Well.. Hi? XXX - Lucian

Annalyn havde valgt at bruge sin dag på at udforske området som var i nærheden af akademiet. Hun havde hørt meget om bjergene og at det var et smukt syn og det var efterhånden længe siden hun havde været ude at vandre. Hun var taget afsted om morgenen og havde gået det meste af dagen, dog havde hun husket at på noget mad med sig til turen, så hun ikke skulle sulte. Hun havde også tjekket vejr udsigten, som havde lovet sol, men som hun så op på himlen, som bare var gråt og trak op til regn, "Man kan virkelig ikke stole på alt hvad man læser, hva'?" sagde hun til sig selv og hun håbede inderligt at regnen ville vente med at falde, indtil hun havde fundet et sted at være i ly. Hun mærkede også blæsten tage til og hun kunne ikke lade være med at ryste let på hoved, vejr udsigten havde virkelig taget fejl, angående lige den dag, men hun forsatte ned ad stien, indtil hun besluttede sig for at standse og tage en lille pause, hun så betaget på den smukke udsigt og hun kunne hører en ged bræge i det fjerne og hun kunne ikke lade være med at smile.
Hun havde stået i lidt tid, inden hun hørte fodtrin i gruset og vendte sig i retningen af en der kom gående i den anden retning, han så bekendt ud, med sit mørke blonde hår og brede skuldre, og så var der den måde han gik på, det var tydeligt hvem det var og hun sank øjeblikkeligt en klump, sidst hun havde set ham, havde hun plabret løs om alle hendes bekymringer.. Hun rystede følelsen af sig og så igen ud på udsigten, han var alligevel stadig et stykke fra hende, så hun valgte at se lidt mere på det smukke landskab, inden at han nåede helt hen til hende.

Lucian havde brugt hele dagen i bjergene, det var her han gik hen for at få ro på tankerne, det var det man kunne kalde hans fristed. Vejret havde snydt, men det var ikke fordi det gjorde ham så meget, han havde trods alt stadig en lun jakke med, og han frøs meget sjældent. Han sad roligt på en klippe og kiggede udover bjergene og den skov der var på den. Han havde brug for at få styr på sig selv når det galt Annalyn. Han kunne ikke blive ved og få de følelser når hun var i nærheden, faktum var at hun ikke var til no strings og det respekterede han. Han tog en dyb indånding og vinden bragte en duft med ham som han kendte med det samme. Nej det kunne ikke passe, hans sanser måtte drive gæk med ham, hun var langt herfra. Alligevel forsvandt duften ikke og han rejste sig og smed sin taske over skulderen.
Han gik ud på en grussti og fulgte den roligt, han fulgte duften. Der gik ikke længe før han så det røde hår, som virkelig stod ud i det grønne landskab. Det var godt nok efterår, men bladene havde endnu ikke mistet deres farve. Han stoppede kort op, overvejede om han skulle gå den anden vej, men han lagde mærke til at hun også havde set ham. Well no going back now. Så han tog en dyb indånding og gik med rolige skridt hen imod hende. Hun stod og betragtede landskabet, det kunne han ikke bebrejde hende. Han sendte hende et skævt smil som han nåede hen til hende. Han havde stukket begge hænder i lommerne på hans bukser. "Jeg møder normalt aldrig nogle herude. Og den dag jeg så gør er det dig. Hvad bringer dig herud?" Hans stemme var rolig, kontrolleret og blid. man kunne hører en fugl der fløj henover trækronerne, som de stod der og kiggede på hinanden.

Annalyn så forsat på landskabet, der strakte sig foran dem. Hun havde armene lagt om sig selv og smilede, da hun hørte hans stemme og svarede ham "Jeg var nysgerrig. Jeg har hørt at denne del af landet er smukt og det kunne ikke være mere sandt, nu hvor jeg ser det med mine egne øjne.". Hun skævede over på ham og hun fik for første gang, den dag, hans duft at lugte, vinden førte ellers hans duft væk fra sig og hun spurgte "Hvad med dig? Det lyder som om du kommer her ofte?".
Hun lod sine arme falde og stak sine hænder i lommerne på hendes ternede frakke, hun tog en dyb indånding af den friske luft og så atter ud på naturen, da hun mærkede et par enkelte dråber af regn i sit ansigt og hun kiggede op imod himlen og skar ansigt, mens hun sagde "Vejret er vist ikke helt på vores side, hva'?". Hun smilede drilsk over i mod Lucian og hun rakte op og trak sin hue lidt ned i nakken, hvorefter hun rystede sin jakke på plads om sine skuldre. Hun så igen op imod himlen, det så virkelig mørkt ud og hun vidste at de ville få regn om lidt og meget af det.

Han betragtede landskabet som hun lige havde gjort. Han smilte lidt over hendes kommentar, det var et smukt landskab, han kunne ikke lade være og smile lidt over hvor meget de egentlig havde til fælles. "Jeg plejer og komme herop når jeg kan, det er lidt som min egen baghave kan man vel sige." Et lavt grin forlod ham før han fortsatte "Der er altid ro heroppe, det man møder mest er dyr og natur. Det et perfekt sted og være når man skal lige væk fra det hele. Men det har du vel allerede opdaget." hans smil viste hende den drilske tone der var kommet i ham.
Han kunne godt huske deres sidste møde, hun virkede mere rolig end da deres veje var skildtes. Men der var trods alt også gået et par dage. Han mærkede et par dråber og kiggede op på himlen. Han duftede en gang til det, hmm det lovede ikke godt, han hørte så hende snakke og kiggede på hende med et smil "Åbenbart ikke. Vi må hellere finde læ, det her bliver en voldsom omgang tror jeg, og tror ikke et stort egetræ er nok" Han gengældte det drilske smil før han rettede på sin taske der hang på den ene skulder, og vendte sig og gik ind af en sti der gik imellem træerne. Der måtte da være en hule eller lign i nærheden hvor de kunne være i læ, og helst før regnen virkelig tog fat.

Annalyn nikkede, hun havde fundet stedet perfekt til at komme væk fra hverdagens travle timer og hun vidste at hun nok ville komme tilbage, måske ikke lige så ofte som Lucian gjorde, men det var helt klart et sted der skulle opleves over flere omgange, også på grund af størrelsen.
Hun smilede til ham, hun havde haft tænkt en masse siden de sidst havde været sammen, der var dog nogle ting hun ikke kunne finde ud af hvad hun ville gøre ved, men hun havde fået styr på det meste, hun havde også snakket i telefon med sin bror og en smule med hende alfa. Hun havde dog ikke snakket med sin alfa om hvad han ville gøre hvis hun brød hans strenge regler.
Hun blev hevet ud af sine tanker, da Lucian snakkede til hende og hun nikkede blot med et smil og fulgte med ham, da han gik ind imellem træerne. Nej, et egetræ ville ikke være nok denne gang, det kunne hun se på skyerne og lugte i luften, det ville blive værre end sidst de var fanget i regnen. Der gik lidt tid, "Så-!" nåede hun lige at få ud, inden hun næsten snuplede over en rod der stak op af stien. "Pokkers, til rødder!" Mumlede hun og så tilbage på den med en skulen, hun var ellers vant til at omgås i skov områder, men hun havde ikke forventet at der var en rod der ville spænde ben for hende på stien. Hun rettede en smule på sin sweater hun havde under jakken og så alvorligt op på Lucian og sagde "Du vover på at grine!".

Han skulle lige til at løbe hen og hjælpe hende, da han opdagede hun havde fået styr på det. Han kæmpede for ikke at grine, han gjorde alt han kunne, han bed endda sig selv en smule hårdt i læben. Men intet hjalp det, og da hun så alvorligt på ham kunne han ikke styre det mere. Et varmt, dybt og maskulint grin undslap hans læber, og han måtte holde sig på maven da han grinte for meget.
Han fik samlet sig og kiggede på hende med et undskyldende smil "Undskyld men.. Det så bare SUPER elegant ud." Man kunne tydeligt hører i hans stemme hvor meget han overdrev det og drillede hende på en kærlig måde. En stærk vind blæste bagfra ham og op langs vejen de gik på. Den rev nogle blade og en smule grus med sig, som hvirvlede rundt i luften. Han fik et mere alvorligt blik "Tror vi skal skynde os hvis vi skal finde læ." Han rettede sig helt op, og gik så over og hoppede op på en lidt høj sten i et enkelt hop, det lignede det ingen kræfter krævede af ham. Han kiggede rundt og hoppede så ned igen "Kom jeg ved hvor der er nogle huler, men der er en smule langt, men det er det bedste læ vi kan finde." Han så afventende på hende for at finde ud af hvad hun ville.

Hun kunne ikke lade være med at smile lidt, da han begyndte at grine og hun himlede drillende med øjnene. Hun blev dog hurtig alvorlig igen, da vinden tog til og fik hevet blade og grus med sig, og ikke mindst Lucians duft i hendes retning. Hun næsten gispede, da den overvældede hende, men lod som ingenting, og sagde, mens han stod og så afventede på hende "Vi må hellere skynde os, for jeg kan hører at regnen er taget til, ikke så langt herfra og det er på vej i den her retning!" Hun kunne hører regnen nærme sig hastigt, og hun ville helst undgå at blive gennemblødt, så hun gik med hastige skridt imod Lucian og spurgte "Hvor længe tror du det kommer til at vare før vi er fremme?". Hun så lidt rundt, hun havde ikke været den her vej, så hun måtte stole på ham og håbe at de kunne nå frem inden de blev alt for våde af regnen, som stadig nærmede sig hastigt.
Hun tænkte også på hvor længe de ville være fanget sammen på grund af regnen, igen. Ligesom den første gang de var sammen, og pludselig mærkede hun alle minderne i krop af hans imod hendes, men hun prøvede at ignore det.

Han så en smule efter tænksomt ud og lyttede, han kunne også hører regnen nu. "Ikke lang tid.." Han greb hendes hånd i sin uden at tænke over det, og hev hende med sig som han løb i den retning han vidste hulerne lå i. Det var først da de havde løbet kort tid at han kom i tanke om hvad han havde gjort. Han mærkede varmen fra hendes hånd. Han sendte hende et smil og man kunne hører hvordan regnen kom tættere. Der var i hvert fald et par kilometer endnu. De ville ikke nå det, om lidt ville regnen være der og de ville blive gennemblødte. Hans jakke var vandtæt, og han var glad for der lå et tæppe deri, men en tanke bekymrede ham, der var kun et tæppe. Han skubbede tanken væk, han kunne godt holde varmen så det måtte hun bare få. Hun så ikke ud til at have synderligt meget med, han havde planlagt og blive ude til næste dag, så han var en smule forberedt. Vinden blæste igen og gav dem nærmest et puff, det lovede ikke godt.

Annalyn nåede ikke rigtig at reagere, da han greb fat om hendes hånd, men fulgte blot med i samme tempo som ham, hun håbede og bad til at de ville nå det, inden regnen ramte dem. Men sådan ville skæbnen dem det ikke, for ikke særlig lang tid efter var regnen over dem og hun gav klemte om hans hånd, for ikke at lide i den våde jordbund, som de løb på. Hun gled næsten igen, da hun kom til at træde på en fladtrådt sten, hun gispede, da hun mærkede hvordan alt hendes tøj blev vådt og tungere, som det klyngede sig til hendes krop. Hun bandede lavmeldt, hun skulle have forudset at sådan noget kunne ske, men hun valgte at lade det være, hun kunne ikke gøre noget ved det. Hun kunne bare håbe at regnen ikke ville vare så længe og at de snart var i læ af hulen. "Er vi der snart?" De havde løbet i et par minutter og hun priste sig lykkelig for at være ekstra udholdende og at dette blot føltes som en kort lunte tur. Hun så op på ham, var ikke lige så våd som hun var, han havde mere parktisk tøj på og hun ærgerede sig igen over sin stupiditet over ikke at have fået taget bedre tøj på, men så vidste hun det til næste gang hun skulle ud på sådan en tur.

Det gav et sug i ham, som hun klemte hans hånd selvom han godt vidste det var for ikke at snuble, og han formåede da også at stabilisere hende inden hun helt væltede. Hans jakke afviste en smule af den regn der kom, men han kunne godt regne ud at han ville være godt våd før de nåede hulen. Han fik øje på hende, hun var gennemblødt, hun ville komme til at fryse helt vildt. Han hørte da hun spurgte til om de snart var der, han kiggede på vejen foran dem "Et par kilometer mere..." Man kunne godt hører på hans vejrtrækning at han løb, men han virkede ikke synderligt tynget af det.
Han drejede dem af en lille sti der kom efter de havde løbet ret længe. Han fik hurtigt bevæget dem imellem nogle træer og et lille udspring på bjerget viste sig foran. Han hev hende med om bag det, og førte hende ind i en hule der var okay stor og dyb. Han slap hendes hånd og kiggede på hende. Hun lignede en druknet mus. Udenfor hulen kunne man se hvordan regnen stod ned i stænger, og hører hvordan vinden tog mere og mere fast. Hulen lå heldigvis i læ. Han smed sin taske og gik ned i bunden af hulen, han håbede inderligt på der stadig lå noget træ fra sidst, og han var heldig. Han havde smidt sin jakke ved sin taske, den var godt gennemblødt, og hans trøje han havde på under var tydeligt også blevet godt våd. Han samlede træet op og gik over og smed det i en lille plads i midten af rummet hvor der før havde været et bål. Han fandt et par sten og det tog ham ikke længe før han fik tændt ilden. Den begyndte at varme en smule og lyste den ellers ret mørke hule op. Hans bukser var også blevet godt våde, men han lignede ikke en der tog sig synderligt af det.

Da de ankom til hulen og de havde sluppet hinanden hænder, så hun lidt rundt, hun rystede allerede, vinden havde fået vandet i hendes tøj til at blive koldt, meget koldt og hun valgte at smide sin jakke, hun lagde den på gulvet, så den hurtigere ville tørre og det samme med hendes hue, hun hev også sin sweater overhoved, den var kold og våd og ville kun få hende til at fryse endnu mere, så hun smed den ved siden af sin jakke. Nu var hun kun iklædt sine bukser og den hvide, nu gennemsigtige, hvide skjorte, som viste lidt for godt hvad der gemte sig under den, blandt andet hendes sorte bh. Hun lagde armene over brystet for at dække sig lidt mere til.
Da hun vendte sig rundt igen, så hun at Lucian havde lavet et lille bål og hun gik nærmere og satte sig ved det, for at få varme sig bare en smule. Hun rystede stadig og ville have klapret tænder, hvis ikke det var fordi hun bed tænderne sammen.
Fra hendes plads så hun op på Lucian og sagde med en drilsk tone "Så er vi her, fanget af regnen igen..". Hun rettede sit blik imod flammerne, som havde fået lidt bedre fat i træet.

Han havde ikke lagt mærke til hun havde smidt jakken, eller trøjen, men det gjorde han så sandlig nu, for da han kiggede på hende fik han øje på en sort bh der var meget tydelig igennem den gennemblødte hvide skjorte. Han sank en klump og gik over til sin taske. Han hørte det hun sagde og svarede med et smil i stemme "Jeg tror moder natur hader os." Han åbnede tasken som han hev op. Han gik hen til hende og rakte det til hende. "Du får aldrig varmen med det våde tøj på." Han håbede hendes bh ikke var nået og blive gennemblødt. Han sendte hende så et smil og vendte sig om. "Bare rolig. jeg vender mig ikke før du er sikkert under tæppet." Tæppet var ikke noget særligt, det var bare et fleece tæppe der var i en ret stor størrelse da det jo skulle kunne dække hele hans krop. Han ville ikke smugkigge, han havde ikke behov for at se hende uden tøj, eller jo.. men alligevel ikke.

Annalyn så på ham og tog imod tæppet. Hun rejste sig og så på hans ryg. Hun begyndte at åbne sin skjorte, hev den af sine skuldre, hun rystede en smule, hun hev sine støvler af og smed bukserne også, hun slugte den klump hun fik i halsen, da hun rakte om bag ryggen og åbnede sin bh og skyndte sig, at komme tæppet om sig, hun samlede sine ting op og smed det over til alle hendes ting. Hun syntes det var en underlig følelse at stå der, iført et tæppe og sine trusse. Hun følte sig ufattelig nøgen og sårbar. Hun satte sig igen ved bålet og puttede sig godt ind under tæppet og prøvede at få varmen, men hun rystede stadig. Hendes hår hang vådt om hendes hoved og så om muligt endnu mindre ud end hun plejede.
Hun havde trukket sine ben op under hagen under tæppet og krammede dem til hendes bare bryst. "Du.. Du kan bare vende dig om nu.."

Lucian kunne hører da hun begyndte at tage tøjet af, han prøvede og lukke lyden ude, og forkusere på lyden af regnen udenfor. Han kiggede på intet tidspunkt, han respekterede hende privat liv, eller så meget han kunne i dette rum.
Han vendte sig da hun sagde han kunne vende sig om. Han så bhen der lå på jorden og bed sig selv i kinden, selvfølgelig var den også blevet gennemblødt. Tanken om hun ikke rigtig havde noget tøj under tæppet pokede hans tanker, han valgte dog at skubbe dem væk og satte sig ned overfor hende på den anden side af bålet. Han lagde mærke til hvordan hun rystede, hun burde få varmen bare en smule snart, hvis det altså virkede med bål og . Han rystede ikke selv, jo han var kølig men han frøs ikke, hans evne hjalp ham. "Er du ved at få varmen?" Han begyndte og være en smule bekymret for hende.

Annalyn så op på ham og prøvede at få varmen, så godt hun kunne. Hun rystede stadig og dækkede sine fødder til med tæppet. Hun rystede let på hoved og sagde "N-nej..". Hendes tænder skælvede og hun strøg noget af hendes våde hår om bag øret. Hun kiggede ned på flammerne og vidste at hun nok ikke ville blive ordenlig varm.
Hun så op på ham igen med skælvende underlæbe og rystende skuldre. Hun så igen ned imod bålet og stak sine hænder ud fra under tæppet, uden af afsløre noget af det der gemte sig under tæppet, heldigivis, for at varme dem i varmen fra  ilden foran hende. Det hjalp dog ikke meget.

//Så kort et svar D':

Lucian betragtede hende som hun sad der og svarede med skælvende tænder. For fanden det gik jo ikke, han overvejede om han skulle lægge armene om hende som hun sad der, men det ville ikke være nok. Han bed sig lidt i læben, der var ikke så mange andre muligheder. Han kiggede på hende "Vi nødt til at få dig varm." Han var nødt til at kontrollere sig selv, det kunne gå galt hvis hun ikke fik varmen. Han rejste sig og smed sin trøje så hans overkrop blev blottet. "Lad være med og misforstå det her, men jeg har en naturlig varme. Og uanset hvad, så de kendt at kropstemperatur er det eneste der virker okay?" Han så på hende med et lidt akavet blik, og ventede lidt på hun reagerede.
Han ventede på at hun gav sin respons, og da han var sikker på hun var okay med det smed han sine sko, sine bukser og afslørede hans tights der sad præcis som de skulle på ham. Han satte sig ned ved siden af hende, og kiggede kort på hende. "Hør, jeg sørger for jeg ikke kigger okay? Men faktum er vi nødt til at sidde tæt." Han drejede sit blik væk, så han ikke risikere og se noget, og løftede let tæppet der var omkring hende, altså kun på den side. Han forventede at hun holdt over sine bryster, selvom han ikke kiggede. Han rykkede sig så han sad bag ved hende, og foldede tæppet om dem igen. Hans overkrop hvilede imod hendes ryg, og hun ville med det samme kunne mærke hans varme. Hendes duft ramte ham, og han brugte al sin energi på ikke at fokusere på det.

Annalyn så på ham, men nikkede da han sagde at de var nødt til at bruge kropsvarme, for bålet og tæppet var ikke nok og bestemt ikke vil strække til det lange løb. Hun så op på ham og forsøgte ikke at reagere på hans duft der blev endnu stærkere, da han hev sin trøje af og derefter resten af hans tøj, så han også kun var iklædt sit undertøj. Hun så på ham med store øjne og skiftede så blikket i retningen af flammerne endnu en gang. Hun prøvede på at holde sit fokus på flammerne der dansede hen over træet.
Da han løftede tæppet, lod hun sin ene arm dække over hendes barm og lod sig selv læne tilbage imod Lucians brystkasse. Hun mærkede med det samme varmen begynde at sprede sig igennem hendes krop og der gik heller ikke længe før at hun holdt op med at ryste. Hun genkendte også den samme prikkende følelse som brød ud under hendes hud, der hvor hendes mødtes hans. Hun mærkede også den knugende fornemmelse i maven, som hun forsøgte at undertrykke. "Tak Lucian." Sagde hun og smilede lidt for sig selv.

Han brugte alt sin styrke for at holde sig i skindet, han vidste hvad hendes holdninger var, og han var ikke typen der snød folk. Han havde ment hvad han havde sagt til hende den dag de mødtes, han var en no strings type, og det havde ikke ændret sig. Han tog en dyb indånding og mærkede hvordan hendes duft invaderede hans sanser. Han var heldig han havde sin evne, ellers ville han for længst havde mistet kontrollen.
Meget kunne man sige om Lucian men han var en gentleman. Selvom han sad med hende imellem sine ben, og hans arme lå om hende, så holdt sig i skindet. Han rykkde ikke sin hånd i en retning han ikke burde, og han var faktisk utrolig galant. De fleste andre mænd ville nok have udnyttet situationen. "For det jo ikke fordi det her ikke er akavet på nogen måde vel." Hans tone havde en let drilsk undertone, og han grinte lidt. Han forsøgte og lette stemningen, som virkede en smule trykket.

Annalyn lukkede øjnene, mens hun prøvede at ignore hendes lyster. Hun prøvede ikke at lade hans duft påvirke hende, men den tvang sig nærmest ned igennem hendes svælg og ned i hendes lunger. Den kildende følelse under hendes hud tog til og hun skuttede sig næsten, men nåede at holde det tilbage. Hun åndede dybt ud og åbnede sine øjne, så hun igen kiggede på flammerne og hun foldede sine ben lidt tættere til sig og prøvede at holde kontrollen, men mærkede hvordan hun konstant var ved at miste den, og lige nu ville ikke være et godt tidspunkt at miste kontrollen.
Hun tog endnu en dyb indånding, for at prøve at bevare sin kontrol. Hun mærkede sin krop hungre efter hans og hun begyndte at spekulere på om det virkelig ville være så slemt, bare at give efter for hendes lyster. Hun havde alligevel næsten dannet sig sin egen mening om, hvor vidt om hun havde lyst til at at lade hendes første gang være uden følelser.
Hun blev hevet ud af hendes tanker, da Lucian prøvende jokede og hun kom med et lille grin og lænede sit hoved tilbage imod hans ene skulder og mærkede atter hvordan varmen spredte sig. "Nej, slet ikke akavet! Men hey, det kunne være værre." Hun skævede let op til ham og smilede.

Han forsøgte virkelig, det gjorde han. Men situationen gjorde det bare ikke nemmere. Han mærkede hendes hoved der nu hvilede imod hans skulder, og han bed sig selv i kinden, faktisk ganske hårdt for at styre den lyst han hade til at mærkede hendes bløde læber imod hans egne. Han var lettet over at hun joinede ham i den meget akavede joke og han grinte lidt. Han trak sine ben en smule op, så de lænede på hendes, og derved gav hende endnu mere varme. Hendes hud var kold, og han kunne godt forstå hun havde haft svært ved at få varmen.
Hans blik var kort på hendes læber, de yderst velformede, alt for tiltalende læber, før han kiggede direkte ind i de grønne øjne. Hans hoved slog fra et kort sekund, og han bevægede sit hoved ned imod hendes. Deres læber var få millimeter fra at røre hinanden da han opdagede hvad han havde gang i. Han rømmede sig og trak hurtigt sit hoved væk og kiggede på ilden. "Annalyn jeg..." Han havde i det sekund glemt alt om den samtale de havde haft angående det at bruge hendes navn. "Undskyld." Han vidste ikke hvad han ellers skulle sige så det blev ikke til mere. Det var klart at han havde nogle problemer med at kontrollere sig selv. Hun var en smuk kvinde, og det og mærke deres hud imod hinandens, at vide hun stort set intet tøj havde på, alt det sammen med det faktum at hendes naturlige duft var så forbandet tillokkende, det gjorde det ikke nemt for ham. Han lukkede kort sine øjne som for at få styr på sig selv, før han igen lod sit blik hvile på flammerne der gnistrede i ilden.

Annalyn nød varmen fra hans ben imod hendes og hun følte også en tryghed, hun ikke havde følt længe. En sikkerhed, som hun faktisk aldrig rigtig havde oplevet. Og hun kunne mærke, hvordan hendes krop reagere på ham. Og det eneste der rev hende ud af hendes tanker, var da han så ind i hende øjne, med sin blå iriser. Hun holdt vejret og kunne mærke hans ånd imod hendes løber, hans skønne bløde, dominerende læber, som hun længtes efter at mærke imod sine egne, men han trak sig væk igen, lige inden deres løber mødtes, men hun flyttede hverken sit hoved eller sit blik og blev ved med at se på hans ansigt. Da han sagde hendes navn skælvede hendes krop og hun mærkede hvordan hendes maven slog hårdere knuder end før og hendes blik vandrende ned ad hans ansigt, til hans hals og inden hun nåede at tænke, havde hun lænet sig over og gemt sit ansigt imod hans hals, hun lod blidt sine læber stryge over hans hud. Hun var fortabt, hendes instinkter havde vundet, og hun var klar. Hun vendte sig i hans arme og så op på ham og hviskede bedende "Lucian..". Hun gav hans skuldre et skub og kravlede over ham, hendes lyst var tydelig og hendes intentioner var mindst lige så tydelige, hun sad med et ben på hver side af ham og var lænet ned over ham, så deres hud stadig havde kontakt, hendes øjne fandt hans læber og hun placerede et blidt kys på siden af hans mund.

Han havde givet sig selv et løfte, et løfte om ikke og lade sine tanker vinde. Det var et løfte han havde givet sig selv den aften de mødtes. Hun havde fortalt hun ikke ønskede hendes første gang skulle være uden følelser, og han kunne godt forstå det, han respekterede det. Det var også derfor han havde stoppet sig selv og nu sad og sagde undskyld.
Han mærkede hendes krop der skælvede, og troede først at det var fordi hun frøs endnu, det var indtil han mærkede hvordan hendes læber blidt strøg over den følsomme hud på hans hals. Hun formåede og overraske ham, og han var slet ikke forberedt på det. Han mærkede hvordan hele hans krop reagerede, og han kæmpede virkelig for at holde sin kontrol. Hans blik blev tvunget væk fra flammerne da hun drejede sig, så de nu var front imod front. Han mærkede en klump i hans hals han sank, og så var det at hun sagde det. Hans navn, fra hendes læber, på den der måde. Der var et skjult løfte i den måde hun sagde det på, og han mærkede hvordan hele hans krop skreg efter at han skulle slippe kontrollen. Han lod sig falde bagover, og hans øjne forlod ikke hendes smukke grønne øjne, som var fulde af lyst. Han havde dog stadig kontrol, det hang i en meget tynd tråd, men han havde kontrol. Hans hænder hvilede roligt på hendes ryg da hun forseglede hans skæbne. Noget så simpelt som et let kys på siden af hans mund var den sidste dråbe.
Hans instinkt tog over og alt det begær han havde for hende blev sluppet fri. Hans ene hånd bevægede sig roligt op langs hendes ryg før han begravede den i hendes våde hår. Han løftede sit hoved en smule og skubbede hendes imod hans på samme tid, så deres læber mødtes i en krævende og sensuelt kys. Alt det begær han følte for hende kunne mærkes i kysset. Han mærkede en form for lettelse da hans læber endelig fik lov at ramme hendes igen. Siden den første dag de mødtes havde han ikke kunne få den tanke væk. Hånden på hendes ryg tog let fat i hende, før den langsomt nussede hende blidt på den nederste del af ryggen.

Annalyns ene hånd var stadig imod hans brystkasse, mens den anden var på hans skulder og da hans læber gjorde krav på hendes igen, greb hendes fingre bedre fast i ham, som om hun var bange for at falde af ham, hun vidste at hendes negle ville efterlade sig mærker på hans hud, men hun var lige glad, det eneste der betød noget var ham og hendes begær til ham.Da han greb fat i hendes hår, gispede hun sagte og besvarede hans kys grådigt, mens et par enkelte lyde kom nede fra hendes hals.
Hendes ene hånd søgte opad og inden den fandt hans hår, fik hun strøget hans kind, et kærligt kærtegn, inden hendes egne fingre greb fat i hans hår.
Hun bevægede let sine hofte imod hans, mens hun lod alle indtryk overvælde hende, hans berøring, hans duft, hans læber imod hendes, den måde hans hånd nussede det nederste af hendes ryg på. Hun brød kysset kort og gav sig til at kysse ned ad hans ene kind og ned til halsen igen, mens hun sagde "I want you, Alfa.. I know what it means and I'm fine with no strings.". Hendes stemme var hæs og en smule mere sensuel end normalt og hun gav sig til at kysse vej op af hans hals igen, med et par enkelte strøg af tungen også, inden hun drillende slikkede han underlæbe inden hun genoptog deres intense kys.

De små lyde hun kom med, tændte ham mere end han havde forventet. Der var noget ved at hører hende lave dem, kun pga det de gjorde og fordi hun havde lyst til ham mindst lige så meget som han havde lyst til hende. Han mærkede hendes negle der borede sig ned i hans hud, men det rørte ham ikke, det var bare endnu en måde hvorpå hun viste hvor meget hun begærede ham.
Da hendes læber vandrede fra hans mund lod han sit hoved falde en smule tilbage så hun bedre kunne komme til. Han nød hendes kærtegn, og nogle små nydende lyde forlod ham. Han mærkede nådestødet da hun igen lod sin sensuelle stemme fylde rummet. Hun nåede knap og blive færdig, før han uden problemer fik vendt dem rundt så de lå modsat. Hun lå med tæppet imellem hendes krop og jorden, og han lå helt tæt ved hende som før placeret præcist imellem hendes ben så deres underliv mødte hinanden. Uden at løfte sig helt fra hendes bryst og derved blotte hendes bare hud, lod han den ene hånd kører op langs hendes side, forbi hendes ribben, det yderste af hendes bryst, og videre op forbi hendes hals. Han lagde sin hånd så den lå både på hendes hals og halvt ind i hendes hår. Hans blik havde fulgte hans hånd, og han krævede nu hendes læber igen. Han skilte let deres læber med sin tunge, og lod sin finde vej til hendes i et dybt og intenst snav. Han formåede og få en smule kontrol igen og fjernede sine læber fra hendes efter et blidt kys. Han kiggede på hende med et blik der lyste langt væk af det begær for hende. "Are you sure this is what you want?" Uanset hvor meget hans krop skreg på hende, så ville han være sikker på hun ikke fortrød det. Det var vel det der gjorde ham til en af 'the good guys'. Han hvilede let på den ene arm, så hun ikke blev mast af hans vægt, men han sørgede for at deres kroppe stadig var tæt, på den måde ville hendes bryst stadig være undgået og blevet blottet, hvis nu hun fortrød nu.

Efter det hede kys, så hun ham i øjnene, som hun lå under ham. Hendes ene hånd stadig med grebet i hans hår og den andet på overarmen lige under hans skulder. Hendes blik var udfordrende og alvorligt, dog kunne man stadig se lysten bag dem. Da han kyssede hende som de lå der, lod hun ham overtage hendes sanser endnu engang og da han spurgte om hun var helt sikker nikkede hun op til ham og hviskede "Yes, I've never been more sure about anything." og hun kyssede ham blidt på læberne, mens nervøsitet stige op igennem hendes mave til hendes bryst og fik hendes, allerede galoperende hjerte, til at banke endnu hårdere bag hendes ribben. Hun var dog sikker. Det her, var det hun ville. Hun forventede ingenting bagefter. Hun indåndede hans duft, som hang tungt omkring dem, faktisk kunne hun også dufte sig selv og deres dufte der havde blandet sig i luften og på deres hud.
Hun lod sin hånd, der var i hans hår, bevæge sig ned imod hans kind og hun aeede den blidt, inden hun smilede op til ham, dog var dette et udfordrende smil, der ville have tirret de fleste.
Hendes vejrtrækning var stadig hurtigt og hun mærkede den knugende, snurrende følelse i maven tage til, som hun så på ham og indåndede deres dufte. "I'm ready.."