You're not even supposed to be here (CW/TW)

Til @Drakan

Tid: 21:30
Sted: En sti i den forbudte del af skoven
Vejr: Overskyet, solen er ved at gå ned
Omgivelser: Der er ingen andre i nærheden - i hvert fald ikke så vidt man kan se...

Hun vidste ikke helt hvordan hun var endt her. Den forbudte del af skoven var ikke ligefrem den direkte rute fra akademiet til hendes hjem. Det var vidst ikke en direkte vej noget sted hen. Hun havde brugt det meste af aftenen på læsesalen for at forberede nogle ting til det nye skoleår. Da hun havde nået præcis så lidt som hendes samvittighed tillod, havde hun besluttet sig for at gå en tur. Og nu var hun her, uvidende om hvad der havde givet hende den idé. Formentligt ordet 'forbudt' - sådan plejede det gerne at være.

Hun var iført det sædvanlige: Sweater, løbetights og sneakers. Ingen makeup og det brune hår i en hestehale hvor et par krøller havde løsnet sig fra elastikken. Meget gennemsnitligt i neutrale farver, så hun ikke skilte sig ud. Omend hun gjorde det en smule her, fordi hun var den eneste der havde sneget sig herud - så vidt hun kunne se. Hun var overbevist om, at hvis der virkelig var noget at være bange for, så ville hun opdage det tids nok til at komme væk. Det var første gang hun havde bevæget sig så langt ind i det forbudte område af skoven, hvorfor hendes rute var præget af en del nysgerrighed. Hvad var det der var så farligt herude, at området var forbudt? Hvad var det, hun ikke måtte se? Hun kiggede op mod himlen og konstaterede for sig selv, at solen var ved at gå ned. Det bekymrede hende ikke synderligt. Hvis der var noget farligt herude, var det nok præcist lige så farligt når solen var oppe, som når den var gået ned.

Outfit

Natten falde snart på, skoven var endnu stille så længe det nu varede, denne nat lurede en ondskab i skoven, på jagt efter et offer. En høj skikkelse gik igennem skoven, det sorte hår var næsten sort som kul, huden var bleg næsten som et lig, de brune øjne var så mørke at de næsten var sorte. Påklædningen var dyr og fornem, den passe ikke ind til skovens omgivelser, et køligt smil hvilede på skikkelsen læber, som han vandre igennem skoven. Han havde haft en fornemmelse af at denne nat, ville være værd at gå en tur i, det var et par uger siden han sidst havde været i kontakt med en kvinde og han havde en forfærdelig trang til at gøre nogle fortræd.
Han stoppe bag et stort træ, i det han hørte lyden af trin, hans næse opfangede duften af et menneske, hvilket fik et utrolig skræmmende blik i de mørke øjne.

Drakan betragtede hende som hun gik, hun virkede nysgerrigt det var farligt, men hun var også ukendt om han var nær. Han overvejede om han burde kidnappe hende? det ville være underholdende, måske han kunne se hvor meget hun kunne holde til ? Han fulgte hende som hun passerede hans sted, idet hun gik forbi var han hurtig. Han greb fat i hendes arm, imens han lod en finger søge hendes hals, hvorefter hun ville føle en smerte løbe igennem hendes krop. En smerte svarende til at man fik en syngende lussing, men smerten var ikke fysisk den var i hendes sind, men ville føles ægte " ser man det, en snack helt alene på tur i skoven " sagde han med en kold, kynisk dyb stemme som han langsomt trak hende imod hans krop.

Noget greb fat i hendes arm. Hun ville skrige, men der kom ikke en lyd over hendes læber. En smerte spredte sig i hendes krop, uden at noget havde rørt hende. En kølig stemme. Et par mørke øjne. Alting skete i løbet af få sekunder. Hurtigere end hendes krop kunne nå at reagere, så den stivnede. Hun vidste med det samme, at den gåtur i skoven havde været en rigtig dårlig beslutning. Dem havde hun taget en hel del af på det sidste, men denne overgik dem formentligt. Hun havde en nagende fornemmelse af, at det snart ville blive afsløret for hende, hvorfor denne del af skoven var forbudt.

"Der er mange der ved jeg er her" hviskede hun. Det overraskede hende, at det var det eneste hun kunne. Smerten sad stadig lidt i kroppen, men hovedårsagen til hendes hvisken var frygten. Det var i øvrigt en løgn. Der var ingen der viste hvor hun var. Der var ingen der havde vidst hvor hun havde været hele dagen. Hun havde været en af de eneste på akademiet, og nu var hun gået alene herud. Det var forbudt område for akademiets elever, så naturligt havde hun ikke annonceret for nogen, hvor hendes rute ville bringe hende hen. Hun håbede dog alligevel at hendes forsøg på en løgn, ville skræmme den fremmede. Hvis han troede at der var en risiko for at blive opdaget, ville han måske lade hende gå? Det var et spinkelt håb, men hun klamrede sig til det.

Drakan kunne næsten mærke hendes frygt, og som hendes krop stivnede var han allerede sikker på, at hun ville blive hans underholdning. Så var det sjove spørgsmål om hun kom fra ham i live? det måtte han se på hvis hun gik ham på nerverne ville det i hvert fald ske, men kan kun håbe hun var fornuftig?
Han fnøs let af hendes ord, som han greb om hendes kæbe og tvang, hendes ansigt til at se imod hans " min kærer, nu ikke lyve? hvis du opfører dig ordenligt, kunne jeg skåne dit liv" svarede han koldt, men legende som hans øjne betragtede hendes næsten sultent.
Han rørte hende igen, denne gang sendte han en smerte igennem hende, der burde slå hende ud af bevidsthed for en stund, hvilket betød at han kunne tage hende med sig hjem.

En halv time senere, ville hun befinde sig i et rimmelig stort rum, væggene ville være mørke lyset var sparsomt. Der ville stå en stor seng henne ved den ene væg, være en dør til et badeværelse, derudover en sofa, et lille køleskab, en kommode hvori der ville være tøj. Samt et stort sort skab der var aflåst, den eneste udgang ville være en tung stor dør. Hun ville vågne op på sengen, og overe i sofaen ville Drakan sidde med en bog, imens han vente på hun ville vågne, han glæde sig allerede til at se hvordan hun ville reagere på, at hun ikke var i skoven mere.
Hvis hun løb imod døren, ville han dog hurtigt nå hende, og få hende smidt tilbage på sengen. Hun bar næsten alt sit tøj, den store trøje havde han dog taget af, for at kunne se hendes former bedre.

Håbet forsvandt som dug for solen, da han gennemskuede hendes løgn så let som ingenting. Inden hun nåede at overveje sit næste træk, blev hendes krop lammet af en altoverskyggende smerte og alt sortnede omkring hende. Hun faldt sammen i hans arme som havde nogen slukket for hende med øjeblikkelig virkning.

Da hun vågnede var hele hendes krop øm, som havde hun løbet et maraton. Det havde hun bare ikke. Hun gennemgik sin dag i sine tanker i en søgen efter en forklaring; hun havde siddet på læsesalen, så gået en tur i skoven og... hun åbnede langsomt øjnene, og indså til sin rædslen at hun ikke længere var omgivet af træer, buske og åben himmel. Hvor var hun så? Hun følte noget sengetøj mod sin bare hud, så hun måtte være indenfor. Bare hud? Hun havde haft en sweater på i skoven - hvor var den nu? Hun rejste sig forsigtigt op på albuen for at orientere sig i rummet, men fortrød straks bevægelsen, da hendes arm var lige så øm som resten af hendes krop. Hun lagde sig opgivende ned igen, og ventede på at smerten gik over imens hun lukkede øjnene hårdt i og håbede hun snart ville vågne fra dette mareridt. Hun havde endnu ikke opdaget, at hun ikke var alene.

Drakan betragtede hende i ny og næ, som han læste i bogen for at få tiden til at gå, han håbede hun snart ville vågne det var næsten kedeligt at vente. Hun var køn det måtte han give hende, men hun var også langt yngre end ham, selvom han lignede en på 30 var han i sandheden 100 år. Hun var langt fra hans første offer, det minde ham lidt om den tid han selv havde været indespærret, da en vampyr havde fundet ham interessant. Men det var endt ud i han blev vampyr, men han ønskede ikke at forvandle hende, mere lege med hende se hvor meget hun kunne tåle.
Som hun begyndte at røre på sig, lagde han bogen fra sig som han drejede hovedet imod hende, et skævt smil gled over hans læber, hun virkede allerede til at føle sig såret, men det var jo langt fra begyndt.

Drakan rejste sig op, som han trådte hen imod sengen, imens armene gled over kors " vågen min kærer syvsover? " spurgt han køligt, som han stillede sig ved siden af hende. Han høje skikkelse tårnede sig over hende, og de næsten sorte øjne så på hende med nysgerrighed i blikket. Han lod en hånd gribe fat i hendes ben, for at trække hende tætter på sig " dit navn ?" spurgt han, som han satte sig på sengekanten, og slap hende, men forholdte sig roligt.
I dette lys kunne hun nok bedre se den blege hud, de næsten sorte øjne, og det kulsorte hår, han var i sandhed en smuk mand på nogle punkter, men der lurede også meget farer bag de mørke øjne.

Hun mærkede sit hjerte banke hurtigere, da det gik op for hende, at hun havde selskab. Og ikke umiddelbart den slags selskab hun ønskede sig, når hun vågende op et fremmed sted uden at vide hvordan hun var kommet derhen - eller hvordan hun skulle komme derfra. Den fremmede var høj. Eller også virkede han højere fordi han tårnede sig over hende mens hun lå ned. Hans hud var meget lys og udgjorde således en skarp kontrast til hans mørke øjne og mørke hår. Utvivlsomt meget smuk, men hun fornemmede ingen varme eller venlighed. Det bekymrede hende naturligvis, eftersom alt tydede på, at hun var i hans varetægt.

Han trak hende tættere på sengekanten, hvor han havde sat sig, med fast greb om hendes ben. Hun nåede ikke at reagere grundet det tempo hans bevægelse foregik i, men hun fik en nagende fornemmelse af, at hun ikke kunne have gjort noget ved det, selv hvis hun ville. Hverken hans kommentar eller hans ønske om at kende hendes navn, responderede hun på. Hun havde knap nok hørt hvad han havde sagt, idet hendes hoved var travlt beskæftiget med at overveje og afsøge flugtmuligheder.

Han kunne næsten hører hendes hjertes banken, som hun indså hun ikke var i skoven længere, hun var i hans varetægt så længe han ønskede det. Han var spændt på om hun turde løbe efter døren ud, men han tvivlede på hun overhovedet ville nå ud af sengen, for han var langt hurtigere end hende.
Drakan betragtede hende, som hun langsomt fik øje på ham, sendte hende et lidt bredt smil, hvilket ikke gjorde ham mere creepy, hun minde ham en smule om ham selv, da han havde været fanget, det var spændende at se hvor meget modstand hun ville give ham.

Som han fik sat sig, og trukket hende tætter på sig, greb han fat om hendes kæbe for at tvinge hende til at se ham. Drakan lagde hovedet en smule på skrå " kære ven, du kommer ikke ud så let, men følger du mine regler vil du slippe herfra med livet i behold" svarede han køligt. De mørke øjne betragtede hende, som han langsomt strøg han en finger imod hendes kæbe, næsten kærligt før han slap hende igen.
Drakan rejste sig op " jeg vil lade dig falde til, der er et badeværelse og ellers hvad du ser her, så vænner jeg tilbage om en times tid" sagde han som han gik imod udgangen.
Drakan forsvandt og låste døren efter sig, før han gik op på sit kontor, hvorfra han på en computerskærm kunne overvåge hende, for at følge med i hvad hun ville gøre.