What am I supposed to do? Roman

S: Romans lejelighed
T: Omkring kl. 2.13 om natten
O: Sit soveværelse først, efterfølgende hans
V: Det regner udenfor.
P: Et par nat shorts og en top.
Accent: britisk
Emne til: @Roman <33

---

Hun huskede stadigvæk synet tydeligt som hun var kommet frem. Sin bror skudt på jorden. Men det var først efter det hun var begyndt at få mareridt omkring Harry igen. Det var som om hendes bevidsthed vidste, at nu når Mikayla og Cassie også var fri - ville han sikkert komme efter dem. Han fandt dem altid igen. Så hun var vågnet op med frygten siddende i halsen og angsten fyldte værelset. Hendes hænder rystede stille og hvad hun sidst havde lyst til var at bygge den frygt større ved at blive alene. Hun tørrede kort sine øjne som var våde ved tanken om at være tilbage i Harrys hænder - det værste ved den situation ville være, at det sekund hun var tilbage i hans favn, ville hun glemme alt fornuft og logik. Der ville ikke være meget af hende tilbage til at bekæmpe hans evner. Hun svang benene over senge kanten og holdt let om sig selv. Hun så sig kort i spejlet hvor hun kunne se sin hud gløde stille op af hendes ukontrollerede følelser - og tog en dyb indånding. Hun ville ikke risikere at skade Roman eller sig selv. Så snart hun havde bare lidt kontrol over sin evne, så listede hun ud af døren og indtil hans soveværelse. Hun var så sikker på han sov, og det var også fint. Alt hun havde behov for var at vide, at der var nogle ved hendes side som ikke ønskede at udnytte hende. Så Amaya listede sig ind og løftede en finger for læberne til hans hund for de skulle være stille. Derefter lagde hun sig bare stille indtil ham og åndede ud. Stadigvæk kunne man tydeligt hører hendes lettere hektiske hjerterytme. Men der var så meget skjult trauma i hendes liv, og nu tilføjet af sin brors død. Den eneste person i sin familie hun faktisk havde tilbage.

Han lagde armen omkring hende og holdt hende tæt indtil sig. Hvilket fik hende til at opdage at han også var vågen. Hun puttede sig indtil ham som han talte. Han havde ret, hun var langtfra okay. Men det var ikke engang mest Marcel der jagtede hendes frygt, hun ville næsten hellere fokusere på sin sorg end frygten fra fortiden. Amaya sank en klump og tog en dyb indånding.
"I'm not," svarede hun næsten åndeløst. Det var ærlig snak, hun var langtfra tilpas. Hun blinkede en enkelt tårer ud som løb henover hendes kind for blot at danse henover hans bryst. "It was just a very bad dream.. reminding me of the past," indrømmede hun. Amaya bed sig let i læben. Levi havde været god at tale med i forhold til Marcel, og han havde også taget sig af hende. Hendes hjerte var svær at kontrollere lige nu.
"I'm scared that my past is gonna come back for me," indrømmede hun og sukkede tungt. "I don't want to go back to Kazan," Amaya holdt vejret lidt og lukkede øjnene i.
"I don't wanna go back to that life.. I.. I can't," hendes vejrtrækning var lettere ustabil og hendes stemme knækkede over i slutningen af den sidste sætning. Indtil videre var det kun hende, Miky og Cassie som kendte til Kazans hemmelighed for de havde levet i det helvede sammen. Selv hvis Harry kunne gøre, var der ingen som fysisk kunne rører ham uden at ende som hende og de andre var gjort. Hvordan bekæmpede man en fjende som man ikke kan røre? Amaya løftede sig stille op på sin albue og så ned på ham.
"If he shows up.. and you see him. Don't fight him," hun virkede mere bekymret for ham end hende. Men Amaya havde Harry et formål med. "One touch and he will block out all logic out of your head.. and I don't want that for you," tilføjede hun og sank en klump. Hun vidste at Roman ikke ville tage let på det hvis han så Harry. Hun mærkede tårerne true hende voldsommere med at komme frem.
"Two of my friends just escaped.. it won't be long till he comes for us," me first - dog valgte hun ikke at sige de sidste ord. Amaya var batteriet og den som kunne få hans evner til at virke ordenligt igen. Hvis han var taktisk, hvilket hun vidste han var - så ville han komme for hende først. "Each of us was giving powers, we were basically gods to them -all expect for one. I can recharge people, and he needs me.. to make sure he can controle everyone.." fortalte hun så og satte sig op. Amaya kørte frusteret hænderne igennem sit hår. "And I'm not strong enough to fight him, not again," indrømmede hun.

Hun trak let på smilebåndet som han sagde, at han ikke havde tænkt sig at lade hende smutte igen. Det var hun taknemlig for. Amaya vidste, at hvis hun nævnte for Legends at hun var i problemer, at de ville smide alt de havde i hænderne for at finde en løsning på hendes problem - men Amaya var også typen som ikke ønskede at folk skulle droppe deres virkelighed for at redde hende eller for at placere deres eget liv som en brik i Harrys spil. Amaya lukkede kort sine øjne og lod sine minder flashe for øjnene af hende. Hun vidste to måder at stoppe Harry på, men den ene af dem ville hun ikke udsætte nogle for - at slå sig selv ihjel virkede ikke som nogen udvej for noget. Den anden var at overbelaste sit system og sende sig selv i et magisk koma - det var lykkedes sidste gang. Og hvis Amaya ikke kunne genoplade Harry - så kunne han ikke gøre meget skade af gangen. Roman pointerede dog hun ikke længere var alene, og selvom hun var taknemlig for de ord -så følte hun alligevel at der var en del valg som hun måtte tage alene.
"I feel like with you by my side, I can get through everything," indrømmede hun så og så tilbage på ham. Hendes mørke øjne lukkede sig mod hans. Amaya og Roman havde en fortid, en fortid der var blevet stoppet på grund af Harry. For dem begge var der sket så mange ting som havde formet dem til nye personer - men en ting syntes aldrig at ændre sig for hende - og det var hvordan han fik hende til at føle sig hjemme.
"There is one thing I need you to know," fortalte hun så og tog en dyb indånding. Lige nu var det ligemeget om han ikke gengalte den følelse hun sad med, men hun følte et behov for at han vidste det. "I never stopped loving you. I just need you to know that.. and remember that." Hun vidste sidst hun var forsvundet måtte have været hårdt, specielt fordi så mange havde formodet hun var død. Denne gang ville hun være sikker på, at hvis hun forsvandt igen - ville alle vide, præcis hvad hun følte omkring dem.

Hun havde ingen anelse om, hvordan han ville tage hendes ord. Det var en af de få ting her i livet hun var sikker på. Den eneste ting hun havde tilbage fra før hun forsvandt, den eneste ting som var bare nogenlunde stabil. Amaya sank en klump som sekunderne føltes som minutter, før han lagde sin hånd mod hendes kind. Det næste var ikke hvad hun havde forventet, men alligevel som hans læber ramte mod hendes følte hun sig komplet. Amaya gengalte kysset og flyttede sig med sin font mod ham for at rykke sig tættere på ham. Hun havde ikke været sammen med andre af kærlighed siden ham, nok havde Harry berørt hende men det havde ikke været med samme følelse som hun havde ligenu. Det var hende som var draget mod Roman og ingen kontrollerede denne her følelse. Amaya fandt sig selv over hans skød med hænderne låst bag hans nakke. Den varme følelse og lyden af hans hjerte der bankede bragte en ro over hende. En ro hun kun fandt hos ham. Amaya vidste hun skulle leve i nuet, og ikke lade sig drive af - hvad nu hvis - det handlede om at have gode minder med sig. Amaya placerede sin pande mod hans som deres læber skiltes og hun fugtede kort sine. Hendes læber længdes allerede efter at blive berørt af hans igen, men hun vidste hun måtte beherske sig selv. Det var hun nød til, var hun ikke?

Hun tog det hele ind, hver eneste følelser, hver eneste bevægelse aktiverede en følelse som fik hendes hjerte til at synge. Hvis man var bange for at miste sin lykkelige slutning, var det så betydning af man havde fundet den? Amaya åbnede sine øjne som han snakkede til hende, og et smil strakte sig på hendes læber. Det var rigtig, ingen af dem havde troet de ville nå tilbage til dette punkt. Hun havde kun drømt om hans læber om hans nærver på de mørkeste dage, hvor hun havde prøvet at kæmpe mod Harrys evner. Sommetider syntes hun at have vundet i bare nogle minutter, men så havde mørket luret hende tilbage til skyggerne igen. Hendes mørke øjne så ind i hans og hendes hjerte syntes at løbe afsted ukontrolleret - men på en anden måde end før, på en  måde hun kunne håndterer.
"I never thought it was possible," åndede hun ud, men hun var glad for det ikke var en drøm - det var virkelighed. Hun placerede sine læber mod hans igen, denne gang mere lidenskabeligt og man kunne mærke små elektriske stød - dog ikke noget der gjorde ondt - de hørte med til hendes nye evner.

Hun huskede tilbage på de eventyr Alexander havde læst for hende dengang hun først havde sneget sig ind på slottet dengang. At være tilbage i Romans favn fik hende til at gennemleve hele den historie, som hun altid som barn havde drømt om. Måske nogle ting bare var skæbnen? Det valgte hun at tro på, i denne her twistede verden måtte der være nogle ting som bare var ment til at skulle høre sammen. Det håbede hun. Amaya nød hud til hud kontakten, og hendes sind føltes så fredfyldt. Som hendes hjerte løb om kap med dem, og begær syntes at fylde hendes lunger i stedet for luft var alting bare perfekt. Fortabt i kærligheden og taget med storm. Han greb om hende og vendte dem så hendes ryg var mod den bløde madras. Hun lyttede til ordene der forlod hans læber, imens hans ånde dansede henover hendes hud. Ordene tryllebandt hendes hjerte, men hvad nytte havde det? Han ejede det allerede, han havde altid ejet det - siden første gang hun havde mødt ham. Selvom det havde taget dem lang tid dengang at indrømme deres følelser for hinanden - så havde hun altid været sikker på dem. Måske var det derfor hun var så ærlig nu? Hvis verden havde givet hende en vigtig lektion, var det at være ærlig og leve i nuet.
"If this is a dream I don't want to ever wake up," svarede hun næsten åndeløst og så ham øjnene.

Hun ønskede ikke at vågne op for dette. Den eneste berøring som fik hendes nervesystem til at synge og næsten skrige for mere. Hun vendte sig om på siden da han lagde sig ned ved siden af hende igen. Amaya sank kort en klump og nikkede efterfølgende til svar på spørgsmålet.
"I always feel better around you," indrømmede hun og trak på smilebåndet. Hun puttede sig automatisk indtil ham og ånedede ud. Søvnen hang over hende og måske det bare var bedst at forsøge at falde i søvn igen. Det ville i hvert fald gøre imorgen til en bedre dag, hvis de begge to ikke var ufattelig overtrætte. Så hun forsøgte at lukke sine øjne, og trygheden omfavnede hende og viste hende vejen til drømme land.
Hun vågnede op nogle timer efter da solen stod op. Førte tanke var det var en drøm, at hun havde drømt at hun var gået indtil ham. Hun rømmede sig kort og gned sig i øjnene. Det var dog som hun åbnede øjnene at hun var klar over, at hun ikke var inde på sit eget værelse - så ikke en drøm. Et tilfreds suk forlod hendes læber som hun vendte sig om mod ham for at nyde ham omkring sig.

//Lidt kort håber det går <33

//Skal vi fortsætte dette emne?

//Nej <3