Back in the same circles - Caleb

S: Atletikbanen
T: Efter de sidste timer
O: Beskrives
V: Solrigt
Påklædning
Emne til: @Caleb <3

---

Det var altid lidt hårdere når træningstimerne faktisk involverede at Carmen skulle være fysisk aktiv. ikke at hun havde noget imod det, faktisk så fortrak hun det. Vise eleverne at hun ikke var til at spøge med. Så hun nød at vise dem hvad hun kunne, eller i hvertfald i en mild grad.  Hun havde endelig fået ryddet op, og var ærligtalt lidt irriteret idag. Kun fordi, at Caleb egentlig var hendes hjælpeunderviser idag - og havde dimsene glemt det? Eller hvad pokker var hans undskyldning. Faktisk glædede Carmen sig til at hører hvad det var. Måske havde han bare glemt det, men  og inderst inde så var det ikke det der irriterede hende. Hvad der egentlig irriterede hende, var et godt spørgsmål.  Så hun glædede sig til at finde ud af det også. Måske var det nok det faktum at hun savnede ham, men ikke ville vise ham det. Det var en irriteret kombination.. måske var det endda derfor hun havde klædt sig som hun havde. For at irritere ham. Sådan var det at være den eneste kvindelige alfa, fordi hun ville aldrig undergradere sig selv til at være en Luna.. og det gav bare ikke mening. Hvilket nok gjorde ondt. Carmen fik øje på Caleb og løftede automatisk hagen. De sagde der ikke var langt fra had til kærlighed og fra kærlighed til had. Men der var en smuk blanding i deres form for både kommunikation verbalt og kropssprog.
"Caleb..." mumlede hun lidt og kunne mærke hjertet der sprang en takt over. Carmen ved sig kort i læben.

Påklædning

Calebs humør var ikke det bedste, da han begav sig hen mod atletikbanen, hvor han forventede en ophidset kvinde, som var klar til at rase ud på ham. Det var ikke noget, som han så frem til, men på den anden side var han blevet så van til hendes hårde ord, at de begyndte at prelle fuldkommen af på ham. Carmen af alle kvinder vidste, hvordan hun kunne pisse ham af. Hun kendte til hans svageder, som den eneste, fordi han som et ungt menneske havde begået den fejl at betro sig til hende. At forelske sig i hende. Den ene ting fortrød han, den anden gjorde han ikke, selvom hun ofte gav ham årsager til det.
Hans blik faldt på hende længere fremme, og et automatisk skævt smil dukkede op på hans læber. Hun pissede ham af, men han kunne fandme også pisse hende af. Han lagde mærke til, hvordan hendes kropssprog ændrede sig, da hun fik øje på ham, hvilket kun hjalp på hans selvtillid. Han lukkede den lange distance mellem dem og førte hans højre hånd bag hendes nakke og tvang hende ind mod sig, så han kunne give hende et blidt kys på kinden. Hånden var nødvendig, så hun ikke kunne afvise ham, men han lod den blive, selv efter han rettede sig op igen.
"Carmen," han kiggede ned ad hende og fandt hendes blik igen. Hans smil blev lumsk, "du behøvede da ikke at klæde dig sådan på for min skyld, kære," han fjernede sin hånd fra hendes nakke og plantede den i stedet tilbage i sin buksers forlomme, "hvis du ville have mig til at tage dig midt på banen, så skulle du da bare havde spurgt pænt" afsluttede han og sendte hende et charmerende blink.

Carmen var ikke god til dette. Hun var ikke god til at finde ud af sig selv, eller for den sags skyld god til at lukke op for sig selv. Det var sket for fire år siden, ganske kort at hun havde åbnet sig bare lidt op for Caleb. Hvilket gjorde han nok for altid ville være et ømt punkt for hende. Hele hendes væsen var altid opmærksom på at passe på alt og alle. I sidste ende var det vel blevet en vane ikke at lukke nogle ind. Ganske vidst havde hun sin flok, og hun lukkede endda dem mere ind end sin egen søster - for det mente hun at hun beskyttede Alycia mest ved. Dog blev hendes tanker slået omkuld da Caleb greb hendes nakke og plantede sine læber mod hendes kind. Hendes øjne fulgte ham som han rettede sig op igen. Kort sank hun en klump. Til alt held kom han med en kommentar, som fik hende til at hæve brynet let.
"Søde.. du kender mig nok til.. at jeg ville have fortalt dig det.. hvem siger mit tøj er til ære for dig? Måske havde jeg det varmt.. efter den trænings undervisning.. du missede.. huh?" Svarede hun afventende for hans næste kommentar. De havde begge travlt, havde begge de samme forpligtelser. De var begge forældre og alfaer - samt undervisere.. kunne de give sig selv mere stress?
Carmens hjerte sprang en takt over om hun ønskede det eller ej. Hvis hun ikke havde kontrol over situationen kunne hun hurtigt nå ud på dybt vand, specielt med Caleb. Hvis han nu blot gav op, ville det gøre det hele meget nemmere for hende. Det var lettere at give efter for sine følelser når han blev ved, måske havde han da for længest egentlig opdaget at der var noget under hendes ellers så barske og overbeskyttende facade? Carmen så ham i øjnene uden rigtig at blinke. Det var måske en sær måde for kærlighed hun viste overfor ham, alt den vrede hun havde indeni - gik ofte udover ham, også når han ikke fortjente den. Carmen var klar over det, men hun kunne heller ikke altid få sig selv til at undskylde - det skete dog.. sommetider ville hun liste ind til ham og sidde op af ham.. blot for at vise at han faktisk betød meget for hende. Det tog tid med Carmen og hele historien hvorfor var stadigvæk ukendt for folk omkring hende. selv Alycia."Bare fortæl mig det i det mindste var noget vigtigt.. var det Cole.. eller flokken?" Spurgte hun for at undgå at blive alt for vred.

Caleb vidste godt, at han havde en effekt på Carmen. Nej, den var ikke altid tydelig, det var den faktisk sjælendt, men han havde lært at udlede kendetegnene efter så mange års kendskab til hinanden. Han indrømmede gerne, at han ofte brugte dette i mod hende. Tirrede hende på alle tænkelige måder, bare for at få en reaktion fra hende, som ville tilfredsstille ham til en hvis grad. Kom med en yderst provokerende kommentar, hvilket ofte kom i former af komplimenter af en eller anden grund. Fordi han vidste, at hun ville blive smigret inderst inde, blive helt varm om hjertet, men hun ville aldrig indrømme det, eller vise det foran ham. Men han ville lytte efter hendes hjertebanken. Og ligesom denne gang, så hørte han det banke lidt hurtigere meget pludseligt, hvilket sendte sommerfugle i maven på ham af ren begejstring og selvtillid. Derfor kunne han ikke gøre andet end at klukle af hende.
"Ignorerede du med vilje det andet, jeg sagde?" spurgte han med et kækt smil og et farligt glimt i øjet. Nu startede legen.
Da hun nævnte deres søn falmede hans blik en smule. Det var ikke fordi, at hun var en dårlig mor. Når hun endelig valgte at spendere tid med ham, så var hun kærlig, opmærksom og tålmodig. Men hun var der ikke som sådan. Spurgte man Caleb, så så hun ikke sit barn nær så meget, som han mente, at hun burde. Han følte, at han opdragede Cole alene. Hendes prioriterer var ikke, hvor de burde være, mente han. Ja, hun havde sin egen flok og arbejdet, men han havde præcis det samme. Hvis han oven i alt det kunne tage sig af deres søn, hvorfor kunne hun så ikke?
Det havde trods alt ikke altid været sådan. Hun havde skam været der. Men forholdet mellem de to blev intenst i en negativ format, og hun valgte at tage beslutning om at forlade Caleb med deres barn. Det måtte have været tre år siden. Siden hen havde de fået en søn mere, som nu voksede op med sin bror uden en reel mor. Caleb ville aldrig indrømme det, men han nærede stadig en usund form for håb for, at hun ville vende tilbage til ham. Sætte sin gamle forlovelsesring på fingeren igen og bare blive hans. Opdrage deres børn sammen, på under samme tag i Månepalæet, men det skulle jo aldrig gå, som han ville have det. Ikke når han havde forelsket sig i en kvinde som Carmen.
"Nu hvor du selv nævner ham, så ja. Han vågnede op syg i morges, men blev afleveret i børnehaven alligevel. Jeg fik et opkald derfra for et par timer siden, at han var for dårlig til at blive, så jeg skulle hente ham. Han ligger og sover på sofaen i mit kontor nu med høj feber. Noget du ville vide, hvis du nu så ham lidt mere, ing" forklarede han hende med en spydig undertone. Han var beskyttende over for sine børn. Selv mod kvinden, som gav ham dem.