Tell me more [fortidsemne]

Den efterårsdag havde været hård for Evanora. Hendes far Price Balfour havde brugt timevis på at lære hende om hans side af familien. En familie der ville dø ud hvis Evanora ikke fandt sin mage. Et let suk undslap hendes læber, og hun trak sin kappe op omkring ørerne. Nede ved stranden var der roligt. Hendes familie bevægede sig sjældent væk fra den skov deres hytte lå, så dette var en af de få gange hvor hun kunne være sig selv. For sig selv nynnede hun en oldgammel sang – sproget så forældet at der ikke længere var folk der kunne huske det. Vinden omkring hende dansede til hendes melodi og fik Evanora til at smile. Hendes mor havde kaldt det for ”The Song of the Ancient”. En gave der sjældent blev påført en heks, men som sagen nu var, nød Evanora at hun aldrig følte sig helt alene.

Sandet under hende var vådt, men fast at gå på. Hun vidste at så snart hun kom hjem ville hendes mor begynde og skælde hende ud. Pels var ikke nemt at skaffe – Det var ikke hensynsmæssigt at lade læder blive gennemblødt. Evanora rystede tanken ud af sit hoved. Hun ville ikke bekymre sig om hvad hendes forældre ville sige. Uanset hvad hun gjorde var hun ikke perfekt. Det måtte hun vel leve med. Hendes sang stoppede og hun satte sig på en ensom sten et godt stykke fra vandet. De grå øjne så ud over det blanke vand, og hvordan tågen blev tykkere jo længere ud hun så. Hvis hun dog bare vidste hvad der gemte sig på den anden side af dette vand, kunne hun have drømt sig væk. Langt væk fra hendes forældres snævresynet blik på omverdenen.

Fra sin kappe drog hun en lille taske i flettet læder. Hun havde fyldt lidt mad og drikke i, hvis hun nu besluttede sig for at være længere ude. For at være ærlig ville hun helst bare væk, men hun følte heller ikke at hun kunne forlade sin mor til hendes fars evner. Nok var de mager, men forholdet havde aldrig været sundt – i hvert fald ikke set fra Evanoras side. Hendes mor var hård, men retfærdig overofr hende. Hendes far var ikke typen der sagde undskyld for noget, og han havde som manden i huset altid sidste ord. Evanora samlede en flad sten op fra sandet og kørte sine fingre hen over. Med en let bevægelse sendte hun stenen flyvende ud over vandet, og hun så den forsvinde i horisonten.

Evanora hørte en stemme i nærheden og rejste sig op. Hun var ikke alene, og selvom hendes far altid skulle belære hende, havde han da lært hende et eller andet om at være opmærksom på sine omgivelser. Med et par rolige fødder rejste hun sig fra stenen hun havde siddet på og mærkede det kolde læder under hendes fødder. De grå øjne søgte i retningen af hvor stemmen var kommet fra, men så kun vand. Tågen var hård hen over vandet, og hun vidste at hun måtte nærme sig for at se hvem der havde talt til hende. Med et par lette skridt gik hun nærmere lyden og endte ved vandkanten. Var det bare syner hun havde hørt? Hun så trods alt allerede elementernes ånder, så var stemmer så meget anderledes. Hun rystede på hovedet for sig selv. Nej – Elementerne havde aldrig brugt menneskenes sprog. Forsigtigt samlede hun et stykke drivtømmer op der var vasket på land.

”Who’s there?” spurgte hun roligt ud over vandet. ”If you won’t come out, I won’t hesitate to remove the water in my way!” Hendes stemme var rolig, men ikke så kraftfuld som Evanora havde ønsket den var. Muligheden for at synge vandet væk og gå ud og undersøge strejfede hende, men ville hun ikke give den fremmede en chance for at give sig til kende? Hun var træt af uvidsheden og et par nye toner fløj fra hendes læber. Hun sang nu med mere kraft, og vandet bevægede sig roligt til side mens hun bevægede sig ud i vandet. Mens hun sang så hun sig omkring ind i vandet til hun fik øje på en underlig skikkelse. Hun blev så forskrækket at hun glemte sin sang og vandet omfavnede hende. Hun plaskede febrilsk med sine arme for at komme op til overfladen igen, men panikken havde sat ind. Skulle hun dø nu? Hekse kunne da ikke trække vejret under vandet? Det havde hendes far aldrig fortalt hende, og som hun mærkede hendes lunger fyldes med vand vidste hun at det var sandt.

Luftboblen omfavnede hendes krop i sidste øjeblik, og Evanora kunne få vejret igen. Dog havde hendes lunger stadig vand i sig, og det var først da hun endte på land det kom ud. Hun stod på alle fire og hostede vand ud der hurtigt sank ned i sandet under hende. Hendes brune vilde hår sad klistret til hendes krop, og ligeså hendes tøj. Hendes mor ville slå hende ihjel, hvis altså denne fremmede ikke gjorde det først. Først der gik det op for Evanora hvad den fremmede havde sagt til hende; En sirene? Eksisterede de virkelig stadig? Hun havde hørt historierne fortalt af hendes far, og læst de ting der var skrevet om dem helt fra oldtidens Grækenland. Dog havde hun aldrig troet hun ville se en i levende live. Hun vidste dog også at de fleste der havde set en sirene på nært hold, ikke var sluppet levende fra det. Så hvem ville slå hende ihjel hurtigst? Hendes mors vrede eller denne fremmede sirene? Det varede ikke længe før hun fik svar fra sirenen selv, og en midlertidig lettelse løb ind over hendes krop.

”I didn’t mean to…” forsøgte Evanora at forklare sig. ”I just haven’t seen anybody else around here before…” Hendes stemme var nærmest trist. Det var tydeligt at høre, at hun knap nok vidste hvordan man snakkede med andre. Vinden blæste og den spinkle kvinde skuttede sig i kulden. Hvad skulle hun dog sige til sådan et væsen? Hun måtte indrømmme at hun aldrig havde set noget så smukt som denne fremmede foran sig. Det var vel sandt hvad de sagde om sirener – smukke med dødsens farlige.

”So, uhm…” sagde hun med en stille stemme og gennem gakkende tænder. ”Weather’s been nice…”

Evanora fik sig selv hevet op på benene og lyttede til sirenens ord. Hun havde forladt sin familie? Hun følte underligt nok at hun kunne relatere til denne fremmed. Hendes familie havde altid holdt hende adskilt fra omverdenen. Faktisk var denne sirene foran hende den første ud over hendes familie hun havde snakket til. Evanora fik vredet hendes kjole så tør som hun kunne og gik nu i gang med hendes kappe. Hvordan skulle hun nogensinde forklare hendes forældre at hun var blevet så gennemblødt?

Hun sukkede let og klemte det sidste hun kunne ud af sin kappe. Da hun så op igen fik hun øje på det smukkeste hun nogensinde havde set. Farverne i skællet legede, trods den let overskyede himmel. Dog varede synet ikke længe, da hvor der før var en smuk hale, var der nu nogle flotte ben. Da sirenen der nu havde ben forsøgte og gå landede hun direkte ovenpå hende og Evanora faldt bagover. De landede begge i sandet, og ved sirenens ord begyndte Evanora at le. En let, sød og uskyldig latter der nærmest omhyllede dem i dette øjeblik.

”I’m not always sturdy on my legs either,” lo Evanora og rødmede en smule. Der lå ikke blot en fremmed ovenpå hende – men en nøgen fremmed. ”Uuhm… Let’s get you on your feet.” Hun forsøgte ikke at se på hende mens hun hjalp hende op på benene. Med den ene hånd sørgede hun for at holde hende oprejst, så hun ikke væltede.

”Here,” sagde Evanora mens hun stadig så væk. Med et par spinkle fingre fjernede hun sin kappe og rakte det over til sirenen. ”Wear this… I can get you some more clothes, if you’d like?” Hun ville ikke lyde for bestemmende, men hun var nu lidt bekymret for den fremmedes helbred. Kunne sirener blive forkølet? Evanora havde ikke lyst til at finde ud af det.

Med grå øjne studerede Evanora den fremmede foran hende, og kunne ikke lade være med at le en smule da hun forsøgte at tage kappen over til. Hun rakte frem og rettede på kappen, så den lå pænt over hendes skuldre. Foran hende fastspændte hun kappen så den ikke ville falde af mens de gik. Hendes navn var Layla. Evanora smilede skævt da hun introducerede sig selv og var igen ved at falde over sine ord.

”I’m Evanora,” fik hun sagt lidt klodset. ”Let’s say we find a place where we can get some heat?” Hun hjalp Layla med at holde balancen og bevægede sig nu hjem mod hendes forældres hytte. Hendes tanke var at de tog der forbi, nu hvor hendes forældre ikke var hjemme, og snuppede noget tørt tøj. Og ikke mindst noget nyt mad! Alt hendes var blevet skyllet væk i bølgerne, og hendes tøj var stadig fugtig. Under vejen hjalp hun hele tiden Layla med at holde balancen, og guidede hende til hvordan hun bedst kunne holde sig op ret.

Efter få minutters gang endte de ved en lille hytte af sten og ler. Taget var dækket af en blanding af tørv og hø, men gav det også et mere indbydende udseende. Det var her Evanora var vokset op med hendes forældre ved hendes side. Hendes forældre var dog taget hen til den nærmeste landsby for at handle sig til forskellige varer. Nok kunne de overleve af skoven alene, men hendes far havde et vids behov for luksus varer. Med et par rolige hænder åbnede hun døren ind til hytten, der bestod af ét rum. I midten var ildstedet der stadig brændte lunt, og Evanora fik guidet Layla over til en pels foran ilden.

”Wait here, I’ll find some clean clothes for us,” sagde hun med et smil og gik over til en kiste i den anden ende af lokalet. Her begyndte hun at grave tøj, bælter og kapper frem for Layla at prøve. Layla ville nok have samme størrelse som Evanora, men for at være på den sikre side fandt hun lidt forskelligt. Da hun havde fundet et sæt tøj til dem begge smed hun det blå sæt over til Layla. Blå som havet hun var trådt ud af. Materialet var blødt, men stadig hårdfør, og Evanora smed hurtigt sit våde tøj fra sig, og hang det foran ilden. Kjolen var nem at komme i for hende – korsaget var en normal del af hendes påklædning, så med et par hurtige fingre fik hun det bundet ind. Da hun var klædt i tøjet så hun over på Layla, og smilede sødt.

”You need some help?” spurgte hun en smule forsigtigt.