Safe ground

Fuldmånen gjorde ham altid komplet åndeløs.
Asa var ikke sikker på hvad der gjorde denne tidlige nat anderledes, men der var noget over skovens skygger; følelsen af den bløde skovgrund under hans kropsvægt, der gjorde ham elektrisk. Heksen kunne blot gætte, da dette noget ikke virkede til at have selv samme virkning på skovens resterende besøgende. Lyden af hvad han kunne gætte som værende varulve kaldende, søgende efter deres arts-frænder, gjorde heksen ekstra opmærksom på de mørke omgivelser omkring ham. Og knap så opmærksom på grunden under ham, hvilket var hele hovedårsagen til hvorfor han havde valgt at begive sig udenfor i nattens mulm og mørke – og hvorfor han ikke lå i sin seng, viklet ind i hans fortrukne (alvorlige mængder) uldtæpper.
Han ville lyve hvis han påstod han ikke selv følte en vis form for urolighed i kroppen. Om nok virkede det til, at ulvene i området virkede langt mere optaget af hinandens tilstedeværelse frem for andres, men ikke desto mindre ville det være dumdristigt – hvis ikke direkte farligt – at bane vejen for dem. Så heksen gjorde sig så lille, ganske besværet taget hans størrelse i betragtning, som muligt og holde sig umiddelbart i sig i skyggerne.
Det indtil han nåede udmundingen af skoven, der førte ned til stedet han havde søgt. Måneskæret i åens glatte, silkeagtige vandoverflade fangede hans hasselfarvede øjne. Et forsigtigt smil bevægede sig hen over hans læber, som han blot tog sceneriet foran ham ind. Det var altid her han vendte tilbage – hver gang han søgte efter sindsro, eller denne omgang planter til hans forråd. Asa havde aldrig kunne sætte ord på hvorfor; hvorfor præcis denne å, og ikke hvilket som helst andet skovbryn, eller sø, tættere på Akademiet, hvorfor den betød alting. Men som så mange andre ting, i magiens verden eller den mere menneskelige, almindelige verden, besad han ikke svaret på alting. Og dette var ingen undtagelse, så han lod sig bare stå hen – han accepterede blot hvad blot var.
Forsigtigt bevægede han sig imod åens kant, med øjnene søgende fra plante til plante. Det var virkelig ikke en så særlig plante han søgte; med de evner som heksen nu engang besad, var det sjældent en nødvendighed at vende tilbage til de gamle traditioner. Når det så var sagt, gik Asa aldrig ned på urter – og slet ikke urter kysset af fuldmånens lys. En helt almindelig velduftende kamille, badet i det kolde skær, ville have en virkning helt for sig selv, sammenlignet med hvad som helst, virkelig. Men det var ikke planterne der nåede at fange hans opmærksomhed først. Det startede først som en sitren, en fornemmelse han havde mærket før, en følelse han ikke havde turdet givet sin opmærksomhed. Sitren i hans fingre udviklede sig til følelsen af havets bølger; stød der drev helt fra spidsen af hans fødder, helt ud til hans fingre. En følelse der fik heksen til spontant at tabe den lille taske, han havde medbragt til den tidlige nats sanken. Før an kunne nå at sætte spørgsmålstegn til hvad end han var ved at opleve, hørte han hende. Men det var ikke lyden af hende, bevæge sig sagte hen over skovbunden, det var hendes stemme.
Forsigtigt løftede heksen sine øjne fra tasken ved hans fødder, opad imod den anden side af åen. Og med et, tabte han vejret for anden gang den dag.
”Jeg -” Hans øjne måtte vige fra hendes fra en stund, imod sine hænder der dirrede. I et forsøg på at fatte kontrol over hvad end der skete med ham, rystede han undskyldende på hovedet.
”Undskyld, det er ikke så ofte jeg støder på nogen – her, på det her tidspunkt af døgnet.”
Han sank. Hvorfor var han nervøs? Hvad var det her?
”Eller generelt, faktisk.”
Heksen sank forsigtigt i knæ, som han greb lædertasken, inden han da rettede sig op.
”Burde jeg være mere urolig for dig end varulvene?”
Et lille tandsmil formede sig på Asas læber, idet han i et akavet forsøg prøvede at lette stemningen mellem ham og hvad han ganske tydeligt kunne identificere som en meget kraftfuld, magisk kilde.

Det kommer an på så meget.
Heksen kunne ikke tilbageholde et, hvad nogen måske ville kalde lidt presset, fnys ved musaiens ord. Det var vel også en måde at sige ’ja’ på. Og havde det ikke været svar nok for Asa, så ville månelysets blide stråler, lysende Willows blide, og på en og samme tid skarpe former, give ham præcis det svar han ventede på. Han vidste hvor hans øjne ville se hen, men han vidste også hvor han måtte se hen. Så det blev den fugtige grund under hans fødder. Næh, hvor heldigt, et skud velduftende kamille. Lige præcis hvad han manglede.
Som Willows krop forsvandt under vandoverfladen, gik heksen i knæ. Han lod atter lædertasken falde til jorden, som han strøg græsset med fingrene – søgende efter en hver plante der kunne bruges. De mørke øjne drev nedad, atter imod hans hånd i bevægelse, atter konstaterende dens sagte rysten. Men for hvad? På grund af hende? Fornemmelsen i hans krop drev til, som bølger der skød imod vandgrænserne, råt og nådesløst.
Vandoverfladen blive brudt for atter en gang af hendes skikkelse. Asa løftede sagte øjnene, seende imod skikkelsen der slangede sig op ad en af flodens mange sten. Han rynkede brynene ved hendes ord, denne gang uden et smil på sine læber.
”Fuldmånen, en nat som denne her, giver selv de svageste urter et ekstra kick. Det ville være en skam at lade den slags muligheder lade stå hen,”
Ganske sagte fandt han hendes øjne, denne gang med en vis alvor i sine øjne. Han vidste ikke hvorfor, men han kunne ikke holde igen, da han fulgte op på hendes spørgsmål. Han strammede grebet omkring tasken, som han rejste sig fra grunden.
”Det var ikke en midnatsdukkert jeg havde i tankerne, men så igen:”
Han tiltede hovedet sagte, virrende mellem hendes øjne drev hans egne hasselfarvede: ”Det kommer an på så meget.”

Det var længe siden, at heksen havde følt frygt for mørket. Selv en nat som denne, følte han den ikke. For det var ikke hvad der gemte sig, hvad der henlagde sig i nattens skygger, der gjorde ham frygtsom. Det var nærmere hvad der viste sig for ham, lige så klart som fuldmånen på nattehimlen; brydende med hver eneste lille stjerne, der end måtte vie for månens kolde, blide skær.
Det var hvad der stod lige foran ham, uden den mindste hensigt om at skjule sig fra hans øjne, eller hvilken som helst hensigt der end måtte være med hans tilstedeværelse og accept af samme.
Asas mørke øjne måtte vie fra hendes. Han mærkede hvad hun gjorde ved ham. Hvordan hver eneste fibre i hans krop skreg på hende. Hun var som metal til hans magnet. Men det måtte være mere end bare hendes eksistens, hendes væsen – hvad end hun var, så var det mere end blot dét.
Heksen sank, en anelse besværet da han atter talte. Han fattede sig, som han atter lod sig henfalde i hendes øjne.
” Venceslaus og Magikeren, ikke sandt?”
Han fnøs. Forbandelser og fortryllelser; gamle fortællinger. Noget sagde ham, seende hvordan smilet langsomt falmede fra musaiens læber, at påmindelsen om den gamle fortælling ikke var til for at belære ham; påminde ham om hvad der engang var. Men hvad så?
”Sig mig,”
Han trådte et skridt nærmere kanten: ”Du er her ikke for at tale om gamle tider? Men hvorfor så?”
Dybe smilerynker formede sig omkring heksen læber; han mærkede ikke længere bekymringen i sin krop. Han ænsede end ikke, at han draget et skridt tættere imod flodkanten.

Willows hvisken gik ikke forbi den mørkhårede heks’ ører; han kunne ikke tilbageholde sin reaktion, tydeligvis taget en smule tilbage over hendes ord. Hvordan vidste hun-? Måske burde han gøre alvor af hendes advarsel, og faktisk lytte - hvis ikke til hende, så i hvert fald til sin egen mavefornemmelse. Noget var i gærde, noget der burde få ham til at trække sig, stoppe op og give sine handlinger - og situationen han var havnet i - blot en tanke.
De mørke øjne så nedad, stirrende direkte ned på hvad der snart havde ville været blevet konsekvenserne af hans – han vidste ikke længere hvad – handlinger. Havde han kunne, ville han have leet af sig selv. Af det hele virkelig. Men det eneste heksen kunne var blot at se til; se til som den kvindelige skikkelse smidigt fulgte åens bevægelser, som var hun åen selv.
Der havde været noget over hendes smil, hendes ord endda. Om nok havde hun advaret ham, spået hvad der ville ske hvis han ikke tænkte sig om. Men der var noget i den måde hun havde sagt det, henkastet som havde hendes ord ingen mening havde; der var noget i den måde hun så på ham. Hun følte det også, gjorde hun ikke?
Willows hvisken nåede næsten ikke hans øre. Hans hænder rystede ikke længere, da han så hende hæve sig fra vandoverfladen, glinsende i månens skær. Ude af stand til at standse sig selv, mærkede han hvordan han sank i knæ, placerende sig selv (næsten) i øjenhøjde med skikkelsen foran ham. Da ganske tæt på hvad han, uvidende, kunne kalde sin skæbne, hørte han sig selv tale:
”Noget siger mig, at du ikke har tænkt dig at gøre mig ondt.”
Han ænsede ikke kulden fra vandet i jorden, som hans bukser sugede væden til sig. Han mærkede intet andet end hende; hendes nærvær, og den kraft der gradvist voksede støt, som han nærmede sig hende.
”Eller måske er jeg lige så dumdristig som min forfædre?” Hviskede han afslutningsvis, under et dybt suk.

Heksen havde før hørt om naturånderne, hvad deres væsen var i stand til alene blot med deres tilstedeværelse – hvad ét enkelt kys kunne gøre og hvilket vanvid det kunne pådutte modtageren af dette kys. Han vidste hvad der var foran ham, hvad der var ved at ske, ganske velvidende hvad Willow var i stand til at udsætte ham for; hvad hun kunne gøre ham til, blot hvis hun ville. Hun havde ret, virkelig – han var dumdristig, det han udsatte sig selv for (anerkendte han, som han stirrede direkte ind i hendes, på grænsen, til glubske smil) var farligt. Så hvorfor troede han stadigvæk ikke på hendes ord?
Måske var det fordi hun, hvad der potentielt kunne være hans undergang, havde høflighed nok til at påminde ham om hvad han havde gang i. I stedet for bare at tage, præcis hvad hun kunne få. Hvad der måske var en trussel for en hver anden, var en halvhjertet handling for ham. Men også så meget mere end det.
De summende bølger i hans krop aftog, som han så hende, forsvinde under vandet, placerende en helt naturlig afstand mellem dem. Asa løftede den enkelte af sine hænder, afskærmende sit ansigt for det vand der kastede sig fra åens overflade imod ham, som konsekvens af Willows spark. Enkelte dråber formåede alligevel at finde vej til hans ansigt; dråber han strøg blidt fra sine øjenlåg, kind og nedre ansigt. Hans fingre gjorde holdt ved hans læber. Han svor han mærkede hendes varme derpå. Han knugede øjnene i, ude af stand til at kunne tilbageholde en grimasse af et smil. Et smil hvis kølighed lagde sig i den stille latter, der samlede sig i hans hals. Den var kortvarigt; lige så kortvarig som den tilstand han netop havde fanget sig selv i. Han var virkelig en idiot, var han ikke?
Han havde oplevet forbandelser, fortryllelser – troldværk af en hver slags før. Hvad var det han ikke kunne ryste af sig? Hvorfor kunne han ikke ryste, hvad end der emmede fra hende, af sig?
”Er det altid sådan dét her foregår –”
De mørkebrune øjne viede ikke et øjeblik fra hendes, som han talte: ”- en leg klassisk leg, mellem katten og musen?”
Det kølige smil havde ikke helt forladt hans læber, som han fortsatte: ”Eller er det bare at påskud under, at du heller ikke helt ved hvad der foregår?”
Han kunne ikke undlade at læne sig blot en anelse fremad, støttende sin vægt imod sine egne knoer, i et forsøg på at undgå præcis hvad der var havde været ved at ske, få øjeblikke forinden. Han var virkelig ikke klædt på til en midnatsdukkert. Havde han ikke en smule selvkontrol, havde han dumpet sig selv direkte ned i vandet. Præcis som hun havde forudset.

Hendes latter greb sig om hans krop. Ude af stand til at tage kontrol, følte han det; gåsehuden der gled som en strøm fra hans nakke, og helt ud til hans underarme. Hvis heksen havde været i stand til det, havde han forbandet sig selv; sat en stopper for hvad end, for et (med mangel af bedre ord, for hvad der var igang med at ske) skæbnesvangert øjeblik han befandt sig i. Han var stilletiende helt til sidste. Men da også kun dertil:
“Hvad er anderledes denne gang, fra alle de andre gange?”
En stemme skreg på at han stoppede; at han klappede i, forsvandt, gjorde hvad som helst for at bremse sine egne ord. Men som heksen havde været ude af stand til at vende sig væk fra hende, se væk, fortsatte han:
”Fordi du ved, lige så vel som jeg — at jeg intet vil tage fra dig,”
Stop. Det her er ikke dig.
”Og du intet vil tage fra mig. Det er ikke dig.” Men han kunne ikke, nej han ville ikke.
“Jeg-,”
Det var først da det var for sent, at ordene havde forladt hans mund, at han kunne vie fra hendes blik. Det var der han blev tom for ord, for følelse. Det var først der, at han kunne lyve og sige præcis det han ikke ville:
“Jeg- jeg burde måske gå.” Grinte han, løftende en hånd op for at dæmpe sig selv. Ordene lød ikke ægte; de var præcis hvad han følte de var. Asa rystede på hovedet, med rynkede bryn, tydeligvis undskyldende overfor sig selv - overfor hvad han havde gjort.

Det var fortsat med hånden afskærmende sin mund, at heksen betragtede den kvindelige naturånd. Hans øjne, kontinuerligt bevægende sig nedad i takt med hun bevægede sig tættere og tættere på, prøvede at følge hendes højde. Selv hvis han ville, var han ikke i stand til at tage sine øjne fra hende. Det var næsten grin-agtigt, latterligt - havde det ikke været fordi, at han begyndte at forstå.
Heksen sænkede sin hånd fra sit ansigt, som han trådte et halv skridt bagud, kun for at give Willow plads foran sig. Som hun stod der, helt tæt på endnu engang, kunne han ikke andet end at ryste sagte på hovedet. En mildhed havde fundet hans øjne, mens hans læber havde strammet sig ud i en opgivenhed. Den korte tid de havde tilbragt sammen, havde heksen ikke kunne andet end at stille spørgsmål - ude af stand til at forstå, trods de svar der var lige foran ham.
Det var en næsten uhørligt 'ja' der hørtes fra hans læber, idet han svarede hende. Han drog et dybt åndedrag, som han mærkede hendes kærtegn henover sin kind. Han hørte ikke længere ulvenes sang om sorg, flodens blide klukken; han mærkede ikke længere den blide nattevind. Han mærkede blot hende, og hvordan noget pludselig faldt på plads. Han troede, helt naivt måske, at så snart han blev forenet med præcis den følelse, at han ville føle sig hel - hjemme endda. Men med Willow foran sig, med ham i sin hule hånd, følte han sig underligt revet fra hinanden. Splittet og ude af stand til blot at være.
Som musaiens fingre brød med hans hud, udånede han - som var det hans sidste åndedrag, talte han hendes navn for første gang:
"Willow-"
Man han klappede i igen. Han så ned, ned imod sine egne hænder i et forsøg på at give slip. Det gjorde næsten ondt i hans bryst, men han vidste han måtte holde igen. Magemærket var en velkendt ting blandt hekse; en forbandelse næsten lige så meget som det var noget nært en velsignelse. Alt var relativt. Asa havde altid vidst hvad det betød at være bære af mærket - og hvordan det var hans byrde at bære, skulle han engang møde sin mage. Han havde aldrig sympatiseret med den romanticerede forståelse af magemærket - ingen var nogens, uanset hvad æld gamle magier påduttede hekse eller ej. Uanset hvor meget, han mærkede hvordan tyngden i hans bryst sank til; hvordan hver fibre i ham skreg på at føle hendes hud imod sin igen.
"Pas på dig selv."
Asa vidste ikke længere hvad han skulle sige, eller hvad han skulle gøre. Så han svang tasken omkring sin nakke, rettende den til imens han langsomt gjorde an til at træde fra hende. Han måtte vel leve op til sine egne ord?
De mørkebrune øjne søgte hende, som et næsten lidende smil bredte sig henover hans læber. Hvad ellers kunne han gøre?

Et væsen der ikke var indforstået med hvad mage mærket betød, ville nok aldrig have tænkt tanken. Ikke skænket den videre logik for heksens måde at opføre sig. Især ikke når de var et væsen som Willow; et væsen der var ganske tiltrækkende i deres natur. Smukke væsner, som de fleste ønskede de kunne være, men dem der gjorde, forstod hellere ikke konsekvensen der fulgte med den skønhed.
Hendes øjne blinkede næsten i en doven fornødenhed for at holde hendes øjne fugtige. Som ville hun hellere blot lukke dem i og falde tilbage i vandet og lade det gribe hendes krop og bære det afsted mod det ukendte. Men hun blev stående, selvom han sagde hendes navn kom det ikke som en overraskelse end ikke en fold indikerede at han overraskede hende i at kende hvad hun var givet som barn.
En let klukken forlod hende som han fortalte at hun skulle passe på sig selv. Hun lod blikket falde og kiggede ned på deres fødder. Var der ikke noget med nogen havde sagt at hvis fødder pegede direkte mod hinanden, var det fordi de kunne lide personen? Hvis der var noget om udsagnet så kunne man jo næsten lokkes til at tro at de brød sig om hinanden, sådan som deres fødder stod i direkte linje mod hinanden.
”Nogle gange er skæbne en besynderlig ting, bare fordi man har søgt efter noget i lang tid, er det ikke altid der hvor ens destination ender” hun trådte et skridt tilbage som et ømt udtryk gled hen over hendes ansigt. Hun ville lade ham tage mødet ind, vende det i hans hoved, finde ud af hvad han ville gøre. ”Pas på dig selv” hun gentog hans ord og et bredere smil formede sig over hendes læber, derefter kom der en latter fra hende som var alt dette sjovt. ”Kom, gå” latteren hang stadig i hendes ord som hun slog ud med hånden, for at vise ham den vej han skulle gå.

Willows manglende reaktion talte for sig selv. Hun vidste det godt, gjorde hun ikke? Måske burde heksen ikke lade sig overraske over det faktum. Om nok var hun ikke heks, men dette afholdt hende ikke fra at kende til magemærkets eksistens. Det afholdte generelt ikke nogen fra at opnå den viden.
Som den kvindelige naturånd slog blikket nedad, kunne heksen ikke undlade at følge hendes eksempel. Med rynkede bryn, tydeligvis en smule forundret over hvor hendes øjne søgte hen, skævede ham frem og tilbage mellem hendes øjne, til deres fødder. Til sidst måtte han dog gøre holdt, som han hørte hendes stemme tale. Han kunne ikke afholde sig selv fra at smile, næsten køligt ved hendes ord. Skulle Asa være hende helt ærlig, så havde han stoppet med at søge for århundreder siden. Men den form for ærlighed havde han ikke behov for at udtale sig om – i hvert fald ikke endnu. Det føltes komplet unødvendigt – han vidste end ikke endnu om han nogensinde ville se hende igen.
”Kom, gå”
Hendes blide latter kvalte køligheden i hans smil, og bragte farve i hans kinder og helt op til hans ører, der gemte sig bag de mørke lokker af hans hår. Af ren refleks, kunne han ikke undlade at lade sine tænder omfavne sin underlæbe. Han nikkede, anerkendende til hendes ord. Han måtte gå. Så det gjorde han, vendende ryggen imod hendes skikkelse. Han trådte imod udmundingen af skovkanten, fæstnende sit blik imod sine fødder, som de bar ham længere og længere væk fra hende. Som heksens ene fod nåede skyggerne af skovens trækroner, slog han et øjne over den enkelte af sine skuldre, kastende et enkelt blik imod hendes skikkelse. Han kunne ikke stoppe sukket der forlod hans læber, som han betragtede månens skær, lyse hende op i et blødt køligt lys.
Det var med et blidt smil, at han gav hende sin afsked:
”Til vi ses igen.”
Og med de ord, forsvandt heksens skikkelse i skyggerne.

Hun var ikke sikker på hvor længe hun havde stået og stirret mod mørket hvor heksen havde forsvundet hen. Det virkede næsten som en livstid før hun endelig bevægede hendes kolde muskler. Smilet var falmet og latteren hun havde delt, med ham var forduftet som var det dug for solen. Måske havde hun fundet en af hendes mange masker frem og puttet det på hendes ansigt? Hun var ikke sikker, men frygten begyndte at sprede sig i hendes brystkasse, og tankerne flød som en strøm gennem et landskab i hendes hoved.
Dette ville være sidste gang hun mødte heksen, hvorfor? Fordi at hun ikke ønskede at gå igennem den samme smerte som sidst. Det var næsten grinagtigt at man ville løbe fra muligheden igen at finde en hun kunne føle det samvær med som hun sådan higede efter. Men hun ønskede ikke en gentagelse af historien, for i manges øjne var hun noget unaturligt selv i øjnene hos dem der delte hendes verden.
Med et lavmælt suk forlod hun stedet og vente hjemad. Hendes tanker ville ikke forlade hende som fødderne bar hende mod hendes hjem, scenarier der gik igen og flød sammen med et nyt ansigt. Det var som om luften blev hævet ud af hendes lunger, og trak ned i hendes hjerte og brystkasse. En knugende fornemmelse som kunne hun prøve at få så meget luft ind men det ville aldrig være nok. Nej, hun ville ikke opsøge ham igen, han fortjente bedre.

Sjovt som man kunne skabe en hel historie til en person man aldrig havde mødt før. Hvordan man kunne veje sig mod personen og vide hvad de fortjente og ikke gjorde. Men hvad man ikke gjorde for at overleve den brutale verden man levede i

Out