Really not in the mood - Jessalyn

S: Parken i Moonlight Falls
T: Aften
O: Der er ikke besynderligt mange folk
V: Stille, alt for stille
P: Et par bukser, en short t-shirt og en jakke over
Emne til: @Jessalyn <3

---

Han havde virkelig det ikke godt lige nu, og han havde brug for at være alene. Archie hadede den smerte der var ved at prøve at bryde hans ellers gode facade. Han havde set det, set det hele - og siden havde det været som om hvert ord der ville udover hans læber - aldrig rigtig kom til det. Dog fik en ny fært ham på andre tanker, eller det var ikke en ny fært - det var et kendt ansigt. Han flyttede blikket mod hende, og de kolde øjne mødtes med hendes. Han havde set hende med en anden, hvilket var grunden til at i sidste ende at ham og Katherine var sammen igen. På sin vis vidste han godt, at ham og Jessalyn ville have været et kaotisk par.
"I know you want to talk, but I'm not in the mood. So just piss off," sagde han og vidste godt med sig selv - at hvis han ikke ønskede en konflikt så var det langtfra sådan han skulle have afsluttet sin dialog med hende. Men at undskylde lagde langt fra ham lige nu. Han gjorde an til at vende hende ryggen og gå - selvom han kunne se bag hendes mørke øjne, at der var noget der pinte hende så inderligt. Han kunne bare ikke bære mere lige nu, det var begrænset selv for ham - hvor meget vægt der skulle til før at det hele ville bryde sammen. Og det var aldrig kønt når Archie brød sammen, det endte ofte i mere vrede end sorg.

Jessalyn prøvede så meget at være glad hele tiden. Men minder trængte sig igennem og bragte en vrede eller tristhed med sig. Når hun var sammen med Ronnie, glemte hun det for det meste. Men ikke altid. Nogle gange vågnede hun fra et mareridt, som ikke var ret meget anderledes end nogle af de ting hun havde oplevet de sidste par måneder. Hun var gået til parken den aften, for at kunne gemme sig i mørket. Hendes jakke var sort og pakket tæt omkring hende. Ikke så meget fordi vejret nødvendigvis var koldt, men fordi det fungerede som en form for beskyttelse. Hendes bukser var af et mørkt cowboy-stof og gjorde det også lettere for hende at skjule sig i mørket. Det virkede som om hun hørte til der nu. Hun havde aldrig forstået Archie, hvorfor mørket var som et tilflugtssted for ham. Det gjorde hun nu.
På trods af afstanden mellem dem, kunne hun genkende hans skikkelse overalt. Hun lod hendes taske glide ned ad hendes arm, så hun nu holdte den i hendes hånd. Hun gik hen imod ham. Hun kneb øjnene sammen ved hans ord. ”Do you think I came here for you? I don’t keep tabs on you Archie.” Hun åbnede hendes taske og tog en flaske med alkohol frem. ”I’m not here to talk.” Hun tog en tår af alkoholen. Det var tydeligt han ikke var okay. Selvom Jessalyn var sikker på, hun aldrig havde set ham være okay. Der var altid noget der havde plaget ham. Hun satte sig ned på bænken og stillede flasken op af dens ryglæn. Om han gik eller blev gjorde ikke stor forskel for hende. Det var ikke nu de skulle snakke om hvad der var sket mellem dem. De var begge to for skrøbelige til det endnu.

Han hørte lyden af flasken som klingede imod hendes taske, og selvom han stod med ryggen til hende - så lukkede han kort øjnene opgivende. Han vidste hun ikke var okay, ingen var okay når de opførte sig sådan. Archie vendte sig let om som han hørte hun satte sig ned.
"You should really slow down on that," pointerede han og sank en klump. På trods af at han ikke magtede det, så var det en del af ham - og han ville aldrig have gået tilbage, hvis det ikke var fordi at han ikke holdt af hende inderst inde. Archie brugte i stedet for blot sin fart for at afslutte et hurtigt problem, til at tage flasken fra hende og kaste den afsted igennem luften så den kunne ramme det nærmeste træ.
"I know you are a banshee, no need to speed up the process of your own death," pointerede han og flyttede sit blik en anelse dramatisk tilbage på hende.
"Why aren't you just with your girlfriend?" Spurgte han en anelse for spydigt. Archie var oprevet allerede og han overvejede bare at gøre sig usynlig og forsvinde - det ville gøre tingene nemmere - ville det ikke? Archie sank en klump. Han trådte et skridt væk fra hende.
"What's up, you never turn down a good drink. But drinking from the bottle is far from your style - unless you have like a bad day. Like the day we just drank everything I had in my apartment," tilføjede han for ligesom at pointere situationens alvor.

Måske det ikke var kærlighed, men der var noget imellem dem, der gjorde de aldrig rigtig kunne give slip. Hun tog endnu en tår på trods af hans ord. Det var mest af trods. Han tog flasken og kastede den fra sig. ”I’m not trying to die. Just to get through life easier.” Hun så op på ham. De mørke øjne virkede umuligt mørke.
Hun så væk da han nævnte Veronica. Hendes bryn trak sig tættere sammen. Det var tydeligt han faktisk ikke ville vide det. Det var bare en form for straf for hende, for at fortælle hun ødelagde deres forhold. Det vidste hun godt hun gjorde, men han behøvede ikke at træde sådan i det. ”Why aren’t you?” Spurgte hun med en lignende spydighed. Hun så tilbage på ham. ”You don’t have to do this. You don’t have to care anymore.” Hun så på hendes hænder, og et øjeblik så hun blodet fra den mand hun havde dræbt. Ham hun havde dræbt, så hun kunne være sammen med Veronica. Andre i hendes liv havde måske ikke et problem med at dræbe, men sådan var det ikke for Jess. Hun var ikke en morder. Hun kunne ikke bare tage nogens liv og leve videre som om det ikke var sket.
”You know I’m sorry right? About everything?” Hun rejste sig og gik hen til ham. ”I have always loved you Archie. But you know as well as I, we were never meant to be. We would destroy each other.” Hun tog en dyb indånding. Måske hun bare skulle fortælle ham noget af det der var sket. Hun burde fortælle ham om barnet, men det virkede næsten egoistisk. Han havde så meget smerte allerede. Den eneste grund til at tilføje til det, var så hun ikke skulle gå igennem det alene. Det kunne hun ikke få sig selv til. ”That night when everything went to hell… Veronica had been taken by some bad people. I had to find her, save her. I killed somebody.”

Han rystede på hovedet over hendes kommentar. Hvorfor han ikke havde fortalt Katherine omkring det var en anden ting, måske fordi han stadigvæk ikke var i stand til at gentage oplevelsen for sine øjne.
"Well it might be a stop on the road, but I do," mumlede han lidt for sig selv. Det var ærlig snak. Endnu engang trådte han tilbage som Jess rejste sig op. Dog lod han hende gå imod sig, så hende i øjnene. Han sank en klump som sandheden forlod hendes læber, de havde altid vidst det. Archie så hende i øjnene som ord strømmede fra hende. Mange forstod måske ikke det med at dræbe, det var måske i sidste ende blevet et valg man tog. En livsstil. Ikke at Archie dræbte til højre og venstre, men han bar ikke samme skyld som folk der ikke havde levet ligeså længe.
"Hey. Look at me," sagde han så og lagde sine hænder imod hendes skulder, så Jess ville se på ham, "you did what everyone would have done. You.. you save the once you love. In a heartbeat no question. I would have done the same for you," pointerede han.
"I'm not saying that it wouldn't matter in years, the first kill is always the one you remember. But it will be better. You just have to tell yourself, that you did what you had to do. For what you know, if you haven't you and Veronica would have been.. dead," tilføjede han derefter og sank en klump. Død var et hårdt emne at tage om lige nu.
"I walk here because I saw someone die.. right over there. A person I thought would never die.. and she just turned into ash, and I don't know how to tell anyone it... I.. my apologis, you don't have to listen to this.." Sukkede han og fjernede kort en tåre der faktisk var ved at lykkedes ham at vise sig. Hvem havde sidst set ham græde? Dove, dengang hans far døde for 200 år siden.. sikkert en tåre, men før det - der var det da Katherine og hans datter døde.

Han virkede ikke til at ville være tæt på hende. Hun kunne prøve at forstå hvorfor, men hun havde ikke energien. Hun havde en kamp inden i hendes hoved der sugede hendes fokus til sig. Hun så op da han lagde hans hænder mod hendes skuldre. Hun sank en klump, da han erkendte han ville have dræbt for hende. Det var svært for hende at høre, fordi hun vidste hun ikke kunne have gjort det for ham. Ikke fordi hun ikke elskede ham, men fordi hun ikke havde evnerne til det. Det var anderledes nu. Hun var ikke menneske, og af en eller anden grund gjorde det drab lettere.
Hun så for sig hvordan tingene var sket, hvis hun ikke havde taget hans liv. Veronicas livløse krop fik tårerne frem i hendes øjne. Hun slugte dem, tvang dem væk. Hun så kun på ham og lyttede til hans stemme. Den fyldte mørket og fik hende til at føle sig tryg. Hun så tåren og fik en trang til svinge armene om ham, men hun holdt sig selv tilbage. Hun ville ikke have tingene blev akavet. ”I don’t mind. If you want to talk, I can listen.” Jessalyn ville gerne have ham i hendes liv. Hun havde holdt sin afstand fra ham, fordi det stadig var kort tid siden de gik fra hinanden. Men hun håbede de kunne blive venner. Hun havde manglet ham i hendes liv de sidste par måneder. Bare hans tilstedeværelse gjorde hun følte sig fuldendt. ”I’ve missed you,” indrømmede hun.

De var begge to alt for følelsesmæssig påvirket af forskellige ting, til de faktisk burde stå så tæt på hinanden. Ville nogle nok mene. Archie og Jess havde var første øjekast været knyttet til hinanden, på uforklarlige måder som ingen altid mente var så sunde for dem. Men i virkeligheden var det måske måden de havde håndteret forkert. Archie vidste hver eneste gang han så på Jess, at han havde behov for hendes tilstedeværelse, men ikke som han altid havde taget den. Archie var måske ikke mand af mange ord, og følelser, men han vidste når han havde behov for bestemte personer for at få hans verden til at køre rundt. At hun sagde, at hun ville lytte, vidste han ikke hvorfor, men det overraskede ham. Ikke på grund af at det var Jess, men fordi, at det ikke just var en sætning han hørte ofte. Han lod ikke folk komme langt nok ind på hans liv til at de ofte ville høre ham an. Katherine og Jess var undtagelser - udover få af der var familie. Han ønskede ikke at skabe mere drama end der allerede var, han var allerede uduelig som bror - bare måden han havde behandlet Hale på. Måske Hale havde haft lidt ret i sin udtale. Eller måske var Archie bare i et følsomt hjørne ligenu.
"I was walking around in town the other day. Then I watched one of my sisters... half sisters.. Clarke.. she.." han løb tør for ord undervejs, men fik taget sig sammen, "she stabbed Rebekah.. my mother.. with a daggert.. but not just any daggert. She stole all the magic, and left her to burn.. she.. she is gone.. forever," hviskede han og vendte ryggen til Jess som ordene og billederne malede sig frem til en virkelighed, som han ikke kunne løbe fra.
Jess fortalte, at hun havde savnet ham - og i virkeligheden ville det være løgn hvis han benægtede at han ikke havde savnet hende. Naturligvis var han stadigvæk en anelse vred over, at han havde set hende med en anden - men hvis der var noget han var nød til at erkende var det, at han kendte til begrebet dobbeltgængere.. og han kendte Jess's fært. Så hvorfor havde han ikke reageret hvis det havde været den samme fært. Det samme blod. Sandheden var nok som hun selv havde sagt, at det var ikke var skabt til at være de to.
"I have missed you too," indrømmede han og vendte blikket tilbage imod hende. Dog ikke særlig længe for han kunne ikke se hende i øjnene, imens han var svag. For ham var det blot et tegn på svaghed at vise sine følelser, for han vidste at han ikke kunne kontrollere det ordenligt.

De havde været der før. Deres adskillelse havde påvirket dem så voldsomt sammen med de ting fra omverdenen, at de længtes efter hinanden. Det var det samme nu. Men alligevel anderledes. Selvom Jessalyn aldrig ville elske nogle som hun elskede Archie, vidste hun også det var det samme med Veronica. Forskellen mellem hendes forhold med Archie og hendes forhold med Veronica var, at hende og Veronica ikke var en orkan. Med Archie, havde hun været i orkanens øje, undtagen når hun ikke var. Når hun mistede fodfæstet, blev svunget op i luften og langsomt pillet fra hinanden. Det havde været en ihærdig flamme. Men alle flammer bliver kvalt før eller siden. Så på trods af der ikke var meget afstand imellem dem, holdt hun sig tilbage. Hun var bange for at blive opslugt af orkanen, at tænde flammen igen.

Hun kendte Archie godt nok til at vide, hvad end der skulle til at forlade hans læber, ville være smertefuldt for ham. Han havde altid været stærk, holdt hans smerte skjult fra hende. Nu så hun en sårbarhed i hendes øjne, der gjorde det svært for hende ikke at tage hans hånd. Hans ord ramte hårdere end hun havde regnet med. Hun følte så meget sorg for Archie, men det var ikke kun ham det gik udover. Det var Ronnies bedste veninde, Callas bedstemor. Hun måtte tage en dyb indånding for ikke at smide armene om ham som en trøst. ”I am so sorry about that Archie. I can’t imagine what you’re going through. If you need me, I will be there for you.” Jessalyn havde ikke altid forstået den overnaturlige verden. Hun havde kendt til den i lang tid, men havde aldrig selv været en del af det. ”I didn’t scream,” hviskede hun til sig selv. Hvis hun havde fornemmet den kommende død, havde hun måske kunnet stoppe det. ”I have been so wrapped up in my own self-pity. If I had just screamed…” Hun vidste godt det ikke var hendes skyld, men det var så nemt at ligge mere skyld over på hende selv.

Hun sank en klump da han så på hende og hans skjold forsvandt foran hende. Han viste hans sande jeg – det menneskelige i ham. ”I’m relatively new in this world, but I’ve learned one thing. Nothing is ever final. She might be gone right now, but maybe she can come back. She has before, right?” Det var et lamt forsøg på at gøre tingene bedre for ham. ”All I’m saying is, don’t give up on her yet. She might surprise you.” Magi var et stort emne. Der var så mange muligheder, at hun måske kunne vende tilbage. ”I wish I could do something to help.”

Han nikkede anerkendende da hun nævnte at hun ville være der for ham. Han hadede at være svag, at udtrykke sig generelt. Han så op da hun hviskede og han rystede på hovedet.
"Don't," sagde han så. "Don't start to plant this on your shoulders, I could have stopped it. If I just haven't been standing still like a fool. I could have stopped it," pointerede han og så væk.
"You don't understand. the only thing that can kill Rebekah Sinclair, is her daggert. That is the legened. In many years she used it to steal magic from covens.. powerful witches. She got powerhungry and it turned her mad. She hid it for no one find. I have never seen her go like that.. her body turned to ashes.. piece by piece.. I saw Stephen hold her. I have never seen him that upset about her dying.. she broke the curse on him, so he could live after her.. she is gone," han snakkede i tåger og man kunne hører stemmen kæmpede for ikek at blive forvrænget.
"I still have to tell my father.. my sisters.. brothers.. if anything is not ture and there is a loop-hole. I need the magic sources.. but I'm afraid it might not be that easy getting someone back from the dead.. The only person ever been able to do that is.. her. Good news is that Lucifer is out of hell - she might just take over it," tilføjede han det sidste i håb om at kvikke sig selv lidt op.
"The only thing you can do, is to not tell Veronica. I know you don't like to keep things from her.. but this. If this get out, there will be chaos. There is a new Sinclair witch with the daggert.. If people know.. They will panic and who knows what Clarke will do," mumlede han lidt men alligevel tydeligt. Der var alt for mange tanker der strømmede igennem hans hoved lige nu. Men det var nok det mest menneskelige Jess havde set ham.