Shock and Delight

"Oh yeah," hun åndede ud og rynkede kort på sine bryn, overvejede om hun egentlig havde lyttet helt så godt efter da hun havde fået lidt om deres evner fortalt. "Zitora can like mentally connect to your mind through touch - which is.. I don't even know how to place it. And she can create storms," det var nok Zitora's evner hun var mest sikker på, Ethan var lidt mere hemmelighedsfuld med sine udover, men havde da nævnt noget. "Ethan can create weapons.. I think.. I'm not sure I remember correctly, to be honest." Ærligtalt, havde hun haft meget andet end folks evner på hovedet. "As far Zitora says the only thing Maeve is able to do, is to keep other people out of her head.. but I don't know if that count as gifted?" Spurgte hun lidt undrende. Zitora mente i hvert fald det var en evne i sig selv, men Cecilia's mere videnskabelige hjerne kørte forløb om, det var noget rent genetisk - en udvikling som var igang hos mennesket - eller måske hun lagde for meget i det. "They are.. human," svarede hun overvejende. Pludselig blev hun lidt usikker på, om de informationer var korrekte - men det mente hun nu.
Cecilia havde set Pandora, da de havde set Pandora. Feen havde inviteret sig selv ind i stuen den aften, kastet en sovebesværgelse over Ethans hund Puzzle - og blot været der for et tjekke op på dem. Alting havde gået hurtigt efter det. She is very strong, han havde kendskab til hende og det fik hende til at holde vejret kort som Lucas banede af Joseph og så ned i bordet. Cecilia vidste ikke om det var nogen god ting hun kom så meget ind på, hvad Joseph havde gjort og havde a planer - alting virkede til at være noget som kunne ødelægge hans ry her på akademiet og hvad ville ske, hvis katten slap ud af sækken? "Ajax has a plan to reach for, to get her out of his grip - he just needs time to plan it," prøvede hun at sige bare en smule opløftende. Ajax var vidst i sidste ende den eneste eller næsten den eneste, som faktisk troede på det menneskelige i den fe - at der var noget at redde. Men hun vidste også dæmonen havde hjertet på det rigtige sted, så når det kom til det, så havde han måske ret.

De mørke øjne veg ikke væk fra Lucas, som han så på billedet og det var først da han tog mobilen, at hun langsomt trak sin hånd til sig igen. Hjertet syntes at banke lidt hurtigere som han var kommet tættere på, og følte sig varm inden i. Hun lod ham reagere, og man skulle være blind for ikke at se, at det var overvældende. "Yeah, aren't they. Total sweethearts," hendes blik mødte hans i et større smil. Cecilia fandt sig selv i at løfte hånden ud igen, men ikke for at tage sin mobil tilbage, men for at placere hånden stille imod hans kind igen. Der var den følelse igen, den varme som fik hendes hjerte til at springe et par takter over. Hendes tommelfinger kærtegnede kort kinden før hun lod hånden blive trukket tilbage igen. "They are pretty great."

Lucas spidsede interesseret ører. Hvor var det vildt at disse mennesker, som han havde følt sig så langt væk fra, alle sammen havde noget specielt ved dem og alle sammen havde evner. Og evnerne syntes at passe rigtig godt til deres professioner. "That sounds handy," svarede han med en let latter. Både Zitoras og Ethans evner lød til at være super brugbare.
"Oh whao, good for her!" Udbrød han, og nikkede, for at sige at det i hvert fald var en evne. "She definitely is. The ability to block or defer magic or mind-manipulation is sincerely one of the most powerful things for any human to have," svarede han med et svagt smil. "Or anybody really. It makes her much less vulnerable to a lot of species and a lot of powers, even some of mine," forklarede han. En af grundene til at han var begyndt at interessere sig for neurologi or neuroscience var lige præcis, at hjernen var så skrøbelig for en masse evner. Og så selvfølgelig fordi hans egen evne havde noget med nervebanerne at gøre, og måske kunne bruges til andet end at gøre skade, hvis han brugte det sammen med sine evner indenfor elektricitet. Elektriske pulser var trods alt en stor del af nervesystemet.
Lucas lagde hovedet på skrå, og prøvede at ransage sit hoved for informationer og minder om Pandora. Havde hun ikke fået en kæreste? "Well maybe have Ajax look into Pandora's girlfriend," prøvede han en smule dæmpet. "I think her name is Angel. Maybe she can help?" Han smilede forsikrende til Cecilia, og prøvede ihærdigt at dreje samtalen over på noget mere positivt. "All fairies are born good and have goodness in them," fortalte han med et opløftende smil. "I'm sure it's still in there. She's been through a lot that girl; there might be a way for Ajax to reach her." Han vidste ikke selv om han troede fuldt på det mest af alt fordi han netop havde kendskab til hendes baggrund og hendes gener. Men han håbede inderligt at det han sagde var sandt. Tanken om at skulle give op når det omhandlede en studerende var næsten utænkelig.

Lucas smilede tilbage. Hendes skinnende øjne og brede smil fik verden omkring dem til at forsvinde i et sekund. Engang havde det været hans største mission i livet at få hende til at smile og han kunne umiddelbart sige, at det stadig var noget af det mest belønnende at gøre.
"Yeah, they look like -"
Hendes hånd rørte hans kind og han nåede ikke længere med sin sætning, da elektriciteten fra hendes fingre overtog ham. Han lukkede sagligt øjnene. Han kunne mærke hendes puls, men var i tvivl om hvorvidt det var hans eller hendes hjerte der havde sprunget et slag over. Blidt lænede han hovedet ned imod hendes håndflade. Han kunne dufte hendes parfume; en duft der mindede ham om hjem.
Sekunderne var alt for korte, før hun tog hånden til sig igen. Lucas' kæbe spændtes, og uden at tænke videre over det, greb han ud efter hendes hånd med begge sine, for at mærke hendes varme igen. Han hev blidt hendes hånd tilbage mod sit ansigt, og lod sine læber strejfe hendes fingre. Han pustede ud. "How," han tøvede let. "How could I ever let you go."
Det tog ikke mere end et millisekund for Lucas at slippe hendes hånd igen; næsten forfærdet over hvor upassende det havde været. Han stirrede måbende på hende, og tog en hånd for panden. "Wow, I, that ... Was. I'm sorry! Inappropriate. Very. Overstepping." Hans mumlen fik ham til at åbne munden let, som for at samle sig til ikke bare at sige ord. "Please," bad han, "forget that I just said that?"

Der var en lettere ro der faldt over hendes ellers bekymrede sind, da han nævnte at Maeve's evne var lidt som en sikkerhedsvest - den kunne beskytte hende imod magiske slag, hun undrede sig over, hvor meget den kunne beskytte hende fra. Hun nikkede let, som Lucas nævnte Ajax igen, hun havde ikke lyttet så meget til, når Ajax havde snakket omkring sine relationer - mest af alt fordi, at hun havde andre ting at tænke på. "Maybe, I will ask him later," nikkede hun imens hun tog en dybere indånding ind. Det virkede til ligesom Ajax, så havde Lucas en ide om, at feen kunne reddes - at der var noget værd at holde fast om. Men måske han også kendte hende bedre end Cecilia, det var hun næsten ikke i tvivl om. Det perspektiv fik hende mere over på ideen om hun måske ikke var det monster, som hun ellers virkede til at være blevet. "He is trying at least, she might also be the only one who can break the link -" indrømmede hun så lidt og sank en klump. Hun håbede på at Ajax kunne nå hende, og lige nu var alle råd gode. Måske det faktum at Lucas kendte hende kunne give dem flere ting de kunne bruge, Ethan og Zitora ledte efter konkrete informationer - men det var ikke sikkert det var ligeså brugbart som en der faktisk kendte den unge fe.

Han greb hendes hånd med sine egne, og hun glemte næsten at ånde ud igen. Cecilia følte sig helt åndeløs, som han løftede hendes hånd op mod sit ansigt, og hun mærkede hans læber der strejfede hendes hud. Cecilia bed sig kort i underlæben som hun åndede svagt ud, stadigvæk med de mørke øjne blidt hvilende imod ham. How could I ever let you go, ordene fik hendes hjerte til at springe et par slag over og hun var tom for ord i det sekund. De få sekunder til han slap hendes hånd igen, og hun stille trak den tilbage til sig selv. "Hey, it's okay," forsikrede hun ham, og greb derefter ud efter hans hånd. "Really, it's fine," tilføjede hun og gav ham et lille nik. Følelserne lå mere udenpå tøjet nu, også for hende og de havde ikke tænkt sig bare at gå væk. Den søgen på varme og sikkerhed var pludselig ikke en søgen mere, den var foran hende og hun kunne mærke den som hendes hånd var i hans igen. Hun omfavnede den med den anden. De mørke øjne så ind i de lyseblå, som hun så mange gange før havde fortabt sig i. "This might sound silly, and if it does, I'm the one being inappropriate," hun tog en lettere dyb indånding, og lod egentlig ikke de brune dådyr øjne vie væk fra hans. "Would you stay with me tonight?.. or can I stay with you?" Hun holdt vejret lidt. Måske det var følelsen af hjemme og sikkerhed som drev hende til ideen, ideen om, at hun faktis kunne være hjemme uden at kigge sig over skulderen i frygt hele tiden. Cecilia var typen der tog vægten af verden på sine skuldre og gik afsted som om vægten ikke knuste hende for hvert skridt, men selvom hun gerne ville påstå at hun kunne tage det hele, så var hun på kanten til ikke at magte det meget mere.

Lucas havde brugt forfærdenlig mange år på at lukke sig selv inde. Emotionelt i hvert fald. Det var sådan han havde overlevet hele sin opvækst i et miljø hvor man ikke måtte vise svaghed, så for det meste havde han brugt sarkasme og latter som et godt skjold overfor tunge følelser, og havde nok aldrig lært hvordan han skulle bearbejde dem. Indtil Cecilia var kommet ind i hans liv selvfølgelig. Den nat hvor han havde taget en for stor bid af kagen, og accepteret en slåskamp mod en bloddæmon - mest af alt fordi Cara, lederen af den lille gruppe unge, som han havde været en del af, havde sagt at hvis han ikke snart kom hjem med nogle penge til dem, så var det tilbage på gaden. Altså den rigtige gade. Uden forsvar eller familie. Han var næsten død af det, og kunne ikke huske så meget andet end blinkende lys, før han var vågnet op til de smukkeste brune øjne han nogensinde havde set. Som et dådyr. Og her sad de og kiggede på ham, med samme varme og ømhed som de havde gjort for så længe siden da de havde været yngre. De selvsamme øjne, der havde lært ham at vise følelser. De selvsamme øjne, der havde givet ham lov tol at føle, at elske og at blive elsket. Og de øjne, han havde savnet lige siden, han var taget væk fra dem, og havde taget mange skridt bagud i forhold til følelser og hvordan man håndterede dem. Nok derfor var de fleste af hans venskaber lidt 'ungkarlede'. Den eneste han havde åbnet sig op overfor var nok Jack, men de tog altid ned og svedte følelserne ud, når det var dét der skete.

Han nåede knapt at tage sine hænder til sig, før hun greb ud efter én af dem, og hans hjerte slog dobbeltslag. It's really fine. Han rynkede let sine øjenbryn, og fjernede blikket fra hende, genert over sit udbrud og overrasket over hendes reaktion. Måske det var vinen der talte. Hans blik blev endnu engang fanget af hendes, da hun atter snakkede.
"I - Of course!" Han stoppede, og sendte et par mentale bandeord til sig selv, over hele tiden at hakke i sin tale som en eller anden usikker teenager. "Of course you can stay," gentog han, med en stemme der allerede virkede en smule mere rolig. "You can't think I'd let you sleep alone now can you?" Spurgte han med et blidt smil bag de lidt sørgmodige øjne. Hun havde sagt at hun ikke sov godt, og han vidste at det ikke var noget nyt for hende. Sådanset heller ikke for ham. Og med Joseph ude i verden, ville han ikke kunne drømme om at efterlade hende til sig selv. Selv hvis hun havde en ærkeengel på sin side. Han rynkede øjenbrynene igen, og strøg hende fraværende over håndfladen. "Would you want to stay here? Or is home better?" Spurgte han. Han vidste ikke hvad der var sikrest overhovedet. Joseph vidste hvor hun boede, men han var en aktiv del af Akademiet. Han rettede sig op, og lagde hovedet let på skrå. "Or my place?" Forslog han. Joseph kendte ikke til deres fortid, og han var i tvivl om hvorvidt han overhovedet vidste hvor Lucas boede.

Hun nikkede en enkelt gang, og åndede lettet ud som han var med på ideen, og kommentaren bagefter gik smilet til at trække sig lidt på det venstre smilebånd. "Not really," indrømmede hun og åndede endnu engang lidt tungt ud, og det virkede så nemt bare at trække vejret igen. Selvom, at hun havde haft lagt hentydninger til hun ikke brød sig om at være alene, så ønskede hun ikke at påtvinge ham hendes selskab. Joseph vidste hvor hun boede, men han havde ikke påtaget sig mange besøg efter de var blevet linket - det betød dog ikke at hun var stoppet med at kigge alle krogene i huset igennem, hver time - hvis ikke mere. Lucas forslog selv sit sted, og hun foldede læberne kort sammen. "Your place sounds great," indrømmede hun. Det virkede som en neutral grund, et sted, hvor ingen vidste hvor hun var - og hvor hun kunne ånde frit uden at frygte det værste - hvis hun dog nogensinde kunne slå den del af sin hjerne fra. Udover, at han havde nævnt at han boede her i byen - så vidste hun ikke hvor henne af. Hun kunne ikke skjule glæden i, at hun ikke behøvede at undvære hans selskab lige forløbelig. Hun vippede hovedet en smule på højkant, og gav hans hånd et lille klem med et opløftende smil.

Cecilia tog en mindre dyb indånding ind, og slog i et split sekund blikket ned før hun så ham i øjnene igen. Der var stadigvæk spørgsmål omkring og historier der ventede på at blive fortalt, ting som hun havde oplevet - ting han havde oplevet, og hun håbede på at blive en fast del af hans liv igen. Denne følelse var alt for værdifuld til blot at smide væk, og hun ønskede heller ikke at tage afsked med den. Hvis der faktisk var noget hun ønskede, var det at holde fast i den med alt hun havde. Hun tog en lidt dybere indånding ind, og opdagede, hvor fortabt hun var blevet i hans lyse øjne igen. "You were right, it is some of the best pizza I've had in a while - but the company is definitely the cherry on top," indrømmede hun og foldede læberne sammen ganske kort. Det var måske en impulsiv beslutning at komme her, men det havde også vist sig at være en af de bedste. Cecilia var glad for hun havde fundet sin vej her, og aldrig havde hun forstillet sig det ville gå så godt - men hun havde heller ikke regnet med alle de følelser som pludselig blussede op igen. Alligevel gjorde de hende intet, det var det bedste der var sket i noget tid. Ingen af dem burde virkelig køre, men hun vidste ikke, om han boede i gå afstand fra sit hjem eller om de skulle bestille en taxa - men så igen, intet hastede. "I promise I will cook you breakfast tomorrow," sagde hun så med et varmere smil. Hun havde altid været god i køkkenet, og holdt af at lave mad - men det var ikke det samme når man ikke havde nogen at lave mad til. Men hun havde altid lavet mad til dem, og det havde været vigtigt for hende at de kunne sidde sammen og nyde maden. "Just like I used to," tilføjede hun og den lille gnist i øjnene syntes at lyse mere op.

Han smilede varmt og nikkede let. "Okay. My place sounds good," gentog han, og fløjtede lavt, overrasket over hvordan hans dag havde drejet omkring 180 grader væk fra den linje han havde troet den ville gå i. Han sendte et kort, skeptisk blik mod hende, for at være sikekr på hun rent faktisk var der; bare for at være sikker på at slaget i hovedet han havde fået tidligere på dagen, ikke havde givet ham hallucinationer. Hans ansigt blødte op, og han kunne ikke lade være med at komme med en let latter og lade varmen strømme fra sig igen. "I can't promise it's tidy though," påpegede han med sin lattermilde stemme. "Not to your standards anyway, miss." Han havde altid været en ret renlig og struktureret person, og lod for det meste ikke sit liv rode alt for meget, men han vidste at han slet ikke havde samme ordenssans som Cecilia. Specielt ikke når han var optaget af studier som han havde været på det seneste; oveni studiestart efter jul. Det lille klem fik ham til at smile, og han klemte blidt tilbage uvillig til at tage det første skridt mod at slippe hinanden igen.

Lucas vippede sine øjenbryn opad, og hans ansigt lyste op i et smil ved hendes emneskift. Han tog komplimenten oveni sine smårøde kinder, og betragtede hende med så meget kærlighed i øjnene at han følte han kunne smelte. "Id say," svarede han, uendelig enig i hendes statement om at selvskabet var en tand bedre end maden. Han kunne ikke lade være med at åbne munden i et smil, og komme med endnu en latter. "You'll cook me breakfast now will you?" Spurgte han klukkende. "In my home, yeah? As my guest?" Han kneb skeptisk øjnene sammen, som om det da ikke var muligt for en gæst at skulle lave noget som helst fysisk i hans hjem - men han vidste hvor god hun var til at lave mad, og han havde kun gode minder om hendes lækre morgenmad, så han lod sit drilske ansigtsudtryk bløde op og blinkede til hende. "Oh well. Only because you cook the best eggs." Hans smil blev blidere ved hendes sidste kommentar, som han lod gode minder skylle ind over sig. Han nikkede.
"I'd drive," mumlede han, "but drunk driving has never been my thing and I'm pretty sure you'd hit me in my face if I even suggested it." Nej han var ikke fuld, der skulle mere end tre glas vin til, men han havde kendt alt for mange, der havde været i uheld på grund af 'så fuld var jeg ikke' mentaliteten, og havde absolut ingen planer om på nogen måde at kunne udsætte Cecilia for fare. "I live central. Would a cab be okay? We can walk back tomorrow and you can pick up your car from here?"

Hun kunne ikke undgå at lade en blid latter forlade sine læber, åh ja, hun var kendt for sin ordenssans og rummet var altid efterladt nydeligt når hun havde været der. Cecilias mor havde altid gået meget op i at der skulle ryddes op, og det havde fulgt Cecilia nøje ind i voksenlivet. Nok en egenskab ingen ville indrømme som hverken barn eller teenager var speciel nødvendig, men hun var alligevel ganske taknemlig for den. Også selvom at Tyler engang imellem syntes hun var lidt for organiseret. "I think I'll survive," påpegede hun med glimt i øjet.

Cecilia nikkede meget overbevisende til hans reaktion på, at hun ville lave morgenmad. "Yeah, special guest, I know," svarede hun en anelse drillende igen. Cecilia grinede hjertevarmt og rystede hovedet ganske kort, "and you know it," pointerede hun enig med hans kommentar om, at hun lavede de bedste æg. Det var længe siden hun havde sørget for selv at få et ordenligt hjemmelavet måltid til at starte dagen på, så måske hun også gjorde sig selv en tjeneste. Det virkede naturligt for hende at gå ind i det mindset. "Yeah your intuition is right," svarede hun, hun ville ikke engang køre selv, hvis det havde stået til det - måske ringet til Maeve om hun ville hente hende, hvis ikke bare som Lucas selv nævne at ringe efter en taxa. "A cab is fine -" svarede hun med et anerkendende nik og hun syntes at hans ide om at gå efter bilen i morgen var god. Hun ville kunne køre på arbejde herfra i morgen, og heldigvis skulle hun ikke møde alt for tideligt. Desuden ville hun nyde en gå tur med ham fra morgenstunden af, det gav dem lidt ekstra tid sammen. Hun håbede så inderligt på at hendes syn ikke ville forstyrre hende resten af aftenen eller bare imens hun var sammen med ham. Selvom det ikke var noget hun selv kunne styrer, havde man vel lov at håbe. "Inviting me on a morning stroll.. what is the next, are you gonna pick me up from work?" Spurgte hun en smule drillende, men ville egentlig ikke have noget imod scenariet. Det brede varme smile på hendes læber bar tydeligt tegn på den glæde der fyldte hendes system i hans selskab - og det faktum, at hun ikke burde give slip på det endnu, det var endnu bedre.

"Oh, very special indeed," nynnede han drilsk og skar en grimasse for ikke at komme til at grine igen. "Trust me on that." Han gav hendes hånd endnu et klem, og valgte så endelig at slippe hende. Han rakte ud efter sine briller og lod dem glide ned imellem åbningen på hans skorte, så han ikke ville glemme dem. Ikke at det vile være det værste sted at glemme sine briller selvfølgelig; han skulle alligevel på akademiet dagen efter. "The stuff of dreams, actually," pointerede han med et bredt smil, som reference til hendes morgenmads-evner. Han rynkede leende på næsen. "You can always count of me for the cheap points."

Han smilede charmerende mod hende, da den drilske stemme nåede ham. Måden hun sagde det på fik ham til at le varmt. Det var rigtigt at det måske havde lydt en smule cheesy.
"Well, I was gonna suggest you to just stay at mine anyway but picking you up from work?" Spurgte han, uskyldigt og lagde hovedet let på skrå. "That sounds rather serious. I'd better bring flowers too, right?" Han smilede blidt til hende, mens den drilske attitude langsomt dalede, og han i stedet blev helt varm og glad ved tanken om et sådan scenarie. Han ville faktisk overhovedet ikke have noget imod at hente hende på hendes arbejde; sådan lidt flot i tøjet med selvtillid foran hendes kollegaer? Tanken fik ham til smilende at kigge ned i bordet. Lucas havde altid godt kunne lide at tage det 'ekstra skridt' igennem sit liv. Om det handlede om hans læringsmetoder, der måske ikke altid var helt efter bogen, eller om det handlede om kærlighed og at gøre noget ekstra for sin partner. Han puttede skylden på sin indre Leopard, der syntes at være en smule ekstravagant.
Han klukkede lavt for sig selv, og sendte et blik mod sin tomme pizzabakke. Mæt og tilfreds. Mæt og glad.
Mørket havde sænket sig for længst, og han var overrasket over hvor hurtigt tiden gik i så godt et selvskab. "Half an hour-ish?" Spurgte han. Hvis de tog afsted snart ville de kunne nå forbi hans yndlings is-bod, der på trods af årstiden havde åbent sent, og hvilken bedre dessert end is?

Smilet faldt aldrig fra hendes læber, det var som bundet op og nægtede at vie væk fra hendes ansigt. Den glæde havde været savnet. "You better," svarede hun drillende tilbage, og rystede en anelse på hovedet af den tanke. Folk ville helt sikkert tale, ikke at hun havde noget imod opmærksomheden. Cecilia var blevet van til at leve indenfor sin egen lille boble, og der skete ærligtalt ikke meget der - de små tillidsproblemer hun måtte eje sørgede for ikke at få alt for mange folk alt for tæt. Cecilia rakte ud efter sin mobil på bordet og tjekkede kort tiden, som den fløj afsted når man var i godt selskab. Det overraskende hende ikke at mørket havde faldet for et godt stykke tid siden. Cecilia lagde mobilen ned i jakkelommen igen, "yeah, sounds good," svarede hun og lod sin hånd køre henover de mørkebrune krøller. Cecilia vendte sin opmærksomhed imod de tomme pizzabakker og samlede dem sammen. God mad, god vin og godt selskab - der var ikke nogen grund til ikke at være glad lige nu.

De mere mørke tider lå og truede i farvandet, men lige nu var de jaget væk af Lucas' tilstedeværelse og hun håbede han kunne holde dem på afstand - i hvert fald bare lige nu. Det var sjovt, at han boede centralt - Cecilia boede ikke mindre end små ti minutter fra gågaden til hendes bolig. Et dejligt kvarter synes hun selv.  Selvfølgelig slog det ikke udsigten til bjergkæden og havet, som Grunds of Lily havde haft at byde på. Det havde altid været nogle fantastiske gåture der, så nemt at komme ned til vandet og se på havet. Egentlig havde hun ikke været tilbage i den by siden hun var flyttet, det smukke miljø havde været overskygget af tab. Cecilia lod stilheden hvile lidt imens hun rejste sig op og fik foldet pizza kasserne perfekt sammen, stadigvæk med et smil på læben. Hun lod dem dog ligge kort tid og så imod Lucas igen. "I don't know what it is about you," indrømmede hun og trådte et skridt tættere på ham, "but I like it. It makes me feel safe," tilføjede hun og holdt lidt vejret af sin indrømmelse. Jo, det var ikke fordi, at Cecilia nogensinde havde været dårlig til at fortælle, hvordan hun havde det - i hvert fald ikke til dem som hun havde tæt på. "I haven't felt that in some time, it's nice." Alkoholen hjalp ikke ligefrem på hendes direktethed, men det var sandheden trods alt.

Lucas turde næsten ikke give ind til følelsen af ekstase, der hele tiden syntes at slå pusten ud af ham. Han bed sig i læben, og betragtede hende nærmest ydmygt. Måden hendes brune lokker dansede om de bare skuldre og smilet på hendes læber og i hendes øjne gjorde ham både nervøs og rolig på samme tid. "Deal," svarede han kækt, og overvejede et kort øjenblik faktisk at gøre det. Ville det være for hurtigt? Han havde ikke modet til at fortælle hende, at han ikke ville kunne drømme om at købe traditionelle blomster til hende, men ville finde en mere rustik buket af eucalyptus grene og tørrede korn. Landlige græs og planter mindede ham altid om Grounds of Lily, og duftene var ikke til at stå for. Tusinde gange bedre end roser; og selvfølgelig hjalp det at han kunne huske hendes forkærlighed for netop eucalyptus. Ikke at han ville indrømme det overfor hende selvfølgelig.

Cecilia rejste sig op, og han rejste sig automatisk, høfligt med hende. Hun rakte ud efter de tomme pizzabakker, så det faldt ham kun naturligt at tage de to tomme vinglas i den ene hånd og flasken i den anden, forsigtig med ikke at få vinglassene til at klirre for højt eller for hårdt. Hans korte distrahering fik ham til at gå glip af hendes lille skridt hen mod ham, så da han vendte sig for at lytte til hvad hun sagde, endte han meget tættere på hende, end hvad han havde troet han ville være, og han klukkede en smule overrasket.
Lucas fugtede sine læber, det hele tiden syntes at blive tørre når han følte sig en smule nervøs. Hvordan hun formåede at sætte ord på hans følelser var ham en gåde, og han glippede let med øjnene, usikker på hvad han kunne svare til det, som ikke ville lyde alt for plat. I stedet rynkede han øjenbrynene sammen, som han tavst betragtede hende. Endelig trak han vejret ind for at svare.
"I can only agree," svarede han, overrasket over ærligheden i hans stemme. "It's been a very long time."
Han vidste ikke hvad han skulle gøre af sig selv, og valgte at vende siden til hende, for at stille glassene og flasken tilbage på bordet. "This is all a bit overwhelming," mumlede han, og kiggede lidt usikkert over mod hende. "Cee, if this is the wine talking I'd rather we stopped whatever this is, right here." Det var på ingen måde let for ham at være så direkte, men han kunne ikke bære tanken om at vågne op i morgen til at Cecilia fortrød noget som helst.

Vinen formåede at få ordene hurtigere ud, og den hjalp hjernen med at filtre hendes ord. "I know," svarede hun svagt, det var overvældende også for hende. Og når de engang havde snakket om, tingene kunne de måske se tingene fra et mindre overvældende synspunkt - på den anden side lå alt det overvældende som en fast del af hendes liv lige nu. "The wine is helping, but it is me talking," påpegede hun i næste udånding. Der var en grænse, og grænsen var uklar for dem - og hun havde faktisk ikke formået at lede efter den. Cecilia vippede hovedet en smule på højkant, og tog en dybere indånding ind. Hun var her ikke for at komplicere ting, selvom det var alt hun havde formået at gøre - mest af alt på sine udtalelser omkring det overnaturlige. "I won't overstep -" hun foldede læberne en smule sammen. Selvom påvirkningen af alkohol og frygt gik hende til at længdes for at gribe ud i et sikkerhedsnet, varmen og følelsen af hjem samt sikkerhed - så ville hun ikke ødelægge, hvad hun stod og var ved at bygge op. Cecilia foldede sine læber kort sammen som hun så på ham, "I will be on my best behavior" nikkede hun bekræftende med et drillende halv smil. Der var en seriøsitet i det, men hun var også typen som hurtigt henvendte sig til humor i en eller anden format.

I know all of this is overwhelming, and I'm exploding on you with a lot of fucked up shit.. Det var, hvad hun fortalte sig selv, fordi, hun følte sig skyldig over den faktor. Det var overvældende alt sammen."And tomorrow we can talk, without the wine, just a coffee.. and the best eggs in town." Måske i morgen efter de havde sovet, ville de kunne se verden fra et nyt perspektiv, vide, hvordan de skulle håndtere tingene. Alligevel vidste Cecilia godt at det ville være for optimistisk, selv for hende. Hun vidste godt det var for meget at forlange, at nogle skulle kunne navigere i alt det her. Hun kunne knap nok finde sin vej ud af mørket, og at forvente, at andre kunne ville kunne det var ikke realistisk. Derfor forventede hun det ikke. Cecilia tog en lidt dybere indånding og sank en mindre klump. Hun vidste ikke om hun kunne være bare venner med ham, men hun var villig til at gøre et forsøg, hvis det betød at hun kunne beholde ham i sit liv - bare lidt endnu.

Lucas tøvede mens han betragtede hvordan hendes ansigt ændrede sig. Han var uendeligt bange for at have ødelagt hvad end de havde bygget op på så få sekunder, udmærket klar over at det var noget han havde gjort flere gange i deres forhold, fordi han netop ikke var den bedste til at kommunikere sine følelser - totalt modsat hende, der altid sagde hvordan hun havde det, og var en åben bog af følelser. Det havde helt klart holdt deres forhold limet sammen, for han havde aldrig skulle gætte sig til hvordan hun havde det, og aldrig skulle overtænke hvad han mon havde gjort eller sagt. Det følte han han måtte nu. Gætte sig til hvor meget skade han lige havde gjort.
Alvoren i hendes ansigt spejlede sig i hendes stemme, men hendes ord var meget anderledes end hvad han havde troet de ville være. It is me talking. Han skuldre sænkede sig og han måtte synke for at fugte sin tørre hals, der ligesom ham selv havde ventet i spænding på hendes svar.
"Fuck," hviskede han, og rynkede sine øjenbryn sammen. "Am I glad to hear that." Han spejlede hendes blik mod loftet, og kiggede så sidelæns med et skævt smil, glad for at han ikke havde ødelagt det helt. Han ville ikke kunne se sig selv i øjnene hvis han ødelagde noget så perfect hele to gange i sit liv. I won't overstep. Lucas kunne ikke lade være med at le en smule manisk, frustreret over hvor meget han ønskede netop det. At sige fuck alle normer og alle tvivlsomme tanker og bare give ind til hvad end det var han følte. Tage fat om hende og lukke mellemrummet og lade som om de sidste 5 år aldrig var sket. "I don't think you realise how much of a gap there has been in my life without you in it," sagde han i stedet, og håbede han ikke lød lige så seriøs som han følte sig. "Whatever is gonna happen I'm not gonna let you just walk out of it again, okay?" Han håbede ikke det lød lige så posessivt som han umiddelbart syntes, og skar tænder af det. Det skulle have lydt beroligende da hun havde set lidt skyldig ud.
"Oh come on," mumlede han blidt, et varmt smil formende på hans læber. "You always are. That's why you're scary after a couple of glasses of wine." Han prøvede ihærdigt at løfte stemningen og matche hendes lille, drillende smil.

Lucas lukkede de få skridt imellem dem, og hev hende ind i et kram for at understrege at han hverken var bange for fysisk kontakt eller havde tænkt sig at lade hende smutte uden videre. Han aede hende blidt på ryggen. "Coffee and eggs sound like something I'll look forward too then, love."
Det eneste han vidste lige nu var, at han ville gøre det hele rigtigt denne gang. Ikke desperat, ikke kluntet men ikke nødvendigvist langsomt. Hun fortjente at han i det mindste puttede noget indsats i det og ikke bare slog til når hun var svagest og kom for at få hjælp og tryghed. Det ville han aldrig kunne tilgive sig selv.

Hun bed let sammen, og holdt vejret i et par sekunder mere end hun burde. Cecilia ønskede at være en del af hans liv, og hun havde egentlig ikke i sinde at gøre det nemt for ham at gå igen. "Okay," bekræftede hun, som han selv sagde, at han ikke ville lade hende gå igen. Cecilia lod hovedet vippe en anelse til den ene side, og smilede en anelse bredere ved hans kommentar. Lucas trak hende ind i et kram, og hun lukkede automatisk sine arme omkring ham - nød tætheden mellem dem. Cecilia ville kunne stå der i evigheder, og lukkede øjnene kort for at nyde følelsen der fulgte. Hun nød duften af ham, som fik hende til at føle sig beroliget. "I know right," åndede hun næsten afslappet ud. Tanken gjorde hende behageligt tilpas og scenarierne udspillede sig i pæne farver i hendes sind. "Then please don't go again," hviskede hun i en svag hvisken, der lå meget i det - hun vidste ærligtalt ikke, hvordan hun skulle reagere, hvis han pludselig skulle gå ud af hendes liv igen. Så svagheden lå i hendes stemme, men hun gav ikke slip på ham. Cecilia tog en dyb indånding ind og åndede ganske svagt ud. "I don't want to lose you again," tilføjede hun lidt efter og holdt vejret i et kort sekund.

Cecilia vidste ikke, hvor dette ville lede dem hen ad, hvilken vej de ville gå, men en ting var sikkert - hun havde ikke tænkt sig at lade ham glide væk fra hende igen. Det havde været lige meget, hvor mange dage, som havde gået - hun havde altid savnet ham, og hendes hjerne havde altid haft en ting for at bringe ham op på de mest mærkværdige tider. Men hun forstod nu, og fortiden ville ikke bringe hende nogle steder hen. Det eneste de kunne var arbejde igennem, hvad der var gået galt i fortiden og skabe en bedre fremtid. Det var hendes håb i hvert fald. "I really want you in my life, you know. It's so much nicer with you in it," hviskede hun en så en smule skrøbeligt. Det var sjældent to sjæle fik lov til at mødes igen efter så længe, og føle at ingen tid havde passeret dem. Det var først efter at have været så længe uden kontakt til ham, at hun nu kunne mærke hvor meget hun havde manglet det i sit liv.

Then please don't go again. Ordene ramte ham som et slag i maven og han hev hende automatisk endnu mere ind til sig. Hun havde ret. Det handlede slet ikke om hende der gik, men ham selv. Den dårlige samvittighed skyllede atter ind over ham, og han undrede sig oprigtig over hvordan han nogensinde havde kunne leve de sidste 5 år som om han ikke var gået fra den vigtigste person i hele hans liv. Hun havde gjort så meget for ham, og hvad havde han givet hende til gengæld? Han havde troet at han kunne spare hende for smerte og i stedet var de endt her - og hun havde været udsat for meget mere smerte end han kunne forstille sig eller overhovedet holde ud at tænke på. Han spændte kort i kæben.
"Never," svarede han hviskende ned i hendes hår. Og som han mente det; helt ind i knoglerne, helt ind i hjertet. "I could never make such a mistake again."
Hvis man ikke kunne lære af sine fejl, tænkte han, hvad var pointen så. Det var trods alt 5 år siden, og selvom Cecilia ikke havde været en aktiv del af hans liv i de år, havde hun haft større indflydelse end han turde sige. Hun havde været som en stemme bag i hovedet da han var på sit laveste, og hun havde været motivationen til at være en bedre person, til at lære igen og til at lære fra sig. Og på 5 år havde han alligevel formået at gro helt vildt; og absolut modnet. Han smilede. Et sørgmodigt men varmt smil fyldt med følelser. At hun ville have ham tilbage i sit liv gjorde ham ovenud lykkelig, og skrøbeligheden i hans tanker syntes at give ekko i hendes stemme. "I promise," hviskede han tilbage, bange for at hvis han snakkede for højt ville  følelsen af lykke forsvinde. "I'll stay right there if you'll have me back." Det var nok op til hver enkel person at finde ud af lige netop hvad det betød, men Lucas vidste at ligegyldigt hvad konklusionen var, så ville han blive. Om det var som en venskabelig skulder eller, selvom han næsten ikke turde håbe, som noget helt andet.

"Come on then," mumlede han, stadig ned i hendes hår, og nussede blidt imellem hendes skulderblade. "Let me show you my messy home. We can get ice cream on the way?" Forslog han og håbede det ville lette stemningen en lille smule ovenpå alle følelserne. Personligt var han en stor fan af at spise sine følelser væk i gelato.

Hun klemte øjnene en anelse hårdere sammen, som hun tog hans ord til sig. Cecilia troede på at give folk en chance til, og det kom naturligt for hende at tro på, at man kunne lære af sine fejl. I promise, hun foldede sine læber svagt sammen, før hun åndede lettet ud. Hun vidste ikke endnu, hvordan de passede ind i hinandens liv, men hun vidste de ville finde ud af det - et skridt af gangen. Cecilia tog en dybere indånding ind og holdt vejret kort før hun åbnede sine øjne og åndede ud. "Good," svarede hun og kunne mærke sig selv trække en lille smule på smilebåndet. Det vare rare ord, og hun håbede så inderligt at de ville kunne finde ud af det, "we will figure everything out." Sætningen pyntede nok mest på alting, Cecilia havde mange ting som skulle håndteres - og hendes opblussende følelser for Lucas var en af dem, og nok den hun bedst kunne håndtere i alt det her. Det var den eneste følelse, som ikke skræmte hende på samme måde eller på nogen måde var truende. Igen, at stå her i hans arme, så virkede alle de andre problemer i hendes liv til at have lagt sig til at sove for natten.

Smilet bredte sig over hendes ansigt, og hun løftede blikket op for at se på ham. "Ice cream does sound really good," indrømmede hun som de mørke øjne endnu engang så ind i de lyse. Hun lukkede øjnene i et split sekund ved tanken om is, den nemmeste vej til hendes hjerte var og havde altid været mad, dessert hørte til det samtale emne. "You've always known the easiest way to my heart," kommenterede hun en anelse drillende, før hun placerede et hurtigt kys på hans kind, og langsomt trådte ud af krammet. Hun holdt vejret en smule, som hun trådte tilbage hen til stolen for at få fat i sin hat og jakke. Cecilia tog sin jakke på, efterfulgt af hatten så den kunne holde hendes hoved varmt. Selvom hun måtte indrømme, at hun naturlig havde varmen.

Han klukkede lavt, og lod varmen fra hendes kys sprede sig fra kinden ud til fingerspidserne. Hans hjerte bankede så hårdt at det kunne springe ud af brystet på ham. Da hun trak sig fra ham, prikkede han hende drilsk i siden.
"Through your belly, that," svarede han enig med hende, og sendte et selvsikkert blink. Han kendte også sig selv godt nok til at vide, at det lige præcis var vejen til hans eget hjerte. Hvis man ville på god fod med Lucas var det slet ikke særlig svært - mad gjorde ham altid mere medgørlig. Han rynkede kort på næsen og betragtede hende med et lidt ærgret smil på læberne. "Well that and with a green light from Miss Maeve Poe." Bare tanken gav ham kuldegysninger. Cecilias veninde var nok en af de få personer Lucas aldrig ville være på den dårlige side af. Han stemme var selvfølgelig drilsk og fyldt med humor, men han var nervøs for hvordan den lille hidsigprop af en ven ville tage hans returbillet til Cecilias liv. Det var endnu en ting han skrev sig bag øret. Der var mange ting han skulle have gjort godt igen, og at have Cecilias venners support ville gøre det hele meget nemmere for både ham og hende. Han vidste hvor meget de betød for hende, og ville gøre alt for ikke at være en mand i hendes liv, der blev rullet øjne af af vennerne.
Han smilede ved tanken; sikke meget der pludselig skulle fikses! Han trådte hen mod døren hvor hans tykke strikketrøje hang på en krog og trak den over sig. Han rodede utilfreds op i sit hår, efter det var blevet fladt af trøjen, og samlede så fraværende sin taske op fra gulvet, hvor han havde skubbet den hen i hjørnet tidligere på aftenen. Han stillede pænt rødvinsglassende i håndvasken og lod flasken stå på bordet hvor de havde siddet, med henblik på at fjerne den og de tomme pizzabokse engang den efterfølgende dag. Han fiskede sin telefon op af lommen for at ringe efter en taxa, og åbnede døren med den anden hånd, og trådte et skridt tilbage så hun kunne gå ud før ham.
"Okay, madame," annoncerede han, efter at have lukket døren bag sig, og løftede sin albue med hånden på maven, så hun kunne tage fat i hans arm. "I'll call for your carriage."
Med et muntert smil trykkede han nummeret til taxa selskabet på sin telefon.

Oh yes, Maeve  ville helt klart have noget at sige i dette. Maeve var en af Cecilias tætteste veninder, men også hendes kusine, de var familie. Det havde været Maeve, som havde samlet de stumper up af Cecilias hjerte der havde været efterladt. Hun havde været den, som havde tvunget Cecilia udenfor imens hun havde sorteret Lucas' ting. "You better use your charm on her," selvfølgelig vidste hun at det måske ikke var nok, men måske Maeves tilgivende hjerte var ligeså stort som Cecilias i sidste ende. "My cousin is like a mama bear," en kort latter forlod kort hendes læber af sin egen kommentar, men det var sandt. Maeve var en af de bedste personer som Cecilia kendte, og det ville kun være ham til gode. Cecilia så over på ham igen, "don't worry to much about it, Maeve is possibly the best person I know." Det mindede hende om, at hun måske burde ringe til sin kære kusine, men tiden passede ikke til det. Desuden, så ville hun gerne have mulighed for at finde ud af, hvad dette var og det var kun de to som kunne finde ud af det.

De mørke øjne så på ham tage strikketrøjen over hovedet, og hun trak på smilebåndet, som han rodede utilfreds op i sit hår. Cecilia fik lukket sin jakke, og var selv klar til at gå. Hun greb om hans arm som han løftede sin arm ud, så hun kunne tage den. "Perfect," smilede hun selvtilfreds med sit kendte glimt i øjet. "Luc, Luc, Luc," stemmen klingede nede fra gangen af imod dem, og fik Cecilia til hurtigt at se til siden. "So Bennet was telling the truth, huh," kom det drillende fra Jack, som dernæst så hen på mennesket ved formskifterens side. "I'm Jack, nice to meet you," han rakte hånden ud af den høflighed, men også for at pine Lucas med sit selskab bare i få sekunder. "Jack, yeah, I've heard about you. I'm Cecilia," Jacks øjne lyste op og flyttede sig tilbage på Lucas med et endnu større grin på læben. "The Cecilia.." Tydeligvis nød han det lidt for meget. "I've heard so much about you. Honestly," Cecilia så kort over på Lucas med et smil hun ikke rigtig kunne skjule, og så over på Jack igen. Jack så kort henover Lucas' mobil. "Don't waste money on a cap, I will drive you for free. Just tell me where you are going."

"I know," mumlede han, som svar til alle tre af Cecilias sætninger om sin kusine. Mama Bear var vidst mildt sagt. Han havde godt kunne lide Maeve og hendes stærke karakter, så han håbede inderligt at det ville blive nemmere end hvad han gik og frygtede det ville blive. Han tiltede hovedet og kiggede ned mod hende, da hun greb fat om hans udstrakte arm, og sendte hende et varmt smil, stadig en smule overvældet over at hun var lige der foran ham, og endda komfortabel nok til at gå arm i arm med ham. Han var midt i at dreje rundt for at gå ned af gangen, da en stemme bag ham fik ham til at stoppe op, og skære tænder.
Lucas kiggede smilende mod jorden. Taget på fersk gerning.
"Hey, man," svarede han, ude af stand til at matche Jack's entusiastiske, drilske stemme. Han sendte sin ven et strengt blik der meget tydeligt sagde behave yourself, men mønstrede alligevel et stolt smil. Selvfølgelig havde lærerværelset summet af snak, det havde han alligevel set komme, men så hurtigt? Og idag? Måske han havde mentalt forberedt sig på ikke at skulle konfronteres før i morgen.
"Mh," nynnede han. "If we're talking about Crawford getting a hit in, Bennet doesn't have a say after what happened last week," klukkede han, og prøvede ihærdigt at afbøje hvor samtalen var ved at føres hen. Før han kunne nå at samle sig og introducere dem for hinanden, overtog Jack samtalen og gjorde det selv. Han rynkede på næsen og måtte fokusere på at trække vejret for ikke at få røde kinder. Han sendte endnu et advarende blik mod sin ven, der var faretruende tæt på at overskride alle grænser for venskab i Lucas' øjne.
Han smilede akavet til sin ven, og mærkede alligevel varmen i kinderne. "So much?" Gentog han, med en lidt for skinger stemme og et lidt for plastret smil. "Really, Jack?" Mumlede han, og skævede til ham med øjne der kunne stikke som knive. Lucas kiggede ned på telefonen, der stadig var i hans hånd med oplyst display og taxa nummeret trykket ind, klar til at blive ringet op.
"Ah mate," svarede han lidt for hurtigt. "Know what, you really don't have to, I couldn't ask you to do that. You live on the other side of the city, remember?" Han kunne ikke lade være med faktisk at smile over situationen. Her havde han få sekunder inden ønsket intet andet end at Jack og Cecilia skulle mødes men ikke sådan her.

Jack nikkede kort for sig selv, og valgte at trække i alle sine snore for at holde ham selv tilbage. Han vidste allerede, at han ville høre for sin opførsel på et eller andet tidspunkt. Det var ikke lige altid at han vidste, hvornår legen var god, men han formåede i sidste ende at holde sig selv i skindet. "I know, I know - but I'm picking some things up for Raf in the area anyways," pointerede han så og løftede lidt på skulderen, "just figured it would be faster than waiting outside in the cold," tilføjede han og holdt blikket imod Lucas det meste af tiden, men han var også nysgerrig anlagt imod mennesket som stod ved hans side - specielt når han nu havde hørt om hende. Det mindede ham om, at han stadigvæk skulle finde ud af, hvad Elena var ude på efter hun havde opsøgt ham for et par dage siden. "We might as well accept the free drive, I don't mind," forsikrede hun Lucas. "See, she doesn't mind." Jack flyttede blikket tilbage imod Lucas, stadigvæk med et større smil klasket op på sit ansigt. Det var de små glæder i livet som Jack tog til sig, en af dem var denne her mulighed. "And I promise to drive safely.. all of that. There is no one better to drive in cold weather than me, and you know it," pointerede Jack og løftede let på sit kækkere skæve smil. Om vinteren var det ingen nyheder at Jack var den bedste at være omkring, glatteveje var ingenting for ham - om han var i bil eller til fods.

Cecilia foldede læberne kort sammen, og nikkede til Jacks ord. Det virkede til han havde sat sig for, at han var deres bedste mulighed - og hvis han alligevel skulle den samme vej som de skulle, så var der vel ingen problematik i det i sidste ende, udover at Jack sikkert havde flere hemmeligheder som Lucas ikke ønskede skulle ud i rummet endnu. "It's a quick drive, and I have good taste in music - what is not to like really," pointerede Jack og forsøgte egentlig blot mere at lokke Lucas til at sige ja. Cecilia puffede stille til Lucas, at de bare skulle lade Jack få æren. Hun vidste ikke, hvorfor det var så vigtigt for Jack, men hvis hun kunne give ham lidt glæde ved at takke ja - så havde hun gjort dagens gode gerning. Desuden var han en af Lucas' venner, så det gav ham allerede lidt tillid at bygge med.

Lucas' øjenbryn vippede nysgerrigt op, og han udstødte en svag latter. Normalt havde han hoppet på forsædet og joinet drengene i Southside, men ikke i aften. "I swear I'll kill you if you tell Raf I got hit by a student," klukkede han, og rystede hårdt på hovedet. Raf ville aldrig nogensinde kunne lade sådan en information dø, og han ville helt klart høre for det i evigheder. Lucas blødte op på stedet, da Cecilias varme stemme nåede ham, og han himlede let med øjnene mod Jack, men sendte ham alligevel et varmt smil. Han glædede sig til at fortælle ham om alt hvad der var sket idag, når han fik ham under 4 øjne igen. Jack havde lagt ører til Cecilia-hjertesorger i en lang periode, efter de først havde mødt hinanden, og Lucas havde set lidt for dybt ned i flaskerne og i selvhadet. Derfor kunne han heller ikke være tvær over Jack og hans drengede, drilske bemærkninger. Han smilede skævt til sin ven, og gav ham et venskabeligt klap på skulderen. "She doesn't mind because she doesn't know you, mate," svarede han med en lav klukken, og nikkede så til ham for at acceptere et lift. Han havde desuden ret; Jack var selvfølgelig god at have som ven hele året rundt men vinteren var altid speciel med hans evner og lidt specielle race. Han smilede forsikrende til Cecilia, og nikkede for at signalere at han var helt enig i at Jack kørte godt bil og specielt om vinteren.
"Alright Frosty," annoncerede han, og sendte ham et bredt smil. "Lead the way." Han valgte at stole på at Jack ikke ville fortælle Cecilia hvor patetisk han havde været i det første halve år efter at han var taget tilbage til Aston. Eller hvor meget rod han havde været ude i med gadeslåskampe og småkriminalitet - ikke at Jacks verden og Southside nogengange stadig indhentede ham og hev ham lidt tilbage til gaden, men han holdt sig nu for det meste ude af problemer. Han vidste dog at han stod i stor gæld til Jack og Raf, der havde været der for ham, da han havde brug for venner.

Lucas puffede blidt tilbage på Cecilias skulder, og besluttede på stedet at det var nok akavet stilhed, før han blidt hev hende ind til sig, så han kunne gå langs gangen med armen om hendes skuldre. Han kom med en lille utilfreds brummen, som om det var hårdt for ham at være enig med hvad Jack lige havde sagt. "Mh, it's true, though. At least you've got that going for you." Lucas vendte hovedet mod Jack og sendte ham et kækt blink.

"You would have to catch me first," svarede Jack tilbage med sit drillende smil og åndede ud, åh ja, det ville blive på samtale hylden igen. Han kunne næsten ikke holde sit grin tilbage, ikke at han gjorde meget for at forsøge. Jack rystede kort på hovedet som Lucas gav ham et klap på skulderen, "don't ruin my exceptional reputation," insisterede han med en mild latter. "Great," kommenterede han hurtigt til Lucas' nik om at de accepterede hans lift. Cecilia smilte for sig selv, imens hun så på dem. Det mindede hende om når hun tog hjem til Evelina og bare havde brug for sin bedste veninde engang imellem. Hun var stadigvæk nysgerrig på, hvad Jack var eller om han også givet nogle evner hun havde i vente at se. Hun lagde sin arm omkring Lucas som han lagde sin om hendes skuldre. Jack levede ofte i sit eget hoved, og tænkte ikke just tingene igennem før han handlede eller talte for den sags skyld. Og han havde brug for alle gode grunde til at holde sit humør oppe, specielt med Elena at bekymre sig om. Han fulgte dem udenfor til parkerings pladsen. Han tog sine nøgler frem fra sin hættetrøje lomme og låste op, den sorte bils lygter lyste op i mørket som de blev låst op. Siden Jack ikke ligefrem betalte det vilde i husleje for sin loftlejelighed her i Gaia eller det helt vilde for at bo i Southside - så, nej han havde heller ikke ligefrem skaffet sig bilen helt lovlig, hvis han skulle indrømme det.  Der var koldt udenfor, og sneen faldt så småt fra den mørke himmel, fik Cecilia til at smile en anelse mere. Jack åbnede bildøren for dem så de kunne sætte sig ind omme bagved. Cecilia satte sig ind først, hvilket gav Jack tid nok til at spille lidt broderligt drilsk til Lucas.  
Derefter satte Jack sig om bag rettet, og gik sat bilen i retning imod centrum. Jack vidste også, at selvom han utrolig gerne ville snakke med dem begge to, så ville han lade dem sidde sammen, så han satte bare lidt lav musik på fra radioen imens han kørte. "You are right, I think I like him," hviskede hun til Lucas, som hun lænede sig tættere imod ham, med et skævt smil på læben. Jack smilede lidt selvfed som han med sin naturlige hørelse ikke havde besvær med at opfange den hvisken. Han forsat dog med blikket på vejen, som de kørte igennem lågen til akademiet, og afsted hen ad stigen der ledte fra skoven og ind imod selve Gaia. "Where would you like me to drop you two off?" Spurgte han så og kiggede tilbage på dem i bagspejlet.

Lucas klukkede lavt, og rystede på hovedet af ham. Always the charmer, tænkte han med et skævt smil. "Oh don't worry about it," sagde han med et bredt smil. "You're doing that all on your own." Han vidste at de var en lille gruppe unge mandlige lærere, som fik rigtig meget opmærksomhed fra de kvindelige studerende, og Jack var helt klar højt oppe på den liste, med sit charmerende smil og sin motorcykel. Joseph var selvfølgelig på listen, og selvom Lucas ikke ligefrem så sig selv som en model, var han der nok også. Altid med et smil på læben, altid klar med et klap på skulderen og altid opmærksom på sine studerende.
Han lod Jack lede dem ud på parkeringspladsen. Selvom der ikke havde sneet endnu i år, var nætterne i minusgrader, og når de trak vejret, stod deres ånde som små skyer i luften. Undtagen Jacks. Han skuttede sig i kulden, og gav Cecilias skulder et lille klem, før han endelig gav slip, så han kunne åbne bildøren for hende. Han gik bagom bilen og satte sig på sædet ved siden af hende.
Lucas kendte til Jack's gode hørelse, og klukkede dæmpet, da Cecilia sagde at hun godt kunne lide ham. Han nikkede sigende. "Yeah, he's a good one." Han sendte et varmt blik mod bagspejlet. Han vendte sig i sædet, så hans overkrop var drejet mod Cecilia.
"He's a kind of Thunderbird," forklarede han med et varmt smil. Tanken om at han fik lov til at introducere de smukke dådyrøjne foran sig til forskellige væsner, fik ham til at smile endnu bredere. Væsner fascinerede ham, og han vidste, at hun uden tvivl ville være lige så imponeret hver gang han nok ville nævne en ny race. "Very rare species. They are usually able to create big thunderstorms and control the weather but Jack's a bit special; he doesn't do lightnings and stuff, but he can control the cold and manipulate ice."  
Lucas lagde blidt en hånd på hendes, og håbede inderligt at han ikke overvældede hende med informationer. Han var ivrig efter at vise hende de gode sider ved den magiske, overnaturlige verden, så hun ikke kun ville have minder om den dårlige side, hun havde set indtil nu.
Hans blik fjernede sig fra Cecilia, og rettede sig over mod Jack, da han talte.
"Uh, just my place, mate, if you don't mind," svarede han, og prøvede at fjerne humoren fra sin stemme, så det ikke lød alt for triumferende, og for at prøve at kommunikere at det ikke var en 'fræk date' eller sådan noget i den stil.

Cecilia holdt sit blik imod Lucas, som han drejede sig imod hende og hendes øjne søgte efter, hvad end han mon havde at fortælle hende. Den nysgerrighed blev dog hurtigt tilfredsstillet, som han fortalte hende, hvad Jack var. Hendes blik flyttede sig kort over på Jack, spærret en anelse op i overraskelse. Hun var ikke nået til det punkt i den bog som Michael havde givet hende om alverdens racer. Cecilia havde læst om en del racer efterhånden, men det var stadigvæk under halvdelen af dem, som hun faktisk havde mødt - og det var langtfra ligefrem fordi, at de møder var noget positivt. Det faktum, at hun mødte en som Jack, en thunderbird uden der lå nogen fare på kanten - se det var en oplevelse i sig selv. Hun flyttede blikket tilbage til Lucas, som han forklarede mere omkring den generelle race, og hvordan Jack var anderledes fra den. De mørke brune øjne lyste op i begejstring over informationerne, og hun nikkede et par enkelte gange og lod kort blikket tilbage til Jack, som løftede den ene hånd op, "yup, that's me," kommenterede han kort. Cecilia flyttede blikket tilbage til Lucas igen, som hun mærkede hans hånd oven på sin. "That's pretty cool - totally see the Jack Frost vibe," tilføjede hun med et kærligt letter drillende toneleje.
"You got it," svarede Jack, som Lucas sagde, hvor de skulle køres til. "So ice powers, I bet that's the reason you promote driving in this weather, huh?" Spurgte hun så Jack og løftede en anelse spørgende på et øjenbryn. "Guilty as charged," indrømmede han med en svag latter. "I don't feel the cold, if anything its just nice having an actual cold winter for once Summer is different though, not near as comfortable - I'm just happy I don't live in Australia or somewhere crazy hot," tilføjede han og forsatte med at køre, han havde egentlig intet imod spørgsmålene så han svarede glad på dem. "Interesting," mumlede hun stille for sig selv.  "And electricity and ice? Sounds like a power duo to me," kommenterede hun så og så tilbage på Lucas. "I told you man, see even she knows it," svingede Jack en hurtig kommentar ud, som han blikkede af til den næste afkørsel.

Det tog ikke meget længere tid, før at Jack endelig blinkede indtil siden som de nåede deres destination. "Have fun kids," han vendte sig rundt og lod dem stige ud af bilen. Han gav Lucas et don't screw this up blik før han gik ud af døren. "Drive safe." Kaldte Cecilia efter ham, som at Jack kørte igen så snart Cecilia og Lucas var ude af bilen, og han havde fået vinket farvel.

Lucas fulgte smilende med i den lille samtale, og betragtede Cecilias ansigt ud af øjenkrogen som hendes ansigt lyste op og hendes stemme blev lattermild. Det var en følelse han helt havde fortrængt; lykken ved at hun smilede af noget han sagde eller blev i bedre humør af noget han gjorde. Han klukkede dæmpet, da Jack sagde at han var glad for ikke at bo i Australien og kunne kun nikke sammenstemmende. Lucas selv havde hverken problemer i kolde eller varme klimaer - ikke siden han var en lille dreng og havde fundet sin indre leopard. Leoparder var kendt for både at være i savanner, jungler og bjerge med sne, og det var som om, at selvom han selvfølgelig kunne mærke varme eller kulde, så reagerede hans krop slet ikke så stærkt på det overhovedet. Jo, han kunne skutte sig og fryse, men der skulle meget mere til end ved et menneske.
Lucas smilede bredt. Power-duo. Det var noget de selv havde gået og joket med i flere år, og at Cecilia så hurtigt havde fanget det fik ham til at slå en varm latter op. "Yeah, we do make a pretty good team," istemte han sig. Han rynkede smilende på næsen ved tanken om alle de gange de netop havde været en lille duo - og hvordan de havde mødtes på en bar i Southside og var klikket på få sekunder.

Da de nåede den lille centrale gade med små lejligheder, gav han Cecilias hånd et lille klem før han stod ud af bilen og gik over på den anden side, så han kunne åbne døren for hende. Han klukkede dæmpet over Jacks kommentar og slog hænderne op i en overgivende bevægelse da han fangede Jacks politi-blik og sendte ham et kækt blink for at sige, at han ikke havde tænkt sig at ødelægge noget som helst. "Say hi to the big bad wolf from me," kaldte han med et kækt smil. "And stay out of trouble you two." Han løftede en hånd som farvel, og vendte sig så mod hoveddøren mens han fiskede sine nøgler frem fra sin lomme.
"Home sweet home," nynnede han, som han åbnede døren. Han havde stueetagen, så der var kun et par trappetrin op til den næste dør, han åbnede og lod Cecilia gå ind først.
Lejligheden i sig selv var som sådan nok lidt undervældende. Meget simpel to-værelses lejlighed med et køkken der gik ud i en stue, og et lille soveværelse. Det meste var nyrenoveret, men stedet osede af varme og føltes hjemlig og rar med høje reoler fyldt med bøger og en blød sofa med to lænestole. Imellem køkkenet og stuen var et rundt bord med fire stole og en stor palme i hjørnet. Lucas levede ordenligt så det eneste rod der var, var på stuebordet, hvor sofaen også så lidt brugt ud, som om et stort dyr havde sovet der. Det var blevet en dårlig vane for ham at krølle sig sammen i sin dyreform når han skulle sove, men han drømte mindre og følte sig mere udhvilet på den måde. "This is it," sagde han med et varmt smil. "My little home."

Hun så på Jack der kørte væk i mørket kun oplyst af de sne, som havde lagt sig ganske nydeligt på landskabet.The big bad wolf, førhen ville hun have taget ordene for ord, nu begyndte hun at tænke på varulve. Det var ikke ligefrem, fordi hun havde de bedste oplevelser der. Hendes opmærksomhed vendte sig dog hurtigt tilbage på Lucas, som han fiskede sine nøgler frem. Kort forblev hun tavs, mest for at få sine tanker under kontrol og egentlig bare tage alle indtryk til sig. Cecilia trådte ind af døren, som han åbnede den for hende - og hendes øjne løb nysgerrigt rundt i hele lokalet. Hendes mørke øjne faldt hurtigt på palmen i hjørnet, og et større smil løftede op på hendes læber. Cecilia havde altid elsket planter, og drømt om en større have hun kunne gå at gøre i stand - hvilket hun havde fået anskaffet sig. Et hjem med planter gjorde bare altid noget, og for en planteentusiast gjorde det blot at hun følte sig hjemme. Generelt var der en hjemmelig følelse, der var behageligt og hun kunne mærke sine skuldre falde lidt ned. "I love it," indrømmede hun som hun åndede ud og flyttede blikket tilbage imod Lucas igen. "Especially the palm," hun kunne ikke undgå en mild latter over sin egen kommentar.

Cecilia løftede hånden op for at lade huen glide henover de krøllede mørke lokker, og foldede den sammen i sin jakkelomme. "You know, we could just move the ice cream to tomorrow evening - that is, if you pick me up after work," hun foldede læberne en anelse lokkende sammen og løftede automatisk lidt på sine øjenbryn, som hun slap sit greb om læberne så de kunne løfte sig op tilbage i det varme smil. Hendes hjerte sprang endnu en takt over, og hun kæmpede imod lysten til bare at række ud efter ham. Ganske stille vippede hun hovedet en smule på højkant. "So, Jack Frost and The big bad wolf, who else are you friends with? Spurgte hun som hun rakte stille ud efter hans hænder, nok mest for at vise, at hun bare var nysgerrig. Også selvom at tanken om varulve ikke bar hende meget optimisme, så var hun stadigvæk åbensindet.