what the hell do you want, teacher? ( Dove )

tidspunkt: 14:33.

område: styrke træning's delen af Atletikbanen.

omgivelser: en masse fri træning's vægte, så vel som maskiner til begyndere, derudover folk da træner i den anden ende af området, langt væk fra Bjorn så vel som lyden af Slipknot over anlægget ved styrke afdelingen.

Bjorn var stået op den dag, i han's enmands rum, som var spartansk indrettet, han var gået i bad, havde taget sine sorte billige kondisko, nogle grønne kamuflage bukser, en kamp sport's hættetrøje fra Ecko Unite, en ærmeløs tshirt inde under, så vel som sorte underbukser, han havde taget sin mobil og smidt den i lommen efter og have tjekket for SMS'er, og der var ingen, som sædvanlig.
han var gået ned til morgenmaden, og havde taget en stor portion mad som var typisk for en stor gut som Bjorn, og havde spist den i et hjørne for sig selv, væk fra nysgerrige blikke ,selv om få kiggede på ham, da han var den nyeste på skolen, og han var taget til første time, hvor han spillede guitar for sig selv, hvor han spillede en enkel gang om en ensom ulv, da søger efter sin mage, for at opdage timen var gået, og dagen var langsomt bare fløjet afsted, folk lod ham stadig være i fred, fordi han gad ikke de andre elever, og dog havde enkelte lære prøvet og snakke til ham, for kun og få en brutal og hård afvisning, selv om alle lærer og ansatte havde adgang til han's papirer, hvor han's journaler om han's tid i fængsel var, hva han havde lavet, at han var fra london, hvilken familie og alt det sædvanlige, han's telefon nummer, han's værelse nummer, han's fag, og den slags.
han havde siddet til historie, hvor han havde lyttet med halvt øre, for at komme til yoga, hvor han bare havde stået og passet sig selv, ignoreret læren, ligegyldig hvad da var blevet sagt, for til sidst at komme til biologi, hvor han var eksploderet i raseri, fordi nogen havde haft det sjovt med og kaste papir kugler på han's skaldede hovedet, og han var faret op, på trods af protester, havde hamret næven i bordet hvor de elever sad da havde generet ham, og for og sige det mildt, flækket bordet i 2 ved og løfte det op og brække det i 2 så let som savsmuld, typisk skole bord, for at fare ud  af rummet fra de chokerede elever, og hamre døren i med et gevaldigt brag da nok kunne høres langt nede af gangen.
han var stormet igennem skolen, for at ende på atletikbanen, hvor han stillede sig i træning's hjørnet, for at sætte sin musik på, og han tog sin hættetrøje af, for at begynde og løfte vægte, biceps øvelser, triceps, bryst og ben, flere forskelige øvelser, og han tog ofte de tungeste vægte, for at løfte dem med voldsomt raseri, dog øvet så han ikke ødelagde sig selv, for til sidst og se hjælpelærer Dove på vej imod sig, han vidste at hun nok vidste han havde set hende, han stod lidt og vidste ikke hvad han skulle gøre, for at gå over til bænk pressen, hvor da var 50 kilo på hver side, og 20 kilo for stangen, altså 120 kilo, for at begynde og løfte den med erfaren greb og øvelse, hvis hun ville snakke til ham, måtte hun komme til ham, og han fortsatte med og løfte stangen, han lugtede af sved, og han's Slipknot fortsatte, og han tænkte lidt.
han vidste godt det var ham den var gal med, og han havde været til flere samtaler end en gennemsnitlig 1 år's elev, for han's aggressive adfærd og hadefulde måde og være på over for stort set alle, men de kendte også til han's situation, personalet, at han havde siddet inde, familie problemerne set fra han's families side af, dog ikke fra Bjorn's side af, da han simpelt intet havde fortalt, han var kun sur, på tvær, og var ofte voldelig, dog ikke fysisk, men mange møbler og ting havde måtte lade livet, for den rasende varulv.
// håber dette kan bruges

Doves dag var startet ud med, at hun havde hjulpet Amara med kunstundervisningen. Så havde hun hjulpet et par elever, der havde svært ved undervisningen. Ikke alle elever var lige gode til skolen, og det var her, hjælpelærerne kunne komme ind. For lærerne havde ikke altid tid til det. Hun var gået ind i biologilokalet, for at tilbyde sin hjælp, da hun opdagede det brækkede bord. ”Hvad er der sket her?” Læreren forklarede episoden, og Dove overvejede først, om hun skulle lede efter ham. Dove var uden tvivl en af de ældste på skolen. Det var ikke noget man kunne se på hende, men hun havde en del ord på bagen. Det hjalp hende, når hun skulle håndtere folk. Der var næsten ikke noget hun ikke havde mødt for. På trods af alle mennesker var forskellige, var der stadig nogle reaktionsmønstre, nogle følelser der var ens for de fleste. Dove gik på jagt efter Bjorn. Hun kunne nemt have brugt en besværgelse til at finde ham, men hvis hun ledte efter ham, på gammeldagsmanér, fik han også mulighed for at falde lidt ned, før hun fandt frem til ham. Først ledte hun i musiklokalet, så spisesalen, gangene. Da han ikke var nogle af stederne, bevægede hun sig udenfor. Han var ikke ligefrem svær at få øje på. Ikke nok med at han var både høj og bred, så var han også den eneste ude på atletikbanen, på nær et pilates hold et stykke fra ham. Dove satte kurs imod ham. Hendes bevægelser var rolige og afslappede, da en fjendtlig attitude, bestemt ikke ville hjælpe i situationen. Hun nåede frem til ham, og stod bare et øjeblik. ”Hej.” En blød start. Hun gjorde en bevægelse med hånden, der skruede lidt ned for musikken, så de bedre kunne kommunikere. ”Det er imponerende.” Hun pegede imod maskinen der havde en hel del kilo på sig. ”Bjorn, du kan ikke gå fra timen på den måde.” Hun kommenterede ikke på det ødelagte bord, for det generede hende i realiteten ikke. Det kunne erstattes, men Bjorn var kommet på skolen for undervisning, så de blev nød til at finde en løsning. ”Hvad skete der?”

Han stirrede stille på Dove da kom bevægende imod ham, fredeligt, ikke hastende eller fjendeligt, han stirrede kort på hende, før han vendte tilbage til sit vægt løft, for at løfte stangen ned, og løfte den op og ned, 1, og 2, og 3, så musklerne spændte op, han løftede den yderliger 3 gange, for at stille den på plads, og han hørte hende's hej, han så ud til og overveje det lidt, før han sagde med sin dybe bruske stemme ''hey'' for at rejse sig op, og gå over til et tvilinge stativ, og sætte den til triceps, for at smække den på 75 kilo, og begynde og trække rebet ned fra hals til bunden af maven, så han's triceps blev spændt op og trænet, 1, 2, 3, 4, 5, 6 gange, han skævede til hende, han brummede roligt ''ikke så tungt som jeg gerne ville løfte, derfor, mere træning'' han slap rebet, for og vende sig om imod Dove da hun sagde han ikke kunne gå fra timen, han sagde krigerisk ''så i ville hellere have jeg flækkede smathjernen istedet for bordet?*' han lød nu fjendelig og bitter som sædvanlig, han så tavst på hende da hun spurgte til hvad der skete, og han kom først med en knurren som en sur utilfreds ulv, en ganske stor en af slagsen, dog sagde han så stille efter lidt tid ''Buck, Andry og John smed papir kugler efter mig'' han lød ligeglad, dog var det tydeligt at han også var meget vred.
Han satte sig ned, og skævede til Dove, med et nysgerrig blik, for så at så ned i jorden, han så på en håndvægt, som han greb fat i, på 32 kilo, og lagde albuen ind til knæet, for at begynde og løfte håndvægten op så han's overarm blev spændt hårdt op, han skævede til hende og sagde så stille ''hva vil du da gøre ved det?'' han lød fjendelig, dog stille, som en da underkastede sig en overordnede med blottet mave.

Dove så bare lidt rundt, da han ikke svarede hende med det samme. Da han så gengældte hendes hilsen og rejste sig, så hun på ham igen. ”Jeg ved ingenting om træning.” Det var stadig en ret ny ting, at træne med maskiner. Så hun vidste minimalt om det. Hun havde lært vægten, men det var også stort set, det eneste hun vidste om træning. Skulle hun selv prøve en maskine, ville hun ikke ane hvordan hun skulle bære sig ad, hvordan maskinen fungerede. Han blev fjendtlig. Det var også det hun havde forventet, så det kom ikke bag på hende. ”Jeg må hellere sige nej.” Dove kendte udmærket til, at have lyst til at dræbe folk, og hun havde da også dræbt før, men det var længe siden, så hun prøvede at holde sine hænder blodfri. Dove lænede sig op af den maskine, han havde brugt for et øjeblik siden, og lod blikket ligge på ham. Da han ligeglad forklarede hvad der var sket, købte Dove ikke den ligeglade attitude. Hvis det ikke havde generet ham, ville hans reaktion ikke have været sådan. Hun nikkede bare, en smule skuffet over, at eleverne tyede til så lave drillerier. ”Hvad jeg vil gøre, og hvad jeg bør gøre er vidt forskellige ting.” Hun gik hen imod ham og lagde armene over kors. ”Lige nu, har jeg lyst til at gå ned og lære møgungerne, hvordan man skal behandle andre. Men hvad jeg bør gøre er, at blive her med dig og finde en løsning.” Hun lod hendes arme falde ned langs hendes side. ”Vil du gerne det her, blive undervist her?” I såfald, skulle de finde en løsning.

Bjorn havde i starten ikke rigtig vidste hvordan han skulle tackle det hele, han var vant til at lærene råbte af ham, eller slæbte ham i øret ned til rektor, og han havde vist også slået rekorden i den del, han så dog roligt på Dove da hun sagde hun intet vidste om maskinerne, han sagde roligt og stille ''tvillinge stativ, er et stativ til delvis friløft, så du kan træne diverse øvelser, dog hvis du klikker den op i troppen, og sætter dette reb i modhageren, og trækker ned, imens du holder den overkrop lige, og armene lige ned og op, så træner du din triceps, eller bagerste muskel'' han pegede på den bagerste del af han's okay store overarm.
Han så kortvarigt på hende, imens han brummede lidt for sig selv ved hende's svar, han så kort ned i jorden, for at skifte arm, og begynde og løfte på ny, bare med venstre nu, imens han så på hende, imens hun lænede sig op af tvilinge stativet, han så tænkende på hende da hun virkede lige mystisk i det, han sagde roligt ''så du vil gøre noget, men bør gøre noget andet, som er forskelige ting?'' han lød rolig og tænkende nu, han så roligt på hende ved hende's ord, så havde han ret, han trak på skuldrene, han så tænkende på hende, for at lægge vægten, og rejse sig op i sine 198 cm, for og gribe nogle tungere håndvægte, og bukke sig forover, så han stadig kunne se på Dove, men begyndte og løfte vægtene baglæns opad, så han trænede skuldre og vinger, han så dog mistroisk på hende da hende's arme faldt ned, og hende's spørgsmål blev stillet, han fortsatte med og løfte vægte, for til sidst og lægge de nogle og 40 kilo tunge håndvægte fra sig, og strække sine skuldre, for og se på Dove, han sagde stille ''nej, vil jeg ikke, men ikke alle har et valg'' han lød ganske rolig, dog med en dyb bitterhed i stemmen.

Dove brugte en anden tilgangsmåde end de fleste. Hun forventede ikke at folk forstod dette, for få havde gået på jorden, lige så længe som hun havde. Og derfor kunne ingen forstå, det hun havde været igennem. Hun prøvede at følge med, da han forklarede hvordan man brugte maskinen, men han kunne lige så godt snakke kinesisk. Hun forstod ikke et ord af, hvad han sagde. Hun nikkede bare, da hun ikke var der for, at tale om træning. Dove fulgte hans bevægelser, ind til han svarede hende. ”Ja. Det er ulempen ved at være hjælpelærer. Jeg kan ikke bare gøre hvad jeg har lyst til.” Kunne hun det, ville tingene helt sikkert være noget anderledes. Dove havde altid gjort hvad hun gerne ville gøre. Lige så længe hun kunne huske, havde hun bare gjort hvad der passede hende. Hun forstod derfor heller ikke, hvorfor han ikke bare kunne gøre hvad han havde lyst til. ”Hvad stopper dig?” Hun ville med glæde hjælpe ham med, at gøre hvad han faktisk har lyst til, for alle burde gøre det de havde lyst til. Ellers var det spild af liv, især hvis man ikke levede evigt. ”Jeg har været i live længe. Og jeg har lært, at man ikke skal lade noget stoppe en for, at gøre hvad man vil. Hvis du ikke vil være her, så lad vær.” Hvis det kom til det kriminelle, burde Dove også være låst op, men hun forstod at snige sig uden om systemet. Det krævede lidt, men var ikke umuligt.

Bjorn stirrede mistroisk på Dove, da hun brugte andre metoder end den sædvanlige råben og slæbe til rektor, han vidste ikke helt hvordan han skulle tackle dette, dog så han roligt på hende da hun så ud til ikke og vide hvordan man skulle bruge den, og han kløede sig i baghovedet og sagde stille ''vi kan træne en dag sammen.. hvis du vil'' han så ud til og bløde lidt op, ved dette tilbud, påtrods af at mistroen stadig sad malet i han's krops sprog, han så tænkende på hende ved at hun sagde hun ikke kunne gøre hvad hun ville, han åbnede en af sine mange lommer i soldater bukserne, og hev en pakke cigaretter frem, uden og tage sig af om han måtte ryge eller ej, hev han en op og tog den mellem læberne, for og række pakken spørgende imod Dove, som en slags forsoning, han så nysgerrig på hende, og han sagde stille og roligt ''du ved jeg har siddet i Blackwater Bay i england? aye? gæt hvor jeg ryger hen hvis jeg bliver smidt ud af akadamiet her'' han pustede roligt i sin smøg, og lod røgen sive ud mellem sprækkerne som kaldes munden og læber, han sagde med hårde øjne ''der skal jeg ikke tilbage..'' han tog et hiv mere af cigaretten, for at se tænkende på hende, for så at være mistroisk igen ''hvorfor er du så forstående? så.. flink?'' han lød som om det var en total syrealistisk ting for ham, at nogen var søde eller flinke ved ham.

Dove var ikke typen der trænede. Ikke med maskiner i hvert fald. Hvis hun skulle træne, ville hun foretrække løb. Men det var tydeligt, han var ved at udvikle en form for tillid for hende, og hvis hun takkede nej, ville det måske blive slukket igen. ”Det vil jeg gerne.” Hun sendte ham et let smil, så han kunne se hun mente det. For selvom hun måske ikke var god til at træne, eller gjorde særlig meget i det, ville hun gerne bruge mere tid med Bjorn, hjælpe ham. Dove tøvede med at tage imod pakken med cigaretter. Hun havde aldrig røget, og havde ikke planer om at begynde. ”Jeg ryger ikke.” Dove nikkede bare til hans spørgsmål. Hun var klar over hans baggrund. ”Hvis du ikke vil tilbage, så lad os finde en løsning, så du ikke bliver smidt ud.” Det var tydeligt, han før eller siden ville blive smidt ud, hvis der ikke blev gjort noget. Så det var Doves mission. Hun ville hjælpe ham, sørge for han kunne blive. Dove så et øjeblik tænksomt ud i luften ved hans spørgsmål. Det var tydeligvis ikke normalt for ham, hvilket hun mente var helt forkert. ”Fordi jeg forstår dig. Og jeg vil bare hjælpe dig, så du kan få det godt her på skolen. Det er meningen der skal være plads til alle, og lige nu, virker det ikke som om der er plads til dig. Så det vil jeg skabe.”

Bjorn så nysgerrig på Dove, med et mistroisk, dog nysgerrig blik alligevel, han vidste ikke rigtig hvordan han skulle tackle det at hun sagde ja og ikke afviste ham, han havde en smule tillid, men lang vej endnu, for og komme under skindet på varulven, han sagde dog roligt ''så kan vi vel godt finde tid'' han lød forvirrede, men ganske rolig, dog smilede han blidt da hun ikke tog imod pakken med cigaretter, og sad selv bare og røg roligt, han sagde så tænkende ''det er heller ikke sundt, men man skal dø af et eller andet'' da kom et større smil på han's læbe, for at ryge sin cigaret færdig, og klemme den færdige smøg mellem næverne, og lægge den i pakken istedet for og smide den, han så dog på hende, og trak på skuldrene ''dette er ikke mit hjem, har ikke et pack, har ikke rigtig noget, så at blive smidt ud er ikke det værste da kan ske'' han virkede ikke bange, hvilket han ikke var, han havde som ganske ung lært det brutale liv i sin mafia agtige pack familie, han havde ikke selv begået mord, men han havde uddelt en del tæsk igennem tiden, og døden havde altid været en del af han's liv, så han accepterede det bare, og så troede han heller ikke på det gode i livet, han lyttede til hende, og sagde roligt ''var din familie en gruppe mafia varulve, da levede af og få andre tæsket eller slået ihjel, imens alt er løgn og bedrag, og du bliver puttet af en 2 meter høj livvagt da sådan set er hyret til og beskytte dig, fordi din mor og far ikke magter og betale for en begravelse?'' han lød bitter nu, men da var en snert af noget andet i han's stemme, hvis hun opfangede det, ville det være en dyb sorg, som kun varulve får, en sorg af ensomhed, da varulve sådan set er gruppe væsner, og når man som varulv havde følt sig så alene så længe, satte det sine ar, selv for de unge, han så bare tænkende på Dove, og trak på skuldrene ''hmm, tja tror også det mig selv da problemet. jeg taler ikke med nogen, for det meste råber eller truer jeg folk, men har aldrig lært andet. man lever og dør for sit kobbel, uden et kobbel er man nul og niks'' han sukkede let, og sagde stille ''jeg ville gerne have det godt, men den her skole er ikke mit kobbel, jeg forstår ikke hvordan folk kan stole på tværs af hinanden, stole på andre end deres egen race, og selv min egen race viste sig og forlade mig, så hvordan vil du skabe det?'' han så undrene og ægte nysgerrig på hende, med et nu tomt blik, det ægte blik af en ensom sjæl, hvis eneste ønske er et kram, eller en kold grav hvor de kan forenes med deres fortabte, han skævede til sin tattoo med en ulv med rosen omkring og ordet Sofia over ulven, han lagde hånden på sin tattoo og aede sin arm lidt tænkende, for og se på Dove, han sagde så stille ''jeg vil gerne prøve at følge dig, sån, i og hjælpe mig, så kan det være jeg også kan hjælpe dig med noget'' han lød usikker og nervøs, men åben, dog stadig utryg og mistroisk, det var tydeligt da var mange følelser da eskalerede.

Dove forventede ikke, at han nu og her ville give hende sin fulde tillid, men hun håbede på hun en dag kunne få den. Ikke kun fordi det var rart, at andre havde tillid til en. Men lige så meget for hans skyld, så han havde en han kunne snakke med, hvis han havde brug for det. ”Det håber jeg.” Dove sørgede hele tiden for, at hun fremstod rolig da kropsprog havde en masse at sige. Især for varulve. Hun trak lidt på læberne, da han påstod man skulle dø af et eller andet. Det var ikke helt Doves syn på livet. Hun havde eksisteret noget nær 2000 år, hvis ikke mere. Hun var ikke længere sikker efterhånden. Men længe var det i hvert fald. ”Muligvis.” Svarede hun blot, da det nemt kunne blive en lang diskussion. Hun satte sig på kanten af en maskine, som hun heller ikke anede hvad blev brugt til. Ikke at det havde relevans. ”Her kan du skabe noget. Akademiet er ikke kun for at lære. Det er også for os, der ikke har andre steder at tage hen.” Dove havde været mange steder i verden, men aldrig et sted hun havde følt sig hjemme. Ikke før hun kom til akademiet. Dove lyttede til hans forklaring om hans familie. ”Nej. Min eneste familie var min mor og min moster. Min moster blev dræbt af en mand, der ønskede at redde sin egen familie. Min mor var rasende. Så hun forbandede hans gravide hustru. De fødte den første vampyr, som senere blev som min storesøster.” Det var muligvis ikke nær så voldsom som hans historie, men efter det var der sket så meget, hun rejste sig op og stillede sig tættere på ham, end hun havde gjort før. Det betød også, hun pludselig følte sig utroligt lille i forhold til ham. ”Det er muligt at ændre sit liv. Tro mig, jeg har gjort det mange gange.” Det krævede en masse, men det var ikke umuligt. Dove tog en dyb indånding. ”Jeg ved ikke om det kan lade sig gøre. Men jeg kan prøve at snakke med lærerne om, du kan få enetimer med en person. Jeg tror du har brug for én person der kan undervise dig, uden en masse andre elever. Så kan vi se hvordan det går.” Dove smilede til ham, da han rørte ved en tatovering. Hun spurgte ikke ind til det, da det virkede personligt for ham, og det havde de ikke bygget tillid nok til. ”Det lyder som en god aftale.” På trods af de mange følelser, forsøgte hun at virke åben. For det var hvad han havde brug for. En der kunne lytte, men også respektere det han ikke ville tale om.

Bjorn vidste stadig ikke hvad han skulle gøre af sig selv, det var så underligt for ham, men hun måtte jo på den ene side mene det, eller også ville hun også bare tage røven på ham, han stod lidt og tænkte det hele igennem, han nikkede så roligt, dog virkede det beroligede på ham at hun var så rolig, han bemærkede dog det lille smil, da hun hørte han's påstand om og dø, tja han levede jo ikke evigt, hvilket han godt regnede med, han lyttede dog til hende, og svarede så efter lidt tænke tid ''ved jeg, men ved bare ikke hvad jeg skal skabe her, nogle fortrækker selskab, nogle fortrækker ensomhed, nogle er tvunget til selskab, og andre er tvunget til ensomhed'' han så roligt på hende da hun forklarede om sin familie, han lyttede opmærksomt var det tydeligt, han sagde roligt ''nogle sår healer aldrig. nogle sår blir til ar da minder en om visse ting hver dag. og nogle ar forsvinder i glemsel'' han smilede roligt, han rykkede sig ikke da hun gik tættere på ham, han så dog bare på hende med en kende mistro i blikket, men begyndte og slappe af da hun ikke gjorde ham noget, han så dog bare igen mistroisk på hende da hun sagde man kunne ændre sit liv, og han trak på skuldrene, sagde roligt ''måske, måske ikke, det må tiden vise'' han lyttede fortsat, og svarede så ''det kunne da være okay, tror jeg nok, men det er da værd et forsøg'' han kom med et lille smil, og nikkede roligt, da hun virkede til og mene det var en god aftale, han så sig kort omkring, og klødedet sig i sit skaldede hovedet, og sagde nysgerrig ''hvad er så planen nu?'' han var ikke helt sikker, dog taknemmelig for at hun ikke spurgte ind til han's tattoo, nogle ting var ikke klar til og blive sagt endnu.

Dove havde opfanget, at han fandt hendes fremgangsmåde en smule forvirrende. Han var tydeligvis vant til, at folk bare ville have han skulle gøre hvad der blev sagt, men hvad fik de ud af det? Mere vrede, og muligvis ikke kun på møbler den gang. Det var ikke en optimal løsning i længden. Dove havde også opfanget på en intelligens fra ham. Ikke en der gjorde, han kendte alt til atomer, verdens historie eller noget i den stil. Men han var klog på livet, og det var noget Dove kunne relaterer til. ”Du har ret.” Hun sendte ham et smil, og var glad for, han kunne være interesseret i at prøve. Det kunne måske i hvert fald, gøre hans vredesudbrud mindre. Her var der kun ham og en lærer, så der var ingen elever der kunne gøre ham vred, og det måtte da hjælpe lidt. ”Jeg vil snakke med lærerne, og se om det kan lade sig gøre. Jeg finder dig senere, og fortæller hvad jeg har fundet ud af.” Endnu et smil fandt sted på hendes læber. ”Bare træn, slap af eller gør hvad du har lyst til ind til. Jeg skal nok forklare dem, at jeg har givet dig fri resten af dagen.” Det var muligvis ikke hendes sted, rent faktisk at give en elev fri, men det ville helt sikkert ikke hjælpe, at proppe ham tilbage i et klasselokale. ”Vi ses senere.” Med de ord vendte hun ham ryggen, og gik tilbage imod skolen. Forhåbentligt kunne det lade sig gøre, for hun troede virkelig på, det var den bedste løsning for ham på længere sigt. Og kort sigt også, faktisk.
//Out.