I'm so scared [Fortidsemne]

Gæst

Tid Det er sent om aften
År 1190 BC (Katerina er 7)
Sted Hjemme hos Katerina & Andrei, et sted i Rumænien
Omgivelser Det er en smuk villa, der bær en del rigdom, men samtidig skønhed over sig.
Vejr Solen er gået ned, så det er koldt uden for, men værelset er varmet op af en pejs
Påklædning
- Tøj + Sko Hun har en hvid natkjole på Link (hende i midten). Hun har ingen sko på
- Hår + Make-up + Smykker Hendes hår hænder løst, det går hende til numsen og krøller en smule. Hun har intet make-up på. Hun har en halskæde på Link

Emnet er tilegnet @Andrei

Mørket samlede sig, indskrænkede sig omkring hendes lille krop, alle stemmerne stemmerne blev kraftigere og ordene onder. En latter fangede hendes opmærksomhed og sendte hende imod den, fangede hendes nysgerrighed og sendte hende ind i en trance, hvor hun ikke kunne slippe væk. Det var som en usynlig tråd der trak i hende, gjorde det umuligt at gøre andet end følge med. Den lille pige, Katerina var paralyseret af frygt, mens skyggerne fjernede sig fra mørket, de stod ud blandt det sorte som en underlig grå. Hun skreg, men intet kom ud, det var som om hendes hals var fuldkommen blokeret for luft og anden form for lyd "du vil lide" hviskede en stemme i hendes øre "du har været uartig" kom det fra en anden, en efter en hviskede skyggerne ting i hendes øre, fortalte hvad der ville ske hvis hun var uartig og hvordan de ville komme og tage hende, spise hendes hugtænder

Hun fløj op fra sengen, dækket i sved. Frygten var måske latterlig, men for en 7-årig lille pige, som var blevet fortalt om skyggerne der ville fange hende, også gøre ekstremt slemme ting ved hende, hvis hun nu ikke opførte sig ordentligt. Derudover var hun helt alene i det store værelse, de andre sov på andre værelser, så der var ikke rigtig noget for hende. Med tårerne trillende ned af kinderne, kiggede hun rundt i værelset. Hendes far havde sørget for, alt var perfekt for hende, alt lige fra den kunst der hang på væggen, til den seng hun sov i, en seng der var alt for stor for hende, men alligevel gav hende al rigelig mulighed for at boltre sig som hun ønskede. Derudover bestod hendes dyne, af noget af det dyreste dyre skind, og hendes pude var lavet af rigtige fjer.
Hun skyndte sig ud af den lille seng, mens den lille hånd tørrede tårerne væk fra kinderne. Hun løb stille ned imod det værelse hun vidste hendes far ville være. De små skridt gav svagt en genlyd mod det hårde stengulv, som hun løb imod stuen, hvor hun vidste han ville side foran den varme pejs. Han ville højst tænkelig høre hende, men om ikke andet gav hun ikke dette en tanke, da hun med små skridt gik hen imod hans stol "Papa" pev hun og hev i hans ærme. Hun var utrolig lille af sig, og med et par øjne der mindede om resten af familiens og et ansigt der kunne minde om farens, betragtede hun ham med tårerne der fortsat trillede ned af kinderne. Selv af en 7-årig var hun utrolig lav, dette var dog om ikke andet sødere på hende. Hun var helt klart en pige der kunne smelte folks hjerte, med alt lige fra hendes blå øjne, til det lange mørke blonde hår og endda til de søde krøller hun havde. Dog i dette øjeblik var de blide blå øjne, bange og triste, mens hun forsøgte at få sin sovende fars opmærksomhed "Papa.." forsøgte hun igen. For alle der ikke kendte Andrei, var han nok en af de mest skræmmende væsner, han var stærk og utrolig ubarmhjertig, men for den lille Katerina var han den sejeste person i hendes verden. Selv i sin unge alder, så hun op til ham og hun blev ofte fundet, løbende imod ham hvis nu hun skulle være bange, eller hvis hun ville lege. Hun havde ikke set ham i sit vrede område, så derfor var han ikke andet end verdens sejeste far.

//Jeg håber det er okay <3

Gæst

Andrei havde haft en rimelig lang og udmattende dag idag. Han havde ladet Katerina være hjemme sammen med Mihaela, mens han selv havde taget ud med en af de mindre delegationer, der patruljerede kanterne af deres område her, hvilket var en større del af Rumænien. Der havde idag været en mindre deling tyrkere der havde prøvet at komme ind i landet, og hvor han dog hadede det. Det betød at der max ville gå nogle år før resten af tyrkerne dukkede op, uanset om delingen nåede at rapportere tilbage eller ej. Han gad virkelig ikke blive ved med alt det her, krig og kampe til højre og til venstre, men hvis man ville beholde sit land uden at skulle give slip på nogle af de mange folk man beskyttede, eller på sin rigdom, så betød det at man måtte kæmpe for at beholde det man havde, så det gjorde han.

Han havde derfor uden tøven slagtet de tyrkere der var dukket op, nærmest uden at fortrække en mine som livet forlod deres øjne. Delingen han altid tog ud med vidste udmærket godt hvad han var, at han var en vampyr, og de vidste også godt hvad der ville ske hvis de sagde det videre tilnogen, så derfor havde ingen af dem sagt noget, men blot vendt ryggen til da han så havde valgt at få sit daglige måltid ud af se stakkels tyrkere. Det kunne han jo ligeså godt, hvorfor lade blod gå til spilde? Som prikken over i'et, blev de placeret til skue for de andre tyrkere der måtte komme op, på Andrei's sædvanlige facon - hængende højt oppe på pæle. Det var her hans 'kælenavn' blandt andre folk kom fra... Han gik under navnet Vladimir i denne tid, så 'Vlad the Impaler' virkede meget passende.

Så det var derfor han nu sad og sov i stolen foran pejsen i det store opholdsrum, en smule udmattet efter dagens strabadser, og endelig ude af sin læder rustning igen. Hans krop registrerede godt Katerina's skridt, men de registrerede derfor også som noget ufarligt, og ikke noget man behøvede at vågne af. Det var derfor først da hun ruskede i ham, og hendes fortvivlede stemme nåede hans øre, at han endelig vågnede, blinkede en smule, og så ned på hende... På det grædende ansigt.

"Oh, floricea... What's wrong?" spurgte han stille, bekymret, og løftede hende op at sidde i hans skød, armene om hende mens han gav hende et blidt kys på toppen af hendes lille hoved, det fine, mørkebrune hår. Overfor langt de fleste var han meget brutal, ja, men han var utroligt loyal, beskyttende og kærlig overfor sin familie og sine nærmeste venner, og ingen ligeså meget som hans eneste datter.

// Outfit, minus sværdet.

Gæst

Hun ruskede endnu i ham, da hun havde set han var sovende. Hun vidste at hvis hun ruskede nok, så ville han sikkert vågne og her se hende. Da han endelig vågnede op, og rakte ud efter hende, holde hun sine arme op, som for at signalerer at hun ville op til hans skød. I takt med hun blandt sat på sin fars skød, puttede hun sig ind imod ham, hun vidste at når først hun var sammen med sin far, så ville intet kunne kunne ske, ingen ville kunne røre hende eller når til hende, og hun ville være fuldkommen sikker. Hun elskede sin mor, men hos sin far var hun altid sikker, han var stærkere end alle i verden, i hvert fald i følge hende. Hvis der var noget hun var, så var det fars lille pige, og det var på baggrund af dette, at hun faktisk så sin far som den bedste, stærkeste og sejeste person i hele denne verden, ingen kunne virkelig komme tæt på. Efter at han havde spurgt hvad der var galt, snøftede hun. Hun var et lille barn, og derfor var der mange ting der var skræmmende.
"I had a bad dream" sagde hun trist, måske var det egentlig ret dumt, men hun var 7 år gammel, og mareridt var for hende det mest skræmmende, hun vidste ikke at det ikke var en virkelighed, hvilket for hende gjorde det hele værre "I was surrounded by darkness, and it told me I would feel pain, because I was being naughty" hun puttede sig endnu engang ind imod sin far, dog gik det ikke lang tid, før hun satte sig op og hendes mørke øjne mødtes med hendes fars "But it isn't true, I wasn't being naughty" det var som om hun både forsøgte, at overbevise sig selv, men også hendes far om at hun ikke havde været slem, i sidste ende måske mere ham end hende "I wasn't being bad...was I being bad?" nu kom der med et usikkerhed op i hendes øjne, det værste for hende ville nok være, hvis hendes far havde troet at hun var slem, eller for den sags skyld havde været slem. Hun vidste ikke hvad hun ville gøre, hvis hendes far mente hun havde været slem.

Gæst

Andrei strøg blidt sine fingre gennem sin unge datters hår,og trak hende såind i et kram, kyssede blidt toppen af hendes hoved da han hørte hendes snøft. Det kunen godt være han var en usandsynligt farlig dræbermaskine for andre, men overfor sin familie, og især sin datter, var han det stik modsatte. Han var ekstremt blid, kærlig og loyal overfor dem han elskede, og han elskede ingen højere end Mihaela og deres lille datter her. Kulmineringen af deres kærlighed, og allerede med personlighedstræk der mindede meget om hendes mors.

Han lyttede stille efter som hun fortalte, lod sin ene hånd blidt køre op og ned af hendes ryg, i et forsøg på at berolige hende. Da hun puttede sig ind mod ham igen, gav han hende et blidt klem og endnu et kys på toppen af hendes lille, fine hoved. Da han så de fortvivlede, usikre øjne rettet op mod ham selv, rystede han let på hovedet, et blidt smil på hans læber. "No. You weren't. Floricea, you're my perfect little daughter. You didn't do anything wrong. The darkness was just lying to you. Trying to get in your head. But you're stronger than that, right? You're my daughter, you can do anything you want. Beat that darkness right back where it came from." he told her, voice calm and full of love and pride for her. "And if you should ever fall, I'll be here to catch you. Don't worry. papa will always be here for you."

Gæst

Som barn troede man altid, at ens forældre var en form for supermand, en der kunne klarer alting og altid ville være der for, at beskytte dem hvis der skulle ske noget. Dog i de fleste tilfælde, var forældrene dog mennesker, og derfor faktisk ikke i stand, til at kunne gøre den helt store skade på andre, derimod var Katerina's far en vampyr, og endda blandt en af de første ti, og derfor kunne han gøre stor skade. Med andre ord kunne man sige, hendes syn på sin far, som værende denne stærke og nærmest ustoppelige magt, på mange måder var rigtig, han var trods alt også frygtet, at så mange andre end hans datter. Hvis gang han gav hende et kram, eller blidt kyssede hendes hoved, syntes det at bringe mere ro i hende, end hvad hun havde været førhen. Hvor hun før havde været fuld af frygt, syntes det ligeså stille at forsvinde, nu hvor hun vidste hendes far var det ved hendes side, og klar til at gøre alt, for at skulle holde hende sikker og beskytte hende, i sidste ende havde hun vel ikke brug for andet, til at gøre hende beroliget, som hun var lige nu. Det var dog også sjovt, hvordan så lidt, faktisk kunne gøre så meget, de små berøringer han kom med, kysset på hendes hoved og hånden der gled op og ned af hendes ryg, var alt nok til at gøre hende bedre tilpas.
Hans ord om hvordan, hun ikke var slem, men derimod hans perfekte lille pige, fik hende til at smile, og med sin lille hånd, fik hun fjernet nogle af de tårer, som havde strømmet fra hendes øjne. Det gav hende også en større tiltro til sig selv, da han forklarede hvordan hun kunne gøre alt, og hvis hun ville, kunne hun sagtens fjerne mørket og gøre alt mere sikkert. Stoltheden i hans stemme, var i den grad med til at gøre det hele bedre. Det hele blev dog langt bedre, som han fortalte at han altid ville være der for hende, skulle hun nogensinde falde "Will you always be here?" spurgte hun uden, at fjerne sit ansigt fra hans bryst, før hun dog også sagde: "I love you papa" hun lod sine arme glide omkring ham, her for at putte sig mere ind imod ham "Will you read me a story?" hun var stadigvæk ikke helt klar, på at skulle tilbage til sin seng, og hvis hun kunne tilbringe mere tid med sin far, ville hun forsøge alt for at gøre det. Hun vidste han ofte skulle afsted, ud for at ordne farlige ting, og hun var altid bange for, at han ikke ville komme tilbage igen, også selvom han var stærk og kunne klare alting, især ifølge hende selv

» I like you but I'm scared of you ~ Day
» What am i? (XxX) (Fortidsemne) - Liam
» Goats faints when they get scared
» Fortidsemne: Do I know you? (triple XxX)
» We are many - Michael (fortidsemne)