Sit down and listen ¤ Luke ¤

Sted.
Gangen ude foran historie klasselokalet.
Omgivelser.
Skiftevis stille og larmende, når elever går og kommer.
Tid.
12.38.
Vejr.
Det er varmt udenfor, og derfor også varmt indenfor, dog ikke nær så meget.
Påklædning.

Dove havde længe overvejet, om hun skulle tage kontakt til Aldaren. Hvis hun tog kontakt til ham, var hun også nød til at se i øjnene, hvad hun havde gjort. Men hvis ikke gjorde det, ville hun altid føle sig skyldig over for ham, fordi han altid ville se på hende som et monster. Og det var ikke. Ikke lige nu i hvert fald. Hun havde perioder hvor hun var ondskabsfuld, og perioder hvor hun ikke var. Hun havde rundet et hjørne, og var ikke nær så ondskabsfuld som hun før havde været. Dove sad på en stol ude foran klasselokalet hvor han underviste. Det var tydeligt han havde undgået hende, de seneste par år, så nu måtte hun opsøge ham. Ellers ville hun aldrig få lidt mere ro i den sjæl, der var godt og grundigt ødelagt efterhånden. Hun havde ikke altid behandlet den godt, hun fortrød det somme tider, men på andre punkter, havde det også udviklet hende. Da eleverne kom ud af klassen, rejste Dove sig op og fik mange nysgerrige blikke fra dem. De fleste var jo stadig unge, og var måske nysgerrige for, hvorfor den ungt udseende kvinde skulle tale med deres historie lærer. Da den sidste elev var gået ud, sneg Dove sig ind og lukkede døren bag hende. ”Vi bliver nød til at tale sammen.”

P
http://img2.timeinc.net/people/i/2014/specials/sma/sneak-peek/chris-hemsworth-768.jpg Plus en Halskæde med et Kors.


Luke smilede svagt da alle folk kom ind, i hans timer var de alle sammen, så friske og lyttet til ham, da han var Engle var det nok derfor. Luke sende dem alle et svagt smil da de var samlede, "så fik i læste om den ridder som miste alle hans venner omkring sig og derefter blive forvist til et korstog for at, rense hans sjæl." Alle eleverne nikkede, hvorefter Luke smilede svagt "Godt, så kan nogen fortælle mig, hvad der skete helt præcis."  Eleverne kiggede skiftevis på hinanden, hvorefter en rejste sig op, og begynde og tale. "Han blive forvist, da de mente at han var blive forhekset af denne, kvinde siden han var den eneste som overlevede, han bar os navnet Aldaren, og vi hørte os om ham senere, da han på hans rejse ned til det hellige land, holde en hel hær af tusinde mænd, tilbage med sit sværd og en gruppe på 500 mænd." Luke nikkede, hvorefter han forklaret mere omkring det alt sammen ind til, det næsten ringet ud, "så i får jeres karakter imorgen, skal være sikker på i har læste det hele, os om, hvorfor han gjorde det osv, men i kan gå." Luke begynde lige så stille og pakke tingene væk, mens han prøvet og finde på, hvad han skulle gøre nu. Han ville smutte ned til byen, da han ikke, havde en grund til og holde øje med Dove længere. Men i det samme, han havde fået pakket sammen og de sidste elever havde, forladt stedet, hørte han en velkendt stemme, han gav et kort suk fra sig, hvorefter han vende sig om, "jeg har intet og tale med dig om Dove, du myrdet mine venner, dem jeg kæmpet sammen med og fik mig forviste til det hellige land." Efter de ord, gav han hende hurtigt et blik for at se, hvordan hun så ud.

Dove lagde hovedet let på skrå, og så nærmere på ham. Han lignede stadig sig selv. Mere moderne, men hvis man ikke fulgte med tiden, ville man bare blive stemplet som underlig. Hun tog en dyb indånding og så ned. ”Jeg ved det godt.” Hun så op på ham, og hvis man så efter, kunne man se i hendes ansigt hun var ked af det. ”Jeg er kommet for at undskylde.” Hun gik længere inde i rummet, så hun nu stod tættere på ham, dog ikke så tæt han ville føle sig utilpas, for det var ikke hendes hensigt. ”Jeg skulle ikke have dræbt dine venner. Men jeg har ikke fået dig forvist nogle steder hen.” Hun havde en knude i maven, og følte bare for at flygte fra samtalen, men hun var også klar over, det ikke ville hjælpe på noget. Det ville ikke fjerne knuden i hendes mave. ”Jeg ved ikke hvad du tror om mig, men sådan er jeg ikke længere. Folk kan godt forandre sig.” Hun undlod den del med, at hun på et tidspunkt ville blive sådan igen. Det var uundgåeligt. Når hun skulle igennem ritualet, der gjorde hun forblev ung, havde hun det med at falde tilbage i hendes gamle mønster. Det var utroligt hvor afhængig hun var af det. Gang på gang prøvede hun at stoppe sig selv, men havde hun først dræbt en mand, kunne hun ikke stoppe før hun havde dræbt tusinde.

Lukes øjne så på Dove, der var ingen varme de udstrålede lige nu, han havde ingen ting til overse for hende lige nu. Han, havde ændret sig til det bedre på nogen punktur takket være hendes, killing spree, han så på hende da hun undskylde. Han ville ikke engang svare hende på det, da hun sagde hun ikke skulle ha dræbte de andre. Men sket var sket, og Luke ville ikke ændre hans syn på hende igen, da hun kom tætte på ham stod han svagt tilbage og bevægede sig nærme hende, han stoppet så de stadig havde et fint rum mellem hinanden, hvorefter han kørte hans hånd gennem håret, "jeg ville ønske jeg troede på dig, men du er en heks og det betyder at jeg stadig må holde øje med dig, og jo du forviste mig, hvis du havde dræbte mig havde vi ikke stået her, og så havde jeg ikke behøvet og gå de år i helvede igennem, jeg ved ikke hvad du havde forventet at du kunne sige undskylde og så ville alt være glemt, og især efter du, havde forhekset mig." Luke kiggede hen på sin taske og tog den på sig, hvorefter han bevægede sig hen mod døren, han havde lært at gi Chance var ikke altid noget man kunne og, man kunne slet ikke tilgive nogen for dette her. Luke var en ny person og det, kunne os mærkes på ham, han vidste at nogen ting kunne ikke reddes og det, havde han det fint med.

Dove forventede ikke, at han bare ville tilgive hende med det samme. Men hun skulle nok få ham overbevist. Før eller siden. Det var fordelen ved at være udødelige. De af al tid i verden, og den tid ville hun gerne bruge på, at han ville forstå og tilgive hende. Da han kom tættere på hende, blev hun bare stående, men hun blev nød til at løfte hovedet lidt, så hun stadig kunne se ham i øjnene. Da han begyndte at tale, stod hun bare og lyttede. Han kunne ikke tilgive hende lige nu. Det skulle nok komme, hun havde bare brug for tid. Hun stod tilbage, da han gik hen imod døren. Hun drejede hånden, og låste døren foran ham. Hun drejede sig om imod ham. ”Forheksede dig? Jeg forheksede dig ikke.” Dove så ned i jorden. Hun kunne ikke overbevise ham, så hun måtte bruge magi til det. ”Du tror ikke på mig. Det forstår jeg godt.” Hun begyndte at udtale nogle latinske ord, der udførte en besværgelse. Et lyst lys spredte sig et kort øjeblik over hende. ”Spørg mig om alting. Jeg kan kun tale sandt nu.” Besværgelsen varede kun resten af dagen, hvilket så betød, hun ikke kunne lyve over for nogen. Men det kunne hun godt leve med, hvis han troede på hende.

Luke gav et dybt suk fra sig, da han så hun låste døren, hun ville ikke lade ham slippe.  Han vendte sig om mod hende, da hun  mumlede nogen latinske ord som ,han havde hørte før. Da hun stoppede med det og forklaret at hun kun talte sandt nu, kiggede Luke bare på hende, "vi for se, godt første spørgsmål er, hvor mødtes vi første gang og, hvad er dit fulde navne." Han ville være helt sikker på hun ikke bare, stod og fyret løgne af. Han så hende i øjne, mens han ventet på at hun ville svare ham, hvorefter han forsætte. "Derudover, vil jeg vide, hvorfor du lod mig leve efter og ha myrdet alle omkring mig." Lukes øjne holde fuldkommen styr på, hendes mund som bevægede sig, han ville ikke ha flere løgne, ikke igen han havde gået i det hellige land i så lang  tid, at det, havde har en stor ændring på ham. Luke kørte hans hånd gennemhåret, mens han så på hende, han ville ha de svar nu besvaret så han var sikker på, at hun kunne fortælle sandheden og så han kunne få hans skyld følelse væk, da han stadig følte han havde ledt de mænd i deres død

Dove frygtede ikke for sandheden. Men hun havde gjort ting i sit liv, som hun ikke var stolt af, så hun frygtede han ville spørge ind til hendes fortid. Så selvom hun ikke var bange for at fortælle det, frygtede hun hans reaktion. Hans første spørgsmål var lette nok. ”I en skov. Jeg var ude for at samle planter ind til en eliksir, du var ude af jage. Jeg glemmer aldrig da jeg så dig første gang.” Hun havde med det samme følt tiltrækning imod ham. Selvom hun ikke kunne have følelser for ham, kunne hun sagtens føle tiltrækning og den mod ham var stærkere end noget hun længe havde følt. ”Dove Nightingale.” Hun blottede sig fuldstændig for ham, og det var en anelse skræmmende, for hun kunne ikke holde noget hemmeligt med ham. Han kunne se ind i alle kroge af hendes sjæl, hvis han ønskede det. Dove stod et øjeblik. Det var et personligt spørgsmål, for hun var begyndt at holde af ham. Mere som en ven end en elsker, men det var tætteste man kunne komme på kærlighed ved hende. Det var ikke let for hende at erkende den slags. ”Fordi jeg holdte af dig.” Hun så væk fra ham og bed sig blidt i hendes underlæbe. Hun var nervøs, for hun havde lige indrømmet at hun havde holdt af ham, og det var ikke en let ting for hende.

Luke lyttede til hende, mens han hørte hende fortælle om det. Det var sandt de mødte hinanden der, selv Luke kunne huske det. Luke kendte hendes navn, så alt hun sagde var sandt nu. Han var faktisk bange for svaret, da han faktisk på en måde ikke ville vide det, men da hun sagde at det var fordi hun holde af ham, bed han sig hårdt i tungen. Det var faktisk det værste, hun kunne ha sagt til ham. Det gjorde intet af dette lettere, Luke så på hende, han måtte igennem de sidste spørgsmål, inden han afgjorde, hvor de stod. Han kørte hans hånd gennem hans hår, hvorefter han leget lidt med hans halskæde. Han måtte få svar på de sidste spørgsmål, "hvor mange har du i alt myrdet Dove, bare for din egen vindings skyld." Han vidste han ikke ville ha det godt med det, men han måtte være sikker i sin sag. Kort efter kiggede han på hende igen, hvorefter han spurgte, "har du nogensinde forhekset mig." Lukes øjne var rettet mod hende, mens han sagde det. Nu kom det til og blive personligt for ham selv, Luke bed sig i tungen igen, hvor han kunne smage noget blod, det her skulle ud af verden allerede nu, havde han en masse han skulle ha styr på omkring hende. "Har jeg mødte dig igen før uden, jeg vidste det efter min tur i det hellige land." Luke så hende i øjne mens han sagde dette, nok var han en engel men, hvad han havde set i det land, kunne han ikke glemme, hvilket var det værste af det hele.

Dove kunne ikke holde tanken ud om, at han hadede hende. Det var ubehageligt for hende, for en som ham, var ikke en man bare skulle smide ud af sit liv. Han havde gjort hende bedre. Hun stod først bare stille. Hun kunne ikke svare ham på det. For det første, vidste hun det ikke helt, men hvis hun fortalte ham det, ville hans had til hende bare blive værre. Men hun kunne heller ikke lade vær med at fortælle det. ”Mange. Jeg har ikke et præcist tal.” Hun havde tøvet med det svar, fordi det helt sikkert ville gøre det hele værre, men til hans næste spørgsmål, kunne hun hurtigt svare. ”Nej. Aldrig.” Dove ville ikke forhekse ham, for det de havde var ægte, og hvis hun først begyndte at bruge magi, ville hun ødelægge det rene i deres forhold, og det ønskede hun ikke. Dove så sig omkring, hvis hun så ham i øjnene, var det hele langt mere personligt. Men det var også bedst, så han kunne se hun talte sandt. Hun førte hendes blik tilbage til hans øjne. ”Første gang vi så hinanden var i skoven, sidste gang var efter.. De døde. Ind til jeg så dig her.” Hun havde bevidst holdt sig væk, fordi hun ikke regnede med, at han ønskede hende i hans liv. ”Fortæl mig hvad jeg kan gøre. Jeg vil bare ikke have du hader mig.”

Luke lyttede til hende, da hun svaret ham med det første sukkede han, det var vel normalt. For hekse, da hun svaret ham omkring det med og være forhekset lyttet han til hende, hvorefter han ventet på sit sidste svar, måske var det bedste at de havde haft den store afstand mellem dem.  Han drejet på låsen, hvorefter han så på hende, "jeg ved ikke, hvad du kan gøre det var meget letter den gang vi var, på vær vores side af Jorden." Efter de ord tog han fat i dørens håndtag, hvor han kiggede på hende, "men det at du lod mig overleve har gjorde alting anderledes, havde det været mig der var død den gang ville det ha været anderledes." Luke så på hende, hvorefter han åbenet døren svagt, han anet ikke, hvad han skulle gøre alt dette for. Men nogen gange var det bedste og komme videre med ens liv, måske ville han kunne tilgive hende engang, men chancen for det var lille. Men de, havde jo os evigheder til det hvilket gjorde det en smule letter. Luke vidste at han snart skulle ha en ny time os, hvor han skulle lær dem at fægte. Den eneste anden ting han kunne gøre udover at bruge sin viden om, hvad der var sket i løbet af alle hans år. Luke så kort på hende, hvorefter han bevægede sig ud. Han ville forlade lokalet nu, deres snak var færdig, "men vi vil altid ha vores tid sammen Dove, men jeg tror bare vi skal forlade hinandens liv nu." Lød det svagt, fra Luke af. Inden han bevægede sig ud, på gangen.

Dove kunne godt regne ud hvor det førte hen. Det var ikke fordi det gjorde hende glad, tvært imod. Hun så væk fra ham. Hun blev stille nu, og det var fordi hun var blevet såret. Det var dog ikke noget hun ville vise ham. Hun så det som en svaghed at være såret. Aldaren var en af de få, der faktisk kunne såre hende. ”Okay.” Svarede hun blot, da han vendte hende ryggen og gik ud af døren. Hun tog en dyb indånding, men det forhindrede ikke et par tårer at falde ned langs hendes kinder. Hun gik hen til døren, men tøvede med at gå ud, da sorgen for alvor kom over hende. Hun var ikke typen der normalt brød sammen, men når hun endelig gjorde, var det en masse ting der fik hende til bryde sammen. Mange ting der havde gjort hende ked af det, stormede ind over hende. Hun gled ned af væggen og gemte sit ansigt i hendes hænder, men hulkende begyndte at falde ind over hende, og fik hendes brystkasse til at bevæge sig hurtigt op og ned. Hun havde det forfærdeligt, og hun hadede det. Hun følte sig så svag, og det var det sidste hun var.

Da Luke gik ud stillede han sig op af muren, hvor han prøvet og lade hans tænker blive fri, dette var en af de værste ting han nogensinde, havde gjorde hun havde prøvet og forklare ham det hele, hvor hun bare ville blive tilgivet, men var det ikke sådan når man var en søn af gud. Luke lagede hans ansigt i hans hænder, hvorefter han prøvet og få hans hovedet renset. Da han var ved og være klar igen, kunne han høre, hvordan hun brød sammen derinde. Luke var ikke stolte af, hvad han lige havde gjorde men hvad kunne han gøre han, kunne ikke bare tilgive kunne han. Måske var det ikke, så forkert og tilgive, en man havde været så meget igennem med. Luke sank en klump, hvorefter han fik sendt en besked, hvor på han forklaret at fægtning var udsat. Han måtte få en hjælpe lære engang, men lige nu havde Dove brug for ham, og hans tilgivelse. Måske skulle han tilgive hende, han var ikke selv den samme jo og hun fortjente os, en ny chance som han selv gjorde, "tilgive mig gud." Efter han, havde sagt de ord bevægede han sig ind, til Dove igen, hvorefter han hostet svagt, for at gøre hende opmærksom. "Skal vi få tørte dine øjne, og få den snak." Kom det ra Luke, hvorefter han sende hende et svagt smil. Han vidste ikke, hvordan hun ville reagere, men han håbet lidt at hun ville stoppe, han hadet og se folk sådan her eller bare høre dem, det var det værste han nogensinde havde prøvet selv, "og jeg kan måske tilgive dig, lidt men lad os starte fra starten af, og så se hvordan det går." Luke sende hende et svagt smil, efter han havde sagt det.

Dove forventede han var gået, og det ville også give mening hvis han var. Hun fortjente ikke hans tilgivelse. Da en person rømmede sig, regnede hun med det var en der skulle bruge lokalet. Hun så op med rødsprængte øjne og snøftede, før hun tørrede hendes tårer væk. ”O-Okay.” Fik hun sagt igennem hulkende, der dog var ved at trække sig igen. Det havde bare været et skylle af en følelse af afvisning fra Aldaren, en følelse af skyld og dårlig samvittighed for det hun gjorde imod ham, og så noget helt tilbage fra før hun kendte ham, som hun stadig ikke havde bearbejdet. Sådan var det med hende. Hun viste sjældent hendes følelser, men når hun endelig gjorde var det alting der kom på en gang. Det var som regel det, der førte hende ind i hendes mørke perioder. Men forhåbentligt kunne Aldaren holde hende ud af det denne gang. Han havde trods alt, haft en positiv virkning på hende. Det der sidst havde fået hende over grænsen, var tanken om hende sammen med Aldaren. Hun ville gerne noget mere med ham, men selvom hun holdte af ham ville det aldrig kunne være kærlighed. Og det kunne hun ikke byde ham. Han skulle have en der kunne elske ham. Det var hendes forbandelse. Hun kunne få én person i sit liv. Hvis han ikke ville have hende, var det bare ærgerligt. Der var ikke andre for hende. ”Jeg er virkelig ked af det.” Hun tørrede flere tårer væk.

Luke vidste godt at kærlighed kun fandtes i historie, og som historie lære vidste han lidt om det. Luke sende hende et svagt smil, hvor på han rejste sig op og rækkede hans hånd frem, som hun kunne tag imod hvis det var. Hans liv, handlet om at hjælpe andre, hvilket han havde set efterhånden i historien, han var den person som skulle være klar til og beskytte andre, han skulle være den der holde ordne. Han kunne derved ikke tag parti i krig, med mindre der var en stor grund til det, som han altid havde fået et tegn for, hvis det endelig var omkring det. Luke kiggede på hende da hun sagde undskyld, "du behøver ikke undskylde for mig." Lukes øjne så på hende. "Det var mit valg, at få dem med mig, jeg skulle aldrig ha taget dem med, jeg ledte dem i døden, mens du bare prøvet og gøre, hvad du nu skulle gøre og jeg aftjente min straf på det." Lukes stemme var klar og bestemt hun skulle ikke prøve og få ham ned fra det, han havde hans skyld og den skam havde han bare prøvet og gi andre folk det. Luke så på hende, hvorefter han fik rejste op. "lad os gå en tur jeg har aflyste min time med fægtning lige nu, skal bare smide den ind, i en fri dag så." Efter de ord så han på hende igen, inden han begynde og gå hen mod døren, han regnet med hun ville med. "Men Dove, jeg burde ikke og ha givet dig skylden, jeg er ked af det, du fortjente ikke den behandling."

Dove lyttede til ham. Han bebrejdede sig selv? Det havde hun slet ikke overvejet han kunne gøre. Hun havde altid givet sig selv skylden, men ikke tænkt over han måske gjorde det samme. Hun skulle lige til at protestere, og give sig selv skylden. Men så kom hun i tanke om noget. Hun kunne måske hjælpe ham. ”Vent.” Sagde hun, da han gik hen imod døren. ”Jeg kan godt få kontakt til dem. Dine mænd. Du kan tale med dem en sidste gang. Hvis du vil.” Det var ikke sikkert han ønskede det, men hvis han gjorde, skulle hun med glæde hjælpe ham. Det var en lidt kompliceret besværgelse, men hun kunne godt klare den. Det der krævede mest var, at finde frem til dem. Det var længe siden de var døde, så det ville være lidt en udfordring. Dog ikke noget, hun ikke gerne ville gøre for ham. Det fortjente han vidst. Det var hendes forsoningsgave, for hun havde virkelig ikke behandlet ham særlig godt før i tiden, og det ville hun gerne rode bod på.

Luke smilede svagt, da hun talte til ham igen, og kom med et tilbud, Lukes svar kom hurtigt. "Man skal ikke rode med, hvad der er dødt og det der ikke er ikke normalt, så nej jeg vil ikke tale med dem, det er et kapitel der er overstået." Lukes øjne var sat fast på døren, mens han sagde det han var sikker i sin sag, og alt der var sket med dem var hans skyld, han overtalte dem til og følge med ham. Hvis Dove, ikke kunne forstå det, ville de aldrig kunne komme videre, det var ikke hendes skyld, da hun måske havde myrde dem ja, men det var Lukes ego som i sidste ende, havde været deres fald. Luke kiggede ind i døren, hvorefter han gik ud af den og bevægede sig hurtigt gennem gangene, han havde behov for at få hans liv på rette køl, hvilket han ikke kunne gøre her, og slet ikke omkring alle de folk han kendte før, da han var nået ned til enden af gangen, stillede han sig op af væggen. Hans job som guds engel, blive svære og svære, ikke nok med det men at han, havde været stille i så lang tid gjorde, intet letter for Luke. Hans job var jo en cirkel om og om igen, hvor ville han ønske at han stadig, havde været i det hellige land, hans tid der var letter. Da det bare, var at beskytte de svage. Men nu stod han så her, og skulle blive enig om sig selv, om hvad der var vigtigst, han var træt af at gud var stille han var træt, af at han ikke fik et tegn fra ham, han var faktisk begyndt og miste troen i ham, hvilket kunne mærkes på ham. Måske var det tiden til og finde hans bror, og forklare hvordan, han personligt havde det, med alt dette her. Han vidste ikke, hvad han skulle gøre længere, hvilket i sig selv var en dum ting, han havde givet andre folk skylden for hans fejl, men nu måtte han afslutte det, inde ved og rense sig selv, eller ved og gi slip på alt han var og vælge en anden vej en mørke side.