irritere hende - og hun havde været tvunget til at tage den af før hun var sprunget i vandet. Ekstra tøj gjorde det mere besværligt at svømme hurtigt trods alt. Dog dækkede håret de kvindelige former som kom på land.
"My hands is funny enough not the thing that I worry most about.. and don't worry.. Douglas won't be a problem. Not now anyway," smilede Veronica lidt. Ganske rigtig. Det varede få sekunder før en flok anset tjenestefolk kom gående ned imod dem. De nejede endda for Veronica inden de satte bunker med forskelligt tøj og håndklæder ved bredden gik. De sagde intet, forlangte intet for det.
"You have never seen a siren transformed before have you?" Spurgte hun med et skævt smil. Veronica rakte ud efter et af håndklæderne, men bare at bevæge sine fingre gik direkte i nervebanerne. "Well without sounding weird.. will you help me dry my tale?" Spurgte hun med et lille grin. Trods alt holdt hun sin vægt på albuerne..
"Douglas.. you can go," sagde hun og uden tøven fulgte han ordren. Tydeligt hvordan situationen havde skiftet kurs - hurtigt.
"Welcome to Leah Abyss.. Just the story of Atlantis.. just more real," jokede hun lidt. "Came her by accident few years ago.. I was in need to marry the king.. like.. I had really no choice.. he died.. guess you learn something new about me everyday.. huh?" smilede hun blot for at undgå det skulle blive akavet.

"I ran.. away.. or what you might call it.. I wasn't finished with finding Roy.. just one of my few crazy stops before faith was half done with me," fnøs hun let og slog blikket mod vandet. "But I never realized how beautiful it is down here.. or maybe you just made it all blossom.. simply just by being here," tilføjede hun og sukkede lidt for sig selv - før hun så tilbage på Jess.
"Don't marry him," hviskede hun så og så på Jess. Det var måske mere skæbne tænkt de var her sammen. En ting var at Jess ikke bare kunne stikke af hvis hun følte Ronnie pressede hende til at se noget i øjnene. Men hun nægtede at se Jess leve sig ind i noget, som hun måske i virkeligheden vidste var dømt til at fejle fra starten af. "Don't for my sake.. but for your own. You know its not enough. I know you Jess.. and you won't be alone if you let him go.. the world won't start burning.. you won't burn.. you are so much stronger than that. You don't need him to be strong," tilføjede hun.

”I know. I have been around dangerous people before. I know when they want to hurt you.” Hun satte sig ned på en klippe og lagde det ene ben over det andet. Hun rejste sig da Veronica kom. Jess så forarget på den farverige hale. På trods af hun vidste hvilken race Veronica var, overraskede det hende alligevel, hvor smuk hun var i hendes sande form. ”That’s good,” svarede hun enkelt. Hun satte sig ned på jorden da Veronica var kommet på land og så overrasket op da folk kom rendende og nejede foran Veronica og efterlod håndklæder og tøj. ”No. Before Athena the only supernatural people I knew where my brothers and…” Hun afsluttede ikke sin sætning. Hun havde ikke lyst til at nævne Archie foran Veronica. Ikke efter hvad hun fortalte før de kom herned. ”Sure,” svarede hun og tog et håndklæde og begyndte at tørre halen. Den var anderledes at røre end hun havde regnet med.

Jess lagde det fugtige håndklæde ved siden af hende og så mod Douglas da han trådte væk efter Veronica havde sagt han skulle. Hun så tilbage på Ronnie da hun begyndte at forklare hvor de var. ”That’s amazing,” sagde hun og så ned i hendes skød. ”Yeah. I do. I don’t have a hard time imagining you as a queen, to be honest.” Hun lod hende forsætte med hendes forklaring. ”Crazy is right,” sagde hun med smil og så på hende. Lige indtil hun komplimenterede hende. Hun var normalt ikke genert eller havde problemer med at tage imod komplimenter. Men Ronnies ord påvirkede hende mere end nogen anden. ”I don’t know about that. It is really beautiful.” Hun så sig omkring og indtog alt hun så. Det var utroligt.

Hendes blik faldt tilbage på Ronnie og sank en klump. ”I appreciate your words. And everything you have shown me. But things are complicated. I can’t leave him.” Hun greb fat om hendes ene hånd. ”I love you, Ronnie. So much. I did from that first moment I saw you. I thought I was afraid you were a better dancer than me. I was really afraid of how hard I could fall for you. And after everything with Callas dad, I was so broken. Archie was there for me. He always is. I can’t leave him. I have to take responsibility.” Hun lagde en hånd mod hendes mave. ”Especially now when I’m pregnant. Nu havde hun fortalt det. Veronica var den første der vidste det. End ikke Nathan havde hun fortalt det til, eller Joy. Men det lod også til der vil gå noget tid, før Nathan kunne få det af vide. Hun forsøgte ikke at bekymre sig for meget om det. Hun stolede på Livia kunne løse det. Alligevel var hun bange for der ville ske ham noget.

Det var ikke just fordi, at omgivelserne lignede at man var under vandet. Det var først når man så ordenligt efter. At man bemærkede hvordan, at omgivelserne var anderledes. Fordi der voksede træer og blomster. Der fløj fugle og gik andre dyr omgivelserne. Først hvis man virkelig kunne se kæmpe skygger, var det ikke skyer men dyr som hvaler der svømmede over dem.
Veronicas hjerte sprang en takt over. Hvert eneste slag blev voldsommere og voldsommere. Hun lyttede til hvert eneste ord, hver eneste vejrtrækning som Jess fortog sig imens hun fortalte hende det. Naturligvis havde Veronica været i flere forhold, men følelser var altid noget som havde været kompliceret for hende. Mest fordi, hun altid havde følt sig anderledes - altid kæmpet for at passe indenfor de sociale rammer der blev givet til hende - men nu? Nu var hun fri til at føle alt hun ønskede, og Veronica prøvede ikke at fortryde at hun havde åbnet for det. At være ærlig var ikke noget hun fortrød, men det fik hende kort til at føles i et vindpust som om hendes ord ikke betød noget. For hende selv mest.
"Responsibility.." hviskede hun mumlede ganske lydløst. Den næste sætning fik hende til at glemme at trække vejret kort. Hun stirrede blot på Jess. Veronica prøvede at sige noget, men hun havde ingen ord. Hun havde kun sidst hjerte som ikke vidste, hvad fanden der skulle blive reageret på situationen. Følelsen at falde fra hinanden stille, stykke for stykke. Mulighederne blev pludselig mindre og alligevel ikke.
"We are in 2018.. you don't have to marry him just because you carry his child," mumlede hun for sig selv.

Veronicas hale forsvandt og blev til ben. Der var ar på benene, alle faktisk kun på gurnd af Alexanders indgreb. Hun greb fat i en stof kjole og trak den over hovedet før hun rejste sig op.
"I guess fate does hate the two of us... huh?" Spurgte hun med en lettere trist grimasse. Veronica prøvede ikke at reagere for voldsomt, men hun havde allerede på en dag oplevet flere følelsesmæssige ting og kunne faktisk ikke magte mere. Alt hun havde lyst til var at forsvinde væk. Måske skulle hun bare blive her? Douglas kunne hente Roy engang imellem, og nej. Det ville ikke gå. Veronica hørte en hånd igennem sit hår, og smerten i hjertet fik hende til at glemme smerten i håndfladerne.
"You can just say to Douglas that you want to go back.. but don't ever lie do me. Do you understand that?" Sagde Veronica så mere alvorligt. "You can lie to yourself all you want. But don't lie to me. Because he is not what you want. And if you want to live the rest of your life.. that is up to you. " Hun gik stille imod Jess og så hende i øjnene. De gyldne øjne. Sirene kraften i hende var stærkere end hun ønskede - og den dragende effekt havde hun ingen kontrol over. Veronica havde informationer omkring Archie som Jess måske ikke kendte - takket være Rebekah. Skulle hun fortælle hende de ting og ødelægge det hele, eller skulle hun lade Jess finde ud af det selv. Hun stod nu få centimeter fra Jess før det gik op for hende, hvor tæt de nu stod.
"I wish I could kiss you.."

Jess var overrasket over de omgivelser hun var i. Da hun først ankom, var det ikke gået op for hende hun var under vand. Først efter noget tid så hun skyggerne der lå som faretruende skyer over deres hoveder. Det havde fascineret hende ganske meget at det kunne lade sig gøre. Magi var en utrolig ting. Jess forstod sig på sociale rammer. Hun var blevet oplært i at passe ind af hendes mor. Hun havde aldrig været perfekt i hendes mors øjne. Kun hendes fars. Hun vidste hendes mor aldrig ville blive tilfreds med hende. Særligt ikke nu, hvor hun var gravid uden for ægteskabet. Socialister var sådan. Alting skulle se perfekt ud. Hun så væk fra Veronica. ”That’s true. But my mother isn’t. Having a child with someone you aren’t married to will mean her disapproval. I’m not sure I can deal with that.” Selvom ordene lød til at være rettet mod Ronnie selv, havde hun alligevel valgt at svare.

Veronica skiftede form. Det tog Jess et øjeblik før hun så væk. Hun beundrede hendes krop. Hun kunne ikke stoppe sig selv. Hun så endelig væk og rejste sig kort efter, da Ronnie gjorde. Hun rynkede brynene ved hendes ord. ”I don’t want to go back. Not when you say stuff like that. I’m not lying to you, Ronnie. It’s called protecting yourself. I put myself out there for you, and you shut me down. Do you think I just stopped loving you? Because I didn’t. I know what I want. And you’re right, it’s not him. But things aren’t so simple anymore.” Jessalyn tog en dyb indånding. Det var ikke hendes mening at lyde vred. Men Ronnie havde bare den effekt på hende. Lige meget hvad hun følte omkring hende, var det forstærket. Jess havde ikke opdaget de var kommet tættere på hinanden. Det var som om en magnet havde trukket dem nærmere. Hun så kort ned på Ronnies læber, da hun sagde ordet ’kiss’ mere fik Jess ikke fat i. Men hun behøvede ikke mere, før hun kunne regne ud hvad hun sagde. ”Are you asking permission?” Spurgte hun med en lavmælt stemme. Hun håbede næsten bare hun ville gøre det. Jess ville rigtig gerne kysse hende, men hvis hun tog det første skridt var hun utro. Meget havde hun budt Archie, men hun havde aldrig været ham utro. Hun kunne ikke gøre det nu. Lige meget hvor meget hun ønskede at føle Ronnies læber igen.

De kunne sagtens diskutere, det var sket inden de egentlig kendte hinanden - og allerede der vidste de hinandens knapper - uden egentlig at vide det. Den lettere vrede tone fik Veronica til at hæve brynene. Den effekt de havde på hinanden.
"Protecting yourself from what? Me? I'm sorry that I hurt you. I never had in my intention on that. What would I do? You clearly wasn't interessted in following your feelings back then. I ran into your gang many times.." eller ikke ligefrem folk, men folk snakkede da. "I'm stupid.. I'm impulsive.. and at times quite selfish. But that doesn't change that the only thing I was thinking about was you. And I knew that. I risked my brothers lovelife.. my friendships.. relationsships.. to get to you. And I would do it .. all over again," tilføjede hun og så Jess i øjnene.

Hjertet sprang en tanke over, hun lyttede til Jess næste sætning.
"Like I said.. I'm impulsive and selfish.." hviskede hun mod Jessalyns læber. Derefter flyttede hun blikket ned på hendes læber, og plantede sine læber imod hendes. Det var savnet. Følelsen. Den bløde hud. Hvor havde hun savnet det. Hun trådte tættere på Jess, for at mørke varmen fra hende. Bare mørke læberne var nok til at hungav et tilfredsstillende suk fra sig.

Jessalyn havde skændtes meget med Archie. Men på en anden måde end med Ronnie. Det virkede sundere, på en eller anden måde. Jess havde slået op med Archie så mange gange og fundet sammen med ham lige så mange gange. De var passioneret, men det var som torden og en storm der bragede sammen og skabte en tordenvind. Jess og Ronnie var mere som sol og regn der skabte en regnbue. Selv i deres diskussioner skabte de noget smukt. Tingene blev forløst, fremfor at blive lagt til side og til sidst eksplodere i deres hoveder. ”I know you didn’t mean to.” Hun sukkede og lagde armene over kors. ”But you did hurt me. And whenever that happens, I build up walls. Because I don’t want it to happen again. I kept you out, because I couldn’t go through the heartbreak once more.” Hun lod hendes arme falde ned langs hendes side igen. Hun var målløs over de ord. De fik hendes hjerte til at banke hurtigere og hårdere i hendes bryst. Hun holdt endda vejret da hun så hende i øjnene. Hun lyttede til hendes ord og kunne godt fornemme hvad der skulle til at ske. Hun prøvede ikke at stoppe det. Nærmere opfordrede hun Veronica. Lige så snart hun nærmede sig, lagde hun en hånd på hendes hofte. Hun sørgede for Ronnie var så tæt på hende som muligt. Hun turde ikke give slip. Når hun tidligere havde gjort det, havde de været fra hinanden for længe. Kysset fjernede alt logisk sans hun havde. Hvordan kunne hun overhovedet at overveje at være sammen med en anden, når hun havde den slags lidenskab og kærlighed med hende? Hun forsatte kysset så længe hun kunne. Hun måtte til sidst trække sig ud af kysset. Hun lagde i stedet hendes pande mod Ronnies. Ringen gled af hendes finger og landede på klipperne med et svagt ekko. Det måtte være et tegn. ”I’ll leave him. You’re right. I don’t need him. Not anymore.” Før i tiden havde hun følt sig svag uden ham, men hun havde levet uden ham et stykke tid og det havde gjort hende stærkere. At møde Veronica havde gjort hende endnu stærkere endnu. Hun behøvede heller ikke Veronica for at være stærk, men at forstille sig en fremtid uden hende var umulig at forstille sig.

"I guess its a good thing, that I'm good at climbing," svarede hun blot. Veronica havde en meget ligefrem natur, men ikke overfor Jess normalt. Normalt fik Jess hende til at sænke sit hurtige tempo og hurtige tanker - men ikke nu, slet ikke lige nu. Og det var måske også en god nok ting. Hånden imod hendes hofte overbeviste Veronica om at det var det rigtige de havde gang i. Jess ville trække sig hvis hun ikke ville. Angsten for at miste, hvad der fik hendes hjerte til at banke var voldsom. Dog som Jess gengældte kysset, så forsvandt alle problemerne. Panden mod hendes som fik Ronnie til kort at holde vejret, eller i hvert fald prøve på det. Hun var i et sekund mere en rædselslagen. Ville Jess gå nu? Nej, men måske. Hun slog blikket op mod Jess øjne, så snart ordene var sagt. Hjertet som ellers havde hamret med nervøsitet syntes at finde sin plads i normalle rytmer, som om tingene endelig var ved at være hvad de normalt skulle være. Ærligtalt havde Veronica ingen anelse om hvad hun skulle sige, så hun reagerede i stedet for med handling og kyssede endnu engang Jess læber - kort men lidenskabeligt.

Derefter greb hun Jess arm i sin, med sine læber mod Jess ører.
"I'm gonna show you somewhere more.. private," hviskede hun stille. Derpå kunne de stille gå sted imod slottet. På trods af byen var undervand, var der meget vand inde i byen. Mange kanaler man kunne sejle på, men også den fantastisk måde at få føde på.
"This is a very peacefull land.. sometimes old ways thinking, but new thinking," de kom til en form for mur, og man kunne hører vand fra vandfald på den anden side - som omfavnede en stor dam - nok nærmere hav.klik) Men stadigvæk indenfor barrieren. "Not many people know about this place.. but people here are often sirens or humans. Sometimes shapeshifters.. " smilede hun. Det var rart faktisk ikke at frygte dæmoner og vampyrer. Ingen varulve der pludselig angreb under en fuldmåne. "It looks like a never ending ocean. But there is a block around the city.. created with strong magic.. was I told. Still I wouldn't just to swimming here.. there are sharks.. but also more friendly waters in the city," fortalte hun videre som de gik op imod slottet. Veronica var generelt imponeret over hvad en undervands by ejede. Men som hun havde fået fortalt engang, så havde byen også været sin egen ø. Sunket. Det lød næsten umuligt, men de havde fået det til at fungerer.

Da de kom ind af døren blev de modtaget af tjeneste folk, som både bukkede og nejede - men stillede ikke spørgsmål. Douglas kom smilede til dem og havde noget i sine hænder. Veronica rakte ud efter det, det var en bestemt form for tang de havde hernede.
"We talk tomorrow. For now. We are tired," sagde hun til Douglas. Han nikkede.
"Do you want.." - "no she stays with me," pointerede Veronica og Douglas nikkede.
"But I do have some matters you can look into. In the woods we were in. Make sure none of my friends or family gets hurt," og Douglas nikkede let, hvorefter han forsvandt. Derefter viste Veronica dem hen til soveværelset. Hun havde stadigvæk tangen i sine hænder - for det havde en naturlig healende effekt når det kom i berøring med flænger i huden. Så selvom det ikke fjernede skaden, så lukkede det mere eller mindre det åbne sår.
"It's a little to much I know," smilede Veronica en anelse nervøs.

Jessalyn kunne ikke lade vær med at smile over hendes ord. ”I don’t think that will be necessary. The walls crumble for you. Every time I see you,” hun vidste godt det var forkert for hende at tænke sådanne tanker om Veronica når hun var forlovet med en anden. Hun så ned på ringen, der stadig lå på jorden. Hun samlede den op og så nærmere på den. I stedet for at tage den på fingeren, lagde hun den i lommen i stedet. I det mindste ville hun tale med Archie når hun kom tilbage til skolen og ikke bare stikke af denne gang. Deres forhold var også noget andet nu. De var forlovet. Det var ikke bare et forhold. Det var mere alvorligt. Og Jess var anderledes, hun løb ikke væk længere når tingene blev svære for hende. Hun smilede igen efter de korte kys. Aldrig havde hun følt så meget lidenskab i så få sekunder.

Hårene rejste sig på hendes krop ved Ronnies hviskende stemme i hendes øre. Den effekt hun havde på hende var utrolig. ”Good,” sagde hun og fulgte hende ind i byen. Hun ville gerne være privat med Veronica og bare nyde at kunne være sammen med den hun elskede nu, før hun blev nød til at se virkeligheden i øjnene. Tingene var allerede kaotiske. Hun havde brug for ikke at tænke på det et øjeblik. Kun Veronica kunne gøre det ved hende. Hun så på kanalerne der spredte sig i byen. Hun forstod stadig ikke hvordan det virkede, men hun vidste også, man ikke skulle kunne forklare alting. De stoppede op foran muren og hun nød et øjeblik bare at lytte til havet og Ronnies stemme. Hendes to yndlingslyde i verden. ”It sounds amazing,” kommenterede hun, før Ronnie fortalte videre.

Jessalyn måtte næsten samle sin kæbe op fra jorden, da hun så slottet foran sig. Hun havde set slottene i Gaia og Moonlight Falls. Men det her, det var ikke et slot. Det var et kunstværk. Måske så hun anderledes på det, fordi det var Ronnies. Alt der havde med hende at gøre var smukt i Jessalyns øjne. Hun vidste ikke helt hvordan hun skulle reagere da tjenestefolk bukke og nejede for dem. Eller for Veronica. Jessalyn så rundt mens Veronica snakkede med Douglas. Alting var så smukt. Hun ville tage så meget ind hun kunne. Hun så på Ronnie, da hun igen talte til hende. ”I love it here. It takes some getting used to, surely. But I don’t care where we are. I just want to be with you.” Hun smilede til hende igen. ”Will you show me more?”

Let vippede hun hovedet på skrå, som Jessalyn sagde at hun blot ville være sammen med hende. Det fik Veronica til at smile en anelse genert men glad. Hun var så glad for at Douglas faktisk havde taget Jess herhen. Hvis det ikke var sket, så havde de ikke haft deres lille skænderi og følelserne var ikke blevet flået op som de var blevet.
"Oh I have much to show you. Why not start in the room.. then we can take the outside tomorrow.." forslog hun og lagde tangen fra sig da hun fik følelsen tilbage i sine hænder. Tangen havde healet såret - nu var det blot et ar. Bedre end ingenting. Hun greb fat om sin kjole og trak den af igen. Blottede huden. Let kørte Veronica en hånd henover sit hår og vippede hovedet på skrå imens hun så på Jess. "Wanna see more?" Spurgte hun i et hviskene toneleje som hun trådte imod Jess. Veronica tøvede ikke i at gribe fat i Jessalyns hofter og trak hende derved ind i et kys.
"I want you all to myself," smilede hun da hun brød kysset. "And I want you.. all of you," pointerede hun og så Jess i øjnene. Dette var kærlighed. Det var noget andet end hvad Veronica havde været ude for. Hun var klar over at Jess havde elsket nogen før, og selvom Veronica havde sit udfang af folk hun havde været sammen med - så var der noget over at være sammen med Jess som gjorde hende nervøs. Måske i form af hun var bange for at Jess ikke ville nyde hendes kærtegn. Dog valgte Veronica at slukke for den stemme og huskede sig selv på - at det ikke var fordi, at hun var på ukendt grund. Det var Jess nok nærmere - for så vidt Veronica vidste, så havde Jess ikke været med en anden kvinde før, hvilket også var et lille pres på Veronicas skuldre , men et pres hun ville tage sig godt af.

Veronica tillod sig stille at fjerne de klæder der skjulte på Jessalyns krop. Hun lod derefter sine hænder glide stille henover siden på Jess, og lod blikket følge ganske kort før hun så hende i øjnene.
"You are so beautiful," sukkede hun og vippede let hovedet på skrå. Derefter plantede hun atter sine læber imod hendes kort og lidenskabeligt. Dog lod hun dem ikke være placeret der for længe før hun lod kysset glide henover halsen. Små blide kys der plantede sig henover skulderen og videre henover armen.

Jessalyn kunne ikke lade vær med at smile over hendes forslag. At se værelset lød ikke værst. Selvom hun næppe ville se meget af værelset. Ikke at det gjorde hende meget. Jessalyn fulgte hende ind på værelset og så til mens hun trak kjolen af. Hun bed sig selv i underlæben for ikke at springe på hende lige der. Men hvad så hvis hun gjorde? Archie. Det var ham der stoppede hende. Hun havde gjort så meget mod ham. Men hun fortjente at være glad. Hun blev bare nød til at fortælle ham alting når hun var væk fra Ronnie. Før kunne hun ikke. Hvert sekund hun tilbragte med hende, overbeviste hende blot om, hvor meget hun elskede hende.

Jessalyn faldt med det samme ind i kysset. Det føltes lige så naturligt som at trække vejret. Hun sukkede, da Veronica brød kysset. ”I’m yours. Completely.” Jessalyn var ikke fuldkommen ukendt i kærlighed. Hun havde haft kærester. Hun havde elsket dem. Men ikke som hun burde. De fuldendte ikke hinanden, gjorde ikke hinanden til bedre mennesker. Veronica gjorde Jess bedre. Jessalyn var klar til at klæde sig af, men Veronica kom hende i forkøbet. Det var måske også bedst sådan. Hun lod hende afklæde hende som hun ønskede, og så på hende som hun komplimenterede hende. Det var ikke noget Jess ikke havde hørt før, men det lød bedre når det kom fra Ronnies læber. Hun lænede sig igen ind i kysset, inden kysset førte sig ned mod hendes hals og skuldre.

~ ~ ~ Time jump ~ ~ ~

Tingene udviklede sig. Jessalyn lagde sig ind i Veronica og så op på hende. Det havde været så anderledes. Bedre. Alting var bedre Veronica. Hun var overbevist om, det ikke var fordi Veronica var en kvinde, men fordi hun var Veronica. Hun havde aldrig før følt nogen form for tiltrækning mod en kvinde. Men med Veronica var alting faldet på plads. Hun sukkede af nydelse. Hun nød at putte. Det var ikke noget hun førhen havde været stor fan af. Hun havde fat i Veronicas hånd med hendes. Hendes lykke blev brudt, da hun mærkede en smerte i hendes mave. Hun satte sig op og fjernede hånden fra Veronicas og lagde den i stedet mod hendes mave. Hun havde aldrig været gravid før, men hun var ikke i tvivl om hvad der skete. Slet ikke da hun så blodet under hende. ”I’m losing it,” sagde hun grådkvalt. Hun så ikke på Veronica. Hun var bange for det ville ødelægge hendes lykke, hvis hun var forbundet med noget så forfærdeligt.

//nu passer titlen pludselig til emnet.. xD //

DEt var blevet bedre, som virkeligt. De seneste dage havde været fantastiske, og de havde haft mulighed for at tilbringe tid sammen bare dem. Som de netop var nået tilbage imod slottet, kunne hun godt mærke noget i luften var forkert. Måske var det disse nye sider af sig selv, som Ronnie hadede. Rovdyret i hende opfangede blodet før Jess nåede at sige der var noget galt. Og der faldt tingene stille fra hinanden igen - Veronica stoppede op og mærkede sig eget hjerte banke hurtigere og hurtigere. Veronica så sig hurtigt omkring, de skulle have hjælp - Jess skulle have hjælp nu. Takket være at Ronnie jo ligefrem var dronning her, så kunne hun hurtig råbe nogle folk op som hentede Douglas.
"Take her to the healers," sagde Veronica næsten tom for luft. Hun glemte at trække vejret. Bekymringen for Jess, men blodet fik hendes system i kog og hun vidste ikke hvorfor. Douglas løftede Jess op i sine arme, og tog hende med i en ligeså hurtig fart som han var kommet derhen. Efterlod Ronnie stående i stilhed og stirre på blodet, kort før hun fik revet sig selv væk derfra. Blod havde haft en speciel tiltale til hende siden hun havde slået ihjel- og det var frusterende.

Douglas fik lagt Jess på en seng henne på det royale sengeafsnit. Healerne beroligede Jess med bedste evner for at få hende til ro. De havde en masse mystiske urter og ting som de brugte. Det var ikke ligefrem moderne teknologiske redskaber - nærmere magiske redskaber. Naturlige og magiske ting hjalp folkene her. De ønskede at gøre det så smertefrit som overhovedet muligt for Jess - fordi de vidste at Ronnie elskede hende.
Han vendte snart tilbage til Ronnie for at fortælle hende, at Jess var i gode hænder - men opdagede også at Ronnie opførte sig underligt i forhold til blodet.

Efter en længere undgåelse af emnet indrømmede Ronnie, hvordan hun havde fortaget sit første drab. Han tog hende med hen imod sengeafsnittet så de kunne vente på at healerne fandt Jess stabil nok til at Ronnie kunne komme derind. Veronica var utålmodig og ønskede at sidde ved Jess side - men måtte acceptere at hun var magtesløs lige nu. Endelig efter en tid, blev Ronnie lukket indenfor. Det var heldigvis ikke fordi der var mange folk på healernes afdeling netop fordi det var for adelige osv. Ronnie var hurtig til at finde Jess, og sætte sig ved hendes side, og ventede blot på hun ville komme til kræfter igen.