If you want something, take it

Som hun sagde at han var ganske uinteressant, trak han bare lidt på smilebåndet men fastholdte det dragende blik. Han var så udemærket klar over at hun ikke mente det.
For at vise hende at han nød hendes berøring, lukkede han ganske kort øjnene, åbnede dem langsomt som hans blik igen fandt hendes.
"Hvis det er sådan du viser at jeg er uninteressant, så tror jeg godt jeg kan leve med det....."
Han havde ikke nogen anelse om hvor meget klokken var og han var egentlig også ligeglad, han tillod sig selv at nyde og få det meste ud af situationen.
Derefter førte han en enkelt finger op og trak nærmest hendes ansigt tættere på med fingeren ved hagen. Deres læber var nu så tæt på at man uden problemer kunne mærke varmen fra hinanden og der skulle ikke mere end en dyb vejrtrækning til før at deres læber mødtes endnu en gang.
"Jeg må jo se om jeg kan finde en måde så jeg ikke er så kedelig...."
Der var vist dybest set ikke nogen af dem der havde den egentlige kontrol over situationen. Det kunne godt være han virkede til at have den mere, men han havde ikke noget imod at slippe den kontrol når det kom til stykket

Alena havde ikke meget mere modstand tilbage i sin krop. Hun undrede sig også over, hvorfor det var så afgørende for hende, at stå imod. Hun havde fjernet det element der gjorde relationen uligevægtig. Ingen penge, ingen stjålne genstande. Nu kunne de bare være dem. At hun udelukkende sad på restauranten med ham fordi hun var nødt til det, var ikke længere sandheden. Hendes tanker havde bare ikke justeret sig efter denne erkendelse. Hans dragende smil og gennemborende blik påvirkede hende - det var der ikke længere to meninger om. Hun bemærkede, at denne påvirkning - i hendes tanker - var kategoriseret som et svaghedstegn. Hun havde ladet ham komme alt for tæt på. Ikke kun fysisk, omend det også var en faktor at deres læber endnu engang befandt sig centimeter fra hinanden.

Hun smilede, da han sagde det sidste. I det han trak hendes ansigt tættere på sit, mærkede hun sin hjerterytme ændre sig, og bemærkede for sig selv, at hendes krop kunne have haft godt af lidt kedeligere omstændigheder. Hun forsøgte at møde hans blik, men hendes øjne fokuserede i højere grad på hans læber, der var meget, meget tæt på nu. Hun overvejede kort om hun skulle kysse ham igen - det var, hvad hun havde allermest lyst til, men hun var ikke sikker på om hun spillede sine kort rigtigt, ved at gøre det igen. En tanke hun var træt af at overveje, bemærkede hun for sig selv. Hun kyssede ham kort på kinden og lod sit ansigt hvile på hans skulder derefter. Hun trak vejret dybt imens. Alle de modstridende følelser i hende var overvældende og udmattende på en og samme tid. "Var det her din plan hele tiden?", spurgte hun så. Ikke kun i et bebrejdende tonefald, omend det også var til stede i hendes stemme.

Han tvivlede sådan set ikke på at hun var i en eller anden form for indre konflikt. Men samtidig var det heller ikke noget der undrede ham, hun virkede som en meget selvstændig kvinde og det kunne han sagtens forstå hun gerne ville bevare.
Selv var han også overraskende forsigtig med at lade folk komme så tæt på, ikke fordi han frygtede det men fordi han normalt set ikke så nogen grund til det. Det var først i nyere tid hvor han havde tilladt sig selv at sænke paraderne mere så han ikke var så hæmmet. Han levede jo sit liv til fulde men ikke helt før at han ikke holdte sig selv tilbage længere. Hvordan det ville vise sig i fremtiden, var han ikke sikker på men det var også noget af det spændende ved fremtiden.

Som de sad så tæt på hinanden, kunne han nærmest høre hendes hjerteslag, hvilket var en rigtig tiltalende fornemmelse. Man kunne godt se hvordan hendes øjne måske ikke søgte hans blik så meget som før, dog gjorde det heller ikke noget som hun kyssede hans kind.
Hans brændende blik var låst i hendes med et tilsvarende lokkende smil som han svarede på hendes spørgsmål: "Min plan var at du forhåbentlig kunne nyde aftenen uden tanker på tvang eller nødvendighed. Min plan var at vi skulle nyde hinandens selskab af egen fri vilje..."
Uden at tænke på det, strøg han kort en finger langs hendes kæbe uden at slippe sit blik

En stemme bagerst i hendes hoved mindede hende om, at hun ikke burde side så tæt på ham. Hun ignorerede den. "Er dine hensigter virkelig så ædle, som du vil have mig til at tro?" Hendes blik mødte hans. Hun smilede nok til, at det kunne tydes i hendes ansigt, at hun drillede en smule. Men hun spurgte også af oprigtig interesse. Hun havde aldrig nogensinde mødt en mand der havde behandlet hende sådan før. Naturligt, var hendes første tanke, at der var et motiv for det - at han havde en agenda, hun endnu ikke kendte til. "Det håber jeg virkelig. Den her aften har kostet mig mange penge". Hun grinede nu. Men hendes bemærkning bundede forsat i en frygt for, at han havde narret hende. At hun på en eller anden måde havde overset en vigtig detalje, fordi hans dragende smil og brændende blik havde afledt hendes opmærksomhed. Imens førte hun blidt en hånd fra hans skulder og ned langs hans arm. En kærlig berøring, som havde til hensigt at bløde hendes spørgsmål op, så det ikke lød som en anklage. Det var i hvert fald ikke kun en anklage.

"Jeg føler at du ved meget mere om mig, end jeg har fortalt", hun lagde hovedet en anelse på skrå mens hun talte. Det var en konstatering, der ikke umiddelbart inviterede til et svar, men nærmere som en indledning til hendes næste spørgsmål. "Men jeg ved kun hvad du hedder - og at du samler kvinder op på barer og køber dem en ny garderobe", hun smilede drillende og søgte hans blik igen. "Hvem er du egentlig?". Alena lænede sig tættere ind mod ham, da hun stillede det sidste spørgsmål. Hun brød ikke øjenkontakten imens.

Havde han været i stand til at høre den lille stemme i hendes hoved, havde han også trukket lidt ekstra på smilebåndet over at hun valgte at ignorere den. Det var tydeligt nok at hun drillede, så han drillede tilbage ved at svare ærligt på hendes spørgsmål men uden at sænke det dragende smil. Det var der heller ingen grund til, han kunne lide hvad han så.
"Ja det er de... Jeg ville få absolut intet ud af at lyve om det....." Det var faktisk et af Caine's største problemer. Han var så ærlig at folk endte med ikke at tro på det. Men ikke desto mindre så var hans intentioner som han sagde dem. "Det kan der være noget om, men det er i et omfang du selv vælger" Han kunne nok godt forstå hvordan at hun kunne have den frygt, men ikke desto mindre var han stadig besluttet på at hjælpe hende, men i det omfang hun havde det godt med. Der var ikke noget i det for dem hvis han bare blev ved at presse om at hjælpe hende.
Hans blik vandrede kort til hendes hånd som hun strejfede hans arm men smilet var der endnu og det var nemt nok at tyde på ham at han godt kunne lide det.

"Det kan også være det er tilfældet.." Han havde jo nået sit niveau af success netop fordi han kunne læse situationer. Som hun lænede sig tættere på i takt med hendes spørgsmål, smilede han og lænede sig selv lidt tættere. "At samle kvinder op og give dem garderober er en mistanke folk altid har selvom det ikke er tilfældet. Hvis ikke jeg fandt dig mere end normalt tiltalende så sad jeg jo ikke her" Hans blik fortalte hvordan at hun var noget særligt, men som adelsmand slap han nok aldrig af med rygtet om at samle kvinder op.
Så svarede han med en selvsikkerhed der var forventet af en som ham men samtidig med fokus på hende. "Mit fulde navn er Lord Caine Rothwell hvis man insisterer på at bruge titler.. Der udover er jeg investor og læge og kirurg... Jeg er en mand der lever livet som jeg lyster det... Men at få alle tingene med, er en længerevarende fortælling.... Måske noget der kan fortælles over et besøg?"
Hans blik var låst i hendes

"Det er måske ikke så mærkeligt at de mistænker dig for det, når du lige har brugt din eftermiddag på selv samme" hun himlede en smule med øjnene, da hun sagde det. Lige denne mistanke virkede som om, at den var begrundet. Hun tvivlede på at hun var så særlig i hans øjne, som han påstod. Hun smilede alligevel over komplimentet - det var en reaktion hun ikke kunne undertrykke.

Hun løftede et øjenbryn da han lod hende vide lidt mere om ham. Det overraskede hende, at han overhovedet var uddannet til noget. Hvis hun skulle have gættet, ville hun tro, at han var fra en velhavende familie, og at pengene fra det, var mere end rigeligt til, at han aldrig skulle bekymre sig om at møde på en arbejdsplads. Men det måtte han vel også være - hvorfra skulle titlen ellers komme? Alena var overbevist om, at hvis hun havde haft  adgang til den slags midler, ville hun aldrig så meget som åbne en bog. Faktisk, ville hun droppe ud af akademiet omgående. Ikke at hun havde for vane at møde op der særligt ofte.

"Et besøg?" Hun gentog hans ord med en vis overraskelse, og vidste straks, at hun ikke kunne forestille sig Caine i hendes lille lejlighed. Tanken om hans selskab uden publikum var på den anden side også ganske tiltalene. Hun brød sig ikke om opmærksomhed i det offentlige rum, og det element ville være elimineret. "Måske en dag", svarede hun. Hun havde allerede gjort det meget tydeligt for ham, at hun ikke ønske at tage med ham hjem i aften. Omend det var tiltagende fristende at gøre alligevel, stod hun fast.

Han kunne ikke lade være med at slippe en kort latter som hun ganske berettiget fik kommenteret på deres eftermiddag. "Det kan der nu være noget om. Min titel gør umiddelbart heller ikke noget godt når det kommer til den slags rygter, folk har vist set for mange film om den slags."
Hun virkede da til at være flad for hans oprigtige kompliment, den slags smil kunne ikke bare gemmes. Om det så var selve komplimenten eller det faktum at han mente det, kunne han ikke være sikker på men han håbede selvfølgelig på hun vidste han var oprigtig.

Det løftede øjenbryn var han så udemærket klar over hvad betød. Det var ikke første gang folk kiggede sådan på ham når de fandt ud af han rent faktisk havde uddannelse. Han havde jo sin titel så han behøvede det dybest set ikke men samtidig så ville han jo skabe sit eget navn i stedet for bare at leve på sin titel.

Han nikkede da hun virkede overrasket over hans kommentar om et besøg, han mente det skam. "Ja.... Om det skal være hjemme ved dig eller mig, vil jeg lade dig afgøre skulle det friste på et tidspunkt... Så slipper man også fra de omkringværende blikke der måske måtte være"
På den måde svarede han oprigtigt men uden at virke pralende. "Hej vil du ikke hjem til mig, jeg har et palæ med pool" virkede ikke som den rigtige måde at spørge på. Derefter løftede han sit glas til en skål med hende, skulle hun vælge at skåle tilbage, strejfede han meget diskret men bevidst hendes hånd

Alena løftede glasset for at skåle med Caine og lod i samme bevægelse mærke til at hans hånd strejfede hendes. Det fik hende til at afbryde bevægelsen i et halvt sekund, inden hun førte glasset op til munden. Hun var ikke vant til mængden af vin og hun kunne tydeligt mærke, at hendes balance gradvist blev påvirket i takt med at hendes promille steg. På samme tid var hun mere afslappet i Caines selskab nu, end hun havde været hele dagen. Hendes irritation over situationen var heller ikke så tydelig at spore i hendes blik længere. Hun mistænkte vinen for begge dele, og forventede at hun ville vågne op dagen efter med en hovedpine i mere end én forstand. En hovedpine forårsaget af kombinationen af et højt alkoholindtag og sænkede parader. Ville hun fortryde kysset? Dansen? Mens hun sad overfor ham og lod sig rive med af hans dragende smil og bestemte blik, føltes det som en naturlig udvikling i relationen mellem dem. Ville hun tænke det samme i morgen?

"Du virker ikke påvirket af opmærksomheden", bemærkede hun så. Det var en konstatering mere end et spørgsmål. Hvis han gerne ville blende ind i mængden, formodede hun, at han nok havde valgt en mere diskret bil. Eller at han ikke havde danset med hende på den måde. Hvis han var lige så ukomfortabel ved det som hende, skjulte han det i hvert fald godt. Som han skjulte alt andet under de rolige bevægelser og den beherskede facade. Var det mon det? En facade? "Du virker ikke påvirket af særligt meget, faktisk". Endnu en konstatering. Hendes evne til at føre en samtale var måske heller ikke på et ligefremt akademisk niveau med den promille hun efterhånden havde opbygget. Hendes blik mødte hans i et kort sekund inden hun uden tøven kyssede ham igen. Denne gang hans læber i stedet for hans kind. Og denne gang kort. "Se? Ingenting" hun smilede drillende og lænede sig tilbage i stolen med et afventende blik. Hun nød den selvtillid som vinen tilsyneladende også havde bidraget til - så gjorde det ikke så meget at hun måtte ofre lidt af sin balance.

Havde Caine været en normal mand, var han nok også meget mere påvirket af vinen end han egentlig var. Men han syntes ikke lige han ville smide 'Jeg bliver ikke så nemt fuld fordi jeg faktisk er en dæmon' bomben.
Men der var noget afslappende over at hun ikke virkede så irriteret mere, som om hun langt mere tillod sig selv at nyde selskabet og situationen.

"Det er jeg egentlig heller ikke... Med et liv som mit følger der en del blikke og rygter så jeg har måttet lære at være ligeglad med den slags. Jeg ved godt det er nemmere sagt end gjort men der er en unik frihed i at være fri for andres påvirkning som folk der kigger..." Ganske vist så var Caine en meget nobel mand der beherskede sig selv rigtig godt, men det havde også været nødvendigt. Forbandelsen ved en adelstitel var både folks anerkendelse men også de rygter der kunne opstå af det.
Som hun kyssede hans læber, lukkede han øjnene og gengældte kysset. Ganske langsomt åbnede han øjnene med et dragende smil og et glimt i øjet. "Det er ingenting... Det er skam noget der påvirker mig... Når du giver sådan et kys, får jeg trangen til at tage et mere... "
Ærligheden lyste nærmest ud af de intense øjne som han lænede sig diskret mere ind over bordet

Hun kyssede ham igen. Der var ikke noget der stoppede hende mere. Hun var usikker på om de potentielle konsekvenser ikke længere skræmte hende eller om det var gået op for hende, at hun allerede havde overskredet en grænse på så markant vis, at et kys fra eller til næppe udgjorde en væsentlig forskel. Hvad end der måtte ske ville ske - uafhængigt af om hun gav efter for sine impulser eller ej. Så det gjorde hun. Dette illustreredes særligt ved at dette kys var både længere og dybere end det foregående. Hun afbrød det igen lige inden hun for alvor lod sig opsluge af det og af ham. Vinen havde altså ikke fjernet al fornuft, omend det ikke var langt fra. Kysset gjorde det forhåbentligt også mindre tydeligt, hvor meget hun smilede af hans sidste kommentar. Det havde altså lykkedes hende at påvirke ham en lille smule - ikke med sine spidse kommentarer, flugtforsøg, tyveri eller hvad hun ellers havde budt den ellers så venlige mand foran hende. Alt sammen på den samme dag. Men et kys var åbenbart hvad der skulle til. Hun var ikke sikker på det havde påvirket ham på samme niveau, som det havde hende - men hun tillod sig at nyde den lille sejr, hun trods alt betragtede det som.

Hun lænede sig ikke tilbage i stolen igen, men bevarede den korte afstand mellem dem ved at foreblive lænet ind mod bordet. Hendes blik søgte hans. Undersøgende, som ledte hun efter en reaktion eller et tegn på hvad hans næste skridt ville være. Ubevidst flyttede hun på en af de mørke krøller igen. Bevægelsen var ikke flirtende denne gang, men havde et strejf af nervøsitet, som ikke engang de betydelige mængder vin kunne hæmme.

"Det er befriende at der er noget menneskeligt ved dig, trods alt", sagde hun så efter et par sekunder. Hun hentydede til den næsten overmenneskelige ro som han havde mødt hende med hele dagen. Der var ingen stærkere følelser der afslørede noget hverken i den ene eller den anden retning. Han havde kun været rolig og fattet. Hun havde aldrig mødt nogen der kunne opretholde en sådan facade over så mange timer. Og så der var naturligvis hans blik og smil, som hun ikke helt kunne forklare, hvorfor hun var så tiltrukket af. Hun sagde det med et drillende smil - det var hverken en mistanke eller en anklage. Hun var blot vant til at frembringe kraftigere reaktioner hos folk, hvis hun ville det sådan.

Han blev ikke overrasket over at hun kyssede ham igen, men han måtte se sig lidt overrasket over at kysset var længere og dybere end det sidste. Dette viste han ved at give sig lige så meget hen i det og afsluttede det kun langsomt inden hans blik fandt hendes igen.
Det var også tydeligt på hendes diskrete bevægelse at der var noget nervøsitet at spore, hvilket han måske godt kunne forstå siden det havde endt som det havde. Det virkede ikke som om hun havde regnet med det på nogen måde, det generede ham nu heller ikke at de sad sådan nu

Ved hendes kommentar trak han lidt på smilebåndet inden han strøg en finger stille på hendes hånd uden at fjerne sit blik fra hendes på noget tidspunkt. "Det er jeg glad for du siger... Og jeg ved også godt hvorfor det er sådan.... Du ser ikke pengene eller titlerne.... Du ser Caine... Ikke Lord Caine.... Vi ser hinanden med samme øjne... "
Ganske blidt løftede han hendes hånd for stille at kysse hendes fingre. Hun ledte efter en reaktion og det skulle hun få

Alena var faktisk ikke klar over præcist med hvilke øjne Caine så hende. Det gjorde hende utryg at hun havde en fornemmelse af, at hun ved sit kropsprog og de reaktioner hun ikke havde formået at undertrykke, potentielt havde afgivet flere informationer om sig selv til ham, end hun havde været komfortabel med at dele. Hun var heller ikke sikker på at hun på nogen måde havde gennemskuet ham - hun havde kun haft minimal succes med at komme ind bag hvad hun stadig antog var en rolig og kontrolleret facade. Det var dog kun en formodning, og hun havde som bekendt taget fejl mange gange allerede - alene den dag, var det blevet til en hel del.

Hun var fuldstændigt ligeglad med hans penge, fordi de ikke interesserede hende overhovedet. Det gjorde den verden han kom fra heller ikke. Hun følte sig malplaceret og ukomfortabel der. Det eneste der alligevel havde fanget hendes opmærksomhed var udsigten til at gøre sin egen økonomi lidt lettere at håndtere - men at blande det med hvad end det var hun følte eller ikke følte for Caine, var slet ikke en option. Hun bemærkede i sine tanker, at han nok havde lidt højere tanker om hende, end hun reelt kunne honorere. Hun forstod ikke hvorfor han fandt hende interessant, hvis det var, hvad han følte. Det vidste hun strengt taget intet om.

Hun lod ham tage sin hånd og smilede, da han kyssede den. Altid så elegant, bemærkede hun for sig selv. "Jeg ved faktisk ikke helt, hvad jeg ser", sagde hun som svar på hans forklaring. Hun tænkte et par sekunder over hvordan hun skulle formulere det næste, og indrømmede så: "Jeg kan ikke gennemskue dig. Ikke som du gennemskuer mig".

Hvis Caine selv skulle sætte en finger på hvad var hans største problem så var det netop at folk altid troede hans fremtonen var en facade. Det var selvfølgelig ikke nemt at overbevise folk om men Caine opretholdte ikke nogen facade. Det havde selvfølgelig sine fordele at folk ikke bare kunne gennemskue ham men samtidig så ville folk nok blive overrasket over at der slet ikke var en facade at gennemskue.

Netop det at hun var fuldstændig ligeglad med hans penge var en af de ting han fandt utrolig tiltalende ved hende. Bevares hun havde måske haft andre motiver til at begynde med men han kunne så ganske tydeligt mærke at det ikke længere var en del af det. Han ville selvfølgelig gerne stadig hjælpe hende skulle det blive nødvendigt men det skulle også være på en måde hun selv fandt acceptabelt. Hvis det skulle blive aktuelt en gang.
Han kunne selvfølgelig ikke læse tanker men men kunne han, ville han også forklare hende hvad det var han fandt interessant ved hende. Det virkede som om at når det kom til stykket, så var hendes tanker om sig selv egentlig ikke særlig høje.

Som hun konkluderede at hun ikke kunne gennemskue ham, nikkede han ganske diskret uden at slippe et varmt og roligt smil.
"En del af mit virke i utrolig lang tid har været at kunne gennemskue personer... Men grunden til du ikke kan gennemskue er at der er ikke noget at gennemskue.... Facader er ikke noget jeg gider bruge tid på.. Den mand du ser foran dig er den mand jeg er.... Og hvad end jeg kan gøre for at bevise mig selv, gør jeg gerne"

Alena havde stadig svært ved at tro, at en mand kunne være så roligt og fattet uden at det skjulte noget andet. Men det var tilsyneladende tilfældet, hvis hun skulle tro på de ord han besvarede hendes indrømmelse med. "Hvordan er det nødvendigt at gennemskue folk, når man er læge?" Hun var generelt en smule skeptisk omkring hans person og hans udsagn. Det havde ikke nødvendigvis noget at gøre med ham personligt - hun havde bare aldrig mødt en mand som ham før, og indtil idag havde hun været overbevist om, at mænd som ham, slet ikke fandtes. Hun kunne heller ikke slippe tanken om, at der var et eller andet ved ham, der ikke helt stemte. Hun kunne bare ikke sætte en finger på, hvad det var. Måske hun bare ikke vidste nok om ham, til at det hele kunne give mening i hendes hoved.

Hun smilede så selvsikkert som situationen tillod. Det kunne godt være at han ikke gad bruge tid på facader, men det var hun ikke for fin til. Det føltes mere trygt, fordi opretholdelsen af facaden gav hende følelsen af, at han ikke lærte hende at kende på et dybere plan og at hun ikke behøvede at dele personlige detaljer om sit liv med ham. Hun syntes allerede at han vidste alt, alt for meget.

"Det er måske ikke din hovedbeskæftigelse?" forsatte hun så. Hun havde ikke i sinde at lade hans bemærkning gå ubemærket hen. Derudover var nysgerrigheden tydelig i hendes blik. Hvilket job krævede, at han skulle gennemskue folk på denne måde? Hvem havde lært ham det?

Der var ufattelig mange der havde mødt ham og tænkt der måtte være mere til ham end hvad han viste. Men der var ikke andet end hvad han viste, han hvilede i sig selv og havde ikke nogen trang til at lave en facade selvom det måske ind imellem kunne være smart nok.
Det eneste han ikke viste hende var det faktum at han var Dæmon. Det var yderst sjældent at det blev relevant som sådan og han vidste jo heller ikke om hun ville løbe skrigende bort og han havde sandt at sige ikke lyst til at afbryde en ellers rigtig behagelig aften.
"Typisk når en patient ikke er realistisk med hvad der er i vejen eller for den sags skyld hvad der har bragt dem i den situation" Han svarede med den selvsikkerhed han havde haft indtil nu og nok også fortsatte med.

Ganske rigtigt så vidste han meget om hende og nok mere end hun syntes om men det var heller ikke svært at finde ud af når han havde de kontakter han havde og det faktum at han kunne læse hende forholdsvist nemt.
Han smilede dragende til hende og tog en tår af sin vin inden han satte glasset fra sig. "Det er en af mine beskæftigelser... Jeg har været gæstelærer på Akademiet nogle gange og der udover så er jeg investor. Der kan det være nyttigt at kunne læse folk for at se om det er en investering der kan betale sig...." Han lagde heller ikke skjul på at han ville svare på et hver spørgsmål hun kom med.

Hun godtog hans svar - det gav mening at en læge skulle kunne gennemskue folk. Det gav endvidere endnu bedre mening at en investor havde brug for samme evner. På trods heraf havde hun svært ved at slippe følelsen af at han havde set det hele. Hun følte sig på sin vis afsløret, selvom hun ikke havde givet ham en eneste personlig information om sig selv. Det gjorde hun aldrig, idet hun havde erfaret, at jo mindre folk vidste om hende desto bedre var det. Især når hun havde stjålet noget fra dem - der var det særligt hensigtmæssigt. "Er jeg realistisk omkring hvad der har bragt mig denne situation?" hun smilede lige dele drillende og flirtende, og lænede sig samtidig let frem mens hun talte. Hun talte lidt langsommere og lavere, som hun også havde gjort det tidligere, når hun havde forsøgt at forføre ham. Hendes hånd søgte mod de brune krøller igen, men hun bremsede den midt i bevægelsen, da det gik op for hende hvor den var på vej hen. Hun følte at hendes flirteri måtte være håbløst åbenlyst, når hun blev ved med at røre ved sit hår. På så mange forskellige måder kunne man bare heller ikke omplacere den samme hårlok.

Alena hævede et øjenbryn da han nævnte, at han havde været gæsteunderviser på Akademiet. Hun havde aldrig set ham der, men hun kunne naturligvis heller ikke prale af et blændende fremmøde.  "Hvad er det så.... to, tre fuldtidsstillinger?", hun kiggede undrende på ham. Hun forstod ikke hvorfor han overhovedet orkede at arbejde med den formue han formentligt havde, men hun forstod endnu mindre, at han orkede at arbejde så meget. Læge og investor virkede ikke ligefrem som noget man kunne gøre på deltid.

Caine havde altid været rigtig svær at gemme noget for, eller for den sags skyld at holde en facade han ikek kunne se man holdte oppe. Meget af det var selvfølgelig også i kraft af hvordan han fik sin næring. Når en sjæl gav næring fandt han ud af der var meget mere næring i når det var en sjæl der gav sig frivilligt.
Da hun nærmest legende spurgte ind til om hun var realistisk, valgte han at svare på en måde der passede sig til en som ham. Kort rakte han hen og strøg hendes kind ganske kort inden han nikkede en gang med et dragende fastlåst blik.
"Absolut.... Du befandt dig i en situation du senere hen valgte ikke skulle diktere hvor vi er nu... Om du så er realistisk omkring dine egne tanker om det, kan kun du svare på.... Jeg spiller med åbne kort og håber du ser det...."
Hun havde jo valgt at blive og deklareret at det ikke skulle handle om penge, i hvertfald ikke som aftenen var skredet frem. Og Caine havde sat sig i hovedet at aftenen jo skulle være behagelig og det syntes han i hvertfald den var. Og selvom hendes kropsprog vidnede om hun ikke var fan af at blive gennemskuet så virkede det til hun også nød aftenen. Hvordan fremtiden ville være, måtte de jo se på når det var