You saved my life! - Charlie.

En computer var bestemt ikke noget billigt, Charlie selv ejede ikke en, men han var nok også en smule gammeldags når det kom til elektronik. Han kunne sagtens finde ud af at bruge det, og havde da en mobil osv. Men når det kom til skolearbejde osv, så foretrak han en god gammeldags blyant og noget papir. Han nikkede en smule som Andrew fortalte om bøgerne og de ekstra briller. Der var ingen tvivl om at skolen ville være forstående, hvorfor skulle de ikke? Manden havde været døden nær, og troede de ikke på ham kunne de bare kigge på hans trøje, eller spørge Charlie.

"Det er da altid noget, nu ved jeg ikke noget om det, men det virker underligt og stikke nogen ned, for så at bede om mere." Han så lidt eftertænksom ud, men rystede så bare kort på hovedet. Det var egentlig ligemeget.

De gik i stilhed den sidste del af vejen ind til kantinen. Det var ikke fordi det var akavet, eller ubehageligt, men der var ikke rigtig noget og sige. Han kiggede på Andrew med et skævt charmerende smil "Hvad kunne du tænke dig? Er du til kaffe eller?" Han strakte sig en smule inden han trak sin jakke af. Nu de var kommet indenfor var læderjakken bestemt for varm. Han stoppede ved kantinen og fik hurtigt fundet en kop kaffe til sig selv, det var ikke sort kaffe, mere en latte mere eller mindre med alt det han puttede i den. Han kunne godt lide en god gang kaffe, men når klokken var såå mange og han skulle kunne sove, så måtte han hellere holde igen med koffein.

Det blev underligt at skulle gå med de gamle briller, men det var nu bedre end ingenting. Og han kunne da også sagtens klare sine skole ting med et stykke papir og en blyant, det var faktisk også hvad han foretrak. Men det var rart at kunne finde det hele på en ting, frem for at lede biblioteket igennem for information! Men det var nu ikke så meget skolen der generede ham. Men han havde brugt længe på at spare op til den computer! Så det var det der gik ham på!

Da de kom ind i kantinen, trak Andrew sine lange ærmer lidt op til albuerne. Han så på Charlie med et smile "Kaffe lyder godt! sort tak" sagde han roligt, inden han satte sig i en af sofaerne der var i kantinen. Her var tomt, de fleste elever var vidst allerede gået i seng, eller i hvert fald gået tilbage til deres værelser. Han tog sig lidt til hovedet. Han var faktisk stadig en smule svimmel. Måske var det på grund at turen på motorcyklen.
Han så efter Charlie da han gik op efter kaffe. For pokker hvor så den fyr godt ud altså! Men han kunne jo ikke rigtig gøre noget! For det første var Charlie sikkert slet ikke til fyre, og så gik det jo ikke. Han var i forvejen ikke for populær. Faktisk var det nok de færreste der overhoved vidste at han eksisterede! Så at springe ud med at man var biseksuel var nok ikke en fed ide! Det gavnede i hvert fald nok ikke hans chancer for ikke at ende som mobbe offer....
Lucian var biseksuel, og han var populær, men han var også dobbelt så stor, og VIRKLIG lækker.. *biseksuel min bare!!! hvornår har du sidst tændt på en kvinde din.. du kunne næsten ikke blive mere homo* bare den tanke fik ham til at rødme.

Han sendte Andrew et smil som han fortalte han gerne ville have kaffe. Han tog de 2 kopper og gik hen og satte sig et lille stykke fra Andrew i sofaen. Han rakte ham koppen med et smil, og tog en tår af sin egen kop. Den varme væske gled igennem halsen, og efterlod en behagelig fornemmelse, også selvom det på ingen måde var lige så godt som at have Andrew siddende op af sig.

Han stillede sit krus på bordet og lænede sig tilbage i sofaen. Hans blik faldt på Andrew, og nu hvor de var indenfor kunne han rigtig betragte ham. Hans øjne bevægede sig over hans ansigt, videre ned over hans kæbe, halsen, overkroppen... Andrew var virkelig en attraktiv ung mand, lidt for meget endda. Charlie kunne jo knap fjerne sit blik fra ham, og hans tanker var bestemt ikke de mest uskyldige. Han kunne ikke huske han havde været så fascineret af nogen før.

Han tog sig selv i at falde i staver, og rømmede sig lydløst. "Er der noget spændende ud kan fortælle om dig selv?" Han kunne selvfølgelig havde spurgt til hans valg af fag, eller ønker for fremtiden eller lignende, men det virkede bare så typisk. Nej Charlie ville hellere høre hvad Andrew ville fortælle hvis han selv skulle vælge.

Andrew tog imod kaffen da Charlie kom og satte sig, og sende ham et mildt smil. Han pustede lidt på den inden han tog en tår af den. Uh den var varm. Men det var nu rart med noget varmt at drikke, efter at han var blevet så kold. Men det var næsten også som om han var blevet dobbelt så kold efter han ikke havde siddet op af Charlie mere. Og selv nu hvor de sad her i sofaen, og drak varm kaffe, så havde han en lyst til at putte sig ind til ham igen, og stjæle hans kropsvarme.
Men så ville det hele da først blive rigtig mærkeligt!
Han sad lidt i sine egne tanker om, hvordan det mon i virkeligheden ville være at ligge tæt sammen med Charlie, bare.. holde om ham, mærke hans varme krop mod sin.. måske endda hud mod hud?
*stop dig selv Andrew!*
Han blev dog hevet ud af disse tanker da han hørte hvad Charlie spurgte om. Han vende blikket mod ham.
Noget spændende han kunne fortælle om sig selv? hmm... nu var han jo ikke ligefrem en spændende fyr... Han sad ligefrem og grublede over det. Og det var nok tydeligt at han skulle tænke sig om for at finde på noget at sige.
"uhm.... det ved jeg nu ikke rigtig..." mumlede han mens han så lidt ned i sin kaffe.
"altså... som sagt er jeg vareulv, jeg er Beta i en flok... jeg har været på skolen i knapt 5 måneder.. hm.. jeg er enebarn" forklarede han med et træk på skulderen. Dog fik tanken om at han var enebarn ham til at tænke på at han havde lovet at kontakte sin mor når han kom hjem fra forlæsningen. "pokkers!" brummede han for sig selv og tog sin mobil frem. Åh det var alt for sent til at ringe til hende nu. Han havde glemt alt om at han skulle ringe da han havde mødt Charlie... eller.. nærmere fordi han var blevet stukket ned..
Han så beklagende på Charlie "undskyld men.. jeg bliver lige nød til at ringe et øjeblik" sagde han beklagende inden han trykkede på sin mors nummer på mobilen. Det var godt nok sent, men hun sad sikkert oppe og ventede på at han ringede.

Han tog mobilen op til sit øre og ventede til den blev taget. " Hej mor!... ja undskyld jeg glemte at ringe men... jeg" han skævede mod Charlie lidt "jeg mødte en på vej hjem"mumlede han så, og fjernede lidt genert blikket fra Charlie. "uhm... nej det er en anden dreng fra skolen... ja.... nej nej der er ikke sket noget! det... det har været en rolig aften.. forlæsningen var god!....... Ja det var den bog jeg fortalte dig om!.." mens Andrew talte kunne man se det tydelige og oprigtige smil der var på hans læber. Det var tydeligt at hans mor betød meget! Og det gjorde hun også! Hun betød alt for Andrew og hun var og ville nok altid være kvinden i hans liv.
"Jeg har det godt mor bare rolig!.. pas på dig selv ikke!?.... jeg elsker også dig mor! vi tales ved" han lagde på, og så lidt på mobilen med et andet udtryk, nærmest bedrøvet.

Han vende blikket en smule mod Charlie. "det beklager jeg, men jeg havde lovet at ringe til hende" sagde han roligt.

Han lyttede oprigtigt interesseret til det Andrew havde at sige. Enebarn, det var han også, men det der med og være beta i en flok, det forstod han ikke helt. Hvad betød det i bund og grund? Han måtte huske og spørge om det.
Andrews udbrud fjernede ham fra sin egen tankestrøm og han så på ham med et løftet øjenbryn. Han betragtede ham roligt som han tog sin mobil frem, og da han undskyldte sendte han ham bare et smil, som viste at det var helt okay.

Han tog sit krus på bordet, og sad med den varme kop imellem hænderne. Duften ramte hans næse og han nød det. Der var ikke noget som en god kop kaffe, det var nok en af de få synder han havde i livet. Han smilte lidt for sig selv ved tanken som han en tår af den. Det var ikke fordi han forsøgte og følge med i samtalen, men han kunne ikke rigtig gøre for det når han sad lige ved siden af. Han kunne selvfølgelig have rejst sig og være gået væk, men det virkede også bare forkert. Han kiggede ud i kantinen som var tom, det var også ved og være sent og de burde nok gå i seng, men han havde ikke lyst.
Som Andrew snakkede med sin mor, kunne Charlie ikke lade være og bide mærke i han ikke fortalte det der var sket her til aften. Det var nok også meget godt, hun ville blive bekymret, og ja det var da forfærdeligt men han havde trods alt fjernet alle spor, i hvert fald på hans krop. Hans blik hvilede på Andrews læber, og han bemækrede det meget oprigige smil på dem. Han kunne ikke lade være og tænke på sin egen mor, han savnede hende. Det var måske ikke særlig mandigt, men det gjorde han. Han vidste stadig ikke hvad der var sket med hende, men hun var højst sandsynligt død, det var det han havde affundet sig med. Hvorfor skulle hun ellers blive væk fra sin familie?

Han hørte Andrew sige farvel og bemærkede det bedrøvede udtryk. *Gad vide hvorfor han så hurtigt på en enkelt samtale ændrede sindsstemning.* Han rystede let på hovedet som Andrew endnu en gang beklagede. "Det skal du ikke tænke på, det jo ikke fordi det tog lang tid." Han tog en tår af sin kaffe *det rager ikke dig Charlie, lad være og bland dig!* Men selvom han havde sagt det til sig selv, så stoppede det ham ikke. Han holdt sit krus i den ene hånd og lænede sig frem imod Andrew. Med et bekymret blik og en afslappet hånd på Andrews skulder, lagde han hovedet en smule på skrå "Er du okay? Du virkede pludselig mere bedrøvet. " Det gik op for ham han måske nagede i det hele, så han rykkede sig væk og rømmede sig med blikket ned på sin latté "Undskyld, det var ikke fordi jeg ville lytte, eller snage. men... jeg kunne ikke undgå at høre det. jeg mener.. Du virkede så glad, og så... altså." Han kløede sig forlegent i nakken og kinder fik endnu en gang en smule farve. Han kiggede op på Andrew med et blik der både var undskyldende og akavet "Undskyld. vi kender ikke rigtig hinanden, det er ikke okay og spørge om det." *men jeg vil så gerne lære dig og kende, jeg vil så gerne vide alt om dig. Jeg vil tage al information til mig, og beholde det som var det noget værdifuldt.. Charlie!! Nu stopper du. du lyder som en eller anden creepy stalker!*

Andrew sad lidt i sine egne tanker, han havde ikke haft noget imod at Charlie havde siddet der! Ellers var han jo også selv gået væk hvis ikke at Charlie måtte høre noget. Han skammede sig ikke over at han talte i telefon med sin mor! Folk kunne tænke hvad de ville! Det var ikke hans problem. Han elskede sin mor, og han savnede hende meget. Og det kunne godt være det ikke var særligt maskulint, men han var faktisk ligeglad! Han forstod virkelig ikke de der unge mennesker der sagde at de hadet deres forældre!
Han sad og stirrede lidt ned på mobilen, og kunne næsten fornemme hvordan hans øjne blev en smule fugtige.

Han havde næsten glemt at han sad sammen med Charlie da han mærkede hånden mod hans skulder! Han rettede sig lidt op, og skynde sig at gnide håndryggen gennem sine øjne for at fjerne sporende af det fugtige. "ja... jeg..jeg er okay" mumlede han lidt mens han fik lagt mobilen væk. Han hørte hvad Charlie sagde, og vende blikket lidt mod ham. Han sende ham et mildt smil. "du behøver ikke undskylde, der var ikke noget du ikke måtte høre" sagde han roligt.
Han så lidt ned igen, sukkede og kørte en hånd gennem håret. "Det er helt okay at du spørger, vi talte jo ikke om noget hemmeligt" sagde han med et roligt smil mens han så på Charlie.

"jeg bliver lidt trist når jeg snakker med hende.. fordi jeg savner hende!" forklarede han og så lidt på Charlie. "Jeg har altid levet alene med min mor... min far forlod hende den gang hun blev gravid med mig... så ham har jeg aldrig kendt!.. Hun har ikke altid haft det nemt, og... sommetider føler jeg lidt skyld over at have forladt hende alene" sagde han og sukkede lidt.
Han tog en tår af sin kaffe.

Han kunne ikke helt undgå at smile inden han vende blikket mod Charlie igen. "det er faktisk rart at tale med nogle om det" sagde han så roligt.
Han sukkede en smule. "jeg... jeg har altid haft et fantastisk forhold til min mor! jeg elsker hende meget højt og selvfølgelig savner jeg hende! Der er langt hjem til hende så jeg ser hende ikke ret tit, og hun har ikke råd til at tage her over, og jeg har heller ikke mulighed for at besøge hende ret til" forklarede han. "Jeg tror bare jeg er bange for at hun er helt alene.." sagde han så og sukkede en smule opgivende.
Han kunne ikke undgå at grine lidt forlegent af sig selv. "undskyld.. nu snakker jeg lidt for meget om min mor" sagde han og kløede sig lidt forlegent i nakken.

Det var rart og høre at Andrew var okay, han havde virket så sørgmodig. Det milde smil fik hans hjerte til at slå et par ekstra slag, og han formåede kun lige og stoppe sig selv i at lægge hånden imod brystkassen, for at tjekke om det stadig var der. Det havde været pinligt. En lettelse bredte sig igennem hans krop, Andrew havde taget det pænt, han var ikke blevet sur over han havde spurgt ind til tingene, nej han var rent faktisk okay med det. Charlie havde frygtet han måske havde krydset en grænse han ikke burde, noget han desværre ofte kom til nu han ikke var vandt til at omgås andre.

Han kunne godt forstå han savnede hans mor, Charlie savnede selv sin. Forskellen var bare at Charlie kunne ikke bare lige ringe til sin mor. Han mærkede det der prik i maven, han kendte det for godt, det var sorgen der begyndte og vise sig. Han forsøgte og skubbe det væk imens han lyttede til Andrews forklaring. Det lød forfærdeligt, at hans far bare havde forladt hans mor da hun blev gravid. Det virkede ulogisk og kujonagtigt i Charlies øjne. Han vidste godt at ikke alle blev sammen hele deres liv, som hans forældre, men derfor ramte det ham alligevel. Han kunne ikke forstå princippet i det. Han troede på der fandtes en for alle, en person som ens skæbne sagde man hørte sammen med. Det var den tro han var opdraget i, og den tro sad stadig dybt i ham.

Han sad og stirrede ned i sin egen kop, da Andrews stemme brød den trance han var endt i. Han rettede blikket op på ham, og et charmerende smil prydede hans læber. ”Hun lyder som en fantastisk kvinde, det er ikke nemt og opdrage et barn alene, eller det i hvert fald det jeg har hørt. Og kan ikke forestille mig at vareulve unger er nemmere.” Han sendte ham et drilsk smil. Charlie kunne godt joke og pjatte lidt, det skete dog ikke så tit da det krævede han virkelig følte sig tilpas med nogen. Han lagde ikke selv mærke til han havde gjort det, og rystede bare let på hovedet som Andrew undskyldte. ”Det gør ikke noget. Jeg bad selv om at høre noget om dig. Og din mor er vigtig for dig, det er tydeligt. Så i bund og grund svarede du jo bare på det jeg spurgte om.” Han sendte ham et venligt smil før han tog en tår af sin egen varme drik. Måske burde han fortælle Andrew om sig selv, var det ikke sådan man normalt gjorde i sådanne situationer? Når man sad og lærte hinanden at kende? *Jeg kunne fortælle ham om mine forældre, det ville måske være fint. Men må indrømme at tanken om min mor der forsvandt, og min far der døde af sorg, well.. Det er ikke ligefrem det bedste samtaleemne.* Han sad lidt og overvejede hvad han skulle fortælle før han endelig tog en beslutning. ”Jeg er vokset op med begge mine forældre, men det var så også alt der var der. Vi boede et sted uden andre væsner. Det  er først indenfor de sidste 6 måneder at jeg er rejst ud i verden.” Han tog en tår af sin latté *SÅDAN! Du sagde noget fornuftigt uden at gå helt i spåner.. Du kan jo godt!*

Det var faktisk virkelig rart at snakke med nogle om de her ting! Ud over Lucian. Og han måtte jo også indrømme at det ikke var alt han fortalte sin Alpha. Ikke fordi han ikke måtte vide det, men mere fordi Lucian ville bekymre sig for meget om Andrew.. det havde han altid gjordt. Ikke at det var en dårlig ting, det var da rart at vide at man havde en der passede på en. 
Han smilede da Charlie sagde at hans mor lød fantastisk. Det var hun! 
"Haha nej det var ikke nemt for hende, særligt ikke når hun er et menneske" sagde han roligt. Det måtte være svært at være menneske med en vareulve til søn. 

Han smilede lidt til det han sagde. Og drak det sidste af sin kaffe. Han manglede varme. På trods af at her ikke var spor koldt, så følte han sig kold i kroppen. Hans tanker fløj ubrydeligt hen op følelsen af at sidde bag ved Cahrlie på hans motorcykel, og holde om ham. Mærke varmen fra hans krop og nærheden. *Hold nu op! Du sad bag på hans motorcykel! Ikke andet!!* 
Han havde lige sat koppen fra sig da han hørte Charlie begynde at fortælle. At han havde haft begge sine forældre, at dæhan først for 6 måneder siden var. Virkelig? Havde han aldrig været ude på egen hånd før nu? Han kunne ikke undgå at blive nysgerrig. "Men... Hvorfor så nu?" Spurgte han så med hovedet tiltet lidt på skrå med et spørgende blik. Der var såmmeget om den fyr han gerne ville vide! Så mange spørgsmål! Han ville i virkeligheden gerne vide ALT om ham! Alle hans tanker og hemmeligheder! Alle hans drømme og ønsker! Hvad der betød mest i hjertet på ham! Helt ned til den aller sidste del! Og han ville bevare det hele! Holde på hans hemmeligeheder som var det hans egne! Holde af de ting han holde af og.. *Andrew! Styr dig selv!.... Det her er ikke en eller anden kærligheds roman! Fyren er garanteret ikke engang til fyre, og har det da SLET ikke på samme måde med dog?!*

Han vidste ikke meget om vareulve og andre væsner, men noget vidste han da. Og tanken om at et menneske skulle opdrage en vareulv alene, og så især en drenge ulv, well det kunne ikke have været nemt. Han fik pludselig endnu mere respekt for Andrews mor, end han havde haft i forvejen.

Han havde tømt sin latté hurtigere end han havde regnet med, og stillede det tomme krus over på bordet. Det var rart lige og få lidt varme i kroppen efter den køretur. Det var begyndt og være koldere, og man kunne godt mærke at vinteren var på vej. Det var ikke ligefrem Charlies ynglings årstid, faktisk så foretrak han helt og blive inden døre når den periode kom. Men i år var det ikke muligt det vidste han godt.

Han kiggede på Andrew som stillede ham et spørgsmål. Ja selvfølgelig spurgte han ind til det, det burde han egentlig have forudset. Han havde efterladt det som et stort spørgsmålstegn. Han satte godt tilbage i sofaen de sad i, og overvejede sine ord før han valgte og svare. ”Mine forældre har altid ment det var bedst og bo væk fra andre. Jeg har faktisk aldrig rigtig spurgt ind til det, da jeg fandt det en smule svært.” startede han med en smule anstrengt stemme imens hans blik hvilede på Andrew. Han kunne ikke lade være og kigge ind i hans øjne, de var helt unikke. De fik ham til at slappe mere af, så han stemme blev mere rolig da han fortsatte. ”Min mor rejste til tider ud for at ordne nogle ting, det var ikke unormalt, og så ventede min far og jeg bare. Men for et over 1 år siden kom hun ikke tilbage.” Hans stemme blev en smule mere lav som han sagde det sidste, og han fjernede da også sit blik fra Andrew. Han havde aldrig fortalt det her til nogen før, så hvorfor gjorde han det? Det gav jo ingen mening. Men han fortsatte dog stadig ”Min far og min mor har altid omtalt deres forhold som at de var hinandens soulmates, kærlighed ved første blik. Så du kan nok regne ud det hele tog hårdt på min far.”

Han sad lidt, men rejste sig så op. Han havde svært ved at sidde stille, det var ikke ligefrem et godt minde han var ved at dele, og han havde aldrig fortalt det til nogen før. Han gik om bag sofaen og stod og kiggede ud af et vindue. Han puttede hænderne i lommen og fortsatte. ”Min mor kom aldrig tilbage, jeg kan kun formode at hun er død. Min far… han kunne ikke håndtere det, og han endte med at dø af sin egen sorg… ” Han holdt en kort pause som for at samle sig igen, han kunne mærke hvordan minderne stadig var for tæt på. ”Min far døde for ca 6 måneder siden. Jeg kunne ikke blive i mit barndomshjem, for mange minder. Jeg ordnede nogle ting og tog så afsted.” Det var tydeligt og høre i hans stemme han var påvirket, og han mærkede da også sorgen der lå dybt i ham. Han tog en dyb vejrtrækning men fjernede ikke sit blik fra haven uden for vinduerne.

Andrew blev stille da Charlie begynde at fortælle. Han fik ligefrem en klump i maven. Og i halsen. Noget han ikke vidste hvad han skulle gøre ved. Ham kunne slet ikke få nogle ord frem. Han havde måske regnet med noget som "jeg trængte til at se andre ting" eller "det var på tide" eller sådan noget! Men det han fortalte gjorde ham mundlam. Hvad sagde man til en fyr der fortalte at begge hans forældre var døde? Han fik næsten dårlig samvittighed over at han havde siddet og klynkede over at han savnede sin mor, når Charlie stod her og fortalte det her. Hans blik havde fulgt ham som han havde rejst sig og stillet sig bag sofaen i stedet. Han bed sig i læben. 
En underlig trang blussede op i ham! Og han overvejede om det ville være for overrumblende. Men han valgte dog at rejse sig. 
Han gik om til Charlie, med en let Rosa farve over kinderne trådte han lidt beslutsomt helt hen til Charlie. Rakte ud, lagde en hånd mod hans nakke, og trak ham hen mod sig, så hans hoved blev lagt ned mod hans skulder, inden han selv lagde den anden arm om ham. 
"Det gør mig ondt" sagde hen stille. Andrew havde et ufatteligt beskyttergen! Og når Charlie stod og fortalte noget som dette, så var han nød til at reagere. 
*Hvad er det du laver!!!* Han ignorerede den tanke. Hvis Charlie havde noget imod det her, så måtte han jo skubbe ham væk!

Han havde ikke lagt mærke til at Andrew havde rejst sig. Han bemærkede ham ikke før han stod helt tæt ved ham, og han mærkede hvordan hans hjerte nærmest stoppede med at slå. Andrews hånd i hans nakke, sendte en varme ud fra det punkt den hvilede på. Han gjorde ikke noget for at stoppe det, og før han så sig om, stod han helt tæt op af ham, hans hoved på Andrews skulder og med hans arm om sig. Han sank mentalt en klump, hvad skulle han lige gøre, eller sige. Andrews ord gjorde Charlie opmærksom på hvad der skete, han var ikke vandt til denne omsorg fra nogen, jo hans forældre men aldrig fra andre. Langsomt tillod han sig selv og lægge armene om Andrew. Hans hoved blev drejet, så hans ansigt vendte væk fra ham, det var han nødt til. Hans duft var overvældende som de stod der, og det at mærke hans arme om sig var utrolig behageligt. Han lukkede øjnene og slappede helt af, han vidste godt han ikke burde, det var forkert, men han kunne ikke stoppe det. *Hvis jeg kunne blive her for evigt, så gjorde jeg det….*

Han forsøgte ikke og styre sine egne tanker, han lod dem bare være. Han havde ikke lyst til at bryde den kontakt de havde lige nu, så hans tanker kunne gøre som det passede dem. Hans hjerte slog en smule hurtigere end normalt, men ikke noget vildt overdrevet, det kunne lige så vel være fordi han var ked af det. Faktisk så vidste han ikke selv om det var sorg, eller fordi de stod så tæt. ”Det er okay. Jeg har efterhånden vænnet mig en smule til tanken.” hans øjne var stadig lukkede og han snakkede med en rolig stemme. Han kunne mærke hvordan hele hans krop begyndte og slappe af som han stod der med Andrew, han ønskede stille at de kunne forsvinde fra tid og rum, og bare blive her, de 2 stående sådan for altid.

Måske havde han i virkeligheden ikke tænkt der meget da han var gået og krammer Charlie. Faktisk.. så havde handlet ikke tænkt! Han havde følt! Følt en overvældende trang til at vise Charlie omsorg. Det kunne umuligt være let, et at miste sine inden for så kort tid, og nu være alene, og ny i en verden han aldrig havde haft kendskab til før! 
Måske havde han regnet med at Charlie hurtigt ville undvige det her. Takke for trøsten og trække sig.. men i stedet mærkede han hvordan Charlies arme gled om ham, og hvordan han lagde hovedet mere til rette. Hun ende med selv at lukke øjnene. Hvile sin hage en smule mod Cahrlies skulder. Det var lidt som om alt andet var lidt lige meget nu.. som om han ikke havde lyst til at verden omkring dem skulle køre videre, og de var nød til at gøre det samme på et tidspunkt. Han ville helst bare blive stående sådan her. Uden at tænke nærmere over det, og måske næsten af refleks begynde hans finger spidser at bevæge sig lidt mod Charlies nakke. 
Han vågnede dog en smule fra sin trance da han hørte Charlies ord. 

Han vidste ikke hvor længe de havde såret sådan her, nok for længe til at det stadig blot kunne tydes som en trøst? Men det føltes bare så rigtigt. Der var intet underligt ved det! Ikke for Andrew i hvert fald. 
Det akavede øjeblik kom først da døren til kantinen pludselig gik op og en flok fyre fra skolen kom larmende ind. Noget der gav Andrew så stort et chok at han ende med næsten at skubbe sig væk fra Charlie. Hans ansigt blev rødt og hans blik undveg Cahrlies. *Fuck!! Han syntes sukker jeg er vildt mærkeligt!* Han kløede sig i nakken. "Når uhm.. vi... Vi må vel hellere komme tilbage til værelserne" mumlede han så lidt stammende.

Andrews fingre der nærmest nussede hans nakke, det var ren nydelse. Charlie havde ikke lyst til at flytte sig, og han bed heller ikke mærke i de unge gutter der kom ind i kantinen. Det var ikke før at Andrew nærmest rev sig væk fra ham, at han kiggede i den retning stemmerne kom fra. Han var ikke helt klar over hvad der lige foregik, det eneste han kunne tænke var at Andrew bestemt ikke var til fyre, og ikke ønskede at det der skete blev misforstået. *Du vidste det jo godt, en fyr der ser SÅ godt ud kan umuligt være til fyre. Så drop din lille fantasi, og drop de tanker om at stå med ham sådan, eller andet. Der kommer intet godt ud af det*.

Han havde ikke bemærket hvordan Andrew rødmede, kun at han undgik hans blik, og Charlie som ikke forstod sig på andre, well han dragede sin egen konklusion. Han kiggede ned i gulvet, og hørte Andrew snakke om de burde tilbage. *Det er vist også bedst nu…* Han tvang sig selv til at kigge op og sendte ham et lille smil, det var på ingen måde det charmerende smil fra før, men det var der. ”Du har nok ret. Klokken er ved og være mange.” Han gik hen og tog sin jakke der hang på armlænet, og tog så den kop han havde haft latté i. Han stod lidt og tøvede, men besluttede sig for ikke og sige det han tænkte *Er det SÅ forfærdeligt at blive set i et kram?* det var jo ikke andet, godt være det havde givet en anden følelse hos Charlie, men det havde Andrew da ikke set havde han? ”tak for snakken, det var hyggeligt lige og koble af, og hvis du får brug for nogen til at vidne om det der sket i forhold til forsikring, så siger du bare til.” Hans smil var en smule større, men det var dog ret tydeligt og se hvor akavet det var. Han følte han havde gjort noget forkert, at de ting han følte men ikke forstod var forkerte.

Var han tarvelig fordi han trak sig? Han ville helst ikke ses af de andre fyre... De ville bare ende med at gøre grin med dem! Og det ville være dumt for Charlie. Folk skulle ikke tro at han var til fyre når han tydeligvis ikke var det! 
Han sukkede lidt for sig selv. Hvorfor skulle de larmende kvajpander også dukke op nu? Han følte sig allerede hold igen. Tom og ensom, på trods  af at Charlie l
Stod lige ved siden af ham.
Han så lidt ned, da Charlie bekræftede at de nok burde gå tilbage på deres værelser. Han vidste godt at han selv havde foreslået det, men egentlig ville han ikke have at Charlie gik!.*nej bliv? Jeg vil ikke have du går..* 
Det kunne han jo umuligt sige! Han kunne ikke bare sige sådan, når det var ham selv der havde forslået det. 

Hans blik var sænket os gulvet men gled dog op da Charlie talt. Han kunne ikke undgå at få et lille smil på læberne."og hvis du får brug for at snakke, så sig endelig til" sagde han så. Han stod lidt det her var jo tortur! Det eneste han havde lyst til var at kramme ham igen. At skynde sig hen til ham, slå armene om ham, og putte sig ind til hans varme krop. Der duftede så ubeskriveligt dejligt! Men han kunne ikke. For det første på grund af de andre fyre, og for det andet fordi det ville være virkelig mærkeligt når nu de kun var venner!...

Han stod lidt og betragtede Andrew. Hans smil var da helt fantastisk, hvorfor havde han ikke lagt ordenligt mærke til det før nu? *Charlie!* han stoppede sig selv før hans tanker løb løbsk og sendte ham bare et roligt smil efterfulgt af et nik. ”Det skal jeg huske.” Han følte for at løbe væk, væk fra det hele der var sket her og bare glemme det. Men på den anden side så ville han også løbe ind i Andrews arme, mærke varmen når han holdt om ham, mærke hvordan hans krop igen slappede af. Men ingen af delene var mulige, han kunne kun gøre det næstbedste.

Han rettede en gang på jakken der hang over hans arm og var ved at falde ned. ”Jeg har et par ting jeg skal ordne før jeg kan gå tilbage til mit værelse, så jeg vil sige godnat herfra. Det var hyggeligt og møde dig, på trods af omstændingerne ikke var så heldige.” Han sendte ham et oprigtigt smil, og formåede helt og skjule det faktum at der ikke var noget han skulle. Det var der så nu, for han havde brug for at komme væk fra Andrew. Ikke fordi han ikke kunne lide ham, men fordi for hvert sekund han der gik fik han mere og mere lyst til at gå over og lægge armene om ham. Han sendte ham et kort smil før han gik hen og stillede sit krus på det bord de kunne efterlade opvask på. Han tøvede ikke i sine skridt da han gik ud af kantinen. *Han er ikke til fyre, så styr dit pis! Du må sq da have bare en smule kontrol, du kan ikke bare rende rundt efter alle fyre du synes ser godt ud! Det gør man bare ikke! Så tag dig sammen mand!* Han skældte sig selv ud i sine tanker, som han gik ned af gangen. Han havde brug for noget luft og det skulle være LIGE nu.

//Charlie er ude medmindre du har noget vildt ændrende som gør han bliver stoppet

Det var jo ham selv der havde sagt de burde gå tilbage på deres værelser. Men i virkeligheden ville han ikke have at Charlie gik. De havde stadig ting de skulle snakke om! Havde de ikke!? Der var mange ting de endnu ikke vidste om hinanden. Men han havde selv klokket i det. Der var ikke noget at sige til hvis Charlie bare gerne ville så hurtigt væk som muligt. *Hvad havde du regnet når du valgte at kramme ham på den måde! Og så ovenikøbet skubbe sig væk op den måde!* 
Han bed sig i læben da Charlie sagde han havde nogle ting han skulle ordne inden han gik tilbage på sig værelse. Andrew vidste virkelig ikke hvad han skulle sige eller gøre. Han havde lyst til at stoppe Charlie. Men der kunne han jo ikke! Hvad skulle han sige? 
Han så efter Charlie som han forlod kantinen, han tog sig selv i at tage et par skridt efter ham, men stoppede sig selv *hold nu op Andrew! Hvad skulle han se i en som dig!* 

//Out