Hello, nice to meet you - Luca

Dette er et emne, som foregår for 3 uger tilbage i tiden.
Dag - Fredag
Tid - Frokost
Omgivelser - En hel del elever
vejr - Solskinnende, dog ikke videre varmt.
Tag : @Luca

Fredag, det var en dejlig dag, var der mange der synes, her inklusiv Konstantin, der var bare ikke noget bedre at vide, når man ikke havde flere timer denne dag, så havde man weekend. Ikke at Konstantin skulle bruge weekenden på så meget andet end lektier, men det var også fint nok, han kunne altid tage en tur ind til byen og se om han ikke kunne finde på at lave noget der, måske shoppe noget tøj? han havde fået penge på sin konto af sin mor og far, da han havde spurgt pænt, om at få så han kunne shoppe lidt. Hans forældre havde det sådan, at man kunne sagens få penge af dem, men der var ikke noget der hed " jeg vil ha" nej man skulle spørge pænt, og fik man et nej første gang, så var det ikke til videre diskussion, og det havde Konstantin det fint med, det var ikke fordi hans forældre manglede penge, men hans forældre ville gerne have
at deres to sønner helst skulle tjene sin egne penge, men da det var noget sværere for Konstantin at få et almindeligt job, fordi han var stum,  fik han indmellem penge af sine forældre.

Konstanstin var lige kommet ind i spisesalen, og stillede sig i køen til at tage mad, da det endelig blev hans tur, kunne han ikke rigtigt vælge, hvorfor skulle tallerkener altid være alt for små? ikke at Konstantin var sådan en som spiste vildt meget, men han var ikke kræsen og var altid frisk på at smage på forskellige ting, et suk forlod hans læber da han hørte nogen i køen brokke sig over den ikke rykkede sig, derfor valgte han at tage lidt af hvert, inden han gik ud af køen, han spejlet efter en plads ved et bord, hvor der helst ikke sad for mange. Det lykkes ham at få øje på et bord hvor der ikke sad nogen, han smilede og gik over af, satte sin bakke på bordet og satte sig derefter. Han kiggede ud over de andre, i stilhed som altid.

Luca var helt ny på skolen.  Han var bogstaveligt talt ankommet samme morgen til skolen, og han havde derfor ikke timer idag, men havde en weekend til at falde på plads i, og prøve at få venner i. Da det var frokost tid og han derfor var blevet okay sulten, fulgte han de andre elever ind i spisesalen. Her stod han i kø med de andre - og sukkede da han nåede op i front af køen, og kun så salat og stegt kød. Han spurgte pænt hende bagved om han måtte få noget råt kød istedet. Med et smil fik han overtalt hende, og havde kort efter en rå bøf på sin tallerken. Da han kiggede sig om efter dette, var der kun ét bord med ledig plads - Konstantins. Så Luca gik derhen, og smilede stort til ham. "Må jeg godt sætte mig her?"spurgte han, og hentydede med et lille kast af hovedet til stolen lige overfor Konstantin. Idag havde Luca et af hans mere moderigtige (i alt fald med den stil af mode han elskede) outfits på - sortejeans der var lettere distressed i bunden, en sort tætsiddende bluse, og en hvid design top udover. Derudover havde han lidt makeup på, mest bare sort om øjnene for at fremhæve dem.

Outfittet og makeuppen!

Konstantin havde siddet i sin egen lille verden, han var endnu ikke begyndt at spise, selvom maden stod klar lige foran ham. Han havde albuen placeret på bordet og hovedet liggende i hans hånd. øjnene var åbne men ikke rigtigt fokuserende bare sådan stierende ud i luften. Da der kom en hen foran ham, anså han ham ikke til at starte med, det var først da der blev talt til ham at han blev revet ud af sin dagdrømmer rig. Han fjerende hovedet fra hånden og smilede og nikkede, han kunne ikke tale da han var stum, men han havde en evne til at han kunne tale med folk gennem folks tanker, det var til tider meget rart, når de ikke rigtigt fattede hvad han prøvede at forklare med tegnsprog eller fagter. Han smilede stort til fyren, han så nu ikke helt værst ud, måtte han indrømme. Han tog sin fanta op af sin taske og smilede. Inden han tog en tår, han sprugte via tegnsprog, " hvad hedder du?", han smilede, måske han kunne lidt tegnsporg? Man kunne aldrig vide, hvis ikke, ja så måtte han bruge sin evne. Selvom det også kunne være lidt sjovt at teste folk.

... Aaah. Tegnsprog. Men siden han havde reageret på spørgsmålet, var det nok ikke fordi han var døv. Så... Stum? Sjældent man så det, men Luca var ikke diskriminerende overfor nogen som helst, uanset hvad der måtte være med folk. Det tog ham lidt tid, men til sidst forstod han det - en af hans første menneske venner, for årtiet tilbage, havde været døv og han havde derfor lært tegnsprog dengang. Men med så lang tid der var gået bar han blevet lidt rusten i det. "Jeg hedder Luca. Hvad med dig?" Spurgte han med et smil og satte sig ned overfor Konstantin, med sin tallerken rå bøf. Nu ham fik set lidt nærmere på ham, så var Konstantin egentligt en meget flot fyr. Og han nærmest udstrålede godhed... måske kunne det være hans race der gjorde det?

Konstantin så på ham og kunne ikke lade være med at smile, måske var der en chance for at få en ven her? Han ville i hverfald ikke spilde chancen, for han måtte altså indrømme at fyren som havde sat sig over for ham, var en virkelig flot fyr. Han så rundt i spisesalen inden han så på tilbage på Luca, da Luca sagde sit navn og spurgte efter hans. " Jeg hedder Konstantin" sagde han igennem Luca's tanker, det var nemmere lige at bruge sin evne der, end det var at Luca skulle sidde og gætte hans navn, ud af hans tegnsprog, selvom det nok havde kunne være underholdende og se ham prøve at gætte det. Det var bare heller ikke fedt at skulle få ham til det, det kunne jo ødelægge chancen for at de kunne blive venner.

Han vendte blikket ned på Luca's mad og smilede, okay, så han spiste råt kød? , det var ikke noget han havde set før, eller han viste at vampyrerne drak blod, mon de også spiste råt kød? han viste det ikke, men Luca lignede ikke lige frem en vampyr. Han spist lidt af sin egen mad inden han så på ham igen. " er du også ny her?" spurgte han med tegnsprog, han talte forholdvis langsomt med hænderne, for at det ikke skulle gå forstærkt for ham, hvis han nu kunne lidt, man viste aldrig, og så alligevel han havde svaret på Konstantins spørgsmål, om hvad han hed!, så noget det burde han kunne. Han kiggede ned på Luca's tallerkenen og brugte sin ene evne til at flytte rundt på den, den kørte stille rundt på bordet. Konstantin smilede og kunne ikke helt lade være med grine.

Luca løftede en smule på øjenbrynene da han pludselig hørte Konstantin's stemme inde i sit sind,og han grinede som respons. "Nå, helt stum er du heller ikke!" grinede han, hovedet en smule tilbagelænet mens han strøg en hånd gennem sit hår. "Det må være meget praktisk at kunne sådan hvis ens normale stemme ikke helt vil?" sagde han så med et venligt, bredt smil der viste tænderne. Han tog et par bidder af sin bøf, og udnyttede sin tygge tid til at 'oversætte' tegnsproget. 'Du', 'ny', og den spørgende 'tone' fangede han, hvorfor han nikkede mens han tyggede den sidste mundfuld og sank. "Ja. Spritny, for at være helt ærlig. Jeg er ankommet lige her til morgen, har mine første timer på mandag." Da Luca's tallerken begyndte at bevæge sig lidt, kastede han endnu et blik over på Konstantion og lagde mærke til hans grin. "... Endnu en praktisk ting," bemærkede han med et grin. "Jeg tror det mest praktiske jeg kan er at heale folk," sagde han så, hvorefter han tog en god, stor tår vand fra sit glas, hvilket han virkelig lod til at nyde. Hvilket han gjorde - det havde været lidt tid siden han fik noget vand indenbords, og sensommer solen var ikke særlig venlig mod hans huds foretrukne fugtigheds niveau.

Konstantin så på ham som han kommenterede at Konstantin ikke vare helt stum, han smilede bare til, inden han trak på skulderne, han kunne jo ikke fysisk udtale ord og sige ord, så han så sig selv som stum, for det var jo ikke hans mund der svarede igennem Luca’s tanker. ” tja, nogen gange er det fedt nok, andre gange ville jeg bare ønske at alle bare kunne tegnsprog, for det jo heller ikke fedt at skulle tale sådan her, for andre ville jo bare tænke at de høre stemmer eller sådan noget! Og det frusterende !” sagde han gennem sin evne til Luca. Det var slet ikke rart! Og tja, nogen gange ville jeg ønske jeg kunne tale sådan rigtigt, lige som dig, men alligevel ikke, for det er det her jeg er født med og vokset op med, så det er det der er normalt for mig” sagde han og smilede til ham. Han viste ikke hvordan han ellers skulle udtrykke det overfor Luca, men han gjorde det igennem sin evne. Han håbede bare ikke at Luca ville dømme ham på det. ” Fedt! Så det er helt nyt, jeg kan vise dig rundt, men øhm er selv forholdvis ny, så måske vi fare vild” sagde han gennem sin evne, det var gået op for ham, at Luca kunne forstå noget af det han sagde på tegnsprog, hvor meget af det vidste han ikke.

Han kunne ikke lade være med at grine, det var dog ikke sådan et almindeligt grin, for hans lyde, var ”underlige” i forhold til mange andre, da han jo ikke kunne lave rigtige lyde. ” Jeg elsker den her evne, især når man er sammen med folk, der ikk ved man har den, og så drille dem under en gyser film eller foreksempel fredag d 13, og halloween, det så sjovt” sagde han og smilede til ham, dog sagde han dette med tegnsprog, for at se hvor meget af det Luca ville forstå. ”hvor gammel er du ?” spurgte han efterfølgende igen på tegnsprog.

Luca sad og smilede mens han indimellem nikkede til det Konstantin 'sagde' til ham. "Tja. Altså, jeg er sikker på jeg hurtigt ville kunne lære tegnsprog igen. En af mine første menneske venner var døv så vi kommunikerede udelukkende gennem tegnsprog. Det er dog nogle gode årtier siden, så derfor jeg er lidt rusten i det." sagde han med et smil, og spiste lidt videre. han var dog ved at kløjs i sin bøf af grin da Konstantion nævnte det om også selv at være ny, og de måske ville fare vild. "Idet mindste ville vi da have sjov mens vi gjorde det! Du lader ikke ligefrem til at være den værste perosn at være stuck med et sted vi ikke vidste hvor var," grinede han, og tog en god tår af sit vand.

Luca satte dog hurtigt glasset ned igen da der blev snakket om at drille folk med terapien. "Åååååh ja, det kan jeg lige forestille mig! Især hvis folk i forvejen er jumpy, så vil de jo nærmest sidde fast i loftet!" han holdt sig for maven af bare grin. "Åååh, det må du prøve engang mens jeg ser på, hvis du ikke har noget imod det." sagde han så med et skævt smil, da hans grin var stilnet af. "Hvor gammel jeg er? Oh...." han løftede øjenbrynene lidt og det var tydeligt han lige skulle tænke lidt over det. Efter nogle sekunder, "... 85 år, mener jeg det er, nu. Hvorfor?"

Konstantin kunne virkelig ikke lade være med at smile over hele ansigtet! Sådan virkelig, at møde en som kunne tegnsprog, uden selv at være døv eller stum, men fordi de havde ”snakket” med en som var det, han kunne næsten ikke lade være med at smile ” Det fedt, jeg skal nok lære dig det igen sådan at de bliver lige så god til det som mig” sagde han med tegnsprog, han smilede og så hvordan han var ved at blive kløjs i hans bøf, det fik ham bare til at grine mere. ” Jeg er sjov at være vild med, det vil blive oplevelser du aldrig har fået før” fortalte han, ham med sine hænder. ” nogen gange ønsker jeg at kunne snakke, men ja, det kommer nok aldrig til at ske” sagde han og smilede til ham.

Konstantin tog en tår af sin Fanta, han drak stort set aldrig andet sodavand end fanta! Det var nemlig det bedste! Konstantin så på Luca, og kunne heller ikke længere holde sit grin tilbage, selvom det ikke lyd ligesom Luca’s så var det tydeligt at høre at han grinte. Han mærkede hvordan hans mavemuskler begyndte at krampe, han grinte så meget at han ikke kunne stoppe, han var ikke i stand til at svare Luca, når han grinte som han gjorde. Dog lykkes det ham lidt efter at få styr på sig selv og sin vejrtrækning, han smilede stort, da det lykkes ham at slappe af og ikke grine. ” det skal vi prøve! Det kunne være mega fedt!jeg skal få dem til at skide grøne grise” fortalte ham med sine hænder. Det var ret tydeligt at Konstantin havde styr på det med tegnsprog! ” wooow så du jo gammel, du holder dig godt olding” sagde han grinende til ham. ” jeg er kun 19 sagde han og så på rundt i salen. Han fik en ide, længere nede i den anden ende af bordet, så nogen ret tuff guys, han prikkede til Lucas arm og kastede med hovedet mod drengene, inden han kiggede der over selv, han konceterede sig virkelig og en af fyrernes glas med mælk i løftede sig fra bordet og op over hovedet på en af drengene og vendte sig rundt så mælken kom ud af glasset og ned i hovedet på fyreren. Konstantin prøvede virkelig at skjule at han var ved at dø af grin.

Luca lagde godt mærke til det smil - men han vidste også godt, at der ikke var mange der gad gøre sig besværet at lære tegnsprog for at kunne tale med folk der var døve eller stumme, men han forstod virkelig ikke hvorfor man ikke ville. Der gemte sig jo også utroligt fantastiske personer bag den type handicap! Det var jo absolut ikke nogen grund til at ekskludere nogen, i alt fald ikke i hans optik.

"Det ville være dejligt. Jeg kan huske det også var praktisk til inside jokes, vi snakkede bare med hinanden sådan og der var næsten ingen der forstod det," grinede han. "Derudover synes jeg altså også at det er pænt sejt at kunne 'snakke' med sine hænder." sagde han med et blidt smil. Dog måtte han grine igen, da han fik hørt og set Konstantin's tilfælde af latterkrampe. "Ja, det ville være mega fedt hvis du kunne få dem til det! De kommer til at sidde fast i loftet af chok, gør de!" grinede han, og tørrede et par latter tårer væk.

"Arh... Olding og olding... Du ved vist ikke hvor gamle nogle af os kan blive uden at ældes så meget som én dag mere," grinede han, og blinkede til ham, før han tog endnu en bid af sin bøf.

Og da Konstantin gjorde ham opmærksom på det han lavede... Han tabte totalt fokus og røg ind i sin egen latterkrampe. Jamen for fanden da mand, hvor var deres ansigtsudtryk hylende morsomme!

Konstantin ville ønske at alle ville lære tegnsprog, for det var godt at kunne! Især hvis man omgik folk der var stumme eller døve! Man kunne virkelig lære noget af det! Selvom det ikke var tale med ord, men med hænderne kunne det være lige så smukt som hvis det havde været med ord! Det var Konstantin helt sikker på!

Han nikkede til Luca’s ord, han havde ret. ” ja det fedt at kunne lave inside jokes, som folk ikke kan fatte, de ser altid skide dumme ud i ansigterne” fortalte Konstantin, med sin evne til Luca. ” det er virkelig smukt, at tale med hænderne, selvom mange siger det er mærkeligt og ikke kan være smukt, så kan det fantiskt være det!” sagde han denne gang på tegn sporg. Det var virkelig hyggeligt at sidde her sammen med Luca! Konstantin havde virkelig svært ved at lade være med at grine! Han havde det så godt, og det her var sjovt, han tog sig til maven som hans mavemuskler lidt begyndte at krampe, han prøvede ihærdigt at stoppe med at grine, men hvergang han kiggede på Luca som også grinte så kunne han ikke stoppe.

Det tog ham lidt tid at stoppe sådan nogenlunde med at grine, da han hørte Luca’s ord. Måtte han udbryde i grin igen, han forsøgte at tage noget at drikke for at stoppe med at grine, men var nærmest blevet kvalt i det i forsøget, og hans grinen gik nu over i en hosten. Da det endelig lykkes ham at komme til sig selv uden at være ved at blive kvalt i hans fanta eller ved at dø af grin lykkes det ham at sige ” du er da ved at få lidt rynker” sagde han på tegnsprog, mere nåede han ikke at sige da han endnu engang hørte og så Luca bryd ud i latterkrampe, han knækkede igen af grin og kunne virkelig ikke holde det tilbage. Folk var begyndt at kigge på dem og hviske om dem.

Luca, stadig grinende, nikkede til hvad Konstantin sagde. Ja, folks reaktione rvar altid det sjoveste at se, når d eikke forstod hvad han sagde, og det var uanset om det var fordi det var tegnsprog, eller fordi kan for eksempel talte sit italienske. Det var altid sjovt at se, især hvis folk PRØVEDE på at forstå det, men så alligevel ikke fattede en skid.

"Ja, ikke? Jeg forstår virkelig ikke hvorfor nogen synes det absolut ikke kan være smukt. Altså, tegnsprog er vel egentligt dans, bare for hænderne? Tænke rjeg i alt fald, altså, man udtrykker sig da ligeså meget med sine hænde rosm man gør med sin krop i dans, og det synes folk kan være smukt, så hvorfor ikke tegnsprog?"

”du er da ved at få lidt rynker” Luca knækkede sammen af grin over det her. han vidste udmærket godt selv at der ikek var så meget som én rynke i hans ansigt, men han kunne simpelthen ikke lade være med at grine, Konstantin's lidt specielle grin var meget, meget smittende. "Arh, c'mon, helt ærligt! Ja jeg er halvgammel men jeg VED jeg ikke har ældet en dag siden jeg var 20!" grinede han, og puffede en smule legesygt til Konstantin's ene skulder.