If you want something, take it

Tid: 16:00
Sted: The Fox, indenfor
Omgivelser: Der sidder et par stamgæster rundt omkring i baren, men ellers er der forholdsvist tomt.
Vejr: Overskyet og gråt.

Ind i mellem kunne det føles som om, at solen aldrig skinnede i Southside. Det gjorde den heller ikke idag. Gråt, overskyet og uden overraskelser. Det var fint. Så gik Alena i det mindste ikke glip af noget, når hun skulle arbejde indenfor.

Hun stod bag baren i en sort tætsiddende kjole. Den var tydeligt ikke syet af noget dyrt materiale. Til gengæld var den mere end et par centimeter for kort. Der var utvivlsomt en måde at være iført den slags, som var underspillet sexet og klassisk - det var bare ikke denne her. Langt fra. Men det var uniformen på The Fox. Det var både sexistisk og forkert af flere hundrede andre årsager, men hendes chef var overbevist om, at der blev solgt mere, når de ansatte var iført den slags. Alena havde ærligt sine tvivl, men orkede aldrig at gøre et nummer ud af det. Udover den korte længde manglede der også stof i brystregionen, idet kjolen også havde en dyb udskæring. Alena havde imidlertid taget en tynd, sort strikket trøje på udenover kjolen, som derfor midlertidigt skjulte denne. Det var uden tvivl imod medarbejderhåndbogen, men hendes chef var her ikke. Regler var i øvrigt ikke noget hun generelt lod sig bekymre af. Den strikkede trøje havde en forholdsvist lav krave, så man svagt kunne ane noget skinnende ved halsudskæringen. Som regel hvis lyset ramte det. Når hun lænede sig frem eller bevægede sig, afslørede halsudskæringen af den skinnende genstand var et smykke. En halskæde. Men den var næsten gemt helt væk under det strikkede stof.

Det var i hvert fald Alenas håb. Da hun tog hjemmefra denne morgen havde hun overvejet at lade halskæden blive tilbage i sin lejlighed. Hun var ikke klar over dens egentlige værdi, men var overbevist om, at den måtte være høj. Hvis ikke af andre årsager, så alene på grund af det materiale, den var lavet af. Det var forbundet med en vis risiko at lade den slags ligge fremme uden opsyn - det var jo sådan hun selv var kommet i besiddelse af den. Et lille smil af selvsikkerhed bredte sig på hendes læber. Det havde næsten været for nemt. Hun var tilfreds med sin idé om at opbevare halskæden det sikreste sted hun kendte - om sin egen hals.

Der var ikke mange gæster i baren på dette tidspunkt - udover stamgæsterne, som næsten altid var der. Det var Alenas forventning, at der ville komme flere gæster senere på dagen og ud på aftenen. Nætterne på The Fox kunne godt stikke af. Hun besluttede sig for at tørre disken af, som af årsager hun ikke forstod, altid var klistret til med en eller anden form for alkohol. Hun håbede i hvert fald, at det var alkohol. Ind i mellem løftede hun blikket mod døren, for at holde øje med hvem der kom og gik.

Caine havde i løbet af dagen været i snak med det sted der havde fået lov til at udstille nogle af hans antikviteter og i den forbindelse hans halskæde. Ejerne af stedet var blevet utroligt små og undskyldende som den begrænsede sikkerhed gjorde at halskæden var blevet stjålet. Heldigvis havde de dog haft så meget mellem ørerne at have sikkerhedskameraer så der i hvertfald kunne komme et ansigt på den der havde taget halskæden. I stedet for at involvere politiet, havde Caine valgt selv at tage sig af det.

Så efter noget søgen rundt, en video fra overvågningen og et par opkald var det ikke svært at finde frem til den unge dame der havde taget halskæden. Ud fra hvad klokken var, ville hans næste destination blive baren hvor hun arbejdede. Det tiltrak helt sikkert en masse blikke at en sort lækker Aston Martin parkerede og en mand som Caine trådte ud i helt sort skræddersyet jakkesæt. Caine trådte indenfor i baren og lod blikket vandre en gang og fik egentlig hurtigt øje på den unge Alena oppe ved baren men gik ikke målrettet hen til baren. Han kunne lige så godt more sig lidt ved ikke bare at gøre det åbenlyst hvorfor han var der.

Efter et kort blik gik han roligt op til baren og smilede til hende. "Goddag frk... Jeg tror....... Jeg kunne godt bruge en rigtig god whiskey"

Alena hævede blikket, da hun hørte en mandlig kunde tale til hende. Hun skjulte irritationen over at blive afbrudt med et servicerende smil, eftersom det trods alt var kunderne der i det store hele var årsag til at hun blev betalt. Dårligt betalt naturligvis, men alligevel. Da Alenas blik mødte kundens løftede hun øjenbrynene i overraskelse. Hun forsøgte at skjule det, men det var der i et sekund eller to. Overraskelsen var forårsaget af det faktum at manden foran hende var iført et jakkesæt. Modsat hendes eget tøj, var det tydeligt, at det havde været dyrt. Det var ikke fordi Alena havde specielt meget styr på den slags, men det var vidst tydeligt for enhver. Hendes grønne øjne studerede ham kort. Hvad i alverden lavede han her? Han så godt ud, det kunne man ikke tage fra ham. Det vidste han sikkert også godt selv, tænkte hun imens hun efter bedste evne forsøgte at bevare et neutralt ansigtsudtryk.

"Vi har whiskey - om den er rigtig god er der nok flere meninger om" svarede hun med et undskyldende smil. Hun var ret overbevist om at kvaliteten af drikkevarerne på The Fox ikke levede op til denne herres standarder. "Med is eller som den er?" spurgte hun imens huns rakte ud efter et Whiskey-glass og hvad der måtte være den bedste whiskey baren kunne tilbyde. Det satte baren lavt, tænkte hun. Det ville nok ikke skade at fortynde smagen med lidt is, selvom det nok ikke kunne redde meget. Hun betragtede ham igen og skulle minde sig selv om at blinke. Det var svært ikke at være en smule betaget af en mand som ham. Tag dig sammen, Alena, tænkte hun for sig selv.

Med et ganske hurtigt øjekast, kunne han hurtigt konkludere at chefen af stedet havde en bestemt idé om hvordan de ansatte skulle være klædt og at sweateren hun havde på, nok var for at gemme lidt det slutty image chefen nok ville have.
Det at whiskeyen ikke var af den bedste kvalitet generede overraskende nok ikke Caine. Havde man først prøvet hjemmebrændt sprut fra Anden Verdenskrig, kunne ens mave klare alt. Plus han var dæmon, hvilket han sjovt nok ikke bare sagde.

Inden Caine skulle til at sige hvad han kunne tænke sig, kom en noget beruset kunde op og støttede sig til baren. "Du..... Den sweater er vist ikke reglementereret eller hvad det hedder.... Vis nu lidt hud....."
Caine kiggede smilende på hende og sagde: "Jeg tager bare whiskeyen som den er. Vil du selv fjerne ham eller skal jeg?"

Alena var vant til at kunder kom med upassende bemærkninger og forsøgte på både det ene og det andet. Det var derfor ikke overraskende, da den berusede kunde bad hende om at tage sweateren af. Det overraskede hende ikke engang mere, at kunden allerede var beruset kl. 16:00. Det var jo ikke ligefrem et af de pænere steder, hun havde fået et arbejde. Og det havde i øvrigt være så svært at få et, at hun burde være taknemmelig, mindede hun sig selv om i sine tanker. Hvad der til gengæld var overraskende var, at herren i det fine jakkesæt tilbød sin hjælp. Den slags omsorg var hun bestemt ikke vant til, og det gjorde hende ikke mindre betaget af ham.

"Nej.. det er okay. Jeg er vant til det", svarede hun afvæbnende til manden i jakkesættet, imens hun ignorerede den berusede kunde. Hun ville ikke vide hvordan hun skulle forklare sin chef, at der var opstået en slåskamp mellem to kunder vedrørende hendes beklædning, som i øvrigt var i strid med reglerne. Hun serverede whiskeyen for manden som den var. Hun regnede med at han ville fortryde det, men hun havde jo givet ham muligheden for et alternativ. Efter at have sat glasset med whiskey foran manden strejfede hendes hånd kraven på sweateren, som halskæden var skjult af. Bare for at tjekke, at den stadig var der. Det havde hun gjort med jævne mellemrum hele dagen. Hun lod hånden forsætte op i sit brune hår, som hun satte op i en løs hestehale med en elastik hun havde om håndleddet. Bevægelsen rykkede på sweaterens placering og et par millimeter af halskæden kom til syne. Det var dog kun ganske kortvarigt og kun selve kæden. Da hun sænkede armene igen, gled sweateren tilbage til udgangspunktet.

Alena var i tvivl om hun kunne tillade sig det, men lænede sig så en smule over baren - hen mod manden i jakkesættet. "Hvad bringer dig til Southside?" Hun smilede. Lidt mere, end hun havde behøvet for at være høflig. Næsten flirtende.

Nok var Caine en forholdsvis kendt dæmon og dæmoner her i byen var ikke just kendt for at være de bedste individer i verden. Men samtidig var Caine adelsmand og gentleman så selvfølgelig tilbød han sin hjælp.
Havde Caine været bevidst om hun ikke som sådan brød sig om sit arbejde, ville han endda overveje at hyre hende. Selvom hun havde stjålet fra ham.

Den fulde kunde lod til at fange budskabet og stavrede tilbage til det bord han kom fra imens Caine tog imod whiskeyen og smagte på den uden at fortrække en mine. "Hmm... Den er faktisk ikke helt dårlig, minder lidt om noget hjemmebrændt jeg smagte i Japan for noget tid tilbage"
Som hun satte håret op i en hestehale, lagde Caine godt mærke til at hun havde en kæde på han så udemærket genkendte. Tænk sig at hun havde taget den på. Det her kunne måske blive ganske underholdende når det kom til stykket.

Det at hun lænede sig mod baren og smilede sådan, var noget han fandt ganske behageligt. Hvem ville klage over en smuk ung kvinde gjorde sådan? "Det var næsten en skam du satte håret op, at lade det hænge løst klæder dig ganske meget..... Hvad jeg laver i Southside? Man kan vel sige at jeg ser mig lidt om"
Han låste sine øjne fast i hendes med et lige så dragende smil imens han tog sig en tår mere af whiskeyen. Denne gang holdte han glasset så man kunne se hans signetring, en ring der bare det samme våbenskjold som halskæden hun havde på. Selvfølgelig var det ikke ensbetydende med hun spottede den

I Japan? Selvfølgelig var han også berejst. Havde sikkert været hele verden rundt. Hun kunne kun forestille sig alle de muligheder og al den frihed, som hans penge kunne købe. Det kunne hun naturligvis ikke vide noget om med sikkerhed, men han ligende en mand med muligheder. Hvilken igen gjorde det endnu mere besynderligt, hvorfor han så havde valgt at drikke sin whiskey på det her halv-snuskede sted.

Alena overvejede kort sit næste træk. Udover at manden foran hende virkelig havde udseendet med sig, virkede han også charmerende og omsorgsfuld. Hun var overbevist om, at hun umuligt kunne være den eneste kvinde, der havde lagt mærke til det. Hun forestillede sig, at han sikkert væltede sig i kvindelig opmærksomhed. På den ene side var hun for stolt til at være en mere i rækken af kvinder. På den anden side, var hun ikke sikker på, at hun kunne lade være. Hans dragende smil afgjorde sagen.

Hun lænede sig en smule længere frem og fastholdt hans blik. Det føltes intimiderende, men hun prøvede alligevel. Imens hun kiggede ind i hans øjne tog hun med en bevægelse elastikken ud af håret igen, så de bløde, mørke krøller løsnede sig fra frisuren og omkransede hendes ansigt. "Har du set noget du kan lide?", spurgte hun samtidig med at hun holdt øjenkontakten. Hun havde ønsket at bevægelsen havde været mere elegant. I samme øjeblik fangede hendes blik ringen på hans hånd. Den så dyr ud - som resten af ham. Hun lagde hovedet en anelse på skrå og bemærkede at der var afbilledet noget på den. Var det et våbenskjold af en art? Hun mindes at have set det et sted før, men kunne ikke placere hvor. Hun besluttede sig for, at det heller ikke var så vigtigt, idet hendes blik igen mødte hans. Hun mærkede sine kinder blive varme og håbede inderligt at det ikke var alt for tydeligt, at hun rødmede en lille smule. Hendes ansigtsudtryk var i al fald ikke neutralt længere.

Caine's formue gjorde ganske rigtigt at han havde rigtig mange muligheder og levede et meget luksuriøst liv. Men i modsætning til hvad mange troede så havde han arbejdet sig til det. Selvfølgelig havde han fordelen af hvad han var og at han var adelsmand men han havde altid været meget opsat på at skabe sit eget navn så man ikke bare troede han snyltede på sin familie.

Det virkede ikke til at hun med det samme fangede hvorfor han gjorde som han gjorde med ringen men samtidig så gjorde det egentlig heller ikke noget, det skulle nok komme. Mændene omkring dem virkede til at få nogle meget jaloux blikke men Caine var ligeglad med dem.
Han tog et skridt tilbage men ikke af ubehag, mere for at betragte hende mere som helhed, med et smil der blev fastholdt. "Absolut, det var meget bedre"
Han tog skridtet tættere på baren igen og tømte så sit glas inden han lænede sig lidt inden han selvfølgelig fastholdt sit blik i hendes. "Jeg tror jeg vil have en drink mere med så tiltalende service... Jeg vil gerne have hvad du vil anbefale... Og jeg håber du vil dele en med mig hvis du selvfølgelig må?"

Alena vidste ikke hvor hun skulle kigge hen, da manden trådte et skridt tilbage og betragtede hende. Hun var en anelse forvirret over årsagen, men bemærkede at han stadig smilede. Hun kiggede genert ned på bardisken, da han svarede at det var meget bedre. Da han rykkede tættere på hende igen, mødte hun hans blik. Hun forsøgte ikke at skjule at hun flirtede med ham - det tog var ligesom kørt. Men hans smil og kropssprog efterlod hende med det indtryk, at han gengældte hendes tilnærmelser. Men hvorfor gjorde han det? Det var uden tvivl ikke hver dag at hun oplevede en sådan interesse fra en mand som ham. Og slet ikke her. Hun kunne ikke huske hvornår hun sidst havde set en mand i et jakkesæt på The Fox.

Et smil bredte sig på hendes læber, da han bad om en drink-anbefaling. Hun kunne absolut ikke anbefale noget fra barens menukort, men det lod til at den whiskey hun tidligere havde serveret, var faldet nogenlunde i hans smag. Hun vendte sig derfor med ryggen til baren for at finde et ekstra glas til sig selv, eftersom han havde inviteret. Hun  lænede sig lidt længere forover end hun egentlig behøvede, for at kunne nå et af glassene på hylden bag baren. Hun kunne lige så godt vende det til sin fordel at hun ufrivilligt var iført en kjole der overlod så lidt til fantasien. Hun var også løbet tør for forførende replikker, som vidnede om hvor længe det var siden, at hun havde flirtet med nogen. "Så vil jeg anbefale et glas mere - til os begge to" sagde hun imens hun hældte whiskeyen op i de nu to tomme glas på bardisken. I forhold til reglerne for indtagelse af alkohol i arbejdstiden, tilføjede hun: "Regler har aldrig interesseret mig så meget". Og så vidste hun at hendes chef ikke kom ind i dag, men hun håbede at det andet fik det til at lyde som om, at hun havde markant mere styr på situationen, end hun egentlig havde. Hun var ikke interesseret i at ende samtalen med denne spændende og tiltalene mand. Ikke endnu. Så måtte hun drikke whiskey, selvom det ikke just var hendes foretrukne form for alkohol.

Der var meget få kunder i baren, så Alena vurderede at hun ikke nødvendigvis behøvede at blive bag disken. Hun gik derfor rundt om den med elegante skridt og satte sig på en af barstolene, som stod foran den. Der var en tom stol ved siden af hendes, som hun med et nik mod den, inviterede manden til at sætte sig på. Det kunne han gøre, hvis han havde lyst til at rykke tættere på hende. Det valg ville hun lade ham tage - hun havde blot lagt invitationen ud.

Det virkede måske for mange som lidt malplaceret at Caine viste interesse for en som hende på et sted som dette. Men de få der kendte Caine rigtigt vidste også at Caine vidste hvad han gik efter. Om det så var en billig sodavand fra det lokale supermarked eller om det var den dyreste champagne, kunne han lide det så gik han efter det. Og Caine var ligeledes en der ikke bare prøvede at forføre fordi han kunne men derimod så var interessen overfor hende oprigtig. Hun kendte intet til ham udover det visuelle så det var ikke hans magt eller penge der nødvendigvis vakte hendes interesse.

Som hun så fandt et nyt glas whiskey til dem begge, fik han nærmest et glimt i øjet og tilføjede en kommentar til hendes om regler. "Det anede mig og det var egentlig også det jeg håbede på..."
Men i stedet for et eller andet sted at gøre opmærksom på hans halskæde der hang om hendes hals, fik han en lidt anden idé. Men om hvor vidt hun endte med på ideen, ville tiden vise.
Han tøvede ikke et sekund med at sætte sig på stolen ved hendes side og skålede endnu en gang med den hånd hvorpå hans signetring sad.
"Tilgiv mig for at spørge så direkte.... Men er det korrekt antaget at sweateren er til for at dække lidt for den såkaldte uniform?"
Da hun havde stået med ryggen til for at finde whiskey til dem, havde han heller ikke gjort skjul på han nød udsigten selvom hhan ikke savlede som de andre kunder

Alena kunne ikke afholde sig selv fra at smile tilfreds, da han satte sig ved hendes side. Hun anede ikke hvordan hun havde vækket denne mands interesse, men hun begyndte at blive en anelse desperat for at fastholde den. Dette var et skridt på vejen. Hun rettede på sweateren for det tilfælde, at den ikke dækkede halskæden helt. Jo tættere de kom på hinanden, jo større vurderede hun risikoen for, at han ville opdage den. Det var tydeligt at et smykke af en sådan værdi, ikke kunne være kommet i hendes besiddelse på ærlig vis. Hun ville nødig have, at den smukke fremmede skulle tro, at hun var en tyv. Hvilket hun var, naturligvis. Men det var formentligt ikke et karaktertræk de fleste ville blive positivt overrasket af.

Anden gang hun så ringen på hans hånd, blev hendes tanker ledt tilbage til hendes tidligere overvejelser om hvor hun havde set det pågældende våbenskjold før. Var det for nyligt? Hvor havde det været? Hun forsøgte at gennemgå de sidste par dage i sit hoved, for at klarlægge for sig selv, hvorfor det føltes som om, at det ikke var første gang hun så det. Hendes tankestrøm blev afbrudt af mandens spørgsmål til hendes påklædning. Hun medgav at det var en lidt atypisk kombination af tøj, men sweateren tjente som bekendt et højere formål end mode. Manden havde ret i at sweateren dækkede for noget, men det var ikke hendes krop. Uden sweateren ville hun uden tvivl modtage flere drikkepenge, så på en normal arbejdsdag ville hun aldrig være dækket til. Hun havde jo brug for pengene. Men det behøvede han jo ikke at vide. "Ja. Jeg bryder mig ikke om at være så... udfordrende klædt", løj hun derfor. Hendes smil forsatte med at være flirtende, selvom det formentligt havde gjort hendes løgn mere troværdig, hvis hun havde ladet som om, at hun var meget genert omkring uniformens manglende stof. Hendes ben strejfede hans. Det var med fuldt overlæg, men hun forsøgte at lade som om, at det var tilfældigt. "Foretrækker du det... udfordrende?".

Caine var ikke en person der nødvendigvis dømte nogen for at være tyv, der kunne jo være mange grunde til det. Han kunne dog godt dømme folk for hvorfor de havde stjålet, men der ar mange faktorer der spillede ind når det kom til det. Han havde genstande i sit hjem han ville slå ihjel for hvis de blev taget men de var forsvarligt pakket væk.

Det lyste næsten ud af hende at hun tænkte over ringen men han gjorde ikke videre ud af det lige der.
Da hun så sagde at hun egentlig ikke brød sig om at være så udfordrende klædt, kunne han godt se på hende at det vist ikke helt var tilfældet. Så han tog sig en tår mere og sagde så: "Ret mig endelig hvis jeg tager fejl... Men mit gæt er at det ikke er kjolen der er problemet. Det er fordi det er noget du ikke selv har valgt og måske ikke har det godt i"
Som hendes ben strejfede hans, gjorde han heller ikke noget for at undgå det skete, han smilede diskret lidt mere ved det.
Hans svar på hendes spørgsmål kom også uden den mindste form for tøven.
"Sådan der, så ikke specielt andet end du er smuk i dig selv. Men hvis det er noget jeg kan se du har det godt i så absolut ja"

Alena var åbenbart dårligere til at lyve, end hun troede. Manden foran hende havde tilsyneladende gennemskuet at det ikke var et problem for hende at vise hud. Det ville måske have gjort situationen bedre, hvis hun var gået til bekendelse, men hun forsatte løgnen. "Det kommer nok mest af alt an på hvem der skal se det", svarede hun. Med den bemærkning forsøgte hun diskret at hentyde til, at det ikke var et problem for hende, at hendes tøj var udfordrende, hvis det var ham der så det. Eller noget i den stil. Der var ikke nogen elegant måde at komme ud af denne situation på. Hun lænede sig frem mod ham og smilede flirtende, for at distrahere ham fra den dårlige løgn. Helt løgn var det jo trods alt heller ikke - hun var meget tiltrukket af hans udseende. Hans svar på hendes spørgsmål var så elegant og høfligt. Han var virkelig en gentleman. Så meget desto mere var han malplaceret på the Fox - her havde hun aldrig mødt sådan en før.

Idet hun sad lænet ind mod ham slog det pludselig ned i hende. Hun vidste nøjagtigt hvor hun havde set det våbenskjold før. Hun bar det om sin hals. Der var et præcist magen til på den halskæde hun havde skjult under sin striktrøje. Farven i hendes ansigt gik med et fra en rødmende glød til ligbleg, og i et par sekunder rørte hun sig ikke. Hun forsøgte at tænke løsninger igennem i sit hoved, men hun var for chokeret til at sammensætte noget der var tilnærmelsesvis værdifuldt. I stedet opstod der flere og flere spørgsmål i hendes tanker: Vidste han hvem hun var? Vidste han at hun havde halskæden? Hvordan havde han fundet hende? Hendes arbejde? Kunne det være en tilfældighed? Hun tvivlede på det tilfældige i situationen, da det netop ville give mening at en mand som ham befandt sig på et sted som dette, hvis han ledte efter noget værdifuldt, som var blevet stjålet fra ham.  

Hun rejste sig en anelse for brat op fra barstolen og gik med hastige skridt om bag baren. "Du vil vel også gerne have noget vand - det er alt for dårligt jeg ikke har tilbudt dig det endnu!", sagde hun nærmest samtidig med, at hun satte i bevægelse. Hendes stemme dirrede, selvom hun forsøgte at lade som om at hun var upåvirket. Panikken der spredte sig i hendes krop gjorde det noget nær umuligt. Alena var ikke helt klar over hvad hun konkret panikkede over, men var overbevist om at det var velbegrundet. Hun vidste ikke helt hvad hendes plan var, men hun måtte skabe afstand mellem dem, hvis hun havde brug for at stikke af. Hendes blik søgte mod udgangen - men hvordan? Bag baren fandt hun hurtigt et glas, men gjorde ikke mine til at fylde det op med noget.

Han trak endnu en gang på smilebåndet og svarede endnu en gang med en selvsikkerhed der ikke var til at tage fejl af: "Hvis det er mig der skal se det?"
Caine var ikke just notorisk for at lægge fingre imellem og han sagde sin mening, hvilket også var ideen lige nu. Han ville på ingen måde klage over at se hende i et udfordrende antræk hun havde det godt i. Og det ville jo kun være så meget bedre hvis det så kun var for ham.
Dog var det et direkte svar på hendes kommentar men han havde stadig en vis stil og klasse over det så det ikke bare var en lummer kommentar.

Ja man må da sige at hun opdagede da hans grundlag til oprindeligt at komme der ind, hun vidste godt hun havde gjort noget der ikke var så smart. Som hun gik om bag baren i et forsøg på at komme ud af situationen, besluttede han sig for at vise et andet talent han havde. Han var ekspert i ikke at tabe ansigt og hjælpe andre med det samme.
Så med en stemme så de andre kunder kunne høre det, sagde han: "Du aner ikke hvor glad jeg er for at du fandt den, den har været i min familie længe. Tillad mig som minimum at give dig en findeløn for at bringe den tilbage til mig..."

Så lænede han sig lidt ind over baren og sagde noget mere diskret: "Du har givet mig ganske tiltalende selskab i aften og jeg vil egentlig ikke have det stopper. Hvis vi nyder resten af aftenen og tillader mig at invitere dig på middag, skal vi nok finde en løsning på det. Se mig i øjnene og fortæl mig dit svar" Vendte hun sig om mod ham, smilede han fuldstændig lige så dragende som før hun gik om bag baren igen

Fandt den? Hun spærrede øjnene op. Han måtte da vide, at hun havde stjålet den. Af alle måder han kunne have reageret på, var dette alligevel den hun havde fundet mest usandsynlig. Da han lænede sig ind over baren bakkede hun et par skridt tilbage, og ramte væggen bag hende. Han var mellem hende og døren. Hendes hoved kørte på højtryk, idet hun forsøgte at finde hoved og hale i situationen. Hun var forsat chokeret over, at det var denne mand hun havde stjålet fra og at han havde fundet hende så hurtigt efter tyveriet. Hun troede, at hun ville være markant sværere at komme på sporet af. Det var tydeligvis den første fejl hun havde begået. Hun løftede øjenbrynene i lige dele overraskelse og vantro, da hans løsningsforslag var at invitere hende på middag. Middag?? Hun havde stjålet noget tydeligt værdifuldt fra ham, og hans reaktion var, at han ville spise middag med hende. Hun var målløs. Sådan ville hun aldrig selv have håndteret en lignende situation og det kendte hun i øvrigt heller ikke andre der ville. Enten var han det sødeste og rareste menneske hun nogensinde havde mødt eller også var det en fælde. Hun var ikke sikker på at hun havde lyst til at blive hængende længe nok til at finde ud af det.

Hvordan skulle en middag egentlig hjælpe hende? Hun havde jo ikke stjålet halskæden som en form for underholdning, men fordi hun havde desperat brug for de penge, som salget af den forhåbentligt kunne give hende. Uanset hvilken findeløn han tilbød hende, tvivlede hun på, at det kunne dække de omkostninger, hun efterhånden havde oparbejdet. På den anden side nagede den dårlige samvittighed hende. Hvis han virkelig oprigtigt ville hjælpe hende og ikke havde tænkt sig at gøre mere ud af situationen, ville det være tåbeligt at stikke af. Hun betragtede ham kort og forsøgte at finde et svar i hans ansigt. Et tegn. Et eller andet. Han smilede lige så dragende, som han hele tiden havde gjort. Det fik hende til at træde de to skridt frem igen. Han virkede som en, hun kunne stole på. Hendes vejrtrækning blev mere afslappet og hendes kropssprog afspejlede det. Måske han bare ville hende det bedste. Det ville i så fald være første gang hun mødte en mand med så ædle intentioner. Hun skulle til at læne sig ind over disken, som for at virke afvæbnende og imødekommende. Men så ombestemte hun sig. Hendes grønne øjne mødte hans idet hun sagde: "Jeg beklager virkelig meget, men jeg har brug for pengene", og så satte hun i løb mod den dør, som manden tidligere var kommet ind af. Hun gjorde det uden at overveje hvad de resterende kunder i baren måtte tænke. Hun var ikke just en hurtig løber og hun vidste, at hun kunne indhentes. Men hun var nødt til at prøve.

Ja det var en meget uortodoks måde at håndtere situationen på men samtidig så kunne Caine se potentiale hvor andre ikke kunne, dette var også gældende her.
Men dybest set var han ikke overrasket over hvordan hun håndterede situationen så han rystede lidt på hovedet og satte efter hende i overraskende hurtigt tempo. Caine havde været i krig før og tog sig tydeligt af sin krop så han var meget veltrænet og så havde han jo også en overjordisk fysik.

Hun var ganske vist hurtig men samtidig var det som om hun var desperat nok til ikke at tænke helt klart. Så lige så snart han fik muligheden, satte han farten lidt op og tog ved hendes nakke og drejede hende bestemt om og sørgede for at tale tilpas højt til at hun ville kunne mærke han mente det. Dog gjorde han ingen tegn til at han var dæmon endnu.
"Alena stop! Jeg ved allerede hvem du er så du slipper ikke væk alligevel! Vil du løse det her med at nyde hinandens selskab eller et ultimatum? Hvis du giver mig muligheden skal jeg nok forklare hvorfor jeg gør sådan, men at løbe er det dummeste du kan gøre"
Hans blik var overraskende bestemt men mærkelig nok var der ingen vrede at spore

Alena havde inderst inde forventet at blive indhentet, men ikke så hurtigt. Han var hende tydeligt fysisk overlegen. Hun sendte en ikke-så-kærlig tanke mod sin familie som for mange år siden tvang hende til dansetimer i stedet for atletik. Hun stivnede da hun mærkede hans faste greb om sin nakke. Hun kunne forsøge at vriste sig fri, men hun vidste godt at det nok ikke ville være muligt. Og selv hvis det var, hvad ville hun så gøre bagefter? Løbe? Det var jo ikke fordi det havde medført meget succes, da hun forsøgte at gøre det for et par minutter siden. Længere tid havde det ikke taget at stoppe hende. En følelse af nederlag bredte sig i hendes krop og irritationen over det var tydelig i hendes ansigt.

Hun løftede øjenbrynene i overraskelse endnu engang, da han brugte hendes navn. Hun håbede inderligt at det var det eneste han vidste om hende, men siden han havde opsøgt hende på hendes arbejdsplads var det næppe tilfældet. "Slip mig", kommanderede hun først. Hun forsøgte at lyde kølig og bestemt, men i hendes stemme var der spor af desperation. I hendes øjne var der vrede. Hun undrede sig over, hvorfor der ikke var det i hans. "Hvorfra ved du hvem jeg er? Jeg kender ikke engang dit navn" Indtil for et øjeblik siden havde hun troet, at hun med succes havde stjålet en halskæde til en formue og var ved at forføre en fremmed mand langt over hendes standard. Men hun havde nok ikke været lige så fremmed for ham. Alena tvivlede på at hendes tilnærmelser havde været nok til at han ligefrem ville belønne hendes tyveri på den her måde. "Hvad end du vil gøre med mig, så gør det nu", hendes stemme knækkede da hun sagde det sidste, og det gik op for hende, at hun var bange.

Caine rystede lidt på hovedet inden han sagde: "Du blev fanget på overvågningen så det var ikke så svært at finde frem til hvem du er..."
Bevares kameraerne var også den eneste reelle form for overvågning der havde været på det sted hvilket havde irriteret Caine men af en eller anden grund var situationen lige nu en anden. Hun virkede oprigtig desperat og besluttede sig for at finde ud af hvorfor. Og Caine havde jo som sagt et talent for at få det meste ud af en situation.

Han stillede sig så han kunne se hende i øjnene imens han sagde med en stemme der var varm og nærmest beroligende. "Alena...... Du sagde du var desperat efter pengene og jeg er ikke urimelig. Så nu får du to valgmuligheder... Enten så kan du prøve at flygte igen? Eller også fortsætter vi aftenen som hidtil imens du fortæller mig hvorfor du så desperat har brug for pengene... Så kan vi finde ud af noget... Og ja jeg er godt klar over det virker som en rigtig underlig måde at gøre det på da du stjal halskæden men hvad bliver det? En flugt der ikke kommer til at virke eller en forhåbentlig god aften?" Caines blik fortalte han mente det men han var ikke vred

Overvågningskameraer. Hvordan i alverden havde hun overset dem? De havde været skjult eller også havde hun været for optaget af, at der tilsyneladende ikke var nogen fysisk til stede, der havde overvåget antikviteterne. For optaget af sin overraskelse over hvor nemt det var. Hvis noget virker for nemt, så er det dét sandsynligvis ikke, noterede hun sig mentalt. Den fejl havde kostet hende dyrt. Nu stod hun her med den stjålne genstand om halsen. Hun var ikke blevet taget på fersk gerning, men det var heller ikke langt fra. Det her lignede ikke hende. Hun plejede at være bedre.

I løbet af den sidste time havde Alena været igennem de fleste følelser der fandtes i hendes register. Manden foran hende havde hverken ændret humør eller tonefald. Hvordan kunne hun have troet, at det var hende der havde kontrol over situationen? Hun kiggede på ham og overvejede hans tilbud. Han gav hende to valg. Men at flygte virkede ikke som en reel mulighed. Han havde jo bevist, at hun ikke var hurtigere end ham. Hun kunne ikke flygte - det vidste hun udemærket. Og det vidste han formentligt også, for han havde vitterligt indhentet hende på hvad der havde føltes som sekunder. Så var der middagen tilbage. Hun sukkede stille og mødte hans blik. Det føltes om muligt endnu mere intimiderende i lyset af hvad der lige var sket. "Fint. Det bliver vel en middag så". Hun havde givet op på flugten for nu, men det hujede hende ikke. "Jeg tager altså ikke med dig hjem", tilføjede hun så. Det var en sidste magtdemonstration affødt af et behov for at få det sidste ord i en situation hvor sejren tydeligt ikke var hendes. Det var barnligt og unødvendigt - det vidste hun, så snart ordene havde forladt hendes læber. Alena sukkede og gjorde mine til at sætte kurs mod døren. Denne gang i selskab med ham i stedet for i løb. "Hvor tager vi hen? Vi kører vel i den der?". Hun nikkede mod den sorte bil der holdt udenfor baren. Bilen var lige så malplaceret i området som manden selv, så hun antog at det var hans. Hun forestillede sig ikke at han ville være interesseret i at spise middag i denne del af byen.

Det var ikke første gang Caine havde oplevet nogen der måske ikke tænkte over noget som sikkerhedskameraer. Det var hans gæt at det nok var fordi de ganske enkelt glemte det da det var den mest simple form for sikkerhed.

Havde Caine ikke haft fysikken fra at være dæmon så kunne hun nu nok godt have sluppet fra ham men hun skulle være noget mere rolig før han overhovedet ville afsløre det. Den menneskelige psyke havde meget sjældent det godt efter at have fundet ud af hvad der rent faktisk fandtes i verden. Men nu måtte tiden vise om den slags viden overhovedet blev relevant for hende.
"Vi skal heller ikke hjem til mig, specielt ikke hvis ikke du vil. Det ville ikke gavne nogen af os..." blev der sagt med en lokkende og rolig stemme.
Han var egentlig på vej hen til sin bil da han så stoppede op og kiggede på hende. "Vil du gøre dit arbejde på baren færdig eller? Inden middagen har jeg dog en lille idé først. En du forhåbentlig kommer til at kunne lide"

Alena kiggede sig omkring i baren. Deres lille optrin havde tømt den helt. Ikke at den havde været fuld af kunder før. "Jeg tror bare The Fox holder lukket resten af aftenen" bemærkede hun. Den måtte hun jo tage med sin chef på et senere tidspunkt. Hun gik tilbage mod bardisken og ledte efter det net med hendes ejendele i, som hun havde haft over skulderen på vej ind til sit arbejde. Dens indhold var beskedent: En pung og en telefon. Da hun fandt nettet lagde hun det midlertidigt på bardisken - så kunne manden også se, at hun ikke var igang med at flygte. Hun smilede for sig selv og tog striktrøjen af og lagde den ned i nettet til de andre ting. Tilbage var kjolen der - objektivt set - manglede stof i begge ender kombineret med halskæden om hendes hals. Det billige stof mod det dyre ædelmetal var kontrastfyldt. Alena var ikke sikker på hvorfor hun valgte at droppe sweateren på netop dette tidspunkt, men det var formentligt for at provokere manden med det dyre jakkesæt og den endnu dyrere bil. Hun håbede det ville fremprovokere en eller anden reaktion fra ham at se den om hendes hals, som var hun den nye ejer af den. Det var den eneste modstand hun reelt kunne præstere på dette tidspunkt - barnligt, eller ej.

Hun gik tilbage til manden og bilen og låste baren af på vej ud. "Hvad er det for en idé?", spurgte hun ham. Hun var usikker på om han havde den fjerneste idé om hvad hun kunne lide og ikke kunne lide. Hun satte kursen mod passagersiden i bilen og ventede på at han låste den op. Det ville overraske hende meget, hvis han ikke havde låst den taget i betragtning af at de var i Southside, og at han for nyligt var blev udsat for tyveri. Hun rørte diskret ved halskæden om sin nu blottede hals, idet hun tænkte sidstnævnte.

"Jeg tror du har ret..."
Ganske rigtigt så var alle kunderne forduftet ved synet af deres lille scene fra før, om det var ved tanken om ordensmagten måske var på vej, var ikke til at sige. Som hun smed sweateren, kunne han godt se hvad hun mente med at uniformen ikke var det mest bekvemme og hvad formålet med den egentlig var. Caine rystede lidt på hovedet for sig selv, chefen var garanteret en af dem der havde personalet med den slags uniformer for hans egen skyld også. Så kiggede han på halskæden og smilede til hende.
"Den klæder dig"

Ude ved bilen, svarede han på hendes spørgsmål imens han stod ved passagersiden. "Vi havde jo en snak om at den kjole ikke ligefrem var rar at have på, men synes du skal have det godt. Så vi kører hen og får købt noget til dig du kan lide at have på..."
Men inden han låste bilen op, holdte han bilnøglen frem og spurgte med et nærmest drilsk blik i øjnene. "Kan du køre Aston Martin?" Igen havde han en idé men det krævede også hun var mere afslappet og rent faktisk havde det godt

Den klæder dig. Var det virkelig alt han havde at sige til dét? Hendes adfærd føltes en kende umoden, når man sammenlignede den med hans rolige håndtering af hele situationen. Alena var ikke rolig. Det var næsten værre at manden var så venlig og omsorgsfuld. Det havde været nemmere for hende at være i situationen, hvis han bare havde råbt. Eller bare vist et eller andet tegn på vrede.

Hun løftede et øjenbryn, da han afslørede indholdet af sin idé. Hvordan var hendes dag gået fra at være gennemsnitlig og med udsigt til at inkassere en større formue til at være en scene fra Pretty Woman? Det var ikke lige det plottvist hun havde håbet på. Hun havde allerede hans halskæde om halsen - hun havde ikke lyst til at skylde ham mere. På den anden side var det tiltalene at komme ud af sin nuværende påklædning. Særligt, hvis hun ikke kunne komme udenom den middag. "Tak...".Hun kiggede på ham uden at vide, hvad hun ellers skulle sige. At hun overhovedet tog med ham var jo ikke ligefrem et udslag af frivillighed.

Da han tilbød hende bilnøglerne rakte hun ud efter dem før hun nåede at tænke. Hun sænkede armen igen i takt med at hun kom i tanke om, at hun var en bilist med ganske få kompetencer kombineret med det astronomiske beløb det sikkert ville koste hende, hvis hun ødelagde en bil af den kaliber. "Nej.. jeg tror det er bedst du kører". Hendes øjne var stadig rettet mod nøglerne. Hun rettede blikket mod ham igen og tilføjede: "Jeg ved jo heller ikke hvor vi skal hen" som for at dække over, at det var de manglende kompetencer, der stoppede hende. Hvis han låste bilen op, ville hun åbne bildøren i passagersiden, og sætte sig ind.

Pretty Woman var ikke en film han kendte, men hvis det var, så kunne han godt se hvorfor at hele scenariet måske ville minde om det. Caine's intention var heller ikke den samme men ikke desto mindre havde han en intention med det. Han så heller ikke nogen grund til at være vred, hun havde jo ikke voldt ham yderligere besvær.

Man kunne dybest set ikke bebrejde hende at situationen ikke ligefrem var frivillig for hende men hun havde nu en gang selv bragt sig i den. Men det forhindrede ikke Caine i at få det bedste ud af situationen så vidt muligt.
Ud fra hendes svar, kunne han godt mærke at hendes tanker om sin egen kørsel måske ikke var de bedste, det var i hvertfald hans gæt. Så han nikkede en gang og låste bilen op for hende inden han selv gik over og satte sig ind i førersiden. "Vi starter med at køre hen hvor du forhåbentlig kan få noget tøj du har det bedre i.."

Han havde ikke kørt ret mange meter inden han sukkede en gang og sagde: "Hør Alena jeg er godt klar over at situationen virker rigtig underlig for dig, du havde nok ikke tænkt dig din dag skulle ende sådan her... Så endnu en gang så får du to muligheder. Enten så giver du mig halskæden igen og får lov til at gå fuldstændig som du har lyst.... Eller også starter vi med at få købt noget tøj til dig, undertøj, kjole, sko, hvad end du har lyst til så du føler dig godt tilpas i tøjet til en middag, som en slags tak for at du har fundet halskæden til mig. Uden at skylde mig noget. Så tager vi den derfra med hvor vi skal spise henne. Igen jeg er godt klar over det virker underligt men der er en dybere mening med det. Jeg har en meget nemmere måde at skaffe de penge du mangler også på en måde der ikke er så lummer som du sikkert tænker. Hvad vil du? Tøj, eller aflevere halskæden og gå"

Han håbede at den foreløbige forklaring gav hende en følelse af at han var oprigtig. Han kunne jo ikke bare sige: "Jeg er en dæmon der er forbandet til ikke at kunne lyve"

Alenas hænder søgte halskædens lås i nakken, da han endnu engang præsenterede to valgmuligheder for hende. Men så stoppede hun midt i bevægelsen. Hvis hun gav ham halskæden og gik, skulle hun skaffe pengene et andet sted. Kunne hun nå det? Hun lænede sig tilbage i sædet med et suk, da det gik op for hende, at det kunne hun formentligt ikke. Hun var nødt til at føje ham, hvis hun ville gå derfra med de penge, hun skulle bruge. Det irriterede hende grænseløst. Hun forsøgte at lægge en dæmper på dén følelse, da hun fornemmede at det ville være klogest situationen taget i betragtning.

"Okay", begyndte hun så neutralt som hun kunne forme ordene på trods af sin irritation. "Jeg går ud fra vi skal shoppe så". Hun forsøgte at smile, men det var svært. Hun håbede at han ikke regnede ud, at hun havde gjort op med sig selv, at hun ikke havde råd til at forlade ham uden halskæden eller noget andet tilsvarende dens værdi. Hun manglede pengene for meget, og det overskyggede alt andet.

Hun kiggede ud af ruden til højre for sig og bemærkede at han ikke umiddelbart havde sat kursen mod nogle af de butikker, hun normalt ville have råd til af handle i. Hun håbede han mente det, da han havde sagt, at hun ikke ville komme til at skylde ham noget for hverken tøj eller middag. Hun undrede sig over hvad han mon arbejdede med, siden han havde tid til at samle hjælpeløse kvinder op i Southside på denne måde. Hun besluttede sig for at spørge: "Er det her noget du gør tit?".