Remember my name, because you’ll be screaming it later ( TW)

Hun løftede et bryn da han fortalte han var enebarn, derefter fulgte hendes øjner hans skikkelse som han bevægede sig ind i køkkenet for at hente en cola til hende. Hun tog imod den og bankede let på låget (noget som Celest altid havde gjort som barn og Blair sidenhen havde taget sig i at gøre), hun viftede lidt med hånden da han tændte for hans cigaret, nu kunne hun selvfølgelig ikke bestemme om han røg inden for eller ej, bestemt ikke når det var hans egen lejlighed. Men hun brød sig nu ikke synderligt meget om røg i den forstand, så for første gang siden de havde mødt hinanden brugte hun magi og forvandlede smøgen om til et tyggegummi. Hun kunne huske dem fra halvfemserne hvor børn altid købte dem og kunne puste i bunden, hvor der så ville komme hvidt røg ud. Næsten som om man røg selv.
"Hm, jeg kan nu bedst lide at være sammen med mennesker som jeg var indvilliget at være sammen med til at begynde med, og måske har jeg allerede et sted jeg skal være, havde du måske tænkt over det?" spurgte hun og løftede sin bryn mens hun tog en slurk af den kolde cola.

"Du kunne i det mindste havde spurgt om det var okay, det kan godt være du har fået det som du gerne ville have; bare fordi du er enebarn, men manerer det efterlader meget at have ønsket" svarede hun mindst lige så tvært tilbage.
Hendes bryn pressede sig mod hinanden, som han nævnte at alle havde brug for noget spænding. Hun havde mere end nok spænding i hendes liv, selvom hun nok måtte indrømme, at hendes form for spænding, nok ikke ville falde i god jord hos bloddæmonen. Fordi spænding for hende var at tage ud på marked og se hvad de tilbød, eller måske tage i en butik der solgte børger. Spænding var at man endelig fandt noget man havde ledt efter. Men ikke at blive sprunget næsten i luften, bare fordi at der var en mand der ikke helt vidste, hvordan han skulle snakke til en.
Hendes tunge gled hen over hendes læber, som hun rettede sit blik mod omgivelserne, tog hans bolig ind. Den bar præg af en mand der enden altid skulle leve til en hvis standart, eller også havde han ikke tænkt sig bare at blive et par dage, før han smuttede igen. Det lod hendes tanker drage den konklusion at han nok var her for at etablerer noget for hans familie. Hvad, det kunne hun desværre ikke vide.
"Nej, det tænkte jeg nok du ikke havde" sagde hun og lod endelig hendes øjne genfinde ham med et let smil på læberne. Hendes smil formåede aldrig at blive mere end en let løften af smilebåndet, mest af alt fordi hun ikke brød sig om de smile huller hun fik når hun gjorde.

Hendes blik vandrede sig langsomt mod ham, hun kunne mærke hvordan at hendes hjerte begyndte at hamre imod hendes brystkasse. Og ikke i den forstand at hun håbede han ville kysse hende, eller gøre noget som man i gamle dage ville kalde, 'uanstændigt'. Måske var det grunden til hun næsten stivnede da han rykkede tættere på, og hvorfor hun hellere ikke sagde nej som han lod hans læber ramme hendes kæbe. Måske var det ikke noget en anden ville have taget personligt, og måske var det en anelse overdrevet den måde vreden begyndte at ulme i hendes brystkasse. Men der var en ting omkring Blair, mange aldrig fik lov til at se, men som altid var der i baghoved af hendes kræfter. Hvor kaotisk og voldsom hun var, hvor meget vrede der lå og var klar på at eksplodere når hun fik chancen for det. Til dæmons uheld havde han trykket på alle de knapper han kunne komme i nærheden af, knapper der fik hende til at flyve op fra sofaen og med en kræftfuld magi grab hendes magi omkring hans krop. Ordene der forlod hendes mund på oldengelsk blev højere som hun slyngede ham ud af vinduet. Derefter greb hun sine ting og løb ud af døren. Kun for at skabe en mur mellem hende og hunden, der tydeligvis ikke var glad for hvad hun lige havde gjort mod hans ejer.

Hendes blik lagde sig på døren ud til vejen, den vej hun lige havde kastet dæmonen ud, derefter drejede hun rundt på hælen og fandt bagudgangen til gården hvor hun stak af. Ikke om nogen mand eller kvinde nogen sinde skulle komme så tæt på hende, eller fremmane sådan en frygt i hendes brystkasse. Så hun løb, løb så stærkt at hun kunne smage jern grundet lungerne der arbejde på overarbejde og trykkede ubehageligt mod hendes brystkasse. Men hun havde ikke tænkt sig at stoppe før hun var sikkert hjemme.