Remember my name, because you’ll be screaming it later ( TW)

**Humør** : Do you wanna know? **Antal indlæg** : 28

Til @Blair

Dato: 23/07
Tid: 15:30
Vejr: alt for varmt
Outfit

Markedet var tæt pakket af folk, ferien var i fuld gang og varmen var næsten ulidelig, selv i skyggen smeltede alt. Der var som altid en del politi tilstede, for at sikre der ikke blev solgt ting, der ikke var tilladt. Men det så ud til de havde travlt med alle mulige mærkelige opgaver, det var næsten komisk at se på, folk troede åbenbart de kunne hjælpe med alt.
En høj skikkelse, stod lænede op ad en mur nær en lille cafe, lige ved markedspladsen. Solbriller de dækkede for et par næsten sølvfarvede øjne, en smøg hvilede i hans mundvig, og et skævt smil hvilede imod hans læbe som han drejede hovedet let, for at betragte mængden. Dante passede ikke synderlig godt ind, en del af hans tatoverede krop kunne ses, og hans skikkelse var stor og veltrænet, så man bag brilleren ville man, også se et meget køligt men selvsikkert blik, det var næsten tydeligt at denne mand var problemer.
De fleste folk der så ham, gik også hurtig forbi eller fandt en anden vej, det var næsten komisk at hans tilstedeværelse kunne skræmme sølle mennesker.

Dante havde forladt Italien i en uges tid, det var rart at komme lidt væk fra mafiaen, selvom han dog også havde et par opgaver der skulle løses, og nogle penge der skulle høstes. Men der var altid tid til lidt sjov, og der var masser af sjov heromkring, dog var han ikke sikker på hvad han lavede her.
Han tog det sidste sug, før han kvaste smøgen imod muren og kaste den fra sig, som han gik væk fra muren efter at havde stået der i mindst en time for at betragte omgivelserne.
Et skævt smil gled over hans læbe, som han passerede en skraldespand, og som han fortsatte vider eksploderede den af sig selv? eller gjorde den ?
Han kunne ikke undgå at grine koldt, som politiet løb til stedet og folk panikkede, fik bene på nakken for at komme væk, de troede åbenbart det var terror især da et par ekstra skraldespand rundt omkring eksploderede.

Dante vandre roligt videre væk fra stedet, imod en bod der så ud til at sælge alkohol, her bestilte han en vodka, før han stille sig ved et barbord. Her lænede hans sig imod bordet og støttede med albuen, imens han skubbe brilleren op og lod blikket vandre lidt rundt, måske i håb på at finde lidt mere underholdning.

**Antal indlæg** : 18

Det var ikke ofte det skete, hvis det overhoved skete, at man så Blair finde vej væk familien som hun var blevet en del af. Dette var en af disse dage, hvor efter hun havde hørt fra Celest at marked i Aston skulle have nogle fantastiske ting til salg. Så det var her hendes ben havde taget hende hen, som hun gik og næsten kramagtigt holdte fast i hendes taske i frygt for at nogle ville stjæle den. Ikke fordi der var noget af værdi i den, men fordi at Malcom havde købt den til hende, med en henkastet bemærkning om at den anden alligevel havde været ved at gå fra hinanden. Det var dumt hvordan sådan en lille ting, kunne gøre hende total blød i benene.
Hun havde ikke været på marked i mere end nogle timer, hver bod blev inspiceret med nøje og interesseret øjne. Der blev stillet spørgsmål, de gange hvor der selvfølgelig blev talt til hende, for at tage kontakten og starte en samtale op; det var ikke noget hun gjorde sig i mest af alt fordi hun altid følte sig for akavet til at strikke en sætning sammen der var fyldestgørende.
Ellers havde dagen forgået ganske begivenhedsfri, eller det var ind til at en bombe pludselig sprang og folk begyndte at skrige og løb væk fra stedet. Blair selv gemte sig bag den bod hun havde været ved for at inspicere det alkohol de solgte. Men da det ikke virkede til der skete mere, fortsatte verden næsten som om intet var hent. En anelse akavet og flov rejste hun sig op fra gennemstedet, og børstede det støv der var kommet på hendes fine sommerkjole væk. ”Er du okay?” spurgte ejeren og Blair nikkede hurtigt ”hvad med du sætter dig, og jeg kommer over med noget du kan dulme nerverne på?” et lille smil formede sig over hendes læber som hun takkede ejeren og gik hen til en af bordene og satte sig ned med et lille rystende suk.

**Humør** : Do you wanna know? **Antal indlæg** : 28

Det var næsten en skam, at folk så hurtigt følte sig trygge igen, men der var sikkert mere sjov på vej, hvor Dante var skete der ofte problemer. Et let suk slap hans læbe, som folk begyndte at slappe af igen, men smilede lidt skævt som en flot kvinde, satte sig ned ved et af bordene ikke langt fra hvor han stod, ved et af de højere barborde. Hans blik vandre over hende, de sølvgrå øjne så overvejende på hende, som han prøvede at vurderer om han skulle tage kontakt. En hånd kørte over det satte blonde hår, som han hævede sit glas for at tømme det i en slurk. En plan formede sig i hans forskruet sind, som han kiggede på bordet et stykke bag kvinden, før han smilede skævt som han langsomt rette sig helt op.
I løbet af ganske få sekunder, ramte en ny eksplosion bordet længere bag hende, han sørgede for ikke at virke mistænksom. Som bordet blev til splintre da det sprang, satte han i en kort spurt hen, for at kaste sig over hende og vældede hende omkuld, som han lage armene beskyttende omkring hendes skikkelse. Idet træsplinter fløj imod hans ryg men netop beskyttede hendes krop.
Dante så mod hende " er du okay?" hviskede hviskede han i hendes ører, som han begyndte at slippe hende, og lod blikket vandre rundt " du er ikke sikker her!" sagde han så fast, med en tyk italiensk accent i den dybe stemme. Som han greb fat om hendes arm, og fik hende hevet op, for at trække hende med væk fra stedet, hen til en sidegade hvor han slap hende.
Dante var skuespillernes mester, han så oprigtigt bekymret på hende, som han lagde armen over kors, og trak vejret hurtigt mest for at snyde lidt, han var ikke rigtig forpustet. " du burde være sikker her " sagde han, nu mere roligt og skævede imod udgangen af sidegaden, heldigvis havde politiet ikke set ham.

**Antal indlæg** : 18

Hun nåede lige at lukke øjnene som et brag lød ved siden af hende. Et hvin forlod hendes læber og hendes arme gled instinktivt op for at skærme sig fra det der måtte komme hendes vej. Det hele skete så hurtigt, at hun glemte at hun faktisk havde muligheden for at beskytte sig selv, med hendes magi. Måske var det også fordi at en anden vægt lagde sig hen over hende, da en stemme ramte hendes øregang, og hun kunne mærke hans tunge ånde mod hendes hud, stivnede hun helt. Hendes øjne blev store, som det gik op for hende, at det ikke var fra eksplosionen men en person, som havde lagt sig på hende.
”Hvad, Hej, Hallo! Nej!” hun strittede imod, men hun havde ingen chance imod hans styrke som hun blev slæbt afsted, hun vendte sig og så med fortvivlelse hvordan hendes taske lå på jorden. Med en hurtig besværgelse, fik hun hidkaldt tasken og kunne derefter fokusere på om hun kunne komme ud af hans greb.
”Sikker!?” hun skubbede ham af sig og overvejede kort at smække tasken i hoved på ham, bare for at understrege hun ikke var okay med hans behandling af hende. ”Du kan ikke bare sådan slæbe afsted med mig!” skreg hun, og måtte derefter trække nogle dybe vejrtrækninger ned i lungerne for ikke at eksplodere og udrette mere skade end der allerede var sket. ”Min taske” sagde hun nu med fortvivlelse i stemmen som hun så hvordan at der var kommet en masse huller i læderet.

**Humør** : Do you wanna know? **Antal indlæg** : 28

Om kvinden faktisk hoppe på hans nummer, anede han intet om men lige meget hvad, var det underholdende for ham. Hvis hun ikke gik med ham, kunne han altid tvinge hende, som han lå over hende opfangede han lugten af heks, det var altid spændende. Han gav hende ikke rigtig noget valg, om hun ville med ham eller ej, og tasken bemærkede han ikke, men han var også mand behøvede ikke at tænke på den slags.
Som de nåde sidegaden, og hun skubbe til ham flytte han sig fra hende, og lod blikket vandre over hende som hun snakkede til ham.
Han fnøs let, et øjenbryn skød op som hovedet gled på skrå, før han kort vente ryggen til hende for at vise, hans ryg var fyldt med stumper af træ, og blod som nogle havde boret sig længere ind, han vendte sig igen imod hende "ville du heller have, hvem end der fik bordet til at springe i luften, til at få fat på dig? end at jeg tog dig i sikkerhede?" svarede han undrende.
Som hun kigge på den ødelagte taske, rystede han svagt på hovedet " heller den fik skader end din egen ryg?" svarede han kort for hovedet, imens han trådte et skridt frem imod hende. Og rakte en bred hånd frem imod hende som de sølvfarvede øjne søgte hendes " jeg skal nok betale dig for en ny taske" sagde han kort, før han sendte et skævt smil " Dante " sagde han præsenterende, før han blinkede let til hende " og navnet på den skønjomfru i nød ?" spurgte han nu mere charmerende, og en smule mere varme i den stadig meget dybe stemme, imens hans blik betragtede hende nysgerrigt.

**Antal indlæg** : 18

Hun åbnede munden for at svare tilbage, men ingen ord nåede at forlade hende, da læberne pressede sig sammen i en tynd linje og hendes øjne blev smalle. ”Hvad mener du med hvem end der fik det til at springe i luften?” måske var det blot fordi hun var paranoid anlagt, og altid havde været det, at det straks fik hende til at tro, at han faktisk var manden som havde været skyld i alle de problemer der var sket inden for ganske kort tid. Hvordan kunne han ellers havde sat sig så mageligt tilpas, når alle andre havde stukket af?
Da han kom tættere på, trådte hun et skridt tilbage, kun for at opdage at der var en væg presset mod hendes ryg. Fanget, som en mus i en musefælde, og her var katten på vej til at æde hende op—så meget var hun sikker på. I det mindste var hendes blod ikke noget han ville bryde sig om, hvilket fik hende til at tro at hun i det mindste var delvist i sikkerhed.
”Det handler ikke om at jeg skal have en ny taske, men hvad tasken betød for mig” svarede hun kort igen, hendes øjne flakkede kort mod den hånd han havde rakt frem imod hende, inden hun kiggede op mod ham igen; ”skønjomfru—” hun fnyste og med et hovedrysten kiggede hun væk ”vi burde se at få kigget på de sår i din ryg, kom vi finder en ambulance, eller nogen der kan kigge på dig” sagde hun, og prøvede at træde et skridt fremad for at bevæge sig uden om ham.

**Humør** : Do you wanna know? **Antal indlæg** : 28

Dante betragtede hende som hendes øjne blev smaller, og hendes ord lød hvilket fik ham, til at smile skævt så hun var ikke så nem at narrer? Han trak på skulderen " hvem ved? jeg nåde ikke at se hvem? " svarede han let, det var nok en halv sandhed. Hun var heks hvilket gjorde hendes blod, ikke interessant for ham, men det betød ikke, at hun ikke kunne andre ting ?
Hendes ryg blev presset mod muren, han trådte lidt længere frem imod hende, hans bevægelser var rolige men han virkede også udfordrende. Som hun igen snakkede om tasken, slap han et svagt suk " hvis den betyder så meget, skal jeg nok få den fikset " sagde han så, trods alt var det hans egen skyld, selvom det ikke betød noget for ham.
Som hun trådte frem, lod han en hånd imod hendes skulder stoppe hende, imens han smilede drilsk til hende " nej tak, jeg vil heller have din hjælp " svarede han ærligt. Ikke om han ville søge hjælp fra ambulance, det ville bare risikere ham flere problemer, det var rigeligt i forvejen. Hans blik vandre over hende " tag mig med dig, et lille eventyr kan vel ikke skade smukke?" sagde han lidt drilsk, som han langsomt slap hende igen. For at fiske en smøg op af lommen og placere i hans mundvig, før han fik den tændt og tog et dybt sug, før han lavede røgringe som den føj ud.
Han var ikke sikker på om hun ville flygte, men han var nysgerrig på hende nu, og han savnede underholdning så hun slap nok ikke af med ham så let, han lod en hånd køre igennem håret, imens han så letter afventende på hende" dit navn?" sagde han spørgende igen.

**Antal indlæg** : 18

Det glippede i hele hendes krop da hans hånd lagde sig mod hendes skulder, der var noget omkring hele hans måde at opføre sig på, der fik det til at løbe koldt ned ad hendes ryg. Der stod hun, tydeligvis en genstand af dæmonens interesse, hvilket kun fik hende til at tro at han havde lavet eksplosionen for at komme tættere på hende. En tanke der ikke lige nu, fik hende til at føle sig beæret eller eftertragtet.
”Min hjælp?” svarede hun med en let rystende stemme, hvor han derefter ville have hende med på eventyr ”altså der er bedre måder at få folks opmærksomhed” sagde hun, hun kunne mærke hvordan hendes stemme havde svundet langsomt ind, velvidende at det næsten ikke ville sige nok ikke ville gøre sagen for hende yderligere bedre. ”Jeg, øh, hvor bor du, så hjælper jeg med dine sår, også tror jeg også jeg har fået nok eventyr i dag” sagde hun og nikkede hurtigt, i håb om at det hun i det mindste sagde ja til at gå med ham et sted hen, ville få ham til at slappe af med berøringerne. Nok en fejl vurdering fra heksens side; men det måtte tiden vise.

**Humør** : Do you wanna know? **Antal indlæg** : 28

Dante var van til, folk der frygte ham blot på grund af hans udseende, men man så heller ikke mange folk med så mange tatoveringer som han bar. Det var kun hans ansigt der ikke var dækket, og så var han høj og muskuløs fra sin dæmon del. Han lagde hovedet let på skrå " ja din hjælp?" svarede han som om det var det mest logiske i verden, men trak så på smilebåndet " ligner jeg en der søger hjælp ved hospitaler ?" spurgt han, med en anelse advarsel i stemmen. Han slap en kort latter, en dyb næsten faretruende latter, som han slap hende igen "ja det er der sikkert, men hvad er det sjove i det? " svarede han.
Dante så kort op ad hende, før han smilede en smule mere frækt " fint, men vent og se" svarede han, før han puste røg ud, og kiggede ganske kort rundt for lige at orientere sig, før han nikkede let " jeg bor tæt på, følg med " det var mere en ordre end det var et spørgsmål, før han vendte rundt på hælen og gik imod, den ende de ikke var kommet fra. Hænderne stak han i lommeren og hun ville nok bemærke, en pistol placeret i hans baglomme, han var jo fra mafiaen så den var altid med ham.
Dante skævede tilbage for at sikre sig hun var med ham, ellers ville han hente hende, om han så end måtte smide hende over skulderen, så var hun nu i hans varetægt. Han var ikke så god til det der, med hvad andre følte eller havde lyst til, han var grænsesøgende, og meget dominerende. Men hun ville nok snart lære mere om den dæmon, hun denne dag var endt med at møde.

**Antal indlæg** : 18

Hun blinkede lidt og kunne mærke frygten begyndte at brede sig i hendes brystkasse, der var noget der manglede i situationen; måske var det empati fra bloddæmonen. Grænsen der var mellem hvad man kunne forvente af andre, den var tydeligvis ganske udvisket for Dante, som han havde præsenterede sig for hende. Med bankende hjerte fulgte hun først efter, og da han lod blikket glide hen over skulderen for at sikre at hun gik med, gav hun ham bare et forsigtigt smil—mest fordi hun ikke turde andet. Men så snart at han kiggede tilbage på vejen foran sig, tog hun chancen og vendte den anden retning, hun begyndte at løbe, velvidende at hun hverken var lige så hurtig eller stærk som ham.
”Sæt mig ned!” lød det arrigt fra hende, da han fik fat i hende og smed hende over skulderen. Hun burde næsten have vidst det ville komme, men måske hun havde håbet at han ikke ville gå til sådanne ekstremer? I hvert fald skulle hun ikke gå stille afsted med ham, så meget var sikker! På trods af nervøsiteten stadig ulmede i hendes indre og gjorde hendes håndflader en anelse fugtige. Hun skulle aldrig være taget ud alene, så meget var i hvert fald sikkert.

**Humør** : Do you wanna know? **Antal indlæg** : 28

Home
Bruce

Dante havde aldrig været så god, til det der med at se andres behov, eller deres personlige atmosfærer det var ikke noget han opfangede. Som hun fulgte med da han så tilbage, smilede han skævt til hende, men ligeså snart han hørte lyden af hendes løbene skridt, var der ikke mange sekunder, der gik før han løb efter hende og fik nået at tage fat i hende. Han sukke lidt dramatisk, som han løftede hende over sin skulder, som var hun en sæk kartofler.
Som hun bad ham sætte hende ned, fnøs han tørt " jeg gav dig en mulighed, for at gå med? " sagde han med en legende tone, som han begyndte at gå i den retning de før havde været på vej imod. " du valgte at trosse mig" tilføj han, før han dog valgte at tage pistolen fra sin baglomme, i den hånd der ikke var omkring hende, for hun ikke skulle få fat på den. Hun hang med hoved imod hans blodige ryg, han virkede helt upåvirket af skaderne, som han bar hende imod hans hjem, og havde igen planer om at stoppe før han nåde frem.

Efter 10 til 15 minutter, låste han døren op til sin lejlighed, i det de trådte ind blev de mødte, af et muskelbundt af en hund, som dog kærligt kælede sig imod Dantes ben " Bruce " sagde han kort glad, før han gik helt ind og låste døren, før han pegede imod døren med pistolen " guard " sagde han og i det samme, gik den store hund, hen for at stille sig foran døren for at spærre vejen ud.
Dante fik sparket sine sko af, før han gik helt ind i stuen med, hende for at sætte hende på sofaen før han forsvandt ud i køkkenet.
Han kom tilbage med et par øldåser, et par colaflasker, en flaske vand og noget vodka før det hele blev sat på sofabordet foran hende. De sølvgrå øjne søgte hendes, som hans læber spredte sig i et bredt smil, imens pistolen blev gemt væk oppe på en reol meget højt.
Han kiggede nysgerrigt på hende " øhh beklager behandlingen, men du ville være gået fra mig" sagde han en smule tørt, og lød næsten skuffet " men tag for dig, du skal stadig hjælpe mig smukke" sagde han, som han nikkede imod sin ryg men blev dog stående.

**Antal indlæg** : 18

“Du tvang mig!” svarede hun igen og overvejede kort hvordan hun på bedstevis, kunne komme ud af denne situation som hun havde sat sig selv i. For selvom hun kunne nemt knække nakken på ham med en besværgelse, eller sætte ild til ham, eller måske bare få det til at følelse som om alle blodåre i hans hoved var ved at gå i stykker, så ville hun hellere ikke drage for meget opmærksomhed på sig selv, mest af alt var hun bare nervøs for hvad der ville ske, hvis nogen opdagede hun var en heks.

Der gik ikke mange minutter før at hun overgav sig til hendes skæbne og lod hendes hånd holde hendes kæbe som han slæbte afsted med hende, hold kæft hvor var det ydmygende at blive båret afsted gennem byen på den her måde; hun kunne allerede se det for sig, hvordan at Malcome ville kigge på hende, når hun kom tilbage og denne bloddæmons duft ville være over det hele på hende. Fantastisk. Hendes øjne lukkede, og ikke mange minutter efter blev hun fragtet ind i hans lejlighed og smidt i sofaen.
Hendes blik rettede sig mod hans skikkelse som han bevægede sig rundt og kom tilbage med hvad der lignede en halv bar. Et fnys forlod hende da han lagde pistolen væk fra hendes rækkevidde, hun overvejede om hun skulle fortælle ham at hvis hun kunne bruge pistolen, ville det nok ikke være et problem for hende at få den ned derfra.
”Det er lidt for sent at undskylde for noget du allerede har gjort—især når jeg betvivler du overhoved er ked af det” mumlede hun og lagde armene over kors ”og hvorfor skal jeg hjælpe dig?” spurgte hun, hun var ikke just i et hjælpsomt hjørne længere, hvis hun skulle være ærlig.

**Humør** : Do you wanna know? **Antal indlæg** : 28

Dante var ligeglad med om hun blev flov eller ej, hun kunne bare være fuldt med ham, for ham var det lidt pointen men hans tanker fungerede heller ikke helt som det burde. Han var også lidt for van til, at få hvad han pegede på, han var mafia barn og vokset op i det miljø. Han sørgede dog for at undgå meget befærde veje, det måtte hun da sætte lidt pris på? Han mente selv hun var blevet advaret, ellers lignede han vel også lidt en fyr der kunne finde på alt ? Hjemme i Italien havde han en person, ansat til at rydde op efter hans lort, men han havde dog insisteret på han sagtens kunne klare denne tur alene.

Han fik hende sat ned, før han hente drikkevarer og var ikke klar over, hendes humør ikke var som han regnede med? Som hun vrissede af ham, lagde han armene over kors imens det ene bryn skød op. Han smilede skævt til hende " ked af hvad ? jeg ejer ikke sådan følelser" svarede han en anelse ærligt, før hendes næste ord fik ham til at fnyse " fordi du gerne vil væk fra mig igen ? " svarede han, som om det var det mest åbenlyse i verden " og fordi jeg redde dig?" tilføj han. Dante behøvede ikke indrømme han var skylden, i den panik der var kommet, det måtte hun selv gætte sig til.
Dante tog flasken med vodka, før han åbnede den for at tage en slurk af selve flasken, før han satte den fra sig og roligt vandre hen til sofaen for at sætte sig lige ved siden af hende, dog med afstand imellem.

Han kørte en hånd igennem håret, imens han vendte blikket imod hende, og lagde hoved en smule på skrå som han betragtede hende " jeg skal nok betale for din taske kan blive fikset " sagde han stille. Det var vel hans eneste måde at være sød på, men det var hun nok pænt ligeglad med. Hans blik skævede kort ud mod gangen men den store hund, lå foran døren og holdt vagt som han havde fået besked på. Den hund var nok det eneste i verden han sådan rigtig elskede, blikket blev rettet tilbage imod hende " jo hurtigere du fikser mig, jo hurtigere vil jeg lade dig gå" slutte han af.

**Antal indlæg** : 18

Hun fulgte ham med øjnene vejede hendes muligheder, som han blev ved med at køre rundt I det, hun havde ingen anelse om hvor hun havde ham, hvis hun skulle være ærlig. Og jo længere tid hun brugte i hans selskab, desto mere vidste hun at dette kunne ende af to veje. Et, var at han viste sig faktisk slet ikke at være så slem som hun troede han var, men den ide syntes at falde i takt med at hun befandt sig i hans nærvær. Og så var der mulighed nummer to, han ville aldrig lade hende gå, og hvis det sket kunne det godt være hun blev nødt til at ty til magi.
”Jeg har sagt det fint med tasken” sagde hun en anelse tvært og rullede så med øjnene ”set dig ned og tag overtøjet af, så kigger jeg på det” fik hun sagt med et suk, hvis han virkelig havde tænkt sig at lade hende gå, var det vel det bedste hun kunne gå med til. Og hvis han ikke artede sig, ville hun bare få de sår til at gøre mere ondt; så uskyldig var hun trods alt ikke.

**Humør** : Do you wanna know? **Antal indlæg** : 28

Dante havde ikke rigtig nogle sand plan med hende, andet end lidt underholdning for en stund, men han vidste også at hun nok ikke ønskede at blive, efter det der allerede var sket, så skulle han i hvert fald være lidt sød nu hvis han kunne overholde det. Han nikkede let, og lod emnet om tasken ligge nu hvor hun virkede irriteret over det, før han rejste sig op og forsvandt kort ind på værelset, for at hente en førstehjælps taske frem, og fiskede en pincet og renseservietter frem som han lagde til hende på bordet, før han lagde tasken.
Dante hentede en spisebordstol, for at sætte den foran hende, før han trak sit tøj af med en meget kort grimasse. Han smed det på gulvet før han tog plads, sendte et kort smil til hende, som han vendte ryggen imod hende. Nu var det tydeligt at hele hans krop på nær ansigt var dækket af tatoveringer, der sad nok 5 løse stykker træ og 2 der var gået lidt dybere ind i huden.
" hvis ikke ulykken var sket, havde jeg inviteret dig på en drink" pointerede han med en mere rolig stemme, som han lagde sine arme imod bene, imens han afventede at hun hjalp ham" tak " sagde han, og lød oprigtig taknemlig, selvom han ikke mente det helt, men hvis hun kunne få dem ud af ham, ville hans hud hele efter en halv times tid.

**Antal indlæg** : 18

Igen blev hun siddende, hendes mørke øjne fulgte ham som han bevægede sig rundt i hans lejlighed, og lod et lille suk forlade hende da det endelig så ud til, at han ville sætte sig ned og fjerne tøjet på overkroppen så hun kunne komme til. Selvom hun ikke nødvendigvis havde behøvet pincetten tog hun den alligevel op som hendes blik scannede hans overkrop. Det ville være svært at undgå at se de mange tatoveringer, selvom hun havde sin fokus på de stykker af træ, som havde boret sig ind i hans hud. "Du kan godt droppe det, jeg ved du lavede de eksplosioner, det kan godt være jeg er en anelse blåøjet, men jeg er ikke dum" mumblede hun som hun begyndte at hive splinter ud af ryggen på ham. "Yeah, jeg vil dog sige det er bedre måde at få kvinders opmærksomhed, næste gang kan du bare gå he og sige, ja hvad ved jeg, hej måske? Det virker en anelse nemmere end at lade ting eksplodere, eller er kvinder bare generelt vildere med rednings mænd i Italien?" spurgte hun, ikke at hun var helt sikker på hun havde ret i hendes antagelse, men der var en måde han udtalte de engelske ord, der med det samme fik hende til at tænke på italien.

**Humør** : Do you wanna know? **Antal indlæg** : 28

Dante fik endelig sat sig til rette, han var ikke typen der kunne sidde længe, meget tid af gangen der var nok en smule damp i ham. Han blotte sin ryg for hende, som hun snakkede slap han et let suk, og nikkede svagt med hovedet " du har ret, og jeg vidste næsten godt du havde regnet det ud" svarede han stille, som han pillede lidt ved sit knæ med den ene hånd. Som hun begyndte at hive dem ud, sagde han ikke noget til det, kun ved dem som sad længere inde i huden, der gav det et lille ryk i ham.
Han lytte til hendes ord, rynkede let på næsen som hun kom med forslag, før han slap et suk mere, og smilede skævet for sig selv. " det er nemmer ja? men hvad er det sjove i det? " startede han roligt ud, imens han prøvede at forholde sig stille" men mange ville med det samme ikke svarer mig, ser du folk har det med at dømme mig " sagde han lidt mere ærligt, før han lo let hvilket fik hans krop til at ryste lidt " desværre ikke, jeg håbe de var vildere her" svarede han let som han slap et suk.
Han drejede hovedet for at skæve til hende " beklager min opførelse, jeg syntes du var smuk, og ja fik vist handlet uden omtanke " sagde han, og lød denne gang oprigtig undskyldende. Han så lidt frem for sig igen " vil du drikke bare en drink eller to med mig efter? så skal jeg nok lade dig gå" tilføj han lidt mere nysgerrig i stemmen, og med lidt mere accent nu hvor hun havde afsløret ham.

**Antal indlæg** : 18

”der er også andre måder at få folks opmærksomhed end at skabe vild panik” sagde hun som hendes øjne blev langsomt smallere i takt med at hun trak splinterne ud af hans hud, med et dybt suk bevægede hun sig tættere på, mest af alt så hun kunne se bedre, mest af alt fordi det var svært at se noget for alle de tatoveringer som der bredte sig hen over hans ryg.
”Så, fordi at de er fyldt med tatoveringer vil folk ikke snakke med dig? Ville sige, at så er folk ikke værd at snakke med” svarede hun ærligt, det eneste grund til hun ville løbe hendes vej, var fordi hun var nervøs for hvad han kunne finde på hvis han fik hende alene. Især efter han havde tyet til at springe ting i luften, bare for at snakke med hende. Igen, hun kunne finde på mange andre måder at få hendes opmærksomhed der nok havde virket endnu mere effektivt. Og så hjalp det hellere ikke at han havde smidt hende over skulderen og båret hende herhen. ”Tak” mumlede hun som han sagde hun var smuk, hun kunne ikke helt gemme smilet der formede sig hen over hendes læber. Hun var ikke sikker på, hvornår hun sidst var blevet kaldt det.
”Så, hvad laver du hele vejen her over fra Italien?” spurgte hun, og sagde hverken ja eller nej til hans tilbud om at få en drink bag efter. Det kom an på hvordan han opførte sig de næste par minutter, mens hun fik fikset hans ryg.

**Humør** : Do you wanna know? **Antal indlæg** : 28

Dante smilede skævt for sig selv, som hun svarede ham " ja det sandt nok" svarede han let. Han havde aldrig været god til at opfører, sig som de fleste andre gjorde det lå næsten til ham, at tage chancer og leve livet lidt på kanten, det var nok hans måde at prøve grænser af, og leve livet bare en smule mere frit selvom man aldrig var fri for mafiaen.
Han lo en smule som hun igen snakkede, imens han let løftede en arm for at kører den igennem håret " det nok desværre kun derfor, ser du mange ser mig med det samme som en farlig type " sagde han roligt, han kunne mærke hende komme tætter på hans ryg, men sagde ikke noget til det ærligt ville han genre have hende endnu tætter på.
Dante smilede let han var ikke sikker, på hun ville have snakket med ham, hvis han bare var kommet til hende men måske det var bedre at lade den del ligge for nu, hvis han ønskede hun ikke gik snart.
Han kunne ikke se hendes smil, men kunne næsten fornemme det, mange folk glemte at kommentere på skønhed " du er en smuk kvinde, husk på det " tilføj han roligt, som han begyndte at trippe lidt med foden som hun fortsatte med at trække stumperne ud " er der mange ?" spurgt han lidt nysgerrigt, det var ikke første gang han havde siddet sådan her, og det blev nok ikke sidste.
Som hun ikke svarede hans spørgsmål, valgte han at lade det ligge selvom det ikke helt lå til ham, vidste han godt hun nok lige nu ikke troede særlig meget på ham. " jeg kom hertil for at klare et par arbejdsopgaver, og så er mit andet hjem her" svarede han ærligt. Behøvede ikke at nævne han var fra mafiaen, selvom der nok var enkle ting rundt omkring der kunne få hende til at tænke i den retning.
Han prøvede at forholde sig rolig, og lige i denne stund være mere venlig, selvom han havde en hel del andre tanker som hun nok ikke ønskede at kende til.

**Antal indlæg** : 18

"Mmmh, og du vil nu sikkert prøve at overbevise mig, at du faktisk slet ikke er farlig" hun lod tungen remme hendes overlæbe, som hun begyndte at fokusere sig mere, hendes fingre gled hen over hans hud, mest af alt for at se om hun kunne finde alle de små stykker af træ og splinter som havde trængt sig ind i hans hud. "Vil jeg prøve" sagde hun en anelse fraværrende, da hun begyndte at arbejde på en af de større splinter. "Yeah der er mange, sid stille" hun lagde hendes hænder på hans skuldre, for at instruerer ham i hvordan han skulle sidde. "Så dine arbejdsopgaver er færdig, så tager du tilbage til Italien?" spurgte hun og kneb øjnene mere sammen "okay, den her kommer nok til at gøre ondt, den sidder dybere inde end de andre, virkelig, af alle de ting du kunne have gjort for at få min opmærksomhed" hun slog et lille klik med tungen og begyndte at arbejde på en af de større stykker.

**Humør** : Do you wanna know? **Antal indlæg** : 28

Han smilede skævt for sig selv " jeg kan ikke love noget, men det betyder ikke jeg er farlig, overfor alle" svarede han, det var vel ikke helt løgen? Han kunne mærke hendes fingere over hans hud, det fik ham til at bide sig i lidt i læben da hans tanke, røg et helt andet sted hen og han prøvede på ikke at blive tændt på hende allerede.
Dante lo let men satte sig, som hun guide ham til for at hjælpe til, han fnøs en anelse " det er jeg sgu ikke så godt til" Sagde han en anelse ærligt, men prøvede at forholde sig i ro som hun havde bedt ham om.
Han sukke svagt " ja eller, ofte bliver jeg et par dage mere, så det også turen værd" sagde han let, han ville stadig ikke fortælle hans arbejde, det var ikke alle der fandt de så spænede som ham selv, men han var så også født ind i det, selvom de færreste ønskede at han en dag skulle tage sin fares plads, især fordi han nok var den vildsete af mafia børnene.
Dante bed sig i læben, som hun begyndte på en af de dybe, han utalte et par enkle italienske bande ord, men forholdt sig roligt men knytte dog den ene næve. " ja men det virkede vel ? " svarede han med en lidt drilsk tone, som han smilede svagt for sig selv " og du kom ikke selv alvorligt til skade, det vel det vigtigste. Jeg er ikke så god til det der normale flirteri. Men du fangede min interesse og jeg handlede. Jeg fortryder kun at jeg bar dig " sagde han, men bande som hun fik fat længere inde " men jeg er ikke så slem igen" tilføj han en smule drilsk.

**Antal indlæg** : 18

"Nej det kan godt være, men du bliver stadig nød til at prøve" sagde hun med en kant af hårdhed i stemmen, heldigvis for ham, var hun ikke tankelæser og kunne derfor hellere ikke gætte sig til hvorfor, at han måske havde problemer med at sidde stille. Foruden han selvfølgelig lige havde fortalt hende, at han ikke var særlig god til det.
"Hmm, bestemt, jeg er også selv lige kommet hertil, hvis min skotske accent ikke skulle have afsløret mig" forklarede hun, selvom hun ikke havde den tykkeste accent som nogle af de andre i packen havde. Måske var det fordi hun brugte så meget tid med Malcome, der havde noget udefinerbart i den måde han udtalte ord på, selvom hun aldrig rigtig havde tænkt over det på den måde.
Hendes øjne blev smalle, som hun hæv til, måske en anelse hårde end hun havde behøvet. "Gjorde det ondt? Godt" brummede hun, før hun lod fingrene glide yderligere over huden "altså alle de her tatoveringer gør det næsten umuligt for mig at gætte hvad er hvad" mumlede hun en anelse utilfreds, hun burde have været færdig nu, hvis det ikke havde været fordi det var så svært for hende at se splinterne.

**Humør** : Do you wanna know? **Antal indlæg** : 28

Dante knurrede svagt, som om hun bestemte over ham, havde hun selv kunne sidde stille nok? Det var ikke ligefrem behageligt, at hevet dem ud af huden " jeg prøver for helvede også" vrissede han lidt utilfreds af hende, selvom hun dog hjalp ham gad han ikke blive hønset med. Han rynkede let på næsen, havde ikke helt fanget hendes accent, men hans var nok også tydligere men han skjulte den heller ikke, ofte hjalp den på hans charme.
" Har du boet der hele dit liv så?" spurgte han, imens han prøvede at forholde sig i ro, selvom hans tålmodighed snart var opbrugt, hvis den overhovedet havde eksisteret?
Han håbede hun snart var færdig, han kunne mærke hendes fingere løbe over hans ryg, som hun fik fadt i den der sad dybt, banede han kort " fuck " svarede han irriteret, men smilede så skævt og slap en let latter, før han drejede hovedet, for at skæve til hende " beklager, men de er en del af mig " svarede han.
Dante var næsten blevet bidt af at få tatoveringer, dog var det kun i selve ansigtet han ikke ville, men resten af hans krop var dækket, med mange forskellige historier og mønstre.
Han kørte let en hånd igennem håret " jeg tror det er fint, så længe de dybe er væk, burde det heale fint " sagde han ærligt.
Uden tøven vendte han sig rundt på stolen, så hans ansigt var ret tæt på hende. De sølvfarvede øjne betragtede hende, som han lagde en hånd imod hendes kæbe, dog uden at bruge magt det var mere flirtende, og nysgerrig som han sendte hende et taknemligt smil " du smukker tætter på " sagde han med en flirtende tone, og et skævt smil løb over hans læbe, før han rakte hen til bordet og snuppe en flasken med vodka, åbnede den og tog sig en stor slurk, imens han betragtede hende.

**Antal indlæg** : 18

Hun lod tungen glide hen over hendes læbe "jeg har boet flere steder, men mest i Skotland" medgav hun med en stille stemme, det var efterhånden en del år hun havde boet der, og siden hun havde været nød til at flygte fra hendes landsby da den brændte, så havde hun ikke rigtig haft brug for at komme videre efter hun var blevet en del af Malcome's pack.
"Jeg sagde også kun det var problematisk i forhold til at finde de her splinter som du selv har forudsagt sidder i din krop" hun så hvordan at han vendte stolen men før hun kunne nå at trække sig tilbage var han lige foran hende. Hendes kæbe spændte op som han nævnte hun var smukker tættere på "du er vandt til det, hm? At få hvad du gerne vil have" sagde hun og trak sig væk med hendes øjne en anelse smallere. "Nå, hvis du har en cola vil jeg gerne have den, også skal jeg vidst også hjemad" sagde hun bestemt og rakte hendes hånd frem for at han kunne sætte dosen i hendes hånd.

**Humør** : Do you wanna know? **Antal indlæg** : 28

Dante lyttede til hendes ord, selv havde han levet i Italien hele sit liv, selvom han nu ofte rejste her til Athena. Det var en af grunden til han også havde en bolig her " har aldrig været der, men det skulle vist være smukt" sagde han roligt. Som han fik vendt sig og holdt ved hendes kæbe, og så hun ikke synderligt tilfreds ud, men han tog sikke ikke rigtig af det " ærligt ja, det er jeg " svarede han. Hun trak sig fra ham, han overvejede kort at holde fast, men han slap hende med et let suk.
Dante betragtede hende, han var ikke van til folk afviste ham, som hun gjorde det var noget, han prøvede at lærer af men det passede ham ikke, og det kunne også ses i hans blik " ser du jeg er enebarn, og har altid fået min vilje" tilføj han, før han trak på skulderen. Han rejste sig op skævede kort til hende, før han gik ud i køkkenet og hente en dåsecola til hende, tog plads ved siden af hende i sofaen, før han rakte hende dåsen.
Han fiskede en smøg op ad lommen, og tændte den med en lighter fra bordet, før han lagde den igen for at tage et sug af sin smøg, som han lænede sig mere afslappet tilbage i sofaen.
Ignorere smerten fra ryggen, imens han vendte blikket imod hende, og lagde hovedet lidt på skrå " er det virkeligt så slemt, at være her ved mig?" spurgte han let. Han prøvede at holde sig fra hende, selvom det var fristende vidste han godt, det ikke var smart at træde over flere af hendes grænser, han bed sig let i læben som han forsat med at ryge sin smøg, den beroligede også en smule.

» Remember me
» Do you remember?
» A walk to remember
» A Night To Remember | Cw/Tw
» I remember you... - Edward