Reason why idiots shouldn't walk out on a full moon

Fuldmåne. En af de tider Elias elskede, han elskede at være ude når fuldmånen var oppe, hvilket han havde fået strenge ordre på at han ikke måtte af underviserne, men han hadede virkelig alle de regler de havde sat for ham, han måtte jo ingenting følte han, og så derudover var han i rebelalderen, hvilket bare ikke gjorde det bedre what so ever. Så Elias havde forladt skolen som fuldmånen var blevet synlig og bevægede sig mod skoven for at finde en lysning at kunne sætte sig ved, og virkelig se månen derfra. Lydende i skoven følte han lidt var mere skræmmende end de plejede men sagde til sig selv at der ikke skete noget, og at det bare var hans hoved der spillede ham et puds. Elias fik fundet et godt sted hvor han virkelig kunne se op på den flotte fuldmåne der stod virkelig klart og flot.

Elias stod et lille stykke tid og bare beundrede den idet han hørte hvad han nærmest ville kalde et smertes skrig, som gik gennem marv og ben følte han. Elias lod blikket falde over mod hvor skriget kom fra, og stod helt stille og lyttede og hørte noget bevæge sig hurtigt over jorden, og så da et par gyldne øjne og en stor pels. En varulv lignede det, Elias tog langsomt et skridt baglens og holdt blikket på den, for han ville for alt i verdenen ikke gøre noget der kunne opildne den mere end højest nødvendigt, han havde en indre kamp med sig selv om han skulle råbe på hjælp eller om han ikke skulle, han valgte dog at bakke hurtigere væk og råbte af sine lungers kræft "Heeeeeelp. Waaarewoooolf"

Elias kunne ikke få blikket væk fra Varulven han følte han burde holde øje med den for at vide hvor den var hele tiden, dog kunne han også mærke hvordan hjertet bankede hurtigere og hurtigere, for han vidste jo at varulve var voldsomme dyr og var direkte farlige for ham, hvis først de havde fået færten og havde mistet kontrollen. Da Elias bakkede hurtigere væk og så hvordan ulven lagde an til at springe og følte tiden gik i slowmotion idet det skete, og så som ulven sprang og mærkede dens faktisk utrolig store poter på sin brystkasse og et skræmt råb kom fra ham og blev væltet ned og ligge og så direkte op i ulvens øjne idet den lænede sig ned mod ham, men fjernede blikket fra den og lukkede øjnene og råbte atter i håb om der bare var en eller anden der hørte ham "Heeeeelp!!" og i et splitsekund efter mærkede han hvordan ulvens tænder borede sig ned i hans skulder, og slap med det samme et smertes skrig og mærkede som ulven ruskede i ham og mærkede som skulderen begyndte at give op i muskulaturen. Elias blev ved med at råbe og skrige på hjælp og af ren smerte og efter noget tid mærkede han hvordan øjnene begyndte at lukke og hans krop begyndte at lukke ned af smerte og et sidste lavt klynk for hjælp forlod hans mund inden øjnene lukkede og Elias begyndte så småt at besvime af bare smerte fra ulvens rusken og dens brutale kæbe styrke mod hans skulder.

Der var sket så mange ting på det sidste som Katelyn ikke helt kunne rumme i hendes hoved. Normalt var hun altid positiv, smilende og glad, men disse dage havde det været svært at være i hendes følelser. Det ene øjeblik havde hun ikke kunne være gladere, især når hun så hvor overuden lykkelig hendes mor var blevet for at få hendes datter hjem. Selv havde det været helt fantastisk at møde Maya, der var bare en helt anden kvalitet over hende, noget som Katelyn ikke helt kunne sætte en finger på. Måske fordi hun altid havde ledt et liv uden nogen former for modgang, hvis man så bort fra hvor svært det var for hende at holde fast på venner. Den eneste hun virkelig havde ud over Maya nu, var Roman. Hendes bryn gled sammen, som hun kiggede ned på hendes telefon og så at den lyste op med ikke hans navn, men hans søsters Rose? ”Hello?” mumlede hun forsigtigt ind i telefonen, hun var blevet sat i husarrest ind til at der kom ro på fra skolens side, man skulle tro at hendes forældre ville hylde at hende og hendes søster havde givet de drenge et lag tæsk for at bevise hvor idiotiske de havde været, men nej nej der skulle åbenbart være grænser for hvad man kunne tillade sig. Selvom hun aldrig glemte hendes fars skæve smil og lysende øjne som han betragtede dem begge med beundring. ”Sorry to be calling you Katelyn but, you’re not with Roman are you?” – ”No, why?” hun kunne hære Rose letter overdrevet suk og kunne næsten se for sig hvordan hun rullede med øjnene ”Great, well, thanks - call you later to explain”


Katelyn kiggede ud ad vinduet, fuldmåne, så blev hendes øjne store. Noget fortalte hende at hun var nødt til at finde ham, hun vidste ikke helt hvad det var, men det var som om skoven hviskede hende til sig. Hun smed sig over sengen og løb hen til hendes klædeskab. Ganske hurtigt fik hun udstyret hendes krop med alskens våben mod de væsner der havde tendenser til at befinde sig ude i skoven. Hendes højt elskede armbrøst blev skubbet hen over hendes skulder. Derefter fik hun letter og elegant kantet sig ud af hendes soveværelse og landede med et hårdt bump på den hårde jord. Derefter satte hun i løb, som galt hendes liv det.

Hun nåede lige at komme frem som hun hørte personen skrige efter hjælp, hun snerrede irriteret ad de høje lyde, det ville kun tiltrække flere rovdyr, hvilket var det sidste de ønskede sig! Hvad der mødte hende var synet af en kæmpe ulv hvis tænder var lukket voldsomt omkring skulderen på en ung mand, som hun mindes at huske fra matematik. Det værste var dog ikke selve scenariet der udfoldede sig foran, men at hun kendte ulven, hun havde mødt den en enkelet gang. Hvor han havde haft helt kontrol, og hun havde kunne lade sine fingre glide gennem pelsen. Hun havde været så fascineret af det, og næsten kigget ham om at forvandle sig så hun kunne opleve det. ”Roman” hviskede hun, som hun gik stille og roligt hen mod ham, før hun lagde sig ned på knæ ”Roman, its me Katelyn, please listen to me, please this isn’t you – Please let him go” det var tydeligt i måden stemmen rystede, at hun var berørt af situationen. Men mest fordi hun vidste hvor mange problemer han ville være i, grundet det der var sket, men han ville være i endnu flere problemer hvis han ende med at flå drengen fra hinanden. For at vise sin underdanighed krøb hun tættere mod ham, dog ikke uden at være klar til at trække hendes armbryst og skyde ham i skulderen skulle situationen kræve det af hende. Man skulle aldrig undervurdere vreden af en forvirret og provokeret ulv. Hvis hun fik lov, ville hun dog krybe tæt nok på, til at lade hendes fingre glide ind i pelsen på ham.

Elias kunne ikke tænke på andet end smerten og frygten for at det var slut for ham, var hans rebellyst det der skulle få ham dræbt? Det ville virkelig være en træls måde at forlade verdenen på. Alt gik gennem hovedet på ham, hvorfor havde hans forældre sat ham på en skole fyldt med væsner og racer der kunne dræbe ham, og så selvom han havde fået afvide at han skulle blive inde, men hvilken teenager ville lytte til det når der var andre lyster.

Elias hørte svagt en stemme hvilket fik ham til at live lidt op og mærkede som ulvens tænder trak sig ud af hans skulder og fjernede fokus fra ham, lod han med den anden hånd ligge sig på den nu skadede arm for at støtte den og flugte med i hvad der skete mellem ulven og hende der var dukket op. Han lyttede som ulven begyndte at klynke og hun kunne lade fingrene glide gennem pelsen på ulven, hvem var hun? Hvad var hun? Det måtte han tænke på, på et andet tidspunkt, for smerten i skulderen var virkelig intens, og det føltes som om den spredte sig ned gennem armen og ud i brystkassen, men han kæmpede og begyndte at skubbe sig væk med benene og kæmpede med at bevæge sig bagud og væk fra ulven og kunne ikke lade være med at klynke en smule af smerte fra hvad der var sket. Hvorfor skulle smerten virkelig være så intens, den havde jo sluppet grebet noget måtte være sket inde i skulderen.

Hun vidste at der var en form for kontrol fra Roman så snart hun hørte den klynkende lyd, og næsen der lige så blidt puffede hende i hoved. De gyldne øjne kiggede forsigtigt op og betragtede den store ulv der stadig stod foran hende. Som forstod hun ham nikkede hun; ”You need to get back to your pack, I’ll take care of it” sagde hun blidt, og pegede i retningen af skoven for at understrege at han var nødt til at gå nu. ”I mean it, go, now!” selvom der lå en vigtighed der næsten tenderede til at hendes stemme råbte, formåede hun at holde sig rolig og afmål. Hun ville helst ikke risikerer at han pludselig mistede kontrollen igen, og det ville være hendes skulder tænderne lukkede sig omkring.
Lige så stille rejste hun sig op, som hun var sikker på at Roman ville gå. ”I know how to handle myself, I’ll take care of it” hviskede hun, og nikkede som at vise at han ikke skulle blive. Han var allerede i problemer nok i forvejen. Så snart hun følte sig sikker nok, begyndte hun at bevæge sig over mod ulvens offer. Sorgen hos Roman måtte have været stærkere end nogen havde opdaget, siden han ikke havde haft kontrollen i nat. ”Hey” hviskede hun, og lagde den lille skulder taske ved siden af ham ”It’s going to be alright, I’m going to give you something for the pain” hun hæv en genstand op der næsten kunne forveksles med en epi-pen, hun pressede den mod hans skulderet hvor bidet havde været i. Smerten ville nok være intens til at starte med, før at smertelindringen ville begynde at virke. Hendes far havde et helt lager af dem, hvilket kun beskrev hvor tit idioten kom til skade.
”Where do you live?” spurgte hun efter noget tid, som hun betragtede ham med hendes tofarvede øjne som skinnede ekstra meget i de gyldne toner i lyset af månen.

___
//Roman outtt x

Elias så op som pigen fik ulven til at trække sig og var forundret over hvordan hun kunne komunikere med den store ulv, dog var der ikke mange tanker der gik gennem den unge mands tanker udover at han var sluppet væk fra ulvens greb, og at det gjorde sindsygt ondt i hele overkroppen af ulvens bid, det var som om et eller andet sprædte sig i kroppen. Elias lod blikket ligge mod pigen med lettere blanke øjne og var lettere slørret i blikket og svarede hviskende "hey" og fulgte tasken hun satte ved siden af ham og lod blikket glide op på hende og lod den anden hånd ligge mod skulderen hvor ulven havde haft sine tænder godt og grundigt borret ned i skulderen på ham.
Elias lod blikket ligge på den epi-pind lignende ting hun tog op og spurgte What is that? han fik dog svar på det bagefter og nikkede og lod hende stikke ham med den hvilket gav en intens smerte igennem skulderen "aouch" svarede han med en lettere klynkene lyd og lod blikket hvile på hende og mærkede som den intense smerte begyndte så småt at aftage sig efter noget tid og svarede lavt "i live at the acadamy, it was a werewolf wasen't it?" spurgte han hende. Elias vidste ingenting omkring forvandling eller noget som helst, hvilket han efterhånden var begyndt at hade sine forældre for, de havde jo faktisk svigtet ham ved at sende ham på en skole uden at have klargjort ham til at skulle på en skole med andre væsner.

"Oh don't be a baby" mumlede hun med en drillende toneleje, og prøvede at løfte stemningen ved at være lidt hård mod ham. En ting hun bestemt havde arvet fra hendes far, humor kunne dog alligevel bringe selv de mest deprimeret ud af deres skald selvom det måske kun var for et lille øjeblik. Forhåbentlig. Kunne det også hjælpe personen der lige var blevet bidt.
Akademiet? Hvad i alverden lavede han så herude, for en der studerede på akademiet, burde man da tro at han vidste ikke at rende rundt ved fuldmåne.
"You really need to listen more in classes, who the hell walks around in the forest on a full moon, and yes that was a werewolf" hun sukkede opgivende, og rejste sig op og rakte en hånd frem mod ham "I hope you can walk yourself, because I'm not carrying you home" et hyl skar gennem træerne og med næsten unaturlige reflekser vente hun sig rundt med hendes armbrøst rettet mod træerne hvor lyden kom fra. "Alright, time to go" hvæsede hun som hun trak hendes taske hen over skulderen. Hendes blik faldt på fyren Roman havde bidt, og rakte ham hendes hånd "Now please, unlike you, I'll die if I get bitten" en farlig ting når hendes tætteste ven var en varulv. Især når han var så drevet af sorg som Roman var tynget ned med lige nu. Det ville være den eneste grund til at han faktisk var endt med at bide en person.