You promised you would always come back, why didn't you come back?

Sommeren stod endelig for døren, hverdag havde lyset krævet lidt mere af mørket og gjort dagene længere. Varmen var for alvor begyndt at slå rødder og denne dag var ingen undtagelse, den lette brise var forfriskende, men stadig køllig nok til at det endnu ikke helt var varmt nok til at gå uden tildækkede ben og arme, men heller ikke så koldt at det var nødvendigt at pakke sig ind.
Gadebilledet havde summet af liv allerede fra de tidligste morgentimer. Varer skulle leveres til de mange omkring liggende butikker, cafeer og resturanter, hvor medarbjedere var mødt ind for at klaregøre til dagens kommende gæster. Evangeline havde været så heldig at kunne nyde det gode vejr i frihedenstegn. Selvom engelen elskede sit servetrice job, så nød hun stadig endnu mere at kunne sidde udenfor og lade solens varme ramme hendes ansigt som var det blide kærtegn, og det var hvad hun havde tænkt sig at bruge sin fridag på.

I anledningen af det det gode vejr, havde Evangeline købt et bærger af frosen youghurt, der var toppet med rigeligt frugt og vigtigst af alt, syrligt slik. Siddende på en af de mange bænke der var placeret stratedisk langs gågaden, fulgte hun de mange folk der paserede bænken. Selvom det her var hendes fjerde gang på jorden og hun havde været her siden 2014, så var der stadig så mange ting som menneskerne gjorde som Evangeline ikke forstod sig ordenligt på. Elektroniske enheder som mobiler, computerere og hæveautomater havde hun heldigvis lært at bruge i nogen grad (mest de første nævnte), men menneskerne og den udvikling de havde haft mellem forrige gang hun havde været fløjet ned til dem og nu var to verdner til forskel. Hun fandt det derfor heler aldrig kedeligt bare at sidde og være til i nuet, mens resten af verden syntes at glide forbi i forskellige tempoer alt efter hvilket menneske man rettede øjnene imod.

Midt i bevægelsen for at føre en skefuld frosset youghurt til munden fik hun øje på ham. Til at starte med troede hun ikke sine egne øjne, var sikker på at det var hjernen der spillede hende et ondskabsfuldt pus. Det ville ikke have været første gang.
I over fire år havde hun ledt efter Uriel, efter tegn på at han levede. Pludselig stod han lige dér få meter fra hende, det var hun sikker på da hun gik et ordenligt glimt af hans ansigt. Bærget med med isen ramte jorden foran bænken i det hun uden videre omtanke rejste sig. Først da hendes egen stemme lød blev hun bevidst om at hun havde ved at tilbage lagt afstanden til den anden engel “Rel? Uriel...?”.

Tid havde alle dage været en special størrelse. Det havde aldrig været noget som Evangeline havde skænket mange tanker, den havde trods alt altid været mere et fænomen som mennesker og andre kortlivet racer gjorde sig i, end når dem der havde udsigten til evigt liv gjorde. Ironisk nok havde tid fyldt mere end noget andet hos den kvindelige engel, lige siden Uriels forsvinden og det hav af ubesvarede spørgsmål der havde fulgt i kølvandet. Spørgsmål der den dag i dag stadig fyldte så ufattelig meget, men måtte se sig kvalt under forvirringen og det hjertestik hun følte ved hans spørgsmål.
“You don't recognize me?” ordene satte sig nærmest fast i halsen og hun måtte rømme sig lidt før de næste kunne komme ud “It's me, Eir? Evangeline? One of your best friends?” forklarede hun uden helt at lykkes i at skjule den såret kant, der havde lagt sig omkring hendes svar.
Hun havde forestillet sig alle mulige tænkelige senarier af hvordan en genforening ville forløbe, dette var ikke den af dem. Aldrig i hendes vildeste fantasi ville Eir havde troet at gensynsglæden ville være mere envejs end gensidig, men intet i hele ærkeengels udtryk tydet på at han lavede sjov, når han spurgte hvem hun var.
“I've been looking for you, ever since you didn't return home as promised. What happened to you?”.

// Lukket efter aftale