New Game

Det ganske ukontrolleret, at den mørkhårede heks brød ud i en dyb, men ganske mild, latter. Han havde end ikke løftet øjnene imod hans nytilkomne sidekammerat, som han responderede på hendes ord – hun havde ramt hovedet på sømmet, det var der ingen tvivl om. Hun havde gjort det i sådan en grad, at Asa ikke engang så grund til at skjule det. Noget han, åbenbart, havde været elendig til i første omgang. Han var ude af stand til ikke at grine over sig selv.
”You could say that, yeah.”
Brummede han, som han løftede ølflasken for sine læber. Han gjorde holdt for, i stedet at vende sine mørkebrune øjne imod den kvindelige varulv, gestikulerende med flasken imod hende.
”Oh, and thanks for the beer – who do I owe the pleasure?”
Det havde ikke været heksen mening at opholde sig så længe at The Wolf’s Den, som han tilsyneladende havde endt op med. Som han trak blikket hen over skuldrene på Natasha, tydeligvis mødende et helt andet udsyn end hvad han havde gjort nogle timer forinden, mærkede han hvordan noget trak sig i hans mave. Han havde afgjort haft brug for, havde stadigvæk, en pause. Fra sine egne omstændigheder, sine tanker – alt hvad der havde sket henover den sidste måned. Fuldmånen der lå lige om hjørnet, var blot en påmindelse om alting der var sket. En påmindelse han ikke nænnede at have hængende i sine tanker, mere end hvad den allerede fylde. Så han havde, om muligt drastisk, besluttet sig for at give sig selv et pusterum. Et lidt påtvunget et af slagsen.
Som Asa ganske sagte lænede sig tilbage i barstolen, atter ladende sine øjne møde Natashas, trak han ud i et lidt anstrengt smil.
”So-”
Han kløede sig prøvende på kæbelinjen, seende skikkelsen foran ham en anelse an. Han havde virkelig ikke regnet med, at nogen ville opsøge ham. Han skreg ikke ligefrem opmærksomhed; hverken hans kropssprog, hans tøj, intet var videre iøjnefaldende. Måske var det godt? Måske så Natasha noget han ikke gjorde?
”- Tell me. Why are you here – and I can only guess – by yourself?”

Måden hvorpå Natasha bar sig selv på; talte på endda, udlignede fuldkommen den slags ord der normalt havde fået heksen til at føle sig sat på spidsen, bedømt om nogen. Han var ikke typen der satte pris på at være blevet fundet i en sårbar situation - slet ikke af en fuldkommen fremmed. Men der var noget ved hende — måden hvorpå hun køligt bestilte hendes vodka, drak af den som betød den ingenting, som var det spejlklart vand, der gjorde ham ude af stand til at se væk fra hende. Asa var ikke sikker på hvem der havde fundet ham den tidlige nat, men noget indeni fortalte ham at nattens begivenheder først kun lige var begyndt. Måske var det fuldmånen? Om nok var han ikke varulven i selskabet, men hekse var ikke udenfor månens påvirkningskraft. Eller måske var det bare hende?
Heksens næsten sorte øjne virrede mellem Natashas, ude af stand til rigtigt at bedømme hendes intentioner. Han svor han mærkede hårene rejse sig på sin nakke, ved lyden af hendes næsten klukkende latter; viende fra hendes blik, søgte hans blik hendes læber. Skulle han være agtpågiven — eller blot nyde et (hvad han, måske lidt naivt antog) blot var et godt selskab? Han var ikke sikker, men tillod sig selv at se tiden an.
Det var med et hævet øjenbryn, tydeligvis med sin fulde opmærksomhed komplet hengivent til varulven foran sig, at heksen talte:
“So you sought out what seemed like the loneliest — and might I add, saddest — person at the bar?”
Spørgsmålet var ikke rigtigt et spørgsmål, nok nærmere en undrende konstatering. Han var tydeligvis ude af stand til at gemme på et underholdt smil, et smil på kanten til endnu en varm latter, både over sin egen elendighed og den kvindelige varulvs intentioner med hendes egen aften. Som smilet brød blev til en varm latter, fortsatte heksen:
“What kind of game are you playing here? Because I am for sure entertained already — more than I have been all night.”
Tydeligvis var Aas ord langt fra alvorlige, som de måske kom ud. Han bed sammen omkring sin underlæbe, knibende sine øjne en kende sammen som han, uden at ligge skjul på sin handling, så Natasha an.
"Unless you are playing me? If that was the case: Something tells me you would have told me already."

“You make it sound like I was the obvious choice here – clearly I think you have missed an opportunity of a lifetime here,”
Fald det prompte fra heksen, idet han fulgte Natashas øjne imod skikkelsen i den anden ende af baren. Heksen kunne ikke lade være med at trække lidt i sin kæbe, seende den tydeligvis vel-servicerede mand an. Mon han selv havde været i personens sted, havde det ikke været for hans evner? Han kunne grine så meget over situationen som han ville, men det ville nok være den barske sandhed. Mange ting kunne han lyve om for sig selv, men havde han kunne, havde han brugt aftenen på at lægge sig selv i druk. Guderne ville vide, at han havde prøvet.  
”Oh I believe you –“
Svarede han, som de hasselfarvede øjne atter fandt Natasha. Han fulgte glasset i hendes øjne med hånden, betragtende hvordan hun ikke trak en mine, som hendes læber drak den klare væske. Han kunne ikke andet end blot at efterligne hendes handling, drikkende øllen der fortsat hvilede i den enkelte af hans hænder. Knap før flaskehovedet forenede sig med hans læber, talte han:
”Could you at least warn me, just a bit, before it happens? I would like to be as well prepared as possible.”
Utroligt nok, havde de to nok mere til fælles end hvad de umiddelbart ville kunne regne med. Grunden til de var her, var ganske, ganske nært lig hinandens. Heksen havde brug for at glemme, tage sig ud af sit eget liv for at øjeblik og bare trykke ’pause’ på alting. Han havde brug for ikke at blive konfronteret med navnet på sit kraveben, og alt hvad der fulgte med det. Han havde aldrig valgt det selv, og personen der bar det navn, havde slet intet haft at sige i den sag.
Men hvordan videregav man den information til en anden, komplet udefrakommende fremmed, der intet kendte til de gamle, magiske traditioner der involverede magemærket? Han håbede, i sin egen bitterhed, at hun (for hendes skyld) aldrig havde oplevet noget lignende selv.
Taget en anelse tilbage af Natashas ord, fald Asa hen i en stilhed. Den var kortvarigt, men ikke desto mindre var den bragende, øredøvende imens den varede. Hvad der havde været noget der lignede et oprigtigt smil, prægende hans læber kort tid forinden, var vasket af.
”Because I can’t.”
Han trak på skuldrene, ganske upåvirket over sine egne ord. Ord han slugte i øl, som han tømte det resterende af flasken i et drag. Som flaskens indhold forsvandt brat, løftede han sig ganske let fra barstolen, placerende øllen på den anden side af baren. Det var uden overvejelse, at han vinkede endnu en øl i sin retning.
”Don’t get me wrong, it is not that I don’t want - it’s just-“
Han vidste ikke hvad han skulle sige, nok allermest fordi han ikke vidste hvad han kunne gøre.
”It’s not my choice to make.”
Som øllen blev placeret foran ham, vendte han øjnene nedad imod den. Tøvende for en kort stund, som han overvejede sine ord. Men det var som om de aldrig rigtig kom; det rigtige svar, på det hele.
”What about you? Are you hiding from life as well?”