✥ I'm really not sorry for bringing you into this (Charlie)

Og selvfølgelig blev der spurgt mere ind til det, hvilket blot fik Charlie ti lat bide sig lidt i læben, hvad fuck skulle han dog svare på det her? Han havde ingen ide om det, han vidste jo intet om det. Han trak bare lidt på skuldrene "Uhmm I... I honestly don't know. I mean.. I never really thought about it." okay han var underlig, det var tydeligt, han vidste intet om det her, og han var super akavet. Han var en voksen mand, og han havde ladrig kysset nogen. Great, han ville synes han var en eller anden nørd og så var det ligesom slut.

Han blinkede et par gange som han gik med til at danse for ham, en dag, en anden dag, på et tidspunkt, okay det var meget forvirrende. Han betragtede fyren som smed pizzaen i ovnen, og fjernede noget hår der generede hans ansigt. Han lagde hovedet let på skrå som han blev gjort opmærksom på at han ville spørge om noget, han havde aldrig forstået det, hvorfor ikke bare spørge? Skulle man sige inden at man ville? Så havde han i hvert fald gjort tingene forkert. Han nåede dog ikke og tænke mere over det før at spørgsmålet blev stillet. "Ohh my ability? Well it does have limits, first of all I get the pain." begyndte han så roligt og spørge. Det var ikke fordi det virkede forkert og snakke om det, han havde trods alt allerede vist ham den da han brugte den. "I can't heal things like broken bones, just wounds and stuff like that, so I guess it have quite some limits." Han var ikke helt klar over hvorfor han ville vide mere om hans evne, og han vidste heller ikke om det var forkert. "Why do you want to know? Trying to learn something about my ability in the hope it can help you control your own or?" han lagde hovedet let på skrå som han så ham stå der med hovedet inde i køleskabet.

" Not even... Chocolate? " Spurgte han så bare og rynkede panden en smule. Dog stadig med et lidt drillende udtryk. " It dosen't have to be sexual you know.. " Sagde han så bare med et lille grin før han rystede lidt på hovedet. Man kunne da have mange guilty pleasures. Eugene var om nogen ekspert i det. Og kendte til alverdens undskyldninger for hvorfor det også var acceptabelt. Sådan en irriterende type der kunne argumentere omkring hvorvidt chokolade var sundt nu hvor det kom fra en plante.
" And it dosen't matter what sort of.. damage - you'll always feel the pain from it? " Spurgte han så lidt og lod hovedet glide lidt på skrå. Han rettede sig kort lidt op men rystede så bare lidt på hovedet. " That sucks - " han vippede kort lidt fra den ene til den anden side før han lod blikket glide rundt i rummet. Der gik dog ikke mange øjeblikke før hans blik igen var rettet mod Charlie.
" No.. Well - I'm just curious about it. I don't think knowing about your ability would make me any better at using mine. I think I'm getting to that point where I'm to old to learn how to control it - it just kinda does it own thing sometimes. " Sagde han så bare med et lille grin før han trak lidt på den ene skulder.

" We have this - love hate relationship.. " Han hvilede sine hænder lidt mod bordpladen. " I would've been dead a hundred time if it wasen't for that ability. But then again, alot of people might still have been alive if.. It wasen't because of - me. " Sagde han trak kort lidt på den ene skulder med et lille smil om læberne.
" If you had been there you could've change that - have you ever considered being like in the paramedics or something? " Han synes selv det gav god mening - men på den anden side, så burde alle folk med evner indenfor healing arbejde sådanne steder. Der ville de være så meget mere brugbare end mange andre steder. Eugene kunne også hurtigt finde et job et sted hvor hans evne kunne være brugbar - men på den anden side, gad man det? Nej.
" You know - that was a stupid question. You shouldn't be forced to use your powers for something like that. In the end people are crazy and its only a matter of time before someone is experimenting on you and bam! - this just got dark. " Han kneb kort øjnene lidt sammen men rystede så bare lidt på hovedet.

Charlie rystede let på hovedet, han kendte ikke rigtig til det der guilty pleasure. Det var nok konsekvensen af at have levet det liv han havde, men måske en dag. Han vidste godt det lød underligt, men han håbede da det kom. Eller vent, var Andrew en guilty pleasure? Når han havde det sådan hver gang han så ham, hver gang han var i nærheden af ham. Han mærkede varmen i kinderne, mærkede hvordan han langsomt fik den der forbandede følelse i hele hans krop, han kendte den for godt. Det skete hver gang han så ham, duftede ham eller endda tænkte på ham. Han skubbede tankerne væk, og fik heldigvis hjælp da Eugene spurgte mere ind til hans evne. Han nikkede roligt ”So far yes. I haven’t healed that many yet to be honest, but every time I have felt the pain. It seems like it’s the price to pay for it?” han lagde ikke så meget I de tog trak blot roligt på skuldrene. Hans blik faldt over på den anden i rummet ”I don’t think you get too old, I think it’s all about wanting to learn, wanting to control it differently.”

Han lyttede til det næste spørgsmål, overvejede det. Han havde faktisk aldrig rigtig tænkt over det, men så igen han havde ikke regnet med og skulle leve anderledes end han havde gjort de sidste mange år. Måske det var den vej han skulle gå. Han nåede dog ikke og svarer før at Eugene var fortsat med at snakke, og det fik ham til at knibe øjnene sammen, eksperimentere? Vent hvad?? Gjorde folk virkelig det? ”Wait, experiments? Are people really like that? Would they do that?” han så en smule skræmt ud ved tanken, vidste ærligt ikke helt hvad han skulle gøre af sig selv mere. Han endte derfor med at hoppede ned på gulvet og stå og fumle lidt med sine hænder.

" Not really the best kind of payment for helping someone - pain? I mean.. That could in most cases make you want to.. not actually helping someone. " Sagde han så lidt med et kort lille skævt smil om læberne. Han trak så bare kort lidt på den ene skulder.
" It's not that I dont want to control it - Maybe I just dont use it enough. Just like if - you over charge something and then you explode.. " Sagde han så bare. Hvilket egentlig kom lidt bag på ham selv. Han havde ikke helt tænkt på at det faktisk kunne være derfor han havde uendelige problemer. Som om at hver gang man forsøgte at kontrollere det, så blev det bare værre. Netop fordi man forsøgte at holde energien i en energi kilde der havde behov for at lade det strømme ud engang imellem. Man kunne jo heller ikke holde sig for evigt hvis man blev ved med at drikke vand.

Han skævede kort lidt mod ovnen før han kort strakte nakken en smule. Han skævede så mod Charlie igen og smilet vendte tilbage over hans læber.
" Mh.. You didnt know? There's tons of people out there just on look out for someone they can plant an needle in. A little blood and woops - they're trying to make someone else bear your power. Use it and in worst cases use it for something not that good. " Sagde han så lidt før han trak lidt på den ene skulder. " Future wars - imagine an army of people like us. Dangerous. Unstopable. " Han snuppede nogle grydelapper - kun for et øjeblik at stå og kigge lidt på den, følge syningerne med en finger, slog dem så bare kort mod hinanden.
" Do you feel safe when you walk the streets? " Spurgte han så bare lidt. Eugene var ikke selv bange, men det var nok også bare mere en del af ham der gjorde det. Han var ikke bange af sig og fandt nok nærmere frygt en smule spændende. Ikke til det punkt hvor han hele tiden udfordrede det. Men livet og dets mange udformninger var ikke noget han frygtede. Tingene kom som de gjorde også måtte han tage stilling til det til den tid. - Men han vidste at det var en normalitet at være bange. At frygte hvad der gemte sig bag næste gadehjørne.

”Not for me. I would always try to help people the best I can, even when they zap people” Nej for Charlie var det ikke en mulighed ikke og hjælpe folk, det lå ikke til ham. Måske fordi han var en engel, men det handlede nok også om hans opdragelse. Selvom han havde boet afskærmet fra resten af verden, så havde hans forældre altid sørget for han forstod hvor vigtigt det var og hjælpe andre væsner, udover at man selvfølgelig skulle passe på sig selv også.

Da Eugene snakkede om sin egen evne vidste han ærligt ikke helt hvad han skulle sige. Det var jo ikke fordi han ikke ville hjælpe ham, komme med en eller anden hjælpsom kommentar, men hvad skulle han sige? Det var ikke fordi han var vandt til at omgås andre med unikke evner, og han kunne ikke engang styre den ene af hans egne evner. Nej han ville ikke kunne sige noget der ville være den mindste smule hjælpsomt, det var også derfor han valgte slet ikke og sige noget. Han blev dog en smule urolig da Eugene fortalte der var mange som ville lave eksperimenter på andre. Han fumlede med sine hænder, måske det var det hans forældre havde ment med andre væsner som ville gøre en ondt? ”Theyre not on this school are they? I mean this is a place for various creatures. It would be weird if there were people like that here, right..???” han fiskede nok lidt efter at Eugene ville berolige ham, han matte indrømme blankt at han var ret så nervøs over dette. Han bed sig nervøst i læben og vandrede lidt fra side til side. Måske han skulle være blevet i sit barndomshus, måske det var dumt og rejse ud? Han skulle måske bare have levet alene, for altid. Så ville han ikke kunne risikere og blive et forsøgsdyr. Men han ville også blive ensom nu begge hans forældre var døde.

" Kind hearted people are indeed usefull in this world. It's a good thing we have someone like you. " Sagde han så bare med et lille grin. Også selvom der et øjeblik kunne være et sarkastisk udtryk over ham. Men det var vel egentlig rigtig nok - hvis alle havde en personlighed som Eugene ville verden være på ende. Var der flere godhjertede personer som Charlie her - well, så ville der vel i sidste ende være en smule mindre intriger rundt omkring. Ikke at det var noget Eugene egentlig var interesseret i. Han nød kaos og ulykkelige folk fra tid til anden. Så lige frem at opfordre til det var nok ikke noget man skulle forvente han lagde sandhed i.
Det var tydeligt at Charlie blev påvirket af eksperiment snakken. Hvilket selvfølgelig kun fik et smil frem over Eugenes læber. Ikke at det ikke var et skræmmende emne, men det var jo sandt. Dog stadig ikke noget han gik rundt og var bange for til daglig. Det var der bestemt ingen grund til. Hvorfor skulle man det? Så ville man jo nærmest bare opleve det to gange. Forestillingen om det - kort efter så faktisk opleve det? Hvis man var uheldig. Nej - hellere lade spændingen omkring det ligge lige under overfladen.
" No.. I don't believe they're here at the school.. But rumor has it, people are disappearing in Moonlight falls. " Sagde han så bare lidt med et trak på den ene skulder. " But I don't know - how would I know? It's not like I've been captured or anything. " Tilføjede han så lidt før han skævede mod ovnen med pizza i. Han rettede dog blikket mod Charlie igen kort efter.

" Don't go around fearing it - Even tho, you're kinda cute when you seem freaked out by.. Pretty much anything.. " Sagde han så lidt med et lille grin før han kort rystede lidt på hovedet. " But you know.. It just makes you an easy target. You do know people who think they have been prepared for the worst, in the end - those are the one who probably wont make it out alive. " Han smilede skævt, en smule drillende før han så bare smuttede hen til ovnen og fik trukket pizzaen ud af ovnen.
" Smeeells devine - you still hungry? " Spurgte han så og rettede blikket mod Charlie igen. Eugene var om nogen ved at være sulten, det havde han været i forvejen - men det var forsvundet en smule, kun for at vende tilbage med fuld kræft. Knurrende mave og tydeligt ingen situationsfornemmelse. Men det havde han på den anden side heller ikke haft for tyve minutter siden.

Han kiggede opmærksomt på Eugene som han snakkede. Han kunne ikke helt overskue det her, tanken om at der kunne være nogle der ville gøre andre ondt. Det var ikke fordi han var dum og naiv, han vidste da godt de fandtes men, han havde nok bare håbet de ikke var her. Men med tanke på det han havde oplevet i Moonlight Falls den aften, den aften han havde reddet Andrew. Okay det var blot tyve, men de havde stadig stukket ham, og Charlie havde reddet hans liv. Det havde været starten på en lang og pinefuld rejse for Charlie. Han kunne ikke få Andrew ud af hovedet, selv nu hvor han stod her og duften af pizza ramte ham, så kunne han ikke tænke på andet. Han rystede lidt på hovedet for at stoppe sine egne tanker. ”It’s hard not to fear someone will hurt you, when that’s what you have been taught your entire life” sagde han så blot, der var ingen grund til at uddybe mere, han havde ærligt heller ikke lyst. Sorgen af at miste sine forældre lå stadig i ham, og hvis man kiggede efter kunne man da også se det.

Charlies mave rumlede som svar på det Eugene sagde og han rødmede helt af det. ”Uhmm yeah… it smells delicious… I mean.. It looks good too.” han var nødt til at lave noget andet end at stå og stirre, og han valgte derfor at lede efter nogle tallerkener. Han fandt da også nogle, og gik hen til Eugene med dem, stillede dem på bordet. ”I can’t wait to taste it.” sagde han så blot roligt som han stod ved siden af og kiggede på pizzaen.

" Who taught you that? " Spurgte han så bare og rynkede panden en smule. " I mean - it's true.. But you know.. Sometimes you just gotta go with the flow. " Han trak kort lidt på den ene skulder med et lille grin.
" Okay okay - as you said, someone will hurt you. But that dosen't mean everyone wants to hurt you. I don't feel like hurting you right now - maybe that the.. Blessing of the day. You could've been the poor pizza guy. " Han nikkede kort lidt før han overvejede det en smule. I sidste ende kunne man vel aldrig rigtig bide sig sikker i noget som helst af hvad man gjorde i livet. Alle derude havde op og ned ture - nogle agerede på dem og andre var bare syge i hovedet. Eugene følte ikke for at sætte sig selv i bås. Sikkert fordi han i de fleste tilfælde meget bevidst valgte at være en komplet idiot og var af en eller anden grund lidt ligeglad med hvordan det fik andre til at føle det.

" This my friend - is a creation made with love. All food should be like that, 'cause I'm telling you - it's tasteable. " Sagde han så med et lille smil om læberne. Han fik plantet pizzaen på bordet og fik meget elegant skåret den ud i fine trekanter så det var lige til at snuppe et stykke. " The key behind good pizza is to find a great balance. You know? You dont want a dry pizza 'cause then you would need like a dipping sauce, but that always kinda takes away the flavour from everything else. On the other hand - you don't want it to be soggy. And that - that is a tricky one. " Han snuppede selv et stykke af pizzaen og holdt den kort op et øjeblik næsten som en form for 'skål' - han sendte så bare Charlie et lille smil før han tog en bid af pizzaen. Utroligt som samtale emner kunne flyve fra det ene til det andet. Men i sidste ende var det vel egentlig bare lidt et tegn på godt selskab. Det var hvert fald hvad Eugene gik ud fra.
Medmindre selvfølgelig man var den eneste der talte - eller man var den eneste der ikke fik lov at tale og man havde en kniv for struben halvdelen af tiden. Så var det pludselig ikke så godt selskab længere. Men sådan kunne man jo analysere de fleste situationer.

Han trak bare lidt på skuldrene, han ville ikke snakke om hans forældre, og hvis han svarede på Eugenes spørgsmål så ville han gøre netop det. Han trak sig dog lige et halvt skridt som Eugene snakkede om at gøre ham ondt, okay han sagde han ikke følte for det men stadig. Han havde ladet sig selv slappe for meget af omkring ham, havde fortrængt at han kort inden havde reddet en mands liv, netop fordi Eugene havde gjort ham ondt. Måske han skulle passe lidt på.

Han trådte dog tættere på som han mentalt fik beroliget sig selv. Nej Eugene havde ikke gjort ham noget, de skulle blot nyde pizzaen som han var ved og skære ud, og den så fantastisk godt ud. Han ventede til Eugene havde taget et stykke, og tog så selv et stykke som han holdt halvt med begge hænder og tog så en bid. Han smilte og nikkede anerkendende ”It’s really good! And I agree. A soggy pizza is just nasty..” han mindedes kort nogle han havde fået der var sådan ”Who taught you to make pizza?” spurgte han så inden han tog endnu en bid af den lækre pizza.

Han betragtede fyrens reaktion med et halv skævt smil om læberne før han så bare trak lidt på den ene skulder. " Thank you very much - please enjoy and eat as much as you like. " Sagde han så bare med et kort lille grin før han kort rettede sig lidt op. Godt spørgsmål. Hvem havde egentlig lært ham det?
" Uh.. " sagde han så bare kort og rynkede panden en smule. Tog en bid og brugte tiden mens han tyggede af munden på at kunne huske det helt præcis. Det var længe siden. Alt for længe siden. " To be honest I don't remember - maybe I taught myself.. Got 'real' pizza once, fell in love with it and just wanted to learn how to make a piece of edable art myself. " Sagde han så bare lidt med et lille smil før han rystede lidt på hovedet. Han mindes ikke en eller anden sød episode i sit liv hvor en eller anden havde lært ham at lave en perfekt pizza. Desuden var det heller ikke bare lige noget man gjorde. Ligesom med meget andet mad. Hvis man skulle mestre hemmeligheden bag gode kokke skills - så måtte man øve sig. Fejle og prøve igen.

Han spiste så bare lidt mere af sit stykke pizza før han rettede sig lidt op igen. " This is the reason italian resturants are some of my favorites - the good one that is. But to be honest. A good gross hangover pizza does come close to any luxurious piece of pizza any day.." Sagde han så bare med et kort trak på den ene skulder. Han vippede kort lidt med sin ene fod og sneg sig endnu et stykke af pizzaen op i sin hånd. Damn, han havde set frem til pizza. Endelig! Helt sikkert ventetiden værd. Han lod så bare blikket lande lidt Charlie igen og sendte ham et halv skævt smil. " Still freaked out? Or does this make it a little less scary? " Han hævede så bare lidt drillende et bryn før han lod hovedet glide lidt på skrå.

Charlie nød det pizza han selv havde taget imens han lyttede til feen som svarede på hans spørgsmål. Men han stoppede ikke der, nej Eugene var vist en der godt kunne lide og høre sig selv snakke, han sagde i hvert fald en masse ting. Det var ikke fordi det gjorde Charlie noget, tværtimod så kunne han have svært ved og være social og holde en samtale ved lige. Det her, well det gjorde det blot nemmere.

Som Eugene snakkede om italienske restauranter løftede Charlie et øjenbryn. Han havde aldrig prøvet og være på en Italiensk restaurant før. Men så igen det var begrænset hvor mange restauranter han havde været på, måske det her var en af den slags der skulle tilføjes til listen. ”Anyone in Gaia or Moonlight Falls you feel like recommending.?” Spurgte han så efter at have sunket det sidste af det stykke han havde spist. Han tøvede dog ikke, tog et nyt stykke. Eugene havde sagt han bare skulle spise, og det her var virkelig god pizza, annanas and all. Han var dog ved at blive kvalt i det han var ved at spise som han hørte det spørgsmål feen stillede ham. Han placerede pizzaen på bordet og hostede et par gange som han slog sig selv på brystet med en knyttet næve og fik det stykke, der havde sat sig fast i halsen, fri. ”You still freak me out just a bit. You were ready to kill that man who you already thought you had killed. You showed no real remorse, actually you seemed like you didn’t care at all. I must admit that make me a bit vary of you.” svarede han så ærligt som han fik styr over sig selv igen. Han sendte ham dog et lille smil ”But.. I do think you are just a bit misguided. You don’t seem THAT evil to me. Tilføjede han så med et let træk på skuldrene før han igen tog pizzastykket og spiste videre med stor velbehag.