Nice running into you here - Lucian

Annalyn gik ned ad gangen, imod træningslokalet hvor hun skulle undervises i kampsport, denne gang var det en form for selvforsvar, hun havde ikke helt fået fat i navnet, men hun havde et smørret smil på læben, det var noget hun var godt til. Hendes har var sat op i en hestehale og hun havde et par sorte trænings bukser på, med en sort sports bh og en løs hvis top ud over. Om skuldrene havde hun en grøn hættetrøje.

Hun nåede endelig døren og trådte ind i den store hal, på gulvet lå der store blå måtter, så hun vidste at der ville være et par kast. Hun smilede, da hun så de mange mennesker og andre væsner, der alle var derind, nogle sad og strakte ud på gulvet, mens andre løb frem og tilbage mellem væggene for at varme op. Hun fik øje på et genkendeligt ansigt, en pige hun var faldet i snak med til frokost den ene dag. Hun smilede og vinkede til hende, inden hun gik hen til en af væggene og smed sin hætte trøje og den flaske vand hun havde haft med sig. Hun strakte sig kort og begyndte selv at varme sine muskler og led op. Hun kunne ikke vente med at komme igang.

Hun gav sig til at løbe lidt fra væg til væg for at få blodet pumpet igang, indtil læreren kaldte dem hen til samling for at fordele dem i små hold bestående af to og to.

Lucian var vågnet tidligt. Han vidste at han havde kampsport i dag, men det skulle ikke stoppe ham fra en løbetur inden. Han havde fundet sit tøj frem, smuttet forbi omklædningen ved den store hal og havde smidt sin sportstaske, før han havde begivet sig udenfor og var løbet en tur på 10kilometer. Han elskede og holde sig i gang, og han vidste godt at træningen i dag ville være mere forsvars baseret. Han åbnede døren til salen, og kom lidt for sent ind til timen. Læreren var allerede ved at dele folk ud i hold af 2 og 2, og Lucian gik hen go greb en af de flasker vand der altid stod til dem, og tømte den uden tøven. Han kiggede op da han hørte sit navn. Læreren kiggede på ham "Lige i rette tid som altid hr. Nordin. Men det er fint, så kan du danne par med Annalyn, hun er den eneste der ikke har en endnu." Han havde forsøgt og danne dem i par af samme køn, nok også for at undgå eventuelle spændinger, men der var kun dem tilbage nu.
Lucian løftede et øjenbryn da han hørte navnet, og lagde mærke til det røde hår der var indimellem de andre. Han sendte hende et smil da de fik øjenkontakt og gik over imod hende. Han huskede sidst de var mødtes, og han huskede hvordan han havde haft svært ved at kontrollere sig når han kom tæt på hende. Han var pludselig endnu mere glad for han havde løbet 10 kilometer, måske det kunne hjælpe ham med at styre sine instinkter.
Som han kom over til hende ramte hendes duft ham som et slag i hovedet, om muligt duftede hun endnu mere end sidst, men der var også mere hud bart, hvilket gjorde hendes naturlige duft hang meget lettere i luften. Han bukkede som han havde gjort da han sagde farvel sidst og sendte hende et flabet smil "Det ser ud til det skal være os i dag." Han bed ikke mærke i hvordan hans ord kunne misforstås og rejste sig op med et drilsk glimt i øjet "lad nu være med at være alt for hård ved mig ik?" Han var ikke et sekund i tvivl om han var stærkest, selvom hun uden tvivl ville give ham kamp til stregen hvis de endte i en rigtig kamp. Han bad en lille bøn til at de ikke skulle være alt for tætte, da hendes duft allerede begyndte og vække mindet om hendes læber imod hans, det var dog ikke noget man kunne se på ham, da han forstod og skjule det godt.

Annalyn hørte døren gå op og lukke igen, hun så hen i retningen og fik øje på alfaen hun havde mødt, denne gang var han klædt mere simpelt, med han sorte trænings bukser og t-shirt, der krammede hans overkrop på den helt rigtige måde. Hun smilede smørret for sig selv og hørte nogle af dem hun havde snakket med i andre timer, blive et par. Hun havde ikke selv fået tildelt en partner endnu, og hun kunne ikke lade være med at håbe at hun ikke ville få Lucian som partner, ikke fordi hun ikke ville være hans partner, men fordi hun huskede den sidste gang de var tæt på hinanden alt for godt. Hun prøvede ikke at tænke på det, men hans duft der fyldte lokalet gjorde det svært for hende.
Og da de blev sat i gruppe sammen, bed hun sig let i læben, men hun vendte sig imod ham med et stort smil og sagde "Det ser sådan ud." Hun tænkte ikke videre over at hans ord kunne misforståes og forsatte "Jeg gætter på at du allerede er varmet op?". Hun havde kunne lugte ham, så snart han trådte ind i hallen, nok fordi han havde været ude at løbe, det kunne i hvert fald tydelig lugtes, siden hans duft var tungere end sidste gang de havde mødtes.

Hun gav sig til at strække sig endnu en gang, denne gang bukkede hun sig ned og rørte gulvet med flade hænder, mens hendes fødder var solidt plantet på gulvet. Hun rejste sig ordenligt op og rettede sin opmærksomhed imod den ene lærer som råbte "Vi starter simpelt ud med at i skal afværge slag fra hinanden."
Annalyn så på ham med et legesygt smil og sagde med en stemme der matchede smilet "Hvem starter med at afværge? Og ikke noget med at bruge nogle af dine alfa kneb!". Hun stillede sig klar, med hænderne hævet, parat til både at slå og afværge.

Han kunne ikke lade være og more sig en smule over det faktum at hun rent faktisk kommenterede på at han var varmet op. Men nu havde hun været så sød og kommentere, så kunne han i det mindste også svare hende. "Well... min krop er altid varm, men hvis du mener varmet op før træning,
så jo" Hans havde det der flabede drenge look i øjnene.
Han registrerede ikke rigtig andre omkring dem, da han så hvordan hun bøjede sig. Han måtte dog hurtigt kigge væk, da hans tanker begyndt og få deres eget liv. Han åndede lettet og lydløst ud da læeren bad dem komme i gang. Han kiggede på Annalyn der var klar til kamp som hun stod der. Han kunne ikke lade være og finde det fascinerende, hun var ikke en sart lille pige, nej hun kunne stå på sine egne ben, og damn hvor var det tiltalende. Han kunne ikke lade være og grine over kommentaren med Alfa tricks. Hvilke tricks? Han kendte ikke til nogen, han var bare den han var, og det var der egentlig ikke den store forskel på. Han sendte hende et smil som han stod der roligt og slappede af. "Ingen tricks, kun mig. Men lad os se hvad du kan. Give me your best shot" sagde han flabet og med en let udfordrende undertone. Han var ret god til at undgå slag, når det kom til øvelser som disse. Han kunne sagtens blive ramt i en slåskamp, men det her var anderledes for ham, han kunne nemmere bevare sin ro og studere modstanderens bevægelser, det var trods alt ikke helt det samme når man var i fuldt ud slåskamp.

Annalyn smilede og rystede let på hoved af hvad han sagde "Godt så!". Hun slog ud efter hans ansigt, derefter hans skulder, så hans håndled. Hun bakkede lidt væk og så vurderende på ham, mens hun begyndte at bevæge sig rundt om ham og holdt hans blik fast med sit eget. Hun langede igen ud efter ham, denne gang gik hun efter solar plexus, men i samme øjeblik som han fik afværget det, slog hun ud efter med den anden hånd og fik ramt ham på skulderen. "Got ya!" Hun smilede stort, men forsatte med at bevæge sig i cirkler efter ham. Hun tænkte kort på om spark var tilladt, men så hørte hun læreren skælde nogle andre elever ud for at sparke og hun rystede kort på hoved igen. Hun slog igen ud efter ham og gik efter hans mave. Hun slog ikke hårdt, det var ikke mere end markerende slag og hun vidste at det ikke ville gøre ondt på ham. Hun holdt sig let på tæer og prøvede så godt hun kunne at ignore de små gnister hun fik under sin hud hver gang deres hud mødtes. Hun trak også vejret igennem munden, for ikke at blive afledt at hendes lugte sans, lige som hendes gamle træner i hendes flok havde lært hende.

Han var underholdt af hvordan hun nærmest dansede rundt om ham og forsøgte og få en masse slag ind. Det lykkedes ham at undgå stort set alle, men en gang imellem brugte hun sin list og fik et slag ind. Han smilede anerkendende, hun fulgte reglerne der var sat, men brugte så sin forstand til at smide ekstra slag ind netop som han havde undveget et.
Det tog ham dog ikke længe før han kunne læse når hun gjorde det, hun virkede som om hun tænkte lidt for meget over det, planlagde lidt for meget. Hendes duft afslørede når hun ville angribe, og det gjorde at næste gang hun lavede et dobbelt slag, der var han forberedt. Han havde kun lige nået og undvige et slag imod hendes mave, da der kom et efter hans arm. Han rykkede sig et skridt til siden, og fik let fat i hendes håndled som han gjordet det. Det resulterede i at han nu stod bag hende, sit hoved ved siden af hendes, deres kroppe tæt, og den arm han havde fat i var holdt fast. Han mærkede hvordan duften fra hende ramte hans sanser, og han skyndte sig at slippe hende og rykke sig et skridt væk. Han samlede hurtigt sine tanker "Ikke dårligt, du er bestemt ikke uden talenter, det må jeg give dig." Man kunne godt hører på hans stemme, at han mente hvad han sagde. Han kunne hører at læreren havde fokus på et par uger der vist ikke helt forstod opgaven.

Hun var en smule rystet over at han havde hevet fat i hende på den måde, hun var ellers normalt hurtigt til at hive sine hænder til sig igen. Hun var stoppet helt op og glemt alt om at trækket vejret igennem munden og havde derfor åndet hans tunge duft en smule for meget. Hun kunne stadig mærke hvordan hendes hoved var sløret, men hun forsøgte at ryste det af sig. Hun priste sig lykkelig for at han havde givet slip så hurtigt. Hun vidste at hun ellers ville have været i større problemer end før.

Da han komplimenterede hende, smilede hun triumferende og nejede let mens hun grinte en smule "Mange tak.". Hun strakte sig en smule igen og varmede sin skulder op igen og så på ham med et besluttet udtryk på ansigtet, dog stadig med det smørrede smil, hun så ham igen i øjnene og sagde "Lad os så se, hvad du kan.". Det her var det hun var bedst til, at undvige og afværge, at kører sin modstander træt og det var her hendes evne kom ekstra til gode. Men det var ikke sådan så hun kunne slå den fra, men hun tænkte at det nok ikke gjorde så meget, hun vidste at alfaer som regel var svære at kører trætte. Hun var lille og hurtig, så hun var et mindre mål at ramme.

Et let grin forlod ham, som han så hende neje. Han morede sig over det faktum, at hun faktisk gengældte hans hilsen fra tidligere. Han morede sig nok lidt mere end han burde over denne time. Han lagde hovedet let på skrå som hun gjorde sig klar til at de skulle skifte roller. Han brød sig ikke om at skulle slå ud efter hende, men han kunne sagtens nøjes med at markere som hende, og hun var jo ikke en lille porcelæns dukker. Derfor tog det ham heller ikke længe før han begyndte og slå en smule ud efter hende. Han testede hendes hurtighed, og hvordan hun reagerede imod hans markeringer. Hun var hurtigere end de fleste, men det tog ikke lang tid før han fik et slag ind, som var placeret imod hendes arm. Han smilte kækt "Kan godt forstå du blev trænet til kæmper i din pack inden du rejste." Det var en simpel kompliment, ikke noget fancy, men ikke desto mindre en kompliment. Hun formåede og undvige en del flere slag end han var vandt til folk kunne i den her type sparring, og det var et forfriskende pust. Han brugte ikke sin fulde styrke, men det havde han nu aldrig gjort til de her undervisningsforløb.

Annalyn smilede og fik parreret et af hans slag, ved at slå hans arm væk med sin ene "Jeg var en af de bedste, men jeg har stadig en del at lærer." Smilede hun og sprang tilbage, væk fra hans slag. Hun syntes han var sjov, at træne med ham, på trods af den konstante itch der sad under hendes hun, hver gang han kom tæt nok på hende. Hun gjorde alt hvad hun kunne for ikke bare at hoppe op i hans arme, så vel at hun bed sig i læben og prøvede at få alt sit fokus over på, ikke at blive ramt af hans hænder og arme, de fantastiske muskuløse arme og.. Han fik et slag ind og det ramte hende i siden, hvor hun stadig var øm efter den sidste hårde træning hun var til. Hun skar ansigt af smerten, på trods af at han ikke havde ramt hende særlig hårdt. Men hun valgte at forsætte, hvis det var ude i den virkelige verden, stoppede folk ikke, bare fordi man fik ondt, nej, de ville udnytte det.

Da hun hørte læreren klappe højlydt til gange for at få deres opmærksomhed, rettede hun sig op med det samme og så hen imod læreren. "I skal nu øve jer i at kaste jeres partner over skulderen og holde dem fast. Jer som bliver holdt fast skal prøve at komme væk fra den anden person." Annalyn slugte den klump hun fik i halsen og blev nærmest helt hvis i hoved. Dette betød nærkontakt. Meget nær endda. Hun så næsten panisk over på læreren, men prøvede at undgå at lade hendes panik vise sig. Rollerne var tydelige, der var ikke nogen chance for at hun ville kunne smide ham over skulderen, så det var helt klar hende der skulle kastes med og prøve at komme fri. Hun bed sig i underlæben og så lidt rundt på de andre der gik i gang, hun overvejede at gå over til læreren og sige at hun ikke kunne samarbejde med Lucian, men hvordan skulle hun forklare hvordan? For hun tændte på ham? Hun kløede sig i nakken og så atter på Lucian.

Lucian stoppede med det samme da han så hun havde ondt hvor han ramte. Han begyndte straks og tænke på om han havde slået for hårdt, men det havde han ikke, det var ganske let og kun lige markeret. Han fik et bekymret udtryk, og lagde mærke til hun bare fortsatte. Well hun kunne også håndtere smerte, men det irriterede ham stadig og han skulle til at spørge hende om noget, da læreren igen brød rummet med sin stemme. Han stod lidt og stirrede bare på læeren. Det her var ikke godt, han sloges i forvejen med at kontrollere sig selv, og nu blev han nærmest tvunget til at være helt tæt på hende. Uanset hvad der var meningen, så ændrede det ikke på de deres kroppe ville være tæt sammen. Han bed sig let i læben før han drejede sig imod Annalyn. Han havde som hende regnet ud af hun på ingen måde ville kunne kaste ham over sin skulder. Han kløede sig en smule akavet i nakken, som han gik et skridt tættere på. "Well, det ser ud til at vi skal skifte øvelse." Man kunne godt fornemme på hans stemme han bestemt heller ikke var helt så tryg ved det her, og han havde nu glemt alt at hun havde ømmet sig før.
Han sikrede sig at hun var klar, før han uden tøven fik fat i hendes arm, og som om det var det letteste i verden fik han væltet hende om på træningsmåtten de stod på. Han mærkede hvordan hendes duft allerede begyndte og prikke til ham, men han fortsatte alligevel. Inden hun fik chance for at komme op, havde han placeret sig halvt over hende, han havde dog været fornuftig og gøre det, så han var et sted der BESTEMT ikke var imellem hendes ben. Hans ben var ved hendes side, og han holdt hendes arme nede, ved at have fat i hendes håndled. Det satte tanker i gang i hans hoved, som han desperat for søgte og stoppe igen, det var IKKE stedet.

Annalyn så på ham og nikkede til ham at hun var klar. Og hun mærkede følelsen af at ryge igennem lufte og ramte måtten, men i det hun forsøgte at komme op, var hendes håndled som naglet til jorden. Hun så op på Lucian og prøvede let at rykke på sine hænder. Hun kiggede meget kort ned og så hvordan han var placeret ved siden af hende og ikke sørgede for at hendes ben var sikret imod jorden. Hun holdt vejret for ikke at lade ham påvirke hende endnu mere, end han allerede gjorde. Hun så op på ham, med store øjne, som om hun var et offer, inden hendes ansigt forvandlede sig til et smørret smil. Hun åndede ud og tog en indånding af luft igen, hun løfte med det samme at hun absolut ikke skulle have gjort det, hun mærkede straks hendes mave begynde at vride sig og hendes krop begyndte at hungre efter ham. Men hun bed sig kort i læben endnu en gang og med en hurtig og smidig bevægelse, havde hun fået det ene ben op imellem hans arme og tvang den ene hånd til at give slip om hendes håndled og hun greb øjeblikkeligt fat om hans arm og satte sin fod imod hans anden skulder og fik skubbet ham af sig, dog holdt hun stadig fat i han skulder og røg med ham, og nu var det hendes tur til at holde ham nede, hun sad hen over hans brystkasse, med hans ene arm under hende ben og den anden tvunget i gulvet. Hun smilede ned til ham og sagde "Det var ikke så svært.". Hun trak vejret tungt igennem munden, det var ikke en øvelse hun havde lavet i lang tid og hun var næsten sikker på at han havde gjort det nemt for hende. Men hun ville bestemt ikke gøre det nemt for ham.

Lucian havde ikke placeret sig så han kunne kontrollere hendes ben, han ville ikke, for det betød de var endnu tættere. Hans blik var hele tiden på hendes ansigt, og han lagde derfor mærke til hvordan hun skiftede i hendes udtryk. Han mærkede hvordan hun brugte sine ben til at komme fri, det havde han nok regnet ud, men han havde stadig ikke kunne få sig selv til at kontrollere dem. Han nåede ikke rigtig og reagere før at han opdagede hvordan rollerne var byttet om. Han lå på gulvet, hun sad på hans bryst og smilede triumferende. Hen bed sig selv i tungen da det gav ham frit udsyn til hendes krop, og den måde hun trak vejret på mindede ham lidt for meget om den dag de havde mødtes. Hun havde egentlig låst hans arme fast, men han var stærkere end hende, og det ville ikke være et problem og komme fri. Han lå derfor heller ikke længe, før han uden problemer fik løftet den hånd hun havde pinned imod gulvt. Han fik rejst sin overkrop en smule, lagde den nu fri arm om længden på hende, og brugte hans ben muskler til at vælte dem, så deres roller igen blev byttet om. Han løftede sit hoved som var endt ved hendes hals, og kiggede på hende som hun lå der under ham. Han havde fået fat i begge hendes arme igen, og holdt dem over hendes hoved, så hun ikke kunne bruge dem. På grund af den måde hun havde siddet på, så var han automatisk endt imellem hendes ben denne gang. Hans ene ben var dog på ydersiden af det ene ben, og han hvilede sin krop imod hendes, for at holde hende bedre fast. Han sendte hende et flabet smil som stadig oste langt væk af den charme han besad "Det ser ud til du igen er havnet nederst."

Annalyn nåede kun at sidde oven på ham i et par sekunder, inden hun blev væltet rundt igen og denne gang, var det meget værre end før. Hun havde fået slået pusten ud af sig, da han havde væltet hende om på ryggen og hun lå og fik vejret under ham. Hun prøvede igen at bevæge sine arme, men han var stærkere end hende og holdt dem fast. Hun kunne heller ikke gøre meget med sine ben, så hun kom til den konklusion at hun enten måtte bruge list eller beskidte metoder, og hun var helt klart ikke en der kæmpede fair, ude i virkeligheden, men her kunne hun ikke få sig selv til at snyde på den måde. Hun så op på ham med store øjne og håbede at dette ville virke, men da han ikke rokkede sig, fnys hun lavmeldt og prøvede at skubbe hans hofte af sig med sin ene fod, men dette lykkedes ikke. Hun mærkede hvordan alle hendes kræfter begyndte at svinde og hvordan den begyndte at forråde hende og være ham underdanig. Han er ikke din alfa! tænkte hun og mærkede hvordan frustrationen inde i hende byggede sig op, men hendes krop ville ikke rigtig reagere på den rigtige måde og inden hun kunne nå at indse hvad hun sagde havde ordene "Jeg giver op.. Jeg giver op!" forladt hendes læber. Han var for tæt på, alt for tæt på og hun var bange for ikke at kunne holde kontrollen. Hun knyttede sine læber, vendte sit ansigt væk fra ham.

Han så hvordan hun lavede store øjne, for at prøve og komme op. Det virkede måske på andre, men ikke på ham og han viste ikke rigtig nogen reaktion på det.
Han mærkede hvordan hun forsøgte og skubbe ham af, men han rykkede sig ikke ud af stedet. Han begyndte dog og få en smule problemer med sine tanker som hun lå og bevægede sin krop under hans. Han skældte sig selv ud i tankerne, han måtte fandme tage sig sammen. Han lagde mærke til hvordan hun begyndte og kæmpe mindre imod og det undrede ham, han så hende ikke som en der gav op uden videre. Godt nok kendte han hende ik så godt, men alt han havde set, sagde at det var stik modsat. Det kom derfor også som et chok da hun gav op. Han betragtede hende som hun vendte ansigtet væk, og rejste sig så op. Han rakte hende en hånd, og hjalp hende op at stå. Han kunne ikke helt finde ud af hvad der lige var sket, og han kørte en hånd igennem sit hår. "Annalyn... jeg.." hans stemme var den sædvanlige dybe tone, og han sagde hendes navn på samme måde som han havde gjort første gang de mødtes. Han holdt en kort pause før han kiggede på hende igen. "Er du okay?" Han virkede oprigtigt bekymret, men ikke på en vild overdrevet måde. I salen kunne man hører hvordan de andre kæmpede og sloges, de var de eneste som stod op på nuværende tidspunkt.

Annalyn tog imod hans hånd og kom op at stå. Hun rystede på hoved, da han sagde hendes navn og sendte chills ned af hendes ryg og fik den velkendte følelse frem i maven på hende. Hun nægtede at se op på ham, hun kunne ikke, hun var for bange for at hun ikke ville kunne styre sig og hun sagde lavt "Jeg har det fint.. Jeg.. Jeg skal bare have en pause." Og hun gik med hurtige skridt hen til sin trøje, som hun havde smidt ved en af væggene ved døren. Hun tog sin vandflaske hun havde smidt på trøjen og tog en stor tår af den. Hvordan kunne det ske? Hun havde gjort alt hvad hun kunne for ikke at lade det ske, hun havde trukket vejret igennem munden, hun havde fokuseret på alt andet end ham og hans satans gode duft. Hun bandede månen langt væk og rystede let på hoved, hun tog sig til panden med den ene hånd og tog en dyb indånding af luft, som ikke var tyk med alfaens duft, men hun kunne stadig lugte ham, om det var ham eller om det bare var hans duft på hendes hud og tøj, det vidste hun ikke, men hun lagde hoved bagud og sukkede lavt. Hun følte sig nogenlunde okay igen og hun vendte sig imod Lucian og smilede let til ham. Han måtte have så mange spørgsmål, men hvis han virkelig var så klog en alfa som han havde givet udtryk for, så burde det være ret så tydeligt, hvad der var sket. Ikke mindst burde han kunne lugte det i luften.

Han betragtede hende, og hvordan hun ikke engang kunne se på ham. Han kunne godt fornemme der var noget galt, og han betragtede hende som hun gik væk. Han havde ikke rigtig lagt mærke til noget anderledes i duften, nok fordi han havde sloges med sig selv, men det ændrede sig da hun gik. Hun efterlod en duft han genkendte. Hun havde haft den samme duft den dag de mødtes, udover hendes naturlige. Han kunne hurtigt regne ud at hun havde samme problem som ham.
Han kørte frustreret en hånd igennem håret, som han gik over til den vandflaske han havde tømt tidligere. Han greb den og gik hen til en vandhane der var i den modsatte ende af salen. Han stillede den ved siden af vasken, og sprøjtede noget koldt vand i ansigtet for at få styr på sig selv. Uanset hvor meget han vidste hun ville ham, og han ville hende, så måtte det ikke ske. Hun søgte mere end han kunne give hende, han ville aldrig kunne tilgive sig selv hvis han sårede hende. Han fyldte flasken med vand, og tog en stor slurk før han gik med rolige skridt over imod hende. Hvad skulle han dog sige? Han vidste det var dumt og rode op i mere, han bed sig let i læben imens hans tanker løb i galop. Han satte sig på gulvet ved siden af hendes ting og hvilede ryggen imod væggen. "Jeg tror det er nok for i dag." Han lød ikke kommanderende, eller vred, faktisk lød han helt neutral og afslappet. For afslappet, for inde i ham var det det sidste han var.

Annalyn blev stående op den anden side af hendes ting, som om det var en barrier imellem dem, og lænede sig op af den kølige væg. "Ja.. Det tror jeg også det er." Hun lænede hoved op af væggen og fokuserede på at trække vejret dybt og roligt. Hun overvejede at snakke med læreren om at de ikke skulle sættes sammen igen, men hun vidste at læreren ville være lige glad, uanset begrundelse. Hun så kort ned på ham og sagde "Du nødt til at stoppe med at kalde mig Annalyn.. Det.. Det ville være nemmere hvis du kaldte mig Lyn, ligesom alle andre.". Hun så ud i lokalet igen og så hvordan de skiftede til en eller anden øvelse hvor de skulle ud af kvælertag, både fra front og bag. Hun rystede let på hoved af det. De var gennem gået ting i dag, som hun kunne i søvne. Hun overvejede om hun skulle spørge læreren om hun måtte løbe resten af timen, men der var kun et kvarter tilbage af timen, så det kunne være lige gyldigt.
Hun kløede sig igen i nakken og prøvede at tænke over noget at sige, men det eneste hun kunne sige var "Undskyld at jeg bare gik på den måde, men jeg kunne ikke.. Min kontrol.. Jeg burde ikke have mistet min kontrol på den måde.". Hun havde aldrig følt sig svagere og hun håbede inderligt at hun aldrig skulle kæmpe imod ham i virkeligheden, for hun vidste at hun absolut ingen chance stod, uanset rang på dem. Hun bed sig endnu en gang i læben og mærkede at den var blevet øm efter alle de gange hun havde bidt i den for at finde kontrol. Hun knyttede sine næver og lagde sine arme over kors.

Han sagde ikke mere men tog en tår af sin vand. Han kiggede faktisk heller ikke op på hende, men det behøvede han heller ikke. Han trak sit ben op under sig og hvilede den ene arm på sit knæ. Han løftede et øjebryn som hun bad om om ikke at kalde hende ved hendes navn. Han drejede også sit blik og så på hende med et undren. Han forstod ikke helt hvorfor han skulle kalde hende Lyn, det var måske det hendes kælenavn var, men ærligt så kunne han ikke lide det. "Er der nogen særlig grund til det?" Han var nødt til at spørge, ikke fordi han ikke ville respektere det, for var det hendes ønske så var der ikke så meget andet at gøre, men fordi han ikke forstod det. Men det kunne være hun havde en god grund, måske hun ikke kunne lide sit navn?
Han kiggede over på træneren som netop havde opdaget. Han så hvordan han var på vej over til dem, men han sendte ham et blik der sagde han ville snakke med ham efter træning, og træneren valgte derfor at lade dem være. Han havde et godt forhold til træneren, og han vidste godt at hvis Lucian stoppede sin træning, så var der en god grund.
Da hun undskyldte rystede han let på hovedet. "Der intet og sige undskyld for An..... Lyn." han nåede og stoppede sig selv, men det virkede helt forkert i hans mund go kalde hende det, det ændrede dog ikke på at han gjorde det. "Det var ikke en nem sitation for nogen af os, og jeg syntes ærligt du håndterede det helt fint." Der var anerkendelse i hans stemme, og man kunne høre det kompliment der lå skjult i hans ord. Han tog en tår mere af sin vand, og strakte sig en smule før han satte sig på samme måde som før.

Hun sukkede da han spurgte hvorfor og hun lod sig glide ned ad væggen og sidde på gulvet. "Fordi.. For det første er jeg ikke vant til at blive kaldt Annalyn, medmindre det er fordi jeg er i problemer. Og så har du en helt bestemt måde at få det sagt på. Og det påvirker mig, mere end jeg har lyst til at indrømme." Hun pillede lidt ved sine fingre og valgte at fokusere på dem i stedet for alt andet. Hun lagde ikke mærke til at læreren havde opdaget dem.
Hun syntes det lød forkert at hører ham kalde hende Lyn, men hun mærkede det i det mindste ikke på samme måde som før. Hun reagerede knap på det faktisk. Hun var lidt forundret over det og kunne ikke helt forstå det. Men hun nåede ikke at tænke mere over det, for hun blev revet ud af sine tanker da han sagde at det ikke var noget hun skulle undskylde for. Hun så på ham og spurgte "For nogen af os? Så du havde det på samme måde?" Hun bed ikke fat i den ros han lige var kommer med og så bare forundret på ham. Han havde haft mindst lige så svært ved det som hun havde og hun havde ikke lagt mærke til det, ikke rigtig i hvert fald.

Han lyttede til det hun sagde, og han forstod ikke helt hvordan det kunne påvirke hende så meget? Han mente bestemt ikke han sagde hendes navn andeledes, men han nikkede dog for at vise han respekterede det.
Han var stadig ved at prøve og finde ud af hvorfor Lyn virkede så forkert at sige, han gentog det i sit hoved, så genton han Annalyn og der var forskel. Han kunne bedst lide Annalyn. Han drejede sit blik over på hende som hun spurgte ind til deth an lige havde sagt. Hvordan kunne hun tror han ikke havde det på samme måde? Måske han var bedre til at skjule det end han havde troet. "Come on girl. Hvordan kan du stille det spørgsmål?" Han sendte hende et smil og kiggede kort ned på hendes krop og så op på hende igen "Prøv og se på dig selv, du er gudeskøn, og man ville være et skarn hvis man ikke blev påvirket af at være så tæt på dig." Der var ikke nogen fesen charmør over ham som sagde sagde det sidste, nej det var en oprigtig mand der fortalte det han så. Han kunne ikke helt forstå hvordan hun kunne tvivle, men måske det havde noget og gøre med hun var jomfru. Han havde erfaret at personer der endnu ikke havde haft sex, havde svært ved at se hvordan andre kunne finde dem tiltrækkende. Måske det var tilfældet her. "Tror bare jeg bedre til at skjule det end andre. Jeg ønsker ikke at være repsektløs overfor dig, og være som en eller anden liderlig hanhund der ikke kan kontrollere sine lyster." Det sidste tilføjede han med et lille grin.

Annalyn så på ham, mens han fortalte og da han kort kiggede ned på hendes krop, fulgte hendes blik hans og hun kunne ikke lade være med at smile. Altså hun vidste da godt at hun så godt ud, men hun havde stadig svært ved at forstå det. Hun lænede hoved tilbage og op ad væggen. "Det godt at hører at jeg ikke er den eneste, i det mindste.". Hun lukkede øjnene og slappede endelig af i kroppen igen, hun følte at hun havde al kontrol igen, på trods af at han var tæt nok på til at hun stadig kunne lugte ham.
Hun sad stadig med lukkede øjne, da hun begyndte at tale igen "Du ved.. Nogle gang tænker jeg at jeg lige så godt kan få det overstået, du ved? Jeg ved ikke om det er min egen idé, at min første gang skal betyde noget eller om det bare er fordi jeg er vokset op med så strenge regler omkring det." Hun havde tænkt en del over det og hun kunne stadig ikke finde ud af om det virkelig havde været det hun ville, at vente til den rigtige mand kom ind i hendes liv, eller om hun bare skulle få det overstået. Hun fnøs lidt af det og sagde "Ikke at jeg siger at den første gang ikke er vigtig, men det nager mig bare at jeg ikke kan finde ud af om.. Om hvad jeg skal gøre, jeg kan ikke vente for altid jo.. Og sådan som det ser ud nu, så.. Er det sværere end nogensinde." Med de sidste ord kiggede hun over på Lucian igen og man kunne se alvoren i hendes øjne.

Han kunne ikke lade være og smile over hun faldt det befriende hun ikke var den eneste, han syntes personligt det gjorde det sværere og vide han ikke var den eneste der havde lyst, men at han ikke kunne handle på det.
Hans blik hvilede på nogle af de andre i rummet, og han lagde mærke til hvordan de øvede sig, han kunne se nogle ting der kunne forbedres allerede der. Han lyttede dog stadig nøje til det hun sagde, han kendte den slags flok, de var meget gammeldags. De mente ikke man skulle ha sex før man fandt sin mage for livet, en filosofi han ikke personligt gjorde brug af. Han mente at det var et valg man som person selv skulle træffe. Han kunne også hører hvordan hun tvivlede på det, og ikke kunne finde hoved og hale i det hele. Han havde vendt sit blik imod hendes, så da hun kiggede på ham kunne han se i hendes øjne det var alvorligt for hende, men han havde allerede kunne hørere det i hendes stemme. Han tog en beroligende vejrtrækning før han svarede på det hele. "I sidste ende er det et valg du skal træffe for dig selv. Jeg kan godt forstå det kan være svært og finde ud af om det er det du virkelig vil.Men lov mig du ikke gør det bare for at få det overstået. Om det med en du forelsket i eller ej, så må det aldrig være bare for at få det overstået." Man kunne hører på hans stemme det var noget han rent faktisk mente. Jovist han elskede sex med no strings, men han havde aldrig gjort det bare for at få det overstået, og han mente heller ikke andre skulle, bestemt heller ikke når det var deres første gang. "Uanset hvad, så skal det være noget du vælger og gøre fordi DU har lyst, og fordi du føler det er det rigtige for dig. Jeg kan ikke fortælle dig hvad der rigtigt og forkert, jeg er ikke din alfa og ønsker ikke og blande mig i din packs skikke. Men min personlige holdning som person er at det skal være ens eget valg. Det er ikke noget jeg siger som alfa, men som et venskabeligt råd." Han sendte hende et lille smil. Han havde som hende mere kontrol over sig selv, han var nødt til at kunne omgås hende, uden at få lyst til at flå hendes tøj af, og overøse hende med så meget nydelse at hele hendes krop ville sitre under hvert lille tegn på berøring.

Annalyn så ned på hendes knæ, efter hun havde lyttet til hvad han sagde. Det satte virkelig hendes tanker igang, hun kunne godt se hans pointe, men hun var også bange for hvad hendes egen alfa ville sige, hvis hun kom tilbage og ikke havde fulgt hendes regler. Hun havde slet ikke lyst til at tænke på hvordan hun ville blive straffet. Hun vidste at han før havde jagtet folk væk, hvis de ikke overholdt hans regler. Hun sukkede og sagde "Jeg.. Jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal gøre, Lucian. Jeg misunder lidt dine medlemmer i din pack, de har en forstående og god alfa.". Hun bed sig i sin ømme læbe og sagde "Jeg har altid troet at andre packs var ligesom min egen, men jeg ser nu at jeg tager grolig fejl. Ikke at jeg ikke holder af min pack, eller er stolt af den. Men.. Det er svært at overholde reglerne, når jeg er så langt fra dem og ikke kan vende mig til nogen af dem for at snakke.". Hun så op på ham igen og sagde "Jeg går også hele tiden og tænker på.. Hvad hvis han ikke vil have mig i hans pack mere? Hvad hvis han.. Hvad hvis jeg bliver til en rogue?". Hun kom til at tænke på sin ene bror, hun ville ikke ende som ham, hun ville ikke ende med at blive vild og utilregnelig, og så ville der også være ensomheden og den konstante fare.

Han var ikke typen som blev arrogant af at få ros, heller ikke når det kom til hans evner. Han smilede derfor bare lidt "Mange tak for komplimentet, men jeg er sikker på din pack også har det. Vi er bare alle på hver vores måde. Jeg sikker på det han gør er for at beskytte sin pack." Han var ikke typen som talte dårligt om andre alfaer han ikke kendte, uanset om han var enig med måden de kørte tingene på. Han havde ikke hørt noget om hendes alfa, som gav ham det indtryk at han var ond på nogen måde. Han lyttede som hun fortsætte med at snakke.
Han lyttede og tog sig god tid til at overveje sine ord. Han ønskede ikke og skabe mere splid i hendes egne tanker. Han forstod godt hun var nervøs for i bund og grund var alle alfer nok ens. Blev deres regler ikke fulgt, så ville det få konsekvenser. Hvilke konsekvenser og i hvor voldsom grad, var dog meget forskelligt. For ham selv var det dog ALDRIG fysisk afstraffelse, og det skulle være voldsomt før han smed folk ud. Han mærkede hendes uro og hvordan hendes frygt kom til udtryk. Han rykkede hendes ting og rykkede sig tættere på, dog satte han sig ikke helt tæt på, men bare så han kunne lægge en hånd på hendes hoved. "Det lyder i mine øre voldsomt og smide nogen ud fordi de har fulgt deres egen vilje. I en pack skal man have lov og være sig selv, dog selvfølgelig med måde." Det var tydeligt han hentydede til nogle mere voldsomme ting, som at slå ihjel kriminalitet osv. Han fjernede sin hånd fra hendes hoved igen. "Hør. Misforstå ikke det her. Men hvis du skulle finde dig selv uden pack, så ved du hvor min er, og du er velkommen her." han brød sig ikke om tanken om at hvis hun valgte og leve sit liv, træffe sine egne valg, så ville hun blive en rogue. Han fandt det forkert og uden ret. Derudover var hun et win for enhver pack. Men han sagde det ikke fordi han ville stjæle hende fra hendes pack, eller fordi han ville lokke sig over i hendes. Han sagde det så hun kunne hører at det var en mulighed der altid var der hvis hun skulle finde sig selv i en forfærdelig situation.

Annalyn lyttede opmærksomt til hans ord og sagde "Jeg.. Jeg føler mig bare afskåret fra min pack og jeg kan mærke mit bånd til dem blive svagere, men det er nok bare noget jeg bilder mig ind." Hun smilede, men det dækkede ikke over hendes triste udtryk. Hun vidste at hun var der for at lærer og for at udvikle sig, men hun vidste at hvis hun voksede fra sin pack ville hun ikke hører til hos dem mere. Så da hun hørte at han tilbød hende en plads, hvis hun en dag skulle stå uden en pack, så hun blot op på ham og sagde "Der er intet at misforstå, det jo ikke fordi jeg vil være din luna, bare fordi jeg finder dig tiltrækkende." Hun rystede let på hoved og kom med et lille grin, der gik lidt tid før hun sagde noget igen. "Men tak Lucian, det vil jeg huske på."
Hun smilede til ham og rettede så sit blik imod de elever der stadig prøvede at forsvare sig selv. Hun rystede let på hoved af dem og sagde "Nogle af dem, ville ikke overleve en rigtig kamp."

Læreren råbte ud i lokalet at timen var overstået og at alle burde finde vej til badene og få skiftet tøj, så de kunne komme til frokost. Annalyn rejste sig op og tog sin hættetrøje og sin flaske med vand og sagde så "Mange tak for en god træning, på trods af.. Yeah, det hele. Og tak for en god snak." Hun smilede og vinkede til ham, som hun begyndte at begive sig imod udgangen.

//Annalyn er ude//