Shock and Delight

Overlevelse af planter var en teknik som hun ofte hørte, at folk desværre ikke havde mestret endnu, og heldigvis var hun ikke en af dem. Planter gjorde alting mere livligt, og Cecilia havde altid haft været glad for naturen generelt. Hun holdt vejret kort, som hun ventede på svaret på sin mindre forespørgelse og de mørkebrune øjne analyserede hvert eneste træk hans ansigt formåede at lave. "I just might," svarede hun med et breddere smil på læben, og åndede nærmest helt afslappet ud, som om alting omkring hende faldt på plads for en stund. "Should be done around six- seven if we are short on hands, but I will text you," påpegede hun, det var aldrig helt til at vide, om hun var nød til at tage en time ekstra - det kom an på så meget. Normalt var det også bare hende selv hun skulle tage hensyn til,  og det var ikke ligefrem fordi, at hun lavede meget andet end at smide sig på sofaen når hun normalvis kom hjem. Det var noget tid siden, at hun havde snakket med nogen omkring det overnaturlige uden det var i konflikt med et eller andet der skete omkring dem. Så det at kunne snakke med Lucas, stille og roligt om det var meget mere afslappende for hende, og de nysgerrige øjne trak alle informationerne til sig. Bare fordi, at Jasper var.. Jasper betød det ikke at alle var ligeså underudviklede og stupide som ham, og hun måtte skubbe den korte vrede ved det minde væk, for at fokusere på, hvad ellers Lucas havde at sige.

Cecilia lyttede nøje med til, alt hvad han sagde og hendes hjerne bearbejede hver eneste detalje. Most of us with connections to animals prefer to be in groups, hun kneb øjnene let og lod den sætning gentage sig selv et par gange. Us. "I believe you," svarede hun så og tog en dybere indånding ind. Cecilia havde ikke engang snakket med Jasper efter den hændelse, og ikke ligefrem, haft mødt en varulv efterfølgende, af hvad hun vidste i hvert fald. Det var ikke ligefrem fordi, at det var den nemmeste race at gennemskue. Hun tog hans hånd som han rakte den ud, og fulgte ham hen til sofaen. Hvorefter hun tog sin jakke af igen og lagde den henover ryglænet på en af lænestolene, så hun kunne sætte sig ved siden af Lucas. Mermaids, hun løftede på begge bryn, en anelse overrasket - men hvad skulle man ellers næsten forvente i en verden som denne. "Mermaids," gentog hun og blinkede kort rystende på hovedet med en mild latter. "That's bloody amazing. I knew it." Hun kunne næsten ikke tro det, og så meget tid hun havde brugt på at undre sig over havets mysterier. "People connected to nature is also the best kind of people, supernatural or not," pointerede hun med et skævt smil. I følge Cecilia, kunne man lære meget omkring en person, ved simpelt at se hvordan så på den simple ting som skønhed i naturen, hvordan de behandlede den og dyrlivet. "But mermaids.. seems like something everyone has given a thought at least once.. the same with ghosts.. but to think it's actually real, is still mind blowing," klukkede hun med kærligt og slikkede sig om læberne ved tanken. "So, what about you?" Spurgte hun stille og så ham i øjnene, stadigvæk med et nysgerrigt blik. Hvis hun havde været bange for, hvad han ville sige, ville hun have flygtet ud af døren. "You said.. us with a connection to animals," hun løftede stille på det ene bryn, selvfølgelig havde hun opfanget det.

Lucas nikkede forstående. "Yeah, let me know," svarede han, og så allerede frem til morgendagen. Det var lang tid siden han havde lavet nogen former for planer - drengene var normalt spontane fordi deres hverdage var travle, og han var glad og tilfreds over at i morgen passede ind i både Cecilias og hans kalender.
Han slog en let latter op ved hendes havfrue reaktion og nikkede før han satte sig ved siden af hende i den bløde sofa. "They are," svarede han. "Absolutely amazing and a scarily mesmerising. A bit like light fairies."
People connected to nature is also the best kind of people. Han kunne ikke lade være med at klukke igen og nikkede til hende. En lav, tilfreds brummen slap ham. "That easily make you a part of the 'best kind of people' club."

Lucas kunne ikke lade være med at hæve et øjenbryn, som havde han glemt at hun i realiteten overhovedet ikke vidste hvad han var for en skabning. Hvordan hun ikke var eksploderet for flere timer siden var ham en gåde; men hun havde nu altid været den mest tålmodige person han kendte. Det føltes underligt intimt at skulle forklare til hende; en smule nemmere med andre væsner omkring ham, fordi det ikke var noget der i realiteten påvirkede hende, og ikke var noget hun skulle tage daglig stilling til. Et kort sekund glædede han sig over ikke at være en vampyr eller et andet væsen, der var så mange dårlige fordomme imod. Ja selv en varulv havde nok ikke været positivt, taget i betragtning at hun havde en dårlig oplevelse med en. Han klukkede en smule overrasket over virvaret af tanker der fløj igennem hans hjerne og måtte ryste på hovedet for at samle sig selv.
"Uh. They call us Shapeshifters," startede han, og rynkede fokuseret på øjenbrynene. Det mindede lidt for meget om at skulle forklare en ny, uvidende studerende hvad der skete med dem. "We can transform into an animal - some even more than one - but it's not painful and we're not affected by the moon like werewolves are." Han smilede en smule forsigtigt mod hende, og håbede at hun ikke ville dømme ham for hvad han var. Ikke at han kunne tænke sig til at Cecilia dømte særlig mange overhovedet. "Most people say that we choose our animals but I think mine chose me," sagde han og klukkede dæmpet. "It happened when i was 6 or 7 years old, I don't really remember. I was at the circus with a friend, and there was the most beautiful creature I've ever laid my eyes upon." Han følte sig næsten åndeløs ved mindet, der fik hans øjne til at gløde af varme og nostalgi. "This beautiful, elegant female leopard." Han sukkede og lod sit blik hvile på sine hænder. "She looked at me," fortalte han. "I felt it when she got hit by the whip. I felt the pain. I felt the anger. And the next thing I knew I was in there with her; like her."

Feer og havfruer, væsner som hørte eventyr til og historier på tegnefilm man så da man var yngre. Hun himlede kærligt med øjnene kort af ham, som han nævnte at hun hørte til i den gruppe.
Cecilia havde været tålmodig med at spørge, også bare fordi, at hun ikke følte, at man bare kunne komme brasende ind i folks liv og forlange de fortalte alting. Selvfølgelig havde den scene dog spillet i hendes hoved flere gange, at hun ville forlange svar så frem, at han havde nogen at give - men, hun havde aldrig kunne se sig irriteret eller frustreret på de blå øjne længe ad gangen. Hun løftede kort hovedet en anelse, som han endelig lod hemmeligheden fylde ud i rummet. Hun havde læst om formskiftere, de aftner hun havde haft brug for ikke at drukne i informationer omkring vampyrer og dæmoner, hekse og alt der havde med magi at gøre. Det havde fået hende til at huske på, at der var andet til det overnaturlige end blot de onde. Hun kneb øjnene bare en anelse, som hun forsat tog informationerne til sig. Det var noget andet end at høre ham fortælle om Jack, eller omkring Raf - specielt, fordi det omhandlede ham. En person som betød en hel del for hende. Cecilia hev vejret stille ind, og en formskifter lød som noget hun kunne forholde sig til - i forhold til, alt andet der forgik i hendes liv. Det måtte være rart, ikke at være forbandet af månen og som han nævnte - det gjorde ikke ondt. Cecilia gjorde intet for at afbryde da han fortalte, hvordan han havde mødt sit dyr. Det eneste hun kunne var at forstille sig billederne i sit hoved af, hvad han fortalte. Hun trak på smilebåndet, som han nævnte han havde set en leopard - og det krævede ikke meget af hendes fantasi til at forstille sig hvor storslået og majestætisk den måtte have set ud.

Det næste han fortalte, fik hende til at holde vejret kort og et sørgmodigt blik fandt vej til de mørke øjne. Hun rakte ud og foldede sine hænder omkring hans, endelig åndede hun ud og så imod ham. "You must have been so scared," det var de første ord som fandt vej til hende som hun så på ham. Hun kunne ikke forstille sig at være i et med et dyr, eller føle sig forbundet til den del af naturen på den måde. Cecilia tog en dybere indånding ind og gav hans hænder et mildt klem. "It's a good thing that I've always been more of a cat person, huh?" Stemmen var i et mildt og roligt toneleje, som hun trak lidt på smilebåndet. Mest af alt for at lade ham vide, at der ikke var noget han kunne sige, som ændrede meningen om, hvordan hun så ham. "You will have to show me one day," smilede hun til ham, stadigvæk en anelse fortryllet af selve tanken om det. Bare fordi, at du læste omkring forskellige væsner, gjorde det dem ikke mere virkelige - ikke til du selv stod overfor dem. Det faktum at han var en formskifter ville sikkert falde på plads i løbet af de næste par timer, men der var ingen frygt i hendes blik - kun varme, der blev skabt af nysgerrigheden. "What's the best part of it?" Spurgte hun stille ganske interesseret, og fjernede den ene af sine hænder fra hans, for at køre en af sine mørke lokker tilbage bag sit øre. Hånden blev dernæst lagt imod hans skulder og lod sin hånd kærtegne skulderen kort for at bevise sit nærver.  

Følelsen af intimitet ramte ham igen. Det var en sjælden oplevelse at få lov til at snakke om noget som første gang man formskiftede, fordi andre væsner ikke altid syntes interesserede - og stort set alle havde dramatiske fortidshistorier eller evner der overgik hinandens, så interessen var på ingen måde lige så ærlig som den Cecilia gav ham. Hende sørgmodige øjne gjorde ham rørt, og Lucas sænkede blikket mod deres hænder og overvejede hendes kommentar med tænksomt spidsede læber. "I think I was more angry than scared," svarede han ærligt. "I was so angry at this man for inflicting pain on something that beautiful and majestic." Han lagde hovedet let på skrå, mens minderne væltede ind over ham som bølger. "And for trying to tame something so wild." Han kunne sagtens huske vreden, og havde altid tænkt at den havde reddet ham fra en skræmmende oplevelse. Frygten var kommet bagefter, da det rigtigt gik op for ham hvad han havde gjort. Hans tågede blik fandt tilbage til Cecilias brune øjne og han blinkede resten af minderne væk. Lucas sank før hendes stemme blødte ham op, og han gav hende et blidt klem tilbage.

Han klukkede dæmpet og nikkede med øjenbryn der let skød i vejret. Bare tanken virkede helt absurd. Han klikkede med tungen. "Risky on our first date though," svarede han med et kækt glimt i de blå øjne og sænkede stemmen som om han skulle til at fortælle en hemmelighed. "Transforming back leaves me naked." Han gentog næsten hvad de havde sagt for så mange år siden, da de havde mødt hinanden og var blevet enige om at tage det stille og roligt, efter at have kysset på deres første date. Risky on our first date. Han smilede ved mindet. Sikke meget der havde ændret sig siden da. Og sikke mange vægge der var blevet nedbrudt på blot en aften. Lucas havde aldrig turde håbe på, at han en dag ville kunne være 100% sig selv i Cecilias nærvær, og det følte han endelig at han kunne. Hendes nysgerrige spørgsmål fik varmen til at blusse op i hans kinder, og han kom med en let latter. Han lod hende tage om sig, og lagde sit hoved på hendes skulder mens han tænkte over det.
"The senses," svarede han så. "I can see in the dark. And the speed; it gives me a sense of freedom to just take off and let my legs take me so fast that everything becomes a blur." Han kunne ikke lade være med at smile ved tanken. Det var virkelig en følelse han ville ønske, han kunne dele med hende.

Det havde gjort ham vred, og hun gav ham et forstående nik. Hun forstod grunden til vreden, og der var ingen bebrejdelse i hende overhovedet - hun ville selv have været vred. Rasende sikkert. "I get it," svarede hun ganske svagt. Det var ikke fordi, at hun nogensinde kunne placere sine fødder i hans sko og forstå, hvad der var sket - men hun kunne lytte.
Cecilia løftede let på det ene øjenbryn, risky det fik hende til at trække lidt på et skævt smil. I hvert fald til han tilføjede den sidste del, og kunne mærke varmen der kort blussede op i hendes kinder. Cecilia slog kort blikket til siden og nikkede, holdt sig selv tilbage for en kæk kommentar. Sommerfuglene var sluppet løs fra deres bur, og hun kunne mærke dem baske rundt i hele hendes system, som deres samtale tog hende tilbage. "You always did make the more risky moves.. or was it me, I can't recall," hun klukkede kærligt og rystede svagt på hovedet af sig selv.

Cecilia kunne ikke holde smilet tilbage, som han lagde sit hoved imod hendes skulder. Hun lagde sit eget still ned imod hans, og tog en dybere indånding ind. Det var ikke svært at visualisere, hvad han sagde og hun kun forstille sig hvor fantastisk det egentlig måtte være. Det lød som noget man så på film eller læste om i en bog - ting som kun hørte til i fantasien. "It does sound incredible," svarede hun med en svag mild stemme før hun plantede et kort kys på toppen af hans hoved. Cecilia lukkede øjnene som hun tog en mindre dyb indånding af hans duft. Hun åbnede svagt øjnene igen, og så ned imod hendes hånd der stadigvæk lå om hans, svagt kærtegnede hun den som hun atter åndede ud. Den varme som blev spredt i hendes krop for hvert eneste bank hendes hjerte fortog var næsten en følelse hun havde glemt, men nu da den var tilbage - frygtede hun også at den ville forsvinde igen, og det var det sidste hun lige nu ønskede. Det var mærkeligt at have flere kort på hånden nu end hun havde før, faktisk at have et kendskab til, hvad der han havde gået rundt og båret på. Hun ville ønske at han havde kunne fortalt hende det før, men hun forstod også hvor ikke at fortælle hende kom fra. Det var ikke ligefrem fordi, at meget godt var sket efter slørret for verden var blevet fjernet. Endnu bedre grund til at holde fast i det gode.

Lucas' øjenbryn løftede sig let som han opfangede den kække flirten i hendes sætning, og han fulgte tavst hendes eksempel og sænkede blikket med et bredt smil. Det var lang tid siden han havde flirtet og ment det, gik det op for ham, og den spænding der førte med det, var noget der fik pulsen op at køre. Jo, ligesom Cecilia havde han set andre, omend andet for at forsøge at glemme hende og give rigtig slip på det liv de havde haft sammen, men det havde altid været en smule i ubalance, og selvom han havde haft gode momenter og stunder, var der aldrig nogen der havde fået ham til at føle som hun gjorde lige nu. I en næsten barnlig ekstase og med en konstant beundring af hende. Hun fik ham til at føle sig lige så hypnotiseret som Leoparden i sin tid havde gjort; så han måtte tvinge sit blik væk fra hende for at kunne fokusere ordenligt. "I think we were pretty even on that one," indrømmede han med et svagt smil, uden at hæve blikket igen. "Maybe that's why we worked so well."

Han var udmærket klar over at han måske ikke burde lægge brande på de små flammer, der syntes at være startet imellem dem. For lidt tid siden havde Cecilia sagt at hun nok skulle være 'on her best behaviour' og han havde lovet sig selv det samme. Her sad han alligevel og var åndeløs, som hendes hånd sendte små elektriske pulser igennem hans fingre og helt ned i hans tær. Han måtte spænde i kæben for at fiske efter tanker, der kunne få ham til at stoppe med at tænke på hende, og endte med at rømme sig en smule akavet. "Uh. Do you want anything to drink? Tea?" Spurgte han, usikker på hvordan i alverden hun kunne gøre ham så forfjamsket ved bare at sidde der ved siden af ham. Han rynkede let sine øjenbryn og hævede endelig blikket fra deres hænder og løftede hovedet fra hendes skulder - men han gav ikke slip, bange for at hun ville forsvinde i den blå luft hvis han gjorde. Han var stadig ikke helt sikker på om det hele blot var en drøm, men nu havde han Jack til at gøre sig sikker på at hun faktisk var der.

Hun tog en dybere indånding som han derefter spurgte hende, om hun ville have noget at drikke. Cecilia holdt vejret i et kort sekund, og overvejede sit næst træk. Hun løftede stille sit hoved som han gjorde, og de mørke øjne så imod hans lyse igen. Cecilia følte sig åndeløs, og det eneste hun egentlig kunne mærke, var hendes hjerte der galoperede afsted som tusinde vilde heste. Stille åndede hun så ud, og kom i tanke om hun hellere måtte komme med et svar. "Yea, tea would be good," svarede hun efter hvad der føltes som evigheder, men egentlig blot var ganske få sekunder efter. Hun nikkede et par gange og gav hans hænder et lille klem før hun slap sit greb ganske roligt. Stille foldede hun hænderne på sine egne lår og bandede af sig selv en smule indvendigt. Cecilia tog en dybere indånding da den tideligere kommentar om vrede vendte tilbage til hende, vrede og frygt. Det fik hende til at krumme eftertænksomt på sine bryn. "I thi - I think I hurt someone back in the end of August.. I had a vision of this guy walking out in front of Maeve's car.. She crashed.. broke her arm.. it happened and I overheard it while I was at work," hun tog en dybere indånding. Cecilai og bil ulykker bragte aldrig gode minder, og det fik hende automatisk til at placere sin hånd imod sit venstre knæ - det eneste ar der var tilbage fra den ulykke fra tilbage i sine yngre år i Bulgarien. Situationen med Maeve havde lige været efter hun havde lært om sine evner, lært om det overnaturlige og alting havde vendt sig 180 grader. "When I got there, he was sitting there - watching her.. and I guess I was scared.. worried and angry," det havde taget en del refleksion før hun havde været klar over sine handlinger, "I wanted to make sure he wasn't a threat.. so while I went out to get Maeve some water, I added holy water to it.. I just wanted to make sure," hun rystede på hovedet af sig selv, og løsnede grebet om sine egne hænder, for at kører sine hænder henover de mørke brune krøller. "I don't know what I was even thinking, or what I would have done if he had acted on that - I just wanted to know.. but he didn't get angry.. he," hun sukkede halv frustreret og placerede hænderne imod sine lår igen. Jo, Maeve havde set det - men Maeve vidste ikke, hvorfor at Flynn havde hostet som Cecilia havde forgiftet ham. Så, det var ikke ligefrem et samtale emne hun havde fået vendt op, og hun følte sig stadigvæk skyldig over situationen. "He looked at me  with this terrified look, I will never forget that look," hun placerede albuerne imod sine lår, og foldede hænderne sammen foran sig og lod sit hoved falde ned i sine hænder kort i et suk. Hun tildækkede kort sit ansigt med sine hænder, før hun så lænede sig tilbage igen. "It was just before Joseph broke in, and I might have been a tiny bit paranoid. But I still feel awful."

Det var sikkert de trygge rammer omkring hende, som fik hende til at indrømme det. Der var mange ting som hun havde stablet sammen og aldrig kommet videre med at bearbejde, ting som hun burde have brugt tid på at føle og tage stilling til. "Sorry, it was just a random.. story," hun rystede stille på hovedet af sig selv inden hun åndede ud, men hun måtte indrømme at det var rart at få sat ord på.

Lucas kunne ikke lade være med at smile. Han gav blidt hendes hånd et gengældt klem før hun tog sine til sig, og han kunne skubbe sig op fra den bløde sofa, for at bevæge sig mod køkkenet. Han nåede knapt to skridt forbi Cecilia, før han stoppede op og drejede om på hælen, overraskelsen malet i hele hans ansigt. De opspærrede øjne faldt langsomt på plads mens hun fortalte, og hans øjenbryn spejlede hendes, og krummede sig sammen i panden på ham. Han vidste udmærket hvordan hun havde det med biler generelt og med hendes historie med biluheld forstod han udmærket hendes panik.
Han kastede et kort blik mod hendes knæ, og fulgte automatisk hendes bevægelse med sin hånd. De små fuger mellem hans øjenbryn blev dybere, da han huskede hvad der var hændt hende da hun var yngre. Han kunne se arret for sig, som om det lyste op i mørket, og måtte synke, da han mindedes hvordan han altid blidt havde kysset det da de var sammen.

Lucas bed tænderne sammen og tog de to skridt tilbage til hende. Han satte sig langsomt på hug foran hende, og gled så endelig ned, så han sad i skrædderstilling på gulvet, med hendes ben foran sig. Han lagde blidt sine hænder på hendes, og hævede de blå øjne mod hende. Selvom det var mange måneder siden, det var sket, var det meget tydeligt at det stadig rørte hende and hun havde gjort et andet væsen ondt, og han kunne ikke lade være med at måtte undertrykke et beundrende blik i øjnene, og i stedet fokusere på at lytte. Han blinkede et par gange.
"My love," hviskede han, med den mest beroligende stemme han kunne mønstre. "Whilst I greatly admire you for your ability to take care of yourself - I fear you might need a bit more information before running off with holy water." Han smilede blidt til hende, og lod varmen i hans stemme vide at hun ikke skulle have skyldfølelse overhovedet. Hun havde gjort hvad hun kunne for at sikre sig at Maeve var sikker; og det lød ikke til at hvad end det havde været for et væsen, var kommet til stor skade. "You did what you thought best," sagde han, og satte ord på sine tanker. "And if that's not admirable I can't see what would be." Han smilede igen, og rakte opad for at lægge sin hånd ovenpå hendes, imens hun støttede sit ansigt i sine hænder. "I figure it must be hard to know that this new world isn't black and white. Much like humans none of us are born evil. Some are mislead. One day you will learn to maneuver around all of this information." Han lagde hovedet let på skrå og kunne ikke længere holde beundringen ude af de skinnende øjne. "And you'll do it exceptionally like everything else you do in life, Cecilia. And if worse comes to worse, I'll be here to guide you when you need me to."

Cecilia hev vejret dybt ind som han satte sig på hug foran hende, og hun åndede først ud som hun mærke hans hænder på sine. Der var sket så meget på de seneste par måneder, og den frygt hun selv bar rundt på fik hende til at sabotere sig selv endnu mere ved tanken om, at hun havde udsat en anden person for lignende. Også selvom det ikke havde været hendes intentioner. Cecilia var enig, vievand var ikke ligefrem til at lege med - og det var uansvarligt af hende overhovedet at forsøge - det var hun kommet frem til. Alligevel kunne hun ikke undgå at bebrejde sig selv, og det lå hende naturligt at huske sig selv på de ting hun gjorde forkert. Cecilia holdt stille vejret igen som hun lyttede til ham og bed sig selv svagt i kinden, og nikkede en smule i stilheden. Cecilia åndede svagt ud igen, og holdt vejret kort igen, I'll be here to guide you when you need me to. Det varmede hendes hjerte, det var der ingen tvivl omkring. Hjertet skippede et par af sine næste takter som hun i stilhed kort blot så ham i øjnene, og foldede læberne sammen. Cecilia tog en indånding dybere, hun gemte meget af sin frygt bag ting hun kunne forholde sig til - alt fra vrede til flere timer på arbejde, hvor hun ikke behøvede at forholde sig til sin virkelighed. "I don't think, I've ever really taken my time to let everything .. just sink in," Cecilia tog endnu en dyb indånding og holdt sit blik imod hans. Hun placerede den frie hånd, oven på den der allerede lå oven på hendes den anden. Cecilia kunne ikke undgå at frygte, hvad hun var i stand til når hun følte sig presset op i en krog - men for nu lå hun den frygt på hylden, og lod freden falde over sig. Roen som eftertragtet havde ventet længe på, at hun ville slappe af bare et øjeblik. "You know saying that.. you might just be stuck with me forever," klukkede hun lidt for sig selv med et svagt træk på smilebåndet, før hun åndede ud igen. Hun kunne vende og dreje det i hendes hovede tusinde gange, hvordan han med et blik kunne få hende til at falde til ro, hvordan simpel kontakt til en anden kunne få hende til at føle sig hjemme.

Hun krummede kort på øjenbrynene og hev vejret ind igen, før hun vippede hovedet en anelse til venstre som hun så på ham sidde foran hende. Tanken gjorde hende behageligt tilpas, at have ham som en del af sit liv igen. Det var underligt, men kun fordi, at det føltes rigtigt. Hun kunne ikke sætte sin finger på det, men det gjorde i sidste ende ikke noget. Cecilia løftede den hånd hun havde lagt ovenpå hans, og hvilede den imod hans kind igen, hvorefter hun lod sine fingre køre et par af de mørkeblonde lokker på plads. De mørke øjne fulgte kort håndens bevægelser før hun flyttede blikket tilbage imod de blå øjne endnu engang. Cecilia åndede stille ud, og gav ham et varmere smil. "You know.. I don't think I ever stopped loving you," åndede hun stille ud og bed kort sammen. Selv om, at hans forsvinden nok var noget af det som havde gjort mest ondt - så, var havde hun altid set ham som det bedste der var sket for hende.

Lucas kunne ikke gøre andet end at nikke. Traumer løste aldrig sig selv og var desværre noget man, i hans øjne, måtte kæmpe med igennem hele livet; overvældende til at starte med men gradvist noget man kunne leve med. Hvad end Cecilia havde været igennem kunne kun have været traumatisk, og han vidste at det ikke var noget hun ville glemme lige med det samme og ikke noget hun ville kunne bearbejde så hurtigt som hun nok gerne ville.
Han fastholdt hendes blik og betragtede tavst følelserne som de spejlede sig i hendes dådyrsøjne. Hans læber vippede let op i et skævt smil, og han løftede sin skulder i et halvt skuldertræk, fuldt forstående for at hun ikke havde set det hele i øjnene endnu. Det måtte være svært at gøre, når hun havde så mange dårlige oplevelser med diverse væsner, og ikke rigtig syntes at have positive eventyr. Selv dem der hjalp hende var på én eller anden måde viklet ind i noget af traumet. "Well, how could you?" Hviskede han. "It's nearly impossible to reflect on something when you're still in the middle of it."
Lucas smilede varmt og aede blidt hendes hånd med sin tommelfinger. Hendes ansigt syntes at bløde lidt op og hendes skuldre sænkede sig. Den svage klukken gjorde kun hans smil bredere. "I wouldn't mind that at all," svarede han åndeløst.

Da Cecilia vippede hovedet lidt til siden, faldt hans hånd ned på siden af hendes hals. Han sank. Lucas vidste at hun var i den svage position. Han vidste at hun higede efter sikkerhed og varme. Han vidste at han burde være den stærke, at han burde se igennem det og at skepticismen ville fortælle ham, at hun kun sagde det, fordi hun havde brug for omsorg og var bange, men de blide fingre på hans kind fik alt hans selvkontrol til at briste for fødderne af ham. Han måtte skarpt hive luft ned i lungerne, og vippede automatisk hovedet mod hendes hånd, da den blidt strøg hans hår bag øret. Hendes ord ramte ham i mellemgulvet og tog pusten fra ham.
Risikoen var der for at ordene ikke var sande. Risikoen var der for at det hun følte lige nu, ville være væk i morgen; at det var rødvinen eller den pludselige følelse af ikke at være alene med sine mørke tanker længere. Så mange risikoer. Usikkerheden havde slet ikke tid til at stoppe ham, før han foldede benene ind under sig, og skubbede sig op på sine knæ, så han kunne komme tættere på hendes læber. Hans hånd lå stadig under hendes kæbe, men han hev hende ikke til sig. I stede skubbede han sig lidt længere op mod hende, og placerede sin pande mod hendes. Hendes læber var så tæt på. "I know I said I wouldn't, but," hviskede han en smule desperat, og tog en dyb indånding. "Can I please kiss you?" 

Lucas havde ret, det var svært at reflektere over noget, som man ikke havde set til ende endnu - og når enderne stadigvæk var løse. "You are right-" Svarede hun ganske svagt, og gav ham et nik. Der lå stadigvæk en masse ting hun skulle bearbejde, og hun var endelig kommet frem til, at måske hun skulle begynde inden hun ikke kunne rumme mere. Cecilia skubbede frygten for det ukendte som måtte vente i fremtiden til siden, hun havde fortalt sig selv gentagende gange at den frygt ikke skulle bestemme, hvordan hun handlede fremad. "Good," svarede hun med et taknemligt glimt i øjet. Cecilia tog en dybere indånding ind, og åndede svagt ud igen.

Hun kunne mærke sit hjerte banke hårdt, og det var som om med sekunderne gik blev slagene kun mere hårde. Cecilia lukkede kort øjnene som hun mærkede hans pande imod sin, og hun hev vejret ind. Hjertet stoppede ikke med at slå imod brystkassen med umådelig styrke, og hun nåede frem til at det higede for at slippe ud af det bur hun holdt det låst inde i. Hans ords hvisken tog pusten fra hende, og hun kunne mærke stormen af sommerfugle der ventede på at deres tur til at storme afsted. Cecilia lænede sig tættere imod ham, og svarede på hans spørgsmål ved at placere sine læber imod hans. Hun havde helt glemt, hvordan hans læber var imod sine og længslen voksede sig blot større. I et splitsekund var det som om, at ingen tid havde passeret dem, at der aldrig havde været en tid uden. Sommerfuglene baskede vildt og blodigt af følelserne der blussede voldsommere op end de før havde gjort. Cecilia trak sig selv tættere imod ham, og tillod ikke megen luft imellem dem, hendes arme fandt vej omkring hans skuldre. Hun havde aldrig troet, at hun nogensinde skulle have muligheden igen, at få lov til at kysse ham igen og i et kort øjeblik frygtede hun det var et syn  - en drøm, men det var virkeligt. Hun brød kysset lidt efter for at få huske at få vejret igen, men veg ikke fra ham.

Han havde glemt hvordan det føltes - at være vægtløs og at lade verden forsvinde omkring sig, og bare fortabe sig i et øjeblik. Han havde undret sig over om det var sådan det føltes at være engel; at folde sine vinger ud og svæve oppe over verden. Det boblede i brystet; som om hans indre leopard spandt at lykke. Og så lænede hun sig ned mod ham og han gav sig. Hele aftenen havde han kastet stjålne blikke mod hendes læber og prøvet at huske hvordan det havde føltes at få lov til at kysse dem, og pludselig var det som om, han ikke huskede andet. Han fjernede langsomt hånden fra hendes kæbe og lagde sine hænder omkring hendes hofter, så han kunne hive sig tættere på hende, da hun lagde armene om hans hals.
Hvis du spurgte ham efter, om kysset havde være hurtigt eller langsomt, ville han ikke havde kunnet svare. Det føltes som om verden gik i slowmotion - han kunne mærke hvert slag fra hendes hjerte og høre hver vejrtrækning, mærke sin egen puls og føle hvert enkelt hår i sin nakke rejse sig. Og alligevel føltes det som et millisekund, da hun trak sig fra ham.

En forpustet latter svandt fra hans læber, og han blinkede overrasket. "Thank you," hviskede han, med øjne der strålede af glæde og beundring. "Thank you for finding me."
Det var ikke første gang hun havde fundet ham. Dengang for så mange år siden, havde han været så forbandet fortabt, og hun havde fundet ham lige som han havde fundet hende - og her sad de, og alle hans følelser blussede op, endnu stærkere end før. "I've wanted to do that all night," indrømmede han, stadig en smule forpustet og overvældet. " God, I never stopped loving you either." Hans stemme knækkede over, og han kunne ikke andet end at ryste på hovedet. Der var gået så mange år, og han havde brugt så lang tid på mentalt at slå sig selv ned over at have forladt hende, at han følte sig helt emotionel og grødkvalt ved tanken om, at han måske ikke havde ødelagt det helt alligevel.

Det var et overvæld af følelser der blev vagt til live, følelser som havde stået på en hylde i evigheder, og aldrig troede de skulle findes frem igen. Hun brød ud i et smil, som han takkede hende for at finde ham. Hun følte sig åndeløs, og fortabt i de blå øjne. Cecilias næse gav kort hans et lille kys, mens hun så ham kærligt i øjnene. I've wanted to do that all night, smilet strakte sig en anelse større op på hendes læber, og var imponeret over, hvor meget viljestyrke de begge havde haft. For hun havde haft den samme lyst hele aftenen, og varmen bankede ud fra hendes hjerte. Hendes hjerte sprang endnu et par takter over, som han sagde, at han aldrig havde stoppet med at elske hende heller. Hun holdt vejret i et split sekund. Cecilias tanker kom frem til den teori, at lige meget hvad, så ville de måske have fundet deres vej tilbage til hinanden. Hvis ikke det havde været i dag, havde det været en anden - som den første gang de havde fundet hinanden. Det var i hvert fald hvad hun valgte at tro på, at alting i sidste ende havde ledt dem på vej imod den samme sti. "I will always find you," hviskede hun blidt til ham, som lod sin ene hånd kærtegne det øverste af hans ryg, imens de mørke øjne så imod hans. Glæden lyste tydeligt i de mørke øjne, og armene gled tilbage imod hende, men stoppede da hænderne kunne placere sig om hans ansigt. Tommelfingrene kærtegnede blidt hans kinder, før hun placerede et nyt kort kys imod hans læber. "I never in my wildest dreams thought I would get that chance again," hviskede hun svagt imod hans læber, som hev vejret stille ind og rettede sig bare en smule op. Tommelfingrene kærtegnede endnu engang hans ansigt, før hun lagde hænderne ned imod hans skuldre.

Lucas rynkede leende på næsen efter hendes lille kys. Hans øjne lyste af glæde, og han kunne ikke lade være med endnu engang at ryste på hovedet i ren uforståelse over hvordan i alverden en normal, småkedelig dag som idag, pludselig kunne blive en af de bedste dage i hans liv. Det var uvirkeligt, tænkte han, så heldig han havde været. Her sad han med den eneste pige der nogensinde havde haft hele hans hjerte - og tydeligvist beholdt en meget større del af det end han havde gået og troet. Og hun kiggede på ham med lige så meget kærlighed i sine smukke, brune dådyrøjne, som hun havde gjort for så mange år siden, før han havde ødelagt hvad de havde haft.
I will always find you.
"Not if I find you first," hviskede han blidt, og betragtede hende beundrende. Hvordan et menneske der havde været igennem så meget, stadigvæk kunne have så meget kærlig, var ham et under. Han lukkede øjnene og lod sig fortabe sig i kysset mens hans hænder på hendes hofter, gled om bag hendes ryg så han kunne hive hende en smule tættere på sig.
"Does this mean I get to envision more of this tomorrow evening?" Spurgte han mod hendes læber og løftede kækt et øjenbryn. Det drilske blik i hans øjne og den knitrende energi fik ham pludselig til at se drenget ud, og spejlede sig i følelsen af at være 16 år og få sit første kys.

"Is that a challenge?" Spurgte hun så igen, med en lettere drillende undertone, som smilet bredte sig mere over hendes læber. En engle blid latter forlod hendes læber, som han hev hende en smule tættere på sig. Alle problemer syntes at have forladt skuldrene, som omsider var lettet for det pres hun altid smed over dem. Does this mean I get to envision more of this tomorrow evening, endnu engang slap den blide latter over hendes læber og hun rystede en anelse drillende på hovedet, med en kort drillende eftertænksom mine. "I would have to think about that," svarede hun og foldede læberne sammen, and kneb øjnene en anelse som hun lod som om, at der egentlig var noget at overveje, smilet på hendes læber gjorde ikke forestillingen særlig troværdig. "But yeah, you just might," tilføjede hun ikke mere end kort tid efter. Hun kunne snildt forsætte med at kysse hans læber, i aften, i morgen - og dagene efter det. "You definitely will," pointerede hun så til sidst og kunne ikke holde sig selv for at lade sin latter fylde ud i rummet - den glæde der dominerede var ventet efter de kolde efterårsmåneder. Hun var totalt forgabt i hans øjne, helt genfortryllet af ham. For en som kunne se ind i fremtiden, havde hun aldrig formået at se dette øjeblik opstå - og hun tog gerne imod det med åbne arme. Chancen for at være tilbage i hans liv igen, at hun kunne være så tæt på ham igen, det var bedre end noget hun havde turde håbe på.

Han klukkede varmt og hævede kækt et øjenbryn. "Only if you're prepared to lose, love," svarede han med et smil der kun blev bredere for hvert sekund. Tanken om at han måske kunne få lov til at se hende ofte og som mere end en ven, slap alle sommerfuglene fri fra hans mave, og han måtte hæve blikket mod loftet med et tavst tak til hvem end, der havde haft en finger med i spillet i det hele. Lucas var ikke en troende mand; han vidste ikke om Gud fandtes selvom det måske var svært at modsige, når nu der fandtes engle - Cecilia havde endda mødt en ærkeengel, der skulle være skabt direkte af Gud, men han havde stadig svært ved at se hvordan en Gud kunne sidde og kigge på alt den ondskab der var i verden, og ikke gøre noget selv. Hvis han - eller hun, eller den, eller dét - kunne skabe noget så stærkt som en ærkeengel, burde der kunne gøres mere, syntes han. Alligevel havde han taget et kort moment til at trække vejret og overveje om der havde været højere magter på spil.

Hans øjne flakkede kort og vendte så tilbage til de chokoladebrune øjne foran sig. Hendes ansigt strålede mindst lige så meget som hans, og fik ham til at lyse op i et kærligt smil. "I'll look forward to that then," hviskede han mildt. Hans kærlige smil endte ud i en grimasse, da en tanke fik ham til at le. "Jack is gonna be such a nosy shit tomorrow," mumlede han og rystede på hovedet. "Just like everyone else. I'll make sure your colleagues will talk as much as mine will," klukkede han drilsk og nussede hendes ryg.

Lucas vippede let hovedet frem og tilbage som om han lige skulle overveje hvor vidt han kunne overleve at give hende en t-shirt. Han spidsede tænksomt læberne før hans ansigt endelig blødte op og hans varme blik fandt tilbage til hende. "Mhkay," gav han sig. "I should have seen this coming." Han rynkede smilende på næsen af hende; det havde trods alt været hendes ting. At tage hans trøjer. Hoodies, t-shirts og endda skjorter havde altid forsvundet under næsen på ham, blot for at ende op i hendes skab eller på hendes krop. Ikke at han nogensinde havde klaget - ikke hvor han mente det i hvert fald - over Cecilia i hans over-sized t-shirts eller i en lidt for stor hvid skjorte og rodet morgenhår. Tanken fik ham til at synke og presse sine læber sammen for at holde sig fra at blive bombarderet med andre billeder af hende fra den gang.
Han rejste sig endelig og rakte hende en hånd for at kunne vise hende hans værelse - og vigtigst af alt skabet med tøj så hun kunne vælge en t-shirt. "Just, no touching my teacher of the year shirt," klukkede han, mens han førte hende forbi køkkenet og ind på hans lille værelse. Han åbnede smilende sit skab, der uden tvivl var det mest rodede 'rum' i hele lejligheden. Det var tydeligt at han ikke var én der tænkte vildt meget på hvordan han klædte sig og var typen der havde masser af basics i sit skab. Lucas gestikulerede mod skabets åbne dør. "Grab whatever you'd like. There are shorts and boxers in the drawer underneath." Han lod sin hånd falde fra hendes, og placerede et blidt kys på siden af hendes hår. "I'll be in the kitchen when you're ready," mumlede han mod de brune krøller.

Lucas havde sådan cirka 400 forskellige former for te. Efter han var gået tilbage til sine studer og havde fokuseret på neuroscience havde han stoppet med at drikke kaffe - en drik han ellers plejede at leve af. Måden koffein fra kaffe - ikke samme form for koffein som den i te - påvirkede hjernen og i særdeleshed éns søvnrytme på havde chokeret ham så meget, at han simpelthen var stoppet brat. For én der i forvejen sov dårligt, var det bare endnu en ting han måtte holde sig fra, i forsøget på at få en bedre og mere stabil nattesøvn. Sådan var det også med hans kamillete - noget han ofte drak før sengetid for at berolige sig selv. Han knipsede med fingrene mod sin elkedel for at tænde den, og fandt to kopper frem fra køkkenskabet imens han ventede på at vandet ville koge og at Cecilia havde skiftet.

Det var den underligste, mest behagelige følelse, der blomstrede i hende. På samme tid som, at hun var klar over hvor meget tid der havde passeret dem, hvor mange år de havde undværet hinanden, så virkede det på selv samme tid som et øjeblik siden. De mørke øjne fulgte ham som han rejste sig op, og hun lagde blidt sin hånd i hans, for at rejse sig op og følge ham. "No promises," de mørke øjne havde svært ved at forlade ham, men det lykkedes dem at løsrive sig og se ud til køkkenet, da de gik forbi det. Cecilia vendte sine øjne imod skabet, og nikkede til sin instruks. "I will," svarede hun i et halv hviskende toneleje, som han placerede et kys på siden af hendes hår. "I will be right there." Cecilia havde sine øjne rettet imod ham, som han forsvandt ud i køkkenet, og derefter vendte opmærksomheden imod skabet. Hun tog en af hans grålige t-shirts og lagde den over sin ene arm, imens hun åbnede skuffen for at tage et par shorts til. Dernæst lukkede hun skuffen, og placerede de valgte genstande på sengen. Cecilia krydsede sine arme og greb fat forneden af sin blonde trøje, for at trække den over sit hoved. Efterfølgende kunne hun tage hans trøje på, og hun trak af de mørke jeans der havde gjort deres job for dagen, så hun kunne elegant hoppe i de shorts hun havde fundet. Cecilia løftede de mørke brune krøller fri fra trøjens greb, før hun foldede sit eget tøj pænt sammen.

Ganske stille listede hun så ud imod køkkenet og lænede sig stille op ad dørkarmen, betragtede ham kort i stilheden. Ganske svagt bevægede til siden, og de mørke krøller fulgte elegant med. Hun gik tættere på ham og omfavnede ham stille bagfra, og lukkede sine hænder foran ham, med hovedet liggende op af hans ryg. "What tea are we having?" Spurgte hun i en lav hvisken, før hun løsnede sit greb for at stille sig ved siden af ham.

Lucas kørte en hånd igennem sit hår, hans opmærksomhed rettet mod det kogende vand mens han prøvede at få sine tanker i ro. Det var stadig uvirkeligt, bare dét at være omringet af Cecilias duft; det fik ham til at glemme verden omkring sig og den fare hun var i. Han måtte indrømme, han ikke helt havde forstået alt det der var sket med hende, og vidste ikke helt om han turde vide det hele. Det ville ikke tage meget for at vreden ville overtage og det ville være et sørgeligt skridt tilbage når nu vreden og hans evner var noget han havde fået god kontrol over. Takket være Victoria, Jack og Rafa. Han sendte en flygtig tanke til Jack og smilede for sig selv, mens han kunne se Rafa og Jack for sig i Serpent Hulen.

Vandet stoppede med at koge med et lille klik fra kedlen, og hans opmærksomhed blev revet tilbage til virkeligheden. Han hældte det over den velduftende te og lod aromaen ligge sig over ham som et lunt tæppe af ro og mag. I sin sikre bobbel med sine sanser fokuserede på teen foran sig, lod han ikke mærke til hende, og spændte forskrækket sine muskler da hun lagde armene rundt om ham. Han klukkede undskyldende som han slappede af i musklerne igen - fysisk kontakt af så intim art skulle han nok lige vænne sig til. “Gonna have to get used to that,” mumlede han med et varmt smil, og trak en god portion luft ned i lungerne, opsat på blot at nyde hendes nærvær. Han lænede stille sit hoved bagud så det rørte hendes. Han brummede nynnende mod loftet før han rettede sig op som hun slap ham.
“Chamomile and lavender, that ok?” Spurgte han med en varme i blikket der gjorde hele rummet lunt. Han greb koppen og rakte den til hende i en flydende bevægelse, så de stod ansigt til ansigt. Synet af hende i hans tshirt og shorts fik ham til at klukke dæmpet. Hun var som snydt ud af næsen på de første dage de havde datet. “How’re you feeling?” Spurgte han, og kørte forsigtigt en af hende løse krøller bag om hendes øre.

Hun bemærkede han spændte op i musklerne, og tog en dybere indånding ind. Gonna have to get used to that, hun trak en smule undskyldende på smilebåndet på trods af det varme smil. "Yeah, I'm sorry. I'm getting quite good at sneaking around," Cecilia holdt vejret ganske kort, før hun havde stilt sig hen ved siden af ham. "Yeah, it's fine," svarede hun og tog en dybere indånding ind. Cecilia kunne vænne sig til det her, og det var stadigvæk mærkeligt at tænke på, at hun lige nu stod her iført hans tøj - som om ingen tid havde passeret dem. Cecilia foldede kort læberne sammen og tog imod koppen. "Right now.. here with you.. I'm good," indrømmede hun som han førte en af hendes lokker bag ved hendes øre. Der var ingen indre dæmoner som havde truet hende og hun satsede så inderligt på, at hun kunne holde sine syn på afstand. Bare for i aften. "It's weird though, this is not how I imagined the evening go," indrømmede hun, det var ikke ligefrem til nogen af deres forventning. "I'm just happy that unexpected events aren't all bad," hun tog en dybere indånding og trak stille på smilebåndet. Med alting der havde været en rutsjebane af den ene elendige begivenhed efter den anden, og uvisheden var brutal - så var det rart for en enkelt gangs skyld ikke at føle, at man stod i vand til halsen.  "I've been paranoid for quite some time now, looking over my shoulder almost every time I go somewhere -" Hun tog en dybere indånding ind, med alt hun havde fortalt ham her i eftermiddag, var det sikkert ingen overraskelse. ".. But despite that, I'm fine.. I'm going to be fine," forsikrede hun ham og sig selv, ligesom hun altid gjorde. Cecilia vidste, hvis hun stoppede med at tro på det, ville hendes verden falde ned over hende og det var hun ikke parat til.

De mørke øjne så ind i de blå, hvorefter hun gav ham et lille nik. Hun ville være ærlig, også selvom der lå ting i hendes syn som stadigvæk skræmte hende. Alligevel fandt hun også sig selv i ikke at ville overvælde ham med alt for meget på en dag. På den anden side kendte hun også til at ville hjælpe andre, og han havde bedt hende om at lade ham hjælpe - og han kunne ikke hjælpe, hvis han ikke vidste hvad der var galt. "I have a few visions that scares me lately.. but I'm not sure what they mean. All I know is that something is gonna go down at the hospital one day, but I don't know around who - I usually only get things from a point of view. Mostly my own, but it's not always the case," hun lukkede øjnene kort og tog en dybere indånding ind. Hun var van til at håndtere de her ting anele, og det var et eller andet sted underligt for hende at dele byrden med en anden- specielt når hun ikke ønskede at bebyrde andre. "I'm not saying this to worry you.. I just don't want there to be anymore secrets -" indrømmede hun med en mere blid og stille stemme. Det var allerede overvældende for begge parter med, at de var genforenet. Ovenpå ting de havde lært der forgik i hinandens liv, at hun ny havde kendskab til hans evner og hende til hans. Det var en mærkværdig dag, og alligevel ikke det mest overvældende hun havde oplevet.

Han smilede blidt til hende, varm om hjertet over, at hun følte ligesom ham. Ingen af dem havde tydeligvist forventet at aftenen ville have endt som nu. Ikke i hans vildeste fantasi havde han egentlig forventet at se hende igen, og hvis han havde tænkt tanken havde han følt sig overtynget af skyld og overbevist sig selv om at hun hadede ham. Af en eller anden grund hadede hun ham ikke. "You and me both," svarede han med en svag latter. Han stillede forsigtigt sin varme tekop på køkkenbordet, og lagde blidt sine hænder om hendes hofter, for at trække hende ind mod sig. Han brød sig ikke om at hun gik og var nervøs og bange, og hans mave knugede sig sammen ved tanken om, at han ikke ville kunne være der for at passe på hende hvert sekund af hendes dag. At han på et tidspunkt i morgen skulle tilbage på akademiet som om alt var i den fineste orden; som om han ikke hellere ville være ved hende, så hun ikke var alene. Han trøstede sig med at han i det mindste ville kunne holde øje med at Joseph var på skolen og ikke ved at planlægge noget der omhandlede Cecilia. Men nu var hun her, og han var der, og de var sammen og det var magisk. Magisk og surrealistisk. Han vippede øjenbrynene en smule op og nikkede, hans øjne fyldt med overbevisning og ærlighed. "You are," gentog han med et forsikrende smil. "You are going to be fine and I'll be here even when you are not, okay?"

Han lyttede intenst til hende, tavs men hun fortalte, og rynkede let øjenbrynene ved hendes fortælling. "Is it the same vision you get or do visions change?" Spurgte han. Han havde altid haft en idé om at fremtiden ikke var fastlagt og at der var mange forskellige former for fremtider, så synske evner havde altid fascineret ham dybt. Det var tydeligt at hun ikke var komfortabel med sin evne dog. Han smilede opmuntrende. "Hey, we'll figure it out okay?" Sagde han stille. "Call me if anything happens and I'll be there in a whim." Nu hvor han vidste, hun ikke var så langt væk fra ham, føltes det lidt nemmere at sige. Desuden havde han flere aftaler på hospitalet på grund af sine studer, så han ville være omkring hende, selv når de ikke var sammen.

I just don't want there to be anymore secrets. Sætningen ramte ham i mellemgulvet, og han slog øjnene ned. Der var stadig så mange hemmeligheder, at han ikke kunne finde hovede og hale i det. Han havde aldrig fortalt hende i detaljer om hvordan han var vokset op på gaden; hvis han huskede korrekt havde han fortalt historier om børnehjem og dårlige plejeforældre, der til sidst var endt ud i at han blev en del af den lille bande for så mange år siden. Han havde aldrig fortalt at han var blevet efterladt. At hans forældre havde forladt ham alene og uden hjælp som 5-6 årig. At ingen havde tjekket op på ham, mens han havde været alene i lejligheden før han havde mødt Aaron på gaden, og var blevet taget ind i den kaotiske gade-familie. Han havde aldrig fortalt hende om hans anden evne; en evne han stadig var utroligt bange for. Han kunne kun give hende ret. "I don't want anymore secrets either," hviskede han med sammenkrummede øjenbryn. "I can't even keep up with them anymore," mumlede han med et svagt suk. "Just know that I wont cut around corners this time around." Det var måske et farligt løfte at give hende, men han følte at hun fortjente det. Ikke flere løgne. Ikke flere hemmeligheder. Ikke flere dobbelt-liv.

You are going to be fine and I'll be here even when you are not, okay? Hun nikkede til de ord, og tog en dybere indånding imens hun lod hans forsikrende smil overbevise hende. Det var ikke meget hun snakkede om sine syn, mest af alt, fordi hun ærligtalt aldrig havde følt sig særlig tryg ved at snakke om dem. Hvis hun snakkede om dem, gjorde hun dem virkelig og hun forsøgte altid ikke at nævne dem. Det var anderledes med Lucas, måske det var måden han spurgte, måden han så på hende eller bare fordi, at hun følte sig tryg i at komme til ham. På trods af alting imellem dem, så havde det ikke ændret sig. "It's.. like picking a show to binge, you just zap through all these options with small glimpses and your mind picks something before you know it. You are stuck in it. But you can return.. and then try to watch it again later and sometimes things are different," prøvede hun at forklare og krummede kort sine bryn. Cecilia var rystede kort på hovedet af sig selv, det var intet under at hendes hovede syntes at gøre ondt det meste af tiden. "Take that Evelina had to choose between chai or pizza - and because she is an indecisive little pain in my ass, I would sense both options, but not know the outcome till she makes the final choice," tilføjede hun og rullede kort med øjnene over hendes sammenligninger. Men åndede dernæst blot halv lettet ud, hun havde ikke forstået sine evner dengang Michael havde spurgt hende om dem dengang. "Sometimes the same vision likes to pop up, small changes or no change at all. But I can sometimes just move my focus away from it, and it doesn't bother me - that is what I've been doing most my life I guess," det var ingen hemmelighed at når hun satte sig for noget, kunne hun lukke alting omkring hende ude. Så i sidste ende var det ingen overraskelse at hun havde kunne lukke det ude til et punkt, hvor det i sidste ende bare eksploderede. We'll figure it out okay? Cecilia tog en dybere indånding ind og nikkede svagt. Det var en kamp der lå inde i hendes hoved, og hun var nød til at lære at navigere i at lade synene komme til hende, og ikke altid bare skubbe dem væk. Det var nemt at skubbe dem væk, men i sidste ende var det bare anstrengende. Cecilia havde kun en fordel i at hun var van til at håndtere stressfulde og pressende situationer på arbejde, hvor hun var nød til at lukke alt andet ude og bare fokusere på opgaven. "I will," svarede hun og åndede stille ud igen.

En ting var at hun var træt af alle de hemmeligheder, som udspillede sig for hende. En anden ting var, at hun ikke ønskede at han skulle gemme en side væk af sig selv, en side han havde haft skjult og gemt væk alt for længe. Det var også en af grundene til hun måske, satte et andet syn på ham. Hun kunne ikke forstille sig at gemme en så stor del af sin verden væk. "Good.. because I want to be there for you too," svarede hun som hun åndede ud. Det kunne godt være, at hun ikke vidste alting endnu, men hun havde altid gjort sit bedste for at være der. Cecilia vidste godt, at hendes liv lige nu var kaotisk, og hun ønskede ikke rigtig at blande andre ind i det kaos.