All the time I missed | Calla |

Sted: Spisesalen
Omgivelser: Størstedelen af eleverne sidder og spiser
Tid: Omkring 12.00
Vejr: Det blæser udenfor, men der er en god varme indenfor.
Påklædning
Emnepartner: @Calla

Dove sad på lærerværelset og spiste sin frokost. Hun scrollede igennem instagram på sin telefon, da hun pludselig fik en besked fra Audrey. Hun smilede med det samme. Hun var glad for hun var tilbage. Hun åbnede den og måtte læse beskeden to gange. ”Look what I found,” stod der og var et link til en profil. Med nervøsiteten, åbnede hun linket. Calla. Det måtte være hendes Calla. Det kunne ikke være andre. Mens hun holdt vejret, gennemså hun hendes profil. Hun blev sikker på det var hende, da hun så en kommentar fra Kol. I al den tid havde hun været i live. Han havde holdt Calla fra hende, og det ville hun aldrig kunne tilgive. Hun ville få sin hævn for det han havde gjort. Dove smed resten af sin mad ud, samlede sine ting og gik direkte til spisesalen. Forhåbentligt var Calla der. Hun gik fra bord til bord, spurgte om de havde set hende. Da hun ikke fandt hende, blev hendes vejrtrækning usikker. Alt hun ønskede, var at finde hendes datter, tage hende i armene og bare holde om hende. Hun forsøgte at berolige sig selv. I det mindste var hun her, og ikke ved hendes sindssyge far. Her kunne Dove beskytte hende. Hun så igen på hendes instagram i håb om, det kunne give nogle tegn på hvor hun var. Men det hjalp hende ikke. Hun sukkede og satte sig ned blandt nogle af eleverne. Hvis hun ventede, måtte de møde hinanden før eller siden.

Påklædning

---

Calla var måske lidt sent på den til frokost, men hun havde skulle sende noget ud til sin far. Derfor var hun alligevel hurtig tilbage, for hun sørgede for at aflevere kroppene når hun vidste han ikke var hjemme. Så kunne hun bare skrive til ham, at der var leveret en gave. Alt for smart pludselig. Calla ville tilbage hertil, men skulle lige skifte tøj. Det gik ikke at komme til frokost med frisk blod på trøjen. Også selvom hun sikkert bare fik en flaske blod til frokost. Som hun nærmede sig kantinen kunne hun mærke en smerte, som lille havde hun ingen anelse om, hvilken slags besværgelse hun havde kastet over sig selv. Kort var Calla sikker på, at det var fordi hun var ved at dø. Hun holdt fast i døren til kantinen og måtte bide smerten i sig for at folk ikke skulle stirre på hende. Des mere hun gik, des mere intens blev smerten. Det var som om at hendes mor i virkeligheden kom tættere og tættere på hende - eller Calla bare kom tættere på. Hvilket ikke gav mening, hendes mor var død. Det havde hendes far sagt med tydelige ord. Netop derfor gav dette ingen mening overhovedet. Calla måtte stoppe op og sætte sig ned på en stol under vejs.  Hænderne rystede og hvad hun egentlig ønskede lige nu var at finde Roy og svinge armene om ham - håbe det virkede ligeså godt som sidste aften.

Calla løftede blikket op og så sig omkring. Og der så hun det, et syn hun aldrig havde troet hun skulle se igen. Selvfølgelig kunne Calla huske, hvordan hendes mor så ud. Det var like den eneste gode ting i hendes barndom, den eneste person som nogensinde havde elsket hende. Calla mistede næsten evnen til at trække vejret, læberne skælvede let og hun rejste sig op. Det var først da hun fik øjenkontakten at Calla ikke engang tøvede med at bruge den fart hun besad fra sin vampyriske side, og faktisk bare sprang i favnen på sin mor. Det var først to sekunder efter hun kom i tanke om, at hun jo ikke var den perfekte lille heks længere som Calla selv huskede. Mest fordi hendes far ofte kaldte hende hans perfekte lille monster.. derfor hang det ved.