If you want something, take it

Caine var på ingen måde dum, så han havde så udemærket regnet ud af hun ikke havde råd til at efterlade halskæden og det nok var det mest overskyggende motiv for at hun blev. Ellers havde hun nok valgt at gå.
Men Caine var heller ikke færdig med på nogen måde at forme situationen så det måske endda kom ud til fordel for dem begge to. Det var jo trods alt den bedste måde at fortsætte med at få det meste ud af situationen.

"Jeg har allerede en idé til hvordan du kan få de penge du tilsyneladende desperat mangler, også på en måde der virker for os begge to. Du får pengene af mig og så arbejder du for mig, du får løn og så tager jeg en beskeden del af det indtil pengene er betalt tilbage. Hvilken form for arbejde kan vi altid snakke om hvad du finder passende og har tid til"
Ganske rigtigt så var det nok ikke et sted hun selv havde råd til at handle, men ikke desto mindre var det ved sådan et sted han parkerede.
"Du får pengene du skal bruge, arbejder det af på en måde du kan acceptere og så kan vi forhåbentlig koncentrere os om at få en god aften. Hvordan lyder det?"

Hun betragtede ham et par sekunder. Det beroligede hende en smule at han som hende også havde et motiv. Hun kunne heller ikke få det til at passe i sit hoved, hvis hendes tilnærmelser alene skulle betale den gæld af. Ganske vidst var hun ikke grim, men hun bildte sig heller ikke ind, at hendes almindelige fremtræden kunne redde hende fra noget som helst. "Det er en aftale", hørte hun sig selv sige, inden hun havde tænkt konsekvensen til ende. Hvad nyttede det alligevel?

Da hun så hvilken butik han parkerede foran sank hun en ekstra gang. Skulle de derind?? Hun så ned af sig selv og blev pludseligt meget bevidst om hvad hun allerede var iført. Hvad ville medarbejderne ikke tænke, hvis hun gik derind i den mundering. Og så med halskæden. De ville tænke at hun var en eller anden escortpige, som en velhavende mand havde forbarmet sig over. På den anden side havde hun også lige sagt ja til at arbejde for ham uden overhovedet at vide hvad det arbejde skulle bestå i, så forskellen var måske ikke så stor. Hun mindede sig selv om at han havde brugt vendingen "på en måde du kan acceptere". Det havde hun tænkt sig at holde ham op imod.

Hun åbnede døren i passagersiden uden at vente på om han havde tænkt sig at gøre det for hende. Det kunne hun sagtens selv sørge for. Det ville hun selv sørge for. Hun tog en dyb indånding og satte kursen mod butikken. Hun kunne lige så godt få det overstået. Hun havde taget sweateren med under armen - bare for en sikkerheds skyld.

Som hun lod til at acceptere, nikkede han med et dragende smil og sagde: "Fantastisk, vi finder ud af detaljerne når det er passende. For nu, lad os finde dig noget tøj"
Da de stod udenfor bilen, rakte han kort ind og tog en dyr sort frakke og rakte til hende. "Det kræver ikke nogen doktorgrad at se du ikke har det godt i den kjole. Her, brug den hvis du vil"
Så havde hun om end muligheden for at bruge frakken hvis det gjorde hende mere tilpas.

Som de kom ind i butikken, kom der en middelaldrende dame hen til dem og kiggede først på hende med lidt store øjne inden blikket blev vendt mod Caine. "Velkommen til, hvad kan jeg hjælpe med?"
Caine smilede roligt inden han sagde: "Denne kvinde har haft en chef der har krævet en uniform hun på ingen tænkelig måde har været tilpas i så jeg vil give hende hvad hun rent faktisk finder tilpas i. Undertøj, kjole, sko, hvad end hun vil"
Damen nikkede en gang og spurgte: "Vil i have en hånd med at finde noget eller vil i selv kigge?"
Caine kiggede på Alena efter hvad hun selv gerne ville.

Hun smilede taknemmeligt og tog imod frakken. Ejede han rent faktisk noget der var gennemsnitligt prissat? Lavet af polyester? Hun tog den over skuldrene og håbede at det tonede hendes tøj lidt ned. Om ikke andet ville halskæden nok være det største opmærksomhedspunkt. Det var dog svært for hende at vurdere om det var kjolen, halskæden eller frakken som fik medarbejderen til at spærre øjnene op - måske en kombination. Hun ignorerede damens blik. Hun vidste, at det ville være uundgåeligt. Da medarbejderen tilbød sin hjælp, skyndte Alena at takke ja. "Ja tak, jeg vil gerne have hjælp"., sagde hun måske lidt for hurtigt. Hun havde ladet blikket vandre rundt i butikken og hun fandt det allerede uoverskueligt.

Hun betragtede medarbejderen som på hendes opfordring begyndte at tage ting ned fra hylderne og stativerne, og placere dem i et prøverum der var større end hendes lejlighed. "Hvad hedder du overhovedet?" spurgte hun henvendt til manden. Der havde været tavshed mellem dem noget tid, og hun forsøgte at starte en samtale. Forsøget blev en smule halvhjertet, da hun samtidig med at hun stillede spørgsmålet satte i bevægelse mod prøverummet. Det var ikke for at være uhøflig - i hvert fald ikke primært.

Kvinden nikkede til hende som hun nævnte hun gerne ville have hjælp og gik så med hende for at finde det hun ville have. Da Alena så kiggede på ham og spurgte om hans navn, smilede han roligt og sagde: "Caine Rothwell men bare kald mig Caine"
Så ssatte Caine sig ved et bord i butikken der var indrettet til at man kunne sidde og få sig en kop kaffe imens hun kiggede rundt efter det hun skulle have. Nok var Alena meget tiltrækkende men han var alligevel en gentleman så han prøvede ikke at lure ind i prøverummet eller noget. Det eneste tidspunkt han overhovedet overvejede det, var hvis hun spurgte efter hans mening.

Kort kom ekspedienten hen til ham og spurgte lidt diskret: "Hvor meget skal jeg finde til hende?" Caine svarede tilsvarende diskret og sagde: "Giv hende det hun vil have. Jeg er sådan set ligeglad med om det er jeans, lingerie, kjoler. Det hun vil"
Som de fleste ekspedienter, fik hun lys i øjnene ved tanke om en god omsætning og gik tilbage til at hjælpe Alena imens Caine fik sig en kop kaffe. Han kunne ikke helt slippe tanken om hvad Alena ville sige til hvis hun vidste hun var i selskab med en dæmon?

Alena stod i prøverummet med en uoverskuelig mængde tøj. Hun havde nævnt for medarbejderen at hun primært havde jeans i sin garderobe og sjældent gik i kjoler. Ekspedienten havde dog alligevel fundet en del kjoler. Og stilletter der passede til. Alena kunne måske overtales til kjolerne, men stilletter ville resultere i en brækket ankel. Dem havde hun aldrig helt knækket koden til. Hun lod hånden glide over stoffet på en af kjolerne, der hang på en bøjle i prøverummet. Den var sort. Hendes foretrukne farve. Helt sikkert ikke lavet af polyester. Hun besluttede sig for at prøve den - det ville der jo ikke ske noget ved. Kjolen gik langt op i halsen, men havde en dyb udskæring i ryggen. Den var tætsiddende uden at være for tæt og havde lange ærmer. Den komplimenterede hendes form på en måde som hun ikke anede, at et et stykke tøj kunne. Hun smilede, da hun opdagede at kjolens længden stoppede lige under knæene. En væsentlig opgradering fra hvad hun havde haft på tidligere. Hun havde stadig halskæden på. Den forholdsvist enkle kjole fungerede som diskret baggrund for den, og fremhævede den endnu mere. Hun betragtede sig selv i spejlet. Caine Rothwell. Havde hun hørt det navn før? Var han en man burde vide hvem var? Sikkert hvis man var en del af eliten, hvilket hun som bekendt ikke var i nærheden af.

"C.. Caine?" kaldte hun forsigtigt. Hun havde brug for en second opinion, og hans var den eneste til rådighed. Det var jo også ham der betalte. Hun trak det luksuriøse gardin fra prøverummets dør, så han kunne se hende. Ubevidst rettede hun på sit hår, så det faldt i brune bølger henover hendes højre skulder. "Er den her fin nok?" ville hun spørge ham, hvis han gik hen til hende. Hun betragtede stadig sig selv i spejlet, mens hun talte.

Han sad lidt egne tanker og havde også tømt sin kaffe da han hørte Alena kalde på ham. Roligt rejste han sig og gik hen til prøverummet og så den kjole hun foreløbig havde valgt. Den var som lavet til hende så Caine kunne ikke andet end at smile dragende og nikkede stille. "Den er perfekt, som syet til dig... Du er utroligsmuk og med håret sådan, endnu bedre... Den skal du i hvertfald have.... "
Han tillod sig selv at nyde udsigten med et smil men uden det var for lang tid. Derefter stod han kort og afventede om hun skulle bruge hans mening om mere eller om hun ville kigge videre.

Det virkede som om hun overhovedet ikke havde prøvet noget lignende før, eller bare tøj i den kvalitet. Hun var tiltalende på mere end en måde så han kunne ikke se hvorfor han ikke skulle gøre det her. Man kunne jo sige de begge to fik noget ud af det, og igen håbede han på at hun fik fornemmelsen af hans oprigtighed

Hun mødte hans blik i spejlet da han komplimenterede hende i kjolen. Hvis ikke hun havde stjålet den halskæde fra ham, som i øjeblikket befandt sig om hendes hals, kunne man snydes til at tro, at hun stod ved hans side af lyst. Og at hun hørte til her. Hendes blik skiftede til sit eget spejlbillede. Men det var ikke sådan det forholdt sig. Det måtte hun huske at minde sig selv om, i stedet for at lade sig forblænde af de materialistiske ting, han havde adgang til. Hun smilede alligevel over hans ord - det behøvede jo ikke at betyde noget. Hun trådte ned i et par flade sko, som ekspedienten havde stillet ved kjolen. Det måtte være fordi ekspedienten havde tænkt, at kjolen og skoene passede sammen.

Hun havde efterladt et par jeans og en hvid silkeskjorte på en stol, som hun også ville have med. Hun gik hen for at samle det op. På vejen faldt hendes blik på et par af stilletterne. Måske det var på tide at lære det? Hun samlede dem op fra det sted hvor de stod på gulvet. For det tilfælde at hun rent faktisk brækkede anklen, havde hun jo et par flade sko også. Hun fik øjenkontakt med ekspedienten som hentede det af hende udvalgte og tog det med op til kassen. "Tror du jeg kan beholde det på?" spurgte hun Caine. Hun havde vendt sig mod ham nu, i stedet for blot at føre en samtale med hans spejlbillede. Hun ville så nødig tilbage i den gamle kjole, hvis hun kunne blive i denne.

Det var egentlig overraskende rart at se hun rent faktisk tillod sig at nyde det lidt, han kunne også sagtens forstå at hun ikke ville tilbage i den gamle uniform.
Caine nikkede ved synet af hende og svarede så på hendes spørgsmål med: "Selvfølgeligkan du det, det er dit...." Så gik han op til kassen sammen med hende og betalte, kiggede ikke en gang på kasseapparatet som ekspedienten pakkede de andre ting hun ikke havde på. Ekspedienten rakte hende også en pakke og blinkede drilsk. "Her kære... brug det hvis han opfører sig ordentligt" Caine kiggede undrende men vidste godt at med ekspedienten ikke ville afsløre noget.
Efter at have samlet hendes ting, gik han ud til bilen sammen med hende. "Er du glad for det du fik? Og hvor kunne du tænke dig at spise?"

Ekspedientens bemærkning mindede Alena om at de måtte ligne et par. Det måtte være det folk troede, når de passerede dem. Især nu, hvor hendes opgraderede kjole fik hende til at ligne en der hørte til ved hans side. Tanken var ubehagelig i den forstand at den reelle årsag til at hun var der, var pengene. Hun brød sig ikke om det skæve magtforhold der lå i denne situation ligesom hun ikke brød sig om følelsen af, at være afhængig af andre end sig selv. Men så skulle hun måske ikke have stjålet halskæden til at begynde med. Hendes fingre strejfede den igen. Hun havde virkelig rodet sig ud i noget, hvor konsekvenserne var større, end hun havde kunne forestille sig. Hun smilede til ekspedienten og undrede sig over indholdet af pakken. Hun besluttede sig for at bekymre sig om den på et andet tidspunkt.

Da de kom tilbage til bilen satte hun sig ind i passagersiden af bilen igen. Det føltes ikke så uvant anden gang. Det irriterede hende lidt. "Ja, hvordan kunne jeg været andet?" svarede hun samtidigt på hans spørgsmål. Hun smilede endda uden at det var anstrengt. Det var generøst af ham at give hende alle de ting. Hun var dog glad for at hun ikke vidste hvad prisen havde været - den regning måtte være astronomisk. Da han spurgte hende hvor hun ville spise, smilede hun lidt, og svarede "hvor du kan anbefale", præcis som han selv havde sagt, da han skulle udvælge sin anden drink på The Fox.

Ganske rigtigt så matchede hendes nuværende outfit hans tøj noget mere end til at begynde med. Selvfølgelig kunne han godt forstå hendes tanker omkring hele situationen hvis han ellers kendte dem, men for nu ville han bare have en god aften i selskab han kunne lide. Om hun så ville ende med at have en god aften, ville tiden selvfølgelig vise.

Det var rart at se hun alligevel var nået til det punkt hvor hun kunne smile naturligt igen, det klædte hende også langt bedre.
"Det glæder mig at høre.... Jeg kan hjælpe med at sige hvad jeg synes men ellers har jeg ikke den fjerneste anelse om at finde rundt i sådan en butik" Nok havde han en sans for smag i tøj men at finde rundt i en dametøjsforretning var noget andet
Med et drilsk glimt i øjet sagde han: "Der er et sted med udemærket pizza her henne"
Det ar mere ment som et hint til italiensk mad på et dyrt sted ikke så langt der fra

Alena smilede lidt. Hun havde ved gud heller ikke nogen anelse om hvordan man fandt rundt i den slags butikker. Eller hvordan man opførte sig passende i det selskab. Men kjolen var fantastisk. Det var der ikke to meninger om. Hun svarede ikke yderligere på hans kommentar. Det var ikke fordi hun ikke ville tale - hun havde over 1.000 spørgsmål i sine tanker, der pressede sig på. Det virkede bare så unaturlig en udvikling i deres relation - i alt fald set fra hendes synsvinkel. Hun ville aldrig kunne have forudset dette. Netop derfor var det spørgsmål der trængte sig mest på var "hvorfor?" stærkt efterfulgt af "hvem er du?". Hun rørte igen ved halskæden - denne gang vedhænget. Hun var ikke vant til at gå med smykker i denne værdiklasse og hun var konstant bange for at tabe den. Hun undrede sig også over, hvorfor han lod hende beholde den på. Men så igen - flugt havde hun forsøgt og mislykket noget så grusomt med. Han behøvede ikke at være bange for at hun forsøgte igen.

Alena åndede lettet op ved tanken om en helt almindelig pizza, så hun kiggede på ham og svarede "pizza lyder perfekt". Hun vidste ikke hvad det drilske glimt i hans øjne var et udtryk for, men hun forestillede sig, at hun ville finde ud af det i løbet af ganske kort tid. De havde jo masser af tid, tilsyneladende. Så vidt hun var orienteret var deres møde blevet til en heldagsbegivenhed. "Gør det dig lykkelig at have alle de her ting?" hørte hun sig selv spørge. Det var et spørgsmål der kom relativt meget ud af det blå, men hun havde tænkt over det længe. Nysgerrigheden vedrørende ham og den elite han tilhørte, havde presset sig på.

Caine var ikke helt sikker på hvorfor men han følte alligevel at det var nødvendigt at sige noget. Der var jo dybest set ikke noget underligt i hvis man gerne ville have svar. "Hvis der er nogetdu gerne vil vide eller spørge om så spørger du bare... Det er jo ikke ligefrem en vant situation" Det var ikke sikkert hun ville bruge det til noget men så havde hun muligheden. Han kunne ikke helt lade være med at trække lidt på smilebåndet som hun rørte lidt ved halskæden. Men i den sammenhæng kunne han heller ikke lade være med at tænke på hvor slem hendes situation var siden hun var så desperat. Under alle omstændigheder var han opsat på at hjælpe hende efter bedste evne. Ganske vist havde hun en gang forsøgt at flygte men hvis hun skulle have tillid til ham, måtte han også vise tillid til hende.

Hendes reaktion på ideen om pizza lod til han ramte rigtigt med hvad han havde tænkt sig. Da hun så spurgte så direkte blev han lidt overrasket men ikke på nogen dårlig måde. Nærmere tvært imod, det var forfriskende og så viste det vel dybest set også en mere afslappet nysgerrighed. "Om de gør mig lykkelig, ikke direkte nej... Men friheden til at leve som jeg har lyst gør til gengæld... Jeg har mit familienavn men jeg besluttede mig for at skabe mit eget navn om man vil... Og nu kan jeg leve som jeg vil..." kort efter parkerede han ikke så langt fra en dyr italiensk restaurant

"Men gør du så det? Lever som du vil?" Hun var ikke helt færdig med at spørge ind til dette emne. Hun var usikker på om det var at gå en smule over stregen, men han havde trods alt selv bedt om at bruge hele dagen med hende - det havde jo ikke været hendes idé. Overhovedet. Så hun følte sig trods alt i en position, hvor hun kunne tillade sig lidt mere, end man normalt ville kunne ved et første møde. Alt ved det her var jo uvant og utraditionelt alligevel. "En ting er at du kan. Men gør du?", tilføjede hun uddybende. Hun havde besluttet sig for at det trods alt var en anelse unormalt at samle hjælpeløse kvinder op på denne måde, og hun havde lyst til at grave i det. Hendes spørgsmål var det første spadestik.

Da hun så hvor han parkerede bilen, gik det op for hende at deres versioner af "bare en pizza" vidst var i hver sin ende af skalaen. Var det derfor han havde smilet så drilsk, da han foreslog det? I det mindste opfyldte hun dresscoden nu - i modsætning til hvad hun gjorde, da de ankom til butikken tidligere. Endnu engang følte hun det nødvendigt at demonstrere sin uafhængighed ved at åbne bildøren selv. Hurtigere end hun havde behøvet. Hun var ikke helt færdig med at understrege pointen, og hendes irritation var heller ikke forsvundet helt.

"I det store hele ja.... Jeg har et godt arbejde hvor jegselv styrer mine arbejdstider og jeg mangler faktisk ikke noget" Det var netop den personlige frihed han havde arbejdet så hårdt for at kunne nyde. Men han ville ikke lige nævne at meget af det var kommet af hans noget unikke evner. Igen havde han ikke noget egentlig udtryk af om hun overhovedet vidste noget om det overnaturlige. Så hun ville grave lidt i det? Endnu et forfriskende pust, de fleste andre Caine mødte, kyssede ham bagi for at få en bid af kagen, selvom det ikke lykkedes.
"Det vil jeg sige. I det omfang man kan i verden omkringsig. Hvilket er en af grundene til vi er her, jeg har lyst og muligheden. Og er det ikke lidt mere underholdende end politi?"

Han steg smilende ud af bilen sammen med hende og blev nærmest modtaget i døren af en velklædt tyk italiensk mand. "Buon Giorno DR. Rothwell! Hvad kan jeg gøre for jer?"
Caine nikkede smilende og svarede: "Godaften min ven... Et rigtig godt bord til to... og jeres bedste pizzakort"

Hun lod sig kort afbryde af mødet med den italienske mand. Hun smilede tilfreds ved tanken om at menuen trods alt stadig var pizza. Noget dejligt velkendt mellem de dyre møbler og vine. Hun nikkede til hans bemærkning om, at det her trods alt var mere underholdende end et møde med politiet. Men med politiet vidste hun i det mindste hvad hun kunne forvente.

Alena havde mange flere spørgsmål. Hvis hun stillede ham et han ikke ville svare på, var der jo ingen konsekvens. Hvis han blev træt af hende, kunne han jo bare lade hende gå. Hun smilede lidt ved tanken. Intet andet hun havde gjort for at fremprovokere en reaktion, havde rent faktisk gjort det. Og tiden skulle jo gå med et eller andet. Hun forsatte ufortrødent. "Så du er vant til at gøre som det passer dig - og så følger alle andre med?". Hun smilede sødt da hun sagde det, for at camouflere provokationen. Lidt for sødt til at det var helt troværdigt. Hun forestillede sig at der sjældent var nogen der stak til ham på den måde. Mon han ikke trængte til det?

Da de blev ledt hen til bordet valgte hun den stol, hun vurderede havde den bedste udsigt over restauranten, og satte sig ned. Hun ventede ikke på at Caine trak stolen ud for hende. Det lignede, at de havde fået restaurantens bedste bord, så det var næsten uden betydning hvilken stol hun valgte. Hun begyndte at overveje om det mon var på grund af hendes selskab, at serviceniveauet var så højt alle steder de kom. Var han virkelig så vigtig? Alena lænede sig tilbage i stolen og kiggede afventende på ham. Hun glædede sig til at høre hans svar på hendes spørgsmål.

Ganske vist var det et dyrt sted de var kommet hen men det var ikke prisen der gjorde at Caine valgte stedet, det var ganske enkelt den bedste pizza i hans verden.

Som de kom hen og sidde ved bordet, svarede Caine også uden at tøve det mindste overhovedet:
"Som oftest ja. Det er ikke alle mine patienter der har det sådan men ellers er det tæt på det er sådan det går. Det gør nogle ting rigtig nemme men samtidig så bliver man rigtig træt af at blive kysset i røven bare fordi man har det arbejde man har. Jeg tager til fest en gang imellem der er fyldt med den slags, politikere eller rige folk der ser sig selv som adelige. De skyr ingen midler for at fedte for en og det er mellem os sagt lidt ulækkert. Men at gøre noget der ikke passer ind i deres verden? Det er virkelig underholdende!"

Kort efter kom ejeren med menukort til dem og et glas mild men god vin de kunne nyde inden de bestilte. Caine kiggede dragende på hende som om han sad med en tanke han så også endte med at ytre:
"Det her tror jeg kunne være sjovt, plus det vil fortælle meget om dig. Kom med det mest direkte spørgsmål du har lyst til at stille mig, ligemeget hvor personligt det så end måtte være"
Caine lagde ikke skjul på at det var dejligt hun var så direkte

Så han var ensom. Var det derfor han havde insisteret sådan på at bruge dagen sammen med hende, frem for at melde hende til politiet? Det havde i hvert fald været billgere. Under andre omstændigheder kunne hun da godt have brugt en aften med ham. Altså, hvis der ikke havde været et element at tvang forårsaget af et mindre tyveri.  Hun mindede sig selv om at hun trods alt var startet med at stjæle, og at hun derfor også havde sig selv at takke for denne situation. På en eller anden måde følte hun sig dog stadig berettiget til at stjæle fra ham. Han manglede jo tydeligvis ikke noget. Fra hvor hun sad var det ikke hende der havde gjort noget forkert. Ikke direkte, i hvert fald. Det var sådan hun retfærdiggjorde det for sig selv. Hun smilede lidt af hans svar.

Alena smilede taknemmeligt til tjeneren da han placerede et glas vin foran hende. Hun løftede glasset næsten inden vedkommende havde sluppet det, og drak en velvoksen tår. Det skulle der til, hvis hun skulle stille det her spørgsmål. Hun kiggede direkte ind i Caines øjne, som havde vinen givet hende den selvtillid, hun havde haft brug for tidligere. Mens hun holdt øjenkontakten lænede hun sig frem mod ham. "Er jeg et projekt for dig? Er jeg den hjælpeløse pige der skal reddes i denne uge?" Hun lod en hånd glide igennem en af de brune krøller, og flyttede den således fra dens placering over hendes skulder til hendes ryg. Hun holdt øjenkontakten med Caine imens. Hun havde erfaret at spidse kommentarer serveredes bedst pakket ind i en smule charme.

Prisen var åbenlyst underordnet for Caine og hendes tanke om han var ensom var til et vis punkt rigtigt. De folk der prøvede at være nær ham, gjorde det altid med en eller anden form for bagtanke, noget de ville have fra ham. Så når der var stunder hvor de ikke gjorde, tillod han sig selv at nyde det så meget som muligt.

Han tog selv en god tår af vinen imens hun smagte næsten glubsk på hendes og låste så sit blik i hendes som hun lænede sig frem mod ham. Han trak på smilebåndet og svarede hende med en urokkelig sikkerhed i hans ord: "Nej jeg tillader mig selv at nyde en god aften. At redde hjælpeløse piger får jeg absolut intet ud af. Jeg kan lide dit selskab så jeg ser ingen grund til ikke at nyde det. Og jeg har en idé til at bevise det. Lad os få bestilt maden og så er det min tur til sådan et spørgsmål"
Der var ingen tøven af nogen art at spore i ham, han mente hvert et ord. Hvis man fandt behageligt selskab, hvorfor så ikke nyde det?

Hans svar var præcist så elegant og roligt, som da hun hørte ham tale første gang. Hendes smil afslørede, at hun ikke havde givet op endnu. "Er der da slet intet jeg kan sige eller gøre, som kan få dig til så meget som at hæve et øjenbryn?" Hun brød ikke øjenkontakten. "Er du virkelig så rolig? Eller lader du som om?". Hun lænede sig længere ind mod ham. Hun havde prøvet alt. Råbt, flirtet og været resten af følelsesregisteret igennem også. Hun fandt det interessant, at hun ikke kunne gennemskue ham. Den slags blev hun altid underligt tiltrukket af. Jo sværere det var at regne en person ud, des mere opsat på at gøre netop det, blev hun. "Synes du ikke det føles lidt underligt, at mit selskab er resultatet af et ultimatum? Ville du ikke nyde det mere hvis jeg var her af min egen frie vilje? Eller det er måske underordnet?" Hun smilede bredere og lod sin hånd strejfe hans. Ganske kort.

Hun brød øjenkontakten for at drikke lidt af vinen igen - mere behersket, denne gang. Hun undlod med vilje at kommentere på at han ønskede at stille hende spørgsmål. Hun kunne ikke nægte ham det. Hun havde trods alt tilladt sig at spørge lige så direkte og skarpt ind til ham, som hun fandt passende. Men hun ville heller ikke opfordre ham til at stille spørgsmål. Jo mindre han vidste om hende, jo bedre var det for hende. Hun kastede et blik på menukortet med henblik på at udvælge en pizza der passede til hendes humør, som viste sig at være ganske skiftende her til aften.

Han kunne ikke helt lade være med at grine lidt ved hendes kommentar om at der nærmest ikke var en reaktion. "Det ville jo ikke være sjovt hvis jeg bare gav dig opskriften på at gennemskue mig... Det er ikke altidjeg er så rolig men du må da gerne forsøge at ændre det hvis du da kan"
Som hun spurgte ind til om ikke han syntes situationen var lidt underlig, trak han lidt på skulderen uden at være påvirket direkte. "Naturligvis ville jeg det, så detmå vi jo se om ikke vi kan få til at ske..."

Som hun strejfede hans hånd, spejlede han nærmest hendes bevægelse så han også strøg hendes hånd, uden at bryde sit blik. Kort kiggede han på menukortet og bestilte så en kyllingepizza med lækre krydderier. Efter hun havde bestilt og tjeneren var smuttet efter deres bestilling, kiggede Caine på Alena og smilede dragende. "Lad os fjerne den ene faktor og se om jeg er interessant nok til du bliver... Hvor meget skal du bruge af penge? Når du har fået dem, kan du frit gå.... Eller du kan se om du kan regne min intention ud..."
Ganske bevidst var der udfordring i hans stemme

Hun var overrasket over at han gengældte hendes bevægelse. Og derefter irriteret. Hun vidste at hendes ansigt var som en åben bog. Hans var det præcis modsatte. Det var belastende og spændende på en og samme tid. Sammenlignet med ham var hun konstant i sine følelsers vold - følelser der skiftede som vinden blæste. Hun hævede et øjenbryn da han tilbød at give hende pengene. Kunne han så ikke bare have gjort det med det samme? Eller ladet være med at opsøge hende? Hvad var pointen egentlig med alt det her? Hvad var hans plan? Vidste han overhovedet selv det? Hvad var det hun overså?

Hun genoptog øjenkontakten og svarede: "Halskædens værdi. Det er det beløb, jeg har brug for". Det gav vel egentlig sig selv siden hun havde gjort sig den ulejlighed at stjæle den. Hun vidste ikke konkret hvad halskæden var værd, men hun vidste at det ville være rigeligt til at holde hendes økonomiske situation ovenvande i noget tid. Det var det, hun havde brug for. Når pengene var brugt ville hun skaffe nye på den ene eller den anden måde. Det lykkedes altid. På delvist ærlig og uærlig vis, men hvilken forskel gjorde det egentlig? Hun gav ham det mest charmerende smil hun kunne præstere. "Eller du kan lade mig beholde den. For ulejligheden". Hun talte lavere nu. Mere forførende. Vinen spillede en naturlig  rolle i denne forbindelse. "Eller for mit gode selskab". Hun lænede sig længere frem. Nu hviskede hun næsten. Formede ordene langsomt uden at bryde øjenkontakten. Hendes grønne øjne skinnede i skæret fra stearinlyset på bordet foran dem. "Eller fordi du finder mig så tiltrækkende, at du ikke kan lade være".

Hun havde fuldstændig den reaktion Caine regnede med hun ville have, og det frydede ham egentlig ganske meget. Det nemmeste ville selvfølgelig bare være hvis han havde givet hende pengene til at starte på eller taget halskæden tilbage, men det havde jo ikke været sjovt.
Oprindelig set ville han have halskæden tilbage, nu besluttede han sig for at se hvad han kunne få ud af situationen i højere grad end hun måske havde fornemmelse af.

Som hun skruede charmen noget mere på, satte han sig lidt tættere på bordet og kiggede dragende i hendes øjne med et næsten overjordisk smil imens han lyttede til hendes ord. "Ca 125.000..... Lade dig bare beholde den? hvor er det sjove i det?.."
Hans stemme var dyb, varm og lokkende og på intet tidspunkt fjernede han sit blik fra hendes.
Bevidst strøg han en finger langs hendes ganske kort inden han sagde: "Eller er det nok?,... Kan du få mere ud af det?... Vil du løse mysteriet om hvem du sidder med?.... Vil du se om du kan komme her fra med mere end bare penge?..... Der er ikke noget der forhindrer dig i at gå og alligevel sidder du her..... Er jeg så interessant?....."

Hun smilede da han fortalte hende hvad værdien af halskæden var. Det var lige præcis den slags penge hun havde brug for. Udsigten til at komme hjem med dem, gjorde det jo til en udemærket timeløn. Det irriterende hende at han strøg en finger langs hendes - det skulle hun have gjort. Hvorfor føltes det som om han var hende overlegen uanset hvad hun udsatte ham for? Hun sank en enkelt gang for ikke at lade hans smil stige sig til hovedet. Hun ville have forståelse for det, hvis mange kvinder før hende havde ladet sig forføre af det. Det var meget dragende. Og han var en meget spændende mand. Tag dig sammen, Alena, tænkte hun for sig selv.

"Nej", grinede hun. Stadig med øjnene rettet mod hans. "Du er ganske uinteressant" . Hun talte stadig lavt og forførende, hvilket gjorde det tydeligt, at hun drillede ham. "Undskyld. Det var vel her jeg skulle have kastet mig i dine arme, fordi du har reddet mig fra mit frygtelige arbejde og min økonomiske undergang?". Hun grinede igen. "Det plejer de måske at gøre? De andre hjælpeløse kvinder". Hendes toneleje var uændret, stadig lige forførende. Hun udtalte hvert ord langsomt og lavt. Samtidig lod hun en finger glide fra hans hånd og op ad hans håndled. Ganske langsomt i takt med at ordene forlod hendes læber. Denne gang ville hun komme ham i forkøbet med den fysiske berøring. Mange nederlag havde hun lidt idag. Men det her. Det vidste hun hvordan man gjorde.

Ja det ville så absolut ikke være nogen dårlig timeløn overhovedet, specielt hvis hun havde brug for dem. Alle havde jo også deres egen måde at tjene penge på, specielt hvis man manglede dem.
Han var overraskende sikker på situationen og sig selv men samtidig så måtte han indrømme at hun spillede deres lille spil rigtig rigtig godt. Han var da spændt på hvordan situationen udartede sig.
Havde han kunne læse tanker, havde han nok trukket endnu mere på smilebåndet

Han var ganske klar over at hun drillede, det var også derfor det ikke generede ham det fjerneste at drille tilbage, hun virkede jo til at tage imod det på en god måde.
"Hvis jeg havde været ganske uinteressant så sad du her ikke endnu.... Men ja, du er også ganske interessant....."
Han besluttede sig for at skrue lidt op for drilleriet i lidt samme takt som hun gjorde men uden på nogen måde at blive mindre forførende. Med den anden hånd rakte han op og strøg en lille lok af hendes hår om bag hendes øre og strejfede ganske bevidst hendes kæbe. Den hånd hun rørte ved gjorde han intet for at flytte.
"Vil du da beskrive dig selv som hjælpeløs?... Jeg gør ikke.... Hjælpeløse kvinder der ikke en gang prøver selv er spild af tid.... "

Med et nærmest brændende blik der var låst i hendes, smilede han og nød bare situationen.
"Jeg kan læse personer som var de en åben bog.. Hvorfor spilde tiden med kedelig læsning?.."
Hun var ikke den eneste der kunne skrue op